Finn Nørbygaards økonomiske problemer

17 aug

Finn Nørbygaard har været ude i den danske verdenspresse og fortælle om, hvordan han må gå fra hus og hjem — og alt sammen skyldes det to katastrofer, som han har været udsat for, nemlig 1) Stein Baggers svindelnummer i IT Factory og 2) finanskrisen, som har kostet ham et ikke nærmere angivet beløb, men dog mindst hans opsparede formue på 37 millioner kroner.

Samtidig fastholder han, at han udtrykkeligt har bedt sin investeringsrådgiver i Danske Bank om at investere med “livrem og seler” — og indrømmer i samme åndedrag at have godkendt, at banken gearede hans investeringer!

Alt dette blev udbasuneret under overskriften: “Finn taler ud” — nu skulle kortene på bordet, nu skulle han ikke længere tale udenom. Ikke desto mindre er det ikke det, der er sket. Nej, der er ikke rigtig kommet nogle kort på bordet, og han taler stadig udenom.

I min bog “Stein og drømmefabrikken” skrev jeg følgende i afsnittet “Vindere og tabere”:

Hovedaktionæren i IT Factory, JMI Invest, var også, rent økonomisk, en vinder. Afkastet af den investerede kapital var tilsyneladende ufattelig højt. De sidste to år før konkursen blev der udloddet henholdsvis 30 millioner og 18 millioner kroner til aktionærerne. JMI Invest har modtaget halvdelen af dette beløb. Det har langt oversteget det oprindeligt investerede beløb.
(…)

Kan man tale om et tab for investorerne i det ’nye’ IT Factory fra 2003 – JMI Invest A/S, Agios United SA og Sølco ApS? Eller kan man kun tale om ”skuffede forventninger”?
Et egentligt tab må altid måles i forhold til initialinvesteringen. Man kan altså ikke sige at penge, der har været ”vundet” i form af en (fiktiv) høj værdi, udgør et tab. Undervejs har der ganske vist været tale om helt forbløffende gode afkast på investeringen. Mistænkeligt gode afkast, men at de var mistænkelige hører ikke ind her.
Hvor mange penge har der egentlig været investeret i IT Factory? Tilbage i 2003, efter det tidligere IT Factorys konkurs, blev de aktiver, der skulle videre i det nye IT Factory købt for 2 millioner kr. kontant plus et gældsbrev på 2 millioner kr. til Amagerbanken. Siden hen har det været nødvendigt for investorerne at skyde ekstra 12,5 millioner kr. ind i 2005.
Hvis initialinvesteringen plus de ekstra penge, der efterfølgende er skudt ind, overstiger udlodningen af udbytte, så er der selvfølgelig tale om et tab. Men det har der ikke været tale om for IT Factorys vedkommende. Tværtimod har der været udbetalt flotte udbytter.
(…)
Det samme gælder for Finn Nørbygaard. Heller ikke han kan sige, at Stein Bagger direkte har kostet ham penge. At Finn Nørbygaard, som er aktionær i JMI Invest, hvor det gennem investeringen i IT Factory med den fiktive værdiansættelse har set ud til at gå fabelagtigt godt, derefter går ud og investerer en masse lånte penge i aktier, som efterfølgende falder dramatisk i værdi, betyder ikke, at han har tabt penge i IT Factory. Nej, han har tabt penge på sine indkøbte aktier. Hvis de var steget i værdi i den mellemliggende tid, havde han jo vundet penge. Det er med andre ord den dårlige bankrådgivnings og finanskrisens skyld.
Alligevel kan man jo sådan set godt forstå, hvis Finn Nørbygaard skulle være en bitter mand. Han har helt klart været udsat for skuffede forventninger i denne sag. Da IT Factory ultimo 2007 blev værdiansat med henblik på et salg, lød investeringsbankens værdiansættelse på 8 milliarder kroner. Den potentielle køber, General Atlantic, kom i foråret 2008 med et købstilbud, der svarede til en samlet værdiansættelse af IT Factory på ca. 6 milliarder kroner. Finn Nørbygaards andel af IT Factory ville dermed være 525 millioner værd ved en værdiansættelse på 6 mia., og andelen havde været 700 millioner kroner værd ved en værdiansættelse på 8 mia. kroner. Det er ikke sjovt at vågne op til en erkendelse af, at der bare var tale om en drøm.

Det ovenstående holder stadig. Det eneste nye, der er kommet frem, er, at Finn Nørbygaard fastholder, at aktionærerne i JMI Invest ikke så noget til det udbytte, som JMI Invest fik udbetalt fra IT Factory. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom stort set alle de andre selskaber, som JMI Invest havde investeret i, var mere eller mindre nødlidende — med Fullrate som en undtagelse.

Havde Stein Bagger ikke begået sit svindelnummer, ville JMI Invest blot være enten gået konkurs eller måtte have yderligere kapitalindsprøjtning langt tidligere.

Man kan beskylde Stein Bagger for meget, men man kan ikke beskylde ham for at have kostet Finn Nørbygaard penge. Ikke direkte. Læg mærke til, at de to andre investorer i JMI Invest (idet vi lige ser bort fra særtilfældet Asger Jensby) Peter Sølbeck og Tom Matthiesen tilsyneladende ikke er kommet ud i samme økonomiske uføre som Finn Nørbygaard. Dette på trods af, at Peter Sølbeck havde et direkte tab på IT Factory, eftersom han ejede 5 % af aktierne. Aktier, som han i dyre domme havde købt af Agios United.

Hvorfor kan Finn Nørbygaard så få lov til at slippe af sted med at sige, at han løb ind i to katastrofer, hvoraf den ene er Stein Bagger?

Måske fordi de pågældende journalister ikke har sat sig ind i sagen. En velkommen undtagelse herfra er interviewet i epn.dk. Men selv her bliver der ikke fulgt op på Finn Nørbygaards udsagn om, at hele udbyttet fra IT Factory blev reinvesteret. Derfor er det jo stadig penge!

Der er desuden også forholdet med de bristede forventninger. Selv om Finn Nørbygaard ikke kan siges at have haft et tab på IT Factory (men måske nok et tab på den oprindelige investering i JMI Invest), så kan man sige, at Stein Baggers svindelnummer har haft en afledt effekt. Hvis man tror, at man har udsigt til at få en masse penge, så bliver ens adfærd formentlig en hel del mindre risikoavers. Kort sagt kunne Finn Nørbygaard godt overbevise mig om, at fordi han troede, at han havde udsigt til en formue gennem JMI Invests investering i IT Factory, så blev han pludselig vældig kåd og måske lidt selvovervurderende og dermed meget risikovillig med sine ‘egne’ penge. De penge, som han faktisk havde råderet over.

Det ville jeg være parat til at tro på. Og på den måde kunne han siges at være et indirekte offer for Stein Baggers svindelnummer.

Men det er ikke det, han står frem og siger. Tværtimod siger han, at han gik til Danske Bank og bad dem om at investere med livrem og seler. Det har de så tydeligvis ikke gjort, men det er vanskeligt at tro på, at han faktisk har givet dem denne besked.

Selv om man ikke har den mindste smule forstand på aktier, så ved man, at hvis man skal investere “med livrem og seler”, så skal minimum to ting være opfyldt:

1) Man skal ikke kun vælge én investeringsudbyder (og man skal slet ikke lægge alle sine æg i én kurv)
2) Man skal ikke investere mere, end man kan tåle at tabe (man skal holde sig langt fra at geare sine investeringer)

Det er ligesom ikke det billede, der tegner sig af investoren Finn Nørbygaard, vel?

Så hvad mon han har gang i? Er han ved at tegne et billede af den stakkels småopsparer, der er blevet snydt af store stygge Danske Bank (lidt ligesom i Roskilde Bank)? Er der et sagsanlæg på vej? Så ville han vel ikke have brugt så meget tid på at nå frem til en ordning med banken. Eller er han ude på at skabe positiv stemning og interesse, så folk vil myldre ind og se hans nye show? For god reklame, det har han da fået! Ikke alle debattører på Dorte Tofts blog finder det lige smagfuldt. Men derfor kan det jo godt være effektivt.

Irakerne og den danske medfølelse

15 aug

Da nyheden om politiets rydning af Brorson-kirken for de irakere, der siden maj havde opholdt sig i kirken i håb om at få omstødt beslutningen om deres hjemsendelse, havde bredt sig, blev der straks livlig aktivitet blandt mine Facebook-venner. Der blev indkaldt til demonstration, og der blev råbt på anstændighed, og der blev ytret mishag med politiets brug af knipler. Blandt disse mine Facebook-venner var den gængse opfattelse tydeligvis, at kun, hvis man var modstander af rydningen af kirken, kunne man påberåbe sig at være medmenneskelig og have medfølelse. Dem, der mente noget andet, var påfaldende tavse. De var det tavse flertal. Men nu er jeg træt af at være det tavse flertal. Og jeg er faktisk ret irriteret over, at der tilsyneladende kun er én mening, man kan tillade sig at have, hvis man er ‘god’ og medmenneskelig.

Jeg har hele tiden ment, at irakernes ophold i kirken var halsløs gerning. (Man kan ikke kalde det en besættelse af kirken, eftersom menighedsrådet gav deres tilladelse til opholdet.) Tilfældigvis var jeg i Aftenshowet samme aften, som præsten fra Brorsons Kirke var derinde for at fortælle om menighedsrådets beslutning, og det var vanskeligt for mig at tilbageholde spørgsmålet: “Hvad er exit-strategien?” Det burde være klart — syntes jeg i hvert fald — at tiden ikke var inde til særlovgivning. Sporene efter palæstinenser-loven skræmmer. Ikke desto mindre må det være denne gamle særlov, som irakernes rådgivere har ladet sig inspirere af i denne aktion. Men visse ting kan ikke gentages. Derfor var lige præcis denne aktion halsløs gerning, hvis formålet var at ‘redde’ netop denne gruppe af irakere. Men hvis formålet alene var medieopmærksomhed, så var det selvfølgelig ikke halsløs gerning. Nej, så må aktionen vist kaldes en succes.

En del af dette mediestunt har været, at der var tale om ophold i en kirke. Kirken og dens fredhellighed skulle sikre en særlig beskyttelse. Men hvor absurd er det lige! Skulle en gemen indbrudstyv eller overfaldsmand kunne løbe ind i en kirke og påberåbe sig fredhellighed og dermed være uden for lovens lange arm? Der er ganske vist noget særligt ved en kirke. Hvis gruppen af irakere i stedet havde opholdt sig i et privat hjem, ville der ikke være gået tre måneder, før politiet havde hentet dem ud. Men at tro, at kirkefreden ikke kan brydes, er selvfølgelig en absurd fejlopfattelse. En kirke er i princippet som alle andre offentlige rum i denne sammenhæng. Hvis irakerne har troet anderledes, må der være nogle, der har vildledt dem.

Denne gruppe af irakere har forståeligt nok været desperate og derfor parate til at gribe ethvert halmstrå. De har også udvist handlekraft, og efter min mening må man have respekt for folk, der prøver at tage skæbnen i egen hånd. Problemet er bare, at den tænkning kan man ikke bruge i en retsstat. Lighed for loven indebærer, at den, der ikke er i stand til at handle og forbedre sin stilling, ikke skal være dårligere stillet end den, der kan råbe højt og påberåbe sig mediers og befolkningens interesse. Kort sagt: Hvorfor er det lige denne gruppe, vi skal have medfølelse med og udvise medmenneskelighed overfor? Hvad med alle de andre? Hvad med alle dem, der også har fået nægtet asyl, men som ikke har forsøgt at gå til drastiske skridt for at få afgørelsen omstødt? Hvis vi ikke kan stole på Flygtningenævnets afgørelse i denne sag, hvordan kan vi så stole på deres afgørelser i alle de andre sager? For det skal vel ikke være op til en folkedomstol at afgøre hvert enkelt tilfælde?

Det kan meget vel være, at loven skal ændres. Det kan meget vel være, at Flygtningenævnets afgørelsespraksis er for restriktiv. Men så er det der, der skal sættes ind.

Der er adskillige personer både blandt mine Facebook-venner og blandt kommentatorer, der mener, at vi som danskere bør ‘skamme os’ over denne sag. Men ville der ærligt talt ikke først være virkelig grund til at skamme sig, hvis man som stat lod følelserne styre, hvem der blev givet asyl, og hvem der ikke blev givet asyl? Medmindre, selvfølgelig, at man som stat giver alle, der beder om det, asyl. Det ville være en løsning, som ikke medførte forskelsbehandling.

Også selve politiaktionen har givet anledning til kritik. Ja, der er gudhjælpemig folk, der har kritiseret, at politiaktionen foregik om natten! Skulle det måske være mere hensigtsmæssigt, at det foregik om dagen? Så ville der da virkelig kunne blive ballade!

Ligeledes er politiets temmelig livlige brug af knipler blevet kritiseret. Kønt ser det heller ikke ud, når kampklædt politi uddeler knippelsuppe. Men spørgsmålet er: Hvad er alternativet? Skulle de have brugt tåregas og vandkanoner? Eller skulle de have brugt skarpladte skydevåben? Næppe, vel? Så er knipler nok at foretrække. Og ja, selv om folk sidder ned, så kan det være nødvendigt at trække kniplen frem, hvis de ikke har tænkt sig at flytte sig. Der er jo ikke tale om, at disse personer var uskyldige tilskuere, der sad på en bænk på afstand og betragtede optøjerne. Nej, der var tale om aktivister, der forsøgte at forhindre politiet i at udføre den opgave, som politiet havde fået.

Faktisk er det på mange måder prisværdigt, at aktivisterne føler så stærkt for deres sag, at de også rent fysisk vil ofre sig for sagen. Men det ville klæde dem bedre, hvis de ikke efterfølgende klynkede over politiets behandling af dem. Hvor er det heroiske i det? If you put yourself in harm’s way, don’t be surprised if you’re harmed. Mindst en af aktivisterne vil nu klage over politiet. På TV2 News hørte jeg intervieweren spørge hende: “Men blev I ikke bedt om at flytte jer?” “Jo,” måtte hun indrømme, men hun havde ikke regnet med, at politiet ville bruge knipler. Hun havde forventet, at de ville slæbe eller bære hende væk … Ak ja.

Lederne i aviserne er, som man kunne forvente. I Politiken er holdningen, at der er tale om gennemført brutalitet fra politiets side. Tjaeh … I Berlingeren er holdningen, at der var tale om en helt igennem legitim politiaktion. Den eneste, der måske overrasker — positivt — er lederen i BT.

Kynisme er endnu et begreb, der er blevet slynget rundt i denne debat, ikke mindst på Facebook. Jeg mener også, der er tale om uhyggelig meget kynisme i denne sag. Men jeg synes, kynismen først og fremmest er at finde på den side, der ellers påberåber sig medmenneskelighed. For det første er det udtryk for kynisme, når irakernes rådgivere har givet irakerne et falsk håb og støttet og opmuntret aktionen for herigennem at kunne bruge deres sag i et stort mediestunt. Måske havde irakerne ikke noget at tabe, men derfor er det kynisk alligevel. Men endnu mere kynisk er det, at visse kommentatorer tilsyneladende håber, at irakerne går en frygtelig skæbne i møde — blot for hermed at kunne ‘bevise’, at Flygtningenævnets afgørelse var forkert.

Lad os håbe, at Flygtningenævnets afgørelse er den rigtige. For irakernes skyld.

Foredrag om “Psykopater i jakkesæt”

12 aug

Jeg bliver indimellem spurgt, om jeg ikke kan offentliggøre, hvornår jeg holder foredrag, der er offentligt tilgængelige.

Således opmuntret kan jeg oplyse, at jeg skal holde foredrag på efterårets psykiatriuge den 7. oktober på Herlev Hospital med titlen “Psykopaten i jakkesæt – eksemplificeret ud fra bogen Stein og drømmefabrikken”, og ja, det er mig, selv om mit navn er angivet som “Susanne”. Entré: 250 kr., men så er det også for hele dagen.

I Gilleleje holder jeg foredrag med titlen “Psykopaterne omkring os” den 12. november 2009. Det er klokken 19-21, og entreen er 125 kroner.

Med samme titel, “Psykopaterne omkring os”, holder jeg foredrag i Roskilde den 24. november 2009 klokken 19. Entreen er 50 kroner.

To dage i retten med Stein Bagger & cirkus

12 jun

Der var sat tre dage af til retssagen mod Stein Bagger, men der var kun brug for de to. Faktisk afsluttede dommeren retsmødet allerede efter halvanden dag, nemlig lidt over klokken 12 på dag nummer 2. På det tidspunkt skulle der ellers have været frokostpause, men i stedet kunne tilhørerne gå hjem og vente på domsafsigelsen.

Også dag nummer 2 i retten var en spændende oplevelse. Dertil kom, at det altid er en fornøjelse at se dygtige fagfolk i funktion. Nu har jeg selv været domsmand i en årrække i både Københavns Byret og Retten på Frederiksberg, og jeg kan garantere, at det hører til de absolutte sjældenheder — jeg har aldrig prøvet det før! — at møde så kvalificerede folk på alle sider i retten. Det gælder for såvel dommer som for anklager og forsvarer.

Dommeren indledte dagens retsmøde med at erklære, at der var tale om en jubilæumsdag. Det vakte ikke umiddelbart genklang hos tilhørerne. Så uddybede han bemærkningen: “Det er i dag 10 år siden, Bjørn Stiedl blev dømt i København Byret. En sag, som mange vil mene, har en vis relevans for denne sag.” Så vendte han sig mod anklageren: “Har I snart fået sat ham i fængsel?”

Anklageren svarede: “Det kan ikke vare længe.”

Så var tonen slået an, og derefter gik anklageren over til sin procedure.

Dag nummer 2 gav svar på det spørgsmål, som jeg stillede i et tidligere indlæg. Hvorfor holdt Stein Bagger hånden over sine tilsyneladende medskyldige?

Forklaringen var formentligt tofold: Nemlig både af hensyn til strafudmålingen og af hensyn til konfiskationsbeløbets størrelse.

Det forholder sig sådan, at det regnes for en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse udføres i samarbejde med medgerningsmænd. Derfor procederede forsvareren for, at Stein Bagger havde udført sine forbrydelser alene, og at den skærpende omstændighed dermed ikke kunne tages i betragtning ved strafudmålingen. Forsvareren kunne dog ikke helt komme udenom den del af forbrydelsen, der handler om returkommissionen, men den mente han kun kunne fastsættes til 40 millioner kroner. Den store svindelsag var udført af Stein Bagger alene.

Også med hensyn til konfiskationsbeløbet har det en betydning, om Stein Bagger og Mikael Ljungman var fælles om forbrydelsen eller ej. Anklageren har krævet et beløb på 220 millioner kroner konfiskeret hos Stein Bagger. Anklagerens argument for dette beløb er, at det er det beløb, der bliver tilbage af den samlede svindlede sum efter at have fraregnet de penge, som blev brugt til at holde Potemkin-kulissen IT Factory kørende. Selv om 140 millioner kroner af disse penge er havnet hos Mikael Ljungman, og andre ikke kan redegøres for, stammer de fra den samme forbrydelse, og uanset hvem der er endt med at have rovet, må beløbet kunne konfiskeres hos Stein Bagger.

Forsvareren, derimod, argumenterer for, at der kun skal konfiskeres et beløb på 13 millioner kroner, for Mikael Ljungman var ikke Stein Baggers medkumpan. Og de 13 millioner var det eneste, som Stein Bagger havde fået ud af det. (Hvordan forsvaret nåede frem til netop dette beløb blev ikke gennemgået i detaljer.)

Javist. Pludselig faldt det hele på plads. Men spørgsmålet er, om dommeren blev overbevist om, at Stein Bagger var helt alene om udførelsen og planlægningen af forbrydelsen, og at Mikael Ljungman intet vidste om, at der var tale om fupfakturaer før september 2008? I så fald vil dommeren være en af de få i retssalen, der troede på det.

Anklageren krævede, at paragraf 88, som i særligt alvorlige tilfælde kan lægge 50 % til straframmen, blev taget i anvendelse. Dette blev fulgt af dommeren, som til gengæld gav Stein Bagger betydelig rabat for sit samarbejde med politiet og sin medvirken til forbrydelsens opklaring. Summa summarum: 7 år til Stein Bagger. På mange måder var dommen lidt af et columbusæg, for på denne måde tog dommeren også hensyn til forsvarerens indvending om, at hvis straffen blev for hård, kunne man som forsvarer ikke tilråde en fremtidig klient at samarbejde med politiet.

Blandt fagfolk er der da tilsyneladende også enighed om, at Stein Bagger ikke kan tillade sig at være utilfreds med straffen. Selv hans forsvarer har givet udtryk for, at 7 år var, hvad man kunne forvente. Men derfor er det vel altid lidt af et chok, når det går op for én, at nu er det virkelighed.

Nu starter så hele “hvad-kan-vi-lære-af-det” trummerummen. I Berlingske Tidende bliver læren, at markedsøkonomien fungerer. Det er ikke helt klart, hvordan der kommes frem til denne konklusion. Ikke at jeg mener, at man kan drage den modsatte — men hvordan kom markedsøkonomien ind i det?

Med Stein Bagger i retten

10 jun

Onsdag den 10. juni 2009 startede straffesagen mod Stein Bagger ved Retten i Lyngby. Fordi den blev kørt som en tilståelsessag, var der forskellige juridiske spidsfindigheder – fx var det ikke et anklageskrift, men en retsmødebegæring, der blev gennemgået af anklageren, og Stein Bagger gik først fra at være sigtet til at være tiltalt, da retsmødet sluttede.

Men det er selvfølgelig ikke hovedsagen! Retsmødet var yderst godt besøgt, og jeg kunne genkende — og fik hilst på — flere forfattere til de andre fem IT Factory-bøger. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom alle de andre forfattere er journalister. Ikke desto mindre så vi alle frem til at få svar på nogle af mange, mange ubesvarede spørgsmål.

Fik vi så det? Som forventeligt blev der også rejst nye, interessante spørgsmål. Ikke mindst om Mikael Ljungmans rolle i det store leasingcirkus og om, hvad det mere præcist var for nogle personlige problemer, som efter Stein Baggers påstand var det drivende motiv i hans svindelnummer.

Der var også forhold, der blev sat på plads, selv om der egentlig ikke herskede tvivl om dem. Som svar på forsvarerens spørgsmål om Stein Baggers uddannelse, sagde han: “Ja, det har der jo været meget strid om” og endte med at angive “erhvervspraktikant i SØK i seks måneder” som sin samlede uddannelsesbaggrund. Det fik selv anklageren til at trække på smilebåndet.

Asger Jensbys rolle i sagen har været et debatteret emne. Var han offer, medskyldig eller nyttig idiot? I “Stein og drømmefabrikken” har jeg klart lagt an til, at hans rolle var en variant over den nyttige idiot, nemlig den grådige, nyttige idiot — han holdt sig i “forsætlig god tro”, fordi han ikke havde råd til andet. I “Stein og drømmefabrikken” stillede jeg også et interimistisk regnestykke op for, hvor meget Asger Jensby havde tjent på IT Factory. Stein Bagger tilbød at opstille sit regnestykke over Asger Jensbys fortjeneste ved at være medinvestor i IT Factory, men desværre lod dommeren ham ikke nævne summen. Ikke fordi det nødvendigvis ville være det rigtige tal — Stein Bagger kan næppe forventes at være et sandhedsvidne! — men derfor havde det været interessant at høre alligevel.

Retsmødet i dag bekræftede, at Asger Jensby havde haft den grådige, nyttige idiots rolle og havde holdt sig i forsætlig god tro. Samtidig blev det også bekræftet, at han konstant var i pengeproblemer, og hele tiden skulle have udbetalt conto udbytte, lån, mv. — for slet ikke at snakke om cykelholdet, som også var Asger Jensbys ide. Stein Bagger erkendte at have forfalsket Asger Jensbys underskrifter på alle de falske leasingkontrakter. Ikke at jeg på noget tidspunkt havde været i tvivl om dette, men at nogle muligvis kunne være i tvivl, har åbenbart bekymret Asger Jensby selv. I hvert fald giver han i Børsen udtryk for lettelse over denne indrømmelse fra Stein Baggers side.

Men nu til nogle af de nye, interessante spørgsmål: Hvorfor holder Stein Bagger hånden over både sine norske kumpaner og sin særlige partner-in-crime, Mikael Ljungman? Hvad nordmændene fra A-Vision angår, påstod Stein Bagger, at de intet vidste om, at der var tale om ikke-eksisterende varer på de fakturaer, som de fik et par procent i provision for at ekspedere for Stein Bagger. Nu er der jo næppe nogen, der har noget imod at få lidt lettjente penge, men vil man ikke undre sig, hvis man får sådan et tilbud? Kunne man ikke tro, man var ude i noget Nigeria-brev-agtigt? Medmindre man altså fik forklaret, at der var tale om ren og skær fusk — og at man ikke selv var offeret for svindelnummeret. Men Stein Bagger fastholdt på trods af anklagerens boren i sagen hans partneres uvidenhed om det fiktive i handlen.

Nok så interessant er Mikael Ljungmans rolle. Stein Bagger forklarede i retten, at han havde mødt Mikael Ljungman på en IBM-messe i Stockholm — en af den slags messer, hvor man skal møde potentielle samarbejdspartnere, og som IBM derfor kalder “speed-dating”. Det var i foråret 2007. Han holdt sit første møde med Mikael Ljungman i lufthavnen, og allerede her blev de åbenbart enige om at “arbejde” sammen. Men hvordan? Hvordan bryder man lige isen med en person, man møder til en messe, og får spurgt, om han vil være med til at svindle i stor stil og derefter dele i porten? Kræver det ikke, at man kan lugte en potentiel svindler langt væk for at kunne genkende en, når man ser ham? Eller kræver det en introduktionsskrivelse? Fælles bekendte? Gode referencer? Og hvem af de to kom først frem med forslaget? Se, det fik vi ikke svar på.

Nok så interessant var det, at Stein Bagger hævdede, at selv om Mikael Ljungman var klar over, at der var tale om “åbenlys svindel” for så vidt angik “kickback”-delen (eller returkommissionsdelen, som det hedder på dansk), så hævdede Stein Bagger videre, at dette var alt, som Mikael Ljungman kendte til– og at Stein Bagger først i september 2008 fik forklaret Mikael Ljungman, at de fakturaer, der røg rundt mellem IT Factory, diverse leasingselskaber og bl.a. Mikael Ljungmans firma, Xiop AB, dækkede over ikke-eksisterende varer. Når han forklarede ham det, var det, fordi Mikael Ljungman ikke betalte de forfaldne fakturaer, og det ville Stein Bagger jo meget gerne have ham til, eftersom han var i store likviditetsproblemer pga. Asger Jensbys pengekrav og cykelholdet og meget andet.

Det virker helt usandsynligt, at Mikael Ljungman skulle være uvidende om leasingscirkusets eksistens. Og hvis det ikke passer — hvad er så Stein Baggers motiv for at holde hånden over Mikael Ljungman, således at kan fremstå, som om han “kun” har været involveret i den mindre “kickback”-del og ikke i det store leasingcirkus?

Se, det var et af de nye, store spørgsmål, der blev rejst på retssagens første dag!

Når resultatet skal fortolkes

1 jun

Om en uge ved vi, hvordan resultatet af afstemningen om ændringen af tronfølgeloven falder ud. Men uanset om ændringen bliver vedtaget eller ej, vil vælgernes adfærd skulle fortolkes igen og igen af diverse kommentatorer og Kloge-Åger.

Lad os derfor se på, hvordan hhv. ja, nej og de blanke stemmer kan fortolkes:

NEJ stemmer man, hvis man

– er imod monarkiet, selv om man egentlig er for ligestilling.
– er imod både monarki og ligestilling.
– er traditionel royalist, som mener, at mænd er bedre end kvinder til at være monarker.
– er sur over, at ikke hele grundloven bliver moderniseret
– er vred over Statsministeriets tendentiøse kampagne
– finder at hele spørgsmålet er irrelevant pt. og bør afvente et senere tidspunkt

BLANKT (eller UGYLDIGT) stemmer man, hvis man

– er imod monarkiet, og ikke kan få sig selv til at stemme mod ligestilling
– er ligeglad
– mener, at spørgsmålet bør afvente et senere, mere relevant tidspunkt

JA stemmer man, hvis man

– er imod monarkiet, men synes, at der bør være ligestilling, når monarkiet nu engang er der.
– er for monarkiet og synes, det skal moderniseres

Det er bare stemmerne. Dertil kommer så fortolkningen af fx statsministerens indsats. Det skal nok blive vældig underholdende!

Og nu er de politiske kommentatorer osv. begyndt at udlægge teksten. Fx i Politikens leder, hvor det mere end antydes, at et nej til ændring af tronfølgeloven vil blive udlagt som om, at danske vælgere ikke går ind for ligestilling. Stop lige nu! Det er lige præcis ikke den eneste fortolkning!

Heldigvis har Berlingske en god gennemgang af vælgernes grunde til at stemme nej.

Derfor stemmer jeg nej til ændring af tronfølgeloven

30 maj

Jeg er feminist. Min datter er feminist. Vi stemmer begge nej til ændring af tronfølgeloven den 7. juni. Ja, det føles lidt underligt at skulle stemme nej til et forslag, der på papiret fremmer ligestilling mellem kønnene, for ligestilling mellem kønnene er noget, som både min datter og jeg går ind for. Vi går bare endnu mere ind for ligestilling mellem mennesker. Vi går ind for, at man ikke kan fødes eller giftes til visse rettigheder, som er hævet over andre menneskers rettigheder.

Selvfølgelig er der forskel på menneskers grundvilkår – nogle er så heldige at være født i et vestligt demokrati, andre er mindre heldige. Nogle er så heldige at være født af velhavende, velfungerende forældre – andre er mindre heldige. Intelligens og skønhed er heller ikke ligeligt fordelt. Men monarkiet som institution er blot ikke forfatningsmæssigt forældet og grundlæggende i total modstrid med det, vi ellers hylder, nemlig demokratiet – det er også en absurditet.

Det gør det ikke mindre absurd, at kongehuset ”fornyer” sig ved, at medlemmer af kongefamilien gang på gang gifter sig med borgerlige, som så pludseligt bliver ”kongelige” og dermed hævet over andre mennesker. Det er ikke at følge med tiden. Det er at udstille institutionens iboende absurditet.

At stemme for at modernisere en sådan forældet institution med såkaldt ligestilling er derfor med til at holde liv i en illusion om, at kongehuset kan følge med tiden. Men det kan ikke lade sig gøre, for kongehuset er ikke af tiden. Det er af en anden tid. En tid, vi ikke ønsker tilbage.

En tid, man stadig kan se direkte i vores grundlov, fx i § 13: ”Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.”

Kongen – eller dronningen – er ansvarsfri og hans/hendes person er fredhellig! Det giver mening, når det er monarken, der bestemmer. Men monarken kan ikke bestemme i et demokrati.

Der er modstrid mellem de to styreformer, og her har vi altså valgt demokratiet. Hvad skal vi så med en monark?

Nu er det ikke sådan, at jeg til daglig går og gør mig til af at være republikaner. At jeg er kommet ud af skabet er fremprovokeret af den forestående afstemning om pseudo-ligestilling.

Når jeg ikke almindeligvis skilter med at være republikaner, så er det ikke, fordi jeg er flov over det. Det er heller ikke, fordi det er en tabersag i Danmark.

Nej, det skyldes, at som republikaner bliver man ganske enkelt misforstået. Hvis jeg, som er dansker og har dansk indføds- og stemmeret, sidder i et selskab med andre danskere i Danmark, og jeg siger på dansk: ”Jeg er republikaner”, så vil resten af selskabet opfatte det, som om mit udsagn har noget med amerikansk indenrigspolitik at gøre. De vil af uransagelige grunde opfatte det, som om jeg på en eller anden måde har noget med det amerikanske republikanske parti at gøre. Mærkeligt nok, for hvis jeg havde sagt: ”Jeg er demokrat”, så ville de formentlig ikke opfatte det, som om at det havde noget med det amerikanske demokratiske parti at gøre.

Men det amerikanske republikanske parti har lige så lidt patent på begrebet republikaner, som det amerikanske demokratiske parti har på begrebet demokrat.

Endelig er der jo ikke meget informationsværdi i at sige ”Jeg er demokrat”. For hvem er ikke det? Derimod er der i princippet informationsværdi i at sige ”Jeg er republikaner”. Hvis det altså blev forstået sådan, som det skal forstås, nemlig at når en dansker er republikaner, betyder det, at man ønsker, at Danmark bliver en republik. Og ja, det indebærer, at kongehuset bliver afskaffet!

Når det endelig lykkes for mine omgivelser at forstå, at jeg ikke ønsker at bevare kongehuset, og altså ønsker at sætte kongefamilien fra bestillingen, så får jeg typisk følgende reaktioner:

Reaktion nr. 1: ”Synes du da ikke, dronningen gør det godt?”

Jo, jeg synes, dronningen gør det super. Jeg synes, at hun og resten af kongefamilien inklusive Prins Henrik og hundene og de små prinser alle sammen er aldeles super. Og flere af dem er også fotogene. Jeg synes bare ikke, de har nogen plads i et moderne samfund. Vi taler om et job og en funktion som helt principielt ikke bør udfyldes, og så er det sådan set ligegyldigt, hvorvidt den nuværende stillingsindehaver gør det godt eller skidt.

Reaktion nr. 2: ”Vil du da have en præsident?”

Nej, jeg vil ikke have en præsident. Det er en udbredt misforståelse, at man absolut skal have en præsident til at klippe snore over og modtage andre statsoverhoveder. Vi kan udmærket nøjes med statsministeren. Og hvis han eller hun ikke har tid til at klippe snore og døbe skibe og modtage buketter, så kan vi udnævne en minister til det. Så nej, jeg vil ikke have en præsident, og det er heller ikke nødvendigt, men skulle jeg komme i den situation, at valget stod mellem en monark og en præsident, så vil jeg da klart foretrække præsidenten.

Reaktion nr. 3: ”Det vil være dyrt at afskaffe kongehuset!”

Undskyld, men hvad har penge med det at gøre? Nu er jeg selv økonom, og hvis der er noget økonomer har respekt for, så er det penge. Men der er visse ting, der er hævet over smålige økonomiske hensyn, og det er fx spørgsmålet om, hvorvidt man skal have et monarki eller en republik. Det er ikke et spørgsmål, der er velegnet til at blive afgjort på basis af en investeringskalkule.

Når det er sagt, så må jeg sige, at forudsætningerne for påstanden om, at det skulle blive dyrt at afskaffe kongehuset, forekommer mig mere end luftige. Jeg har aldrig set regnestykket gjort op, men lad os da prøve:

På den ene side har vi de sparede udgifter til kongehuset. På den anden side har vi … ja, hvad har vi? Det er ikke ganske klart, men jeg har hørt fremført, at kongehusets afskaffelse vil medføre omkostninger til en præsident og reducerede turistindtægter.

Nu kan vi nok ikke spare alle pengene til kongehuset lige med det samme. Personligt går jeg ikke ind for, at kongefamilien skal af med hovedet eller landsforvises, så der bliver nogle overgangsomkostninger til en form for efterløn til kongefamilien, men på et tidspunkt vil de ophøre.

Så var der det med ”omkostningerne”. Omkostninger til en præsident skal kun afholdes, hvis man har en præsident. Og det er der ingen grund til at have. Med mindre man selvfølgelig synes, det vil være pengene værd med en præsident.

Hvordan så med de reducerede turistindtægter? Hvad mon de løber op i? Ja, jeg har endnu ikke set opgørelsen af præcist, hvor mange turister der kommer til Danmark alene, fordi Danmark er et monarki.

Nu skal det jo ikke komme an på pengene, men jeg vil vove den påstand, at tabet i form af indtægter fra turister, som udelukkende kommer til Danmark, fordi Danmark er et monarki, er af så beskeden størrelse, at det sikkert kan dækkes ved en indsamling blandt danske republikanere. Selv om vi er få, er vi dog ikkefå. En undersøgelse foretaget af Visit Denmark bekræfter denne antagelse.

Men uanset alle logiske argumenter, så er republikken Danmark en tabersag. Jeg har erkendt, at hvis jeg vil bo i en republik, så må jeg emigrere.

Hvorfor så ikke bare sluge den bitre pille og stemme ja? Som feminist varmer det selvfølgelig ens hjerte, at netop ligestilling bliver brugt som sukker på den bitre pille. Men til alle jer feminister derude, der er fristet til at stemme ja til tronfølgeloven, selvom I egentlig er imod kongehuset: Lad jer ikke narre! Selvom det er fuldstændigt korrekt, at et ja til ligestilling i tronfølgen ikke også er et ja til kongehuset, så vil et ja uvægerligt blive tolket som en støtte til monarkiet. Så derfor: Stem nej på næste søndag!

På Politikens hjemmeside kan man finde en livlig diskussion om, hvorvidt man skal stemme blankt eller nej, hvis man skal give udtryk for sin modvilje mod kongehuset. Hertil er kun at sige, at de blanke og ugyldige stemmer “forsvinder” — mens en NEJ-stemme sender et højlydt signal! Et muligvis uklart signal, javist, men dog et signal, der bliver vanskeligt at ignorere! Debatten er blevet så højlydt, at den ifølge Politiken ligefrem afspejler, at læserne “raser”!! Ja, republikanerne er i sandhed kommet “out of the woodwork”!

Breaking news: Nu vil også Marianne Jelved stemme blankt. Selv om Politiken er tæt på det injurierende, når de kækt skriver, at hun “flirter” med at stemme blankt!

En af hendes tidligere partifæller, Simon Ammitzbøll, opfordrer til gengæld til at stemme blankt – også på sin egen blog. Og det samme gør en hel række unge, radikale politikere. Måske er der alligevel håb forude!

Nå, ja, og så har jeg ikke engang kommenteret den igangværende debat om Statsministeriets ja-kampagne. Men det er der så mange andre, der har gjort. Fx på Informations hjemmeside.

Top-provokerende er det selvfølgelig, at ovennævnte indlæg blev skrevet som en kronik til Berlingske Tidende. Mærkeligt nok havde de ikke plads til at bringe den! Til gengæld havde de plads til at bringe en vældig monarki-positiv kronik. Min analyse er den samme. Min konklusion er bare en anden!

Nå, ja, så skal vi heller ikke glemme, at de ligefrem har en leder, hvori de opfordrer til at stemme ja. Kunne det monstro være derfor, at de ikke havde plads til min kronik?

Så er der endnu engang breaking news. Hvis det da ikke allerede er old-old news? Marianne Jelved vil minsandten nu alligevel stemme ja. Og her havde jeg ellers fået en slags respekt for de Radikale. Midlertidigt. Meget, meget midlertidigt, skulle det vise sig! Men de kommer vel så i det mindste næppe heller ind i EU-Parlamentet. Lidt retfærdighed er der vel.

Men under alle omstændigheder bliver det spændende! Det kan man også læse i Berlingske Tidende.

I mellemtiden anbefaler Jydske Vestkysten at stemme blankt. Og så er der alle dem, der føler sig provokeret over Statsministeriets ensidige ja-kampagne.

Og Peter Kemp anbefaler i Politiken at stemme blankt eller nej.

Meningsmålingerne både her (i Politiken) og der (i Berlingeren) tyder nu på, at forslaget faktisk falder. Men husk, at det kan man ikke være sikker på, før stemmerne er talt op!

Ekstra Bladet har nu meldt klart ud: De anbefaler et nej på lederplads.