Flytteforretningen fra helvede

24 maj

For 5 år siden flyttede vi fra Danmark til Tyskland. Min mands arbejdsgiver betalte for flytningen, og ifølge reglerne skulle vi indhente 3 tilbud fra 3 forskellige flyttefirmaer, og derefter vælge det billigste. Alle 3 tilbud skulle sendes til arbejdsgiveren for godkendelse.

Vi havde derfor repræsentanter for forskellige flyttefirmaer ude for at bese opgaven. Det flyttefirma, der kom med det laveste bud, var uheldigvis det flyttefirma, som vi havde haft mindst fidus til ved gennemgangen af vores hus. Det næstbilligste tilbud var ikke meget højere, og jeg tror egentlig godt, at vi ville kunne have fået dem til at gå lidt ned i pris for at få opgaven, men desværre kunne de ikke flytte for os netop de dage, hvor vi havde brug for det. Så derfor valgte vi at flytte med flyttefirmaet, der havde givet det laveste tilbud.

Vi er ikke de mest velorganiserede personer, min mand havde travlt med at rejse frem og tilbage mellem Danmark og det job, han allerede var startet på, og jeg havde travlt med at få solgt huset, ordnet alle de ufatteligt mange praktiske ting, der er involveret i at flytte til udlandet, og så havde jeg da også lige noget arbejde, der skulle passes. Da flyttemanden derfor sagde til mig, at det var deres erfaring, at folk skaffede sig af med en del af deres ting inden selve flytningen, så sagde jeg: “Det skal du ikke regne med i dette tilfælde!” Og det skete heller ikke i noget videre omfang. Ja, senere, efter vi var flyttet ind i lejligheden i Tyskland, kunne jeg en dag smide en kursusmappe fra 1985 ud. Hvordan gik det til, at den havde fulgt mig i alle de år og gennem adskillige flytninger? Selv om det ganske vist var mit første eksternatkursus, så var det ikke engang noget særligt godt kursus. Dette blot for at komme med et eksempel på, at vi ikke er gode til at sortere og rydde ud, og vi gemmer på alt for mange ting.

Da flytningen gik i gang, indså flyttefirmaet hurtigt, at der skulle sættes flere mand og ikke mindst flere flyttekasser ind, og erindringen om flytningen er kaotisk, stressende, forvirrende og jævnt hen hæslig.

Flyttefolkene ødelagde en kommode og beskadigede et bord, som vi havde fået lavet specielt, og der røg også et par andre mindre vigtige ting. En del af vores bøger tog skade af at være blevet smidt hulter til bulter ned i kasserne. Den ene flyttebil brød sammen på vej gennem Tyskland, og min mand og chaufføren på den anden flyttebil måtte vente mere end 6 timer på, at resten af holdet nåede frem. Det tog flyttefirmaet mere end 3/4 år at få hentet de tomme flyttekasser, og det skete først efter, vi havde truet med at sælge dem på Ebay.

Vi oplevede hele flytningen som ret traumatisk, og når jeg ved et besøg i København så en af flyttefirmaets flyttebiler, fik jeg nærmest åndenød og angstanfald ved erindringen.

En veninde af mig forklarede i sin tid, at en flytning regnes for en livskrise på samme anstrengende niveau som skilsmisse og død. Jeg grinede ad det, for ærligt talt syntes jeg ikke, man kunne sammenligne så alvorlige og livsændrende ting med noget så relativt banalt som en flytning. Men jeg begyndte at forstå, hvor denne opfattelse kunne komme fra.

Som læseren vil kunne forstå, var vores opfattelse af dette danske flyttefirma ikke just, at det var topprofessionelt og anbefalelsesværdigt. Men vi er begyndt at revidere vores opfattelse efter vores senere oplevelse med et andet flyttefirma, som jeg vil komme ind på nedenfor. Til fordel for det danske flyttefirma kan jeg anføre: De kom til den aftalte tid. Ja, de sendte faktisk et par mænd allerede dagen før. I takt med at det blev klart, at der ikke var nok arbejdskraft til at klare opgaven inden for tidsrammen, blev der indkaldt ekstra folk (og flyttekasser). De afleverede tingene på den aftalte dag (omend med en vis forsinkelse). De gav uden videre vrøvl erstatning for de ødelagte ting. De sendte en regning på det aftalte beløb.

I dag ved jeg, at den slags ting på ingen måde er en selvfølge.

Efter små 5 år i Tyskland var min mands kontrakt udløbet, og vi skulle flytte igen. I mellemtiden havde min mands arbejdsgiver ændret reglerne for betaling af flytning, så man ikke længere skulle indhente 3 tilbud, men i stedet var der indført et loft for, hvor meget en flytning måtte koste afhængig af, hvor langt man skulle flytte. Man kan argumentere for, at det er urimeligt at ændre vilkårene for betaling af flytning, når man først er flyttet dertil, men sådan var det. Kort tid før vi selv skulle flytte, flyttede også nogle af min mands kolleger. Det ene par flyttede til Skotland og brugte et skotsk flyttefirma. Det var selvfølgelig ikke relevant for os. Det andet par brugte et lokalt flyttefirma til at flytte deres ejendele til Frankrig, og de havde fået flytningen til en fornuftig pris, der lå fint under arbejdsgiverens loft for, hvad flytningen måtte koste. På deres anbefaling fik vi dette tyske flyttefirma ud for at se på vores lejlighed.

Vi havde besluttet, at vi ville flytte en del af vores ejendele til opbevaring i Danmark, og denne del ville vi selv stå for, eftersom det ganske klart fremgår af min mands arbejdsgivers regler for flytning, at de ikke vil betale for kørsel til opbevaring — kun bolig til bolig. Resten af lejlighedens indhold skulle flyttefirmaet stå for. En repræsentant for flyttefirmaet gik rundt og så det hele, og fik forklaret, hvad der ikke skulle med i deres del af flytningen, og min mand tilbød at åbne skabene, så han kunne se de store mængder — alt for store mængder — af glas og porcelæn, men det var skam ikke nødvendigt, mente repræsentanten. Og så skulle vi jo også lige have køkkenet med. Ja, det er en lokal besynderlighed, at man som lejer selv kommer med sit køkken — og tager det med igen, når man flytter. Men det er altså det almindelige i dette område af Tyskland, så det var ingen overraskelse for et lokalt flyttefirma.

Få dage efter kom min mand glad hjem og fortalte, at han havde modtaget et tilbud, der var meget rimeligt, og som han var sikker på lå rigeligt under det loft, som hans arbejdsgiver ville sætte. (Loftet skulle desværre udregnes konkret i hvert enkelt tilfælde, og derfor kunne han ikke få at vide præcist, hvor loftet i hans tilfælde ville være — det kunne han først, når han havde fået et konkret tilbud.)

Tilbuddet var imidlertid så lavt, at det svarede ret nøjagtigt til den pris, som hans kollega, der var flyttet til Frankrig, havde betalt. Og dette par havde boet i en meget mindre lejlighed, havde færre ting, stod selv for nedpakningen, og havde en kortere distance, som flyttelæsset skulle køre. Jeg var derfor bekymret for, at prisen var for lav — og at når flyttefirmaet opdagede, at de hang på at have givet os et for lavt tilbud, så ville de blive sure, og måske ikke behandle vores ting så godt, som de burde blive behandlet. Og da min mand så nærmere på flyttefirmaets liste, kunne han se, at køkkenet ikke var kommet med på listen. Så for at undgå fremtidigt vrøvl, meddelte min mand flyttefirmaet, at han troede, deres tilbud var sat for lavt, at køkkenet jo også skulle med, og han regnede med, at et tilbud, der lå under et beløb på X, ville kunne blive godkendt af hans arbejdsgiver. Det var flyttefirmaet naturligt nok meget glade for at høre. De kom hurtigt med et nyt tilbud, hvor de lige havde lagt 50 % oven i prisen og derved kom op på et beløb, der lå meget tæt på X.

De havde i første omgang afsat 1 dag til at flytte vores ting ud af lejligheden. Det mente vi ikke var nok, og de ville så også komme dagen før. I alt 2 dage til at pakke ned og flytte tingene ud i flyttebilen, skille bogreoler og skabe ad, og tage køkkenet ned. Det var rigeligt tid, mente flyttefirmaet. De var de professionelle.

Flytningen ud af lejligheden skulle ske en fredag og lørdag. Den følgende onsdag ville flyttelæsset komme frem til destinationen, så tirsdag skulle vi selv transportere os frem, så vi var klar til at tage imod flyttelæsset.

Fredag morgen stod vi tidligt op i forventning om, at flyttefolkene kunne være der fra den tidlige morgenstund. Det var de så ikke. Hen ad formiddagen ringede min mand for at høre, hvornår de ville komme. “Lige efter frokost,” fik han at vide. Efter frokost! Men det var der jo ikke så meget at gøre ved på det tidspunkt.

De kom først frem henad 17.30 og begyndte ikke den egentlige nedpakning før klokken 18. Og de var tilsyneladende ikke klar over, at de også skulle have køkkenet med. Det viste sig også, at flyttefolkene ikke var fra det lokale flyttefirma, vi havde hyret, men var en underleverandør fra Stuttgart. Der er 4 timers kørsel til Stuttgart i en almindelig bil, og næsten 7 timer med en lastbil. Og man må som bekendt ikke køre med lastbiler om lørdagen efter klokken 22 på motorvejen, så for at kunne nå frem inden da, var de nødt til at køre fra vores lejlighed klokken 15 lørdag.

Nu var det ikke længere 2 dage til at flytte. Det var snarere 1 dag. Og det gik hurtigt op for både flyttefolkene og os, at opgaven ikke ville kunne nås på den tid. Vi ringede og ringede til flyttefirmaet for at høre, hvordan det skulle løses — der var et køkken, der skulle tages ned, et klædeskab, der skulle tages ned og masser af andre ting, der stadig manglede at komme med flyttebilen, da de forlod os klokken 15 om lørdagen. Først klokken 18 ringede flyttefirmaet tilbage og sagde, at de kunne stille med et nyt team mandag eftermiddag til at pakke resten.

Men hvordan skal det kunne nå med resten af flyttelæsset og være fremme på onsdag? spurgte vi. Nej, det ville ikke kunne lade sig gøre, men forhåbentlig kunne vi vente til næste måned, så de i mellemtiden kunne prøve at finde en kombinationstransport. Det var vi nødt til at acceptere. Der var ikke andet at gøre.

Mandag eftermiddag kom det nye hold — endda til den lovede tid! Det kom imidlertid bag på dem, at de skulle tage et køkken ned, men de gik ufortrødent i gang. Og mandag aften var de sidste af de ting, der skulle have været med flyttelæsset om lørdagen, så kørt af sted fra vores lejlighed.

Onsdag tog vi imod det første flyttelæs. De var selvfølgelig vældigt forsinkede, og allerede mens flyttefolkene var der, opdagede vi nogle skader, som omhyggeligt blev skrevet ned på deres medbragte liste. Senere, da vi pakkede ud, opdagede vi flere ødelagte glas mv. Vi tog billeder og noterede det, og skrev det til flyttefirmaet, som vi så forventede ville anmelde det til forsikringsselskabet.

Vi ventede også på at høre nærmere om, hvornår det andet flyttelæs ville komme frem.

Men i stedet for at modtage beklagelser for de ødelagte ting og for den katastrofale afvikling af flytningen (som fik vores flytning fra Danmark til at fremstå professionel og tjekket i sammenligning), modtog vi i stedet en mail, der indledtes med ordene: “Ihre Umzug war nicht für uns gut.” (“Deres flytning var ikke god for os.”)

Ikke god for dem?!?! Hvad med for OS? Hvad med de uhyre stressende timer, hvor vi først ventede på, at flyttefolkene overhovedet kom, derpå ventede på at høre, hvad f…. der skulle ske med de ting, de ikke havde fået med?

Og ikke nok med det. Flyttefirmaet fremsendte nu et nyt “tilbud” på flytningen af resten af vores ting på 40 % af den allerede aftalte samlede pris!

Da vi gjorde opmærksom på, at der sådan set var aftalt en fast pris for den samlede flytning, og at flyttefirmaet allerede havde brudt kontrakten ved ikke at levere hele flyttelæsset den aftalte dato, så skrev flyttemanden i stedet til min mands arbejdsgiver og beklagede sig og ville sende regningen til dem. Men nej. Reglerne er klare: Først betaler den ansatte regningen, dernæst bliver den refunderet. Og kun på det beløb, der er blevet godkendt.

Nu stod vi så der. Vi ville selvfølgelig ikke betale mere end aftalt, og flyttemanden ville ikke flytte vores ting for den aftalte pris.

Efter en længere snak med nogle venner kom vi frem til, at måske ville det være det bedste, hvis vi kunne finde frem til et kompromis, og at vi dermed indvilgede i at betale noget ekstra. Det var noget af en mental kamel at sluge, for vi følte os som den forurettede part. Ikke desto mindre tog min mand af sted i en positiv ånd og besøgte flyttefirmaet, fik set på den container, som vores ting efter sigende befandt sig inden i, og sagde til flyttemanden, at vi godt kunne betale lidt mere, men at den pris, han havde givet som “tilbud”, var alt for høj, og flyttemanden lovede at finde frem til en løsning, der var gunstigere for os.

Dette skete præcist 2 måneder efter den kaotiske flytning. Der gik endnu en måned, så modtog vi en regning. Denne regning var nu 60 % højere end den aftalte pris! Flyttemanden havde ganske vist reduceret sit tilbud på den anden del af flytningen med en lille smule, men til gengæld havde han forhøjet prisen på den allerede overståede del af flytningen. Den nye regning lød nu på næsten 2,5 gange beløbet på det første tilbud, han havde givet os for den samlede flytning. Begrundelsen for at forhøje prisen var, at volumen af vores flyttelæs var større end antaget. Han havde beregnet det til 51 m3, men nu mente han, at det i virkeligheden var 105 m3.

Det var nu 3 måneder efter flytningen. Jeg begyndte mere og mere at forstå, hvorfor en flytning regnes for en traumatiserende oplevelse på linje med skilsmisse og død.

Men at sende os sådan en regning gik selvfølgelig slet, slet ikke. Vi måtte derfor have fat i en advokat. Advokaten så på alle dokumenterne og udfærdigede et notat, hvori han gjorde rede for, at flyttefirmaet havde givet en fast pris, og at det er en flyttemands opgave at vurdere omfanget af volumen — ikke kundens. Det var meget mystisk, at volumen havde vist sig at være dobbelt så stor som beregnet. Men medmindre han kunne bevise, at vi havde holdt store dele af vores lejlighed skjult for ham, eller efter gennemgangen af lejligheden havde tilført den dobbelte volumen til boligen, så var det flyttemandens problem.

Faktisk er det med størrelsen af vores flyttelæs’ volumen noget, der har undret os såre. For det første: Hvorfor lige 51 m3? Hvorfor ikke 50? Var det ikke mere nærliggende med et rundt tal, da man vel sjældent kan være så præcis? (Og i vores tilfælde har det vist sig overhovedet ikke at være præcist. Overhovedet ikke. Det var — i hvert fald ifølge flyttemanden — dobbelt op.) Min mand lavede lidt research på sagen, og det viser sig, at der er en bestemt størrelse flyttebil, der lige præcis kan rumme 51 m3. Der står, den er egnet til lejligheder på den størrelse, som vores havde. Med andre ord lader det til, at flyttefirmaet overhovedet ikke har lavet en egentlig vurdering af vores bolig. I stedet har de bare tjekket antallet af boligens kvadratmeter og er gået ud fra, at så kunne det passe ind i en standardflyttebil på 51 m3. Så tror da pokker, at repræsentanten fra flyttefirmaet ingen noter tog og var ligeglad med at se ind i skabene!

Men tilbage til vores advokats brev til flyttemanden: For at slutte sagen foreslog vores advokat et kompromis, hvor vi betalte knap 15 % ekstra. At skulle betale noget, man ikke mener, man skal betale, er selvfølgelig altid irriterende, men vi ville gerne snart have vores ting, og vi ville også gerne have lukket sagen.

Men flyttemanden syntes overhovedet ikke, at det foreslåede kompromis var passende. Det var jo nærmest ingen penge! Og han havde ikke set en cent endnu på trods af, det efterhånden var 4 måneder siden, at flytningen var sket.

Det fik vores advokat til at understrege, at der ingen juridisk grund var til, at vi skulle betale mere end den aftalte faste pris, så hvis flyttemanden ikke ville indgå indgå det foreslåede kompromis, så ville han foreslå, at vi betalte den relative andel af den aftalte pris svarende til den andel af flyttelæsset, som flyttemanden påstår, vi har fået flyttet. (Når jeg siger “påstår” skyldes det, at det første flyttelæs jo ikke var fyldt op pga. den manglende tid til at laste vores møbler — der kunne sagtens have været meget mere med i den omgang, men det er en detalje, der ikke var grund til at komme ind på.)

Tilbage skriver flyttemanden, at det eneste, der står fast, er, at han endnu ikke har fået en cent. Og for at komme videre i sagen foreslår han et kompromis, der ligger på ca. samme beløb som den aftalte pris + det “tilbud” han gav os for at flytte det andet flyttelæs. Vi skulle altså betale 40 % mere end det, vi havde aftalt. Det er selvfølgelig mindre end 60 %, men stadig uacceptabelt.

Det fik vores advokat til at foreslå, at vi trak vores kompromisforslag tilbage. Nu havde flyttemanden bare at aflevere til den aftalte pris inden en given frist. I så fald ville vi ikke søge om ekstra kompensation. Og i øvrigt ville han opfordre flyttemanden til at søge juridisk bistand.

På dagen for den udstukne frist skrev flyttemanden, at efter at have konsulteret en sagkyndig advokat ville han komme med et aller-aller-aller sidste forslag til kompromis, som var en lille smule lavere end det forrige — nu ca. 30 % mere end den aftalte pris. Og endnu engang beklagede han sig over ikke have set en cent.

Nej, han har ikke set en cent, men vi har heller ikke set vores ting!

Og det har vi stadig ikke. Efter 5½ måned!

Han er stædig, vi er stædige (og vi bliver mere stædige, som tiden går).

Og det er ikke til at sige, hvornår det ender. Jeg håber, det bliver inden jul, for i øjeblikket befinder vores juleservice sig blandt mange andre af vores ting som gidsler hos en tysk flyttemand.

Tips til lønforhandling

18 maj

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om tips til individuel lønforhandling. Jeg vil gerne genopfriske dette ved at henvise til det eksisterende link til en artikel, jeg har skrevet her.

Artiklen er på engelsk, og den er beregnet til de situationer, hvor man som kvinde skal forhandle sin individuelle løn. Artiklen har en del år på bagen — og har endda opnået omtale i en indisk avis! — men den har ikke mistet sin aktualitet.

Derfor håber jeg, der stadig vil være nogle derude, der kan have glæde af den.