Tilbage i 2018 udgav jeg min bog om svindlere og deres ofre: “Verden vil bedrages”. En af de former for svindel, som jeg beskrev, er det, der på engelsk kaldes “romance scam”, og som jeg har kaldt “datingsvindel”, fordi denne form for svindel typisk starter på en datingside eller på fx Facebook.
Denne svindelform er ikke ligefrem reduceret, men er nærmere tiltaget i styrke, siden min bog udkom.
Politiken har i deres podcastserie “Du lytter til Politiken” et rigtigt fint afsnit, der handler om en kvinde, der endte som offer for datingsvindel — eller kærestesvindel, som Politiken kalder det. En oplevelse, der endte med at koste hende mere end en halv million kroner, plus en stor del af hendes selvtillid.
Du kan lytte til podcasten her.
Og husk så det gode, gamle råd: Send aldrig penge til personer, du ikke har mødt i virkeligheden. (Ja, okay, der er undtagelser, såsom hvis du har købt noget af dem, eller du skal betale en regning, og den slags. Og du kan selvfølgelig også blive snydt af folk, du har mødt i virkeligheden, men husk det alligevel: Medmindre der er tale om velgørenhed, så send ikke penge til en mand (eller kvinde), du ikke har mødt i virkeligheden!)