Derfor stemmer jeg nej til ændring af tronfølgeloven

30 maj

Jeg er feminist. Min datter er feminist. Vi stemmer begge nej til ændring af tronfølgeloven den 7. juni. Ja, det føles lidt underligt at skulle stemme nej til et forslag, der på papiret fremmer ligestilling mellem kønnene, for ligestilling mellem kønnene er noget, som både min datter og jeg går ind for. Vi går bare endnu mere ind for ligestilling mellem mennesker. Vi går ind for, at man ikke kan fødes eller giftes til visse rettigheder, som er hævet over andre menneskers rettigheder.

Selvfølgelig er der forskel på menneskers grundvilkår – nogle er så heldige at være født i et vestligt demokrati, andre er mindre heldige. Nogle er så heldige at være født af velhavende, velfungerende forældre – andre er mindre heldige. Intelligens og skønhed er heller ikke ligeligt fordelt. Men monarkiet som institution er blot ikke forfatningsmæssigt forældet og grundlæggende i total modstrid med det, vi ellers hylder, nemlig demokratiet – det er også en absurditet.

Det gør det ikke mindre absurd, at kongehuset ”fornyer” sig ved, at medlemmer af kongefamilien gang på gang gifter sig med borgerlige, som så pludseligt bliver ”kongelige” og dermed hævet over andre mennesker. Det er ikke at følge med tiden. Det er at udstille institutionens iboende absurditet.

At stemme for at modernisere en sådan forældet institution med såkaldt ligestilling er derfor med til at holde liv i en illusion om, at kongehuset kan følge med tiden. Men det kan ikke lade sig gøre, for kongehuset er ikke af tiden. Det er af en anden tid. En tid, vi ikke ønsker tilbage.

En tid, man stadig kan se direkte i vores grundlov, fx i § 13: ”Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.”

Kongen – eller dronningen – er ansvarsfri og hans/hendes person er fredhellig! Det giver mening, når det er monarken, der bestemmer. Men monarken kan ikke bestemme i et demokrati.

Der er modstrid mellem de to styreformer, og her har vi altså valgt demokratiet. Hvad skal vi så med en monark?

Nu er det ikke sådan, at jeg til daglig går og gør mig til af at være republikaner. At jeg er kommet ud af skabet er fremprovokeret af den forestående afstemning om pseudo-ligestilling.

Når jeg ikke almindeligvis skilter med at være republikaner, så er det ikke, fordi jeg er flov over det. Det er heller ikke, fordi det er en tabersag i Danmark.

Nej, det skyldes, at som republikaner bliver man ganske enkelt misforstået. Hvis jeg, som er dansker og har dansk indføds- og stemmeret, sidder i et selskab med andre danskere i Danmark, og jeg siger på dansk: ”Jeg er republikaner”, så vil resten af selskabet opfatte det, som om mit udsagn har noget med amerikansk indenrigspolitik at gøre. De vil af uransagelige grunde opfatte det, som om jeg på en eller anden måde har noget med det amerikanske republikanske parti at gøre. Mærkeligt nok, for hvis jeg havde sagt: ”Jeg er demokrat”, så ville de formentlig ikke opfatte det, som om at det havde noget med det amerikanske demokratiske parti at gøre.

Men det amerikanske republikanske parti har lige så lidt patent på begrebet republikaner, som det amerikanske demokratiske parti har på begrebet demokrat.

Endelig er der jo ikke meget informationsværdi i at sige ”Jeg er demokrat”. For hvem er ikke det? Derimod er der i princippet informationsværdi i at sige ”Jeg er republikaner”. Hvis det altså blev forstået sådan, som det skal forstås, nemlig at når en dansker er republikaner, betyder det, at man ønsker, at Danmark bliver en republik. Og ja, det indebærer, at kongehuset bliver afskaffet!

Når det endelig lykkes for mine omgivelser at forstå, at jeg ikke ønsker at bevare kongehuset, og altså ønsker at sætte kongefamilien fra bestillingen, så får jeg typisk følgende reaktioner:

Reaktion nr. 1: ”Synes du da ikke, dronningen gør det godt?”

Jo, jeg synes, dronningen gør det super. Jeg synes, at hun og resten af kongefamilien inklusive Prins Henrik og hundene og de små prinser alle sammen er aldeles super. Og flere af dem er også fotogene. Jeg synes bare ikke, de har nogen plads i et moderne samfund. Vi taler om et job og en funktion som helt principielt ikke bør udfyldes, og så er det sådan set ligegyldigt, hvorvidt den nuværende stillingsindehaver gør det godt eller skidt.

Reaktion nr. 2: ”Vil du da have en præsident?”

Nej, jeg vil ikke have en præsident. Det er en udbredt misforståelse, at man absolut skal have en præsident til at klippe snore over og modtage andre statsoverhoveder. Vi kan udmærket nøjes med statsministeren. Og hvis han eller hun ikke har tid til at klippe snore og døbe skibe og modtage buketter, så kan vi udnævne en minister til det. Så nej, jeg vil ikke have en præsident, og det er heller ikke nødvendigt, men skulle jeg komme i den situation, at valget stod mellem en monark og en præsident, så vil jeg da klart foretrække præsidenten.

Reaktion nr. 3: ”Det vil være dyrt at afskaffe kongehuset!”

Undskyld, men hvad har penge med det at gøre? Nu er jeg selv økonom, og hvis der er noget økonomer har respekt for, så er det penge. Men der er visse ting, der er hævet over smålige økonomiske hensyn, og det er fx spørgsmålet om, hvorvidt man skal have et monarki eller en republik. Det er ikke et spørgsmål, der er velegnet til at blive afgjort på basis af en investeringskalkule.

Når det er sagt, så må jeg sige, at forudsætningerne for påstanden om, at det skulle blive dyrt at afskaffe kongehuset, forekommer mig mere end luftige. Jeg har aldrig set regnestykket gjort op, men lad os da prøve:

På den ene side har vi de sparede udgifter til kongehuset. På den anden side har vi … ja, hvad har vi? Det er ikke ganske klart, men jeg har hørt fremført, at kongehusets afskaffelse vil medføre omkostninger til en præsident og reducerede turistindtægter.

Nu kan vi nok ikke spare alle pengene til kongehuset lige med det samme. Personligt går jeg ikke ind for, at kongefamilien skal af med hovedet eller landsforvises, så der bliver nogle overgangsomkostninger til en form for efterløn til kongefamilien, men på et tidspunkt vil de ophøre.

Så var der det med ”omkostningerne”. Omkostninger til en præsident skal kun afholdes, hvis man har en præsident. Og det er der ingen grund til at have. Med mindre man selvfølgelig synes, det vil være pengene værd med en præsident.

Hvordan så med de reducerede turistindtægter? Hvad mon de løber op i? Ja, jeg har endnu ikke set opgørelsen af præcist, hvor mange turister der kommer til Danmark alene, fordi Danmark er et monarki.

Nu skal det jo ikke komme an på pengene, men jeg vil vove den påstand, at tabet i form af indtægter fra turister, som udelukkende kommer til Danmark, fordi Danmark er et monarki, er af så beskeden størrelse, at det sikkert kan dækkes ved en indsamling blandt danske republikanere. Selv om vi er få, er vi dog ikkefå. En undersøgelse foretaget af Visit Denmark bekræfter denne antagelse.

Men uanset alle logiske argumenter, så er republikken Danmark en tabersag. Jeg har erkendt, at hvis jeg vil bo i en republik, så må jeg emigrere.

Hvorfor så ikke bare sluge den bitre pille og stemme ja? Som feminist varmer det selvfølgelig ens hjerte, at netop ligestilling bliver brugt som sukker på den bitre pille. Men til alle jer feminister derude, der er fristet til at stemme ja til tronfølgeloven, selvom I egentlig er imod kongehuset: Lad jer ikke narre! Selvom det er fuldstændigt korrekt, at et ja til ligestilling i tronfølgen ikke også er et ja til kongehuset, så vil et ja uvægerligt blive tolket som en støtte til monarkiet. Så derfor: Stem nej på næste søndag!

På Politikens hjemmeside kan man finde en livlig diskussion om, hvorvidt man skal stemme blankt eller nej, hvis man skal give udtryk for sin modvilje mod kongehuset. Hertil er kun at sige, at de blanke og ugyldige stemmer “forsvinder” — mens en NEJ-stemme sender et højlydt signal! Et muligvis uklart signal, javist, men dog et signal, der bliver vanskeligt at ignorere! Debatten er blevet så højlydt, at den ifølge Politiken ligefrem afspejler, at læserne “raser”!! Ja, republikanerne er i sandhed kommet “out of the woodwork”!

Breaking news: Nu vil også Marianne Jelved stemme blankt. Selv om Politiken er tæt på det injurierende, når de kækt skriver, at hun “flirter” med at stemme blankt!

En af hendes tidligere partifæller, Simon Ammitzbøll, opfordrer til gengæld til at stemme blankt – også på sin egen blog. Og det samme gør en hel række unge, radikale politikere. Måske er der alligevel håb forude!

Nå, ja, og så har jeg ikke engang kommenteret den igangværende debat om Statsministeriets ja-kampagne. Men det er der så mange andre, der har gjort. Fx på Informations hjemmeside.

Top-provokerende er det selvfølgelig, at ovennævnte indlæg blev skrevet som en kronik til Berlingske Tidende. Mærkeligt nok havde de ikke plads til at bringe den! Til gengæld havde de plads til at bringe en vældig monarki-positiv kronik. Min analyse er den samme. Min konklusion er bare en anden!

Nå, ja, så skal vi heller ikke glemme, at de ligefrem har en leder, hvori de opfordrer til at stemme ja. Kunne det monstro være derfor, at de ikke havde plads til min kronik?

Så er der endnu engang breaking news. Hvis det da ikke allerede er old-old news? Marianne Jelved vil minsandten nu alligevel stemme ja. Og her havde jeg ellers fået en slags respekt for de Radikale. Midlertidigt. Meget, meget midlertidigt, skulle det vise sig! Men de kommer vel så i det mindste næppe heller ind i EU-Parlamentet. Lidt retfærdighed er der vel.

Men under alle omstændigheder bliver det spændende! Det kan man også læse i Berlingske Tidende.

I mellemtiden anbefaler Jydske Vestkysten at stemme blankt. Og så er der alle dem, der føler sig provokeret over Statsministeriets ensidige ja-kampagne.

Og Peter Kemp anbefaler i Politiken at stemme blankt eller nej.

Meningsmålingerne både her (i Politiken) og der (i Berlingeren) tyder nu på, at forslaget faktisk falder. Men husk, at det kan man ikke være sikker på, før stemmerne er talt op!

Ekstra Bladet har nu meldt klart ud: De anbefaler et nej på lederplads.

Kys, kys!

25 maj

Tilsyneladende er den mere sydeuropæiske tradition med kindkys i stedet for eller som supplement til håndtrykket ved at være solidt udbredt blandt de ellers mere traditionelt tilbageholdende og kølige nordeuropæere, herunder danskere og briter, men problemet er så bare: Hvem, hvordan og hvornår?
Hvis man skal basere kindkyssets takt og tone på, hvordan man fx gør i Frankrig (som i øvrigt også var tidligere fremme end os danskere med at give håndtryk ved snart sagt enhver lejlighed), så foregår kindkysset først og fremmest mellem to kvinder og mellem en person af hvert køn. Det er sjældnere, at to mænd kindkysser, hvis de ikke er russere. Ja, der forekommer selvfølgelig også andre tilfælde, men nok om det i denne omgang.
Nogle gange er kindkysset et supplement til håndtrykket, således at der både bliver givet hånd OG kysset på kind (eller krammet), men som oftest fungerer kindkysset som en erstatning for håndtrykket. Vi forestiller os nu en situation, hvor to par møder hinanden: Kvinderne kindkysser, mændene giver hånd, evt. suppleret med en hånd på skulderen, og mændene kindkysser derefter hver en kvinde (ikke den medbragte).
I Danmark er det mest almindeligt, at man kun kindkysser en enkelt gang. I Frankrig bruger man mindst to kindkys (mens belgiere, som danskere, kun kindkysser en enkelt gang). Efter at have haft lejlighed til såvel at studere som praktisere begge former, må jeg sige, at jeg er kommet til den konklusion, at der er mere symmetri at kindkysse to gange, så det vil jeg gerne anbefale. Men det kræver selvfølgelig, at begge parter er klar over, at det er det, der skal ske. Ellers havner vi i den kiksede situation med næser, der støder mod næser.
Det samme problem med næse mod næse kan opstå, hvis der ikke er enighed om, hvilken kind man skal lægge mod hvilken kind. Som det vil fremgå af nedenstående tekst, startes der med højre kind. Og det er klart en fordel, hvis der er almindelig enighed om dette!
Måske er det også lige på sin plads at understrege, at kindkys normalt ikke indebærer et egentligt kys i den forstand, at den ene persons læber rammer den anden persons kind – i hvert fald ikke, hvis der er tale om kvinder, der bruger læbestift. Jeg behøver næppe forklare, hvorfor dette ville være meget upraktisk.
Hvad gør man så, hvis man ikke har lyst til kindkysse en konkret person? Ja, ligeså vel som det kan forekomme højst besynderligt at skulle kindkysse en stort set fremmed person, ligeså akavet kan det virke, hvis alle andre i selskabet kindkysser – og man så lige står der tilbage med den sidste person, som man hellere vil give hånd. Men her er det på sin plads at falde tilbage på nordisk forsigtighed: hellere for lidt end for meget! Så hvis du er i tvivl – så lad vær!

For nylig blev jeg i anledning af det fremstormende kindkys bedt af avisen ”24 timer” om at komme med tre gode råd til deres læsere om, hvordan man kindkysser. Jeg synes ikke, at denne brevkasses læsere skal undvære de samme råd, så her følger de:

3 gode råd om kindkys
1. Generelt er det fornuftigt at være tilbageholdende med at kysse eller kramme.
Hvis du er i tvivl, så lad være, for du påtvinger den anden part en intimitet. Hvis du er en mand, så lad gerne kvinden tage initiativet, så hun ikke føler sig overfaldet.
2. Et kindkys er ikke nødvendigvis et rigtigt kys.
Dine læber bør oftest undgå at røre kinden. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at du skal lave en irriterende ‘mwah’-kysselyd.
3. Hvor mange kindkys skal man så dele ud ad gangen?
Og hvilken kind skal man bruge? Svaret er, at der i Danmark typisk gives ét kys. Er du i Frankrig gives der op til fire kindkys, afhængig af hvor i landet du befinder dig. Start altid med højre mod højre kind.

Brevkasse: Reserver dagen-kort

24 maj

Kære Sanne Udsen,
Vi skal snart til at lave std-kort til vores bryllup og kan ikke helt finde ud af, om man også sender dem til de gæster, der “kun” skal med til reception og kirke? Jeg tænker, at de så måske forventer, at de skal med til selve middagen, når de får sådan et std-kort, og så bliver de skuffede, når de kun får invitation til reception. Hvad mener du? Og hvad gør man med de gæster, som kun skal til reception?

Kære læser,
Lad mig starte med at forklare de uindviede læsere, at ”std-kort” er en forkortelse for ”save the date-kort”, eller ”reserver dagen”-kort. Disse kort bruger man fx i forbindelse med bryllupper, hvis man af en eller anden grund gerne vil advisere sine gæster i meget god tid om, at de kan forvente en egentlig invitation på et senere tidspunkt. Når der overhovedet er grund til at gøre brug af den slags kort frem for at gå direkte til at skrive invitationerne, kan det skyldes, at selv om man har fastsat datoen, kan der være mange andre detaljer, der stadig mangler at komme på plads, som fx det sted hvor festlighederne skal afholdes.

Hvornår skal man så gøre brug af ”reserver dagen”-kort, og hvem skal have dem? Der, hvor det kan give god mening at fremsende sådanne kort, er, når man har mange gæster fra udlandet, der måske gerne vil have god tid til at planlægge deres tur, herunder have muligheden for at kunne få billige flybilletter.

Hvilke gæster skal så have dem? Ja, du svarer nærmest selv på spørgsmålet. Hvorfor skal man reservere en dag? Der er normalt kun grund til at reservere selve aftenen. Så ja, hvis man får en ”reserver dagen”-skrivelse, vil man helt automatisk forvente at blive inviteret til middagen. Der er derfor ingen grund til at sende noget til receptionsgæsterne, før de kan få selve invitationen. Når det er sagt, så synes jeg, I skal overveje, om der overhovedet er grund til at udsende sådanne ”reserver dagen”-kort. Disse kort er forpligtende for værtsparret – dvs. I kan ikke lave ændringer i gæstelisten hen ad vejen (i hvert fald kan I kun invitere flere, ikke færre) – men det er ikke forpligtende for gæsterne. Gæsterne skal først forholde sig til en egentlig invitation. I kan også risikere, at I vil blive skuffede over, at en del af gæsterne ikke har lyttet til jeres ønske om, at de skulle reservere dagen.

Det er bare helt i orden

23 maj

Forleden var husets frue (det er mig) i gang med nogle huslige gøremål, da telefonen ringede. Husets frue afbrød sine gøremål og tog telefonen. Det var Greenpeace, der ville tale med husets herre. ”Han er ikke hjemme,” forklarede husets frue og forsøgte at lyde en anelse kølig, så de ikke ville begynde at slå hende (mig) for et kontant bidrag. ”Det er helt i orden. Jeg prøver bare at få fat i ham senere,” sagde Greenpeace. Husets frue stod forbløffet tilbage. ”Det er helt i orden”?!?
Havde Greenpeace ikke fået byttet rundt på replikkerne? Kort sagt, var det ikke husets frues replik, som Greenpeace havde sagt?

Efter husets frues mening kunne følgende replikskifte med rimelighed have fundet sted:

Greenpeace: ”Træffer jeg (husets herre)?”

Husets frue: ”Nej, han er ikke hjemme.”

Greenpeace: ”Så må du undskylde. Jeg prøver igen på et andet tidspunkt.”

Husets frue: ”Det er helt i orden.”

Men det var ikke sådan, replikkerne faldt. Eftersom Greenpeace havde taget min replik, vidste jeg ikke, hvad jeg så skulle sige. Derfor sluttede samtalen temmelig abrupt. Men nu kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om dette er et symbol på et større skred i vores tid. Nu er det ikke længere den person, der ringer og forstyrrer uskyldige personer i deres hjem midt i muligvis vigtige sysler, som føler sig kaldet til at undskylde forstyrrelsen. Nej, tilsyneladende føler de, at det er den person, som de har forstyrret, der skal undskylde, at de har ringet forgæves. Hallo? Er der ikke noget helt galt her? Det er vel stadig den, der ringer op, som ulejliger den anden? Og ikke den anden, der skal have skyldfølelse over ikke at kunne dække den andens behov?

For at det ikke skal være løgn, var der i dette tilfælde tale om et telefonopkald, der gik ud på at lokke penge ud af den føromtalte uskyldige person, der blev forstyrret i sit eget hjem. Skulle man ikke tro, at man i et sådant tilfælde ville ønske at gøre den anden person så positivt indstillet som muligt? Eller her tager jeg måske helt fejl?

Den dag, telefonsælgere lærer ikke bare at være anmassende, men også at være høflige, vil deres salg formentlig gå vældigt i vejret. Men så vil deres arbejdsgivere selvfølgelig bare føle sig opmuntrede til at ansætte endnu flere telefonsælgere til at ringe og forstyrre endnu flere uskyldige personer, der er optaget af deres egne vigtige gøremål og egentlig helst bare vil være i fred. Hvis det da ellers er helt i orden …

Brevkasse: Tak for sidst?

22 maj

Kære Sanne Udsen
Et spørgsmål til dig: Når man har deltaget i en eller anden form for festlighed, er det så ikke almindelig høflighed at skrive, ringe eller maile og sige “tak for sidst”? For kort tid siden holdt jeg fødselsdagsfest, hvor jeg havde inviteret hele familien, gamle og unge, børn og babyer samt nogle få venner på sejltur til et smukt sted ude på landet, hvor vi fik en lækker frokost, lidt underholdning samt sejltur tilbage til udgangspunktet. Vejret var smukt, stemningen god og der var rigeligt spillerum i haven samt inden døre for børnene. Jeg havde gjort, hvad jeg kunne, for at alle ville få en god dag.

Men – jeg undrer mig: Mine venner og mine søskende samt mine børn har udtrykt et “tak for en god dag”. De øvrige unge har jeg ikke hørt fra. Bruger man ikke mere at sige tak for en god dag, eller er jeg for gammeldags og har urealistiske forventninger?

Kære læser,
Det kan godt være, du har urealistiske forventninger, men det har intet at gøre med at være gammeldags. Tro mig, dette problem med den manglende tak for sidst er ligeså gammelt som menneskeheden. Så jo, det hører til almindelig høflighed at sige tak for sidst på den ene eller anden måde, når man er blevet beværtet af andre. Men et eller andet sted er der en indbygget modsætning i udtrykket ”almindelig høflighed”. Høflighed er ikke så almindelig, som det burde være.