Brevkasse: Bryllupsgave eller ej

21 jun

Kære Sanne
Jeg håber du kan hjælpe mig med, hvad jeg skal svare en, der er inviteret til mit bryllup. Hun har skrevet en SMS om, at hun praktisk taget ikke har råd til en bryllupsgave, da hun bliver arbejdsløs til juli (1,5 måned før brylluppet). Og hun siger, hun meget gerne vil deltage i brylluppet, men at hun synes, jeg skal bestemme det. Og hun siger, at hun godt kan forstå, hvis jeg ikke synes, hun skal deltage.

Info: jeg var meget i tvivl, om jeg skulle invitere hende, dels fordi hun ikke er en tæt veninde, og dels fordi der på det sidste har været andre episoder, hvor jeg har været træt af hende. Lige nu har jeg ikke lyst til at se hende til vores bryllup. Jeg synes, det er uforskammet at skrive sådan til mig. Hvis hun ikke har råd til en gave, har hun da heller ikke råd til at leve. Så for mig at se er det et prioriteringsspørgsmål. Jeg bliver sur, da hun reelt ikke giver mig noget valg mht, hvad jeg skal svare. Hun lægger op til, at jeg da skal svare ‘nej du behøver da slet ikke komme med en gave, er bare glad for at se dig’. Sådan har jeg det slet ikke. Det betyder ikke noget, om hun er der.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal svare hende, men har ikke lyst til at se hende til vores bryllup og måske heller ikke nogensinde.Vil bare lige tilføje at de ting der gør jeg ikke har lyst til at se hende er sket efter hun har fået invitationen, og er det så ikke bristede forudsætninger el lign? Jeg havde jo aldrig inviteret hende hvis jeg ikke havde lyst til at se hende igen.

Synes bare hun skulle have kommet med en gave, hun havde råd til, eller meldt afbud, hvis hun ikke kunne være bekendt at komme. Det ville jeg selv have gjort. Men synes det er frækt at lægge afgørelsen over på mig. Har jeg ret? Og hvad skal jeg svare hende?

Kære læser
Du skal svare hende, at hun selvfølgelig skal komme, da jeres bryllup naturligvis ikke handler om at få gaver. Det sidste håber jeg sandelig er sandt. Ja, det er rigtigt, at det er kutyme at give gaver til bryllupper, men der er jo ikke tale om en adgangsbillet. Hvis hun var kommet til brylluppet uden en gave, så ville I jo ikke have nægtet hende adgang.

Når det er sagt, så synes jeg, at det er en underlig adfærd fra hendes side, og du har ret i, at det stiller dig i en umulig situation, fordi du nu skal give din godkendelse af, at hun ikke kommer med en gave. Og selv om jeg ikke er helt enig med dig i, at det er et prioriteringsspørgsmål at kunne købe en gave, så skulle man jo tro, at hun kunne finde ud af at give jer en gave, der ikke kostede penge — passe jeres børn (hvis I har sådan nogle) eller lave mad til jer en dag eller noget andet, der passer bedre til jer.

Og med hensyn til, at du ikke længere har lyst til at se hende — det skulle du have tænkt over, da du satte hende på gæstelisten. Sket er sket.

Det skal være nogle ret voldsomme ting, som fx at hun er stukket af med din kommende brudgom (men så ville brylluppet jo alligevel være aflyst), for at det overhovedet kan komme på tale. Man kan ganske enkelt ikke af-invitere folk. Man kan aflyse festen, men man kan ikke sige til nogle gæster, at de alligevel ikke er inviterede. Og vil det ikke være at gå for vidt at aflyse brylluppet bare for at undgå en enkelt gæst?

Normalt vil gæsten af sig selv melde afbud, hvis der opstår en form for kontrovers mellem værtinde og gæst, efter invitationen er udstedt. Men den pågældende person har åbenbart ikke samme opfattelse af jeres indbyrdes forhold, som du har. Og gæstelisten fanger altså.

Det er i øvrigt endnu en god grund til, at man skal undlade at invitere sine gæster i alt for god tid før brylluppet. Man skal højst invitere dem 3 måneder før — og gerne endnu senere. Der kan ske så meget!

Brevkasse: Hvem kan tale med hvem?

30 maj

Kære Sanne Udsen
Håber du kan hjælpe her: Seks personer er i stuen, to har en indbyrdes snak, da den ene pludselig skal høre, hvad der snakkes om i den anden ende. Da det er slut, vender vedkommende tilbage med et ”Nu må du godt fortsætte.” Det vil vedkommende ikke. Personen mener, at det var meget uhøfligt at gå væk fra deres snak. Hvad er ret og forkert her?

Kære læser,
Jeg kan til en vis grad godt forstå den person, der bliver fornærmet over at skulle holde en pause i sin fortælling, fordi samtalepartneren skal følge med i, hvad der foregår i den anden ende af stuen. På den anden side må man sige, at hvis man skal have en uforstyrret privat samtale, så skal den ikke foregå i en stue, hvor der er andre personer til stede. En af disse andre personer kunne med lige så stor ret have spurgt de to, der sad for sig selv, hvad de var i gang med at snakke om, og så ville snakken jo også være blevet afbrudt. Når man befinder sig seks personer sammen i en stue, må man med andre ord indstille sig på, at al samtale har en form for kollektivt præg, og man kan ikke lægge beslag på en enkelt persons opmærksomhed, medmindre man har hele selskabets opmærksomhed. Når det er sagt, så kunne den pågældende måske nok have udtrykt sig noget høfligere end ”Nu må du godt fortsætte”, hvori der underforstået ligger, at den pågældende gør den anden en stor tjeneste ved at lytte til vedkommende. En mere høflig måde at genoptage snakken på ville have været en variant over: ”Undskyld – hvor kom vi fra?”

Brevkasse: Amerikanske og europæiske bordmanerer

6 jan

Kære Sanne Udsen,

Jeg har et spørgsmål om brug af bestik. Jeg går i skole i Philadelphia og var i går til en “etikettemiddag”, som skolen holdt. Vi blev vist den korrekte amerikanske måde og den europæiske måde at bruge bestik på. Er det korrekt, at man i Europa bruger “bagsiden” af gaflen? Jeg har altid ment, at jeg har temmelig god etikette, men jeg har da altid brugt kniven til at lægge lidt mad op på den “rigtige” side af gaflen.

Jeg blev helt forbavset over at høre dette, så hvis du kan hjælpe mig, ville jeg være rigtig glad!

Kære læser,
Som du nok allerede har bemærket, har amerikanere en tendens til at tale om ”Europa”, som om det var et stort fælles sted, og dets indvånere som ”europæere”, som om der ingen forskel var på deres måde at opføre sig på, herunder deres opfattelse af god etikette. Ganske vist kan man netop i dette tilfælde tale om en europæisk (eller ’continental’, som den også kaldes) og en amerikansk måde at bruge sit bestik korrekt på: Den korrekte amerikanske måde at bruge bestikket på består i først at skære fx sit kød ud i et par mindre bidder, derefter lægge kniven på kanten af tallerkenen (uden at kniven rører bordet!) og med højre hånd derefter bruge gaflen til at fragte maden op til munden med. Det er derimod ikke god amerikansk etikette at skære det hele ud i småbidder på én gang, som om man var et småbarn, der skulle made sig selv. Jeg har ladet mig forstå, at den amerikanske tradition stammer fra samme tid som det oprindelige ”tea party” og var et oprør mod de britiske overherrer og deres bordmanerer. Derfor regnes det for patriotisk at spise på denne måde – hvilket efter min opfattelse da også er det eneste, der kan retfærdiggøre denne temmelig omstændelige måde at spise på.

Den korrekte europæiske måde at spise på er at beholde gaflen i venstre hånd og bruge kniven til at skære kød og grøntsager ud med, som man derefter enten spidder med gaflen eller ved hjælp af kniven skubber over på gaflen. Men – og nu kommer vi til dit spørgsmål – på hvilken side af gaflen skal maden så skubbes over på? Den almindelige og fuldt ud korrekte europæiske måde at gøre det på er den måde, du sikkert også har lært det på, nemlig den ’nemme’ side, dvs. den side, hvor gaflens grene vender opad. Hvis man derimod spiser et stykke kød eller et større stykke grøntsag er der snarere tale om, at man spidder maden, og i dette tilfælde vender gaflens grene (ja, det hedder det – jeg har slået det op) nedad. Men at lægge grøntsager – specielt ærter – oven på en gaffel, hvis grene vender nedad – ja, det er såvel upraktisk som krukket.

Hvorfor har de så fået galt fat i det ved din etikettemiddag? Det er nok bl.a. pga. deres forståelse af ”Europa” og ”europæere”. Det er nemlig helt korrekt, at det har været den engelske måde at gøre det på. Men for det første skulle det undre mig såre, om det er videre udbredt i dagens England, selv blandt de velopdragne, og for det andet er engelsk ikke lig europæisk. Dette understreges af, at når englændere taler om ”Europa”, så mener de ”kontinentet” eksklusive de britiske øer, og når englændere taler om ”europæere”, så mener de alle andre end dem selv. Kort sagt – hvad briterne gør, er ikke det samme som, hvad europæerne gør. Det er altså dine etikettelærere, der er galt på den, hvilket jeg selvfølgelig er ked af at høre. For jeg synes ellers, det er en rigtig god ide med sådan en etikettemiddag!

Brevkasse: Er det gode manerer at bruge tandstikker?

7 sep

Kære Sanne Udsen,

Vi har jævnligt din “Takt og tone i tiden” fremme for lige at vide, hvad god skik er i forbindelse med forskellige begivenheder. Jeg har været på din hjemmeside, men kunne ikke lige finde en blog for vores spørgsmål nedenfor.

I festligt lag efter en god middag kommer spørgsmålet ofte: “Har I en tandstikker”, hvorefter der åbenlyst med rodet i tænder efter madrester. Hvad er god skik egentlig på det område?

Kære læsere,
Jeg er meget glad for dette spørgsmål. Det giver mig anledning til at understrege noget, som burde være alment kendt, men tydeligvis ikke er det: Alt, hvad der har med personlig hygiejne at gøre, bør udøves i enrum, eller til nød i selskab med ens ægtefælle eller en anden person, med hvem man har opnået en betydelig grad af fysisk intimitet. Til personlig hygiejne henhører også tandhygiejne. Det hører ikke til i selskab med andre og slet, slet ikke ved et middagsbord! Den eneste funktion en tandstikker har ved et middagsbord eller i andet selskab er som værktøj til at fiske oliven eller andre kanapeer op fra en serveringstallerken med.

Hvorfor er det så, på trods af denne krystalklare etikettemæssige regel, ikke desto mindre udbredt at gøre, som I beskriver i jeres spørgsmål? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at det bør bekæmpes med alle midler. Desværre er der ikke noget at stille op, hvis man som gæst i en andens hjem er ude for, at værtinden selv stiller tandstikkere på bordet og tilbyder gæsterne brug af dem. Hertil er kun at afslå brugen af tandstikker eller evt. tage imod en og derefter gå ud på toilettet og bruge den, hvis det er nødvendigt. Hvis man selv er værtinde, og man bliver stillet spørgsmålet, om man har en tandstikker, så kan man enten svare nej eller ”Der står nogle ude på toilettet. Du er velkommen til at bruge dem derude.”

Som høflig gæst, der indimellem kommer i den situation, at man har brug for en tandstikker, bør man medbringe sine egne hjemmefra og udelukkende tage dem i brug på toilettet.

Jeg har faktisk skrevet om denne problemstilling i den bog, der hedder ”Takt og tone i arbejdslivet” (som kan lånes på biblioteket). Det er jo en problemstilling, der også kan optræde i løbet af en arbejdsdag.

Brevkasse: Reserver dagen-kort

24 maj

Kære Sanne Udsen,
Vi skal snart til at lave std-kort til vores bryllup og kan ikke helt finde ud af, om man også sender dem til de gæster, der “kun” skal med til reception og kirke? Jeg tænker, at de så måske forventer, at de skal med til selve middagen, når de får sådan et std-kort, og så bliver de skuffede, når de kun får invitation til reception. Hvad mener du? Og hvad gør man med de gæster, som kun skal til reception?

Kære læser,
Lad mig starte med at forklare de uindviede læsere, at ”std-kort” er en forkortelse for ”save the date-kort”, eller ”reserver dagen”-kort. Disse kort bruger man fx i forbindelse med bryllupper, hvis man af en eller anden grund gerne vil advisere sine gæster i meget god tid om, at de kan forvente en egentlig invitation på et senere tidspunkt. Når der overhovedet er grund til at gøre brug af den slags kort frem for at gå direkte til at skrive invitationerne, kan det skyldes, at selv om man har fastsat datoen, kan der være mange andre detaljer, der stadig mangler at komme på plads, som fx det sted hvor festlighederne skal afholdes.

Hvornår skal man så gøre brug af ”reserver dagen”-kort, og hvem skal have dem? Der, hvor det kan give god mening at fremsende sådanne kort, er, når man har mange gæster fra udlandet, der måske gerne vil have god tid til at planlægge deres tur, herunder have muligheden for at kunne få billige flybilletter.

Hvilke gæster skal så have dem? Ja, du svarer nærmest selv på spørgsmålet. Hvorfor skal man reservere en dag? Der er normalt kun grund til at reservere selve aftenen. Så ja, hvis man får en ”reserver dagen”-skrivelse, vil man helt automatisk forvente at blive inviteret til middagen. Der er derfor ingen grund til at sende noget til receptionsgæsterne, før de kan få selve invitationen. Når det er sagt, så synes jeg, I skal overveje, om der overhovedet er grund til at udsende sådanne ”reserver dagen”-kort. Disse kort er forpligtende for værtsparret – dvs. I kan ikke lave ændringer i gæstelisten hen ad vejen (i hvert fald kan I kun invitere flere, ikke færre) – men det er ikke forpligtende for gæsterne. Gæsterne skal først forholde sig til en egentlig invitation. I kan også risikere, at I vil blive skuffede over, at en del af gæsterne ikke har lyttet til jeres ønske om, at de skulle reservere dagen.

Brevkasse: Tak for sidst?

22 maj

Kære Sanne Udsen
Et spørgsmål til dig: Når man har deltaget i en eller anden form for festlighed, er det så ikke almindelig høflighed at skrive, ringe eller maile og sige “tak for sidst”? For kort tid siden holdt jeg fødselsdagsfest, hvor jeg havde inviteret hele familien, gamle og unge, børn og babyer samt nogle få venner på sejltur til et smukt sted ude på landet, hvor vi fik en lækker frokost, lidt underholdning samt sejltur tilbage til udgangspunktet. Vejret var smukt, stemningen god og der var rigeligt spillerum i haven samt inden døre for børnene. Jeg havde gjort, hvad jeg kunne, for at alle ville få en god dag.

Men – jeg undrer mig: Mine venner og mine søskende samt mine børn har udtrykt et “tak for en god dag”. De øvrige unge har jeg ikke hørt fra. Bruger man ikke mere at sige tak for en god dag, eller er jeg for gammeldags og har urealistiske forventninger?

Kære læser,
Det kan godt være, du har urealistiske forventninger, men det har intet at gøre med at være gammeldags. Tro mig, dette problem med den manglende tak for sidst er ligeså gammelt som menneskeheden. Så jo, det hører til almindelig høflighed at sige tak for sidst på den ene eller anden måde, når man er blevet beværtet af andre. Men et eller andet sted er der en indbygget modsætning i udtrykket ”almindelig høflighed”. Høflighed er ikke så almindelig, som det burde være.

Brevkasse: Hvis du har et spørgsmål

28 mar

Indtil jeg får lavet en lidt smartere spørgsmålsfeature til min brevkasse, er du velkommen til at sende dit spørgsmål til sanne@udsen.dk

Det koster ikke noget at få besvaret et spørgsmål, men til gengæld er det en betingelse, at spørgsmål og svar kan blive offentliggjort, enten her på siden, i en avis eller på anden vis.

Brevkasse: Hattetikette

28 mar

Kære Sanne Udsen,
Min mand har til sin 60års fødselsdag ønsket sig en hat, og det er nu lykkedes at få indkøbt en lækker og stilig hat fra Petitgas – men så kommer alle spørgsmålene jo: Hvordan er det lige med takt og tone i forbindelse med at gå med hat i nutiden? Jeg har søgt en del på nettet, men kan ikke finde det, jeg søger efter.

Kan du hjælpe med henvisning til et site, en bog eller lignende? Eller har du mulighed for at give mig hovedtrækkene i Hattens takt og tone? Gerne for både herrer og damer.

Kære læser,
Kunsten at bære en hat, løfte en hat på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt er noget, der gennem historien har været genstand for mange værker, men jeg ved ikke, hvor nyttige din mand ville finde disse i dag. Det er trods alt en hel del år siden, at det var utænkeligt for en mand at gå udendørs uden hovedbeklædning. I filmen ”Ridderfalken” med bl.a. Humphrey Bogart bliver en af politifolkene så træt af alle de mistænktes lange søforklaringer, at han vil have dem ud af den lejlighed, de befinder sig i, og med ned på politistationen til nærmere afhøring. Som signal til dette beordrer han de tilstedeværende: ”Get your hats!” Jeg er ikke sikker på, at det i dag ville blive forstået på samme måde.

Hvad angår takt og tone og hattebrug for mænd, kan man sige, at de falder i to overordnede kategorier: Hattehilsen og hattebæring. Den første del – hvordan man løfter hatten, hvem den skal helt af overfor, og hvornår man kan nøjes med en symbolsk markering af en finger mod kanten – har næppe den helt store praktiske betydning i dag, da din mand formentlig ikke risikerer at fornærme ret mange ved at gøre det forkert, eftersom resten af verden kun sjældent vil kende reglerne. Den anden del – hattebæring – er der langt flere, der ved noget om, og dermed er der også langt flere, din mand kan risikere at støde eller få til at trække på smilebåndet ved forkert anvendelse.

Hovedreglen er, at mænd bærer hat udendørs, men ikke indendørs. Og så til gråzonerne: Er en forhal eller en gang i en offentlig bygning indendørs? Er en elevator? Her er det simple svar: Nej, ja og delvist. Hvis en mand befinder sig i en elevator sammen med en dame – hans hustru falder ind under kategorien dame i denne sammenhæng – så tager han hatten af. Ellers kan han beholde den på. Forhallen vil normalt være at betragte som et slags ”udendørs”, medmindre man opholder sig i den i længere tid. Forvirret? Det bliver værre, når vi kommer til transport: Din mand kan beholde hatten på, hvis han kører i bus eller metro, men han må have den af, når han kører i regionaltog. Til at lægge hatten fra sig kan han anvende hattehylden. Hvad så med S-tog? Ja, der kan han også få lov at beholde den på. I hvert fald på en kort tur og hvis han ikke er i selskab med en dame. Lad mig citere ”Vor tids skik og brug” fra 1965, som opsummerer således: ”Udendørs har en herre sin hat på hovedet. Indendørs beholder han den på, når han er undervejs til et sted og kan betragte sig selv som én af mange; men han tager den af, når han taler med en dame … undtagen i de tilfælde, hvor det ville være meget upraktisk.”

En lidt nyere bog, ”The Modern Gentleman” fra 2002, opsummerer gode hattemanerer således: 1) Hatten af, når en dame kommer ind i elevatoren; når man sidder ned indendørs; når et ligtog passerer forbi. 2) Hatten løftes, når man har foretaget en høflig handling; når man passerer hinanden tæt; når man tilbyder sit sæde til en anden person.

Hvis du gerne vil give ham etikettetipsene i bogform, kan du se, om du kan fremskaffe en eller begge af de nævnte titler.

Så var der det med damerne. Som man jo næsten kan gætte, er hatteregler for damer helt anderledes. Damer kan have hat på såvel udendørs som indendørs – til gengæld har de kun hat på om dagen og ikke om aftenen. De løfter ikke på hatten, hverken når de møder andre damer eller herrer, men beholder den hele tiden på. De beholder (især) hat på i kirke, men hvis hatten er stor, og de er i biografen, til koncert, foredrag el.lign. (til en eftermiddagsforestilling, forstås, eftersom vi damer aldrig har hat på om aftenen), så regnes det for uhøfligt at beholde den på – men det skyldes alene hensynet til de stakler, der sidder bag en. Til en damefrokost med hat på restaurant har alle damerne hat på. Til en damefrokost med hat i et privat hjem er det kun de besøgende damer, der har hat på. Værtinden har ikke hat på i sit eget hjem.

Brevkasse: Fødselsdagsbrunch

22 apr

Kære Sanne Udsen,

Vi er blevet inviteret til brunch i anledning af en 50 års fødselsdag for en af vore nære venner. Selvom vi bor her ude på landet i Nordsjælland, har vi selvfølgelig hørt om brunch før, men vi er lidt usikre på, hvordan det forholder sig, når der samtidig er tale om en rund fødselsdag. Først og fremmest: Hvilken slags tøj tager man på? En 50 års fødselsdag er jo normalt både festlig og højtidelig, mens brunch da vist er noget mere ”casual”. Vi er også lidt usikre på, hvor længe man skal blive i en sådan sammenhæng. Markerer hun mon denne festdag med en brunch, fordi hun ønsker, at vi kun skal komme, aflevere vores gave og tage en kop kaffe, eller vil hun omvendt blive skuffet, hvis vi ikke bliver et stykke tid. I givet fald hvor længe. Til vor store overraskelse afslører hun i invitationen, at hun er født i USA. Nu plejer vi altid at tage flag med til fødselsdag. Bør vi i denne anledning tage det amerikanske flag med, eller skal vi blot holde os til Dannebrog, som vi plejer?

Vi læser med stor interesse dine kloge svar, så vi håber, du også har mulighed for at give os et rigtigt godt svar.

Kære læsere,
Det er ganske korrekt, at en brunch er mere uformel end en middag, så noget kunne tyde på, at I har ret i, at jeres fødselar ikke er interesseret i eksempelvis taler – i hvert fald ikke særligt mange – siden hun vælger at fejre sin runde fødselsdag med en brunch. Jeg vil så sige, at det er nu sjældent, at der slet ikke er nogen taler, når det drejer sig om en rund fødselsdag, men det er klart, at hele konceptet med en fødselsdagsbrunch lægger op til væsentligt færre indslag end en stor middag. Det skal nu ikke afholde jer fra at skrive en sang eller lignende, hvis det er noget, I plejer at gøre. Med hensyn til påklædning så er den forventede påklædning ganske rigtigt mere ”casual”, end den ville være til en fest. Men det betyder ikke, at I skal komme i havetøjet. Tag det samme tøj på, som I ville gøre til en formel frokost. Det vil normalt betyde jakkesæt (ikke mørkt) eller bukser og jakke til herren og en eftermiddagskjole (hvis den slags findes mere) eller nederdel/bukser med en festlig, men ikke nedringet top til fruen. Hvad angår slips, så er jeg ikke meget for at skrive det, men det må vist nok siges at være valgfrit. Personligt synes jeg ikke, det ser godt ud med jakkesæt og en af den slags skjorter, som amerikanerne kalder en ”dress shirt” – og så ikke noget slips! Derfor blev jeg glad, da jeg læste en artikel, hvor en britisk etikette-kollega forklarer, at den slipseløse dille er SÅ 2007 – og at slips er nu blevet moderne igen. Men jeg ved jo godt, at moden ikke altid kommer så hurtigt til Nordsjælland, så der vil nok stadig være nogle herrer, der ikke har opdaget, at det manglende slips var sidste års mode og ikke er dette års mode. Med hensyn til hvor længe I skal blive, så er jeg sikker på, at hun gerne vil have, at I bliver længere end blot en kop kaffes tid. Hvis hun havde ønsket, at I bare skulle komme forbi med gaven, så ville hun have holdt en reception. Hvor længe skal I så blive? Ja, det er vanskeligt at sige helt præcist, men afhængig af situation og stemning vil jeg sige et sted mellem 2½ og 4 timer. Med hensyn til jeres flagspørgsmål, så forstår jeg på den ene side, at der er tale om en af jeres nære venner, og på den anden side kommer det som en overraskelse for jer, at hun er født i USA. Dette tolker jeg, som om hun ikke er amerikansk statsborger, men dansk. Derfor kan I roligt tage Dannebrog med. I skal også være klar over, at vi danskere bruger vores flag på en anden måde, end amerikanerne gør: Mens vi bruger Dannebrog til at festliggøre en begivenhed og flaget derfor opfattes som et symbol på, at der er noget at fejre, så ser amerikanere i højere grad Stars & Stripes som et nationalt symbol og som et tegn på patriotisme. Ikke desto mindre vil jeg sige, at hvis jeres værtinde specifikt nævner i invitationen, at hun er født i USA, så kunne være det passende at medbringe et enkelt Stars & Stripes, hvis I skulle kunne skaffe et sådant. Hvis ikke, kan I uden problemer nøjes med Dannebrog.

Brevkasse: Værtindegave til konfirmation?

12 jun

Kære Sanne Udsen,
Er det kutyme ikke at give værtindegave til en konfirmation? Vi har netop holdt en dejlig fest med skøn mad, dejlig stemning og allervigtigst en glad konfirmand, som jo er dagens midtpunkt. Men et lille pip fra moderen: Bruger man slet ikke at komme med en lille blomst e. lign.?

Kære læser,
Princippet er, at man ikke kommer tomhændet til middage o.lign. Når der ikke er nogen speciel anledning til et selskab, medbringer man som gæst derfor en værtindegave. Jeg går ud fra, at dine gæster havde en gave med til konfirmanden og således ikke kom tomhændede. Det havde da selvfølgelig været charmerende og alfa-gæst-agtigt, hvis en eller flere af dem også havde haft en buket med til moderen, men gaven til konfirmanden overtrumfer så at sige værtindegaven.