Spiser tyskere mon ikke nudler?

22 nov

Så lykkedes det mig da at finde en pakke kinesiske nudler. En enkelt pakke. Det var, hvad det kunne blive til. I hele forretningen var der kun den ene pakke nudler. Pakken ligger i midten på billedet nedenfor og gør ikke noget videre af sig. Man kunne faktisk tro, den var fejlplaceret, men nej, det var dens rigtige plads — ifølge indehaveren, og han må jo vide det.

Nå, men det var jo alligevel en hel del mere, end jeg har kunnet finde noget andet sted, så jeg skal vel ikke klage.

Stedet, jeg fandt denne ene pakke nudler, bærer det meget eksotiske navn “Everest Afro-Asian Shop” og ligger i Merkerhofstrasse. Nu, hvor jeg har tømt butikken for kinesiske nudler, kan jeg selvfølgelig ikke garantere, at der vil være nogen, når andre kommer forbi. Eller når jeg selv næste gang kommer forbi.

I mellemtiden kan det være, jeg skal prøve nogle af disse spätzle, som jeg til gengæld ingen problemer har med at finde. De er stort set alle vegne — undtagen i Everest Afro-Asian Shop.

Strikkeforretningen i Christophstrasse

20 nov

Blandt de allerførste gæster, vi overhovedet har haft på besøg i Køln, var to af mine strikkeinteresserede veninder. Den ene havde brug for nye strikkepinde, og det lykkedes hende at få slået adressen på en strikkeforretning op. Den lå i Christophstrasse, hvor jeg meget ofte er gået forbi uden at lægge den mindste smule mærke til en strikkeforretning. Det er måske heller ikke så mærkeligt, når man lige passerer den. Udefra ligner den i hvert fald ikke det, jeg forstår ved en traditionel garnforretning.

Faktisk så den så mørk ud, da vi så den udefra, at vi var bange for, at den var lukket, og at vi havde taget turen dertil forgæves. Men nej! Indenfor var der mere end fyldt med kunder og strikkende besøgende. Det var nærmest noget, der var taget ud af “The Friday Night Knitting Club”. En bog, der måske ikke ligefrem er verdenslitteratur, men som i hvert fald giver en lyst til at strikke. Det samme får man ved et besøg i denne strikkeforretning.

Jeg var den eneste af os, der ikke købte noget den lørdag. Men jeg skal bestemt derhen igen, og jeg kan kun opfordre strikkeinteresserede besøgende i Køln til at aflægge den et besøg!

Jagten på de rette varer og det gode supermarked

11 nov

Man kan med rette bebrejde danske supermarkeder for ikke at være så velassorterede og delikate som fx franske supermarkeder. Men i det mindste har de danske supermarkeder den fordel, at man som dansk forbruger kender de danske supermarkeder og deres varer. Et af problemerne ved at flytte til Tyskland er, at man skal lære nye supermarkeder at kende — og så skal man lære at finde ud af, hvilke varer man kan få hvorhenne, og hvad de tyske forbrugere forbruger. Det er ikke det samme, som danske forbrugere forbruger. Det er måske ikke andet, end man kunne forvente, men derfor kan man alligevel blive forundret over de konkrete detaljer.

Forleden ville jeg — for at fejre at vores køkken næsten er færdigt — lave en ret fra en japansk kogebog. Opskriften lagde op til at bruge enten ramen nudler eller kinesiske nudler. Nu kunne jeg jo nok regne ud, at ramen nudler måske ikke var så nemme at opdrive her på den forkerte side af Rhinen, men kinesiske nudler — dem kan man da få alle steder. Tænkte jeg. Jeg tog fejl. Der var ingen kinesiske nudler at finde i den nærmeste Rewe City, men det skyldtes sikkert Rewe Citys ringe størrelse. Tænkte jeg. Jeg tog fejl.

Kaufland i Mülheim

Næste dag begav jeg mig hen i Kaufland. Kaufland er et meget stort og meget billigt supermarked. Her måtte jeg helt sikkert kunne finde nudler. Men nej. Der var ganske vist en hel reol med forskellige former for pasta, herunder spätzle, men ingen kinesiske nudler. Bruger tyskere slet ikke nudler? Jeg har i hvert fald ikke fundet dem endnu, men mon ikke jeg kan få dem inde i centrum af Køln? Hvis nogen har en adresse, hører jeg den gerne.

Og det er ikke den eneste ting, jeg har ledt forgæves efter. I sidste måned skulle jeg bruge sæbespåner. Jeg vidste, jeg havde nogle sæbespåner i en flyttekasse, men hvilken? Det var nemmere at gå ud og købe nogle nye. Troede jeg. Jeg tog fejl. Vi var i alle forretninger, der solgte sæbe og vaskemidler og rengøringsprodukter. Ingen sæbespåner nogen steder. I stedet købte jeg et par poser med fra Danmark, da jeg var der næste gang. Og samtidig fandt jeg så i øvrigt flyttekassen med sæbespåner. Så nu har jeg sæbespåner nok til den nærmeste fremtid. Men hvad med de stakkels tyskere? Skal de slet ikke have nogen sæbespåner?

Livet i Køln: introduktion

8 nov

Den 1.januar i 2010 startede min mand i sit nye job, som fysisk er placeret i Køln i Tyskland. Inden han søgte jobbet, havde jeg lovet ham, at jeg ville flytte med ham, hvis han fik jobbet. Det er nemt nok at love den slags, når der er tale om en teoretisk mulighed. Det er altid noget andet, når det skal føres ud i livet!

Der gik selvfølgelig nogle måneder med at sælge huset hjemme i Danmark og få pakket det ned. At pakke et hus ned, som man har haft i 12 år, er lidt af en opgave — også selv om selve pakningen af flyttekasser blev klaret af professionelle (sådan da) flyttefolk.

Det var heller ikke så nemt at finde den rigtige lejlighed: Der er en mangel på 4-5 værelsers lejligheder i Køln — ikke mindst fordi en stor del af byen, i lighed med andre tyske byer, blev ødelagt under luftangreb i slutningen af 2. verdenskrig.

Det betyder ikke, at der slet ikke findes gamle huse i Køln. Der er trods alt en del huse, der har overlevet begge verdenskrige, og så er der en del, der er blevet genopført og/eller restaureret med den gamle facade intakt.

Men det lykkedes os at finde en lejlighed — ganske vist på den ‘forkerte’ side af Rhinen — og den 1. juli 2010 forlod vi vores gamle hus i Danmark og kunne flytte ind i den nyistandsatte lejlighed, der ‘kun’ manglede et køkken, her i Køln. Lidet anede vi, at det skulle tage tre måneder, fire montørbesøg, et besøg af et polsk håndværkersjak, samt et elektrikerbesøg, før vi kunne få oprettet en fastnettelefonforbindelse. Og dermed var der stadig ingen internetforbindelse!

“Jamen, er det ikke Tyskland, I er flyttet til?” spørger folk os. “Hvordan kan det tage så lang tid?”

Ja, suk og støn, hvordan kan det tage så lang tid? Måske er det på sin plads lige at indskyde, at det ikke skyldes, at vi er udlændinge og bliver diskriminerede. Her gøres ingen forskelsbehandling — alle bliver lige dårligt behandlet, forsikrer vores fuldblods tyske naboer os om. Naboer, handlende, tilfældige togpassagerer, vi møder — alle klager de over Deutsche Telekom og alle de andre telefonselskaber, nu de er i gang.

Men hvad er det så, der gør det så besværligt? For det første er det tyske telefonsystem oldnordisk: For at oprette et abonnement skal der en montør ind i huset og tilslutte telefonstikket. Det gælder uanset, hvor mange gange der tidligere har været telefoner tilsluttet de selvsamme telefonstik!
For det andet er der problemet med, at mens monopolet på telefonmarkedet er brudt f.s.v.a. udbuddet af teletjenester, så er der stadig monopol på selve kablerne. De ejes stadig af Deutsche Telekom. Og hvis man som kunde har været så letsindig at bestille sin telefonforbindelse hos Vodafone — ja, så er Deutsche Telekom ikke ligefrem serviceorienterede, når de skal lave deres del af tilslutningsarbejdet hos kunden.

Nå, men nu virker telefonen da! Nu skal vi så bare se, om vi kan få det trådløse netværk til at køre pålideligt.