Parisernes spændende liv

28 sep

Der er et eller andet ved den måde, som pariserne bevæger sig rundt i byen på, som får den udenforstående til at forestille sig, at de må leve nogle meget spændende liv. Deres liv er muligvis hverken mere eller mindre spændende end andre storbyboeres, men det ser altså sådan ud. Det er den måde, de henslængt sidder på cafeer og diskuterer livligt på. Det er den måde, de haster ned ad fortovet med deres rensetøj på. Det er den måde, de bærer deres poser med supermarkedsindkøb på. Det er den måde, de kaster sig ind og ud ad taxaer på. Det er den måde, de skynder sig hen mod metronedgangen for at forsvinde ned i dens ildelugtende slugt. Det er den måde, de gestikulerende og højlydt snakkende i deres mobiltelefon går ind på restauranter og henter deres bestilte takeout og henkastet spørger: “Combien je dois?” og kun lige akkurat lægger telefonen fra sig længe nok til at betale regningen. Det er den måde, de sidder i bussen med deres store indkøbsposer fra BHV. Alt sammen får det en til at tro, at de garanteret er på vej til vigtige møder, interessante middagsaftaler, livlige receptioner, opløftende teaterstykker. Måske skal de bare hjem og sidde foran fjernsynet. Men den måde, de bevæger sig derhen på, sker med stil!

Tiggere i Paris

4 sep

Der er relativt mange tiggere i Paris. De fleste sidder på gaden med en lille kop af en art og har enten et skilt, hvor der står, de er sultne, eller også beder de direkte om lidt penge, når man går forbi. Der er også nogle, der optræder i metroen med sang eller spil, og så bagefter går rundt med raslebøssen. Andre spiller en instrument eller synger for folk på vej ned i metroen. Så er der dem, der stiger ind i metroen og holder en lille tale, hvor de forklarer, at de er enlig mor til to og ikke har flere penge, efter at elektriciteten er betalt, og de er villige til at tage mod hvad som helst, mønter, metrobilletter eller madkuponer. Lidt falder der normalt af. Tiggerne er desuden voksne. Ikke børn. Men i søndags på metrostationen Porte de Clignoncourt så jeg en tigger, der afveg fra alle andre tiggere, jeg endnu har set. For det første var det et barn – en dreng på omkring 10 år. For der andet var der hans metode: I stedet for lidt ydmygt og bedende at henvende sig til de forbipasserende småråbte han et lille rim, ja, nærmest en sang ud i menneskemængden: “S’il vous plait, s’il vous plait, donnez-moi la monnaie!” Jeg ved ikke, hvor godt det virkede. Jeg så ikke nogen give ham noget. Heller ikke jeg selv. Men han bør i hvert fald få point for originalitet.

September i Paris

4 sep

Jeg skal love for, Paris ser anderledes ud i september end i august. Selv midt på dagen er metroen nu fyldt med mænd i jakkesæt og mapper, mens den for bare en uge siden var fuld af turister i sandaler med kort over Paris og turistguidebøger på alle sprog. Ja, man ser da stadig en turist her og der – det er trods alt byernes by – men turist/beboer-ratioen er virkelig rykket. Og det samme er vejret. Uden varsel kom efteråret i mandags på dato den 1. september. Nu er folk iført lange bukser og overtøj, og på cafeerne er de udendørs varmelamper blevet tændt. Ak, ja, så hurtigt det kan gå! For en måned siden kunne jeg ikke forestille mig, at man nogensinde skulle kunne få lyst til at tage en ulden sweater på – men nu har jeg meget, meget nemt ved at forestille mig det! Faktisk ønsker jeg lidt, at jeg havde en.

Pro-life og pro-choice

3 sep

Hvis der er noget, der kan siges at være en misvisende betegnelse, så er det udtrykket “pro-life”, dvs. “for livet”. For hvem er ikke for livet? Den eneste korrekte betegnelse er abortmodstandere – eller på engelsk “anti-abortionist”. Jeg er helt klart for livet. Jeg ville ønske, at aborter ikke behøvede at finde sted. Jeg ville ønske, at enhver graviditet førte til glæde hos de vordende forældre, at graviditeten blev ført vellykket til termin uden at belaste moderens helbred, at barnet blev velskabt og sundt, og at fødselen forløb uproblematisk.

Ja, det ville jeg ønske. Og nu vi er ved det, ville jeg også ønske, at der var fred på jord, at diskrimination ikke fandtes, at alle diktaturer blev afskaffet, at vi fik løst klimaproblemerne, og at fattigdom kun var en midlertidig tilstand. Bare for at nævne nogle få ting. Jeg kan sagtens lave en længere liste. Men det burde ikke være nødvendigt.

Min pointe er kort sagt, at muligheden for abort er en rigtig god mulighed. Den har været blandt de største fremskridt i kvinders rettigheder i det 20. århundrede. Når det er sagt, så bør abort selvfølgelig kun være en sidste udvej. Af såvel helbredsmæssige, etiske, følelsesmæssige som økonomiske årsager.

Så ja, pro-choice – at være for, at kvinder har muligheden for og retten til at foretage et valg, efter det er “gået galt” – det er en retvisende betegnelse. Men fordi man er pro-choice, kan man også være “pro-life” i den betydning, at man er for livet. At det amerikanske religiøse højre har tilkendt sig selv titlen “pro-life” er simpelthen et af historiens største politiske, retoriske kup. De – inklusive den republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin – er ikke pro-life. De er anti-choice!