Finn Nørbygaards økonomiske problemer

17 aug

Finn Nørbygaard har været ude i den danske verdenspresse og fortælle om, hvordan han må gå fra hus og hjem — og alt sammen skyldes det to katastrofer, som han har været udsat for, nemlig 1) Stein Baggers svindelnummer i IT Factory og 2) finanskrisen, som har kostet ham et ikke nærmere angivet beløb, men dog mindst hans opsparede formue på 37 millioner kroner.

Samtidig fastholder han, at han udtrykkeligt har bedt sin investeringsrådgiver i Danske Bank om at investere med “livrem og seler” — og indrømmer i samme åndedrag at have godkendt, at banken gearede hans investeringer!

Alt dette blev udbasuneret under overskriften: “Finn taler ud” — nu skulle kortene på bordet, nu skulle han ikke længere tale udenom. Ikke desto mindre er det ikke det, der er sket. Nej, der er ikke rigtig kommet nogle kort på bordet, og han taler stadig udenom.

I min bog “Stein og drømmefabrikken” skrev jeg følgende i afsnittet “Vindere og tabere”:

Hovedaktionæren i IT Factory, JMI Invest, var også, rent økonomisk, en vinder. Afkastet af den investerede kapital var tilsyneladende ufattelig højt. De sidste to år før konkursen blev der udloddet henholdsvis 30 millioner og 18 millioner kroner til aktionærerne. JMI Invest har modtaget halvdelen af dette beløb. Det har langt oversteget det oprindeligt investerede beløb.
(…)

Kan man tale om et tab for investorerne i det ’nye’ IT Factory fra 2003 – JMI Invest A/S, Agios United SA og Sølco ApS? Eller kan man kun tale om ”skuffede forventninger”?
Et egentligt tab må altid måles i forhold til initialinvesteringen. Man kan altså ikke sige at penge, der har været ”vundet” i form af en (fiktiv) høj værdi, udgør et tab. Undervejs har der ganske vist været tale om helt forbløffende gode afkast på investeringen. Mistænkeligt gode afkast, men at de var mistænkelige hører ikke ind her.
Hvor mange penge har der egentlig været investeret i IT Factory? Tilbage i 2003, efter det tidligere IT Factorys konkurs, blev de aktiver, der skulle videre i det nye IT Factory købt for 2 millioner kr. kontant plus et gældsbrev på 2 millioner kr. til Amagerbanken. Siden hen har det været nødvendigt for investorerne at skyde ekstra 12,5 millioner kr. ind i 2005.
Hvis initialinvesteringen plus de ekstra penge, der efterfølgende er skudt ind, overstiger udlodningen af udbytte, så er der selvfølgelig tale om et tab. Men det har der ikke været tale om for IT Factorys vedkommende. Tværtimod har der været udbetalt flotte udbytter.
(…)
Det samme gælder for Finn Nørbygaard. Heller ikke han kan sige, at Stein Bagger direkte har kostet ham penge. At Finn Nørbygaard, som er aktionær i JMI Invest, hvor det gennem investeringen i IT Factory med den fiktive værdiansættelse har set ud til at gå fabelagtigt godt, derefter går ud og investerer en masse lånte penge i aktier, som efterfølgende falder dramatisk i værdi, betyder ikke, at han har tabt penge i IT Factory. Nej, han har tabt penge på sine indkøbte aktier. Hvis de var steget i værdi i den mellemliggende tid, havde han jo vundet penge. Det er med andre ord den dårlige bankrådgivnings og finanskrisens skyld.
Alligevel kan man jo sådan set godt forstå, hvis Finn Nørbygaard skulle være en bitter mand. Han har helt klart været udsat for skuffede forventninger i denne sag. Da IT Factory ultimo 2007 blev værdiansat med henblik på et salg, lød investeringsbankens værdiansættelse på 8 milliarder kroner. Den potentielle køber, General Atlantic, kom i foråret 2008 med et købstilbud, der svarede til en samlet værdiansættelse af IT Factory på ca. 6 milliarder kroner. Finn Nørbygaards andel af IT Factory ville dermed være 525 millioner værd ved en værdiansættelse på 6 mia., og andelen havde været 700 millioner kroner værd ved en værdiansættelse på 8 mia. kroner. Det er ikke sjovt at vågne op til en erkendelse af, at der bare var tale om en drøm.

Det ovenstående holder stadig. Det eneste nye, der er kommet frem, er, at Finn Nørbygaard fastholder, at aktionærerne i JMI Invest ikke så noget til det udbytte, som JMI Invest fik udbetalt fra IT Factory. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom stort set alle de andre selskaber, som JMI Invest havde investeret i, var mere eller mindre nødlidende — med Fullrate som en undtagelse.

Havde Stein Bagger ikke begået sit svindelnummer, ville JMI Invest blot være enten gået konkurs eller måtte have yderligere kapitalindsprøjtning langt tidligere.

Man kan beskylde Stein Bagger for meget, men man kan ikke beskylde ham for at have kostet Finn Nørbygaard penge. Ikke direkte. Læg mærke til, at de to andre investorer i JMI Invest (idet vi lige ser bort fra særtilfældet Asger Jensby) Peter Sølbeck og Tom Matthiesen tilsyneladende ikke er kommet ud i samme økonomiske uføre som Finn Nørbygaard. Dette på trods af, at Peter Sølbeck havde et direkte tab på IT Factory, eftersom han ejede 5 % af aktierne. Aktier, som han i dyre domme havde købt af Agios United.

Hvorfor kan Finn Nørbygaard så få lov til at slippe af sted med at sige, at han løb ind i to katastrofer, hvoraf den ene er Stein Bagger?

Måske fordi de pågældende journalister ikke har sat sig ind i sagen. En velkommen undtagelse herfra er interviewet i epn.dk. Men selv her bliver der ikke fulgt op på Finn Nørbygaards udsagn om, at hele udbyttet fra IT Factory blev reinvesteret. Derfor er det jo stadig penge!

Der er desuden også forholdet med de bristede forventninger. Selv om Finn Nørbygaard ikke kan siges at have haft et tab på IT Factory (men måske nok et tab på den oprindelige investering i JMI Invest), så kan man sige, at Stein Baggers svindelnummer har haft en afledt effekt. Hvis man tror, at man har udsigt til at få en masse penge, så bliver ens adfærd formentlig en hel del mindre risikoavers. Kort sagt kunne Finn Nørbygaard godt overbevise mig om, at fordi han troede, at han havde udsigt til en formue gennem JMI Invests investering i IT Factory, så blev han pludselig vældig kåd og måske lidt selvovervurderende og dermed meget risikovillig med sine ‘egne’ penge. De penge, som han faktisk havde råderet over.

Det ville jeg være parat til at tro på. Og på den måde kunne han siges at være et indirekte offer for Stein Baggers svindelnummer.

Men det er ikke det, han står frem og siger. Tværtimod siger han, at han gik til Danske Bank og bad dem om at investere med livrem og seler. Det har de så tydeligvis ikke gjort, men det er vanskeligt at tro på, at han faktisk har givet dem denne besked.

Selv om man ikke har den mindste smule forstand på aktier, så ved man, at hvis man skal investere “med livrem og seler”, så skal minimum to ting være opfyldt:

1) Man skal ikke kun vælge én investeringsudbyder (og man skal slet ikke lægge alle sine æg i én kurv)
2) Man skal ikke investere mere, end man kan tåle at tabe (man skal holde sig langt fra at geare sine investeringer)

Det er ligesom ikke det billede, der tegner sig af investoren Finn Nørbygaard, vel?

Så hvad mon han har gang i? Er han ved at tegne et billede af den stakkels småopsparer, der er blevet snydt af store stygge Danske Bank (lidt ligesom i Roskilde Bank)? Er der et sagsanlæg på vej? Så ville han vel ikke have brugt så meget tid på at nå frem til en ordning med banken. Eller er han ude på at skabe positiv stemning og interesse, så folk vil myldre ind og se hans nye show? For god reklame, det har han da fået! Ikke alle debattører på Dorte Tofts blog finder det lige smagfuldt. Men derfor kan det jo godt være effektivt.

‘Djævelens advokat’ er kommet i bogklub

14 aug

Man kan nu købe ‘Djævelens advokat’ i Gyldendals krimiklub for den nette sum af 129 kroner. Hvis man er medlem af bogklubben, vel at mærke. Og interessant nok har de kædet min bog sammen med ‘Lige efter bogen’ af John Colapinto, som jeg synes er en ret underholdende bog! Man sparer nu ikke noget ved at købe de to bøger sammen. Men denne form for markedsføring er kendt fra Amazon, og må antages at være specielt rettet mod læsere, der ikke er så gode til hovedregning.

Håndbog for karrierekvinder, version 2.0

12 aug

I dag udkommer ‘Håndbog for karrierekvinder’ i 2. udgave. Den nye udgave er hele 20 % længere end den ‘gamle’, som udkom første gang i 2000. Den nye udgave er at finde i boghandlerne fra i dag — og hvis du ikke kan finde den hos din boghandler, så kan den bestilles hjem, eller du kan bestille den direkte fra DJØFs Forlag.

Det har de skrevet om “Stein og drømmefabrikken”

20 apr

Bogen fortæller levende og flydende historien om affæren indtil nu. (…) Hvis jeg kun skulle indkøbe en bog om affæren vil jeg af de udkomne indtil nu vælge denne, ikke mindst fordi de psykologiske aspekter er prioriteret. Samlet konklusion: Underholdende bog, der med gode bud lægger puslespillet om den utrolige sag.

Carsten Güllich-Nørby, Lektørudtalelse

Bogen her er velskrevet og gør afgjort læseren nysgerrig. Hvordan kunne denne leg med penge, falske dokumenter, løgne, kriminelle handlinger som falske underskrifter, bedrageri og fakturering af ingen varer til høje priser foregå for øjnene og ørerne af såkaldte fremtrædende erhvervsfolk foregå? Der gives mange gode og foreløbige svar på mange spørgsmål. Derfor bør bogen læses som en god introduktion til det videre forløb, som vi vil se, når retssagen rigtig starter og bliver offentlig …

Erik Stubtoft, Helsingør Dagblad

STEIN OG DRØMMEFABRIKKEN er den mest analytiske (…); den går i langt højere grad i dybden med de erhvervsmæssige detaljer, bl.a. lykkes det den fint at forklare, hvori Stein Baggers svindel bestod …

Silas Ebert, LitteraturNu

”Stein og drømmefabrikken” er en bog, der betragter sagen udefra og ovenfra. (…) Hvis man vil have en hurtig gennemgang af affæren og desuden kunne tænke sig et lille tip om, hvad man kan kende fremtidige ”banditter i habitter” på, så kan denne udgivelse bruges.

Jonas Hindsholm Bentzen, Børsen

Både velskrevet og pædagogisk opbyggelig bog, der i bagklogskabens lys fokuserer på det psykologiske aspekt i dramaet omkring IT Factory.

Jens Andersen, Berlingske Tidende

Sanne Udsen har godt greb om den del af erhvervslivet, der hærges af egomaniske, manipulerende psykopater med Rolex-ure, Armani-klude samt Porsche i garagen og giver et bud på, hvorfor deres svindelnumre lykkes. Udsens bog fokuserer især på Bagger og kredsen omkring ham, herunder hustruen Anette Uttenthal, makkeren Jensby og medierådgiveren Erik Ove. Ingen af de tre er noget kønt syn. (…) Bogen (…) flyder veloplagt med gode detaljer.

Hans Engell, Ekstra Bladet

Ja, og så har jeg også oplevet den noget spøjse ære at blive nævnt i Pia Kjærsgaards grundlovstale 2009. Spøjs, fordi det selvfølgelig altid er godt med reklame — men til brug mod EU? Hmmm …

Anmeldelser af Stein og drømmefabrikken

31 mar

Det er altid med bævende hjerte, man imødeser anmeldelser af ens bøger. Det er jo lidt ligesom et barn, man sender ud i verden. Vil de grumme anmeldere forstå netop ens eget barns styrker og særkender? Eller vil de hæfte sig ved ubetydelige svagheder? Eller — endnu værre — vil de helt misforstå barnet/fejllæse bogen/læse den ud fra helt forkerte præmisser? Ja, det kan ske. Men i tilfældet med anmelderen på Helsingør Dagblad kan jeg nu ikke på nogen måde klage!
Stein og drømmefabrikken

Asger Jensbys manglende kandidatgrad

23 mar

Jeg har på opfordring af Bjørn Lambek valgt at redigere i den tidligere udgave af dette indlæg, da indholdet åbenbart kunne — læs: blev — misforstået. Kort sagt har Bjørn Lambek beskyldt mig for at beskylde ham og hans kollega, Kristian Sloth, for at have planket historien om Asger Jensby manglende kandidatgrad fra min bog om IT Factory-sagen. Forvirret? Jeg skal prøve at rede trådene ud.

Forhistorien er, at jeg i “Stein og drømmefabrikken” har skrevet om, at der i årevis har været vedholdende rygter om, at Asger Jensby ikke er cand.merc., som han ellers selv har påstået bl.a. på sin LinkedIn profil. (Det er ændret nu, så der er ingen grund til at gå ind og tjekke.)

Hvis jeg havde haft mere tid, kunne jeg nok have gjort mere for at få det dokumenteret, men i første omgang forlod jeg mig på mit ret indgående kendskab til de højere læreanstalter – som ikke uden videre udleverer oplysninger om deres alumnis kandidatgrader, manglende eller ikke-manglende, hvis disse oplysninger ikke er officielt tilgængelige. Til gengæld stolede jeg på min kilde. Og derfor kom det med i bogen. Selv om det selvfølgelig gav anledning til diskussioner mellem mig selv og forlaget. Til sidst endte det altså med, at den manglende kandidatgrad kom med.

Bogen udkom den 23. marts. En uge før udgivelsesdagen lå bogen rundt omkring på redaktionernes borde. Søndag den 22. marts om aftenen sad hele familien klar foran fjernsynet, da 21 Søndag tonede frem på skærmen, eftersom det var annonceret, at de ville bringe et interview med Asger Jensby. Og det skal jeg love for, de gjorde!

Og ikke alene var det lykkedes journalisterne (Bjørn Lambek og Kristian Sloth) at få et interview med Asger Jensby — de fik også hele to gange verificeret den manglende kandidatgrad. Først af Handelshøjskolen i Århus og bagefter af Asger Jensby selv. Sikke en lettelse! Nu var det ganske klart, at jeg ikke behøvede frygte et sagsanlæg mandag morgen, når bogen lå i forretningerne.

Timingen og detaljen med LinkedIn-profil gav mig dog stof til eftertanke. De havde haft min bog liggende på redaktionen i en uge. Det gav mig anledning til at skrive et lille glad: “Mon ikke det er derfra, de har fået inspirationen til at tjekke hr. Jensbys akademiske meritter?” Jeg kan tilføje, at jeg ikke var ene om at have bidt mærke i timingen, og jeg var heller ikke den eneste, der var lidt hurtigt ude med en årsags-sammenhæng.

For Bjørn Lambek har forsikret mig overbevisende om, at de har kendt til rygtet om den manglende kandidatgrad længe.

Nu kommer vi så til der, hvor diskussionen om “beskyldninger” starter. Bjørn Lambek og jeg har haft en telefonsamtale, hvis indhold i ultrakort referat bestod i:
“Du har beskyldt os for at have planket en historie”.
“Nej, det har jeg altså ikke.”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
Og så videre ad nauseam. Læseren kan selv fortsætte.

Jeg har ikke beskyldt Bjørn Lambek og hans kollega for at have planket en historie. Jeg har hverken sagt, skrevet, tænkt eller ment det. Derimod har jeg troet — og troede, jeg havde skrevet — at de var blevet inspirerede af en oplysning i min bog. Det er de så ikke. Men hvordan skulle det være at planke en historie, selv hvis jeg havde troet rigtigt? Historien har de da under alle omstændigheder selv lavet.

Det kræver altså ikke det store detektivarbejde at gribe et frithængende rygte og skrive det ned. Faktisk var det en væsentlig pointe i min bog, at det netop var et vedholdende rygte, som det ikke var vanskeligt at komme til at høre. Tværtimod. Derimod ligger det store arbejde i at få rygtet enten verificeret eller falsificeret. Æren for dette tilfalder alene journalisterne på 21 Søndag, uanset hvor de havde fået inspirationen til det fra.

Måske er der tale om en fundamental forskel på, hvordan journalister tænker, og så hvordan vi, der er mere akademisk uddannet, tænker. Journalister lægger helt vildt stor vægt på en “nyhed”. Vi, der er forskningsuddannede, ved, at en nyhed har meget kort holdbarhed, mens vi i stedet lægger vægt på selvstændig refleksion og analyse. Inspirationen til dette arbejde kan komme hvorsomhelst fra — vi kan jo ikke vågne op hver morgen og opfinde den dybe tallerken — men det er det ekstra, som inspirationen fører til, der tæller. For at bruge et lidt vel fortærsket udtryk så er det det sidste, der er value adding.

I min bog om IT Factory-sagen har jeg derfor også forsøgt at fokusere på ikke personen Stein Bagger, og hvorfor han gjorde, som han gjorde, og hvad han mon lavede på sin tværs-over-USA-tur, men derimod på, hvorfor omgivelserne lod ham slippe af sted med det. Det er også baggrunden for, at jeg medtog et (på det tidspunkt) ikke verificeret rygte om Asger Jensbys manglende kandidatgrad i min bog. For det første: Hvor mange personer opstår der nu lige den slags rygter om? For det andet: Hvor ofte ser vi nu lige en kombination af en administrerende direktør, der lyver om sin uddannelse, og en bestyrelsesformand, der gør det samme? Hvor hurtigt mon lige bestyrelsesformanden vil være til spille “nu-viser-vi-alle-vores-eksamenspapirer-frem”-legen?

Manglende eksamensgrader er ikke problem i sig selv, men det er i høj grad et problem, når en person har løjet om det. Da jeg i sin tid lavede research til min bog “Psykopater i jakkesæt”, fandt jeg ud af, at det med at lyve om sine eksamenspapirer var et gennemgående tema. Dengang stødte jeg især på falske jurister og falske ingeniører. Sidenhen har jeg i forbindelse med min foredragsvirksomhed hørt endnu flere grelle eksempler. Falske læger lader bl.a. til at være i omløb i større omfang, end man har lyst til at tænke på.

Nu, hvor jeg er i gang med mine bøger, kan jeg også røbe, at manglende eksamenspapirer ligeledes er en del af plottet i min krimi “Djævelens advokat”.

Og nej, jeg vil ikke forsøge at tage monopol på at interessere mig for folks manglende eksamenspapirer, men jeg kan da i det mindste dokumentere, at min interesse går langt tilbage …

“Djævelens advokat” til røverpris

17 mar

I disse dage er der mulighed for at købe “Djævelens advokat” til en usædvanligt god pris — ja, vi kan vist roligt kalde det røverpris. Den kan nemlig fås til den latterligt billige pris af 59,00 kroner i Vangsgaards nye bogudsalg. Det finder sted på Rådhuspladsen i København og løber til og med den 28. marts 2009.