Brevkasse: Er det gode manerer at bruge tandstikker?

7 sep

Kære Sanne Udsen,

Vi har jævnligt din “Takt og tone i tiden” fremme for lige at vide, hvad god skik er i forbindelse med forskellige begivenheder. Jeg har været på din hjemmeside, men kunne ikke lige finde en blog for vores spørgsmål nedenfor.

I festligt lag efter en god middag kommer spørgsmålet ofte: “Har I en tandstikker”, hvorefter der åbenlyst med rodet i tænder efter madrester. Hvad er god skik egentlig på det område?

Kære læsere,
Jeg er meget glad for dette spørgsmål. Det giver mig anledning til at understrege noget, som burde være alment kendt, men tydeligvis ikke er det: Alt, hvad der har med personlig hygiejne at gøre, bør udøves i enrum, eller til nød i selskab med ens ægtefælle eller en anden person, med hvem man har opnået en betydelig grad af fysisk intimitet. Til personlig hygiejne henhører også tandhygiejne. Det hører ikke til i selskab med andre og slet, slet ikke ved et middagsbord! Den eneste funktion en tandstikker har ved et middagsbord eller i andet selskab er som værktøj til at fiske oliven eller andre kanapeer op fra en serveringstallerken med.

Hvorfor er det så, på trods af denne krystalklare etikettemæssige regel, ikke desto mindre udbredt at gøre, som I beskriver i jeres spørgsmål? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at det bør bekæmpes med alle midler. Desværre er der ikke noget at stille op, hvis man som gæst i en andens hjem er ude for, at værtinden selv stiller tandstikkere på bordet og tilbyder gæsterne brug af dem. Hertil er kun at afslå brugen af tandstikker eller evt. tage imod en og derefter gå ud på toilettet og bruge den, hvis det er nødvendigt. Hvis man selv er værtinde, og man bliver stillet spørgsmålet, om man har en tandstikker, så kan man enten svare nej eller ”Der står nogle ude på toilettet. Du er velkommen til at bruge dem derude.”

Som høflig gæst, der indimellem kommer i den situation, at man har brug for en tandstikker, bør man medbringe sine egne hjemmefra og udelukkende tage dem i brug på toilettet.

Jeg har faktisk skrevet om denne problemstilling i den bog, der hedder ”Takt og tone i arbejdslivet” (som kan lånes på biblioteket). Det er jo en problemstilling, der også kan optræde i løbet af en arbejdsdag.