Man kan nu købe ‘Djævelens advokat’ i Gyldendals krimiklub for den nette sum af 129 kroner. Hvis man er medlem af bogklubben, vel at mærke. Og interessant nok har de kædet min bog sammen med ‘Lige efter bogen’ af John Colapinto, som jeg synes er en ret underholdende bog! Man sparer nu ikke noget ved at købe de to bøger sammen. Men denne form for markedsføring er kendt fra Amazon, og må antages at være specielt rettet mod læsere, der ikke er så gode til hovedregning.
Category Archives: Mine bøger
Håndbog for karrierekvinder, version 2.0
I dag udkommer ‘Håndbog for karrierekvinder’ i 2. udgave. Den nye udgave er hele 20 % længere end den ‘gamle’, som udkom første gang i 2000. Den nye udgave er at finde i boghandlerne fra i dag — og hvis du ikke kan finde den hos din boghandler, så kan den bestilles hjem, eller du kan bestille den direkte fra DJØFs Forlag.
Det har de skrevet om “Stein og drømmefabrikken”
Bogen fortæller levende og flydende historien om affæren indtil nu. (…) Hvis jeg kun skulle indkøbe en bog om affæren vil jeg af de udkomne indtil nu vælge denne, ikke mindst fordi de psykologiske aspekter er prioriteret. Samlet konklusion: Underholdende bog, der med gode bud lægger puslespillet om den utrolige sag.
Carsten Güllich-Nørby, Lektørudtalelse
Bogen her er velskrevet og gør afgjort læseren nysgerrig. Hvordan kunne denne leg med penge, falske dokumenter, løgne, kriminelle handlinger som falske underskrifter, bedrageri og fakturering af ingen varer til høje priser foregå for øjnene og ørerne af såkaldte fremtrædende erhvervsfolk foregå? Der gives mange gode og foreløbige svar på mange spørgsmål. Derfor bør bogen læses som en god introduktion til det videre forløb, som vi vil se, når retssagen rigtig starter og bliver offentlig …
Erik Stubtoft, Helsingør Dagblad
STEIN OG DRØMMEFABRIKKEN er den mest analytiske (…); den går i langt højere grad i dybden med de erhvervsmæssige detaljer, bl.a. lykkes det den fint at forklare, hvori Stein Baggers svindel bestod …
Silas Ebert, LitteraturNu
”Stein og drømmefabrikken” er en bog, der betragter sagen udefra og ovenfra. (…) Hvis man vil have en hurtig gennemgang af affæren og desuden kunne tænke sig et lille tip om, hvad man kan kende fremtidige ”banditter i habitter” på, så kan denne udgivelse bruges.
Jonas Hindsholm Bentzen, Børsen
Både velskrevet og pædagogisk opbyggelig bog, der i bagklogskabens lys fokuserer på det psykologiske aspekt i dramaet omkring IT Factory.
Jens Andersen, Berlingske Tidende
Sanne Udsen har godt greb om den del af erhvervslivet, der hærges af egomaniske, manipulerende psykopater med Rolex-ure, Armani-klude samt Porsche i garagen og giver et bud på, hvorfor deres svindelnumre lykkes. Udsens bog fokuserer især på Bagger og kredsen omkring ham, herunder hustruen Anette Uttenthal, makkeren Jensby og medierådgiveren Erik Ove. Ingen af de tre er noget kønt syn. (…) Bogen (…) flyder veloplagt med gode detaljer.
Hans Engell, Ekstra Bladet
Ja, og så har jeg også oplevet den noget spøjse ære at blive nævnt i Pia Kjærsgaards grundlovstale 2009. Spøjs, fordi det selvfølgelig altid er godt med reklame — men til brug mod EU? Hmmm …
Rabat på Stein og drømmefabrikken
Hvis du er medlem af SAS Eurobonus, kan du få rabat på ‘Stein og drømmefabrikken’. Du kan få den til lige knap 180 kroner mod normalt 250 kroner. Se mere her på SAS Eurobonus hjemmeside.
Anmeldelser af Stein og drømmefabrikken
Det er altid med bævende hjerte, man imødeser anmeldelser af ens bøger. Det er jo lidt ligesom et barn, man sender ud i verden. Vil de grumme anmeldere forstå netop ens eget barns styrker og særkender? Eller vil de hæfte sig ved ubetydelige svagheder? Eller — endnu værre — vil de helt misforstå barnet/fejllæse bogen/læse den ud fra helt forkerte præmisser? Ja, det kan ske. Men i tilfældet med anmelderen på Helsingør Dagblad kan jeg nu ikke på nogen måde klage!
Asger Jensbys manglende kandidatgrad
Jeg har på opfordring af Bjørn Lambek valgt at redigere i den tidligere udgave af dette indlæg, da indholdet åbenbart kunne — læs: blev — misforstået. Kort sagt har Bjørn Lambek beskyldt mig for at beskylde ham og hans kollega, Kristian Sloth, for at have planket historien om Asger Jensby manglende kandidatgrad fra min bog om IT Factory-sagen. Forvirret? Jeg skal prøve at rede trådene ud.
Forhistorien er, at jeg i “Stein og drømmefabrikken” har skrevet om, at der i årevis har været vedholdende rygter om, at Asger Jensby ikke er cand.merc., som han ellers selv har påstået bl.a. på sin LinkedIn profil. (Det er ændret nu, så der er ingen grund til at gå ind og tjekke.)
Hvis jeg havde haft mere tid, kunne jeg nok have gjort mere for at få det dokumenteret, men i første omgang forlod jeg mig på mit ret indgående kendskab til de højere læreanstalter – som ikke uden videre udleverer oplysninger om deres alumnis kandidatgrader, manglende eller ikke-manglende, hvis disse oplysninger ikke er officielt tilgængelige. Til gengæld stolede jeg på min kilde. Og derfor kom det med i bogen. Selv om det selvfølgelig gav anledning til diskussioner mellem mig selv og forlaget. Til sidst endte det altså med, at den manglende kandidatgrad kom med.
Bogen udkom den 23. marts. En uge før udgivelsesdagen lå bogen rundt omkring på redaktionernes borde. Søndag den 22. marts om aftenen sad hele familien klar foran fjernsynet, da 21 Søndag tonede frem på skærmen, eftersom det var annonceret, at de ville bringe et interview med Asger Jensby. Og det skal jeg love for, de gjorde!
Og ikke alene var det lykkedes journalisterne (Bjørn Lambek og Kristian Sloth) at få et interview med Asger Jensby — de fik også hele to gange verificeret den manglende kandidatgrad. Først af Handelshøjskolen i Århus og bagefter af Asger Jensby selv. Sikke en lettelse! Nu var det ganske klart, at jeg ikke behøvede frygte et sagsanlæg mandag morgen, når bogen lå i forretningerne.
Timingen og detaljen med LinkedIn-profil gav mig dog stof til eftertanke. De havde haft min bog liggende på redaktionen i en uge. Det gav mig anledning til at skrive et lille glad: “Mon ikke det er derfra, de har fået inspirationen til at tjekke hr. Jensbys akademiske meritter?” Jeg kan tilføje, at jeg ikke var ene om at have bidt mærke i timingen, og jeg var heller ikke den eneste, der var lidt hurtigt ude med en årsags-sammenhæng.
For Bjørn Lambek har forsikret mig overbevisende om, at de har kendt til rygtet om den manglende kandidatgrad længe.
Nu kommer vi så til der, hvor diskussionen om “beskyldninger” starter. Bjørn Lambek og jeg har haft en telefonsamtale, hvis indhold i ultrakort referat bestod i:
“Du har beskyldt os for at have planket en historie”.
“Nej, det har jeg altså ikke.”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
Og så videre ad nauseam. Læseren kan selv fortsætte.
Jeg har ikke beskyldt Bjørn Lambek og hans kollega for at have planket en historie. Jeg har hverken sagt, skrevet, tænkt eller ment det. Derimod har jeg troet — og troede, jeg havde skrevet — at de var blevet inspirerede af en oplysning i min bog. Det er de så ikke. Men hvordan skulle det være at planke en historie, selv hvis jeg havde troet rigtigt? Historien har de da under alle omstændigheder selv lavet.
Det kræver altså ikke det store detektivarbejde at gribe et frithængende rygte og skrive det ned. Faktisk var det en væsentlig pointe i min bog, at det netop var et vedholdende rygte, som det ikke var vanskeligt at komme til at høre. Tværtimod. Derimod ligger det store arbejde i at få rygtet enten verificeret eller falsificeret. Æren for dette tilfalder alene journalisterne på 21 Søndag, uanset hvor de havde fået inspirationen til det fra.
Måske er der tale om en fundamental forskel på, hvordan journalister tænker, og så hvordan vi, der er mere akademisk uddannet, tænker. Journalister lægger helt vildt stor vægt på en “nyhed”. Vi, der er forskningsuddannede, ved, at en nyhed har meget kort holdbarhed, mens vi i stedet lægger vægt på selvstændig refleksion og analyse. Inspirationen til dette arbejde kan komme hvorsomhelst fra — vi kan jo ikke vågne op hver morgen og opfinde den dybe tallerken — men det er det ekstra, som inspirationen fører til, der tæller. For at bruge et lidt vel fortærsket udtryk så er det det sidste, der er value adding.
I min bog om IT Factory-sagen har jeg derfor også forsøgt at fokusere på ikke personen Stein Bagger, og hvorfor han gjorde, som han gjorde, og hvad han mon lavede på sin tværs-over-USA-tur, men derimod på, hvorfor omgivelserne lod ham slippe af sted med det. Det er også baggrunden for, at jeg medtog et (på det tidspunkt) ikke verificeret rygte om Asger Jensbys manglende kandidatgrad i min bog. For det første: Hvor mange personer opstår der nu lige den slags rygter om? For det andet: Hvor ofte ser vi nu lige en kombination af en administrerende direktør, der lyver om sin uddannelse, og en bestyrelsesformand, der gør det samme? Hvor hurtigt mon lige bestyrelsesformanden vil være til spille “nu-viser-vi-alle-vores-eksamenspapirer-frem”-legen?
Manglende eksamensgrader er ikke problem i sig selv, men det er i høj grad et problem, når en person har løjet om det. Da jeg i sin tid lavede research til min bog “Psykopater i jakkesæt”, fandt jeg ud af, at det med at lyve om sine eksamenspapirer var et gennemgående tema. Dengang stødte jeg især på falske jurister og falske ingeniører. Sidenhen har jeg i forbindelse med min foredragsvirksomhed hørt endnu flere grelle eksempler. Falske læger lader bl.a. til at være i omløb i større omfang, end man har lyst til at tænke på.
Nu, hvor jeg er i gang med mine bøger, kan jeg også røbe, at manglende eksamenspapirer ligeledes er en del af plottet i min krimi “Djævelens advokat”.
Og nej, jeg vil ikke forsøge at tage monopol på at interessere mig for folks manglende eksamenspapirer, men jeg kan da i det mindste dokumentere, at min interesse går langt tilbage …
Radiointerview om Stein og drømmefabrikken
Man kan høre et interview med mig om “Stein og drømmefabrikken” på JP Radio.
“Djævelens advokat” til røverpris
I disse dage er der mulighed for at købe “Djævelens advokat” til en usædvanligt god pris — ja, vi kan vist roligt kalde det røverpris. Den kan nemlig fås til den latterligt billige pris af 59,00 kroner i Vangsgaards nye bogudsalg. Det finder sted på Rådhuspladsen i København og løber til og med den 28. marts 2009.
Så er der foromtale af Stein & drømmefabrikken
Bogen er jo ikke udkommet endnu, det sker først den 1. april, men der skulle alligevel gerne komme noget foromtale af den. Og det er sket på Kulturplakatens hjemmeside.
Kapløbet om BOGEN om IT Factory
“Stein og drømmefabrikken”, som er min bog om Stein Bagger og IT Factory, udkom den 23. marts. Som bekendt er det en i en række af bøger om samme emne. Ikke mindst en, der bliver forfattet af hovedpersonen selv! Politiken skriver om den her. De skriver også om de andre bøger, der er på vej. Ikke at de i den forbindelse gider nævne mig ved navn, men de nævner dog, at min bog, som udkommer på Børsens Forlag, udkommer den 1. april. I øvrigt har jeg fra sædvanligvis pålidelig kilde fået oplyst, at det IKKE er Lindhardt og Ringhof, der skal udgive Stein Baggers egen bog. Hvem er det så? Hvis nogen skulle vide det, er de velkomne til at fortælle mig det!
Det har været en højst besynderlig oplevelse at deltage i kapløbet om at få skrevet en bog om Stein Bagger og IT Factory-sagen. Mediawatch har skrevet om et par af de kommende bøger, inkl. min egen. Det samme har Journalisten.