Anmeldelser af Stein og drømmefabrikken

31 mar

Det er altid med bævende hjerte, man imødeser anmeldelser af ens bøger. Det er jo lidt ligesom et barn, man sender ud i verden. Vil de grumme anmeldere forstå netop ens eget barns styrker og særkender? Eller vil de hæfte sig ved ubetydelige svagheder? Eller — endnu værre — vil de helt misforstå barnet/fejllæse bogen/læse den ud fra helt forkerte præmisser? Ja, det kan ske. Men i tilfældet med anmelderen på Helsingør Dagblad kan jeg nu ikke på nogen måde klage!
Stein og drømmefabrikken

Hvad er en genreforfatter?

28 mar

Ja, det er nok ikke alle, der ved, hvad en genreforfatter er. Jeg har selv tidligere indrømmet at være sådan en. Og Susanne Staun, som er en fremragende forfatter — ja, en fremragende genreforfatter — har nu skrevet en fremragende kronik om, nå ja, det underkendte i at være genreforfatter …

Brevkasse: Hvis du har et spørgsmål

28 mar

Indtil jeg får lavet en lidt smartere spørgsmålsfeature til min brevkasse, er du velkommen til at sende dit spørgsmål til sanne@udsen.dk

Det koster ikke noget at få besvaret et spørgsmål, men til gengæld er det en betingelse, at spørgsmål og svar kan blive offentliggjort, enten her på siden, i en avis eller på anden vis.

Brevkasse: Hattetikette

28 mar

Kære Sanne Udsen,
Min mand har til sin 60års fødselsdag ønsket sig en hat, og det er nu lykkedes at få indkøbt en lækker og stilig hat fra Petitgas – men så kommer alle spørgsmålene jo: Hvordan er det lige med takt og tone i forbindelse med at gå med hat i nutiden? Jeg har søgt en del på nettet, men kan ikke finde det, jeg søger efter.

Kan du hjælpe med henvisning til et site, en bog eller lignende? Eller har du mulighed for at give mig hovedtrækkene i Hattens takt og tone? Gerne for både herrer og damer.

Kære læser,
Kunsten at bære en hat, løfte en hat på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt er noget, der gennem historien har været genstand for mange værker, men jeg ved ikke, hvor nyttige din mand ville finde disse i dag. Det er trods alt en hel del år siden, at det var utænkeligt for en mand at gå udendørs uden hovedbeklædning. I filmen ”Ridderfalken” med bl.a. Humphrey Bogart bliver en af politifolkene så træt af alle de mistænktes lange søforklaringer, at han vil have dem ud af den lejlighed, de befinder sig i, og med ned på politistationen til nærmere afhøring. Som signal til dette beordrer han de tilstedeværende: ”Get your hats!” Jeg er ikke sikker på, at det i dag ville blive forstået på samme måde.

Hvad angår takt og tone og hattebrug for mænd, kan man sige, at de falder i to overordnede kategorier: Hattehilsen og hattebæring. Den første del – hvordan man løfter hatten, hvem den skal helt af overfor, og hvornår man kan nøjes med en symbolsk markering af en finger mod kanten – har næppe den helt store praktiske betydning i dag, da din mand formentlig ikke risikerer at fornærme ret mange ved at gøre det forkert, eftersom resten af verden kun sjældent vil kende reglerne. Den anden del – hattebæring – er der langt flere, der ved noget om, og dermed er der også langt flere, din mand kan risikere at støde eller få til at trække på smilebåndet ved forkert anvendelse.

Hovedreglen er, at mænd bærer hat udendørs, men ikke indendørs. Og så til gråzonerne: Er en forhal eller en gang i en offentlig bygning indendørs? Er en elevator? Her er det simple svar: Nej, ja og delvist. Hvis en mand befinder sig i en elevator sammen med en dame – hans hustru falder ind under kategorien dame i denne sammenhæng – så tager han hatten af. Ellers kan han beholde den på. Forhallen vil normalt være at betragte som et slags ”udendørs”, medmindre man opholder sig i den i længere tid. Forvirret? Det bliver værre, når vi kommer til transport: Din mand kan beholde hatten på, hvis han kører i bus eller metro, men han må have den af, når han kører i regionaltog. Til at lægge hatten fra sig kan han anvende hattehylden. Hvad så med S-tog? Ja, der kan han også få lov at beholde den på. I hvert fald på en kort tur og hvis han ikke er i selskab med en dame. Lad mig citere ”Vor tids skik og brug” fra 1965, som opsummerer således: ”Udendørs har en herre sin hat på hovedet. Indendørs beholder han den på, når han er undervejs til et sted og kan betragte sig selv som én af mange; men han tager den af, når han taler med en dame … undtagen i de tilfælde, hvor det ville være meget upraktisk.”

En lidt nyere bog, ”The Modern Gentleman” fra 2002, opsummerer gode hattemanerer således: 1) Hatten af, når en dame kommer ind i elevatoren; når man sidder ned indendørs; når et ligtog passerer forbi. 2) Hatten løftes, når man har foretaget en høflig handling; når man passerer hinanden tæt; når man tilbyder sit sæde til en anden person.

Hvis du gerne vil give ham etikettetipsene i bogform, kan du se, om du kan fremskaffe en eller begge af de nævnte titler.

Så var der det med damerne. Som man jo næsten kan gætte, er hatteregler for damer helt anderledes. Damer kan have hat på såvel udendørs som indendørs – til gengæld har de kun hat på om dagen og ikke om aftenen. De løfter ikke på hatten, hverken når de møder andre damer eller herrer, men beholder den hele tiden på. De beholder (især) hat på i kirke, men hvis hatten er stor, og de er i biografen, til koncert, foredrag el.lign. (til en eftermiddagsforestilling, forstås, eftersom vi damer aldrig har hat på om aftenen), så regnes det for uhøfligt at beholde den på – men det skyldes alene hensynet til de stakler, der sidder bag en. Til en damefrokost med hat på restaurant har alle damerne hat på. Til en damefrokost med hat i et privat hjem er det kun de besøgende damer, der har hat på. Værtinden har ikke hat på i sit eget hjem.

Asger Jensbys manglende kandidatgrad

23 mar

Jeg har på opfordring af Bjørn Lambek valgt at redigere i den tidligere udgave af dette indlæg, da indholdet åbenbart kunne — læs: blev — misforstået. Kort sagt har Bjørn Lambek beskyldt mig for at beskylde ham og hans kollega, Kristian Sloth, for at have planket historien om Asger Jensby manglende kandidatgrad fra min bog om IT Factory-sagen. Forvirret? Jeg skal prøve at rede trådene ud.

Forhistorien er, at jeg i “Stein og drømmefabrikken” har skrevet om, at der i årevis har været vedholdende rygter om, at Asger Jensby ikke er cand.merc., som han ellers selv har påstået bl.a. på sin LinkedIn profil. (Det er ændret nu, så der er ingen grund til at gå ind og tjekke.)

Hvis jeg havde haft mere tid, kunne jeg nok have gjort mere for at få det dokumenteret, men i første omgang forlod jeg mig på mit ret indgående kendskab til de højere læreanstalter – som ikke uden videre udleverer oplysninger om deres alumnis kandidatgrader, manglende eller ikke-manglende, hvis disse oplysninger ikke er officielt tilgængelige. Til gengæld stolede jeg på min kilde. Og derfor kom det med i bogen. Selv om det selvfølgelig gav anledning til diskussioner mellem mig selv og forlaget. Til sidst endte det altså med, at den manglende kandidatgrad kom med.

Bogen udkom den 23. marts. En uge før udgivelsesdagen lå bogen rundt omkring på redaktionernes borde. Søndag den 22. marts om aftenen sad hele familien klar foran fjernsynet, da 21 Søndag tonede frem på skærmen, eftersom det var annonceret, at de ville bringe et interview med Asger Jensby. Og det skal jeg love for, de gjorde!

Og ikke alene var det lykkedes journalisterne (Bjørn Lambek og Kristian Sloth) at få et interview med Asger Jensby — de fik også hele to gange verificeret den manglende kandidatgrad. Først af Handelshøjskolen i Århus og bagefter af Asger Jensby selv. Sikke en lettelse! Nu var det ganske klart, at jeg ikke behøvede frygte et sagsanlæg mandag morgen, når bogen lå i forretningerne.

Timingen og detaljen med LinkedIn-profil gav mig dog stof til eftertanke. De havde haft min bog liggende på redaktionen i en uge. Det gav mig anledning til at skrive et lille glad: “Mon ikke det er derfra, de har fået inspirationen til at tjekke hr. Jensbys akademiske meritter?” Jeg kan tilføje, at jeg ikke var ene om at have bidt mærke i timingen, og jeg var heller ikke den eneste, der var lidt hurtigt ude med en årsags-sammenhæng.

For Bjørn Lambek har forsikret mig overbevisende om, at de har kendt til rygtet om den manglende kandidatgrad længe.

Nu kommer vi så til der, hvor diskussionen om “beskyldninger” starter. Bjørn Lambek og jeg har haft en telefonsamtale, hvis indhold i ultrakort referat bestod i:
“Du har beskyldt os for at have planket en historie”.
“Nej, det har jeg altså ikke.”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
Og så videre ad nauseam. Læseren kan selv fortsætte.

Jeg har ikke beskyldt Bjørn Lambek og hans kollega for at have planket en historie. Jeg har hverken sagt, skrevet, tænkt eller ment det. Derimod har jeg troet — og troede, jeg havde skrevet — at de var blevet inspirerede af en oplysning i min bog. Det er de så ikke. Men hvordan skulle det være at planke en historie, selv hvis jeg havde troet rigtigt? Historien har de da under alle omstændigheder selv lavet.

Det kræver altså ikke det store detektivarbejde at gribe et frithængende rygte og skrive det ned. Faktisk var det en væsentlig pointe i min bog, at det netop var et vedholdende rygte, som det ikke var vanskeligt at komme til at høre. Tværtimod. Derimod ligger det store arbejde i at få rygtet enten verificeret eller falsificeret. Æren for dette tilfalder alene journalisterne på 21 Søndag, uanset hvor de havde fået inspirationen til det fra.

Måske er der tale om en fundamental forskel på, hvordan journalister tænker, og så hvordan vi, der er mere akademisk uddannet, tænker. Journalister lægger helt vildt stor vægt på en “nyhed”. Vi, der er forskningsuddannede, ved, at en nyhed har meget kort holdbarhed, mens vi i stedet lægger vægt på selvstændig refleksion og analyse. Inspirationen til dette arbejde kan komme hvorsomhelst fra — vi kan jo ikke vågne op hver morgen og opfinde den dybe tallerken — men det er det ekstra, som inspirationen fører til, der tæller. For at bruge et lidt vel fortærsket udtryk så er det det sidste, der er value adding.

I min bog om IT Factory-sagen har jeg derfor også forsøgt at fokusere på ikke personen Stein Bagger, og hvorfor han gjorde, som han gjorde, og hvad han mon lavede på sin tværs-over-USA-tur, men derimod på, hvorfor omgivelserne lod ham slippe af sted med det. Det er også baggrunden for, at jeg medtog et (på det tidspunkt) ikke verificeret rygte om Asger Jensbys manglende kandidatgrad i min bog. For det første: Hvor mange personer opstår der nu lige den slags rygter om? For det andet: Hvor ofte ser vi nu lige en kombination af en administrerende direktør, der lyver om sin uddannelse, og en bestyrelsesformand, der gør det samme? Hvor hurtigt mon lige bestyrelsesformanden vil være til spille “nu-viser-vi-alle-vores-eksamenspapirer-frem”-legen?

Manglende eksamensgrader er ikke problem i sig selv, men det er i høj grad et problem, når en person har løjet om det. Da jeg i sin tid lavede research til min bog “Psykopater i jakkesæt”, fandt jeg ud af, at det med at lyve om sine eksamenspapirer var et gennemgående tema. Dengang stødte jeg især på falske jurister og falske ingeniører. Sidenhen har jeg i forbindelse med min foredragsvirksomhed hørt endnu flere grelle eksempler. Falske læger lader bl.a. til at være i omløb i større omfang, end man har lyst til at tænke på.

Nu, hvor jeg er i gang med mine bøger, kan jeg også røbe, at manglende eksamenspapirer ligeledes er en del af plottet i min krimi “Djævelens advokat”.

Og nej, jeg vil ikke forsøge at tage monopol på at interessere mig for folks manglende eksamenspapirer, men jeg kan da i det mindste dokumentere, at min interesse går langt tilbage …

Barack Obama tjener godt på sine royalties

20 mar

Ja, det må jo altid glæde en forfatter, når der er forfattere, som tjener seriøse penge på deres bøger. New York Times skriver om, hvordan de mange royalty-indtægter, som præsident Obama har tjent på sine bøger, herunder sin selvbiografi, reddede præsidentparrets økonomi, før de blev præsidentpar. Det eneste, der er lidt ærgerligt ved historien, er, at i første omgang solgte hans bog ikke nok til, at den indtjente royalty kunne dække forskuddet. Der kom først gang i salget efter hans tale på partikonventet i 2004, og efter han blev præsidentkandidat, kom der virkelig gang i salget. Hvis det er en betingelse for en bestseller, at man skal være amerikansk præsidentkandidat, så begrænser det jo mulighederne. Men sådan er det da heldigvis heller ikke! Selv om det tydeligvis hjælper …

Kort sagt: Det er en tilstrækkelig, men ikke en nødvendig betingelse!

“Djævelens advokat” til røverpris

17 mar

I disse dage er der mulighed for at købe “Djævelens advokat” til en usædvanligt god pris — ja, vi kan vist roligt kalde det røverpris. Den kan nemlig fås til den latterligt billige pris af 59,00 kroner i Vangsgaards nye bogudsalg. Det finder sted på Rådhuspladsen i København og løber til og med den 28. marts 2009.

Uheldige afslag fra forlag

15 mar

De fleste af os forfattere har prøvet den alt andet end opløftende oplevelse at modtage et afslag på et bogforslag (hvis det er en faglitterær bog) eller — endnu værre — på et helt manuskript (hvis det er en skønlitterær bog). Og ja, det er værre med den skønlitterære bog, fordi der er gået meget mere arbejde ind i et helt manuskript end i et bogforslag. Men begge dele er frygteligt nedslående. Derfor må vi ofte trøste os med, at “ét afslag er intet afslag” og minde hinanden om alle de mega-sælgende forfattere, der startede med at blive afvist af forlag efter forlag. Men hvordan er det så at sidde på den anden side af bordet, redaktør-bordet, og afvise et manuskript, der sidenhen giver et megasalg til en konkurrent? Det kan man læse om i denne artikel i Information. Når man tænker over det, er dette dog næppe den hyppigst forekommende fejl i forlagsbranchen. Formentlig sker det langt oftere, at et manuskript bliver antaget — for sidenhen at have yderst pauvre salgstal. Det er heller ikke sjovt. Hverken for forlaget eller forfatteren.