Hej! Det er din chef. Overfør lige nogle millioner …

22 apr

I forbindelse med arbejdet på min bog om svindel er jeg stødt på mange interessante former for svindel. En af de nyere typer (selv om der selvfølgelig ikke er noget nyt under solen — kun metoderne udvikles, men principperne er de samme) er den såkaldte CEO Fraud. Det har grebet om sig i en sådan grad, at såvel anklagemyndigheden som Danske Bank har følt sig kaldet til at advare om denne type svindel. Se Danske Banks advarsel her, og anklagemyndighedens her. I korthed går denne form for svindel ud på, at en medarbejder i fx regnskabsafdelingen i en virksomhed modtager en email, der ser ud, som om den kommer fra topchefen eller en anden højtstående chef med prokura. I denne email forklarer topchefen, at han eller hun er ved at afslutte en vigtig handel, som stadig er fortrolig. Til det formål har topchefen både brug for medarbejderens diskretion, og at medarbejderen straks overfører en sum penge til et kontonummer, således at handlen kan gå igennem. Men husk: Ikke sige noget til nogen! For yderligere at lægge pres på medarbejderen vil denne email typisk blive fulgt op af flere telefonopkald, hvori der enten er nogen, der udgiver sig for at være topchefen ved at efterligne vedkommendes stemme, eller der er nogen, der udgiver sig for at være fx en advokat eller revisor, der rådgiver i forbindelse med den fortrolige handel. Ikke spørge så meget, bare send nogle penge! Det kan kun gå for langsomt!

Og ja — der er åbenbart en hel del virksomheder, hvor medarbejderne har gjort, som svindlerne ønskede. I nogle tilfælde er der blevet overført forbløffende store beløb. Det får mig til at tænke: Når I nu alligevel er i gang, kunne I så ikke overføre nogle penge til MIN bankkonto?