Brevkasse: Bryllupsgave eller ej

21 jun

Kære Sanne
Jeg håber du kan hjælpe mig med, hvad jeg skal svare en, der er inviteret til mit bryllup. Hun har skrevet en SMS om, at hun praktisk taget ikke har råd til en bryllupsgave, da hun bliver arbejdsløs til juli (1,5 måned før brylluppet). Og hun siger, hun meget gerne vil deltage i brylluppet, men at hun synes, jeg skal bestemme det. Og hun siger, at hun godt kan forstå, hvis jeg ikke synes, hun skal deltage.

Info: jeg var meget i tvivl, om jeg skulle invitere hende, dels fordi hun ikke er en tæt veninde, og dels fordi der på det sidste har været andre episoder, hvor jeg har været træt af hende. Lige nu har jeg ikke lyst til at se hende til vores bryllup. Jeg synes, det er uforskammet at skrive sådan til mig. Hvis hun ikke har råd til en gave, har hun da heller ikke råd til at leve. Så for mig at se er det et prioriteringsspørgsmål. Jeg bliver sur, da hun reelt ikke giver mig noget valg mht, hvad jeg skal svare. Hun lægger op til, at jeg da skal svare ‘nej du behøver da slet ikke komme med en gave, er bare glad for at se dig’. Sådan har jeg det slet ikke. Det betyder ikke noget, om hun er der.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal svare hende, men har ikke lyst til at se hende til vores bryllup og måske heller ikke nogensinde.Vil bare lige tilføje at de ting der gør jeg ikke har lyst til at se hende er sket efter hun har fået invitationen, og er det så ikke bristede forudsætninger el lign? Jeg havde jo aldrig inviteret hende hvis jeg ikke havde lyst til at se hende igen.

Synes bare hun skulle have kommet med en gave, hun havde råd til, eller meldt afbud, hvis hun ikke kunne være bekendt at komme. Det ville jeg selv have gjort. Men synes det er frækt at lægge afgørelsen over på mig. Har jeg ret? Og hvad skal jeg svare hende?

Kære læser
Du skal svare hende, at hun selvfølgelig skal komme, da jeres bryllup naturligvis ikke handler om at få gaver. Det sidste håber jeg sandelig er sandt. Ja, det er rigtigt, at det er kutyme at give gaver til bryllupper, men der er jo ikke tale om en adgangsbillet. Hvis hun var kommet til brylluppet uden en gave, så ville I jo ikke have nægtet hende adgang.

Når det er sagt, så synes jeg, at det er en underlig adfærd fra hendes side, og du har ret i, at det stiller dig i en umulig situation, fordi du nu skal give din godkendelse af, at hun ikke kommer med en gave. Og selv om jeg ikke er helt enig med dig i, at det er et prioriteringsspørgsmål at kunne købe en gave, så skulle man jo tro, at hun kunne finde ud af at give jer en gave, der ikke kostede penge — passe jeres børn (hvis I har sådan nogle) eller lave mad til jer en dag eller noget andet, der passer bedre til jer.

Og med hensyn til, at du ikke længere har lyst til at se hende — det skulle du have tænkt over, da du satte hende på gæstelisten. Sket er sket.

Det skal være nogle ret voldsomme ting, som fx at hun er stukket af med din kommende brudgom (men så ville brylluppet jo alligevel være aflyst), for at det overhovedet kan komme på tale. Man kan ganske enkelt ikke af-invitere folk. Man kan aflyse festen, men man kan ikke sige til nogle gæster, at de alligevel ikke er inviterede. Og vil det ikke være at gå for vidt at aflyse brylluppet bare for at undgå en enkelt gæst?

Normalt vil gæsten af sig selv melde afbud, hvis der opstår en form for kontrovers mellem værtinde og gæst, efter invitationen er udstedt. Men den pågældende person har åbenbart ikke samme opfattelse af jeres indbyrdes forhold, som du har. Og gæstelisten fanger altså.

Det er i øvrigt endnu en god grund til, at man skal undlade at invitere sine gæster i alt for god tid før brylluppet. Man skal højst invitere dem 3 måneder før — og gerne endnu senere. Der kan ske så meget!

Håndtryk eller ej til eksamen

16 jun

Debatten raser i øjeblikket om en censor, der offentligt (dvs. til den pågældende uddannelsesinstitution) har tilkendegivet, at hans religiøse overbevisning forbyder ham at give hånden til kvinder, som han ikke er i familie med/deler husstand med. Åbenbart har han kunnet slippe af sted med dette i 8 år. Det undrer mig faktisk, at der ikke er nogen, der har taget sagen op noget før, men nu er katten altså ude af sækken, og det har naturligvis givet anledning til alskens besynderlige argumenter om dette og hint i den offentlige debat i såvel aviser som på sociale medier, ikke mindst på Facebook.

Offentlige debattører — især dem på Facebook — holder sjældent tungen lige i munden og holder sig til ét emne, når de diskuterer sådanne sager, der får følelser i kog.

Jeg vil derfor gøre mit til at systematisere og kategorisere problemstillingerne:

1. Kan man være censor på en offentlig, dansk uddannelsesinstitution til mundtlige eksaminer, hvis man nægter at give hånd til kvindelige (og/eller mandlige) eksaminander?

2. Skyldes det, at manden er muslim?

3. Kan man da ikke bare lave en respektfuld hilsen på en anden måde?

4. Hvordan er det med at give hånd kvinder og mænd imellem?

Lad os starte med 1: Nej. Man kan ikke være censor ved mundtlige eksaminer i dagens Danmark, hvis man ikke vil give eksaminanderne hånd.

Jeg har selv været censor/eksaminator i mere end 25 år, og egentlig er jeg ikke nogen tilhænger af at give eksaminanderne hånden. Det sender et signal om en falsk ligeværdighed/kammeratlighed, som ikke hører til eksamenssituationen. Men en del eksaminander kan godt lide at give hånd. Og så er der ikke andet for end at trykke deres hænder. Uanset personlige præferencer, og uanset om det er mandlige eller kvindelige eksaminander. Vil man ikke det, kan man ikke være censor ved mundtlige eksaminer. Sådan er det. Jeg kan ikke se, der kan være andre udlægninger.

2. Eftersom den pågældende mand tilfældigvis er muslim, er der selvfølgelig en del af debatten, der omhandler dette emne. Men det er ikke kun visse muslimer, der nægter at give fremmede kvinder hånd — og med fremmede kvinder mener jeg kvinder, der ikke er medlem af deres husstand. Det samme gælder Hasidic jøder. Og der er som bekendt kristne præster, der nægter at give kvindelige præster hånden. Personligt bryder jeg mig ikke om det, for hvordan man end vender og drejer det, handler det om, at kvinder er urene (når de menstruerer) og/eller mindreværdige i forhold til mænd. Men folk må have de holdninger, de vil. De skal bare ikke udfolde et offentligt erhverv for skatteborgernes penge, mens de insisterer på at forskelsbehandle mænd og kvinder.

Så tager vi 3. Og nej, man kan ikke bare begynde at hilse på andre respektfulde måder. At foreslå at “man” skulle begynde at hilse på alle mulige andre måder er aldeles tåbeligt i den konkrete situation. I den vestlige verden er håndtrykket den almindelige måde at hilse respektfuldt på. Det er noget, vi lærer fra barnsben, og det er indkodet i vores rygmarv, og det er noget, vi falder tilbage på i vanskelige, sociale situationer. Hvordan skulle den enkelte eksaminand pludselig kunne forholde sig til en helt anden måde at hilse på? Det kan man fint gøre, når man er ude at rejse eller efter en yogatime, men det kan man ikke arbitrært indføre til mundtlige eksaminer.

Og med 4. kommer vi lige til lidt historie og kulturel baggrund. Det har tidligere i den vestlige verden typisk været sådan, at kvinder ikke nødvendigvis ønskede at give hånd til fremmede mænd — derfor var det etikettemæssigt korrekt at lade kvinder række hånden frem først. Indtil for omkring 20 år siden var det stadig almindeligt i Australien, at kvinder ikke gav hånd til mænd. Men tiderne skifter. I dag i Tyskland er det sådan, at man først skal give hånden til kvinden. Man kan således komme ud for, at en mand, der skal hilse på et par, og i distraktion er kommet til at række hånden frem mod manden først — måske fordi manden står nærmest — vil hive hånden tilbage og skynde sig at række den til kvinden med mange undskyldninger. Så ja, der er stadig mange aspekter omkring køn i håndtrykket — men håndtrykket er den universelle hilseform i den vestlige verden. Og det kan man ikke uden videre argumentere sig ud af.