Den lange ventetid på forlagene

20 jul

Mange af de henvendelser, jeg modtager fra læsere af min blog, handler om, hvor længe man skal regne med at vente på at få et svar fra et forlag, når man uopfordret har indsendt sit manuskript. Jyllands-Posten har bragt to glimrende artikler om, hvor vanskeligt det kan være at sige præcist, og hvor tålmodig man i mange tilfælde er nødt til at være. Den ene artikel handler om, hvordan en vordende forfatter var gennem redigeringsforløb med flere forlag, uden at det af den grund endte med, at manuskriptet blev antaget, og den anden artikel handler om forlagenes interne retningslinjer for svarfrister.

Derudover kan der som bekendt altid tilstøde andre uforudsete begivenheder, som kan forsinke et svar fra et forlag. En af mine forfattervenner var ude for, at hun havde sendt et manuskript til et forlag, som beholdt det så længe, at hun faktisk havde glemt, hun havde sendt det til dem, indtil hun en dag fik manuskriptet retur med en beklagelse for den lange ventetid og en forklaring om, at manuskriptet var faldet om bag en reol. Og det var i øvrigt et afslag.