Den 15. februar 2010 — for 2 uger siden i dag — skrev vi under på en kommissionsaftale med en ejendomsmægler. Vi satte kort sagt vores hus til salg. Forud for denne store begivenhed var gået adskillige måneder med diskussioner og overvejelser. Disse diskussioner og overvejelser blev aktualiseret i november 2009, da min mand fik besked om, at han havde fået et job, som han længe havde ønsket sig.
Der var tale om et job, hvor hans kompetencer og kvalifikationer ville passe direkte ind som fod i hose, hvor jobindholdet ville svare til det, han ønskede at beskæftige sig med mere end noget andet, og der var heller ikke noget galt med løn og arbejdsvilkår i øvrigt. Men noget må der vel være galt, vil den kyniske læser sikkert tænke. For der er jo altid noget galt, ikke? Galt og galt — der var den lille detalje, at arbejdsstedet er Køln — og ikke København eller omegn.
Forud for jobtilbuddet var gået en meget lang og grundig ansøgningsrunde, så undervejs var der rig lejlighed til at diskutere, hvordan vi skulle gribe det hele an, hvis såfremt og i fald … Men, som mange har observeret gennem tiden før undertegnede, et er teori, noget andet praksis.
Så nu stod vi der. Nu var det virkeligt. Nu var det virkelig virkeligt. Hvad skal vi gøre med huset? Vi havde besluttet, at der ikke skulle være tale om, at min mand skulle pendle mellem Køln og København. Det gør en del af hans kolleger — ja, det vil sige, de pendler ikke mellem Køln og København, men så pendler de mellem Køln og Oslo eller Køln og Lissabon — men der er ikke meget grin ved at bruge en stor del af sin fritid på transport mellem to hjem, og der er heller ikke meget grin ved at være græsenke herhjemme. Kort sagt, hvis vi skal have et nyt fremtidigt hjem i Køln, skal vi på den ene eller anden måde afvikle hjemmet herhjemme. Og dermed skal vi gøre noget ved huset.
Der meldte sig straks to skoler i vores omgangskreds. Den ene skole sagde: “I skal se at få det solgt. Det er bare besværligt at have et hus herhjemme, når man bor et helt andet sted.” Den anden skole sagde: “Det er sådan et dejligt hus, og det er ikke noget godt tidspunkt at sælge på. I skal da leje det ud!”
De to skoler var også repræsenteret i vores egne overvejelser. Det var ikke nemt for os at træffe en beslutning.
Vi startede med at have tre ejendomsmæglere til at se på huset og komme med en vurdering. De kom med tre ret forskellige vurderinger, men de var alle tre interesseret i at få huset i kommission. De forsikrede os også alle tre om, at markedet var ved at vende, hvis det ikke allerede var vendt. Det var i midten af december.
Men måske var det bedre at leje det ud? Så kunne vi beholde det højt elskede hus. Hvem ved, om de næste ejere vil elske det lige så højt, som vi gør?
Det tog os to måneder at nå frem til en beslutning, som indtil videre er resulteret i, at vi har sat huset til salg. Aftalen løber 5 måneder, dvs. 4½ måned fra nu af.