En mand og hans tøj

5 mar

Forleden mødte jeg Hugo. Jeg ved ikke præcis, hvordan det gik til, men jeg fortalte Hugo om mit igangværende eksperiment med ikke at købe nyt tøj i et år. Hugo var ikke imponeret. Hugo kunne faktisk slet ikke se, hvori udfordringen skulle bestå. “Jeg har ikke købt nyt tøj i flere år,” forklarede han.

Nu er det ikke, fordi jeg ikke godt er klar over, at der er kønsforskelle i tøjforbrug, ligesom der er store individuelle forskelle: For nogle betyder tøj – nyt eller gammelt – virkelig meget som personlig udtryksform, for andre fungerer tøj først og fremmest som et værn mod elementerne og mod at krænke omgivelsernes blufærdighed. Men jeg synes alligevel, at Hugo repræsenterede et interessant forbrugsmønster.

Jeg spurgte ikke Hugo, hvad tøj betyder for ham, men han var villig til at gennemgå sine beklædningsgenstande.

Her ser vi Hugo: 

Hugo er iført et par klassiske Jacoform sko. (Hans udtryk.)  De er 5-6 år gamle. Det er det eneste par almindelige sko, Hugo går med. Men han har også endnu et par sko, nemlig et par dansesko, som han udelukkende bruger, når han danser. Ellers bruges Jacoform-skoene til såvel hverdag som fest.

Bukserne er fra Fjällräven i modellen Karl. Det er et par praktiske bukser, forklarer Hugo, for der er bl.a. nogle gode lommer i. Det kan måske undre, at Hugo ved, hvad hans buksemodel hedder, men det skyldes, at han køber dem over nettet, og det er simpelthen den eneste type bukser, som Hugo går med. Lige dette par, som Hugo er iført på billedet, er et par år gamle. Men han har i alt 4 par tilsvarende bukser, som er op til 5-6 år gamle. Han køber dem parvis, for så er der rabat, og så bruger han dem, til de er slidt op. Hvis andre skulle være interesserede i at erhverve sig et par tilsvarende bukser, kan de bl.a. købes her.

Skjorten er ca. 15 år gammel. Hugo kunne ikke oplyse mig mærket. Og over skjorten bærer han en uldtrøje i mærket Härkila. Denne uldtrøje var en fødselsdagsgave fra hans hustru for 2 år siden. Han er glad for gaven, for han går med den hver dag.

Ja, ifølge Hugo selv ser han hver dag ud som på billedet: Kun farven på skjorten skifter. Han understreger dog for god ordens skyld, at han skifter undertøj og sokker hver dag.

Man kan med andre ord fastslå, at her er en mand, der virkelig har fundet sin stil – og holder fast i den.

 

 

 

 

Den skønne, men miljøbelastende tøjindustri

23 feb

I mit første indlæg om min ”tøjfaste”, som kan læses her, nævnte jeg forskellige motivationer hos personer, som kaster sig ud i udfordringen om ikke at købe nyt tøj i et år. Blandt motivationerne kan man bl.a. finde ønsket om at reducere ikke bare sit forbrug, men sin miljøbelastning. Som enkeltperson er det selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan påvirke verdens samlede miljøbelastning, men sådan er det jo med alle dele af vores forbrug og opførsel: Hvorvidt jeg som enkeltperson affaldssorterer eller ej, betyder måske ikke så meget i det samlede billede, men det betyder rigtigt meget, hvorvidt vi alle sammen gør det eller ej. Og ”vi alle sammen” består jo af enkeltindivider – som alle sammen har indflydelse på miljøet.

Selv om man som forbruger ikke har lyst til at tænke på det, så er tøjindustrien faktisk en ret stor belastning af miljøet. Det skyldes både produktionsforholdene i tekstilindustrien og de ændrede forbrugsvaner: Vi køber meget mere tøj, og vi bruger det i meget kortere tid. En artikel fra The Economist fra 2017 beskriver, hvordan produktionen af 1 kg tøj i gennemsnit udleder 23 kg drivhusgasser.

Samtidig skriver Politiken, at danskere i gennemsnit køber 16 kg tøj om året – hvoraf en del (ca. 5 kg) i øvrigt slet ikke bliver brugt. Det svarer altså til, at en gennemsnitlig dansker køber for 368 kg udledte drivhusgasser om året. Bare til tøj. Om det bliver brugt eller ej, er ligegyldigt for regnestykket, men det gør det selvfølgelig til et større spild. Så måske skulle vi alle sammen starte med at kigge vores garderobeskabe efter og se, om der skulle være en enkelt klud, der stadig har prismærket på? I så fald kan man jo enten overveje at begynde at gå med det klædestykke, eller man kan sælge det eller forære det væk.

Og ja, jeg har selv tøj i mit klædeskab, som stadig er ubrugt. Det er indkøbt for nylig – før min igangsatte tøjfaste. Fx købte jeg denne bluse fra Custo, som jeg glæder mig til at gå med.

Vejret har endnu ikke været til det, men når vejret bliver til det, bliver jeg nødt til at gå med den meget og længe. For hvad jeg ikke var helt opmærksom på ved købet, var betydningen af, at den består af 95 % bomuld og 5 % spandex. De 5 % lyder ikke af meget, og det var ikke nok til at afskrække mig fra at købe den, selv om jeg ellers foretrækker 100 % bomuld, men de 5 % er tilstrækkeligt til, at blusen ikke kan bruges til genindvinding. Det fremgår af denne artikel fra The Guardian. Artiklen er fra 2015, og der sker jo hele tiden teknologiske fremskridt inden for genindvindingsområdet, så hvis jeg beholder den længe nok, kan den måske engang om lang tid få et nyt liv som ingrediens til en T-shirt. Hvem ved? Indtil da må jeg glæde mig over at gå med den, og i fremtiden – altså når min igangværende ”tøjfaste” er overstået – må jeg være mere opmærksom på materialevalg i mit tøj.

Et år uden nyt tøj: Kan det lade sig gøre?

20 feb

Man kan blive stillet over for forskellige udfordringer i livet. Nogle gange er det tilværelsen, skæbnen, universet, tilfældet, eller hvem det nu er, der står for den slags, som sørger for det: Ulykker, helbredsproblemer, fyringer, økonomisk nedtur kan skabe ”udfordringer” i ens liv – udfordringer, som man typisk helst er fri for.

Så er der den slags udfordringer, man selv vælger: At træne til en maraton, at skrive en bog, at blive selvstændig, at lære at tale fransk. Det er frivillige, positive udfordringer, som kræver en aktiv indsats af en selv. Måske lykkes man ikke med det, men man fortjener da i hvert fald point for at prøve.

Endelig er der den slags udfordringer, der handler om ikke at gøre noget – altså at afstå fra noget. En slags faste, om man vil. Et typisk eksempel på det kunne være at lade være med at drikke alkohol. Eller at lade være med at spise kød, som den oprindelige kristne faste dikterede: ”karneval” betyder bogstaveligt ”farvel kød”, mens ordet ”fastelavn” betyder den sidste tid inden fasten, som varer 40 dage frem til påskelørdag.

Uden at det skal blive en større teologisk diskussion, så er der tilsyneladende i alle religioner et element af faste eller afholdelse i kortere eller længere perioder: Der er en opfattelse af, at det er godt for mennesker at afholde sig fra noget. I en periode. Den opfattelse kan man også finde blandt moderne mennesker, der ikke er det mindste religiøse. Hvorfor skulle der ellers være så mange mennesker, der afholder sig fra at spise forskellige fødevarer, også selv om de overhovedet ikke er allergiske over for dem? Men det var vist et sidespor.

Fasten kan i overført betydning dække over alverdens former for afholdelse, og fasten kan være i kortere eller længere tid: En uge, en måned, 40 dage (som den kristne faste), et år, eller resten af livet.

Jeg har nu besluttet mig for at prøve at holde sådan en form for faste i overført betydning: Jeg vil se, om jeg kan undlade at købe nyt tøj i et år. Det er ikke en ”faste”, som jeg selv har fundet på. Jeg hørte første gang om ideen i et radioprogram for et par år siden. Dengang fik det mig til at tænke over mine tøjindkøb – i nogle måneder. Så kom jeg fra det igen. Efter at have lavet lidt research kan jeg se, at der er mange engelsk-, fransk- og tysksprogede blogs, der netop handler om at undlade at købe nyt et år. En tysk blogger skriver her om sine erfaringer med et år uden at købe nyt tøj. Dertil kommer formentlig en større gruppe, der gør det samme, uden at de har følt sig kaldet til at skrive en blog om det. (Men fordelen ved at skrive en blog er, at det kan være med til at holde en på sporet. Hvis man ikke fortæller nogen om sin ”faste”, er der jo heller ingen, der opdager, at man bryder den, vel?)

Tanken er altså hverken original eller usædvanlig. Men motivationen hos de tøj-fastende er tilsyneladende forskellige. De enkelte bloggeres motivationer – i det omfang, de beskriver deres motivation (og det gør de!) – falder i følgende kategorier:

  1. Et ønske om at spare penge
  2. Et ønske om at vinde et væddemål
  3. Et ønske om at reducere sit samlede forbrug og sin miljøbelastning
  4. Et ønske om at slippe ud af et misbrugslignende tøjforbrug
  5. Et ønske om at reducere sin garderobe
  6. Et ønske om at påvirke tøjindustrien i mere bæredygtig retning
  7. Et ønske om at bringe et offer for Gud (og måske bruge de sparede penge på de trængende)

Det er jo alle sammen værdige begrundelser på hver deres måde. Selv kan jeg sagtens identificere mig med både nr. 1 og nr. 3 – og måske lidt nr. 5. Men bare for at vise at jeg alligevel er en lille smule original, så er min motivation en helt ottende: Jeg vil simpelthen gerne prøve, om jeg kan. Om det er muligt for mig at lade være med at købe tøj et helt år.

Som begyndelsesdag for mit år har jeg valgt den 15. februar 2018 – det er helt tilfældigt, men alligevel meget symbolsk, dagen efter askeonsdag, som markerer fastetidens begyndelse.