Brevkasse: Kan man tillade sig at bede om lov til at bytte en gave?

19 aug

Hej Sanne,
Vil lige høre dit råd.
Vi har i bryllupsgave fået en glaskande, som vi ikke bryder os om. Der er ikke byttemærke på. Kan man på en pæn måde spørge gavegiveren, om den kan byttes til noget andet?

Kære læser,
Det korte svar er: Nej.

Det lidt længere svar er: Hvis I virkelig ikke kan lide den, og I ikke kan finde ud af, hvor den mon kan byttes, så er der følgende muligheder:
1) Forær den videre til nogle andre.
2) Sælg den på loppemarked.
3) Skænk den til en velgørenhedsauktion eller anden godgørenhed.

Dette er selvfølgelig under forudsætning af, at gaven ikke er fra en arvetante. I så fald er den korrekte fremgangsmåde at tage vasen frem, når arvetanten kommer på besøg, samt at instruere børnene i, at de ikke skal stille spørgsmål til vasens pludselige opdukken.

I det hele taget bør såvel gæster som brudepar huske, at når et brudepar udfærdiger en ønskeliste, er der tale om en hjælp til inspiration til gæsterne — der er ikke tale om en bestillingsliste. Og det kan ikke — og skal vel egentlig heller ikke — undgås, at man får nogle lidt mærkelige gaver ved en sådan lejlighed.

Et bryllupsgavespørgsmål er i øvrigt også blevet behandlet Informations brevkasse her.

Brevkasse: Skal jeg deltage i 50 års-fødselsdag?

1 aug

Kære Sanne
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig i denne her situation.
For nylig modtog jeg en invitation til min søsters og svogers 50 års fødselsdag. Jeg har ikke som sådan haft forbindelse med dem igennem flere år, har kun en gang imellem lige hilst på min søster, hvis jeg kom forbi hende i gågaden. Sidste år kom jeg gående imod hende og hendes voksne søn, hilste på dem, men de så til den anden side og var optaget af at kikke på den høje bygning væk fra mig. Jeg har 4 søskende, som jeg ikke har haft forbindelse til. De fire holder sammen, og når de er blevet uvenner, kan jeg få en opringning fra dem og kan høre, de er påvirket. Jeg kan også pludselig løbe ind i min broder, som fortæller grimme ting om mine søstre. Det gjorde han sidste år, jeg sagde til ham med et smil, at det var da fantastisk, at de kunne henvende sig til mig, når de var uvenner, men ellers så hørte jeg ikke noget i flere år. De kunne også invitere hinanden til runde fødselsdage, uden jeg hørte noget. Dette har jeg vænnet mig til og syntes faktisk, jeg havde det meget godt uden dem i mit liv, da de ikke tilførte mig noget godt. Nu det lange af det korte så modtager jeg denne invitation, ser positivt på det samtidig med, at jeg tænker, det var da mærkeligt, jeg sådan bliver inviteret.

Ringer til min bror for at tale med dem om en gave til vores søster og svoger. Jeg får besked på, jeg kan komme til dem om en ½ time, hvad jeg gør. Jeg ser, der holder en bil med en trailer og et legehus på. Bag den står min svoger, som har været med min broder og hente legehuset og hjælper til. Tænker “Nå, for søren, de er blevet gode venner” og fint med det. Jeg er inviteret til 50 års fødselsdag hos vores svoger og søster, som også befinder sig der, opdager jeg. Fint nok. Jeg har jo ikke som sådan haft nogen forbindelse, men de ser noget mærkelige ud i hovedet, da de ser, jeg kommer ind. Min bror har ikke nået at sige, jeg kom, så de ved ikke, hvad de skal sige og gøre. Jeg hilser pænt og siger, det var da hyggeligt at se dem. Der kommer ikke rigtig noget svar. Min svigerinde og søster har travlt med at snakke, og min søster vælger at gå om til min bror og svoger, som er ved at samle legehuset. Det virker akavet det hele. Nå, men jeg vælger at tage det stille og roligt, smiler og prøver at være imødekommende. Jeg går om for at se, hvor langt de er kommet, men bliver overset. Jeg vælger efter et stykke tid at sige tak og tage hjem. Ringer senere til min søster nu, hvor jeg har et tlf. nr. for at høre nærmere om den adresse, de har givet mig til en anden søster, fordi hendes navn er ikke at se på adressen. Jeg siger først, det var hyggeligt sådan lige at se dem, men vi kunne jo ikke rigtig få snakket, når det var på den måde, og spørger ind til, om jeg har husket forkert til adressen, jeg har fået oplyst, men det skulle være den rigtige adresse. Nå, men jeg siger så, at hendes navn ikke er at se, men det er der så ikke noget at gøre ved. Men nu, hvor de vidste, hvor jeg boede — sådan sagt i al venlighed — ja, så var de velkommen til at komme og få en kop kaffe. Der blev en pause, og svaret var: “Ja, hvis jeg får tid”.

Efter denne episode er jeg faktisk blevet noget forvirret over, hvordan jeg skal forholde mig til indbydelsen på de 2 gange 50 år. Jeg har tænkt mig efter dette, at jeg vil sige pænt nej tak og sende dem en buket på dagen, hvor de holder festen.

Kære læser,
Det er tydeligvis en følelsesmæssig meget kompliceret situation, du er havnet i. Familier kan være de rene hvepsereder af undertrykte og knap så undertrykte følelser af såvel positiv som negativ karakter. Vi vælger ikke selv vores familier, men får dem udleveret, og vi er i en eller anden udstrækning nødt til at leve med dem, som de er.

Men når man som du befinder sig i en følelsesmæssig kompliceret situation, så er det godt, at man har takt og tone-reglerne at læne sig op ad, så man kan finde ud af, hvordan man skal opføre sig.

I dit tilfælde er følgende takt og tone-regler relevante:

1) en invitation skal altid opfattes som en positiv gestus, samt
2) en invitation er ikke en stævning

Lad os starte med 1). Der kan ligge forskellige motiver bag en invitation. Den kan være baseret på a) at værterne virkelig ønsker at se den inviterede person, eller b) at værterne føler, de er nødt til at invitere den pågældende, fx fordi “Vi var til hans 50 års-fødselsdag, så nu må vi også invitere ham” eller “Vi er nødt til at invitere hende, fordi hun er min søster”.

Vi vil selvfølgelig alle helst inviteres pga a), men når jeg siger, at b) også er positiv, skyldes det, at værterne hermed viser, at de anerkender og respekterer, at der er et forhold mellem dem og den inviterede, der nødvendiggør en invitation. Og det er, hvordan man end vender og drejer det, positivt.

Og så til 2). Bare fordi man modtager en invitation, er man ikke forpligtet til at deltage i festen. Det eneste, man som modtager af en invitation er forpligtet til, er at svare rettidigt på indbydelsen.

Og nu til din situation: Som du beskriver den, tror jeg godt, vi kan gå ud fra, at du som inviteret til din søster og svogers 50 års-fødselsdag er i kategori b). Det er vigtigt at fastholde, at det stadig er positivt, men som du beskriver det, er det måske ikke helt positivt nok til dig.

Derfor vil mit råd til dig være at gøre, som du allerede selv er kommet frem til: Send et skriftligt afbud. Jeg vil foreslå dig, at du sender et kort (og ikke en e-mail, som er for let at svare på). Skriv noget i retning af: “Kære søster og svoger. Mange tak for invitationen til jeres 50 års-fødselsdag. Jeg kan desværre ikke komme, men jeg håber, I får en god fest, og ønsker jer alt det bedste for de næste 50 år.” Hvis du derudover sender en buket blomster på dagen, vil det være meget fint, og alle vil kun kunne sige, at du har opført dig helt perfekt.

Og så vil jeg råde dig til at fokusere på det positive i, at du overhovedet er inviteret. Du nævner selv, at der har været runde fødselsdage, du ikke har været inviteret til, og det er trods alt altid bedre at være i den situation at kunne sige nej tak frem for ikke at få valget mellem at deltage eller ikke deltage. Forestil dig også den situation, at du om noget tid møder en person, der var med til festen, og som fortæller noget om den. Her vil det være så meget bedre at kunne sige “Ja, jeg kunne jo desværre ikke være med” frem for slet ikke at have været inviteret.

Brevkasse: Bryllupsgave eller ej

21 jun

Kære Sanne
Jeg håber du kan hjælpe mig med, hvad jeg skal svare en, der er inviteret til mit bryllup. Hun har skrevet en SMS om, at hun praktisk taget ikke har råd til en bryllupsgave, da hun bliver arbejdsløs til juli (1,5 måned før brylluppet). Og hun siger, hun meget gerne vil deltage i brylluppet, men at hun synes, jeg skal bestemme det. Og hun siger, at hun godt kan forstå, hvis jeg ikke synes, hun skal deltage.

Info: jeg var meget i tvivl, om jeg skulle invitere hende, dels fordi hun ikke er en tæt veninde, og dels fordi der på det sidste har været andre episoder, hvor jeg har været træt af hende. Lige nu har jeg ikke lyst til at se hende til vores bryllup. Jeg synes, det er uforskammet at skrive sådan til mig. Hvis hun ikke har råd til en gave, har hun da heller ikke råd til at leve. Så for mig at se er det et prioriteringsspørgsmål. Jeg bliver sur, da hun reelt ikke giver mig noget valg mht, hvad jeg skal svare. Hun lægger op til, at jeg da skal svare ‘nej du behøver da slet ikke komme med en gave, er bare glad for at se dig’. Sådan har jeg det slet ikke. Det betyder ikke noget, om hun er der.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal svare hende, men har ikke lyst til at se hende til vores bryllup og måske heller ikke nogensinde.Vil bare lige tilføje at de ting der gør jeg ikke har lyst til at se hende er sket efter hun har fået invitationen, og er det så ikke bristede forudsætninger el lign? Jeg havde jo aldrig inviteret hende hvis jeg ikke havde lyst til at se hende igen.

Synes bare hun skulle have kommet med en gave, hun havde råd til, eller meldt afbud, hvis hun ikke kunne være bekendt at komme. Det ville jeg selv have gjort. Men synes det er frækt at lægge afgørelsen over på mig. Har jeg ret? Og hvad skal jeg svare hende?

Kære læser
Du skal svare hende, at hun selvfølgelig skal komme, da jeres bryllup naturligvis ikke handler om at få gaver. Det sidste håber jeg sandelig er sandt. Ja, det er rigtigt, at det er kutyme at give gaver til bryllupper, men der er jo ikke tale om en adgangsbillet. Hvis hun var kommet til brylluppet uden en gave, så ville I jo ikke have nægtet hende adgang.

Når det er sagt, så synes jeg, at det er en underlig adfærd fra hendes side, og du har ret i, at det stiller dig i en umulig situation, fordi du nu skal give din godkendelse af, at hun ikke kommer med en gave. Og selv om jeg ikke er helt enig med dig i, at det er et prioriteringsspørgsmål at kunne købe en gave, så skulle man jo tro, at hun kunne finde ud af at give jer en gave, der ikke kostede penge — passe jeres børn (hvis I har sådan nogle) eller lave mad til jer en dag eller noget andet, der passer bedre til jer.

Og med hensyn til, at du ikke længere har lyst til at se hende — det skulle du have tænkt over, da du satte hende på gæstelisten. Sket er sket.

Det skal være nogle ret voldsomme ting, som fx at hun er stukket af med din kommende brudgom (men så ville brylluppet jo alligevel være aflyst), for at det overhovedet kan komme på tale. Man kan ganske enkelt ikke af-invitere folk. Man kan aflyse festen, men man kan ikke sige til nogle gæster, at de alligevel ikke er inviterede. Og vil det ikke være at gå for vidt at aflyse brylluppet bare for at undgå en enkelt gæst?

Normalt vil gæsten af sig selv melde afbud, hvis der opstår en form for kontrovers mellem værtinde og gæst, efter invitationen er udstedt. Men den pågældende person har åbenbart ikke samme opfattelse af jeres indbyrdes forhold, som du har. Og gæstelisten fanger altså.

Det er i øvrigt endnu en god grund til, at man skal undlade at invitere sine gæster i alt for god tid før brylluppet. Man skal højst invitere dem 3 måneder før — og gerne endnu senere. Der kan ske så meget!

Håndtryk eller ej til eksamen

16 jun

Debatten raser i øjeblikket om en censor, der offentligt (dvs. til den pågældende uddannelsesinstitution) har tilkendegivet, at hans religiøse overbevisning forbyder ham at give hånden til kvinder, som han ikke er i familie med/deler husstand med. Åbenbart har han kunnet slippe af sted med dette i 8 år. Det undrer mig faktisk, at der ikke er nogen, der har taget sagen op noget før, men nu er katten altså ude af sækken, og det har naturligvis givet anledning til alskens besynderlige argumenter om dette og hint i den offentlige debat i såvel aviser som på sociale medier, ikke mindst på Facebook.

Offentlige debattører — især dem på Facebook — holder sjældent tungen lige i munden og holder sig til ét emne, når de diskuterer sådanne sager, der får følelser i kog.

Jeg vil derfor gøre mit til at systematisere og kategorisere problemstillingerne:

1. Kan man være censor på en offentlig, dansk uddannelsesinstitution til mundtlige eksaminer, hvis man nægter at give hånd til kvindelige (og/eller mandlige) eksaminander?

2. Skyldes det, at manden er muslim?

3. Kan man da ikke bare lave en respektfuld hilsen på en anden måde?

4. Hvordan er det med at give hånd kvinder og mænd imellem?

Lad os starte med 1: Nej. Man kan ikke være censor ved mundtlige eksaminer i dagens Danmark, hvis man ikke vil give eksaminanderne hånd.

Jeg har selv været censor/eksaminator i mere end 25 år, og egentlig er jeg ikke nogen tilhænger af at give eksaminanderne hånden. Det sender et signal om en falsk ligeværdighed/kammeratlighed, som ikke hører til eksamenssituationen. Men en del eksaminander kan godt lide at give hånd. Og så er der ikke andet for end at trykke deres hænder. Uanset personlige præferencer, og uanset om det er mandlige eller kvindelige eksaminander. Vil man ikke det, kan man ikke være censor ved mundtlige eksaminer. Sådan er det. Jeg kan ikke se, der kan være andre udlægninger.

2. Eftersom den pågældende mand tilfældigvis er muslim, er der selvfølgelig en del af debatten, der omhandler dette emne. Men det er ikke kun visse muslimer, der nægter at give fremmede kvinder hånd — og med fremmede kvinder mener jeg kvinder, der ikke er medlem af deres husstand. Det samme gælder Hasidic jøder. Og der er som bekendt kristne præster, der nægter at give kvindelige præster hånden. Personligt bryder jeg mig ikke om det, for hvordan man end vender og drejer det, handler det om, at kvinder er urene (når de menstruerer) og/eller mindreværdige i forhold til mænd. Men folk må have de holdninger, de vil. De skal bare ikke udfolde et offentligt erhverv for skatteborgernes penge, mens de insisterer på at forskelsbehandle mænd og kvinder.

Så tager vi 3. Og nej, man kan ikke bare begynde at hilse på andre respektfulde måder. At foreslå at “man” skulle begynde at hilse på alle mulige andre måder er aldeles tåbeligt i den konkrete situation. I den vestlige verden er håndtrykket den almindelige måde at hilse respektfuldt på. Det er noget, vi lærer fra barnsben, og det er indkodet i vores rygmarv, og det er noget, vi falder tilbage på i vanskelige, sociale situationer. Hvordan skulle den enkelte eksaminand pludselig kunne forholde sig til en helt anden måde at hilse på? Det kan man fint gøre, når man er ude at rejse eller efter en yogatime, men det kan man ikke arbitrært indføre til mundtlige eksaminer.

Og med 4. kommer vi lige til lidt historie og kulturel baggrund. Det har tidligere i den vestlige verden typisk været sådan, at kvinder ikke nødvendigvis ønskede at give hånd til fremmede mænd — derfor var det etikettemæssigt korrekt at lade kvinder række hånden frem først. Indtil for omkring 20 år siden var det stadig almindeligt i Australien, at kvinder ikke gav hånd til mænd. Men tiderne skifter. I dag i Tyskland er det sådan, at man først skal give hånden til kvinden. Man kan således komme ud for, at en mand, der skal hilse på et par, og i distraktion er kommet til at række hånden frem mod manden først — måske fordi manden står nærmest — vil hive hånden tilbage og skynde sig at række den til kvinden med mange undskyldninger. Så ja, der er stadig mange aspekter omkring køn i håndtrykket — men håndtrykket er den universelle hilseform i den vestlige verden. Og det kan man ikke uden videre argumentere sig ud af.

Giv mig, giv mig, giv mig!

2 jul

For en del år og et par flytninger siden boede jeg i en lille gade, hvor vi stort set kendte hinanden alle sammen. Vi boede så tæt, at vi ikke bare kunne følge med i, hvad naboerne så på tv, men også hvem der flyttede ind og ud i de enkelte boliger. Derfor vidste vi også relativt hurtigt, at der var flyttet en nyligt fraskilt, midaldrende kvinde ind på en etage i den anden ende af gaden. Det stod også klart, at hun var utilfreds med sit nye lod i livet, for hun havde tidligere boet i en stor villa i et nærliggende villakvarter, men måtte nu – efter skilsmissen – bo i to værelser og oven i købet have pengeproblemer. Udover at jeg var bekendt med disse forhold, som hun ikke lagde skjul på, havde jeg ikke noget nærmere bekendtskab med hende. Stor var derfor min overraskelse over at blive inviteret til hendes fødselsdagsselskab. Min overraskelse blev dog lidt mindre stor, da jeg af invitationen kunne læse, at hun havde inviteret alle gadens kvindelige beboere – eller i hvert fald et udsnit i en passende aldersgruppe. Festen skulle foregå i det lokale beboerhus, som man kunne leje for et symbolsk beløb på 50 kroner.
I invitationen bad hun om, at hver gæst medbragte en ret til festen, og ja, så nævnte hun også, at hun ikke ønskede sig gaver, for som bekendt havde hun økonomiske problemer, og derfor ville hun meget hellere ønske sig 50 kroner i kontanter fra os hver. Kære læsere, I ved selvfølgelig alle sammen, at dette er et vældigt etikettemæssigt faux pas: Man nævner ikke en ønskeliste i invitationen, og man kan slet, slet ikke under nogle omstændigheder nævne, at man hellere vil have kontanter.

Efter at have taget adskillige dybe indåndinger og fået sundet mig ovenpå dette faux pas, måtte jeg dog indrømme over for mig selv, at det var en noget nemmere løsning for mig at finde en halvtredser i kontanter frem for at skulle jage byen rundt for at finde en gave til en kvinde, jeg knap nok kendte, og denne gave ville sikkert let koste en del mere end 50 kroner.
Da aftenen oprandt, efterlod jeg derfor mand og børn derhjemme og begav mig af sted med en ret til buffeten og en halvtredser i kontanter. Ved ankomsten til festen stod det klart, at festens deltagere bestod af to grupper: ”Vi er damerne fra den gamle vej,” forklarede en repræsentant fra den ene gruppe. ”Vi er damerne fra den nye vej,” forklarede en repræsentant fra min egen gruppe. Således introduceret kunne festlighederne starte. Der var mulighed for at købe vin i baren, værtinden sad for bordenden, og det var en helt igennem festlig aften, hvor vi spiste den af gæsterne medbragte mad og drak den vin, vi selv betalte, og i øvrigt havde det vældig sjovt. Vi havde det så sjovt, at jeg var kommet helt hjem og lå i min seng, før det gik op for mig, at det, jeg havde deltaget i, ikke havde været en fødselsdagsfest, men en fundraiser. En fundraiser til fordel for værtinden. Lidt hurtig hovedregning viste et aldeles nydeligt overskud for hendes indsats med at arrangere festen.

Normalt er en fundraiser noget, man afholder til fordel for et værdigt formål: Det kunne være at skaffe penge til krigsramte børn eller til et nyt klubhus for den lokale fodboldklub. Det er ikke god takt og tone at afholde en fundraiser til fordel for sig selv. Hvis det bliver gjort med tilpas elegance, kan man måske nok tilgive fundraiserens initiativtager, men generelt bør man afholde sig fra det. Og hvis man bliver inviteret til et sådant arrangement, hvoraf det fremgår, at gæsterne skal bidrage med en meget stor del af festens omkostninger, så er man som gæst fuldt ud berettiget til ikke at deltage (hvilket man selvfølgelig altid er), men egentlig også til ikke at leve op til de af værtinden stillede betingelser. Hvis man både skal medbringe en ret selv og betale for egne drikkevarer, så behøver man ikke også medbringe en gave. For i så fald er det ikke længere en almindelig fest, men en fundraiser, og så må man som potentiel gæst gøre op med sig selv, om det nu også er et formål, man ønsker at støtte.

Brevkasse: Hvem kan tale med hvem?

30 maj

Kære Sanne Udsen
Håber du kan hjælpe her: Seks personer er i stuen, to har en indbyrdes snak, da den ene pludselig skal høre, hvad der snakkes om i den anden ende. Da det er slut, vender vedkommende tilbage med et ”Nu må du godt fortsætte.” Det vil vedkommende ikke. Personen mener, at det var meget uhøfligt at gå væk fra deres snak. Hvad er ret og forkert her?

Kære læser,
Jeg kan til en vis grad godt forstå den person, der bliver fornærmet over at skulle holde en pause i sin fortælling, fordi samtalepartneren skal følge med i, hvad der foregår i den anden ende af stuen. På den anden side må man sige, at hvis man skal have en uforstyrret privat samtale, så skal den ikke foregå i en stue, hvor der er andre personer til stede. En af disse andre personer kunne med lige så stor ret have spurgt de to, der sad for sig selv, hvad de var i gang med at snakke om, og så ville snakken jo også være blevet afbrudt. Når man befinder sig seks personer sammen i en stue, må man med andre ord indstille sig på, at al samtale har en form for kollektivt præg, og man kan ikke lægge beslag på en enkelt persons opmærksomhed, medmindre man har hele selskabets opmærksomhed. Når det er sagt, så kunne den pågældende måske nok have udtrykt sig noget høfligere end ”Nu må du godt fortsætte”, hvori der underforstået ligger, at den pågældende gør den anden en stor tjeneste ved at lytte til vedkommende. En mere høflig måde at genoptage snakken på ville have været en variant over: ”Undskyld – hvor kom vi fra?”

Rigtig god nyhed: Der er planlagt bedre service i supermarkederne!

14 apr

Så føler man da, at man ikke har levet forgæves: Politiken melder, at nu skal servicen forbedres i supermarkederne. Og blandt de helt vigtige fokuspunkter er, at kassedamerne skal hilse på kunderne! Jamen, det er da helt utroligt glædeligt! Nogle kunne mene, det var på høje tid (og disse nogle ville have ret), men lad os nu fokusere på det positive og sige bedre sent end aldrig!

Det bliver i øvrigt spændende at følge med i, hvad de forskellige supermarkedskæder så vælger, at deres kassemedarbejdere skal sige, når de hhv. siger goddag og farvel til kunderne.

Goddag, farvel — og fortsat god dag

12 mar

Avisen MetroXpress har fået foretaget en undersøgelse blandt danskere om deres opfattelse af egen og andres høflighed. Måske ikke så overraskende (men alligevel ganske interessant!) mener de fleste af de adspurgte, at de selv er vældig høflige, mens omgivelserne er rædsomt uhøflige.

Fx svarer hele 93 procent, at de enten er lidt eller meget høflige, når de befinder sig i det offentlige rum.

Spørgsmål og svar lyder i sin helhed:
”Hvor høflig vil du selv sige, at du er, når du befinder dig i det offentlige rum (for eksempel biografer, busser, supermarkeder og så videre)?
Meget uhøflig: 1 procent.
Lidt uhøflig: 1 procent.
Hverken høflig eller uhøflig: 5 procent.
Lidt høflig: 35 procent.
Meget høflig: 58 procent.”

Nu er det jo så, at såvel jeg selv som mine læsere må spørge: Hvordan kan det hænge sammen? Det er jo indlysende, at folk ikke er lidt til meget høflige, når de befinder sig i det offentlige rum. Hvordan kan de så selv mene, de er det?

Her kan vi kun gætte. Jeg gætter, at det skyldes, at tingene ser forskellige ud afhængig af, hvor man ser dem fra. Og hvis man ikke har tænkt sig at være uhøflig, så tror man ikke, man er det – heller ikke selv om andre opfatter en som uhøflig.

Hvad kan vi så gøre ved det? En af de ting, man relativt hurtigt kunne gøre noget ved – det kræver sådan set bare en indsats fra supermarkedernes arbejdsgiverforening – er at starte på at hilse på hinanden ved supermarkedernes kassebånd. I Tyskland og i Frankrig kommer ekspeditionen ved kassen slet ikke i gang, før kassemedarbejderen og kunden har haft øjenkontakt, og kassemedarbejderen og kunden har hilst på hinanden. Og ekspeditionen afsluttes ikke, før kassemedarbejderen og kunden har sagt farvel. Og nej, det betyder ikke, at kunden og kassemedarbejderen er bedstevenner efter denne indholdsrige udveksling, men det betyder, at såvel kunde som kassemedarbejder føler sig set. Kassemedarbejderen bliver på denne måde til en person og ikke blot en forlængelse af kasseapparatet, og kunden bliver ligeledes til en person og ikke bare en arm med et kreditkort.

Åh, jamen, hvad skal de danske kassemedarbejdere så sige til kunden? ”Hej” er for uformelt, og ”goddag” er for stift, hører jeg allerede protesterne. Og hvad så? Bare de siger et eller andet!

Jeg kan fortælle, hvad henholdsvis de franske og tyske kassemedarbejdere siger. De franske siger ”bon jour” (goddag), hvortil kunden også siger ”bon jour”, og når ekspeditionen er slut, siger kassemedarbejderen ”merci et bonne journée” (tak og fortsat god dag), og kunden siger ”et vous” (i lige måde). I Tyskland siger kassemedarbejderen enten ”hallo” (hej) eller ”guten Tag” (goddag), og det samme siger kunden, og når ekspeditionen er slut, siger kassemedarbejderen ”schönen Tag noch” (fortsat god dag), og kunden siger ”gleichfalls” (i lige måde), og nogle gange fortsætter det med, at kassemedarbejderen så siger ”danke – tschüss” (tak – hej hej), hvorpå kunden også siger ”tschüss” (hej hej).

Mon ikke dette kunne oversættes til dansk? Vi kunne lade det være op til den enkelte supermarkedskæde eller den enkelte medarbejder, om man ville starte med et ”hej” eller et ”goddag”. Og til afslutning kunne der vælges mellem ”farvel igen”, ”hej hej” eller ”fortsat god dag”. Ja, jeg ved godt, at der findes mennesker, der ikke bryder sig om ”fortsat god dag”, fordi det ligesom implicerer, at de indtil nu har haft en god dag, og hvad hvis de nu har haft en rigtig møgdag? Men det er en fejlfortolkning. At ønske nogen en ”fortsat god dag” betyder, at man ønsker, at dagen fremover bliver god. Og hvordan kan man have noget imod, at nogen skulle ønske, at resten af ens dag bliver god?

Hvis nogle af mine læsere har andre og bedre forslag, hører jeg dem gerne. Og så kan vi jo skrive til supermarkedernes brancheforening med vores konkrete forslag. Det skulle nok virke til at forbedre den generelle stemning af høflighed i hverdagen.