På fredag den 8. november klokken 13 skal jeg optræde på L&Rs stand på Bogforum i Bella Centeret i København. Jeg skal fortælle om min seneste bog, “Parasitter i habitter”.
Det glæder jeg mig til. Det bliver første gang, jeg prøver at være på Bogforum i de nye rammer i Bella Centeret. Hidtil har jeg kun prøvet det i Forum. Her var det en anelse forvirrende at blive interviewet på en stand, for forlagenes stande var så tæt på hinanden, at mens man sad på den ene side af et forhæng og talte i en mikrofon, så kunne man tydeligt høre, hvad der blev sagt på den anden side af forhænget, hvor en anden forfatter fortalte om sin bog, så nogle gange kunne jeg blive i tvivl om, hvem der blev spurgt om hvad, og hvornår det var meningen, det var mig, der skulle tale.
Samtidig var publikum som udgangspunkt en anelse ukoncentreret — der skete så meget om ørerne på dem, at det var vanskeligt at koncentrere sig, og man kunne ikke lade være med at mistænke nogle af dem for, at den eneste grund til, at de var mit publikum, var, at det var lykkedes dem at få en siddeplads. Man bliver nemlig meget træt i fødderne af at være til Bogforum!
Af alle disse grunde tror jeg nok, de fleste forfattere har et had-kærlighedsforhold til Bogforum: Det er kaotisk, det er hæsblæsende, det er vanskeligt at få en fornuftig snak om ens bog, og det er svært at komme i en konstruktiv kontakt med publikum. Men det er også fedt og underholdende og et kæmpe cocktailparty (desværre bare uden drinks) og overvældende og sjovt og … Ja, det eneste, der er værre end at optræde på Bogforum er IKKE at optræde på Bogforum. Sidste år savnede jeg det. Så derfor glæder jeg mig ekstra meget i år — også selv om det er fredag eftermiddag, jeg skal optræde. Jeg får sikkert Bogforum helt for mig selv på det tidspunkt!