OW Bunkers storhed og bratte fald – første del (uddrag af kommende bog)

16 mar

OW Bunker er historien om en tilsyneladende solid virksomhed – Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning – som med stor succes gik på børsen og skabte en formue for sine ejere for kun syv måneder senere at gå konkurs og efterlade sine nye ejere – aktionærerne – og kreditorerne med gigantiske tab.

Hvordan kunne det gå til? Svindel? Bedrag? Blår i øjnene? Ja, som absolut minimum kan det konstateres, at der ikke blev givet retvisende oplysninger i det børsprospekt, der i marts 2014 skulle overbevise potentielle investorer om, at det at købe aktier i det fremtidige, børsnoterede OW Bunker ville være en rigtig god ide. Og ligeledes kan det som minimum konstateres, at der foregik nogle meget, meget mærkelige forretningstransaktioner i OW Bunkers datterselskab i Singapore.

Indtil 2014 levede OW Bunker, med hovedsæde i Nørresundby, en tilværelse i relativ ubemærkethed på trods af en efter danske forhold meget stor omsætning, som kun var overgået af Mærsk. Virksomhedens store omsætning skyldtes, at OW Bunker var en af verdens største forhandlere af bunkerolie til skibsfart. Bunkerolie er en speciel type meget tæt olie særligt beregnet til skibsbrændstof. (Pga. tætheden er bunkerolie i øvrigt meget forurenende, hvis det slipper ud, så af hensyn til miljøet er kravene til sikkerheden voksende. Øgede sikkerhedskrav vil normalt også betyde øgede omkostninger.) OW Bunker opererede i 29 lande og angav at stå for 7 % af verdenshandelen med bunkerolie.

OW Bunker blev stiftet i 1980 af Ole Wrist, som tidligere havde haft skibsproviantering, fordi han oplevede efterspørgsel fra sine kunder efter skibsbrændstof. Det udviklede sig til en stor forretning, og i 2007 blev OW Bunker købt af kapitalfonden Altor. Mere konkret den afdeling i kapitalfonden, der havde navnet Altor Fund II. I løbet af foråret og sommeren 2013 forsøgte Altor at sælge OW Bunker til forskellige potentielle branchekyndige købere. Men ingen af disse branchekyndige kunder var interesseret i at købe til den pris, som Altor ønskede, og det blev derfor besluttet i stedet at gennemføre salget af OW Bunker som en børsnotering. Det skete i marts 2014. På åbningsdagen for handel med OW Bunker på børsen kom der flere end 20.000 nye aktionærer, og prisen på aktien gik 20 % op den første dag. Værdien af firmaet var tæt på en milliard US $ (svarende i 2014-kursen til ca. 5,5 mia. kroner), hvilket var en hel del mere end det, de potentielle branchekyndige kunder havde været villige til at betale året før: De potentielle købere havde i 2013 indikeret over for Altor, at de ville betale mellem 1,3 og 2,3 milliarder kroner.

Opnåelsen af denne høje værdi kunne lade sig gøre, fordi OW Bunkers koncernledelse, efter Altor i sommeren 2013 havde måttet konkludere, at de potentielle købere slet ikke ville betale den pris, som Altor ønskede for OW Bunker, indledte ”Projekt Oak”, som skulle føre frem til børsnoteringen. Værdien af den samlede koncern blev i den forbindelse opskrevet, og bestyrelse og direktion kom frem til, at værdien af OW Bunker nu var 5,5 mia. kroner. Dette blev tiltrådt af Deloitte, som var revisor for OW Bunker. I forbindelse med restruktureringen fik Altor Fund II udbetalt 1,2 mia. kroner. Disse 1,2 milliarder svarede nogenlunde til det laveste bud fra de potentielle branchekyndige købere. Lagde man den vinkel til grund, var der med andre ord ikke meget værdi i OW Bunker tilbage efter udbetalingen til Altor. Men direktion og bestyrelse lagde altså en anden vurdering til grund, som blev tiltrådt af Deloitte, og det var denne vurdering, der blev præsenteret for potentielle investorer.

Når en virksomhed skal på børsen, skal der udarbejdes et børsprospekt. Det er på basis af dette børsprospekt, at potentielle investorer skal vurdere, om de ønsker at investere i virksomheden. Børsprospektet skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige, for at man som investor kan få et såkaldt oplyst grundlag at træffe sin afgørelse om at købe aktier i virksomheden på. Og det siger sig selv, at disse oplysninger skal være retvisende. Så når man kan sige, at investorerne blev ført bag lyset i OW Bunker skyldes det, at det offentliggjorte børsprospekt ikke kunne siges at være retvisende. De misvisende oplysninger drejede sig bl.a. om virksomhedens værdi samt om vildledende oplysninger om den reelle risiko, der var forbundet med virksomhedens drift og forretningsmodel.

Og hermed nåede OW Bunkers korte liv som børsnoteret selskab at se sådan ud:
• Den 18. marts 2014 blev børsprospektet offentliggjort.
• Den 28. marts 2014 blev aktiehandelen åbnet med en åbningskurs på 145 kroner pr. aktie. Samme dag nåede kursen op på 175 kroner.
• Den 7. oktober 2014 udsendte virksomheden en børsmeddelelse, hvori forventningerne til årsresultatet blev nedjusteret.
• Den 23. oktober 2014 blev der annonceret yderligere tab.
• Den 5. november 2014 blev handlen med aktien suspenderet. Samme dag offentliggjorde OW Bunker-ledelsen et tab på i alt 275 millioner USD. Af dette samlede tab opgjorde ledelsen et tab på 150 millioner USD på såkaldte risikokontrakter. Tabet på de resterende 125 millioner USD blev tillagt svindel i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
• Den 7. november 2014 blev OW Bunker-koncernen erklæret konkurs.

_fl_6bec2661d8524292b7e0929b4a29cab7.v.481

Ovenstående er et uddrag af beskrivelsen af OW Bunker-sagen, som optræder i min kommende bog om svindel, svindlere og deres ofre.

Man kan også læse om sagen i Ship & Bunker

Man kan læse om den sag, som de institutionelle investorer vil føre mod Altor bl.a. i Financial Times. (Det sidste link dog kun, hvis man er abonnent.)

Håndtryk eller ej til eksamen

16 jun

Debatten raser i øjeblikket om en censor, der offentligt (dvs. til den pågældende uddannelsesinstitution) har tilkendegivet, at hans religiøse overbevisning forbyder ham at give hånden til kvinder, som han ikke er i familie med/deler husstand med. Åbenbart har han kunnet slippe af sted med dette i 8 år. Det undrer mig faktisk, at der ikke er nogen, der har taget sagen op noget før, men nu er katten altså ude af sækken, og det har naturligvis givet anledning til alskens besynderlige argumenter om dette og hint i den offentlige debat i såvel aviser som på sociale medier, ikke mindst på Facebook.

Offentlige debattører — især dem på Facebook — holder sjældent tungen lige i munden og holder sig til ét emne, når de diskuterer sådanne sager, der får følelser i kog.

Jeg vil derfor gøre mit til at systematisere og kategorisere problemstillingerne:

1. Kan man være censor på en offentlig, dansk uddannelsesinstitution til mundtlige eksaminer, hvis man nægter at give hånd til kvindelige (og/eller mandlige) eksaminander?

2. Skyldes det, at manden er muslim?

3. Kan man da ikke bare lave en respektfuld hilsen på en anden måde?

4. Hvordan er det med at give hånd kvinder og mænd imellem?

Lad os starte med 1: Nej. Man kan ikke være censor ved mundtlige eksaminer i dagens Danmark, hvis man ikke vil give eksaminanderne hånd.

Jeg har selv været censor/eksaminator i mere end 25 år, og egentlig er jeg ikke nogen tilhænger af at give eksaminanderne hånden. Det sender et signal om en falsk ligeværdighed/kammeratlighed, som ikke hører til eksamenssituationen. Men en del eksaminander kan godt lide at give hånd. Og så er der ikke andet for end at trykke deres hænder. Uanset personlige præferencer, og uanset om det er mandlige eller kvindelige eksaminander. Vil man ikke det, kan man ikke være censor ved mundtlige eksaminer. Sådan er det. Jeg kan ikke se, der kan være andre udlægninger.

2. Eftersom den pågældende mand tilfældigvis er muslim, er der selvfølgelig en del af debatten, der omhandler dette emne. Men det er ikke kun visse muslimer, der nægter at give fremmede kvinder hånd — og med fremmede kvinder mener jeg kvinder, der ikke er medlem af deres husstand. Det samme gælder Hasidic jøder. Og der er som bekendt kristne præster, der nægter at give kvindelige præster hånden. Personligt bryder jeg mig ikke om det, for hvordan man end vender og drejer det, handler det om, at kvinder er urene (når de menstruerer) og/eller mindreværdige i forhold til mænd. Men folk må have de holdninger, de vil. De skal bare ikke udfolde et offentligt erhverv for skatteborgernes penge, mens de insisterer på at forskelsbehandle mænd og kvinder.

Så tager vi 3. Og nej, man kan ikke bare begynde at hilse på andre respektfulde måder. At foreslå at “man” skulle begynde at hilse på alle mulige andre måder er aldeles tåbeligt i den konkrete situation. I den vestlige verden er håndtrykket den almindelige måde at hilse respektfuldt på. Det er noget, vi lærer fra barnsben, og det er indkodet i vores rygmarv, og det er noget, vi falder tilbage på i vanskelige, sociale situationer. Hvordan skulle den enkelte eksaminand pludselig kunne forholde sig til en helt anden måde at hilse på? Det kan man fint gøre, når man er ude at rejse eller efter en yogatime, men det kan man ikke arbitrært indføre til mundtlige eksaminer.

Og med 4. kommer vi lige til lidt historie og kulturel baggrund. Det har tidligere i den vestlige verden typisk været sådan, at kvinder ikke nødvendigvis ønskede at give hånd til fremmede mænd — derfor var det etikettemæssigt korrekt at lade kvinder række hånden frem først. Indtil for omkring 20 år siden var det stadig almindeligt i Australien, at kvinder ikke gav hånd til mænd. Men tiderne skifter. I dag i Tyskland er det sådan, at man først skal give hånden til kvinden. Man kan således komme ud for, at en mand, der skal hilse på et par, og i distraktion er kommet til at række hånden frem mod manden først — måske fordi manden står nærmest — vil hive hånden tilbage og skynde sig at række den til kvinden med mange undskyldninger. Så ja, der er stadig mange aspekter omkring køn i håndtrykket — men håndtrykket er den universelle hilseform i den vestlige verden. Og det kan man ikke uden videre argumentere sig ud af.

Goddag, farvel — og fortsat god dag

12 mar

Avisen MetroXpress har fået foretaget en undersøgelse blandt danskere om deres opfattelse af egen og andres høflighed. Måske ikke så overraskende (men alligevel ganske interessant!) mener de fleste af de adspurgte, at de selv er vældig høflige, mens omgivelserne er rædsomt uhøflige.

Fx svarer hele 93 procent, at de enten er lidt eller meget høflige, når de befinder sig i det offentlige rum.

Spørgsmål og svar lyder i sin helhed:
”Hvor høflig vil du selv sige, at du er, når du befinder dig i det offentlige rum (for eksempel biografer, busser, supermarkeder og så videre)?
Meget uhøflig: 1 procent.
Lidt uhøflig: 1 procent.
Hverken høflig eller uhøflig: 5 procent.
Lidt høflig: 35 procent.
Meget høflig: 58 procent.”

Nu er det jo så, at såvel jeg selv som mine læsere må spørge: Hvordan kan det hænge sammen? Det er jo indlysende, at folk ikke er lidt til meget høflige, når de befinder sig i det offentlige rum. Hvordan kan de så selv mene, de er det?

Her kan vi kun gætte. Jeg gætter, at det skyldes, at tingene ser forskellige ud afhængig af, hvor man ser dem fra. Og hvis man ikke har tænkt sig at være uhøflig, så tror man ikke, man er det – heller ikke selv om andre opfatter en som uhøflig.

Hvad kan vi så gøre ved det? En af de ting, man relativt hurtigt kunne gøre noget ved – det kræver sådan set bare en indsats fra supermarkedernes arbejdsgiverforening – er at starte på at hilse på hinanden ved supermarkedernes kassebånd. I Tyskland og i Frankrig kommer ekspeditionen ved kassen slet ikke i gang, før kassemedarbejderen og kunden har haft øjenkontakt, og kassemedarbejderen og kunden har hilst på hinanden. Og ekspeditionen afsluttes ikke, før kassemedarbejderen og kunden har sagt farvel. Og nej, det betyder ikke, at kunden og kassemedarbejderen er bedstevenner efter denne indholdsrige udveksling, men det betyder, at såvel kunde som kassemedarbejder føler sig set. Kassemedarbejderen bliver på denne måde til en person og ikke blot en forlængelse af kasseapparatet, og kunden bliver ligeledes til en person og ikke bare en arm med et kreditkort.

Åh, jamen, hvad skal de danske kassemedarbejdere så sige til kunden? ”Hej” er for uformelt, og ”goddag” er for stift, hører jeg allerede protesterne. Og hvad så? Bare de siger et eller andet!

Jeg kan fortælle, hvad henholdsvis de franske og tyske kassemedarbejdere siger. De franske siger ”bon jour” (goddag), hvortil kunden også siger ”bon jour”, og når ekspeditionen er slut, siger kassemedarbejderen ”merci et bonne journée” (tak og fortsat god dag), og kunden siger ”et vous” (i lige måde). I Tyskland siger kassemedarbejderen enten ”hallo” (hej) eller ”guten Tag” (goddag), og det samme siger kunden, og når ekspeditionen er slut, siger kassemedarbejderen ”schönen Tag noch” (fortsat god dag), og kunden siger ”gleichfalls” (i lige måde), og nogle gange fortsætter det med, at kassemedarbejderen så siger ”danke – tschüss” (tak – hej hej), hvorpå kunden også siger ”tschüss” (hej hej).

Mon ikke dette kunne oversættes til dansk? Vi kunne lade det være op til den enkelte supermarkedskæde eller den enkelte medarbejder, om man ville starte med et ”hej” eller et ”goddag”. Og til afslutning kunne der vælges mellem ”farvel igen”, ”hej hej” eller ”fortsat god dag”. Ja, jeg ved godt, at der findes mennesker, der ikke bryder sig om ”fortsat god dag”, fordi det ligesom implicerer, at de indtil nu har haft en god dag, og hvad hvis de nu har haft en rigtig møgdag? Men det er en fejlfortolkning. At ønske nogen en ”fortsat god dag” betyder, at man ønsker, at dagen fremover bliver god. Og hvordan kan man have noget imod, at nogen skulle ønske, at resten af ens dag bliver god?

Hvis nogle af mine læsere har andre og bedre forslag, hører jeg dem gerne. Og så kan vi jo skrive til supermarkedernes brancheforening med vores konkrete forslag. Det skulle nok virke til at forbedre den generelle stemning af høflighed i hverdagen.

Januar-blues

21 jan

Måske er det bare, fordi det har været særligt koldt i denne januar. Eller særligt gråt. Eller særligt vådt … I hvert fald føles denne januar uendelig. Normalt hører jeg ikke til dem, der ønsker sig, at tiden skal gå hurtigt. Tværtimod. Den kan skam tids nok gå alt, alt for hurtigt. Der kan lynhurtigt være gået endnu et år af ens liv, uden man egentlig lagde mærke til det. Men altså denne januar! Nå, den skal nu heller ikke gå for hurtigt alligevel, for der er jo deadlines og dermed arbejde, der skal nås, inden måneden er omme. Fx er der deadline på Den Store Krimikonkurrence på Politikens Forlag. Måske er der nogle af mine forfatterlæsere, der skal deltage i den?

Finn Nørbygaards økonomiske problemer

17 aug

Finn Nørbygaard har været ude i den danske verdenspresse og fortælle om, hvordan han må gå fra hus og hjem — og alt sammen skyldes det to katastrofer, som han har været udsat for, nemlig 1) Stein Baggers svindelnummer i IT Factory og 2) finanskrisen, som har kostet ham et ikke nærmere angivet beløb, men dog mindst hans opsparede formue på 37 millioner kroner.

Samtidig fastholder han, at han udtrykkeligt har bedt sin investeringsrådgiver i Danske Bank om at investere med “livrem og seler” — og indrømmer i samme åndedrag at have godkendt, at banken gearede hans investeringer!

Alt dette blev udbasuneret under overskriften: “Finn taler ud” — nu skulle kortene på bordet, nu skulle han ikke længere tale udenom. Ikke desto mindre er det ikke det, der er sket. Nej, der er ikke rigtig kommet nogle kort på bordet, og han taler stadig udenom.

I min bog “Stein og drømmefabrikken” skrev jeg følgende i afsnittet “Vindere og tabere”:

Hovedaktionæren i IT Factory, JMI Invest, var også, rent økonomisk, en vinder. Afkastet af den investerede kapital var tilsyneladende ufattelig højt. De sidste to år før konkursen blev der udloddet henholdsvis 30 millioner og 18 millioner kroner til aktionærerne. JMI Invest har modtaget halvdelen af dette beløb. Det har langt oversteget det oprindeligt investerede beløb.
(…)

Kan man tale om et tab for investorerne i det ’nye’ IT Factory fra 2003 – JMI Invest A/S, Agios United SA og Sølco ApS? Eller kan man kun tale om ”skuffede forventninger”?
Et egentligt tab må altid måles i forhold til initialinvesteringen. Man kan altså ikke sige at penge, der har været ”vundet” i form af en (fiktiv) høj værdi, udgør et tab. Undervejs har der ganske vist været tale om helt forbløffende gode afkast på investeringen. Mistænkeligt gode afkast, men at de var mistænkelige hører ikke ind her.
Hvor mange penge har der egentlig været investeret i IT Factory? Tilbage i 2003, efter det tidligere IT Factorys konkurs, blev de aktiver, der skulle videre i det nye IT Factory købt for 2 millioner kr. kontant plus et gældsbrev på 2 millioner kr. til Amagerbanken. Siden hen har det været nødvendigt for investorerne at skyde ekstra 12,5 millioner kr. ind i 2005.
Hvis initialinvesteringen plus de ekstra penge, der efterfølgende er skudt ind, overstiger udlodningen af udbytte, så er der selvfølgelig tale om et tab. Men det har der ikke været tale om for IT Factorys vedkommende. Tværtimod har der været udbetalt flotte udbytter.
(…)
Det samme gælder for Finn Nørbygaard. Heller ikke han kan sige, at Stein Bagger direkte har kostet ham penge. At Finn Nørbygaard, som er aktionær i JMI Invest, hvor det gennem investeringen i IT Factory med den fiktive værdiansættelse har set ud til at gå fabelagtigt godt, derefter går ud og investerer en masse lånte penge i aktier, som efterfølgende falder dramatisk i værdi, betyder ikke, at han har tabt penge i IT Factory. Nej, han har tabt penge på sine indkøbte aktier. Hvis de var steget i værdi i den mellemliggende tid, havde han jo vundet penge. Det er med andre ord den dårlige bankrådgivnings og finanskrisens skyld.
Alligevel kan man jo sådan set godt forstå, hvis Finn Nørbygaard skulle være en bitter mand. Han har helt klart været udsat for skuffede forventninger i denne sag. Da IT Factory ultimo 2007 blev værdiansat med henblik på et salg, lød investeringsbankens værdiansættelse på 8 milliarder kroner. Den potentielle køber, General Atlantic, kom i foråret 2008 med et købstilbud, der svarede til en samlet værdiansættelse af IT Factory på ca. 6 milliarder kroner. Finn Nørbygaards andel af IT Factory ville dermed være 525 millioner værd ved en værdiansættelse på 6 mia., og andelen havde været 700 millioner kroner værd ved en værdiansættelse på 8 mia. kroner. Det er ikke sjovt at vågne op til en erkendelse af, at der bare var tale om en drøm.

Det ovenstående holder stadig. Det eneste nye, der er kommet frem, er, at Finn Nørbygaard fastholder, at aktionærerne i JMI Invest ikke så noget til det udbytte, som JMI Invest fik udbetalt fra IT Factory. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom stort set alle de andre selskaber, som JMI Invest havde investeret i, var mere eller mindre nødlidende — med Fullrate som en undtagelse.

Havde Stein Bagger ikke begået sit svindelnummer, ville JMI Invest blot være enten gået konkurs eller måtte have yderligere kapitalindsprøjtning langt tidligere.

Man kan beskylde Stein Bagger for meget, men man kan ikke beskylde ham for at have kostet Finn Nørbygaard penge. Ikke direkte. Læg mærke til, at de to andre investorer i JMI Invest (idet vi lige ser bort fra særtilfældet Asger Jensby) Peter Sølbeck og Tom Matthiesen tilsyneladende ikke er kommet ud i samme økonomiske uføre som Finn Nørbygaard. Dette på trods af, at Peter Sølbeck havde et direkte tab på IT Factory, eftersom han ejede 5 % af aktierne. Aktier, som han i dyre domme havde købt af Agios United.

Hvorfor kan Finn Nørbygaard så få lov til at slippe af sted med at sige, at han løb ind i to katastrofer, hvoraf den ene er Stein Bagger?

Måske fordi de pågældende journalister ikke har sat sig ind i sagen. En velkommen undtagelse herfra er interviewet i epn.dk. Men selv her bliver der ikke fulgt op på Finn Nørbygaards udsagn om, at hele udbyttet fra IT Factory blev reinvesteret. Derfor er det jo stadig penge!

Der er desuden også forholdet med de bristede forventninger. Selv om Finn Nørbygaard ikke kan siges at have haft et tab på IT Factory (men måske nok et tab på den oprindelige investering i JMI Invest), så kan man sige, at Stein Baggers svindelnummer har haft en afledt effekt. Hvis man tror, at man har udsigt til at få en masse penge, så bliver ens adfærd formentlig en hel del mindre risikoavers. Kort sagt kunne Finn Nørbygaard godt overbevise mig om, at fordi han troede, at han havde udsigt til en formue gennem JMI Invests investering i IT Factory, så blev han pludselig vældig kåd og måske lidt selvovervurderende og dermed meget risikovillig med sine ‘egne’ penge. De penge, som han faktisk havde råderet over.

Det ville jeg være parat til at tro på. Og på den måde kunne han siges at være et indirekte offer for Stein Baggers svindelnummer.

Men det er ikke det, han står frem og siger. Tværtimod siger han, at han gik til Danske Bank og bad dem om at investere med livrem og seler. Det har de så tydeligvis ikke gjort, men det er vanskeligt at tro på, at han faktisk har givet dem denne besked.

Selv om man ikke har den mindste smule forstand på aktier, så ved man, at hvis man skal investere “med livrem og seler”, så skal minimum to ting være opfyldt:

1) Man skal ikke kun vælge én investeringsudbyder (og man skal slet ikke lægge alle sine æg i én kurv)
2) Man skal ikke investere mere, end man kan tåle at tabe (man skal holde sig langt fra at geare sine investeringer)

Det er ligesom ikke det billede, der tegner sig af investoren Finn Nørbygaard, vel?

Så hvad mon han har gang i? Er han ved at tegne et billede af den stakkels småopsparer, der er blevet snydt af store stygge Danske Bank (lidt ligesom i Roskilde Bank)? Er der et sagsanlæg på vej? Så ville han vel ikke have brugt så meget tid på at nå frem til en ordning med banken. Eller er han ude på at skabe positiv stemning og interesse, så folk vil myldre ind og se hans nye show? For god reklame, det har han da fået! Ikke alle debattører på Dorte Tofts blog finder det lige smagfuldt. Men derfor kan det jo godt være effektivt.

Irakerne og den danske medfølelse

15 aug

Da nyheden om politiets rydning af Brorson-kirken for de irakere, der siden maj havde opholdt sig i kirken i håb om at få omstødt beslutningen om deres hjemsendelse, havde bredt sig, blev der straks livlig aktivitet blandt mine Facebook-venner. Der blev indkaldt til demonstration, og der blev råbt på anstændighed, og der blev ytret mishag med politiets brug af knipler. Blandt disse mine Facebook-venner var den gængse opfattelse tydeligvis, at kun, hvis man var modstander af rydningen af kirken, kunne man påberåbe sig at være medmenneskelig og have medfølelse. Dem, der mente noget andet, var påfaldende tavse. De var det tavse flertal. Men nu er jeg træt af at være det tavse flertal. Og jeg er faktisk ret irriteret over, at der tilsyneladende kun er én mening, man kan tillade sig at have, hvis man er ‘god’ og medmenneskelig.

Jeg har hele tiden ment, at irakernes ophold i kirken var halsløs gerning. (Man kan ikke kalde det en besættelse af kirken, eftersom menighedsrådet gav deres tilladelse til opholdet.) Tilfældigvis var jeg i Aftenshowet samme aften, som præsten fra Brorsons Kirke var derinde for at fortælle om menighedsrådets beslutning, og det var vanskeligt for mig at tilbageholde spørgsmålet: “Hvad er exit-strategien?” Det burde være klart — syntes jeg i hvert fald — at tiden ikke var inde til særlovgivning. Sporene efter palæstinenser-loven skræmmer. Ikke desto mindre må det være denne gamle særlov, som irakernes rådgivere har ladet sig inspirere af i denne aktion. Men visse ting kan ikke gentages. Derfor var lige præcis denne aktion halsløs gerning, hvis formålet var at ‘redde’ netop denne gruppe af irakere. Men hvis formålet alene var medieopmærksomhed, så var det selvfølgelig ikke halsløs gerning. Nej, så må aktionen vist kaldes en succes.

En del af dette mediestunt har været, at der var tale om ophold i en kirke. Kirken og dens fredhellighed skulle sikre en særlig beskyttelse. Men hvor absurd er det lige! Skulle en gemen indbrudstyv eller overfaldsmand kunne løbe ind i en kirke og påberåbe sig fredhellighed og dermed være uden for lovens lange arm? Der er ganske vist noget særligt ved en kirke. Hvis gruppen af irakere i stedet havde opholdt sig i et privat hjem, ville der ikke være gået tre måneder, før politiet havde hentet dem ud. Men at tro, at kirkefreden ikke kan brydes, er selvfølgelig en absurd fejlopfattelse. En kirke er i princippet som alle andre offentlige rum i denne sammenhæng. Hvis irakerne har troet anderledes, må der være nogle, der har vildledt dem.

Denne gruppe af irakere har forståeligt nok været desperate og derfor parate til at gribe ethvert halmstrå. De har også udvist handlekraft, og efter min mening må man have respekt for folk, der prøver at tage skæbnen i egen hånd. Problemet er bare, at den tænkning kan man ikke bruge i en retsstat. Lighed for loven indebærer, at den, der ikke er i stand til at handle og forbedre sin stilling, ikke skal være dårligere stillet end den, der kan råbe højt og påberåbe sig mediers og befolkningens interesse. Kort sagt: Hvorfor er det lige denne gruppe, vi skal have medfølelse med og udvise medmenneskelighed overfor? Hvad med alle de andre? Hvad med alle dem, der også har fået nægtet asyl, men som ikke har forsøgt at gå til drastiske skridt for at få afgørelsen omstødt? Hvis vi ikke kan stole på Flygtningenævnets afgørelse i denne sag, hvordan kan vi så stole på deres afgørelser i alle de andre sager? For det skal vel ikke være op til en folkedomstol at afgøre hvert enkelt tilfælde?

Det kan meget vel være, at loven skal ændres. Det kan meget vel være, at Flygtningenævnets afgørelsespraksis er for restriktiv. Men så er det der, der skal sættes ind.

Der er adskillige personer både blandt mine Facebook-venner og blandt kommentatorer, der mener, at vi som danskere bør ‘skamme os’ over denne sag. Men ville der ærligt talt ikke først være virkelig grund til at skamme sig, hvis man som stat lod følelserne styre, hvem der blev givet asyl, og hvem der ikke blev givet asyl? Medmindre, selvfølgelig, at man som stat giver alle, der beder om det, asyl. Det ville være en løsning, som ikke medførte forskelsbehandling.

Også selve politiaktionen har givet anledning til kritik. Ja, der er gudhjælpemig folk, der har kritiseret, at politiaktionen foregik om natten! Skulle det måske være mere hensigtsmæssigt, at det foregik om dagen? Så ville der da virkelig kunne blive ballade!

Ligeledes er politiets temmelig livlige brug af knipler blevet kritiseret. Kønt ser det heller ikke ud, når kampklædt politi uddeler knippelsuppe. Men spørgsmålet er: Hvad er alternativet? Skulle de have brugt tåregas og vandkanoner? Eller skulle de have brugt skarpladte skydevåben? Næppe, vel? Så er knipler nok at foretrække. Og ja, selv om folk sidder ned, så kan det være nødvendigt at trække kniplen frem, hvis de ikke har tænkt sig at flytte sig. Der er jo ikke tale om, at disse personer var uskyldige tilskuere, der sad på en bænk på afstand og betragtede optøjerne. Nej, der var tale om aktivister, der forsøgte at forhindre politiet i at udføre den opgave, som politiet havde fået.

Faktisk er det på mange måder prisværdigt, at aktivisterne føler så stærkt for deres sag, at de også rent fysisk vil ofre sig for sagen. Men det ville klæde dem bedre, hvis de ikke efterfølgende klynkede over politiets behandling af dem. Hvor er det heroiske i det? If you put yourself in harm’s way, don’t be surprised if you’re harmed. Mindst en af aktivisterne vil nu klage over politiet. På TV2 News hørte jeg intervieweren spørge hende: “Men blev I ikke bedt om at flytte jer?” “Jo,” måtte hun indrømme, men hun havde ikke regnet med, at politiet ville bruge knipler. Hun havde forventet, at de ville slæbe eller bære hende væk … Ak ja.

Lederne i aviserne er, som man kunne forvente. I Politiken er holdningen, at der er tale om gennemført brutalitet fra politiets side. Tjaeh … I Berlingeren er holdningen, at der var tale om en helt igennem legitim politiaktion. Den eneste, der måske overrasker — positivt — er lederen i BT.

Kynisme er endnu et begreb, der er blevet slynget rundt i denne debat, ikke mindst på Facebook. Jeg mener også, der er tale om uhyggelig meget kynisme i denne sag. Men jeg synes, kynismen først og fremmest er at finde på den side, der ellers påberåber sig medmenneskelighed. For det første er det udtryk for kynisme, når irakernes rådgivere har givet irakerne et falsk håb og støttet og opmuntret aktionen for herigennem at kunne bruge deres sag i et stort mediestunt. Måske havde irakerne ikke noget at tabe, men derfor er det kynisk alligevel. Men endnu mere kynisk er det, at visse kommentatorer tilsyneladende håber, at irakerne går en frygtelig skæbne i møde — blot for hermed at kunne ‘bevise’, at Flygtningenævnets afgørelse var forkert.

Lad os håbe, at Flygtningenævnets afgørelse er den rigtige. For irakernes skyld.

Foredrag om “Psykopater i jakkesæt”

12 aug

Jeg bliver indimellem spurgt, om jeg ikke kan offentliggøre, hvornår jeg holder foredrag, der er offentligt tilgængelige.

Således opmuntret kan jeg oplyse, at jeg skal holde foredrag på efterårets psykiatriuge den 7. oktober på Herlev Hospital med titlen “Psykopaten i jakkesæt – eksemplificeret ud fra bogen Stein og drømmefabrikken”, og ja, det er mig, selv om mit navn er angivet som “Susanne”. Entré: 250 kr., men så er det også for hele dagen.

I Gilleleje holder jeg foredrag med titlen “Psykopaterne omkring os” den 12. november 2009. Det er klokken 19-21, og entreen er 125 kroner.

Med samme titel, “Psykopaterne omkring os”, holder jeg foredrag i Roskilde den 24. november 2009 klokken 19. Entreen er 50 kroner.

To dage i retten med Stein Bagger & cirkus

12 jun

Der var sat tre dage af til retssagen mod Stein Bagger, men der var kun brug for de to. Faktisk afsluttede dommeren retsmødet allerede efter halvanden dag, nemlig lidt over klokken 12 på dag nummer 2. På det tidspunkt skulle der ellers have været frokostpause, men i stedet kunne tilhørerne gå hjem og vente på domsafsigelsen.

Også dag nummer 2 i retten var en spændende oplevelse. Dertil kom, at det altid er en fornøjelse at se dygtige fagfolk i funktion. Nu har jeg selv været domsmand i en årrække i både Københavns Byret og Retten på Frederiksberg, og jeg kan garantere, at det hører til de absolutte sjældenheder — jeg har aldrig prøvet det før! — at møde så kvalificerede folk på alle sider i retten. Det gælder for såvel dommer som for anklager og forsvarer.

Dommeren indledte dagens retsmøde med at erklære, at der var tale om en jubilæumsdag. Det vakte ikke umiddelbart genklang hos tilhørerne. Så uddybede han bemærkningen: “Det er i dag 10 år siden, Bjørn Stiedl blev dømt i København Byret. En sag, som mange vil mene, har en vis relevans for denne sag.” Så vendte han sig mod anklageren: “Har I snart fået sat ham i fængsel?”

Anklageren svarede: “Det kan ikke vare længe.”

Så var tonen slået an, og derefter gik anklageren over til sin procedure.

Dag nummer 2 gav svar på det spørgsmål, som jeg stillede i et tidligere indlæg. Hvorfor holdt Stein Bagger hånden over sine tilsyneladende medskyldige?

Forklaringen var formentligt tofold: Nemlig både af hensyn til strafudmålingen og af hensyn til konfiskationsbeløbets størrelse.

Det forholder sig sådan, at det regnes for en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse udføres i samarbejde med medgerningsmænd. Derfor procederede forsvareren for, at Stein Bagger havde udført sine forbrydelser alene, og at den skærpende omstændighed dermed ikke kunne tages i betragtning ved strafudmålingen. Forsvareren kunne dog ikke helt komme udenom den del af forbrydelsen, der handler om returkommissionen, men den mente han kun kunne fastsættes til 40 millioner kroner. Den store svindelsag var udført af Stein Bagger alene.

Også med hensyn til konfiskationsbeløbet har det en betydning, om Stein Bagger og Mikael Ljungman var fælles om forbrydelsen eller ej. Anklageren har krævet et beløb på 220 millioner kroner konfiskeret hos Stein Bagger. Anklagerens argument for dette beløb er, at det er det beløb, der bliver tilbage af den samlede svindlede sum efter at have fraregnet de penge, som blev brugt til at holde Potemkin-kulissen IT Factory kørende. Selv om 140 millioner kroner af disse penge er havnet hos Mikael Ljungman, og andre ikke kan redegøres for, stammer de fra den samme forbrydelse, og uanset hvem der er endt med at have rovet, må beløbet kunne konfiskeres hos Stein Bagger.

Forsvareren, derimod, argumenterer for, at der kun skal konfiskeres et beløb på 13 millioner kroner, for Mikael Ljungman var ikke Stein Baggers medkumpan. Og de 13 millioner var det eneste, som Stein Bagger havde fået ud af det. (Hvordan forsvaret nåede frem til netop dette beløb blev ikke gennemgået i detaljer.)

Javist. Pludselig faldt det hele på plads. Men spørgsmålet er, om dommeren blev overbevist om, at Stein Bagger var helt alene om udførelsen og planlægningen af forbrydelsen, og at Mikael Ljungman intet vidste om, at der var tale om fupfakturaer før september 2008? I så fald vil dommeren være en af de få i retssalen, der troede på det.

Anklageren krævede, at paragraf 88, som i særligt alvorlige tilfælde kan lægge 50 % til straframmen, blev taget i anvendelse. Dette blev fulgt af dommeren, som til gengæld gav Stein Bagger betydelig rabat for sit samarbejde med politiet og sin medvirken til forbrydelsens opklaring. Summa summarum: 7 år til Stein Bagger. På mange måder var dommen lidt af et columbusæg, for på denne måde tog dommeren også hensyn til forsvarerens indvending om, at hvis straffen blev for hård, kunne man som forsvarer ikke tilråde en fremtidig klient at samarbejde med politiet.

Blandt fagfolk er der da tilsyneladende også enighed om, at Stein Bagger ikke kan tillade sig at være utilfreds med straffen. Selv hans forsvarer har givet udtryk for, at 7 år var, hvad man kunne forvente. Men derfor er det vel altid lidt af et chok, når det går op for én, at nu er det virkelighed.

Nu starter så hele “hvad-kan-vi-lære-af-det” trummerummen. I Berlingske Tidende bliver læren, at markedsøkonomien fungerer. Det er ikke helt klart, hvordan der kommes frem til denne konklusion. Ikke at jeg mener, at man kan drage den modsatte — men hvordan kom markedsøkonomien ind i det?

Med Stein Bagger i retten

10 jun

Onsdag den 10. juni 2009 startede straffesagen mod Stein Bagger ved Retten i Lyngby. Fordi den blev kørt som en tilståelsessag, var der forskellige juridiske spidsfindigheder – fx var det ikke et anklageskrift, men en retsmødebegæring, der blev gennemgået af anklageren, og Stein Bagger gik først fra at være sigtet til at være tiltalt, da retsmødet sluttede.

Men det er selvfølgelig ikke hovedsagen! Retsmødet var yderst godt besøgt, og jeg kunne genkende — og fik hilst på — flere forfattere til de andre fem IT Factory-bøger. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom alle de andre forfattere er journalister. Ikke desto mindre så vi alle frem til at få svar på nogle af mange, mange ubesvarede spørgsmål.

Fik vi så det? Som forventeligt blev der også rejst nye, interessante spørgsmål. Ikke mindst om Mikael Ljungmans rolle i det store leasingcirkus og om, hvad det mere præcist var for nogle personlige problemer, som efter Stein Baggers påstand var det drivende motiv i hans svindelnummer.

Der var også forhold, der blev sat på plads, selv om der egentlig ikke herskede tvivl om dem. Som svar på forsvarerens spørgsmål om Stein Baggers uddannelse, sagde han: “Ja, det har der jo været meget strid om” og endte med at angive “erhvervspraktikant i SØK i seks måneder” som sin samlede uddannelsesbaggrund. Det fik selv anklageren til at trække på smilebåndet.

Asger Jensbys rolle i sagen har været et debatteret emne. Var han offer, medskyldig eller nyttig idiot? I “Stein og drømmefabrikken” har jeg klart lagt an til, at hans rolle var en variant over den nyttige idiot, nemlig den grådige, nyttige idiot — han holdt sig i “forsætlig god tro”, fordi han ikke havde råd til andet. I “Stein og drømmefabrikken” stillede jeg også et interimistisk regnestykke op for, hvor meget Asger Jensby havde tjent på IT Factory. Stein Bagger tilbød at opstille sit regnestykke over Asger Jensbys fortjeneste ved at være medinvestor i IT Factory, men desværre lod dommeren ham ikke nævne summen. Ikke fordi det nødvendigvis ville være det rigtige tal — Stein Bagger kan næppe forventes at være et sandhedsvidne! — men derfor havde det været interessant at høre alligevel.

Retsmødet i dag bekræftede, at Asger Jensby havde haft den grådige, nyttige idiots rolle og havde holdt sig i forsætlig god tro. Samtidig blev det også bekræftet, at han konstant var i pengeproblemer, og hele tiden skulle have udbetalt conto udbytte, lån, mv. — for slet ikke at snakke om cykelholdet, som også var Asger Jensbys ide. Stein Bagger erkendte at have forfalsket Asger Jensbys underskrifter på alle de falske leasingkontrakter. Ikke at jeg på noget tidspunkt havde været i tvivl om dette, men at nogle muligvis kunne være i tvivl, har åbenbart bekymret Asger Jensby selv. I hvert fald giver han i Børsen udtryk for lettelse over denne indrømmelse fra Stein Baggers side.

Men nu til nogle af de nye, interessante spørgsmål: Hvorfor holder Stein Bagger hånden over både sine norske kumpaner og sin særlige partner-in-crime, Mikael Ljungman? Hvad nordmændene fra A-Vision angår, påstod Stein Bagger, at de intet vidste om, at der var tale om ikke-eksisterende varer på de fakturaer, som de fik et par procent i provision for at ekspedere for Stein Bagger. Nu er der jo næppe nogen, der har noget imod at få lidt lettjente penge, men vil man ikke undre sig, hvis man får sådan et tilbud? Kunne man ikke tro, man var ude i noget Nigeria-brev-agtigt? Medmindre man altså fik forklaret, at der var tale om ren og skær fusk — og at man ikke selv var offeret for svindelnummeret. Men Stein Bagger fastholdt på trods af anklagerens boren i sagen hans partneres uvidenhed om det fiktive i handlen.

Nok så interessant er Mikael Ljungmans rolle. Stein Bagger forklarede i retten, at han havde mødt Mikael Ljungman på en IBM-messe i Stockholm — en af den slags messer, hvor man skal møde potentielle samarbejdspartnere, og som IBM derfor kalder “speed-dating”. Det var i foråret 2007. Han holdt sit første møde med Mikael Ljungman i lufthavnen, og allerede her blev de åbenbart enige om at “arbejde” sammen. Men hvordan? Hvordan bryder man lige isen med en person, man møder til en messe, og får spurgt, om han vil være med til at svindle i stor stil og derefter dele i porten? Kræver det ikke, at man kan lugte en potentiel svindler langt væk for at kunne genkende en, når man ser ham? Eller kræver det en introduktionsskrivelse? Fælles bekendte? Gode referencer? Og hvem af de to kom først frem med forslaget? Se, det fik vi ikke svar på.

Nok så interessant var det, at Stein Bagger hævdede, at selv om Mikael Ljungman var klar over, at der var tale om “åbenlys svindel” for så vidt angik “kickback”-delen (eller returkommissionsdelen, som det hedder på dansk), så hævdede Stein Bagger videre, at dette var alt, som Mikael Ljungman kendte til– og at Stein Bagger først i september 2008 fik forklaret Mikael Ljungman, at de fakturaer, der røg rundt mellem IT Factory, diverse leasingselskaber og bl.a. Mikael Ljungmans firma, Xiop AB, dækkede over ikke-eksisterende varer. Når han forklarede ham det, var det, fordi Mikael Ljungman ikke betalte de forfaldne fakturaer, og det ville Stein Bagger jo meget gerne have ham til, eftersom han var i store likviditetsproblemer pga. Asger Jensbys pengekrav og cykelholdet og meget andet.

Det virker helt usandsynligt, at Mikael Ljungman skulle være uvidende om leasingscirkusets eksistens. Og hvis det ikke passer — hvad er så Stein Baggers motiv for at holde hånden over Mikael Ljungman, således at kan fremstå, som om han “kun” har været involveret i den mindre “kickback”-del og ikke i det store leasingcirkus?

Se, det var et af de nye, store spørgsmål, der blev rejst på retssagens første dag!

Når resultatet skal fortolkes

1 jun

Om en uge ved vi, hvordan resultatet af afstemningen om ændringen af tronfølgeloven falder ud. Men uanset om ændringen bliver vedtaget eller ej, vil vælgernes adfærd skulle fortolkes igen og igen af diverse kommentatorer og Kloge-Åger.

Lad os derfor se på, hvordan hhv. ja, nej og de blanke stemmer kan fortolkes:

NEJ stemmer man, hvis man

– er imod monarkiet, selv om man egentlig er for ligestilling.
– er imod både monarki og ligestilling.
– er traditionel royalist, som mener, at mænd er bedre end kvinder til at være monarker.
– er sur over, at ikke hele grundloven bliver moderniseret
– er vred over Statsministeriets tendentiøse kampagne
– finder at hele spørgsmålet er irrelevant pt. og bør afvente et senere tidspunkt

BLANKT (eller UGYLDIGT) stemmer man, hvis man

– er imod monarkiet, og ikke kan få sig selv til at stemme mod ligestilling
– er ligeglad
– mener, at spørgsmålet bør afvente et senere, mere relevant tidspunkt

JA stemmer man, hvis man

– er imod monarkiet, men synes, at der bør være ligestilling, når monarkiet nu engang er der.
– er for monarkiet og synes, det skal moderniseres

Det er bare stemmerne. Dertil kommer så fortolkningen af fx statsministerens indsats. Det skal nok blive vældig underholdende!

Og nu er de politiske kommentatorer osv. begyndt at udlægge teksten. Fx i Politikens leder, hvor det mere end antydes, at et nej til ændring af tronfølgeloven vil blive udlagt som om, at danske vælgere ikke går ind for ligestilling. Stop lige nu! Det er lige præcis ikke den eneste fortolkning!

Heldigvis har Berlingske en god gennemgang af vælgernes grunde til at stemme nej.