De afskårne birketræer i maj

18 maj

Da vi i maj for et år siden kørte Køln rundt for at se på lejligheder sammen med en ‘housing agent’ (og i øvrigt fandt den lejlighed, som vi bor i nu), bemærkede jeg, at der de mest besynderlige steder rundt omkring i byen stod birketræer med falmet pynt på. Fordi der var tale om ret store birketræer, troede jeg først, at det var rigtige træer, men efterhånden opdagede jeg, at der var tale om afskårne træer. Ganske store afskårne træer, som var bundet til vejskilte, nedløbsrør, altaner, cykelstativer og mange andre originale placeringer. Men hvorfor? Til sidst spurgte jeg vores ‘housing agent’, en tysk kvinde ved navn Ulrike, om, hvad det med de her afskårne birketræer handlede om. Det virkede som en ret sløset omgang med pænt store birketræer. Åh, forklarede hun, det er sådan noget, kølnere gør omkring 1.maj for at markere, at det er maj og sådan. Til hendes forsvar skal vi nok lige have med, at hun er tilflytter til Køln. Ikke desto mindre tog jeg hendes forklaring for gode varer — selv om den viste sig at være forkert — og derfor blev jeg ikke det mindste overrasket, da jeg ultimo april i år så tjenerne pynte op med birketræer foran restauranterne og ølstuerne ved Alter Markt. Ja, vi snakker altså ikke om et par birkegrene her, men ganske pænt store unge træer!

Men den rigtige forklaring på disse afskårne birketræer fik jeg faktisk af en dansker: Traditionen er, at den 30. april sætter unge mænd det pyntede birketræ op foran deres udkårnes hus. Det er selvfølgelig lidt af en øvelse, hvis hun bor på tredje sal, men det forklarer, at mange af disse træer hænger på altaner rundt om i byen. Og står de nede på gaden, fx bundet op ad et nedløbsrør eller et vejskilt, er der muligvis et paphjerte med den udkårnes navn på, så man ikke er i tvivl om, hvem birketræet er beregnet på.

Jeg synes nu stadig, det er lige lovligt voldsomt brug af birketræer til et formål, som velsagtens også kunne være klaret med roser, men tradition er tradition. Og nu ved jeg, hvad traditionen går ud på.

Apotekerne i Køln

13 apr

Ja, man tror ikke, det er muligt, men der er endnu flere apoteker i Køln end i Paris! Her i vores bydel er der ikke blot et apotek på hvert gadehjørne, der er også et midt imellem gadehjørnerne! Dertil kommer apoteker inde i indkøbscentre m.fl. Når jeg tænker på, hvor langt jeg skulle bevæge for at komme frem til et apotek, da jeg boede på Frederiksberg, er det helt overvældende med alle de apoteker med kun ganske få meter imellem sig. Faktisk husker jeg, at de lukkede et apotek på Frederiksberg med henvisning til, at der var for mange (det var vist tre (3)!) inden for en radius af flere kilometer. Nå, men sådan er det altså ikke her.

Den tanke, der derefter straks melder sig, er, at enten må apotekerne her tjene ualmindeligt godt, eller også er deres krav til indtjening langt lavere end de danske apotekers. Eller måske begge dele. Og i dag fik jeg så også en tillægsforklaring: Jeg havde fået en recept på en ganske almindelig form for medicin — en medicin, jeg kunne få udleveret med det samme på et apotek på Frederiksberg. Nu skulle jeg så prøve det samme her i Køln. Først gik jeg ind på et apotek på Wiener Platz. Det havde allerede åbnet klokken 8, og der var ikke ligefrem travlt. Ekspeditricen slog det op på sin computer og sagde så, at de ikke havde det, men de kunne bestille det til mig. Nej tak, så prøver jeg et andet sted. Jeg skulle kun få meter ned ad Frankfurter Strasse, før jeg kom til det næste apotek. Der havde de et andet, tilsvarende præparat, som jeg kunne få med det samme. Nej tak, jeg vil gerne have det, der står på recepten. Det kunne bestilles, så det var klart til klokken 13. Okay så. Det var tydeligvis den eneste mulighed for at få min medicin.

Det er åbenbart sådan, det er her: Der er ikke meget medicin i forretningen, så de har ikke udgifterne til at have det på lager. Så giver det jo god mening, at der ikke er så langt mellem apotekerne, for hvem gider gå frem og tilbage samme dag til et apotek, hvis der er flere kilometer hen til det?

Forår i Køln

28 mar

Det er på denne tid af året, at man virkelig kan mærke forskel mellem det kolde nord og det langt lunere Køln. Efter at have været tre uger i Danmark — heraf to uger på det skønne Klitgården — kom jeg tilbage til Køln her den sidste fredag før sommertid. I Danmark var der faktisk ganske koldt. Ikke mindst i Skagen, hvor lyset var vidunderligt, men hvor det nogle dage var så koldt og blæste så meget, at man dårligt kunne gå en tur rundt om det smukke hus. Ja, en af dagene var det endda snestorm! Kun kortvarigt ganske vist, men alligevel.

Men heller ikke i Københavnsområdet var der særligt tydelige tegn på forår. De kom derimod, da jeg kørte tilbage til Køln. På vej ned gennem Tyskland kunne jeg se landskabet blive grønnere jo længere sydpå, jeg kom. Og her i Køln er mange træer så småt sprunget ud, og både Bauhaus og Praktiker er i disse dage fyldt med folk, der skal købe krukker og blomstermuld og blomster til at plante i potter og bede. Forår! Selv var vi også ude for at købe krukker i større mængder. Først var vi i Bauhaus i lørdags, der dog ikke havde et sortiment, som lige faldt i vores smag. Derfor tog vi endnu en tur i dag, denne gang til Praktiker, hvor vi til vores overraskelse fandt rigtig mange krukker, som vi kunne lide. Hvad skal der så i dem? Ja, jeg fik købt en enkelt lille rhododendron. Jeg har allerede plantet hornvioler og gerberis, og i dag købte jeg stedmoderblomster. Og ellers nyder jeg synet af alle de tulipaner, der nu er kommet frem som resultatet af de mange løg, jeg lagde i efteråret.

Film i originalversion

1 mar

Tyskere har for vane at eftersynkronisere udenlandske film, således at skuespillerne taler tysk, selv om hverken Matt Damon eller Catherine Deneuve talte tysk under indspilningen af filmen. Det er under alle omstændigheder en besynderlighed, for det lyder meget anderledes, når skuespillere efterfølgende indtaler dialogen, end når dialogen er optaget under nogenlunde samme forhold, som filmen er filmet. Det er også derfor, gamle italienske film lyder så underligt, for selv om det er de samme skuespillere, som man ser på lærredet, der har indtalt dialogen efterfølgende, så får man bare ikke den rigtige effekt, når man sidder i et studie.

Så selv hvis jeg var bedre til tysk, ville det ikke være noget for mig at se en eftersynkroniseret film. Og det er altså det almindelige her. Derfor har vi — måske en anelse halvhjertet — været på jagt efter en biograf, der viser film i originalversion. I hvert fald lykkedes det os ikke at finde sådan en biograf, før jeg i kraft af mit spritnye medlemskab af den amerikanske kvindeklub i Køln (ja, jeg er blevet sådan en slags ‘honorary American’) blev inviteret til et Kino & Kölsch arrangement. Det meldte jeg mig straks til. Filmen var The King’s Speech, og biografen var Metropolis.

Nu var — er — mit medlemskab af klubben som allerede nævnt spritnyt, og jeg kendte derfor ikke arrangøren eller nogle af de andre af udseende, så det gik hverken værre eller bedre, end at jeg ikke fandt resten af gruppen. Men til gengæld kom vi da i biografen. Før filmen startede, så vi hele fire forfilm – tre engelsksprogede og en fransksproget — og de var alle sammen eftersynkroniserede! Vi blev mere og mere bekymrede for, om den film, vi skulle se, nu også var eftersynkroniseret. “Så går vi, hvis den er det!” sagde min mand. “Det kan jeg ikke holde ud!” Og jeg var helt enig — det var en pine bare at sidde gennem forfilmene. Men filmen startede, og det viste sig heldigvis, at den ikke var eftersynkroniseret. Til gengæld var der noget galt med synkroniseringen. Formentlig af den grund blev filmen stoppet adskillige gange, uden at der var nogen, der gjorde sig den ulejlighed at forklare, hvad årsagen til de uventede og uvelkomne stop var, så der var flere og flere af publikum, der forlod salen. Jeg vil tro, det var hen ved en femtedel, der endte med at være gået efter det Xnde stop. Men så passede lyd og billede pludselig sammen, og det var en fornøjelse at se filmen i en biograf! Det er altså noget andet end at se den hjemme på sit fjernsyn, selv om fjernsynet bliver større og større.

Selv med skuffelsen over, at det ikke lykkedes mig at møde arrangøren af dette Kino & Kölsch arrangement, så var det alligevel en vellykket aften: Vi fandt en biograf, der viser film i originalversion, og vi så en god film!

Nye venner, nye butikker

5 feb

En af de helt store udfordringer ved at emigrere, efter man har sloges med telefonselskaber, flyttekasser, postvæsen mv., er, at man skal til at have sig en ny omgangskreds. Hvordan får man lige sådan en? Hvis man nu havde været ung og god til tysk, så ville det sikkert være en god ide at hænge ud på nogle af de steder, hvor de universitetstuderende kommer. Så skulle det være mærkeligt, om man ikke faldt i snak med nogen. Men hvad med os midaldrende? Vi hænger jo ikke ud på den måde. Vi møder hinanden på andre mere civiliserede og komplicerede måder.

Måske netop i erkendelse af, at det ikke er så let for expats at finde en ny omgangskreds sådan uden videre, er der oprettet et såkaldt “spouse network” gennem min mands arbejdsplads. Interessant nok var det ikke noget, min mand var klar over. Det var derimod en anden ’spouse’, der gjorde mig opmærksom på det. Nå, men det lykkedes mig — ved hjælp af denne hjælpsomme ’spouse’ — at komme på listen og på denne måde blive inviteret til spouse-møder.

Det første møde, jeg skulle deltage i, var et arrangement på et museum. Jeg har faktisk en del erfaring i at møde fremmede på offentlige steder, og jeg var slet ikke bekymret for, om jeg skulle kunne finde dem. Jeg skulle bare finde en gruppe kvinder, der talte engelsk. Tænkte jeg. Men det viste sig ikke at være så simpelt endda. Jeg gik rask forbi en lille gruppe tysktalende kvinder og begyndte at lede efter min gruppe. Uden held. Kunne de allerede være gået ind på museet? Nej, det kunne jeg ikke forestille mig. Jeg stod derfor og følte mig en lille smule fortabt og temmelig meget forundret, da den tysktalende gruppe kvinder bevægede sig hen for at betale entrebilletter. Nu afsløredes det, at to af dem talte engelsk indbyrdes. Jeg slog straks til og spurgte, om de mon var EASA spouse gruppen? Det var de sørme. Hvorfor havde de så narret mig ved at tale tysk? For det første viste det sig til min overraskelse, at flertallet af dem faktisk var tyskere. Og for det andet ville de ikke-tysktalende gerne øve deres tyske.

Jeg må sige, at jeg var glad for, at det var på museet, jeg skulle finde dem første gang, for jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg ville have fundet dem, hvis mit første møde med dem havde været på Café Reichard, hvor vi mødtes forleden. Det er en café, der ligger lige ved domkirken (og dermed hovedbanegården), som jeg er gået forbi masser af gange, og som jeg næppe ville være gået ind på, hvis jeg ikke var blevet sat stævne der, alene fordi dens beliggenhed signalerer turistfælde. Men det ville have været en fejl! Caféen er for det første langt større, end man skulle tro, når man ser den udefra. (Og dermed er det ikke et godt sted at finde folk, som man ikke kender af udseende.) En del af caféen har den mest forrygende udsigt til domkirken. Og så er det en café af den gode, klassiske slags med servitricer i uniformer. For at det ikke skal være løgn, er der desuden en fantastisk chokoladeafdeling lige ved indgangen. Og ja, det er nogle rigtig gode chokolader!

Til mødet denne formiddag var vi fire tyskere, to briter – og moi. Samtalen foregik derfor på en blanding af tysk og engelsk, hvilket efter min mening er en udmærket måde at kommunikere på, så længe jeg forstår, hvad der bliver sagt.

Endnu et problem, man har som tilflytter, er, at man ikke kender butikkerne i byen. Man ved derfor fx ikke, hvor man skal gå hen og få sit ur repareret. Og hvis man ikke har en omgangskreds, har man heller ikke nogen, man kan spørge. Men nu kunne jeg så spørge disse damer, og de var enige om, at jeg skulle gå til Wempe. Efter mødet på caféen begav jeg mig derfor hen til Wempe.

En venlig og yderst myndig ekspeditrice spurgte mig, hvad hun kunne hjælpe mig med. Grebet af panik over, hvordan man siger “gået i stå” på tysk, og hvad hedder et armbåndsur egentlig, hørte jeg mig selv sige: “Sprechen Sie englisch?” Det gjorde hun så heldigvis. Det er skam ikke nogen selvfølge!

Mens jeg stod og ventede på urmagerens mening om mit ur, kom en ung mand og stillede sig ved siden af mig med sit ur i hånden. Den samme myndige ekspeditrice kom hen til ham og spurgte, om han havde brug for et nyt batteri. Den unge mand forklarede i et let fornærmet tonefald, at det var et automatisk ur. “Entschuldigung!” kom det med eftertryk fra ekspeditricen. Og det må man nok sige!

Men i øvrigt må jeg sige, at jeg ikke er så imponeret over Wempe. Efter at de havde haft mit ur til eftersyn nogle dage hentede jeg det i går og fik at vide, at det ikke fejlede noget. Men det går altså stadig ikke!

Det kolde, men lyse Køln

31 jan

En stor fordel ved at være flyttet sydpå er, at dagene her om vinteren er lysere. I dag har det ganske vist været gråt i gråt, men når solen gør sig den ulejlighed at komme frem — som den fx gjorde på smukkeste vis i går — så er det tydeligt, at den kommer meget højere op på himlen i løbet af dagen, end den gør i det høje Nord (i København). Og så er det også lysere længere op ad eftermiddagen end i København. Dette anderledes lys gør mig indimellem så forvirret, at jeg tror, det er blevet forår, selv om det er bidende koldt (min erfaring har lært mig, at det sagtens kan være iskoldt, selv om kalenderen siger forår) — indtil jeg husker, at vi stadig er i januar. At det er både er lysere i løbet af dagen og lysere længere op ad dagen skifter velsagtens til forårsjævndøgn, men de ekstra lyse timer her om vinteren er så rigelig værd, at det bliver lidt tidligere mørkt om sommeren. Det med de lange, lyse, kølige og myggebefængte nordlige nætter har alligevel aldrig rigtigt sagt mig noget.

Men her sidst på vinteren er det tid til, at de første små blomster stikker deres spæde blade op ad jorden og op gennem sneen og de nedfaldne blade. Hjemme i vores gamle hus på Frederiksberg var der et væld af først vintergækker og erantis, og sidenhen blev vores forhave helt blå af skilla og klokkehyacinter. Jeg har forsøgt mig med at tage nogle løg med og lægge dem i vores have her i Køln. Jeg har gået og spejdet efter tegn på, at der skulle være bare den mindste lille vintergæk, og jeg mener nu at have identificeret et par små, forsigtige blade, der kunne ligne en vintergæk. Det er et noget andet syn end den hær af vintergækker, der marcherede hen over hele vores gamle have og dækkede jorden som et tæppe!

Derudover har jeg i efteråret lagt flere hundrede løg i haven: Tulipaner, narcisser, og blandinger af løg, jeg ikke længere kan huske. Nu venter jeg bare på, at mit hårde arbejde skal bære frugt, og blomsterne skal komme op. Jeg er selvfølgelig også spændt på, om der skulle være nogle efterladte løgblomster fra tidligere beboere. Jeg tvivler dog lidt, for da vi flyttede ind i haven i sommer var der ikke en eneste blomst i bedene. Det, der nu er vores lejlighed, har vist tidligere været brugt til erhverv.

Der er selvfølgelig også rigelig med spænding i at afvente, hvad det egentlig er for nogle blomsterløg, jeg har lagt. Men først skal det lige være lidt varmere. De her frysegrader er ikke just vejr, der lokker forårsblomsterne frem.

Højvande i Rhinen

10 jan

Det startede allerede en uges tid inde i december. Jeg var nede ved Rhinen og lagde mærke til, at det, der fungerer som strand om sommeren ovre på den modsatte (den ‘rigtige’) side af Rhinen, var dækket af vand, og at træerne stod med vand langt op ad stammerne.

I går kom vi så tilbage efter 4 ugers juleferie, og jeg skal lige love for, at vandet nu virkelig står højt! Efter sigende er vandstanden 8,9 meter over normal højde.

På de steder, hvor der normalt er en bred, asfalteret gangsti, hvor man i ro og mag kan beundre Rhinen, er der nu oversvømmet.

Der er faktisk ikke langt til, at vandet når helt op til kanten.

For mig, der ikke er vant til at bo ved en flod, giver det stof til eftertanke om betydningen af regnvejr og snesmeltning. Hvor kommer alt det vand fra?

Julemarkeder i Køln

6 dec

Det er vist almindeligt kendt — eller også er det bare noget, jeg bilder mig ind — at tyskere er glade for julemarkeder. I Køln er der en hel stribe af den slags markeder.

På alle julemarkederne sælges stort set de samme ting: Malede lysestager, julekort, julepynt, diverse delikatesser og naturligvis kan man stå og skutte sig i kulden med et lunende glas glühwein. Og mens de voksne hygger sig med lidt varm alkohol, kan de søde små få en karruseltur, så deres stakkels små kinder bliver helt røde af kulde.

Det største og mest touristique er (måske ikke så underligt) julemarkedet ved domkirken:

Der er også et stort julemarked på Neumarkt:

På Rudolphplatz er der ligeledes julemarked — det er nærmest lille og diskret i sammenligning med det store ved domkirken. Rudolphplatz ligger i nærheden af de dyrere butikker i Køln, så det passer måske klientellet bedre der.

Dertil kommer mange flere julemarkeder rundt omkring i byen. Fx er der et noget forkølet et på Wiener Platz, hvor de stort set kun sælger temmelig hæslige juledekorationer.

Måske er det mig, der er uromantisk, men jeg forstår ikke helt princippet i, at folk skal stå en måned i små træboder og fryse og hoppe for at holde varmen og puste i hænderne og sælge mere eller mindre unyttige ting til folk, der også fryser, når det ligeså godt kunne ske i en opvarmet butik. Og så er det overhovedet ikke spor festligt i regnvejr.

Nu skal det jo ikke afholde andre for at gøre deres egne erfaringer, og for de særligt interesserede i julemarkeder kan man finde mere på denne orientering om julemarkederne på Kølns turistorienterings hjemmeside.

Spiser tyskere mon ikke nudler?

22 nov

Så lykkedes det mig da at finde en pakke kinesiske nudler. En enkelt pakke. Det var, hvad det kunne blive til. I hele forretningen var der kun den ene pakke nudler. Pakken ligger i midten på billedet nedenfor og gør ikke noget videre af sig. Man kunne faktisk tro, den var fejlplaceret, men nej, det var dens rigtige plads — ifølge indehaveren, og han må jo vide det.

Nå, men det var jo alligevel en hel del mere, end jeg har kunnet finde noget andet sted, så jeg skal vel ikke klage.

Stedet, jeg fandt denne ene pakke nudler, bærer det meget eksotiske navn “Everest Afro-Asian Shop” og ligger i Merkerhofstrasse. Nu, hvor jeg har tømt butikken for kinesiske nudler, kan jeg selvfølgelig ikke garantere, at der vil være nogen, når andre kommer forbi. Eller når jeg selv næste gang kommer forbi.

I mellemtiden kan det være, jeg skal prøve nogle af disse spätzle, som jeg til gengæld ingen problemer har med at finde. De er stort set alle vegne — undtagen i Everest Afro-Asian Shop.

Strikkeforretningen i Christophstrasse

20 nov

Blandt de allerførste gæster, vi overhovedet har haft på besøg i Køln, var to af mine strikkeinteresserede veninder. Den ene havde brug for nye strikkepinde, og det lykkedes hende at få slået adressen på en strikkeforretning op. Den lå i Christophstrasse, hvor jeg meget ofte er gået forbi uden at lægge den mindste smule mærke til en strikkeforretning. Det er måske heller ikke så mærkeligt, når man lige passerer den. Udefra ligner den i hvert fald ikke det, jeg forstår ved en traditionel garnforretning.

Faktisk så den så mørk ud, da vi så den udefra, at vi var bange for, at den var lukket, og at vi havde taget turen dertil forgæves. Men nej! Indenfor var der mere end fyldt med kunder og strikkende besøgende. Det var nærmest noget, der var taget ud af “The Friday Night Knitting Club”. En bog, der måske ikke ligefrem er verdenslitteratur, men som i hvert fald giver en lyst til at strikke. Det samme får man ved et besøg i denne strikkeforretning.

Jeg var den eneste af os, der ikke købte noget den lørdag. Men jeg skal bestemt derhen igen, og jeg kan kun opfordre strikkeinteresserede besøgende i Køln til at aflægge den et besøg!