Nye venner, nye butikker

5 feb

En af de helt store udfordringer ved at emigrere, efter man har sloges med telefonselskaber, flyttekasser, postvæsen mv., er, at man skal til at have sig en ny omgangskreds. Hvordan får man lige sådan en? Hvis man nu havde været ung og god til tysk, så ville det sikkert være en god ide at hænge ud på nogle af de steder, hvor de universitetstuderende kommer. Så skulle det være mærkeligt, om man ikke faldt i snak med nogen. Men hvad med os midaldrende? Vi hænger jo ikke ud på den måde. Vi møder hinanden på andre mere civiliserede og komplicerede måder.

Måske netop i erkendelse af, at det ikke er så let for expats at finde en ny omgangskreds sådan uden videre, er der oprettet et såkaldt “spouse network” gennem min mands arbejdsplads. Interessant nok var det ikke noget, min mand var klar over. Det var derimod en anden ’spouse’, der gjorde mig opmærksom på det. Nå, men det lykkedes mig — ved hjælp af denne hjælpsomme ’spouse’ — at komme på listen og på denne måde blive inviteret til spouse-møder.

Det første møde, jeg skulle deltage i, var et arrangement på et museum. Jeg har faktisk en del erfaring i at møde fremmede på offentlige steder, og jeg var slet ikke bekymret for, om jeg skulle kunne finde dem. Jeg skulle bare finde en gruppe kvinder, der talte engelsk. Tænkte jeg. Men det viste sig ikke at være så simpelt endda. Jeg gik rask forbi en lille gruppe tysktalende kvinder og begyndte at lede efter min gruppe. Uden held. Kunne de allerede være gået ind på museet? Nej, det kunne jeg ikke forestille mig. Jeg stod derfor og følte mig en lille smule fortabt og temmelig meget forundret, da den tysktalende gruppe kvinder bevægede sig hen for at betale entrebilletter. Nu afsløredes det, at to af dem talte engelsk indbyrdes. Jeg slog straks til og spurgte, om de mon var EASA spouse gruppen? Det var de sørme. Hvorfor havde de så narret mig ved at tale tysk? For det første viste det sig til min overraskelse, at flertallet af dem faktisk var tyskere. Og for det andet ville de ikke-tysktalende gerne øve deres tyske.

Jeg må sige, at jeg var glad for, at det var på museet, jeg skulle finde dem første gang, for jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg ville have fundet dem, hvis mit første møde med dem havde været på Café Reichard, hvor vi mødtes forleden. Det er en café, der ligger lige ved domkirken (og dermed hovedbanegården), som jeg er gået forbi masser af gange, og som jeg næppe ville være gået ind på, hvis jeg ikke var blevet sat stævne der, alene fordi dens beliggenhed signalerer turistfælde. Men det ville have været en fejl! Caféen er for det første langt større, end man skulle tro, når man ser den udefra. (Og dermed er det ikke et godt sted at finde folk, som man ikke kender af udseende.) En del af caféen har den mest forrygende udsigt til domkirken. Og så er det en café af den gode, klassiske slags med servitricer i uniformer. For at det ikke skal være løgn, er der desuden en fantastisk chokoladeafdeling lige ved indgangen. Og ja, det er nogle rigtig gode chokolader!

Til mødet denne formiddag var vi fire tyskere, to briter – og moi. Samtalen foregik derfor på en blanding af tysk og engelsk, hvilket efter min mening er en udmærket måde at kommunikere på, så længe jeg forstår, hvad der bliver sagt.

Endnu et problem, man har som tilflytter, er, at man ikke kender butikkerne i byen. Man ved derfor fx ikke, hvor man skal gå hen og få sit ur repareret. Og hvis man ikke har en omgangskreds, har man heller ikke nogen, man kan spørge. Men nu kunne jeg så spørge disse damer, og de var enige om, at jeg skulle gå til Wempe. Efter mødet på caféen begav jeg mig derfor hen til Wempe.

En venlig og yderst myndig ekspeditrice spurgte mig, hvad hun kunne hjælpe mig med. Grebet af panik over, hvordan man siger “gået i stå” på tysk, og hvad hedder et armbåndsur egentlig, hørte jeg mig selv sige: “Sprechen Sie englisch?” Det gjorde hun så heldigvis. Det er skam ikke nogen selvfølge!

Mens jeg stod og ventede på urmagerens mening om mit ur, kom en ung mand og stillede sig ved siden af mig med sit ur i hånden. Den samme myndige ekspeditrice kom hen til ham og spurgte, om han havde brug for et nyt batteri. Den unge mand forklarede i et let fornærmet tonefald, at det var et automatisk ur. “Entschuldigung!” kom det med eftertryk fra ekspeditricen. Og det må man nok sige!

Men i øvrigt må jeg sige, at jeg ikke er så imponeret over Wempe. Efter at de havde haft mit ur til eftersyn nogle dage hentede jeg det i går og fik at vide, at det ikke fejlede noget. Men det går altså stadig ikke!