Apotekerne i Køln

13 apr

Ja, man tror ikke, det er muligt, men der er endnu flere apoteker i Køln end i Paris! Her i vores bydel er der ikke blot et apotek på hvert gadehjørne, der er også et midt imellem gadehjørnerne! Dertil kommer apoteker inde i indkøbscentre m.fl. Når jeg tænker på, hvor langt jeg skulle bevæge for at komme frem til et apotek, da jeg boede på Frederiksberg, er det helt overvældende med alle de apoteker med kun ganske få meter imellem sig. Faktisk husker jeg, at de lukkede et apotek på Frederiksberg med henvisning til, at der var for mange (det var vist tre (3)!) inden for en radius af flere kilometer. Nå, men sådan er det altså ikke her.

Den tanke, der derefter straks melder sig, er, at enten må apotekerne her tjene ualmindeligt godt, eller også er deres krav til indtjening langt lavere end de danske apotekers. Eller måske begge dele. Og i dag fik jeg så også en tillægsforklaring: Jeg havde fået en recept på en ganske almindelig form for medicin — en medicin, jeg kunne få udleveret med det samme på et apotek på Frederiksberg. Nu skulle jeg så prøve det samme her i Køln. Først gik jeg ind på et apotek på Wiener Platz. Det havde allerede åbnet klokken 8, og der var ikke ligefrem travlt. Ekspeditricen slog det op på sin computer og sagde så, at de ikke havde det, men de kunne bestille det til mig. Nej tak, så prøver jeg et andet sted. Jeg skulle kun få meter ned ad Frankfurter Strasse, før jeg kom til det næste apotek. Der havde de et andet, tilsvarende præparat, som jeg kunne få med det samme. Nej tak, jeg vil gerne have det, der står på recepten. Det kunne bestilles, så det var klart til klokken 13. Okay så. Det var tydeligvis den eneste mulighed for at få min medicin.

Det er åbenbart sådan, det er her: Der er ikke meget medicin i forretningen, så de har ikke udgifterne til at have det på lager. Så giver det jo god mening, at der ikke er så langt mellem apotekerne, for hvem gider gå frem og tilbage samme dag til et apotek, hvis der er flere kilometer hen til det?