Forfatter og økonom
Min bog “Takt og tone på jobbet” har været “udsolgt fra forlaget” i nogle år — dvs. at den ikke har været i handlen, men den har selvfølgelig kunnet lånes på biblioteket.
Nu er den imidlertid genudgivet som e-bog, og den kan findes på Saxo.com.
Du kan finde bogen her:
Takt og tone på jobbet af Sanne Udsen
I 2000 udgav Stina Vrang Elias og jeg “Håndbog for karrierekvinder”. Vi havde haft det sjovt med at skrive den — ikke mindst fordi bogen var så anderledes end det, vi var vant til at skrive. Jeg havde tidligere arbejdet som forsker (og var vant til at bruge mange fodnoter), vi havde begge arbejdet i politiske organisationer, hvor alt skal godkendes af mange forskellige instanser, og vi havde i øvrigt mødt hinanden, da vi arbejdede i et konsulentfirma, hvor vi selvfølgelig skrev meget seriøse rapporter til vores meget seriøse kunder. Men i “Håndbog for karrierekvinder” behøvede vi ingen fodnoter, og vi kunne skrive så kækt og frisk, som vi havde lyst til. Der var kun vores redaktør til at påpege, når det blev lige kækt og frisk nok.
Her 15 år senere ville vi ikke have skrevet bogen i samme sprogtone. Ikke så meget fordi tiden har ændret sig, men fordi det har vi selv. Vi var 15 år yngre og skrev til et ungt publikum – ambitiøse unge kvinder, der stod i starten af deres karriere.
Bogen udkom på Handelshøjskolens Forlag til en massiv presseopmærksomhed. Det var selvfølgelig dejligt med så stor bevågenhed, men hvad der undrede os en del var, at det specielt var det syv sider lange kapitel med titlen “Klæder skaber folk”, som pressen interesserede sig for. Hvad med manglende ligeløn? Glasloftet? Brugen af netværk og social kapital? Nej, det vakte ingen synderlig interesse. Men at vi havde påpeget, at det var nødvendigt at have seriøst hår for at blive taget seriøst — se, det kunne give overskrifter! (Og, ja, vi var selvfølgelig inspireret af Melanie Griffith’s replik i filmen Working Girl: “You wanna be taken seriously, you need serious hair”.)
Hvorfor tog vi overhovedet det kapitel om påklædning med i bogen? Efter min bedste overbevisning stod der ikke noget særligt epokegørende i det kapitel. Men det var, som om selve det, at vi kunne finde på at skrive, at man ikke bare kunne være iført hvadsomhelst og samtidig forvente at blive taget alvorligt, var grænseoverskridende provokerende. Og ja, det gælder selvfølgelig ikke kun for kvinder, men også for mænd, men da vores bog var henvendt til karrierekvinder, var vores fokus naturligt nok på kvinder og deres særlige risiko for at falde udenfor.
Vi skrev vel også kapitlet, fordi vi havde indsamlet og indhentet en del erfaring — både på første, anden og tredje hånd — om emnet.
Der er mange ting, man kan gøre galt til en jobsamtale, og én af dem er at tage noget tøj på, der udsender de forkerte signaler. Men hvordan ved man, hvad de forkerte signaler er? Det er ikke altid til at gætte. Hvad der er rigtigt ét sted, er helt forkert et andet sted.
For ca. 20 år siden — altså før vi skrev “Håndbog for karrierekvinder” — var jeg til en jobsamtale. Jeg var velkvalificeret til jobbet, og samtalen gik rigtigt godt. Jeg syntes selv, jeg var påklædt ganske smart, uden at være for smart, i et par sorte bukser, en sort bluse og en rød jakke.
Efter den vellykkede jobsamtale tog jeg tilbage på min daværende arbejdsplads, hvor en af kontorassistenterne roste min flotte røde jakke. Så tilføjede hun: “Jeg har godt nok hørt, man aldrig skal have rødt på til jobsamtale. Det sender de helt forkerte signaler.” HVAD? tænkte jeg. Jeg havde selvfølgelig ikke fortalt, at jeg netop kom fra en jobsamtale. Hun forklarede, at det var noget med, at det tydede på for stor selvsikkerhed, en frembrusende karakter og deslige.
Jeg fik ikke jobbet. Jeg fik, hvad man betegner som et “pænt afslag” med en længere forklaring om, at jobsamtalen var gået rigtigt godt, men de havde valgt at omrokere og besætte stillingen med en intern kandidat.
Havde jeg fået jobbet, hvis jeg ikke havde haft den røde jakke på? Højst sandsynligt ikke. Men jeg er blevet lidt overtroisk med at have rødt på til en jobsamtale. Og jeg elsker ellers rødt.
Efter bogens udgivelse havde vi som sagt travlt med at forklare, hvad vi mente med, at man skulle tænke over sin påklædning og prøve at finde ud af, hvad der var gældende dress code på det pågældende sted. “Er det ikke bare at klæde sig på mændenes præmisser?” blev vi spurgt igen og igen. “Næh, det er at klæde sig på systemets præmisser,” forsøgte vi at forklare. Men da der gerne er mange mænd på rigtige karrierearbejdspladser, kan de to ting selvfølgelig være svære at adskille.
Vi var faktisk så trætte af at blive misforstået med hensyn til det med påklædning, at da bogen skulle komme i en 2. udgave (i 2009), overvejede vi helt at udelade kapitlet. Men det virkede også forkert. Vi sløjfede dog afsnittet om det seriøse hår. Det havde vi simpelthen måttet høre for meget for!
Inden tiden var kommet til en 2. udgave, offentliggjorde Jobindex en række artikler baseret på “Håndbog for karrierekvinder” i 2004. Det var ikke os, men Dietlind Hansen der skrev artiklerne, som før offentliggørelsen blev sendt til godkendelse hos Stina Vrang Elias og mig. Det er altid vanskeligt, når en anden person skal viderefortolke indholdet af ens tekst. Især når denne tekst i forvejen var skrevet på en kæk og frisk facon. Nogle af artiklerne kom til at fremstå en anelse karikerede, næsten på grænsen til det parodiske. Men hvad pokker. Og artiklerne, som blev udsendt i Jobindex’ nyhedsbrev, afstedkom heller ingen større reaktion. Faktisk tror jeg ikke, der var nogen reaktion overhovedet. Hvem ved, måske blev de slet ikke læst?
Men ting på internettet dør jo ikke, og siden 2004 og nu er der som bekendt sket en meget stor udvikling i udbredelsen af sociale medier. Og forleden fandt en person artiklen om påklædning på Jobindex’ hjemmeside. Det udløste vrede spørgsmål til Jobindex og — mere mystisk — til DJØF. På deres Facebook-sider blev Jobindex spurgt, om de virkelig stod inde for artiklens indhold, og DJØF blev spurgt, hvordan de kunne sælge sådan en bog. (“Håndbog for karrierekvinder” udkom i 2000 på Handelshøjskolens Forlag, som senere blev opkøbt af DJØFs Forlag — men forlagets bøger og deres indhold er selvfølgelig udtryk for forfatternes og ikke DJØFs meninger og holdninger.) Også TV2 interessede sig for sagen og skrev om den her.
Selv blev jeg først opmærksom på balladen, da Radio 24 syv henvendte sig.
Jobindex fik travlt med at forklare sig med, at det var en gammel artikel, og sådan ville de ikke skrive i dag, og nu ville de tage artiklen ned, men det valgte de så alligevel ikke at gøre, og senere sendte de et nyhedsbrev rundt, hvor de gentog, det var en gammel artikel, men den var skam skrevet i en god mening.
Problemet er imidlertid, at også for 11 år siden var artiklen noget karikeret. Og — hvis man ser bort fra måden, den er skrevet på og et par andre mindre detaljer — så er indholdet faktisk stadig gældende. Det er der ligesom ingen, der har lyst til at tage alvorligt. Ligesom der heller ikke var nogen, der havde lyst til at tage det, at ens påklædning udsender nogle signaler, alvorligt, dengang bogen udkom første gang. Og at dette er særligt vigtigt til en jobsamtale. Man skal ikke bare være sig selv. For en jobsamtale er ikke bare en hvilken som helst dagligdags situation.
Radio 24 syv bragte en udsendelse den 19. august, hvor de interviewede Kåre Danielsen, som er direktør for Jobindex. Han sagde bl.a., at han nu nok mente, det stadig var et godt råd — som der står i artiklen — at man ikke skal være udfordrende klædt til en jobsamtale. Det er i sig selv ikke så originalt et synspunkt — det burde vel være selvindlysende (og det kan selvfølgelig virke, som om man taler ned til folk, når man i en artikel påpeger noget selvindlysende) — men hvad der for mig var interessant, var en af journalisternes reaktion. Han nævnte “stramme jeans” som eksempel på noget udfordrende. Stramme jeans? tænkte jeg. Jeg kunne komme i tanke om gode grunde til ikke at tage stramme jeans på til en jobsamtale (det ville være alt for afslappet i en hel del tilfælde), men udfordrende? Sådan har jeg aldrig tænkt på stramme jeans. Så én mands udfordrende påklædning er altså en anden (kvindes) fritidspåklædning. Det gør det jo ikke nemmere, vel?
Men hvorom alting er, og ligegyldigt hvad man mener om det, så er de virkeligt tunge karrierearbejdspladser stadig domineret og præget af mænd. Og dermed af mænds arbejdsuniform. Der er selvfølgelig forskel på uniformen i et arkitektfirma og i finanssektoren. Men der er altid en uniform. Måske — måske — er den blevet lidt mere rummelig. Og moden ændrer sig — også blandt karrierefolk. Så alene af den grund sker der noget på 15 år.
Men så er det, jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv — og nu også jer andre — hvorfor det skulle være fremmende for ligestillingen at lade, som om der ikke er kønsforskelle? Hvorfor bliver nogle mennesker så sure og vrede over, at den virkelige verden ikke er, som den burde være? Og især bliver de sure og vrede på dem, der er så frække at påpege det.
Og så vil jeg selvfølgelig også opfordre læserne til at undersøge sagen selv — ved at læse “Håndbog for karrierekvinder”. Den kan købes her
.
På fredag den 8. november klokken 13 skal jeg optræde på L&Rs stand på Bogforum i Bella Centeret i København. Jeg skal fortælle om min seneste bog, “Parasitter i habitter”.
Det glæder jeg mig til. Det bliver første gang, jeg prøver at være på Bogforum i de nye rammer i Bella Centeret. Hidtil har jeg kun prøvet det i Forum. Her var det en anelse forvirrende at blive interviewet på en stand, for forlagenes stande var så tæt på hinanden, at mens man sad på den ene side af et forhæng og talte i en mikrofon, så kunne man tydeligt høre, hvad der blev sagt på den anden side af forhænget, hvor en anden forfatter fortalte om sin bog, så nogle gange kunne jeg blive i tvivl om, hvem der blev spurgt om hvad, og hvornår det var meningen, det var mig, der skulle tale.
Samtidig var publikum som udgangspunkt en anelse ukoncentreret — der skete så meget om ørerne på dem, at det var vanskeligt at koncentrere sig, og man kunne ikke lade være med at mistænke nogle af dem for, at den eneste grund til, at de var mit publikum, var, at det var lykkedes dem at få en siddeplads. Man bliver nemlig meget træt i fødderne af at være til Bogforum!
Af alle disse grunde tror jeg nok, de fleste forfattere har et had-kærlighedsforhold til Bogforum: Det er kaotisk, det er hæsblæsende, det er vanskeligt at få en fornuftig snak om ens bog, og det er svært at komme i en konstruktiv kontakt med publikum. Men det er også fedt og underholdende og et kæmpe cocktailparty (desværre bare uden drinks) og overvældende og sjovt og … Ja, det eneste, der er værre end at optræde på Bogforum er IKKE at optræde på Bogforum. Sidste år savnede jeg det. Så derfor glæder jeg mig ekstra meget i år — også selv om det er fredag eftermiddag, jeg skal optræde. Jeg får sikkert Bogforum helt for mig selv på det tidspunkt!
Hvis der er noget, der kan varme en forfatters hjerte, er det at se sin bog på bestsellerlisten. Det er nærmest lige meget, hvilken bestsellerliste der er tale om. Og nu er Parasitter i habitter kommet på denne bestsellerliste for erhvervsbøger. Og det er jeg rigtigt glad for!
Jeg er på vej med en ny bog med den forhåbentlig fængende titel “Parasitter i habitter”. Og ja, det er en slags opfølger til “Psykopater i jakkesæt”. Vinkelen er anderledes, og jeg har lavet nye interviews og skrevet nye casehistorier, og så er der faktisk lavet ny forskning inden for området, siden jeg skrev “Psykopater i jakkesæt”. Så derfor var det næsten underligt at se “Psykopater i jakkesæt” pænt omtalt af Bente Klarlund i Politiken for nylig – nu hvor jeg er så optaget af den nye bog.
Men selvfølgelig blev jeg glad — og kun lidt (!) irriteret over, at heller ikke hun vil lade mig hedde mit rigtige fornavn. Hvad er der galt med at hedde Sanne? Hvorfor er der ingen, der vil lade mig hedde det i fred? Men det er en helt anden — og meget,meget lang — historie.
I øjeblikket kan man få min bog “Psykopater i jakkesæt” som e-bog til den rørende pris af 89 kroner. Det er Gyldendal, der i anledning af deres nye e-bog-læser har sat alle de tilgængelige e-bøger til salg til en pris på 89 DKK. Problemet er jo så bare, at der stadig ikke er ret mange læsere, der har en sådan e-bog-læser.
I efteråret 2009 udkom Håndbog for karrierekvinder i 2. udgave. Teksten er selvfølgelig opdateret, og den er også blevet 20 % længere. Men rådene er faktisk de samme.
I forbindelse med, at World Economic Forum har haft kvindelige ledere — eller rettere den sørgelige mangel på dem — på programmet i Davos, har Berlingske Tidende bragt omtale af nogle af rådene i Håndbog for karrierekvinder.
Respekter hierarkiet er et af de i alt tolv råd, som bliver omtalt. De andre er Æd chefens urimeligheder, Fat sportssproget, Undgå faldgruberne ved jobsamtalen, Glem din pigeopdragelse, Nævn aldrig din vægt, Undgå at lære hvordan kaffemaskinen fungerer, Klæd dig til rollen, Sig aldrig chefen imod i andres nærvær, Skaf dig et netværk, Få mere i løn, samt Drop den hellige moderrolle.
Rådene er selvfølgelig genfortalt med en vis journalistisk frihed, og det kan være vanskeligt at lade den bagvedliggende logik folde sig fuldt ud på så kort plads, som der her har været. Det kan gøre nogle af rådene lidt vel korte og dermed ikke så let tilgængelige for alle læsere, hvad nogle af kommentarerne i kommentarfeltet på indledningsartiklens hjemmeside da også viser. Ikke desto mindre må jeg sige, at ånden i rådene er fanget udmærket i genfortællingen. Men altså — det er bedst at læse bogen selv, hvis man virkelig ønsker at forstå rådene fuldt og helt!
For eventuelle norske læsere kan rådene findes bearbejdet og oversat til norsk i både en længere og en meget kort version.
Bogen kan fås gennem DJØFs Forlag.
I den kommende weekend er det Bogforum, hvis der var nogen, der skulle have overset det. Jeg skal optræde kl. 13.30 på Lindhardt & Ringhofs stand. Jeg bliver interviewet om “Stein og drømmefabrikken”. Ja, tænk, nu er det snart et år siden, den historie begyndte i den store offentlighed!
Finn Nørbygaard har været ude i den danske verdenspresse og fortælle om, hvordan han må gå fra hus og hjem — og alt sammen skyldes det to katastrofer, som han har været udsat for, nemlig 1) Stein Baggers svindelnummer i IT Factory og 2) finanskrisen, som har kostet ham et ikke nærmere angivet beløb, men dog mindst hans opsparede formue på 37 millioner kroner.
Samtidig fastholder han, at han udtrykkeligt har bedt sin investeringsrådgiver i Danske Bank om at investere med “livrem og seler” — og indrømmer i samme åndedrag at have godkendt, at banken gearede hans investeringer!
Alt dette blev udbasuneret under overskriften: “Finn taler ud” — nu skulle kortene på bordet, nu skulle han ikke længere tale udenom. Ikke desto mindre er det ikke det, der er sket. Nej, der er ikke rigtig kommet nogle kort på bordet, og han taler stadig udenom.
I min bog “Stein og drømmefabrikken” skrev jeg følgende i afsnittet “Vindere og tabere”:
Hovedaktionæren i IT Factory, JMI Invest, var også, rent økonomisk, en vinder. Afkastet af den investerede kapital var tilsyneladende ufattelig højt. De sidste to år før konkursen blev der udloddet henholdsvis 30 millioner og 18 millioner kroner til aktionærerne. JMI Invest har modtaget halvdelen af dette beløb. Det har langt oversteget det oprindeligt investerede beløb.
(…)
Kan man tale om et tab for investorerne i det ’nye’ IT Factory fra 2003 – JMI Invest A/S, Agios United SA og Sølco ApS? Eller kan man kun tale om ”skuffede forventninger”?
Et egentligt tab må altid måles i forhold til initialinvesteringen. Man kan altså ikke sige at penge, der har været ”vundet” i form af en (fiktiv) høj værdi, udgør et tab. Undervejs har der ganske vist været tale om helt forbløffende gode afkast på investeringen. Mistænkeligt gode afkast, men at de var mistænkelige hører ikke ind her.
Hvor mange penge har der egentlig været investeret i IT Factory? Tilbage i 2003, efter det tidligere IT Factorys konkurs, blev de aktiver, der skulle videre i det nye IT Factory købt for 2 millioner kr. kontant plus et gældsbrev på 2 millioner kr. til Amagerbanken. Siden hen har det været nødvendigt for investorerne at skyde ekstra 12,5 millioner kr. ind i 2005.
Hvis initialinvesteringen plus de ekstra penge, der efterfølgende er skudt ind, overstiger udlodningen af udbytte, så er der selvfølgelig tale om et tab. Men det har der ikke været tale om for IT Factorys vedkommende. Tværtimod har der været udbetalt flotte udbytter.
(…)
Det samme gælder for Finn Nørbygaard. Heller ikke han kan sige, at Stein Bagger direkte har kostet ham penge. At Finn Nørbygaard, som er aktionær i JMI Invest, hvor det gennem investeringen i IT Factory med den fiktive værdiansættelse har set ud til at gå fabelagtigt godt, derefter går ud og investerer en masse lånte penge i aktier, som efterfølgende falder dramatisk i værdi, betyder ikke, at han har tabt penge i IT Factory. Nej, han har tabt penge på sine indkøbte aktier. Hvis de var steget i værdi i den mellemliggende tid, havde han jo vundet penge. Det er med andre ord den dårlige bankrådgivnings og finanskrisens skyld.
Alligevel kan man jo sådan set godt forstå, hvis Finn Nørbygaard skulle være en bitter mand. Han har helt klart været udsat for skuffede forventninger i denne sag. Da IT Factory ultimo 2007 blev værdiansat med henblik på et salg, lød investeringsbankens værdiansættelse på 8 milliarder kroner. Den potentielle køber, General Atlantic, kom i foråret 2008 med et købstilbud, der svarede til en samlet værdiansættelse af IT Factory på ca. 6 milliarder kroner. Finn Nørbygaards andel af IT Factory ville dermed være 525 millioner værd ved en værdiansættelse på 6 mia., og andelen havde været 700 millioner kroner værd ved en værdiansættelse på 8 mia. kroner. Det er ikke sjovt at vågne op til en erkendelse af, at der bare var tale om en drøm.
Det ovenstående holder stadig. Det eneste nye, der er kommet frem, er, at Finn Nørbygaard fastholder, at aktionærerne i JMI Invest ikke så noget til det udbytte, som JMI Invest fik udbetalt fra IT Factory. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom stort set alle de andre selskaber, som JMI Invest havde investeret i, var mere eller mindre nødlidende — med Fullrate som en undtagelse.
Havde Stein Bagger ikke begået sit svindelnummer, ville JMI Invest blot være enten gået konkurs eller måtte have yderligere kapitalindsprøjtning langt tidligere.
Man kan beskylde Stein Bagger for meget, men man kan ikke beskylde ham for at have kostet Finn Nørbygaard penge. Ikke direkte. Læg mærke til, at de to andre investorer i JMI Invest (idet vi lige ser bort fra særtilfældet Asger Jensby) Peter Sølbeck og Tom Matthiesen tilsyneladende ikke er kommet ud i samme økonomiske uføre som Finn Nørbygaard. Dette på trods af, at Peter Sølbeck havde et direkte tab på IT Factory, eftersom han ejede 5 % af aktierne. Aktier, som han i dyre domme havde købt af Agios United.
Hvorfor kan Finn Nørbygaard så få lov til at slippe af sted med at sige, at han løb ind i to katastrofer, hvoraf den ene er Stein Bagger?
Måske fordi de pågældende journalister ikke har sat sig ind i sagen. En velkommen undtagelse herfra er interviewet i epn.dk. Men selv her bliver der ikke fulgt op på Finn Nørbygaards udsagn om, at hele udbyttet fra IT Factory blev reinvesteret. Derfor er det jo stadig penge!
Der er desuden også forholdet med de bristede forventninger. Selv om Finn Nørbygaard ikke kan siges at have haft et tab på IT Factory (men måske nok et tab på den oprindelige investering i JMI Invest), så kan man sige, at Stein Baggers svindelnummer har haft en afledt effekt. Hvis man tror, at man har udsigt til at få en masse penge, så bliver ens adfærd formentlig en hel del mindre risikoavers. Kort sagt kunne Finn Nørbygaard godt overbevise mig om, at fordi han troede, at han havde udsigt til en formue gennem JMI Invests investering i IT Factory, så blev han pludselig vældig kåd og måske lidt selvovervurderende og dermed meget risikovillig med sine ‘egne’ penge. De penge, som han faktisk havde råderet over.
Det ville jeg være parat til at tro på. Og på den måde kunne han siges at være et indirekte offer for Stein Baggers svindelnummer.
Men det er ikke det, han står frem og siger. Tværtimod siger han, at han gik til Danske Bank og bad dem om at investere med livrem og seler. Det har de så tydeligvis ikke gjort, men det er vanskeligt at tro på, at han faktisk har givet dem denne besked.
Selv om man ikke har den mindste smule forstand på aktier, så ved man, at hvis man skal investere “med livrem og seler”, så skal minimum to ting være opfyldt:
1) Man skal ikke kun vælge én investeringsudbyder (og man skal slet ikke lægge alle sine æg i én kurv)
2) Man skal ikke investere mere, end man kan tåle at tabe (man skal holde sig langt fra at geare sine investeringer)
Det er ligesom ikke det billede, der tegner sig af investoren Finn Nørbygaard, vel?
Så hvad mon han har gang i? Er han ved at tegne et billede af den stakkels småopsparer, der er blevet snydt af store stygge Danske Bank (lidt ligesom i Roskilde Bank)? Er der et sagsanlæg på vej? Så ville han vel ikke have brugt så meget tid på at nå frem til en ordning med banken. Eller er han ude på at skabe positiv stemning og interesse, så folk vil myldre ind og se hans nye show? For god reklame, det har han da fået! Ikke alle debattører på Dorte Tofts blog finder det lige smagfuldt. Men derfor kan det jo godt være effektivt.