Jeg er feminist. Min datter er feminist. Vi stemmer begge nej til ændring af tronfølgeloven den 7. juni. Ja, det føles lidt underligt at skulle stemme nej til et forslag, der på papiret fremmer ligestilling mellem kønnene, for ligestilling mellem kønnene er noget, som både min datter og jeg går ind for. Vi går bare endnu mere ind for ligestilling mellem mennesker. Vi går ind for, at man ikke kan fødes eller giftes til visse rettigheder, som er hævet over andre menneskers rettigheder.
Selvfølgelig er der forskel på menneskers grundvilkår – nogle er så heldige at være født i et vestligt demokrati, andre er mindre heldige. Nogle er så heldige at være født af velhavende, velfungerende forældre – andre er mindre heldige. Intelligens og skønhed er heller ikke ligeligt fordelt. Men monarkiet som institution er blot ikke forfatningsmæssigt forældet og grundlæggende i total modstrid med det, vi ellers hylder, nemlig demokratiet – det er også en absurditet.
Det gør det ikke mindre absurd, at kongehuset ”fornyer” sig ved, at medlemmer af kongefamilien gang på gang gifter sig med borgerlige, som så pludseligt bliver ”kongelige” og dermed hævet over andre mennesker. Det er ikke at følge med tiden. Det er at udstille institutionens iboende absurditet.
At stemme for at modernisere en sådan forældet institution med såkaldt ligestilling er derfor med til at holde liv i en illusion om, at kongehuset kan følge med tiden. Men det kan ikke lade sig gøre, for kongehuset er ikke af tiden. Det er af en anden tid. En tid, vi ikke ønsker tilbage.
En tid, man stadig kan se direkte i vores grundlov, fx i § 13: ”Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.”
Kongen – eller dronningen – er ansvarsfri og hans/hendes person er fredhellig! Det giver mening, når det er monarken, der bestemmer. Men monarken kan ikke bestemme i et demokrati.
Der er modstrid mellem de to styreformer, og her har vi altså valgt demokratiet. Hvad skal vi så med en monark?
Nu er det ikke sådan, at jeg til daglig går og gør mig til af at være republikaner. At jeg er kommet ud af skabet er fremprovokeret af den forestående afstemning om pseudo-ligestilling.
Når jeg ikke almindeligvis skilter med at være republikaner, så er det ikke, fordi jeg er flov over det. Det er heller ikke, fordi det er en tabersag i Danmark.
Nej, det skyldes, at som republikaner bliver man ganske enkelt misforstået. Hvis jeg, som er dansker og har dansk indføds- og stemmeret, sidder i et selskab med andre danskere i Danmark, og jeg siger på dansk: ”Jeg er republikaner”, så vil resten af selskabet opfatte det, som om mit udsagn har noget med amerikansk indenrigspolitik at gøre. De vil af uransagelige grunde opfatte det, som om jeg på en eller anden måde har noget med det amerikanske republikanske parti at gøre. Mærkeligt nok, for hvis jeg havde sagt: ”Jeg er demokrat”, så ville de formentlig ikke opfatte det, som om at det havde noget med det amerikanske demokratiske parti at gøre.
Men det amerikanske republikanske parti har lige så lidt patent på begrebet republikaner, som det amerikanske demokratiske parti har på begrebet demokrat.
Endelig er der jo ikke meget informationsværdi i at sige ”Jeg er demokrat”. For hvem er ikke det? Derimod er der i princippet informationsværdi i at sige ”Jeg er republikaner”. Hvis det altså blev forstået sådan, som det skal forstås, nemlig at når en dansker er republikaner, betyder det, at man ønsker, at Danmark bliver en republik. Og ja, det indebærer, at kongehuset bliver afskaffet!
Når det endelig lykkes for mine omgivelser at forstå, at jeg ikke ønsker at bevare kongehuset, og altså ønsker at sætte kongefamilien fra bestillingen, så får jeg typisk følgende reaktioner:
Reaktion nr. 1: ”Synes du da ikke, dronningen gør det godt?”
Jo, jeg synes, dronningen gør det super. Jeg synes, at hun og resten af kongefamilien inklusive Prins Henrik og hundene og de små prinser alle sammen er aldeles super. Og flere af dem er også fotogene. Jeg synes bare ikke, de har nogen plads i et moderne samfund. Vi taler om et job og en funktion som helt principielt ikke bør udfyldes, og så er det sådan set ligegyldigt, hvorvidt den nuværende stillingsindehaver gør det godt eller skidt.
Reaktion nr. 2: ”Vil du da have en præsident?”
Nej, jeg vil ikke have en præsident. Det er en udbredt misforståelse, at man absolut skal have en præsident til at klippe snore over og modtage andre statsoverhoveder. Vi kan udmærket nøjes med statsministeren. Og hvis han eller hun ikke har tid til at klippe snore og døbe skibe og modtage buketter, så kan vi udnævne en minister til det. Så nej, jeg vil ikke have en præsident, og det er heller ikke nødvendigt, men skulle jeg komme i den situation, at valget stod mellem en monark og en præsident, så vil jeg da klart foretrække præsidenten.
Reaktion nr. 3: ”Det vil være dyrt at afskaffe kongehuset!”
Undskyld, men hvad har penge med det at gøre? Nu er jeg selv økonom, og hvis der er noget økonomer har respekt for, så er det penge. Men der er visse ting, der er hævet over smålige økonomiske hensyn, og det er fx spørgsmålet om, hvorvidt man skal have et monarki eller en republik. Det er ikke et spørgsmål, der er velegnet til at blive afgjort på basis af en investeringskalkule.
Når det er sagt, så må jeg sige, at forudsætningerne for påstanden om, at det skulle blive dyrt at afskaffe kongehuset, forekommer mig mere end luftige. Jeg har aldrig set regnestykket gjort op, men lad os da prøve:
På den ene side har vi de sparede udgifter til kongehuset. På den anden side har vi … ja, hvad har vi? Det er ikke ganske klart, men jeg har hørt fremført, at kongehusets afskaffelse vil medføre omkostninger til en præsident og reducerede turistindtægter.
Nu kan vi nok ikke spare alle pengene til kongehuset lige med det samme. Personligt går jeg ikke ind for, at kongefamilien skal af med hovedet eller landsforvises, så der bliver nogle overgangsomkostninger til en form for efterløn til kongefamilien, men på et tidspunkt vil de ophøre.
Så var der det med ”omkostningerne”. Omkostninger til en præsident skal kun afholdes, hvis man har en præsident. Og det er der ingen grund til at have. Med mindre man selvfølgelig synes, det vil være pengene værd med en præsident.
Hvordan så med de reducerede turistindtægter? Hvad mon de løber op i? Ja, jeg har endnu ikke set opgørelsen af præcist, hvor mange turister der kommer til Danmark alene, fordi Danmark er et monarki.
Nu skal det jo ikke komme an på pengene, men jeg vil vove den påstand, at tabet i form af indtægter fra turister, som udelukkende kommer til Danmark, fordi Danmark er et monarki, er af så beskeden størrelse, at det sikkert kan dækkes ved en indsamling blandt danske republikanere. Selv om vi er få, er vi dog ikke så få. En undersøgelse foretaget af Visit Denmark bekræfter denne antagelse.
Men uanset alle logiske argumenter, så er republikken Danmark en tabersag. Jeg har erkendt, at hvis jeg vil bo i en republik, så må jeg emigrere.
Hvorfor så ikke bare sluge den bitre pille og stemme ja? Som feminist varmer det selvfølgelig ens hjerte, at netop ligestilling bliver brugt som sukker på den bitre pille. Men til alle jer feminister derude, der er fristet til at stemme ja til tronfølgeloven, selvom I egentlig er imod kongehuset: Lad jer ikke narre! Selvom det er fuldstændigt korrekt, at et ja til ligestilling i tronfølgen ikke også er et ja til kongehuset, så vil et ja uvægerligt blive tolket som en støtte til monarkiet. Så derfor: Stem nej på næste søndag!
På Politikens hjemmeside kan man finde en livlig diskussion om, hvorvidt man skal stemme blankt eller nej, hvis man skal give udtryk for sin modvilje mod kongehuset. Hertil er kun at sige, at de blanke og ugyldige stemmer “forsvinder” — mens en NEJ-stemme sender et højlydt signal! Et muligvis uklart signal, javist, men dog et signal, der bliver vanskeligt at ignorere! Debatten er blevet så højlydt, at den ifølge Politiken ligefrem afspejler, at læserne “raser”!! Ja, republikanerne er i sandhed kommet “out of the woodwork”!
Breaking news: Nu vil også Marianne Jelved stemme blankt. Selv om Politiken er tæt på det injurierende, når de kækt skriver, at hun “flirter” med at stemme blankt!
En af hendes tidligere partifæller, Simon Ammitzbøll, opfordrer til gengæld til at stemme blankt – også på sin egen blog. Og det samme gør en hel række unge, radikale politikere. Måske er der alligevel håb forude!
Nå, ja, og så har jeg ikke engang kommenteret den igangværende debat om Statsministeriets ja-kampagne. Men det er der så mange andre, der har gjort. Fx på Informations hjemmeside.
Top-provokerende er det selvfølgelig, at ovennævnte indlæg blev skrevet som en kronik til Berlingske Tidende. Mærkeligt nok havde de ikke plads til at bringe den! Til gengæld havde de plads til at bringe en vældig monarki-positiv kronik. Min analyse er den samme. Min konklusion er bare en anden!
Nå, ja, så skal vi heller ikke glemme, at de ligefrem har en leder, hvori de opfordrer til at stemme ja. Kunne det monstro være derfor, at de ikke havde plads til min kronik?
Så er der endnu engang breaking news. Hvis det da ikke allerede er old-old news? Marianne Jelved vil minsandten nu alligevel stemme ja. Og her havde jeg ellers fået en slags respekt for de Radikale. Midlertidigt. Meget, meget midlertidigt, skulle det vise sig! Men de kommer vel så i det mindste næppe heller ind i EU-Parlamentet. Lidt retfærdighed er der vel.
Men under alle omstændigheder bliver det spændende! Det kan man også læse i Berlingske Tidende.
I mellemtiden anbefaler Jydske Vestkysten at stemme blankt. Og så er der alle dem, der føler sig provokeret over Statsministeriets ensidige ja-kampagne.
Og Peter Kemp anbefaler i Politiken at stemme blankt eller nej.
Meningsmålingerne både her (i Politiken) og der (i Berlingeren) tyder nu på, at forslaget faktisk falder. Men husk, at det kan man ikke være sikker på, før stemmerne er talt op!
Ekstra Bladet har nu meldt klart ud: De anbefaler et nej på lederplads.
