Brevkasse: Skal bruden holde tale?

6 okt

Kære Sanne Udsen,

Ved et bryllup er det en tradition, at manden holder en tale. Er det det samme hos bruden? Eller hvad? Nu er jeg ikke selv personlig god til at tale foran en masse mennesker, men kan ikke rigtig komme på, hvad jeg så kunne finde på, som er passende for en brud??

Kære læser,

Traditionen tilskriver ganske rigtigt, at brudgommen holder en tale. Traditionen tilskriver endvidere, at i denne tale takker han brudens forældre for at have fået lov til at gifte sig med deres datter. Dette sidste er sjældent relevant i vore dage, og derfor er brudgommens tale i højere grad en tale til bruden. Af denne grund og fordi det virker lidt ensidigt, at kun den ene part holder tale til den anden, er det blevet en moderne tradition, hvis man kan sige det sådan, at også bruden holder en tale til brudgommen. Eller, hvis hun som dig ikke er den store taler, på anden vis gør noget for at fejre brudgommen, såsom at skrive en sang. Men det er heller ikke alle, det falder let at skrive en sang. Personligt har jeg det lidt dobbelt med det. Det er en stor dag for de involverede, og det er derfor ikke underligt, at man ønsker at markere det ved en tale eller en sang, der udtrykker ens følelser og glæde over at skulle dele sit liv med den anden. Men det skaber samtidig et stort forventningspres, og det er som sagt ikke alle, der er lige gode til på denne måde og foran en større forsamling at give udtryk for sine følelser. Derfor synes jeg sagtens, du kan undlade at holde en tale eller skrive en sang. Men jeg synes, du skal sige det til ham på forhånd. Forklar ham, at du elsker ham og er lykkelig over, at I skal giftes, men det er for angstfremkaldende for dig at skulle holde en tale for ham, og det vil ødelægge aftenen for dig at have det hængende over hovedet. Da han må antages at kende dig, vil han forstå det og derfor ikke blive skuffet. I stedet kan du måske bruge kræfter på at finde den helt rigtige morgengave til ham.

Brevkasse: Taler ved barnedåb?

4 okt

Kære Sanne Udsen,

Om alt går vel, vil vores datter snart gøre mig til morfar. I den forbindelse har hun forklaret sin mor og mig, at der ikke holdes taler til barnedåb. Det tolker vi, som om hun ikke ønsker, at vi skal holde tale, hvilket vi selvfølgelig vil efterkomme. Men nu er jeg blevet nysgerrig – holder man virkelig ikke taler til barnedåb? Og hvorfor ikke?

Kære læser,

Jeg tror, det vil være klogest af jer at holde fast i den vurdering, at jeres datter ikke ønsker, at der bliver holdt taler ved barnedåben. For man kan egentlig ikke sige, at hun har etiketten på sin side. Jeg går ud fra, at vi med barnedåb forstår en helt almindelig luthersk-evangelisk dåb i kirken med efterfølgende frokost eller middag. Mine studier i litteraturen har givet følgende resultater: Klassikeren over dem alle, Emma Gad, skriver i ”Takt og Tone” (1918): ”Den ældste af de mandlige Faddere holder Talen for Barnet (…) En anden af Fadderne udbringer Forældrenes Skaal, og det skulde gaa mærkeligt til, om der ikke ogsaa blev holdt Taler for de to Sæt Bedsteforældre.”  Andreas Vinding og Tage Heft skriver i ”Omgang med Mennesker” (1930): ”Ved Daabsmiddagen taler den ældste eller den fornemste af Fadderne for Barnet. (…) En af de andre Faddere taler for Forældrene. (…) Er Præsten med, udbringer han Bedsteforældrenes Skaal og advarer dem imod at forkæle deres Børnebørn.”   I Politikens ”Vor tids skik og brug” (1965) skriver de: ”Forældrene – sædvanligvis faderen på sin kones og egne vegne – bør takke fadderne, fordi de har påtaget sig at være barnets gudforældre. Hvis der ellers holdes taler, skal den ældste af fadderne tale og ønske dagens hovedperson, barnet, tillykke.”

Dit spørgsmål fik mig i øvrigt til at ransage min hukommelse for, hvornår jeg egentlig sidst selv var til barnedåb. Formentligt på grund af den høje gennemsnitsalder i min omgangskreds er det et stykke tid siden, men jeg kan dog huske, at der ikke blev holdt taler ved den lejlighed. Der er ikke pligt til at holde taler – men det er heller ikke sådan, at ”man” ikke holder taler ved barnedåben. Dog er det tydeligvis en aftagende tradition. Og som sagt: Hvis jeres datter ikke ønsker taler, så bør hun have lov til at bestemme.

Tænk, før du spørger!

14 sep

Det er en almindelig accepteret antagelse, at folk elsker at snakke om sig selv. Det er en antagelse, der er baseret på århundreders – ja, årtusinders – visdom. Og det er på ingen måde, fordi jeg vil påstå, at det ikke forholder sig sådan. Problemet er imidlertid, at indimellem får denne antagelse folk til at stille spørgsmål til hinanden, som nærmest får karakter af forhør. Og så meget elsker de færreste alligevel at tale om sig selv.

Det kan være vanskeligt at trække grænsen mellem sund og høflig interesse for andre på den ene side og decideret nyfigenhed på den anden. Og samtidig sker der tilsyneladende et skred i de ting, man synes, man kan tillade sig at spørge til. På det seneste har jeg således bemærket, at selv de mest perifere bekendte synes, de kan tillade sig at spørge et vordende forældrepar: ”Ved I, hvad køn det bliver?” Og det vordende forældrepar kan føle sig forpligtet til at svare, at ja, det ved de, og det bliver sådan og sådan. Men hvad kommer det dog andre ved? Det siger sig selv, at barnets køn er af interesse for forældrene og til en vis grad også for bedsteforældrene. For alle andre har det ingen legitim interesse. Men fordi det i dag ofte er sådan, at forældrene faktisk har mulighed for at kende kønnet på barnet, før det er født, så synes tilfældige personer, at det er rimeligt at spørge til barnets køn. Det er det faktisk ikke. Ikke desto mindre kan der altså ske det, at de vordende forældre falder i den meget udbredte jeg-er-blevet-stillet-et-spørgsmål-og-så-må-jeg-jo-svare-fælde. Uanset om de har lyst til at diskutere det eller ej, føler de sig derfor forpligtet til at svare og siger: ”Ja, det bliver en dreng.” Men her stopper det ikke. Der følger flere spørgsmål: ”Nå, en dreng! Er I glade for det?” Hallo? Hvem er det lige, der forestiller sig, at det vordende forældrepar vil svare: ”Nej, det er vi ærligt talt ikke. Vi ville gerne have haft en pige.” Det skulle ikke undre mig, om det i så fald ville blive fulgt op med et: ”Nå? Hvad gør I så? Vil I så bortadoptere drengen?”

Men før jeg lader mig føre alt for langt ud på et sidespor, hvor underholdende det end er, så lad mig vende tilbage til min pointe: Der er grænser for, hvilke spørgsmål det er passende at stille bare for at holde konversationen gående. Og skulle man blive udsat for et spørgsmål, man ikke har lyst til at svare på, så er det vigtigt at huske, at der er forskel på en almindelig konversation og en vidneafhøring i retten. Man er ikke forpligtet til at svare hvem som helst på hvad som helst, og man er heller ikke forpligtet til at svare dem sandfærdigt.

Til vordende forældre, der er trætte af at blive stillet spørgsmålet, om de kender deres barns køn, vil jeg derfor foreslå, at de svarer: ”Ja, men vi vil helst se, om det holder stik, før vi fortæller det.”

Eller – hvis de frygter, at dette ikke vil stoppe de virkeligt nyfigne – så har de min tilladelse til at lyve og sige ”Nej”.

Brevkasse: Skal gæsterne tage skoene af?

11 sep

Kære Sanne Udsen,

Jeg bor et sted med ret sarte gulve, og jeg har et problem med, at folk har sko på indenfor i mit hjem. Men når jeg beder dem om at tage skoene af, falder det ikke altid i helt god jord. Hvordan kan jeg få mine gæster til at forstå, at de skal tage skoene af, når de kommer indenfor? Det er vel ikke kun mig, der har det sådan?

 

Kære læser,

Jeg skal ikke kunne sige, om det kun er dig, der har det sådan. Men sagen er, at det ikke regnes for god etikette at bede sine gæster om at tage skoene af. Det er kun noget, man gør i en moske. Når man besigtiger en bolig eller et gerningssted, tager man sådan nogle beskyttelsesposer over skoene, men det er en helt anden sag. I et almindeligt, privat hjem beholder gæsterne skoene på, når de går indenfor. Hvis det er meget dårligt vejr udenfor, foretrækker jeg selv at have et par solide sko på, når jeg tager hen til mine værter, og så medbringe et par fiksere sko, jeg kan skifte til indendørs.  Måske er det den vej, du skal gå, hvis du er meget øm over dine gulve. Men derfra og til ligefrem at bede dine gæster om at tage skoene af og gå rundt på strømpesokker er der noget af et skridt. Sko regnes for en vigtig del af ens påklædning. Det er blandt andet derfor, at man som vært normalt tager sko på, når man får gæster – for at understrege, at man er fuldt påklædt. Det kan jeg jo så godt regne ud, at du nok ikke gør, men det er altså det, der regnes for god etikette: Både gæster og værter har sko på inden døre. Men det må meget gerne være nogle ”små” sko og ikke store vinterstøvler. Børn forventes derimod at tage skoene af. Så kan de bedre hoppe i sofaerne.

 

Brevkasse: Afbud til bryllup?

31 aug

Kære Sanne Udsen,
For efterhånden lang tid siden blev min kæreste og jeg inviteret til bryllup hos nogle af hans gode venner. Vi har sagt ja tak til invitationen. Nu er der så sket det, at en af mine gode venner holder sin runde fødselsdag samme dag. Jeg vil selvfølgelig meget hellere til min kammerats fødselsdag, hvor jeg kender de andre gæster og ved, det bliver sjovt. Til brylluppet vil der formentlig ikke være mange, jeg kender, og bryllupper har det i det hele taget med at være temmelig kedelige, hvis man ikke lige er brudeparret selv. Jeg har spurgt min kæreste, om jeg ikke kan få lov til at melde afbud til brylluppet, men det var han overhovedet ikke forstående overfor! Faktisk fik vi lidt af en krise over spørgsmålet. Hvad siger du? Og hvorfor skal folk også sende bryllupsinvitationerne ud så latterligt tidligt?

Kære læser,
Du behøver jo ikke mit svar. Du ved udmærket godt, at du er nødt til at tage din kæreste i hånden og gå med ham til bryllup og kede dig med anstand, hvis det kommer dertil. For det første har du allerede takket ja til invitationen. For det andet ønsker din kæreste, at du skal komme med. Det er hans gode venner, og jeg kan trøste dig med, at hvis det er seriøst og langtidsholdbart med dig og din kæreste, så vil disse venner sikkert også blive dine venner ad åre, og så vil det være godt at have været med til deres bryllup. Når det er sagt, så kan jeg kun dele din forundring over, at kommende brudepar sender invitationerne ud både halve og hele år før den lykkelige begivenhed. Der er ingen grund til at sende dem ud tidligere end 8-12 uger før brylluppet. Brudeparret kan advisere den nærmeste familie og de nærmeste venner om den planlagte dag, så disse personer kan reservere dagen, men ellers er der absolut ingen grund til at lade folk det vide i så god tid. Normalt vil det af hensyn til økonomien være en fordel for brudeparret, hvis der er nogle afbud, og chancen for afbud stiger, hvis invitationen først kommer ud tættere på begivenheden. Og så er der de gæster, der egentlig helst er fri for at deltage – de vil også have vanskeligt ved at takke nej, når de har fået invitationen i meget god tid. Dertil kommer, at der i det hele taget kan ske så meget, som man ikke altid kan være forberedt på, og det er ikke sjovt at skulle aflyse et bryllup, som man allerede har sendt invitationerne ud til. Og nu jeg er i gang, så hørte jeg sidste år om et brudepar, som sendte invitationer ud i januar til deres bryllup i juli kun for at finde ud af, at de faktisk ikke havde råd til at holde brylluppet og derfor måtte aflyse det. Havde de ikke været så tidligt ude med deres invitationer, kunne de have sparet sig selv for en yderst pinlig situation. For slet ikke at tale om udgifterne til portoen.

Brevkasse: Hvordan skal man dele en restaurantregning?

27 aug

Kære Sanne Udsen,
Hvis man inviterer nogle personer ud at spise på en restaurant, hvordan er det så meningen, man skal dele regningen?

Kære læser,
Svaret kommer i allerhøjeste grad an på, hvad du mere præcist forstår ved ”invitere”. Når man inviterer personer ud på en restaurant, bliver de ens gæster, og så er det værten eller værtinden, der tager hele regningen. Det er sådan set meget nemt. Hvis værten eller værtinden ønsker at begrænse regningens størrelse til et vist beløb, er det en klog forholdsregel på forhånd at aftale især vinen, men også menuen med restauranten – evt. med muligheden for, at der er lidt at vælge imellem for de gæster, der har allergier eller af andre grunde ikke spiser dette eller hint. Men hvis du ikke mener ”invitere”, men derimod ”arrangere”, altså at du har arrangeret, at I er nogle stykker, der går ud og spiser sammen, så er den almindelige korrekte etikettemæssige måde at dele regningen på, at man deler den lige over. Det kræver imidlertid, at deltagerne spiser inden for nogenlunde samme prisklasse. Og det kræver, at der ikke er personer, der enten af økonomisk nød eller af temperament insisterer på, at regningen deles meget præcist efter hver enkelt persons forbrug. Det er ikke god stil, men det kan være nødvendigt.

Brevkasse: Højbords til guldbryllup

19 maj

Kære Sanne Udsen,
Jeg har et spørgsmål. Det drejer sig om vores guldbryllup. Under middagen sad vi ved højbord med vores børn og svigerbørn. Ingen foran os, vores gæster sad ved runde borde, så langt så godt. Efter middagen mente jeg, at vi skulle sætte os hver for sig ved vores gæster, altså ikke igen ved højbord. Det gjorde vi, men herefter at festen og alt igen er normalt, mener min mand, at det var helt forkert. Vi skulle været blevet sammen. Nu har vi holdt så mange fester, alt har vi fejret på samme måde, men nu mener han så, at til denne fest er det noget andet, så hvad mener du? Ja, festen kan jo ikke laves om, men mener du også som ham? Var jeg helt forkert på den?

Kære læser,
Nej, jeg mener ikke, du var forkert på den. Jeres gæster var vel trods alt kommet også for at hilse på jer og ikke bare kigge på jer. Hele ideen med et højbord stammer jo fra en tid, hvor de fineste personer kunne sidde for sig selv, så de ikke behøvede blande sig med mere almindeligt dødelige, mens disse almindeligt dødelige kunne se beundrende eller misundeligt op på de fine, som måske endda også fik noget andet og bedre at spise. Sådan bruger vi det selvfølgelig ikke i dag, hvor et højbord netop kommer på tale i private sammenhænge i forbindelse med bryllupper, herunder guldbryllupper. Men som sagt så er der jo ikke megen grin ved at have inviteret en masse gæster – som jeg går ud fra, at I havde inviteret, fordi I havde lyst til at være sammen med dem – og så hele aftenen sidde alene ved et bord sammen med børn og svigerbørn, som I formentlig ser væsentligt oftere end de andre gæster. Derfor synes jeg, at I gjorde det helt rigtige ved at flytte jer efter middagen. Man kunne argumentere for, at guldbrudeparret som festens genstand skulle blive sammen, når de flyttede rundt til de andre borde, men hvorfor egentlig? Ved andre festlige lejligheder sørger man jo netop for at adskille parrene. Og som sagt er jeg overbevist om, at jeres gæster satte pris på, at de fik lejlighed til at være lidt sammen med jer, så de ikke måtte nøjes med at iagttage jer fra afstand.

Brevkasse: En uindbuden gæst

9 maj

Kære Sanne Udsen,

Når man inviterer sin svoger og hans kone til middag, og de to timer, før de skal komme, sender en sms om, at de tager deres søn på 22 år med, og jeg derefter siger, at de så ikke skal komme, er det ikke okay?

Jeg mener, at børn automatisk kommer med til alt, men når de er voksne, altså 18 år og frem, så skal de særskilt inviteres.

Er jeg helt galt på den?

Kære læser,

Til spørgsmålet om, hvorvidt du er helt galt på den, vil jeg svare: Både ja og nej. Børn kommer ikke automatisk med til alt, heller ikke selv om de er under 18 år. Det kommer ganske an på anledningen. Jeg vil dog godt give dig ret i, at hvis du og din kone inviterer din svoger og svigerinde til middag, så vil den almindelige opfattelse være, at mindreårige børn også vil være inkluderet i invitationen. Du har også ret i, at udeboende ”børn” ikke er omfattet af en invitation til forældrene, og at evt. hjemmeboende børn over 18 år skal have en særskilt invitation, især hvis det er særligt fine anledninger, som fx et bryllup. Men selv en ganske uformel middag hos svoger og svigerinde kræver et overblik over antal gæster alene af hensyn til planlægning og indkøb, og jeg vil sige, at det under ingen omstændigheder er god stil at ringe eller sms’e to timer før ankomsttidspunktet for at meddele, at der kommer en ekstra gæst. Det er for så vidt ligegyldigt, om denne gæst er 22 eller 17 år. Pointen er, at en sådan gæst må forventes at kunne spise en helt almindelig voksenportion, og at værtsparret på dette sene tidspunkt må forventes at have planlagt og indkøbt og måske endda dækket bord. Det sidste er formentlig det mindste problem. Der vil være nogle værtspar, der altid køber meget rigeligt ind, og som derfor uden problemer kan affodre et par ekstra, hvis det skulle blive nødvendigt. Så selv om man kan sige, at det er generel dårlig stil at melde en ekstra gæst til med så kort varsel, vil der være nogle tilfælde, hvor det sagtens kan gå – men det kræver et nærmere kendskab til værtsparret, graden af formalitet i anledningen, samt forholdet mellem værtspar og de selvinviterede gæster.

Men nu til et mere specifikt spørgsmål: Kunne din svoger og svigerinde med rimelighed tro, at deres søn var omfattet af invitationen? Som udgangspunkt kan vi godt blive enige om, at det vil kræve en særskilt invitation i betragtning af, at han er 22 år gammel. Denne særskilte invitation behøver ikke være mere formel end: ”Hvis Alexander har lyst, er han også meget velkommen!”, samt en nærmere angivelse af, hvornår man gerne vil vide, om Alexander skulle have lyst eller ej. Den invitation har du tydeligvis ikke givet. Så hvorfor tror din svoger og svigerinde, at han er omfattet af invitationen? Ja, man går vel almindeligvis ud fra, at folk er interesserede i at se deres nevø engang imellem. Det må være deres grundlæggende antagelse. Ikke desto mindre burde din svoger og svigerinde 1) have spurgt om deres søn evt. kunne komme med. Jeg medgiver, at det er vanskeligt at sige nej til dette, men det kan og bør kunne klares med et svar à la: ”Jeg havde egentlig forestillet mig, at det bare skulle være os fire”. Og de burde 2) absolut ikke have meddelt hans deltagelse kun to timer før og 3) slet ikke pr. sms.

Der er altså ikke tvivl om, at din svoger og svigerinde opførte sig kritisabelt. Men var deres opførsel så kritisabel, at det retfærdiggjorde din stærke reaktion? Når du blev så sur, at du ligefrem bad dem om at blive væk – hvilket jo indebar besvær og irritation for alle parter, også for dig og din kone som må formodes at have gjort huset gæsteklart og være startet på madlavningen – så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der må ligge mere bag. Er det, fordi det er sådan, de altid gør, og nu var det den berømte dråbe? Er det jeres nevø, I ikke har lyst til at se? Eller handler det om noget helt andet? For hvis der ikke er en underliggende konflikt, som begge parter har kendskab til, så synes jeg faktisk, at du er galt på den med en så afvisende reaktion i en situation, der – netop fordi der er tale om familie – burde kunne være klaret med en svar-sms med en ordlyd à la: ”Vi troede ikke Alexander kom, så vi har ikke købt ind til ham. Men vi kan bestille en pizza. Hvilken slags vil han have?” Når vi taler om takt og tone, så skal der en hel del til, for at man kan ”afinvitere” en gæst. Selv om din svoger og svigerinde ikke opførte sig helt, som de burde, så kan det bestemt diskuteres, om deres brøde var så stor, at de også fortjente at blive ”afinviteret”. Dermed er I havnet i en situation, som det er vanskeligt at se, hvordan I skal komme ud af, for begge parter kan med rette føle, at den anden part var uhøflig.

Brevkasse: Hvem tilhører en medbragt flaske vin?

15 jan

Kære Sanne Udsen
Nogle af vores venner har en tendens til at tage den flaske vin, som de kom med, med igen, når de går, hvis den ikke er drukket. Det irriterer mig, for jeg synes ikke, man kan tage sin flaske med igen, når man går. Det ville jeg i hvert fald aldrig drømme om. Så hvordan griber jeg det an?

Kære læser,
Hvis vi taler om en helt almindelig aften, hvor jeres venner kommer til middag, så vil jeg også mene, at den medbragte flaske vin er at betragte som en værtindegave, og dermed skal den blive tilbage, når gæsterne går. Den oplagte måde at undgå, at de tager flasken med igen, er at åbne den med det samme. Det er selvfølgelig irriterende, hvis de kommer med en flaske, som egentlig ikke passer til maden, men det forhindrer dem da i at tage flasken med.

En anden måde vil være at tage imod flasken og begejstret sige: ”Ih, en dejlig cabernet sauvignon! Den vil jeg glæde mig til at drikke på søndag!” og så straks stille flasken ind i et skab eller lægge den i jeres vinreol eller på anden vis fjerne den fra gæsternes umiddelbare blik. Jeg kan trods alt ikke forestille mig, at jeres venner vil give sig til at gennemsøge jeres hjem for at få deres flaske med igen.

Men det underliggende problem er, at det, du (og jeg) opfatter som en værtindegave, bliver opfattet som noget andet af dine gæster, nemlig som sådan en flaske, som man medbringer på en ”bring-your-own” restaurant, hvilket man jo normalt ikke gør i private hjem. Selv hvis man besøger et hjem, hvor værten ellers ikke drikker alkohol, vil man lade flasken stå, for han kan jo senere få besøg af andre gæster, der gerne vil have et glas.

Der vil selvfølgelig være undtagelser, hvor det vil være på sin plads at tage flasken med sig igen, hvis den ikke bliver drukket i løbet af aftenen, men det vil normalt være ved sammenskudsgilder som fx en vejfest.