Giv mig, giv mig, giv mig!

2 jul

For en del år og et par flytninger siden boede jeg i en lille gade, hvor vi stort set kendte hinanden alle sammen. Vi boede så tæt, at vi ikke bare kunne følge med i, hvad naboerne så på tv, men også hvem der flyttede ind og ud i de enkelte boliger. Derfor vidste vi også relativt hurtigt, at der var flyttet en nyligt fraskilt, midaldrende kvinde ind på en etage i den anden ende af gaden. Det stod også klart, at hun var utilfreds med sit nye lod i livet, for hun havde tidligere boet i en stor villa i et nærliggende villakvarter, men måtte nu – efter skilsmissen – bo i to værelser og oven i købet have pengeproblemer. Udover at jeg var bekendt med disse forhold, som hun ikke lagde skjul på, havde jeg ikke noget nærmere bekendtskab med hende. Stor var derfor min overraskelse over at blive inviteret til hendes fødselsdagsselskab. Min overraskelse blev dog lidt mindre stor, da jeg af invitationen kunne læse, at hun havde inviteret alle gadens kvindelige beboere – eller i hvert fald et udsnit i en passende aldersgruppe. Festen skulle foregå i det lokale beboerhus, som man kunne leje for et symbolsk beløb på 50 kroner.
I invitationen bad hun om, at hver gæst medbragte en ret til festen, og ja, så nævnte hun også, at hun ikke ønskede sig gaver, for som bekendt havde hun økonomiske problemer, og derfor ville hun meget hellere ønske sig 50 kroner i kontanter fra os hver. Kære læsere, I ved selvfølgelig alle sammen, at dette er et vældigt etikettemæssigt faux pas: Man nævner ikke en ønskeliste i invitationen, og man kan slet, slet ikke under nogle omstændigheder nævne, at man hellere vil have kontanter.

Efter at have taget adskillige dybe indåndinger og fået sundet mig ovenpå dette faux pas, måtte jeg dog indrømme over for mig selv, at det var en noget nemmere løsning for mig at finde en halvtredser i kontanter frem for at skulle jage byen rundt for at finde en gave til en kvinde, jeg knap nok kendte, og denne gave ville sikkert let koste en del mere end 50 kroner.
Da aftenen oprandt, efterlod jeg derfor mand og børn derhjemme og begav mig af sted med en ret til buffeten og en halvtredser i kontanter. Ved ankomsten til festen stod det klart, at festens deltagere bestod af to grupper: ”Vi er damerne fra den gamle vej,” forklarede en repræsentant fra den ene gruppe. ”Vi er damerne fra den nye vej,” forklarede en repræsentant fra min egen gruppe. Således introduceret kunne festlighederne starte. Der var mulighed for at købe vin i baren, værtinden sad for bordenden, og det var en helt igennem festlig aften, hvor vi spiste den af gæsterne medbragte mad og drak den vin, vi selv betalte, og i øvrigt havde det vældig sjovt. Vi havde det så sjovt, at jeg var kommet helt hjem og lå i min seng, før det gik op for mig, at det, jeg havde deltaget i, ikke havde været en fødselsdagsfest, men en fundraiser. En fundraiser til fordel for værtinden. Lidt hurtig hovedregning viste et aldeles nydeligt overskud for hendes indsats med at arrangere festen.

Normalt er en fundraiser noget, man afholder til fordel for et værdigt formål: Det kunne være at skaffe penge til krigsramte børn eller til et nyt klubhus for den lokale fodboldklub. Det er ikke god takt og tone at afholde en fundraiser til fordel for sig selv. Hvis det bliver gjort med tilpas elegance, kan man måske nok tilgive fundraiserens initiativtager, men generelt bør man afholde sig fra det. Og hvis man bliver inviteret til et sådant arrangement, hvoraf det fremgår, at gæsterne skal bidrage med en meget stor del af festens omkostninger, så er man som gæst fuldt ud berettiget til ikke at deltage (hvilket man selvfølgelig altid er), men egentlig også til ikke at leve op til de af værtinden stillede betingelser. Hvis man både skal medbringe en ret selv og betale for egne drikkevarer, så behøver man ikke også medbringe en gave. For i så fald er det ikke længere en almindelig fest, men en fundraiser, og så må man som potentiel gæst gøre op med sig selv, om det nu også er et formål, man ønsker at støtte.