Hvad er en genreforfatter?

28 mar

Ja, det er nok ikke alle, der ved, hvad en genreforfatter er. Jeg har selv tidligere indrømmet at være sådan en. Og Susanne Staun, som er en fremragende forfatter — ja, en fremragende genreforfatter — har nu skrevet en fremragende kronik om, nå ja, det underkendte i at være genreforfatter …

Barack Obama tjener godt på sine royalties

20 mar

Ja, det må jo altid glæde en forfatter, når der er forfattere, som tjener seriøse penge på deres bøger. New York Times skriver om, hvordan de mange royalty-indtægter, som præsident Obama har tjent på sine bøger, herunder sin selvbiografi, reddede præsidentparrets økonomi, før de blev præsidentpar. Det eneste, der er lidt ærgerligt ved historien, er, at i første omgang solgte hans bog ikke nok til, at den indtjente royalty kunne dække forskuddet. Der kom først gang i salget efter hans tale på partikonventet i 2004, og efter han blev præsidentkandidat, kom der virkelig gang i salget. Hvis det er en betingelse for en bestseller, at man skal være amerikansk præsidentkandidat, så begrænser det jo mulighederne. Men sådan er det da heldigvis heller ikke! Selv om det tydeligvis hjælper …

Kort sagt: Det er en tilstrækkelig, men ikke en nødvendig betingelse!

Uheldige afslag fra forlag

15 mar

De fleste af os forfattere har prøvet den alt andet end opløftende oplevelse at modtage et afslag på et bogforslag (hvis det er en faglitterær bog) eller — endnu værre — på et helt manuskript (hvis det er en skønlitterær bog). Og ja, det er værre med den skønlitterære bog, fordi der er gået meget mere arbejde ind i et helt manuskript end i et bogforslag. Men begge dele er frygteligt nedslående. Derfor må vi ofte trøste os med, at “ét afslag er intet afslag” og minde hinanden om alle de mega-sælgende forfattere, der startede med at blive afvist af forlag efter forlag. Men hvordan er det så at sidde på den anden side af bordet, redaktør-bordet, og afvise et manuskript, der sidenhen giver et megasalg til en konkurrent? Det kan man læse om i denne artikel i Information. Når man tænker over det, er dette dog næppe den hyppigst forekommende fejl i forlagsbranchen. Formentlig sker det langt oftere, at et manuskript bliver antaget — for sidenhen at have yderst pauvre salgstal. Det er heller ikke sjovt. Hverken for forlaget eller forfatteren.

Udenlandske rettigheder

17 jan

En læser af min blog har sendt mig en mail med et spørgsmål. (Og lad mig lige i parentes bemærke, at det er rart at vide, at jeg faktisk HAR læsere og ikke bare skriver ud i det sorte Cyberspace!)

Mailen lyder således: “Hej. Jeg har læst lidt på din blog, nogle af dine indlæg omkring det med at skrive og udgive bøger. Det er interessant og berigende. Det var faktisk det bedste jeg fandt under min lille google-søgning. Kender du er sted hvor man kan læse om regler og love ifm. med at ens manuskript bliver antaget? Altså, hvis et dansk forlag udgiver ens bog, er man så bundet sådan, at man ikke må oversætte det til engelsk og prøve lykken med nogle forlag i England eller USA? Og er der overhovedet nogle danske forfattere der har gjort dette?”

Og så til svaret: Først vil jeg gerne understrege, at jeg ikke er jurist, men økonom med det deraf følgende manglende kendskab til samtlige love og regler. Ikke desto mindre mener jeg at vide, at rettigheder omkring udgivelse af bøger først og fremmest er reguleret af lov om ophavsret, samt hvad der almindeligvis følger af markedsføringsloven. Dine rettigheder og pligter i forhold til udgivelsen af en konkret bog vil derfor være nedfældet i den kontrakt, du indgår med forlaget. Dette gælder også de udenlandske rettigheder. Der findes ikke længere nogen standardkontrakt, men den almindelige klausul i en bogkontrakt er, at forlaget også har de udenlandske rettigheder til bogen, dvs. at de har retten til at forsøge at sælge den til udlandet. Det er også standard, at indtægterne ved et udenlandsk salg deles 50-50 mellem forlag og forfatter. Forfatterforeningen mener, at det bør være 75 % til forfatteren og 25 % til forlaget, og det er jeg sådan set enig i, men de fleste forlag vil hævde, at så er det ikke besværet værd at forsøge at sælge bogen udenlands.

Det er de færreste bøger, der bliver gjort noget særligt for at sælge udenlands, og derfor vil du højst sandsynligt sagtens kunne få fjernet denne klausul i kontrakten, sådan at du selv har rettighederne til at sælge bogen til udlandet, hvis du mener, du selv kan gøre det bedre.

Du skal imidlertid være klar over, at det er meget vanskeligt for en ikke-engelsksproget forfatter at blive udgivet på det engelsksprogede marked. Oversat litteratur er ikke i høj kurs. Blandt danske forfattere, der er udkommet på det amerikanske marked, kan jeg på stående fod komme i tanke om Inger Christensen, Peter Høeg og Christian Jungersen – forfattere med enten meget høje salgstal og/eller meget høje litterære ambitioner. Dertil kommer, at processen med at få en bog antaget i USA er anderledes end i Danmark. I USA er det så godt som uomtvisteligt nødvendigt at gå gennem en agent.

Se evt. mere om farer og fælder ved agenter på Predators & Editors hjemmeside.

Faktisk er det langt lettere at få udgivet en oversat bog i Tyskland eller Frankrig, hvilket du nemt kan overbevise dig selv om blot ved at gå gennem en tysk eller fransk boghandel og se mængden af oversat litteratur.

Normalt vil det være det udenlandske forlag, der betaler for oversættelsen, men jeg kender da til eksempler på danske forfattere, der for egen regning har fået en bog oversat til engelsk med henblik på at få den afsat på det engelsksprogede marked. Indtil videre uden held.

Lad mig ikke glemme at tilføje, at det normalt er en betingelse for at få udgivet bogen i udlandet, at det har været en bestseller herhjemme.

Det kan man kalde forskud!

13 jan

Danske forfattere får normalt et mindre forskud, når manuskriptet til deres bog er afleveret og godkendt. Forskuddets størrelse varierer fra forlag til forlag, men det er ikke usædvanligt at få fx 1/3 af den beregnede royalty for første oplag. Jo større oplag, jo større forskud, og jo større royaltysats, jo større forskud. Så er der de få forfattere, der er i stand til at forhandle sig frem til noget væsentligt bedre. Rygtet vil vide, at det største forskud givet til en dansk forfatter i nyere tid er på en million kroner. Det er en pæn sum, ingen tvivl om det, men det blegner noget, når man ser på, hvad nogle amerikanske forlag giver deres forfattere i forskud. Selv forfattere, der aldrig før har skrevet en bog! I denne interessante artikel fra Wall Street Journal beskrives nogle af de seneste store forskud – herunder til en faglitterær bog om en kat, der blev fundet på et bibliotek (!!), og en ligeledes faglitterær bog om en dårligt opdraget hund. Ak ja. Måske skulle man alligevel få sig et husdyr … Men nok så interessant forklares det også i artiklen, hvorfor forlagene bliver ved med at udbetale disse efter danske forhold megastore forskud, når det ellers er økonomisk trange tider i forlagsbranchen.

Mere om forlag og manuskripter

17 aug

I forlængelse af mit indlæg om, hvordan man får antaget en skønlitterær bog, så er der i Weekendavisen en artikel om “de langsomme forlag”, der stort set handler om det samme. (Desværre er der ikke længere adgang til at læse denne interessante artikel på nettet.) Uden at der i øvrigt er tale om nogen sammenhæng – andet end en tidsmæssig tilfældighed. Eller måske findes der ikke tilfælde? Måske er der en større mening med det tidsmæssige sammenfald? Ja, hvem ved. Men artiklen er i hvert fald en glimrende uddybning af elementer i mit indlæg!

Hvordan man får udgivet en skønlitterær bog

15 aug

På utallige opfordringer – eller, hvis ‘utallige’ betyder, at man ikke kan tælle dem, vil det måske være mere korrekt at sige “på opfordring” – vil jeg nu kaste mig over et forsøg på at forklare, hvordan man får udgivet en skønlitterær bog. Dette betyder på ingen måde, at læseren efter endt læsning vil være garanteret at kunne få sit manuskript antaget, eller at jeg selv kan være sikker på at få mine egne bøger udgivet – det skal blot ses som et forsøg på at forklare selve processen.

Hvis vi til en start tager udgangspunkt i den debuterende romanforfatter uden kontakter i forlagsverdenen, så er den store forskel i forhold til, hvordan man får antaget en faglitterær bog, at man i dette tilfælde skriver romanen helt færdig, inden man tager kontakt til et forlag. Og hermed mener jeg helt færdig. Med helt færdig skal forstås, at selv om dette måske ikke er romanens endelige version, så kan du, forfatteren, ikke se, hvad der ellers kan gøres ved manuskriptet på dette tidspunkt. Hvis du ved dig selv tænker, at der er et eller andet, der ikke fungerer i kapitel 3, så skal kapitel 3 først skrives om. Senere, når du er blevet en forfatter med et fast forlag og en fast redaktør, så har du den luksus, at du kan tillade dig at sende et “work-in-progress” til redaktøren og høre, om hun (de fleste redaktører er kvinder) har et godt forslag til, hvordan du får løst problemet med kapitel 3. Men den luksus har den debuterende forfatter ikke. Her er du nødt til selv at synes, at manuskriptet er så færdigt, som du nu kan lave det – men samtidig skal du være indstillet på at foretage ændringer efterfølgende. Og med helt færdigt mener jeg også, at det skal være uden stavefejl, uden kommafejl, uden grammatiske fejl og pænt stillet op. Det skal kort sagt virke gennemarbejdet.

Nu er vi så klar til næste skridt. Hvis du læser engelsksprogede tekster om, hvordan man bliver udgivet, så vil det af disse fremgå, at man som debuterende skønlitterær forfatter først skal have en agent, fordi forlagene ikke gider tage uopfordrede indsendte manuskripter alvorligt, hvis de ikke kommer gennem en agent. Det gælder ikke i Danmark. I Danmark er indtjeningen for en almindelig forfatter så beskeden, at det arbejde, der er forbundet med at få ham eller hende afsat, slet ikke vil stå mål med de 10 %, en agent typisk får for sine tjenesteydelser i de engelsksprogede lande. I Danmark er agenter derfor kun noget, som de meget sælgende forfattere har. Og så kan agenter også blive aktuelle for mere beskedent sælgende forfattere i forbindelse med udlandssalg. Men ellers kan du som debuterende forfatter roligt gå direkte til et forlag. De fleste forlag vil behandle uopfordret indsendte manuskripter ganske seriøst – omend sjældent ligefrem som en hastesag.

Din første opgave er derfor at finde ud af, hvilke forlag der udgiver den form for litteratur, som din roman tilhører. Hvilken genre er der tale om? Gå fx ned i en boghandel og tjek de hylder med bøger, der er i samme genre som din roman. Noter dig navnene på forlagene. Og ja, der findes mange andre forlag end Gyldendal! Gå derefter hjem og tjek forlagene på deres hjemmesider. Hvad skriver de om, hvordan man skal kontakte dem med et manuskript? Følg de angivne retningslinjer! I de fleste tilfælde, men ikke i alle tilfælde, vil forlaget helst have hele manuskriptet i papirform. Det er derfor op til dig at bekoste udprintning og porto til forsendelse, hvilket kan ende med at blive en ikke ubetydelig post, hvis dit manuskript skal sendes til flere forlag.

Udover manuskriptet skal du skrive et følgebrev, hvor du skriver lidt om dig selv og din baggrund. Det skal ikke være et brev, hvor du fortæller om dit privatliv, men et brev, hvor du anfører relevante oplysninger i forhold til det foreliggende manuskript. Hvis du har skrevet en medicinsk thriller, vil det sikkert være en god ide at anføre, at du har arbejdet mange år som læge på store hospitaler, osv. (Hvis du ikke er en debuterende forfatter, men en tidligere udgivet forfatter, som af en eller anden grund skal finde et nyt forlag, vil det være relevant at anføre tidligere udgivne værker i følgebrevet samt vedlægge kopier af anmeldelser af disse.)

Alt dette poster du, og så giver du dig til at vente. Nogle forlag sender en kvitteringsskrivelse. Andre gør ikke. Nogle angiver et forventet svartidspunkt, andre gør ikke.

Under alle omstændigheder må man sige, at det er et godt tegn, når redaktøren ringer – det er ikke et godt tegn, når svaret kommer med posten. Og det er slet ikke et godt tegn, når det er en tyk kuvert, der kommer med posten – nemlig manuskriptet retur. Men åbn endelig kuverten alligevel – hvis du er heldig, følger der med afslaget en begrundelse, måske endda en konsulentudtalelse, som du kan bruge til at forbedre manuskriptet med.

Og én ting er sikkert: Ét afslag er intet afslag. Husk lige på, at Stieg Larsson fik afslag, J.K. Rowling fik afslag, John Grisham fik afslag – ja, det hører til reglen snarere end undtagelsen, at en debuterende forfatter får afslag. (Og det kan desværre også sagtens ske for allerede udgivne forfattere.)

Hvor lang tid skal man så indstille sig på at vente? De fleste forlag bruger et par måneder eller tre på at tage stilling til et manuskript. Først ser en redaktør på det. Hvis hun ikke bryder sig om det, får du afslag. Hvis hun godt kan lide det, lader hun et par kolleger og derefter resten af redaktionen se på det. Hvis der efter deres mening er potentiale i det, men de ikke er helt sikre på det, kan de sende det til konsulentudtalelse. Alt dette tager tid – og kan sagtens ende i et afslag alligevel.

Man kan også blive ringet op af redaktøren, som fortæller, at de er interesseret i manuskriptet – det skal måske lige skrives om og gennemarbejdes. Glad bliver man som forfatter. Men vær klar over, at du ikke kan være sikker på, at de faktisk vil udgive din bog, før du har en kontrakt. (Ja, selv da kan man ikke være sikker. Der er eksempler på, at bøger med underskrevne kontrakter alligevel ikke bliver udgivet. Men det hører nu til sjældenhederne.) Og de fleste forlag er meget tilbageholdende med at skrive kontrakt med en skønlitterær forfatter, før manuskriptet er så godt som helt færdigt. Hvorfor nu det? Fordi erfaringerne åbenbart viser, at skønlitterære forfattere kan være meget stædige i forhold til ikke at ville rette deres tekster til, som forlaget synes, det skal gøres. Der er selvfølgelig ingen, der siger, at forlaget har ret. Men så kan det være, bogen skal udgives på et andet forlag i stedet.

Som det skulle være fremgået, så er disse processer langvarige, og der er ingen garanti for, at bogen bliver antaget. Det kan være meget frustrerende som forfatter at gennemgå en proces med et forlag, der har udtrykt interesse for ens manuskript, hvorpå man skriver manuskriptet om efter deres anvisninger – og det så alligevel ender med et afslag efter, at ens forhåbninger har været helt oppe og ringe. Hertil er kun at sige, at du som forfatter kun skal lave de ændringer, som du selv synes, gør manuskriptet bedre. Og selv om det er vildt frustrerende, at du efter adskillige samtaler med redaktøren og indtil flere gennemskrivninger alligevel ender med et afslag, så bliver du nødt til betragte det som gratis konsulentbistand og gå videre med det nye, forbedrede manuskript til et andet forlag.

Eftersom disse processer er så langvarige – og kan være frustrerende – så melder det oplagte spørgsmål sig: Hvor mange forlag skal man sende ind til ad gangen?

Forlagene foretrækker normalt, at man kun sender til ét ad gangen. Deres argument er, at de bruger mange arbejdstimer på et manuskript, og så vil de ikke spilde dem, fordi et andet forlag når at skrive kontrakt i mellemtiden med forfatteren. I gamle dage (hvornår det så var) var der blandt forfattere en stor frygt for at bryde denne regel. Men holdningen har ændret sig. Ikke bare blandt forfattere, men også blandt forlag er der en større accept af, at sådan kan det ikke blive ved med at være.

Det næste spørgsmål er så: Hvad er mest hensigtsmæssigt for forfatteren? Hvis du starter med at sende dit manuskript til fx 6 forlag på én gang, så har du (udover en stor portoudgift) den trøst, når du får et afslag, at så ligger manuskriptet da heldigvis også hos et andet forlag, og måske vil de se mere positivt på det. Men forhåbentlig vil du lære noget af afslaget, som du kan bruge til at forbedre manuskriptet. Og så er det jo ærgerligt, at de andre forlag har den tidligere, ringere version at tage stilling til. Ud fra denne betragtning er det ikke hensigtsmæssigt at sende til for mange forlag på én gang.

Som forfatter skal du også være klar over, at manuskripter kan forsvinde på forlag. Forlagene kan forlægge dem, de kan falde om bag en hylde, de kan ligge i en redaktørs taske, der bliver stjålet – der kan ske rigtigt mange mærkelige ting med et manuskript. Alene af den grund kan det være en god ide at rykke for et svar, hvis du ikke har hørt noget efter ca. 3 måneder.

Ovenstående er skrevet ud fra synsvinklen fra en debuterende forfatter, som ingen kontakter har i forlagsbranchen. Har man imidlertid kontakter, er det bare om at benytte sig af dem. Kan man få en, man kender, som kender en redaktør eller anden person i forlagsbranchen til at anbefale en og ens manuskript, så vil man normalt rykke betragteligt op i bunken. Det er ingen garanti for, at ens roman bliver antaget. Det er ikke engang en garanti for, at man bliver ordentlig behandlet. Men det er typisk en garanti for, at hele processen som beskrevet ovenfor bliver fremskyndet.

Hvordan man får udgivet en faglitterær bog

28 jul

Bøger deles op i to overordnede kategorier: Faglitteratur og skønlitteratur. Man kunne også kalde kategorierne for ikke-fiktion og fiktion. Det gør man på engelsk, og det kunne hindre nogen forvirring blandt læsere, som måske tror, at “faglitteratur” betyder det har et højt fagligt indhold, eller at skønlitteratur er meget “skøn”. Sådan er det ikke. Til faglitteraturen regnes både kogebøger, rejseguider, lærebøger, biografier, ordbøger, takt- og tonebøger og meget, meget andet, mens skønlitteratur er al fiktion, uanset det litterære ambitionsniveau, herunder digte, børnebøger, krimier, noveller, kortprosa, chick lit, krigsromaner, historiske romaner, samt andre romaner i alle længder, osv.

I virkelighedens verden er der nogle gange lidt slørede grænser mellem den ellers skarpe opdeling: De senere år har set adskillige eksempler på udgivne, påståede selvbiografier (faglitteratur), der har vist sig at være fiktion (og dermed skønlitteratur), og omvendt er der lang tids tradition for, at der kan være en stor grad af selvbiografisk indhold i en roman. Og hvor er det lige en “erindringsroman” hører ind?

Men i det daglige arbejde på forlagenes redaktioner er der ikke den store forvirring. Nogle forlag udgiver kun faglitteratur (fx Forlaget Samfundslitteratur og Børsens Forlag), men de fleste forlag udgiver både skønlitteratur og faglitteratur. Forlaget skal imidlertid være meget lille (fx TV2 Forlag), for at der ikke er vandtætte skotter mellem den faglitterære redaktion og den skønlitterære redaktion.

Hvis man er debuterende forfatter, er det vigtigt at være klar over, at der er ret stor forskel på den proces, man skal igennem for at få antaget hhv. en faglitterær og en skønlitterær bog.

Dette indlæg handler om, hvordan man får antaget en fagbog. Så hvis det er en roman eller en digtsamling, du sidder med på computeren, så må du vente til et senere indlæg om, hvordan man får antaget en skønlitterær bog.

Enhver fagbog starter med en ide. Nogle gange opstår denne ide i redaktørens hjerne, hvorpå hun (redaktører er i overvejende grad af hunkøn) kontakter en forfatter, hun tror, kan skrive den pågældende bog – men i så fald er man næppe debuterende forfatter.

Kort sagt – man har fået en ide til en bog. Hvad gør man så? Ja, det man ikke gør, er at sætte sig ned og skrive den. Det kan måske lyde underligt, men det er ikke sådan, man får antaget en fagbog. Det man derimod gør, er at man sætter sig til tasterne og skriver et såkaldt bogforslag eller bogoplæg. Det består af

*en synopsis
*en kapiteloversigt eller en emneoversigt
*en tekstprøve (fx et prøvekapitel, så redaktøren kan se skrivestilen)
*en beskrivelse af målgruppe
*et følgebrev, hvori man beskriver, hvad ens forudsætninger for at skrive bogen er, og hvad der i øvrigt findes af “konkurrerende” litteratur på området.

Samtidig med dette arbejde undersøger man, hvilket eller hvilke forlag der udgiver denne type fagbøger, og som derfor kunne tænkes at ville udgive ens egen. Hvis man har en kontakt til en redaktør på forlaget, bruger man selvfølgelig denne. Men ellers er det bare med at finde en email-adresse på en relevant redaktør eller redaktionschef på forlaget. Det fremgår normalt af forlagets hjemmeside.

Så sender man en email, hvor man forklarer, at man gerne vil skrive denne bog, og man vil høre, om de vil være interesseret i at se ens synopsis mv. Medmindre man helt fuldstændigt er gået galt i byen med valg af forlaget, så vil de typisk svare tilbage, at det vil de skam gerne. Så spørger man for god ordens skyld, om det er i orden, man sender materialet elektronisk, og det er det som oftest. I det tilfælde kan man erstatte følgebrevet med teksten i en email – mens resten af bogforslaget bliver sendt som vedhæftede filer.

Man vil derefter typisk få at vide, at ens bogforslag vil blive taget op på et kommende redaktionsmøde. Med lidt held får man også en tidshorisont, og under alle omstændigheder kan man tillade sig at rykke for svar efter ca. 1 måned.

For at svaret fra forlaget skal blive positivt, skal allerførst redaktøren kunne lide ens bogoplæg. Dernæst skal resten af redaktionen kunne lide det. Og endelig skal salg- og marketingsfolkene sige god for bogen. Ja, det kan måske synes mærkeligt, at det er salg og marketing, der har det sidste ord, men bogen skal jo trods alt kunne sælges. Eller er det spildt arbejde for alle parter.

Lad os nu sige, at svaret er positivt. Forlaget er interesseret i ens bogforslag. I så fald bliver man indkaldt til et møde med redaktøren, hvor man diskuterer indholdet af bogen nærmere, samt ikke mindst de detaljer, der kan lægge op til en kontrakt: Deadline, royalty, mv. Det kan meget vel tænkes, at man er nødt til at udarbejde et kapitel eller flere, før redaktøren tør satse på at skrive kontrakt med en. Det kan også ske, at man har indtil flere konstruktive møder med redaktøren, men forlaget alligevel ender med at takke nej. Det er en del af den risiko, man løber som forfatter. Husk: bogen er først i hus, når man står med den trykte bog i hånden!

Hvis forlaget på trods af en indledende positiv respons alligevel ender med at trække sig, er det naturligvis skuffende, men i så fald må man fortsætte videre som beskrevet nedenfor i tilfældet, hvor forlaget fra starten giver en et negativt svar.

Kort sagt: Man har fået et negativt svar. Hvad gør man så? Ja, så starter man forfra med et nyt forlag.

Hvilket bringer mig til et spørgsmål, der ofte dukker op: Skal man sende ind til flere forlag på en gang, når de nu er så langsomme i optrækket inde på forlagene?

I dette tilfælde (dvs. i tilfældet med faglitteratur – det kan forholde sig anderledes med skønlitteratur, men det hører til i et andet indlæg) vil jeg sige nej.

Det er der to grunde til:

For det første bruger forlagene faktisk ikke så lang tid på at tage stilling til en fagbog. Det går nogenlunde hurtigt, og man kan som sagt tillade sig at rykke efter 1 måned. Men ofte har man fået svar inden.

For det andet vil man normalt få en begrundelse for afslaget. Det gælder selvfølgelig især, hvis man har haft møde med redaktøren, men også uden et møde vil man ofte få en begrundelse. Hvis man ikke får begrundelsen, kan man godt tillade sig at spørge til en. Og når man har fået denne begrundelse, kan man forbedre sit bogoplæg og tage højde for det, således at det bogoplæg, der bliver sendt ind til det næste forlag, er bedre. Nogle begrundelser kan man ikke bruge til noget, men i de fleste tilfælde kan denne feedback være særdeles nyttig. Det kan godt være, at forlaget helt har misforstået ideen med ens bog – men hvis skyld er det? Skriv dit bogforslag om, så det faktisk dækker det, du har tænkt dig!

Jo længere man er kommet i processen på et forlag, jo større er skuffelsen selvfølgelig, hvis det alligevel ender med et nej, men når man er kommet sig over skuffelsen, vil man typisk kunne bruge erfaringen til at gøre bogprojektet bedre. Det skulle være meget mærkeligt, hvis man ikke har fået noget nyttigt input i samtalerne med redaktøren. Tænk på det som gratis konsulentbistand og kom videre!

Nu sidder der måske en potentiel debuterende fagbogsforfatter derude og tænker: “Jamen, jeg har stort set allerede skrevet mit manuskript færdigt! Er det så ikke bedre at sende hele manuskriptet ind til forlaget?”

Svaret er kort og godt: Nej!

Hvorfor nu ikke det? Det er, fordi de fleste forfattere – uanset om de er debuterende, erfarne, fag- eller skønlitterære forfattere – er glade for deres ord. Når de først har slidt og svedt over tasterne for at få de helt rigtige ord ned i den rigtige rækkefølge, så er de ikke meget for at skrive om og slette – og de er især ikke meget for at smide hele kapitler ud. Når det nu er sådan et vigtigt emne. Derimod vil de fleste fagbogsforfattere være langt mere åbne over for redaktørens forslag til sidelængde, emner, vægtning af diverse synsvinkler osv., når bogen ikke er skrevet endnu.

Så medmindre man indsender et helt perfekt manuskript, der ikke bare er lige i øjet, men også nærmest er direkte klar til at blive sendt til sats (og det er meget, meget usandsynligt!), så vil et forlag være forbeholden over for et allerede skrevet manuskript, fordi de ved af erfaring, at det kan være vanskeligt at få forfatteren til at ændre i manuskriptet, så det efter deres mening bliver udgivningsklart.

Hvad gør man så, hvis man allerede har skrevet sit manuskript? Man lader, som om man ikke har gjort det, og går frem som ovenfor beskrevet: Lav en synopsis, beskriv emnerne, udvælg en tekstprøve, osv. Og vær åben over for at den færdige bog ikke helt kommer til at se ud som det manuskript, man har liggende klar!