Brevkasse: Værtindegave

7 aug

Kære Sanne,

Jeg har et spørgsmål vedrørende værtindegaver. Sagen er den, at min mands lillebror og hans kone, der for øvrigt ikke er dansk og har gået på kostskole, fra hun var 12, efter min mening ofte ser stort på almindelig etikette – helt sikkert ikke af ond vilje, men måske en kombination af fremmed kultur, mangel på voksne forbilleder, forkælelse, mangel på overskud, og en lidt stram økonomi. (Min mand har i øvrigt heller ikke en tanke på værts- el. værtindegaver). Når vi er inviteret hjem til dem, tager jeg som en selvfølge altid en lille gave med, mens de i 10 år aldrig har taget noget med, når de kommer hos os. Jeg har ikke lyst til at spørge dem lige ud, men tænker, at de efter så mange år må have bemærket, at det er god tone at have værtindegave med, sige tak for sidst efter besøg, ringe til fødselsdage, deltage i husholdningen, når vi f.eks. er på weekend sammen, osv. Vi ses måske 4-5 gange om året til middag/brunch (foruden fødselsdage og andre fælles aktiviteter).

Mener du, at jeg bør stoppe med at tage værtindegave med til dem?

Det er ikke et spørgsmål om penge eller “noget for noget”. Vores økonomi er langt bedre end deres, og vi har hjulpet dem på mange måder i den henseende, og gør det med glæde, no strings attached. Vi har det fint sammen, og jeg kan selvfølgelig sagtens leve med at de ikke går op i etikette, selvom jeg helt generelt godt kan blive lidt forvirret over de signaler, som mangel på etikette sender, eller måske ikke sender, og det eneste, jeg kan blive irriteret over, er, når de ikke automatisk hjælper til i situationer, hvor det klart er oplægget, men der er det jo nemt at bede dem gøre noget helt bestemt eller uddele opgaver i fællesskab på forhånd.

Kære læser,
Lad mig først påpege, at det her med værtindegaver ikke er et særligt dansk fænomen. Det er faktisk noget, der er i almindelig brug overalt i den vestlige verden og formentlig også endnu videre. Så at din svigerinde ikke er dansk, kan ikke i sig selv forklare de manglende værtindegaver.

Jeg tror snarere, vi er inde i noget familiedynamik. Jeg er mange gange stødt på det fænomen, at folk ikke føler sig tvunget til at overholde almindelige etiketteregler, når de er i familiens skød. Som om det var mindre besværligt at arrangere og gennemføre et middagsselskab, blot fordi det er ens (sviger)familie, der kommer! Men sådan er der åbenbart mange, der føler – i hvert fald når de er gæsterne. Det udspringer formentlig af, at vi i sin tid har boet i samme hus som vores forældre og søskende, og vi har spist mange måltider sammen med dem (og skændtes med dem mange gange), og skal vi nu lige pludselig til at tage en buket med, bare fordi vi er blevet voksne?

Dertil kommer, at du forklarer, at du er gift med storebroderen. Jeg tror nok, at mange yngre søskende er blevet temmelig irriterede på deres store søskende og deres opdragende adfærd gennem årene, samtidig med at de automatisk forventer, at deres ældre søskende tager mere ansvar i forhold til familieforpligtelser.

Hvad vil jeg sige med dette? Du har selvfølgelig ret i, at din svoger og svigerindes adfærd er lidt mærkelig – faktisk lidt barnlig – men jeg tror, kodeordet ligger i “barnlig”, fordi relationen er en familierelation. Måske opfører de sig helt anderledes voksent og ansvarligt, når de er sammen med andre, ikke-familiemedlemmer.

Det er selvfølgelig superirriterende. Det virker, som om du allerede har fundet en brugbar løsning til den manglende frivillige hjælp til diverse praktiske gøremål, når I er sammen. Og med hensyn til om du fremover skal medbringe en værtindegave, ja, så synes jeg, du skal afgøre det fra gang til gang. Har du lyst til at medbringe en? Så medbring en. Har du ikke lyst? Så lad være. Din svoger og svigerinde har tilkendegivet, at de opfatter jeres samvær som familiemæssigt og derfor uforpligtende og indtager også, bevidst eller ubevidst, nogle mindre-søskende-roller, således at det er op til storebrors kone at bede om at få dækket bord eller båret skraldespanden ud eller skrællet kartofler, eller hvad det nu er.

Det nemmeste vil være at indse og acceptere tingenes tilstand og ikke blive skuffet, når din svoger og svigerinde ikke lever op til, hvad du og jeg forstår som almindelig etikette.

Men irriterende er det da!

Brevkasse: Takkekort for blomster?

25 nov

Kære Sanne Udsen,
Jeg har gjort en af mine venner en tjeneste. Ikke nogen stor eller uoverkommelig tjeneste, men en, som han satte stor pris på. Han takkede mig meget, måske også mere end jeg synes var nødvendigt, men det gør jo ikke noget. Dagen efter sendte han mig så en buket blomster som yderligere tak. Nu er mit spørgsmål til dig: Kræver buketten, at jeg sender ham et takkekort el.lign.? Blomsterne var jo en tak fra hans side. Det var måske en lidt rigelig stor tak, men alligevel.

Kære læser,
Du har ganske ret i, at man ikke takker for et takkekort – så kunne man jo blive ved i en uendelighed med at takke for takken osv. Hyggeligt, måske, men ikke særligt fornuftigt. Men med blomster forholder det sig lidt anderledes. Når man som dig har fået blomster som tak for et eller andet, så skal du takke giveren for blomsterne. I dette tilfælde fungerer din tak nemlig også som en kvittering for, at blomsterne er nået godt frem. Selv om du synes, at blomsterne er en lidt vel stor tak for din indsats, så er det en helt acceptabel måde at takke på, og dermed på ingen måde upassende. Havde han nu givet dig en sportsvogn, så havde vi været ude i en anden situation. Men for at komme med et svar på dit spørgsmål: Ja, du skal takke for blomsterne, også selv om de allerede er visnede. Hvis du ikke orker at sende ham et egentligt takkekort, så har du min tilladelse til at sende ham en sms eller en e-mail eller ringe til ham. Men lad være med at sige eller skrive noget om, at du syntes, det var for meget at sende dig blomster. Hold dig til at takke for blomsterne og sig, at du blev glad for dem.

Brevkasse: Ønsker kontanter i bryllupsgave

21 nov

Kære Sanne Udsen
For nu at være helt ærlig har vi ikke penge til et bryllup. Vi har købt hus for 1 år siden, og jeg går hjemme på barsel med barn nr. 3. Så det skal være et lille billigt bryllup med et max. budget på 25.000 kr. Vi har tænkt os at invitere 35 af vores nærmeste familie og venner, som jo alle ved, at vi lever lidt stramt for tiden. Så her kommer mit spørgsmål: Hvordan ville du reagere, hvis du modtog en indbydelse til bryllup, og der stod skrevet på en pæn måde, at brudeparret ønsker sig ikke gaver, men penge til at betale festen for??? Det er vel en ærlig sag, at man ikke lige har vundet i lotto, eller hvad??? Ville du efterleve ønsket?

Jeg havde tænkt lidt på at formulere noget i stil med: “Da kærligheden er stor, og økonomien lille, ønsker vi os penge til at holde festen for.” Ved godt, at det virker meget upersonligt, men vi har ikke behov for et nyt kaffestel, gryder eller hvad det nu ellers måtte være, man kan ønske sig. Ellers bliver vi jo nødt til at gå på rådhuset uden gæster, og det ville jo være trist ikke at kunne dele dagen med dem, man holder allermest af.

Kære læser,
Hvordan ville jeg reagere på en sådan invitation? Jeg ville være forhindret i at komme. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville tilføje et ”desværre”. Der er ingen pæn måde at skrive, at man ønsker sig penge, for det er ikke pænt at ønske sig penge. Hvis du ikke har råd til at holde bryllup, så lad være med at holde det. Hold det, du har råd det. Hvad er der galt med at gå på rådhuset? Et ægteskab er jo først og fremmest en civilretslig institution, og med hus og tre børn er der bestemt god grund til at gifte sig. Men lad være med at være pinlig og gå tiggergang hos dine venner, så du kan holde en fest for at fejre dig selv og din mand.

Når det er sagt, så kan du og din tilkommende overveje, om I kan bede jeres familie om hjælp. Der er forskel på familie og venner i denne situation. Der er trods alt tradition for, at brudens forældre betaler gildet, og at brudgommens forældre hjælper til. Det er klart, at i takt med brudeparrenes stigende alder er det en tradition, der står for fald, men ikke desto mindre kan I uden problemer sige til jeres nærmeste familie, især jeres forældre, at i stedet for en gave vil I gerne have et økonomisk bidrag til festen. Når de så har overvejet, hvor meget de vil give jer, hvis de da vil give jer noget, så lav jeres budget for festen derudfra. Men hold jeres venner udenfor jeres økonomiske overvejelser. Hvis I virkelig har alt, så skriv på invitationen, at I ikke ønsker jer gaver. Et bryllup er en fejring af brudeparret. Det er ikke en fundraiser.

Brevkasse: Hvornår skal man ankomme til en fest?

20 nov

Kære Sanne Udsen,
Jeg har været til min brors 40 års fødselsdag i et forsamlingshus. Vi var inviteret til kl. 19 (fødselaren + flere venner er landmænd – derfor tidspunktet). Vi kom som nærmeste familie lidt tidligere (18.30) for at sætte et anlæg til, og der var også hans svigerfar og en veninde ankommet. Umiddelbart herefter kom folk myldrende indtil 19.15. Velkomstdrinken kom imidlertid ind efter 19, og vi kom til at stå i utrolig lang tid, både fordi vi var der før, ikke havde noget i hånden og ligesom ventede på, at alle skulle komme, før vi satte os til bordet 19.30.

Da jeg kom hjem fra festen, fortalte jeg mine svigerforældre om festen, og netop om dette, at mange kom noget før 19. De mener, det er kutyme, at man ankommer, så man er klar til at gå til bordet kl. 19. Det synes jeg jo ikke, at jeg har været vant til. Vi kunne dog blive enige om, at der er forskel på, om man inviterer gæster hjemme eller holder festen ude. I ens private hjem er det vel stadig uhøfligt at komme før tid?

Vi prøvede at undersøge vores påstande på nettet, men fandt mest frem til, at det er uhøfligt at komme for sent, og i dette tilfælde var det jo nærmere det at komme for tidligt.

Kan du hjælpe os med etiketten på dette område?

Kære læser,
Ja, etiketten er sådan set meget klar på dette område: Hvis man er inviteret til en middag i et privat hjem fx klokken 19, er det etikettemæssigt korrekte tidspunkt at ankomme på et sted mellem 19.01 og 19.15. Man må aldrig komme før – så hellere stå ude i regnen og vente. Hvis man er inviteret til en middag med to-tre par på en restaurant (stadig klokken 19), så ankommer værterne i god tid inden 19 og sikrer sig, at alt er i orden. Gæsterne kommer derefter så vidt muligt lige efter 19, fordi man i dette tilfælde sætter sig direkte til bords.

Hvis man derimod er inviteret til en stor fest klokken 19 (uanset om festen bliver holdt ude eller hjemme), så er det korrekte tidspunkt at ankomme et sted mellem 19 og 19.30. Det er ikke meningen, at man skal kunne gå til bords klokken 19. Derimod vil man forvente at gå til bords tidligst klokken 19.30 (derfor skal man komme inden dette tidspunkt), og senest klokken 20 eller i hvert 20.30. (Ja, jeg har prøvet nogle gange, at middagen først blev serveret 21.30, hvor vi var inviteret til klokken 19, og jeg ved af erfaring, at det er meget lang tid at vente. Men det er højst usædvanligt i Danmark.) Det er heller ikke meningen, at alle skal komme på samme tid, for det gør det vanskeligt for værterne at hilse ordentligt på gæsterne, og det skaber trængsel i garderoben.

Jeg kan ikke forklare dig, hvorfor der er nogle, der ankommer før tid på trods af de krystalklare etikettemæssige regler omkring dette. Men sådan har det vist altid været. En oplevelse fra min tidlige barndom står knivskarpt i min erindring: Mine forældre skulle være værter ved en større familiefest. Den første til at ankomme var en faster Anna (jeg har aldrig fundet ud af, hvis faster hun var) – før tid! Hun blev lukket ind, men derefter placeret på en stol i herreværelset, mens vi børn fik besked på at sørge for, hun ikke flyttede sig. ”Jamen, er det ikke meningen, man skal komme et kvarter før?” forsøgte hun svagt at protestere over for min mor, som ikke gjorde noget forsøg på at skjule sin utilfredshed med hendes tidlige ankomst. ”Et kvarter EFTER!” svarede min mor isnende, og ja, det har prentet sig i min hukommelse. Min mors anskuelsesundervisning var i øvrigt i overensstemmelse med, hvad man kan læse i enhver etikettebog – måske lige bortset fra behandlingen af stakkels faster Anna.

Ikke desto mindre er der alligevel forskellige kutymer omkring ankomsttidspunktet. Nu ved jeg ikke, hvem faster Anna var faster til, og jeg ved heller ikke, om hun muligvis kom fra landet, men der er i hvert fald forskellige kutymer mellem land og by. En af mine veninder, der i dag er bosiddende i København, men kommer fra en mindre by på Fyn, har fortalt mig, at hvis hun fx er inviteret til en frokost klokken 12, ville hun i København ikke drømme om at komme før tidligst fem-ti minutter over 12 (det ville være højst uhøfligt!). Men belært af erfaring har hun tvunget sig selv til at ankomme på slaget 12, når hun er hjemme på Fyn. På trods af, at det føles helt forkert (og uhøfligt) at ankomme så tidligt, så er hun uvægerligt den sidste af gæsterne, der kommer.

Kort sagt er der tydeligvis forskellige kutymer. Hele ideen med etiketteregler og –bøger er, at man skal sikre sig, at folk opererer efter de samme forventninger. Men dette er altså et eksempel (der findes også andre!) på, at selv om reglerne egentlig er klare nok, så findes der andre kutymer, der er i strid med disse regler. Så længe værter og gæster har den samme opfattelse af, hvad der forventes af dem, så går det fint (også selv om det skulle være i strid med en eller anden teoretisk ’regel’). Problemet opstår, når der er forskellige forventninger. I dit beskrevne tilfælde var det tydeligvis forventningen fra værtens side, at gæsterne først skulle begynde at ankomme klokken 19. Det var det tidspunkt, der var bestilt velkomstdrink til. Hvad gør man så med de gæster, der kommer før? Ja, man kan jo ikke sige til dem, at de må gå en tur og komme tilbage klokken 19, og man jo heller ikke sætte dem alle sammen ind i herreværelset. Hvad gør man så? Eventuelt kan man være mere præcis i sin invitation. Jeg har set amerikanske invitationer, hvor man bliver inviteret til ”7 pm for dinner at 8 pm”. Så ved man, hvad man har at rette sig efter: Man er velkommen fra klokken 19, og man kan tillade sig at ankomme helt frem til klokken 20, men hvis man først kommer klokken 20, går man glip af aperitiffen.

Brevkasse: Kan man tillade sig at bede om lov til at bytte en gave?

19 aug

Hej Sanne,
Vil lige høre dit råd.
Vi har i bryllupsgave fået en glaskande, som vi ikke bryder os om. Der er ikke byttemærke på. Kan man på en pæn måde spørge gavegiveren, om den kan byttes til noget andet?

Kære læser,
Det korte svar er: Nej.

Det lidt længere svar er: Hvis I virkelig ikke kan lide den, og I ikke kan finde ud af, hvor den mon kan byttes, så er der følgende muligheder:
1) Forær den videre til nogle andre.
2) Sælg den på loppemarked.
3) Skænk den til en velgørenhedsauktion eller anden godgørenhed.

Dette er selvfølgelig under forudsætning af, at gaven ikke er fra en arvetante. I så fald er den korrekte fremgangsmåde at tage vasen frem, når arvetanten kommer på besøg, samt at instruere børnene i, at de ikke skal stille spørgsmål til vasens pludselige opdukken.

I det hele taget bør såvel gæster som brudepar huske, at når et brudepar udfærdiger en ønskeliste, er der tale om en hjælp til inspiration til gæsterne — der er ikke tale om en bestillingsliste. Og det kan ikke — og skal vel egentlig heller ikke — undgås, at man får nogle lidt mærkelige gaver ved en sådan lejlighed.

Et bryllupsgavespørgsmål er i øvrigt også blevet behandlet Informations brevkasse her.

Brevkasse: Skal jeg deltage i 50 års-fødselsdag?

1 aug

Kære Sanne
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig i denne her situation.
For nylig modtog jeg en invitation til min søsters og svogers 50 års fødselsdag. Jeg har ikke som sådan haft forbindelse med dem igennem flere år, har kun en gang imellem lige hilst på min søster, hvis jeg kom forbi hende i gågaden. Sidste år kom jeg gående imod hende og hendes voksne søn, hilste på dem, men de så til den anden side og var optaget af at kikke på den høje bygning væk fra mig. Jeg har 4 søskende, som jeg ikke har haft forbindelse til. De fire holder sammen, og når de er blevet uvenner, kan jeg få en opringning fra dem og kan høre, de er påvirket. Jeg kan også pludselig løbe ind i min broder, som fortæller grimme ting om mine søstre. Det gjorde han sidste år, jeg sagde til ham med et smil, at det var da fantastisk, at de kunne henvende sig til mig, når de var uvenner, men ellers så hørte jeg ikke noget i flere år. De kunne også invitere hinanden til runde fødselsdage, uden jeg hørte noget. Dette har jeg vænnet mig til og syntes faktisk, jeg havde det meget godt uden dem i mit liv, da de ikke tilførte mig noget godt. Nu det lange af det korte så modtager jeg denne invitation, ser positivt på det samtidig med, at jeg tænker, det var da mærkeligt, jeg sådan bliver inviteret.

Ringer til min bror for at tale med dem om en gave til vores søster og svoger. Jeg får besked på, jeg kan komme til dem om en ½ time, hvad jeg gør. Jeg ser, der holder en bil med en trailer og et legehus på. Bag den står min svoger, som har været med min broder og hente legehuset og hjælper til. Tænker “Nå, for søren, de er blevet gode venner” og fint med det. Jeg er inviteret til 50 års fødselsdag hos vores svoger og søster, som også befinder sig der, opdager jeg. Fint nok. Jeg har jo ikke som sådan haft nogen forbindelse, men de ser noget mærkelige ud i hovedet, da de ser, jeg kommer ind. Min bror har ikke nået at sige, jeg kom, så de ved ikke, hvad de skal sige og gøre. Jeg hilser pænt og siger, det var da hyggeligt at se dem. Der kommer ikke rigtig noget svar. Min svigerinde og søster har travlt med at snakke, og min søster vælger at gå om til min bror og svoger, som er ved at samle legehuset. Det virker akavet det hele. Nå, men jeg vælger at tage det stille og roligt, smiler og prøver at være imødekommende. Jeg går om for at se, hvor langt de er kommet, men bliver overset. Jeg vælger efter et stykke tid at sige tak og tage hjem. Ringer senere til min søster nu, hvor jeg har et tlf. nr. for at høre nærmere om den adresse, de har givet mig til en anden søster, fordi hendes navn er ikke at se på adressen. Jeg siger først, det var hyggeligt sådan lige at se dem, men vi kunne jo ikke rigtig få snakket, når det var på den måde, og spørger ind til, om jeg har husket forkert til adressen, jeg har fået oplyst, men det skulle være den rigtige adresse. Nå, men jeg siger så, at hendes navn ikke er at se, men det er der så ikke noget at gøre ved. Men nu, hvor de vidste, hvor jeg boede — sådan sagt i al venlighed — ja, så var de velkommen til at komme og få en kop kaffe. Der blev en pause, og svaret var: “Ja, hvis jeg får tid”.

Efter denne episode er jeg faktisk blevet noget forvirret over, hvordan jeg skal forholde mig til indbydelsen på de 2 gange 50 år. Jeg har tænkt mig efter dette, at jeg vil sige pænt nej tak og sende dem en buket på dagen, hvor de holder festen.

Kære læser,
Det er tydeligvis en følelsesmæssig meget kompliceret situation, du er havnet i. Familier kan være de rene hvepsereder af undertrykte og knap så undertrykte følelser af såvel positiv som negativ karakter. Vi vælger ikke selv vores familier, men får dem udleveret, og vi er i en eller anden udstrækning nødt til at leve med dem, som de er.

Men når man som du befinder sig i en følelsesmæssig kompliceret situation, så er det godt, at man har takt og tone-reglerne at læne sig op ad, så man kan finde ud af, hvordan man skal opføre sig.

I dit tilfælde er følgende takt og tone-regler relevante:

1) en invitation skal altid opfattes som en positiv gestus, samt
2) en invitation er ikke en stævning

Lad os starte med 1). Der kan ligge forskellige motiver bag en invitation. Den kan være baseret på a) at værterne virkelig ønsker at se den inviterede person, eller b) at værterne føler, de er nødt til at invitere den pågældende, fx fordi “Vi var til hans 50 års-fødselsdag, så nu må vi også invitere ham” eller “Vi er nødt til at invitere hende, fordi hun er min søster”.

Vi vil selvfølgelig alle helst inviteres pga a), men når jeg siger, at b) også er positiv, skyldes det, at værterne hermed viser, at de anerkender og respekterer, at der er et forhold mellem dem og den inviterede, der nødvendiggør en invitation. Og det er, hvordan man end vender og drejer det, positivt.

Og så til 2). Bare fordi man modtager en invitation, er man ikke forpligtet til at deltage i festen. Det eneste, man som modtager af en invitation er forpligtet til, er at svare rettidigt på indbydelsen.

Og nu til din situation: Som du beskriver den, tror jeg godt, vi kan gå ud fra, at du som inviteret til din søster og svogers 50 års-fødselsdag er i kategori b). Det er vigtigt at fastholde, at det stadig er positivt, men som du beskriver det, er det måske ikke helt positivt nok til dig.

Derfor vil mit råd til dig være at gøre, som du allerede selv er kommet frem til: Send et skriftligt afbud. Jeg vil foreslå dig, at du sender et kort (og ikke en e-mail, som er for let at svare på). Skriv noget i retning af: “Kære søster og svoger. Mange tak for invitationen til jeres 50 års-fødselsdag. Jeg kan desværre ikke komme, men jeg håber, I får en god fest, og ønsker jer alt det bedste for de næste 50 år.” Hvis du derudover sender en buket blomster på dagen, vil det være meget fint, og alle vil kun kunne sige, at du har opført dig helt perfekt.

Og så vil jeg råde dig til at fokusere på det positive i, at du overhovedet er inviteret. Du nævner selv, at der har været runde fødselsdage, du ikke har været inviteret til, og det er trods alt altid bedre at være i den situation at kunne sige nej tak frem for ikke at få valget mellem at deltage eller ikke deltage. Forestil dig også den situation, at du om noget tid møder en person, der var med til festen, og som fortæller noget om den. Her vil det være så meget bedre at kunne sige “Ja, jeg kunne jo desværre ikke være med” frem for slet ikke at have været inviteret.

Brevkasse: Bryllupsgave eller ej

21 jun

Kære Sanne
Jeg håber du kan hjælpe mig med, hvad jeg skal svare en, der er inviteret til mit bryllup. Hun har skrevet en SMS om, at hun praktisk taget ikke har råd til en bryllupsgave, da hun bliver arbejdsløs til juli (1,5 måned før brylluppet). Og hun siger, hun meget gerne vil deltage i brylluppet, men at hun synes, jeg skal bestemme det. Og hun siger, at hun godt kan forstå, hvis jeg ikke synes, hun skal deltage.

Info: jeg var meget i tvivl, om jeg skulle invitere hende, dels fordi hun ikke er en tæt veninde, og dels fordi der på det sidste har været andre episoder, hvor jeg har været træt af hende. Lige nu har jeg ikke lyst til at se hende til vores bryllup. Jeg synes, det er uforskammet at skrive sådan til mig. Hvis hun ikke har råd til en gave, har hun da heller ikke råd til at leve. Så for mig at se er det et prioriteringsspørgsmål. Jeg bliver sur, da hun reelt ikke giver mig noget valg mht, hvad jeg skal svare. Hun lægger op til, at jeg da skal svare ‘nej du behøver da slet ikke komme med en gave, er bare glad for at se dig’. Sådan har jeg det slet ikke. Det betyder ikke noget, om hun er der.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal svare hende, men har ikke lyst til at se hende til vores bryllup og måske heller ikke nogensinde.Vil bare lige tilføje at de ting der gør jeg ikke har lyst til at se hende er sket efter hun har fået invitationen, og er det så ikke bristede forudsætninger el lign? Jeg havde jo aldrig inviteret hende hvis jeg ikke havde lyst til at se hende igen.

Synes bare hun skulle have kommet med en gave, hun havde råd til, eller meldt afbud, hvis hun ikke kunne være bekendt at komme. Det ville jeg selv have gjort. Men synes det er frækt at lægge afgørelsen over på mig. Har jeg ret? Og hvad skal jeg svare hende?

Kære læser
Du skal svare hende, at hun selvfølgelig skal komme, da jeres bryllup naturligvis ikke handler om at få gaver. Det sidste håber jeg sandelig er sandt. Ja, det er rigtigt, at det er kutyme at give gaver til bryllupper, men der er jo ikke tale om en adgangsbillet. Hvis hun var kommet til brylluppet uden en gave, så ville I jo ikke have nægtet hende adgang.

Når det er sagt, så synes jeg, at det er en underlig adfærd fra hendes side, og du har ret i, at det stiller dig i en umulig situation, fordi du nu skal give din godkendelse af, at hun ikke kommer med en gave. Og selv om jeg ikke er helt enig med dig i, at det er et prioriteringsspørgsmål at kunne købe en gave, så skulle man jo tro, at hun kunne finde ud af at give jer en gave, der ikke kostede penge — passe jeres børn (hvis I har sådan nogle) eller lave mad til jer en dag eller noget andet, der passer bedre til jer.

Og med hensyn til, at du ikke længere har lyst til at se hende — det skulle du have tænkt over, da du satte hende på gæstelisten. Sket er sket.

Det skal være nogle ret voldsomme ting, som fx at hun er stukket af med din kommende brudgom (men så ville brylluppet jo alligevel være aflyst), for at det overhovedet kan komme på tale. Man kan ganske enkelt ikke af-invitere folk. Man kan aflyse festen, men man kan ikke sige til nogle gæster, at de alligevel ikke er inviterede. Og vil det ikke være at gå for vidt at aflyse brylluppet bare for at undgå en enkelt gæst?

Normalt vil gæsten af sig selv melde afbud, hvis der opstår en form for kontrovers mellem værtinde og gæst, efter invitationen er udstedt. Men den pågældende person har åbenbart ikke samme opfattelse af jeres indbyrdes forhold, som du har. Og gæstelisten fanger altså.

Det er i øvrigt endnu en god grund til, at man skal undlade at invitere sine gæster i alt for god tid før brylluppet. Man skal højst invitere dem 3 måneder før — og gerne endnu senere. Der kan ske så meget!

Brevkasse: Hvem kan tale med hvem?

30 maj

Kære Sanne Udsen
Håber du kan hjælpe her: Seks personer er i stuen, to har en indbyrdes snak, da den ene pludselig skal høre, hvad der snakkes om i den anden ende. Da det er slut, vender vedkommende tilbage med et ”Nu må du godt fortsætte.” Det vil vedkommende ikke. Personen mener, at det var meget uhøfligt at gå væk fra deres snak. Hvad er ret og forkert her?

Kære læser,
Jeg kan til en vis grad godt forstå den person, der bliver fornærmet over at skulle holde en pause i sin fortælling, fordi samtalepartneren skal følge med i, hvad der foregår i den anden ende af stuen. På den anden side må man sige, at hvis man skal have en uforstyrret privat samtale, så skal den ikke foregå i en stue, hvor der er andre personer til stede. En af disse andre personer kunne med lige så stor ret have spurgt de to, der sad for sig selv, hvad de var i gang med at snakke om, og så ville snakken jo også være blevet afbrudt. Når man befinder sig seks personer sammen i en stue, må man med andre ord indstille sig på, at al samtale har en form for kollektivt præg, og man kan ikke lægge beslag på en enkelt persons opmærksomhed, medmindre man har hele selskabets opmærksomhed. Når det er sagt, så kunne den pågældende måske nok have udtrykt sig noget høfligere end ”Nu må du godt fortsætte”, hvori der underforstået ligger, at den pågældende gør den anden en stor tjeneste ved at lytte til vedkommende. En mere høflig måde at genoptage snakken på ville have været en variant over: ”Undskyld – hvor kom vi fra?”

Brevkasse: Amerikanske og europæiske bordmanerer

6 jan

Kære Sanne Udsen,

Jeg har et spørgsmål om brug af bestik. Jeg går i skole i Philadelphia og var i går til en “etikettemiddag”, som skolen holdt. Vi blev vist den korrekte amerikanske måde og den europæiske måde at bruge bestik på. Er det korrekt, at man i Europa bruger “bagsiden” af gaflen? Jeg har altid ment, at jeg har temmelig god etikette, men jeg har da altid brugt kniven til at lægge lidt mad op på den “rigtige” side af gaflen.

Jeg blev helt forbavset over at høre dette, så hvis du kan hjælpe mig, ville jeg være rigtig glad!

Kære læser,
Som du nok allerede har bemærket, har amerikanere en tendens til at tale om ”Europa”, som om det var et stort fælles sted, og dets indvånere som ”europæere”, som om der ingen forskel var på deres måde at opføre sig på, herunder deres opfattelse af god etikette. Ganske vist kan man netop i dette tilfælde tale om en europæisk (eller ’continental’, som den også kaldes) og en amerikansk måde at bruge sit bestik korrekt på: Den korrekte amerikanske måde at bruge bestikket på består i først at skære fx sit kød ud i et par mindre bidder, derefter lægge kniven på kanten af tallerkenen (uden at kniven rører bordet!) og med højre hånd derefter bruge gaflen til at fragte maden op til munden med. Det er derimod ikke god amerikansk etikette at skære det hele ud i småbidder på én gang, som om man var et småbarn, der skulle made sig selv. Jeg har ladet mig forstå, at den amerikanske tradition stammer fra samme tid som det oprindelige ”tea party” og var et oprør mod de britiske overherrer og deres bordmanerer. Derfor regnes det for patriotisk at spise på denne måde – hvilket efter min opfattelse da også er det eneste, der kan retfærdiggøre denne temmelig omstændelige måde at spise på.

Den korrekte europæiske måde at spise på er at beholde gaflen i venstre hånd og bruge kniven til at skære kød og grøntsager ud med, som man derefter enten spidder med gaflen eller ved hjælp af kniven skubber over på gaflen. Men – og nu kommer vi til dit spørgsmål – på hvilken side af gaflen skal maden så skubbes over på? Den almindelige og fuldt ud korrekte europæiske måde at gøre det på er den måde, du sikkert også har lært det på, nemlig den ’nemme’ side, dvs. den side, hvor gaflens grene vender opad. Hvis man derimod spiser et stykke kød eller et større stykke grøntsag er der snarere tale om, at man spidder maden, og i dette tilfælde vender gaflens grene (ja, det hedder det – jeg har slået det op) nedad. Men at lægge grøntsager – specielt ærter – oven på en gaffel, hvis grene vender nedad – ja, det er såvel upraktisk som krukket.

Hvorfor har de så fået galt fat i det ved din etikettemiddag? Det er nok bl.a. pga. deres forståelse af ”Europa” og ”europæere”. Det er nemlig helt korrekt, at det har været den engelske måde at gøre det på. Men for det første skulle det undre mig såre, om det er videre udbredt i dagens England, selv blandt de velopdragne, og for det andet er engelsk ikke lig europæisk. Dette understreges af, at når englændere taler om ”Europa”, så mener de ”kontinentet” eksklusive de britiske øer, og når englændere taler om ”europæere”, så mener de alle andre end dem selv. Kort sagt – hvad briterne gør, er ikke det samme som, hvad europæerne gør. Det er altså dine etikettelærere, der er galt på den, hvilket jeg selvfølgelig er ked af at høre. For jeg synes ellers, det er en rigtig god ide med sådan en etikettemiddag!

Brevkasse: Er det gode manerer at bruge tandstikker?

7 sep

Kære Sanne Udsen,

Vi har jævnligt din “Takt og tone i tiden” fremme for lige at vide, hvad god skik er i forbindelse med forskellige begivenheder. Jeg har været på din hjemmeside, men kunne ikke lige finde en blog for vores spørgsmål nedenfor.

I festligt lag efter en god middag kommer spørgsmålet ofte: “Har I en tandstikker”, hvorefter der åbenlyst med rodet i tænder efter madrester. Hvad er god skik egentlig på det område?

Kære læsere,
Jeg er meget glad for dette spørgsmål. Det giver mig anledning til at understrege noget, som burde være alment kendt, men tydeligvis ikke er det: Alt, hvad der har med personlig hygiejne at gøre, bør udøves i enrum, eller til nød i selskab med ens ægtefælle eller en anden person, med hvem man har opnået en betydelig grad af fysisk intimitet. Til personlig hygiejne henhører også tandhygiejne. Det hører ikke til i selskab med andre og slet, slet ikke ved et middagsbord! Den eneste funktion en tandstikker har ved et middagsbord eller i andet selskab er som værktøj til at fiske oliven eller andre kanapeer op fra en serveringstallerken med.

Hvorfor er det så, på trods af denne krystalklare etikettemæssige regel, ikke desto mindre udbredt at gøre, som I beskriver i jeres spørgsmål? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at det bør bekæmpes med alle midler. Desværre er der ikke noget at stille op, hvis man som gæst i en andens hjem er ude for, at værtinden selv stiller tandstikkere på bordet og tilbyder gæsterne brug af dem. Hertil er kun at afslå brugen af tandstikker eller evt. tage imod en og derefter gå ud på toilettet og bruge den, hvis det er nødvendigt. Hvis man selv er værtinde, og man bliver stillet spørgsmålet, om man har en tandstikker, så kan man enten svare nej eller ”Der står nogle ude på toilettet. Du er velkommen til at bruge dem derude.”

Som høflig gæst, der indimellem kommer i den situation, at man har brug for en tandstikker, bør man medbringe sine egne hjemmefra og udelukkende tage dem i brug på toilettet.

Jeg har faktisk skrevet om denne problemstilling i den bog, der hedder ”Takt og tone i arbejdslivet” (som kan lånes på biblioteket). Det er jo en problemstilling, der også kan optræde i løbet af en arbejdsdag.