Jagten på de rette varer og det gode supermarked

11 nov

Man kan med rette bebrejde danske supermarkeder for ikke at være så velassorterede og delikate som fx franske supermarkeder. Men i det mindste har de danske supermarkeder den fordel, at man som dansk forbruger kender de danske supermarkeder og deres varer. Et af problemerne ved at flytte til Tyskland er, at man skal lære nye supermarkeder at kende — og så skal man lære at finde ud af, hvilke varer man kan få hvorhenne, og hvad de tyske forbrugere forbruger. Det er ikke det samme, som danske forbrugere forbruger. Det er måske ikke andet, end man kunne forvente, men derfor kan man alligevel blive forundret over de konkrete detaljer.

Forleden ville jeg — for at fejre at vores køkken næsten er færdigt — lave en ret fra en japansk kogebog. Opskriften lagde op til at bruge enten ramen nudler eller kinesiske nudler. Nu kunne jeg jo nok regne ud, at ramen nudler måske ikke var så nemme at opdrive her på den forkerte side af Rhinen, men kinesiske nudler — dem kan man da få alle steder. Tænkte jeg. Jeg tog fejl. Der var ingen kinesiske nudler at finde i den nærmeste Rewe City, men det skyldtes sikkert Rewe Citys ringe størrelse. Tænkte jeg. Jeg tog fejl.

Kaufland i Mülheim

Næste dag begav jeg mig hen i Kaufland. Kaufland er et meget stort og meget billigt supermarked. Her måtte jeg helt sikkert kunne finde nudler. Men nej. Der var ganske vist en hel reol med forskellige former for pasta, herunder spätzle, men ingen kinesiske nudler. Bruger tyskere slet ikke nudler? Jeg har i hvert fald ikke fundet dem endnu, men mon ikke jeg kan få dem inde i centrum af Køln? Hvis nogen har en adresse, hører jeg den gerne.

Og det er ikke den eneste ting, jeg har ledt forgæves efter. I sidste måned skulle jeg bruge sæbespåner. Jeg vidste, jeg havde nogle sæbespåner i en flyttekasse, men hvilken? Det var nemmere at gå ud og købe nogle nye. Troede jeg. Jeg tog fejl. Vi var i alle forretninger, der solgte sæbe og vaskemidler og rengøringsprodukter. Ingen sæbespåner nogen steder. I stedet købte jeg et par poser med fra Danmark, da jeg var der næste gang. Og samtidig fandt jeg så i øvrigt flyttekassen med sæbespåner. Så nu har jeg sæbespåner nok til den nærmeste fremtid. Men hvad med de stakkels tyskere? Skal de slet ikke have nogen sæbespåner?

Livet i Køln: introduktion

8 nov

Den 1.januar i 2010 startede min mand i sit nye job, som fysisk er placeret i Køln i Tyskland. Inden han søgte jobbet, havde jeg lovet ham, at jeg ville flytte med ham, hvis han fik jobbet. Det er nemt nok at love den slags, når der er tale om en teoretisk mulighed. Det er altid noget andet, når det skal føres ud i livet!

Der gik selvfølgelig nogle måneder med at sælge huset hjemme i Danmark og få pakket det ned. At pakke et hus ned, som man har haft i 12 år, er lidt af en opgave — også selv om selve pakningen af flyttekasser blev klaret af professionelle (sådan da) flyttefolk.

Det var heller ikke så nemt at finde den rigtige lejlighed: Der er en mangel på 4-5 værelsers lejligheder i Køln — ikke mindst fordi en stor del af byen, i lighed med andre tyske byer, blev ødelagt under luftangreb i slutningen af 2. verdenskrig.

Det betyder ikke, at der slet ikke findes gamle huse i Køln. Der er trods alt en del huse, der har overlevet begge verdenskrige, og så er der en del, der er blevet genopført og/eller restaureret med den gamle facade intakt.

Men det lykkedes os at finde en lejlighed — ganske vist på den ‘forkerte’ side af Rhinen — og den 1. juli 2010 forlod vi vores gamle hus i Danmark og kunne flytte ind i den nyistandsatte lejlighed, der ‘kun’ manglede et køkken, her i Køln. Lidet anede vi, at det skulle tage tre måneder, fire montørbesøg, et besøg af et polsk håndværkersjak, samt et elektrikerbesøg, før vi kunne få oprettet en fastnettelefonforbindelse. Og dermed var der stadig ingen internetforbindelse!

“Jamen, er det ikke Tyskland, I er flyttet til?” spørger folk os. “Hvordan kan det tage så lang tid?”

Ja, suk og støn, hvordan kan det tage så lang tid? Måske er det på sin plads lige at indskyde, at det ikke skyldes, at vi er udlændinge og bliver diskriminerede. Her gøres ingen forskelsbehandling — alle bliver lige dårligt behandlet, forsikrer vores fuldblods tyske naboer os om. Naboer, handlende, tilfældige togpassagerer, vi møder — alle klager de over Deutsche Telekom og alle de andre telefonselskaber, nu de er i gang.

Men hvad er det så, der gør det så besværligt? For det første er det tyske telefonsystem oldnordisk: For at oprette et abonnement skal der en montør ind i huset og tilslutte telefonstikket. Det gælder uanset, hvor mange gange der tidligere har været telefoner tilsluttet de selvsamme telefonstik!
For det andet er der problemet med, at mens monopolet på telefonmarkedet er brudt f.s.v.a. udbuddet af teletjenester, så er der stadig monopol på selve kablerne. De ejes stadig af Deutsche Telekom. Og hvis man som kunde har været så letsindig at bestille sin telefonforbindelse hos Vodafone — ja, så er Deutsche Telekom ikke ligefrem serviceorienterede, når de skal lave deres del af tilslutningsarbejdet hos kunden.

Nå, men nu virker telefonen da! Nu skal vi så bare se, om vi kan få det trådløse netværk til at køre pålideligt.

Nabofruen på taget

7 apr

For langt over en måned siden så vi pletten på loftet første gang. Diagnosen var nem at stille: Der måtte være en defekt tagsten. Udbedringen var noget vanskeligere. Nogen skulle tydeligvis op på taget.

“Vi må have en længere stige,” sagde min mand, som straks tog af sted for at købe en. Vi satte stigen op. Den var ikke lang nok. Hverken til at man kunne komme op og kigge på taget, eller til — nok så vigtigt — at man ligefrem kunne komme op på taget.

Så det stoppede der. Vi rejste fra et defekt tag og var borte nogle uger. Som forventeligt så det værre ud, da vi kom tilbage. Vi kiggede endnu engang på det.

“Det må vi se at få gjort noget ved,” sagde jeg.

“Ja,” sagde min mand. Og så stoppede det der.

Lige indtil jeg en aften opdagede, at nu var lækagen blevet meget, meget værre.

Næste morgen sagde jeg til min mand: “Nu er du altså nødt til at gå over og låne den stige hos naboen!”

“Ja,” sagde min mand. “Hvad er det nu, ‘låne’ hedder på fransk?”

Bevæbnet med dansk-fransk ordbogen under armen gik min mand over til naboen. Han kom tilbage med ordbogen under den ene arm og stigen under den anden arm.

“Hvordan pokker får man løsgjort den her stige?” spurgte han, og mens vi baksede med den, kom nabofruen pilende gennem hegnet for at hjælpe. Nabofruen er en væver lille dame, som for længst er gået på pension. Den eneste gang, hvor jeg har været indenfor hos naboen, var hun lige igang med at lave en æbletærte sådan en helt almindelig fredag aften, hvor der ikke skulle komme gæster. Hun havde mel op til begge albuer og var ved at skære æblerne ud i papirtynde skiver. Nu fik hun frigjort stigen i løbet af ingen tid. Vi fik stillet stigen op til taget. Min mand kravlede op.

“Hvad skal jeg se efter?” spurgte han.

“Du skal se efter, om der er en af dem, der er i stykker,” sagde jeg hjælpsomt nede fra foden af stigen.

“Jeg kan ikke se noget,” sagde han til sidst og kravlede ned. “Prøv du.”

Jeg skulle lige til at kravle op, da Madame stoppede mig.

“Må jeg?” spurgte hun.

Jeg måtte have set en anelse tvivlende ud, for hun skyndte sig at forklare: “Det er skam mig, der ordner alt med taget ovre hos os!”

Nu var det jo ikke, fordi det ligefrem kriblede i mig for at komme op og inspicere taget, så jeg lod allernådigst Madame kravle op. Mens jeg holdt fast i stigen, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle sige til hendes mand, hvis hun faldt ned, og hvad nummeret til SAMU mon lige var her ude på landet.

I første omgang stoppede hun som reglementeret ved det trin, hvor der med store bogstaver står “STOP”. Men Madame er en lille dame, så hun kunne ikke få et ordentligt overblik derfra, og hun klatrede lynhurtigt videre op. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvad ‘forsigtig’ hedder på fransk, men jeg kunne ikke huske det. Madame begyndte at hive snavs væk fra taget.

“Har De en kost?”

Ja, det havde vi da. Af sted efter en kost, og da vi kom tilbage, lød der er et triumfråb fra Madame. Den defekte tagsten var fundet. Nu sled og hev hun, og løs kom den. Så skulle der sættes en ny på. Banke, ordne, hive. Alt dette skete med kun det yderste af en tå på stigen, som jeg stadig klamrede mig til, alt imens jeg forestillede mig det værste. Så skulle Madame lige tjekke, om der var flere defekte tagsten. Det var der ikke. Endelig, endelig kom hun ned fra stigen igen, og jeg kunne drage et lettelsens suk. Vi fik slået stigen sammen igen.

Madame så med sit falkeblik på noget afklip fra et træ, vi havde liggende, og sagde, at hun planlagde at lave et bål til afbrænding af haveaffald i morgen, og vi kunne da bare få vores brændt med på bålet.

“Tak,” sagde vi. “For det hele.”

“Det var da ingenting,” sagde Madame og tog stigen under armen og gik tilbage gennem hegnet.

“Da jeg kom for at låne stigen, var hun i gang med at højtryksspule,” sagde min mand, mens han så efter hende. “Hende kunne du lære noget af!”Den famøse tagsten

Parisernes spændende liv

28 sep

Der er et eller andet ved den måde, som pariserne bevæger sig rundt i byen på, som får den udenforstående til at forestille sig, at de må leve nogle meget spændende liv. Deres liv er muligvis hverken mere eller mindre spændende end andre storbyboeres, men det ser altså sådan ud. Det er den måde, de henslængt sidder på cafeer og diskuterer livligt på. Det er den måde, de haster ned ad fortovet med deres rensetøj på. Det er den måde, de bærer deres poser med supermarkedsindkøb på. Det er den måde, de kaster sig ind og ud ad taxaer på. Det er den måde, de skynder sig hen mod metronedgangen for at forsvinde ned i dens ildelugtende slugt. Det er den måde, de gestikulerende og højlydt snakkende i deres mobiltelefon går ind på restauranter og henter deres bestilte takeout og henkastet spørger: “Combien je dois?” og kun lige akkurat lægger telefonen fra sig længe nok til at betale regningen. Det er den måde, de sidder i bussen med deres store indkøbsposer fra BHV. Alt sammen får det en til at tro, at de garanteret er på vej til vigtige møder, interessante middagsaftaler, livlige receptioner, opløftende teaterstykker. Måske skal de bare hjem og sidde foran fjernsynet. Men den måde, de bevæger sig derhen på, sker med stil!

Tiggere i Paris

4 sep

Der er relativt mange tiggere i Paris. De fleste sidder på gaden med en lille kop af en art og har enten et skilt, hvor der står, de er sultne, eller også beder de direkte om lidt penge, når man går forbi. Der er også nogle, der optræder i metroen med sang eller spil, og så bagefter går rundt med raslebøssen. Andre spiller en instrument eller synger for folk på vej ned i metroen. Så er der dem, der stiger ind i metroen og holder en lille tale, hvor de forklarer, at de er enlig mor til to og ikke har flere penge, efter at elektriciteten er betalt, og de er villige til at tage mod hvad som helst, mønter, metrobilletter eller madkuponer. Lidt falder der normalt af. Tiggerne er desuden voksne. Ikke børn. Men i søndags på metrostationen Porte de Clignoncourt så jeg en tigger, der afveg fra alle andre tiggere, jeg endnu har set. For det første var det et barn – en dreng på omkring 10 år. For der andet var der hans metode: I stedet for lidt ydmygt og bedende at henvende sig til de forbipasserende småråbte han et lille rim, ja, nærmest en sang ud i menneskemængden: “S’il vous plait, s’il vous plait, donnez-moi la monnaie!” Jeg ved ikke, hvor godt det virkede. Jeg så ikke nogen give ham noget. Heller ikke jeg selv. Men han bør i hvert fald få point for originalitet.

September i Paris

4 sep

Jeg skal love for, Paris ser anderledes ud i september end i august. Selv midt på dagen er metroen nu fyldt med mænd i jakkesæt og mapper, mens den for bare en uge siden var fuld af turister i sandaler med kort over Paris og turistguidebøger på alle sprog. Ja, man ser da stadig en turist her og der – det er trods alt byernes by – men turist/beboer-ratioen er virkelig rykket. Og det samme er vejret. Uden varsel kom efteråret i mandags på dato den 1. september. Nu er folk iført lange bukser og overtøj, og på cafeerne er de udendørs varmelamper blevet tændt. Ak, ja, så hurtigt det kan gå! For en måned siden kunne jeg ikke forestille mig, at man nogensinde skulle kunne få lyst til at tage en ulden sweater på – men nu har jeg meget, meget nemt ved at forestille mig det! Faktisk ønsker jeg lidt, at jeg havde en.

Aftentur på Seinen

29 aug

Kan man forestille sig noget mere pinligt end at tage på en turistrundfart med masser af andre turister og en guide, der forsøger at fortælle en om diverse seværdigheder på gebrokkent engelsk? Det syntes jeg i hvert fald ikke tidligere, man kunne. Men nu er jeg blevet ældre. Nu er jeg ligeglad med god smag! Jeg havde sat mig for en tur på Seinen. Og det skulle helst være en tur om aftenen. Det er en populær turistfornøjelse at tage en bådtur på Seinen, så der er nok af selskaber at vælge mellem. Og bådene kommer i alle mulige størrelser: Nogle er så store som gamle pramme. Andre små og intime med servering af champagne til akkompagnement af harmonikamusik. (Den sidste del kunne jeg nu godt undvære. Altså harmonikaen. Ikke champagnen.) På mine ture langs Seinen, mens der stadig var palmer på Paris Plage, har jeg haft rig lejlighed til at observere de forskellige selskaber og deres udvalg i både.

Så da min mand helt uopfordret foreslog en bådtur på Seinen, slog jeg ikke alene straks til – jeg forklarede ham, at vi skulle med Canauxrama. Tidligere havde jeg nemlig været på en udmærket sejltur med dette selskab på Canal Saint-Martin.

Vi tog så turen klokken 21. Stemningen var højere, end man kunne have forventet. Den høje stemning blev ikke mindst sikret af et større spansk selskab, der drak den ene flaske champagne efter den anden og sidenhen fortalte mig, at jeg talte godt fransk – to ting, der ganske tydelig vidnede om deres gode smag.

Byen så fin ud på denne tid af aftenen, og ikke mindst var det lidt af et højdepunkt at se Eiffeltårnet helt i blåt og pyntet med gyldne EU-stjerner. Dette var, forklarede guiden, i anledning af det franske EU-formandskab.

Gratis parkering i Paris

25 aug

“Er her ikke meget lidt trafik?” spurgte min veninde Helle, da vi for et par uger siden krydsede den ellers normalt temmeligt trafikerede Rue de Rivoli. “Det er da fantastisk så stille her er!” fortsatte hun. I betragtning af, at vi befandt os i en ellers livlig og livligt trafikeret storby. Det er august-effekten. Formentligt har pariserne sat sig ind i deres biler og er kørt på landet. Eller også har de kørt bilerne i garage. De har i hvert fald ikke ladet dem stå på gaden. På de fleste mindre gader er der faktisk gratis parkering i august. Det siger vist mere end meget andet om, hvor stille her kan være – altså sådan rent trafikalt. På parkeringsautomaterne står der: gratis på søndage, helligdage og i august måned. Måske skulle man nyde det, mens tid er. Om en uge er det september, og så skal der igen betales for parkering. Jeg har bare ikke nogen bil, jeg kan have fornøjelsen af at parkere gratis …

Hot, hot, hot

7 aug

Ja, her i Paris kan vi ikke klage over varmen. Ikke over den manglende, i hvert fald. I går var den oppe på 34 grader – og det var vel at mærke hen mod klokken 19 og i skyggen. I nat og i dag har den til gengæld stået på nærmest tropisk regn. Måske er det derfor, det er vanskeligt at finde en pariser, medmindre han eller hun arbejder i servicebranchen – og er på arbejde. Alle andre er tilsyneladende flygtet ud af byen og har overladt den til turisterne. Var der også så mange turister i juli? spørger jeg mig selv. Eller lagde jeg bare ikke mærke til dem? Men jeg er nu overbevist om, at om ikke andet, så er forholdet mellem turister/fastboende helt sikkert rykket markant siden juli. Det er turisterne, der pt. ser ud til at være i overtal!

August i Paris

4 aug

Paris er så småt ved at lukke ned for sommeren. Butik efter butik og restaurant efter restaurant ruller skodderne ned og sætter et skilt i vinduet, hvor der står ‘på gensyn til september’. De forretninger, der ikke holder sommerferielukket, har til gengæld skifter udsalget af sommerkollektionen ud med efterårskollektionen, så man kan se lune, langærmede sweatre og uldne spencere med nydelig støvletter til, mens man selv sveder i en kortærmet T-shirt. Faktisk er det en anelse deprimerende, at efterårskollektionen allerede er fremme. Hvem har lyst til at blive mindet om, at sommeren får en ende? Det forekommer kun at være et øjeblik siden, at den begyndte.