To dage i retten med Stein Bagger & cirkus

12 jun

Der var sat tre dage af til retssagen mod Stein Bagger, men der var kun brug for de to. Faktisk afsluttede dommeren retsmødet allerede efter halvanden dag, nemlig lidt over klokken 12 på dag nummer 2. På det tidspunkt skulle der ellers have været frokostpause, men i stedet kunne tilhørerne gå hjem og vente på domsafsigelsen.

Også dag nummer 2 i retten var en spændende oplevelse. Dertil kom, at det altid er en fornøjelse at se dygtige fagfolk i funktion. Nu har jeg selv været domsmand i en årrække i både Københavns Byret og Retten på Frederiksberg, og jeg kan garantere, at det hører til de absolutte sjældenheder — jeg har aldrig prøvet det før! — at møde så kvalificerede folk på alle sider i retten. Det gælder for såvel dommer som for anklager og forsvarer.

Dommeren indledte dagens retsmøde med at erklære, at der var tale om en jubilæumsdag. Det vakte ikke umiddelbart genklang hos tilhørerne. Så uddybede han bemærkningen: “Det er i dag 10 år siden, Bjørn Stiedl blev dømt i København Byret. En sag, som mange vil mene, har en vis relevans for denne sag.” Så vendte han sig mod anklageren: “Har I snart fået sat ham i fængsel?”

Anklageren svarede: “Det kan ikke vare længe.”

Så var tonen slået an, og derefter gik anklageren over til sin procedure.

Dag nummer 2 gav svar på det spørgsmål, som jeg stillede i et tidligere indlæg. Hvorfor holdt Stein Bagger hånden over sine tilsyneladende medskyldige?

Forklaringen var formentligt tofold: Nemlig både af hensyn til strafudmålingen og af hensyn til konfiskationsbeløbets størrelse.

Det forholder sig sådan, at det regnes for en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse udføres i samarbejde med medgerningsmænd. Derfor procederede forsvareren for, at Stein Bagger havde udført sine forbrydelser alene, og at den skærpende omstændighed dermed ikke kunne tages i betragtning ved strafudmålingen. Forsvareren kunne dog ikke helt komme udenom den del af forbrydelsen, der handler om returkommissionen, men den mente han kun kunne fastsættes til 40 millioner kroner. Den store svindelsag var udført af Stein Bagger alene.

Også med hensyn til konfiskationsbeløbet har det en betydning, om Stein Bagger og Mikael Ljungman var fælles om forbrydelsen eller ej. Anklageren har krævet et beløb på 220 millioner kroner konfiskeret hos Stein Bagger. Anklagerens argument for dette beløb er, at det er det beløb, der bliver tilbage af den samlede svindlede sum efter at have fraregnet de penge, som blev brugt til at holde Potemkin-kulissen IT Factory kørende. Selv om 140 millioner kroner af disse penge er havnet hos Mikael Ljungman, og andre ikke kan redegøres for, stammer de fra den samme forbrydelse, og uanset hvem der er endt med at have rovet, må beløbet kunne konfiskeres hos Stein Bagger.

Forsvareren, derimod, argumenterer for, at der kun skal konfiskeres et beløb på 13 millioner kroner, for Mikael Ljungman var ikke Stein Baggers medkumpan. Og de 13 millioner var det eneste, som Stein Bagger havde fået ud af det. (Hvordan forsvaret nåede frem til netop dette beløb blev ikke gennemgået i detaljer.)

Javist. Pludselig faldt det hele på plads. Men spørgsmålet er, om dommeren blev overbevist om, at Stein Bagger var helt alene om udførelsen og planlægningen af forbrydelsen, og at Mikael Ljungman intet vidste om, at der var tale om fupfakturaer før september 2008? I så fald vil dommeren være en af de få i retssalen, der troede på det.

Anklageren krævede, at paragraf 88, som i særligt alvorlige tilfælde kan lægge 50 % til straframmen, blev taget i anvendelse. Dette blev fulgt af dommeren, som til gengæld gav Stein Bagger betydelig rabat for sit samarbejde med politiet og sin medvirken til forbrydelsens opklaring. Summa summarum: 7 år til Stein Bagger. På mange måder var dommen lidt af et columbusæg, for på denne måde tog dommeren også hensyn til forsvarerens indvending om, at hvis straffen blev for hård, kunne man som forsvarer ikke tilråde en fremtidig klient at samarbejde med politiet.

Blandt fagfolk er der da tilsyneladende også enighed om, at Stein Bagger ikke kan tillade sig at være utilfreds med straffen. Selv hans forsvarer har givet udtryk for, at 7 år var, hvad man kunne forvente. Men derfor er det vel altid lidt af et chok, når det går op for én, at nu er det virkelighed.

Nu starter så hele “hvad-kan-vi-lære-af-det” trummerummen. I Berlingske Tidende bliver læren, at markedsøkonomien fungerer. Det er ikke helt klart, hvordan der kommes frem til denne konklusion. Ikke at jeg mener, at man kan drage den modsatte — men hvordan kom markedsøkonomien ind i det?

Med Stein Bagger i retten

10 jun

Onsdag den 10. juni 2009 startede straffesagen mod Stein Bagger ved Retten i Lyngby. Fordi den blev kørt som en tilståelsessag, var der forskellige juridiske spidsfindigheder – fx var det ikke et anklageskrift, men en retsmødebegæring, der blev gennemgået af anklageren, og Stein Bagger gik først fra at være sigtet til at være tiltalt, da retsmødet sluttede.

Men det er selvfølgelig ikke hovedsagen! Retsmødet var yderst godt besøgt, og jeg kunne genkende — og fik hilst på — flere forfattere til de andre fem IT Factory-bøger. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom alle de andre forfattere er journalister. Ikke desto mindre så vi alle frem til at få svar på nogle af mange, mange ubesvarede spørgsmål.

Fik vi så det? Som forventeligt blev der også rejst nye, interessante spørgsmål. Ikke mindst om Mikael Ljungmans rolle i det store leasingcirkus og om, hvad det mere præcist var for nogle personlige problemer, som efter Stein Baggers påstand var det drivende motiv i hans svindelnummer.

Der var også forhold, der blev sat på plads, selv om der egentlig ikke herskede tvivl om dem. Som svar på forsvarerens spørgsmål om Stein Baggers uddannelse, sagde han: “Ja, det har der jo været meget strid om” og endte med at angive “erhvervspraktikant i SØK i seks måneder” som sin samlede uddannelsesbaggrund. Det fik selv anklageren til at trække på smilebåndet.

Asger Jensbys rolle i sagen har været et debatteret emne. Var han offer, medskyldig eller nyttig idiot? I “Stein og drømmefabrikken” har jeg klart lagt an til, at hans rolle var en variant over den nyttige idiot, nemlig den grådige, nyttige idiot — han holdt sig i “forsætlig god tro”, fordi han ikke havde råd til andet. I “Stein og drømmefabrikken” stillede jeg også et interimistisk regnestykke op for, hvor meget Asger Jensby havde tjent på IT Factory. Stein Bagger tilbød at opstille sit regnestykke over Asger Jensbys fortjeneste ved at være medinvestor i IT Factory, men desværre lod dommeren ham ikke nævne summen. Ikke fordi det nødvendigvis ville være det rigtige tal — Stein Bagger kan næppe forventes at være et sandhedsvidne! — men derfor havde det været interessant at høre alligevel.

Retsmødet i dag bekræftede, at Asger Jensby havde haft den grådige, nyttige idiots rolle og havde holdt sig i forsætlig god tro. Samtidig blev det også bekræftet, at han konstant var i pengeproblemer, og hele tiden skulle have udbetalt conto udbytte, lån, mv. — for slet ikke at snakke om cykelholdet, som også var Asger Jensbys ide. Stein Bagger erkendte at have forfalsket Asger Jensbys underskrifter på alle de falske leasingkontrakter. Ikke at jeg på noget tidspunkt havde været i tvivl om dette, men at nogle muligvis kunne være i tvivl, har åbenbart bekymret Asger Jensby selv. I hvert fald giver han i Børsen udtryk for lettelse over denne indrømmelse fra Stein Baggers side.

Men nu til nogle af de nye, interessante spørgsmål: Hvorfor holder Stein Bagger hånden over både sine norske kumpaner og sin særlige partner-in-crime, Mikael Ljungman? Hvad nordmændene fra A-Vision angår, påstod Stein Bagger, at de intet vidste om, at der var tale om ikke-eksisterende varer på de fakturaer, som de fik et par procent i provision for at ekspedere for Stein Bagger. Nu er der jo næppe nogen, der har noget imod at få lidt lettjente penge, men vil man ikke undre sig, hvis man får sådan et tilbud? Kunne man ikke tro, man var ude i noget Nigeria-brev-agtigt? Medmindre man altså fik forklaret, at der var tale om ren og skær fusk — og at man ikke selv var offeret for svindelnummeret. Men Stein Bagger fastholdt på trods af anklagerens boren i sagen hans partneres uvidenhed om det fiktive i handlen.

Nok så interessant er Mikael Ljungmans rolle. Stein Bagger forklarede i retten, at han havde mødt Mikael Ljungman på en IBM-messe i Stockholm — en af den slags messer, hvor man skal møde potentielle samarbejdspartnere, og som IBM derfor kalder “speed-dating”. Det var i foråret 2007. Han holdt sit første møde med Mikael Ljungman i lufthavnen, og allerede her blev de åbenbart enige om at “arbejde” sammen. Men hvordan? Hvordan bryder man lige isen med en person, man møder til en messe, og får spurgt, om han vil være med til at svindle i stor stil og derefter dele i porten? Kræver det ikke, at man kan lugte en potentiel svindler langt væk for at kunne genkende en, når man ser ham? Eller kræver det en introduktionsskrivelse? Fælles bekendte? Gode referencer? Og hvem af de to kom først frem med forslaget? Se, det fik vi ikke svar på.

Nok så interessant var det, at Stein Bagger hævdede, at selv om Mikael Ljungman var klar over, at der var tale om “åbenlys svindel” for så vidt angik “kickback”-delen (eller returkommissionsdelen, som det hedder på dansk), så hævdede Stein Bagger videre, at dette var alt, som Mikael Ljungman kendte til– og at Stein Bagger først i september 2008 fik forklaret Mikael Ljungman, at de fakturaer, der røg rundt mellem IT Factory, diverse leasingselskaber og bl.a. Mikael Ljungmans firma, Xiop AB, dækkede over ikke-eksisterende varer. Når han forklarede ham det, var det, fordi Mikael Ljungman ikke betalte de forfaldne fakturaer, og det ville Stein Bagger jo meget gerne have ham til, eftersom han var i store likviditetsproblemer pga. Asger Jensbys pengekrav og cykelholdet og meget andet.

Det virker helt usandsynligt, at Mikael Ljungman skulle være uvidende om leasingscirkusets eksistens. Og hvis det ikke passer — hvad er så Stein Baggers motiv for at holde hånden over Mikael Ljungman, således at kan fremstå, som om han “kun” har været involveret i den mindre “kickback”-del og ikke i det store leasingcirkus?

Se, det var et af de nye, store spørgsmål, der blev rejst på retssagens første dag!

Når resultatet skal fortolkes

1 jun

Om en uge ved vi, hvordan resultatet af afstemningen om ændringen af tronfølgeloven falder ud. Men uanset om ændringen bliver vedtaget eller ej, vil vælgernes adfærd skulle fortolkes igen og igen af diverse kommentatorer og Kloge-Åger.

Lad os derfor se på, hvordan hhv. ja, nej og de blanke stemmer kan fortolkes:

NEJ stemmer man, hvis man

– er imod monarkiet, selv om man egentlig er for ligestilling.
– er imod både monarki og ligestilling.
– er traditionel royalist, som mener, at mænd er bedre end kvinder til at være monarker.
– er sur over, at ikke hele grundloven bliver moderniseret
– er vred over Statsministeriets tendentiøse kampagne
– finder at hele spørgsmålet er irrelevant pt. og bør afvente et senere tidspunkt

BLANKT (eller UGYLDIGT) stemmer man, hvis man

– er imod monarkiet, og ikke kan få sig selv til at stemme mod ligestilling
– er ligeglad
– mener, at spørgsmålet bør afvente et senere, mere relevant tidspunkt

JA stemmer man, hvis man

– er imod monarkiet, men synes, at der bør være ligestilling, når monarkiet nu engang er der.
– er for monarkiet og synes, det skal moderniseres

Det er bare stemmerne. Dertil kommer så fortolkningen af fx statsministerens indsats. Det skal nok blive vældig underholdende!

Og nu er de politiske kommentatorer osv. begyndt at udlægge teksten. Fx i Politikens leder, hvor det mere end antydes, at et nej til ændring af tronfølgeloven vil blive udlagt som om, at danske vælgere ikke går ind for ligestilling. Stop lige nu! Det er lige præcis ikke den eneste fortolkning!

Heldigvis har Berlingske en god gennemgang af vælgernes grunde til at stemme nej.