Royalty og forfatterhonorar

23 jul

Den almindelige måde at få sit arbejde som forfatter aflønnet på er gennem enten en royaltyaftale eller i sjældnere tilfælde gennem et fast forfatterhonorar. Den sidste form – det faste forfatterhonorar – bruges typisk i den form for ”selvbiografier”, hvor en kendt person ”i samarbejde” med en forfatter har skrevet en bog om sig selv. Bogen vil typisk være skrevet i jeg-form, og den kendte persons navn står øverst som forfatter, men den, som har lavet skrivearbejdet, er enten en anonym forfatter (på dansk en såkaldt ”neger”, på engelsk en såkaldt ”ghost writer”), eller en navngivet forfatter, hvis navn har en mere ydmyg placering på forsiden, foran hvis navn der står ”sammen med” eller ”i samarbejde med”. (Når det overhovedet er interessant at få sit navn med på sådanne udgivelser, skyldes det først og fremmest hensynet til biblioteksafgiften, men det er en ganske anden sag.) En sådan person – den rigtige forfatter – vil ofte få et forfatterhonorar i form af et fast honorar for sin ulejlighed, samt evt. en mindre del af royaltybeløbet.

Ellers er den typiske aflønning som nævnt i form af en royalty. Denne royalty består normalt af en procentsats af bogens vejledende udsalgspris minus moms. Royaltysatsen kan variere. Den konkrete procentsats vil både afhænge af bogens genre og af forfatterens forhandlingsposition. Almindeligvis befinder denne royaltysats sig et sted mellem 10 % og 20 %. For skønlitteratur er 15 % den mest almindelige sats. For faglitteratur, der kræver dyrt layout og mange penge til fotos og grafiker, som fx kogebøger, er det ikke usædvanligt med 10 %. Under alle omstændigheder og uanset genre er det som oftest muligt at få indbygget en såkaldt trappestige i sin kontrakt, således at man som forfatter får fx 15 % af de første 2.000 eksemplarer, 17½ % af de næste 8.000 eksemplarer og 20 % fra 10.000 solgte eksemplarer og op. (OBS! Dette er blot taleksempler. Jo lavere man kan få forhandlet trinene ned i sin ”trappestige”, jo bedre.)

Når de første 1.000-3.000 eksemplarer af en bog er solgt, har forlaget fået dækket sine faste omkostninger, og derefter kan forfatteren få en større bid af kagen. Om det er 1.000 eller 3.000 eller et sted derimellem, som er skæringspunktet, vil afhænge af omkostningerne ved udfærdigelsen af bogen. Jo mere kostbar grafik, tegninger, konsulentbistand, etc., jo højere vil break-even-punktet være for forlaget.

Ovenstående royaltymodel er den klassiske, danske royaltymodel. I dag findes der også andre former for royaltymodeller, fx nettoprismodellen og fifty-fifty-modellen. Mere om sidstnævnte senere, men om nettoprismodellen kan kort forklares, at der her er tale om en højere procentsats, fx 25 %, af et mindre beløb, nemlig bogens vejledende udsalgspris minus moms minus forhandlerrabat. Hvis forhandlerrabatten er 40 %, går det lige op med en royaltysats på 15 % af bogens vejledende udsalgspris minus moms. Hvis forhandlerrabatten er større, får man som forfatter mindre ud af denne model end ved at holde fast i 15 % af den traditionelle beregningsmåde. Hvis forhandlerrabatten er 35 %, er det en fordel med de 25 % af nettoprisen. Men alt dette vil altid komme an på en konkret beregning.

Med hensyn til royaltysatsen vil en debuterende forfatter oftest få en udmelding fra forlaget om, at sådan gør vi her, og det kan ikke være anderledes. Men dette er meget sjældent i overensstemmelse med sandheden. Der er stort set altid plads til forhandling, og som ved enhver anden forhandling er forlagets første udspil ikke det sidste. Derfor er der ingen grund til at sige ja tak til forlagets udspil uden forhandling. Der skal uhyre gode grunde til at acceptere en royaltysats på 10 %. Disse grunde bør have noget med omkostningerne ved udfærdigelsen af bogen at gøre – omkostninger, der ikke falder med stigende oplag.

Når man som forfatter har forhandlet sig på plads omkring royaltyens størrelse (og beregningsgrundlag), er det tid til at se på forskuddet. Danske forfattere får normalt et mindre forskud, når manuskriptet til deres bog er afleveret og godkendt. Forskuddets størrelse varierer fra forlag til forlag, men det er ikke usædvanligt at få fx 1/3 af den beregnede royalty for første oplag. Nogle forlag giver 50 %, og hvis man er en kendt forfatter, kan man gøre det ganske godt med forskuddet. Jo større oplag, jo større forskud, og jo større royaltysats, jo større forskud. I Danmark er det stadig ikke almindeligt med de gigantiske forskud til forfattere, som man hører om i udlandet, men der er nogle få forfattere, der er i stand til at forhandle sig frem til noget, der er væsentligt bedre end det gennemsnitlige forskud. Rygtet vil vide, at det største forskud givet til en dansk forfatter i nyere tid er på en million kroner.

Et udbetalt forskud skal ikke betales tilbage, selv om det endelige bogsalg viser sig at være mindre end det forventede antal solgte bøger, der lå til grund for forskuddets størrelse. Har man fx fået et forskud svarende til 1.000 solgte bøger, og bogen kun sælger 800 eksemplarer, så har man fået et større forskud, end salget berettigede. Men beløbet er et garantibeløb, og det skal ikke betales tilbage. Til gengæld er det ikke så godt for en forfatters forhandlingsposition med den næste bog, at den forrige ikke kunne tjene forskuddet hjem. Men det er en ganske anden problemstilling.

 

Foredrag om “Psykopater i jakkesæt”

21 jul

Jeg bliver indimellem spurgt, om jeg ikke kan offentliggøre, hvornår jeg holder foredrag, der er offentligt tilgængelige.

Således opmuntret kan jeg oplyse, at jeg skal holde foredrag på efterårets psykiatriuge den 7. oktober på Herlev Hospital med titlen “Psykopaten i jakkesæt – eksemplificeret ud fra bogen Stein og drømmefabrikken”, og ja, det er mig, selv om mit navn er angivet som “Susanne”. Entré: 250 kr., men så er det også for hele dagen.

Jeg holder foredrag med titlen “Psykopaterne omkring os” i Roskilde den 24. november 2009 klokken 19. Entreen er 50 kroner.

Respekt!

17 jul

Alle vil gerne have respekt. Selvfølgelig vil de det. Men vil de også udvise respekt over for andre? Vi danskere vil gerne tro på, at vi lever i et egalitært samfund. Det gør vi selvfølgelig også i den forstand, at vi alle kan stemme (når vi er over 18), og at vi ikke er tvunget til at blive i en bestemt samfundsklasse, selv om vi er født ind i den. At vi så de facto ofte bliver i den, er noget helt andet. Men det er alligevel ikke et egalitært samfund, for hvis det var ægte egalitært, så ville vi alle sammen udvise den fornødne respekt for alle andre, og ikke kun kræve den.

Lad os starte med et geografisk eksempel: Hvis en københavner forklarede en viborgenser, at han/hun ikke fattede, hvordan nogen kan holde ud at bo i Viborg, som er slut, før den begynder, hvor alle de pæne torve er omdannet til parkeringspladser i stedet for fortovscafeer, og hvor man alligevel ikke kan finde en parkeringsplads, så ville viborgenseren straks beskylde københavneren for at være snobbet og (med rette) at mangle respekt for en smuk gammel købstad osv.

Men hvis vi vender situationen om, og lader viborgenseren fornærme København og sige, at han/hun ikke fattede, hvordan nogen kunne holde ud at bo i København, som er stor og rodet, hvor trafikken er uoverskuelig, og hvor man aldrig kan finde en parkeringsplads – se, så ville københavneren ikke reagere ved at beskylde viborgenseren for at være snobbet og mangle respekt for hovedstaden, smuk eller ej. Nej, københavneren ville begynde at mumle noget om, at der jo er så mange tilbud af forskellig slags i København, som man kunne benytte sig af, hvis man ellers kunne finde en parkeringsplads …

Hvorfor er københavneren nødsaget til at finde sig i at høre sin by svinet til og dermed sig selv fornærmet, når viborgenseren ikke er det? Det er, fordi håneretten går opad, og kravet om respekt går nedad. Vi er ikke lige, og derfor er det dem, der er mindre lige end andre, der har vundet retten til håne dem, der er mere lige end andre. Til gengæld kræver sidstnævnte respekt. Paradoksalt nok bliver retten til at fornærme København samtidig en indirekte anerkendelse af, at det faktisk er ”finere” at bo i København, for hvis man virkelig, virkelig havde ondt af dem, der boede der, ville man jo ikke nævne, hvor skrækkeligt de boede.

Det er også paradoksalt, at dem, der kræver mest respekt, er dem, der mindst fortjener respekt set ud fra en synsvinkel, der handler om, at den, der fortjener respekt, er den, der gør noget for samfundet og det fælles bedste. ”Respekt” er i stedet blevet et kodeord for en slags ”street cred” (som meget groft kan oversættes til gadetroværdighed) blandt halvkriminelle elementer. Ikke just der, hvor man synes, der var mest krav på respekt.

I et egalitært samfund ville håneretten ikke eksistere, medmindre de pågældende virkelig havde gjort sig fortjent til at blive hånet, og alle ville blive mødt med automatisk respektfuldhed, indtil de havde bevist at de havde gjort sig fortjent til det modsatte.

I mellemtiden kan man benytte sig af en liste, som Lynne Truss i bogen ”Talk to the Hand” har udfærdiget over mennesker, som bør udvises særlig respekt og høflighed.

Ifølge Lynne Truss bør du, kære læser, være særligt høflige over for folk, når

1. De er ældre
2. De ved mere, end du gør
3. De ved mindre, end du gør
4. De kom først
5. De har uddannelsesmæssige kvalifikationer angående det diskuterede emne
6. Du er i deres hjem
7. De engang hjalp dig økonomisk
8. De har været gode mod dig hele dit liv
9. De er mindre heldigt stillet, end du er
10. De har opnået status i det omgivende samfund
11. Du ekspederer dem i en forretning
12. De har ret
13. De er din chef
14. De arbejder for dig
15. De er en politibetjent/lærer/læge/dommer
16. De har brug for hjælp
17. De gør dig en tjeneste
18. De har betalt billetterne
19. Du ringede til dem, ikke omvendt
20. De har et trivielt arbejde