Brevkasse: Er det gode manerer at bruge tandstikker?

7 sep

Kære Sanne Udsen,

Vi har jævnligt din “Takt og tone i tiden” fremme for lige at vide, hvad god skik er i forbindelse med forskellige begivenheder. Jeg har været på din hjemmeside, men kunne ikke lige finde en blog for vores spørgsmål nedenfor.

I festligt lag efter en god middag kommer spørgsmålet ofte: “Har I en tandstikker”, hvorefter der åbenlyst med rodet i tænder efter madrester. Hvad er god skik egentlig på det område?

Kære læsere,
Jeg er meget glad for dette spørgsmål. Det giver mig anledning til at understrege noget, som burde være alment kendt, men tydeligvis ikke er det: Alt, hvad der har med personlig hygiejne at gøre, bør udøves i enrum, eller til nød i selskab med ens ægtefælle eller en anden person, med hvem man har opnået en betydelig grad af fysisk intimitet. Til personlig hygiejne henhører også tandhygiejne. Det hører ikke til i selskab med andre og slet, slet ikke ved et middagsbord! Den eneste funktion en tandstikker har ved et middagsbord eller i andet selskab er som værktøj til at fiske oliven eller andre kanapeer op fra en serveringstallerken med.

Hvorfor er det så, på trods af denne krystalklare etikettemæssige regel, ikke desto mindre udbredt at gøre, som I beskriver i jeres spørgsmål? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at det bør bekæmpes med alle midler. Desværre er der ikke noget at stille op, hvis man som gæst i en andens hjem er ude for, at værtinden selv stiller tandstikkere på bordet og tilbyder gæsterne brug af dem. Hertil er kun at afslå brugen af tandstikker eller evt. tage imod en og derefter gå ud på toilettet og bruge den, hvis det er nødvendigt. Hvis man selv er værtinde, og man bliver stillet spørgsmålet, om man har en tandstikker, så kan man enten svare nej eller ”Der står nogle ude på toilettet. Du er velkommen til at bruge dem derude.”

Som høflig gæst, der indimellem kommer i den situation, at man har brug for en tandstikker, bør man medbringe sine egne hjemmefra og udelukkende tage dem i brug på toilettet.

Jeg har faktisk skrevet om denne problemstilling i den bog, der hedder ”Takt og tone i arbejdslivet” (som kan lånes på biblioteket). Det er jo en problemstilling, der også kan optræde i løbet af en arbejdsdag.

Til bal hos dronningen

23 feb

Det sker en gang årligt, at dronningen og prinsgemalen inviterer medlemmerne af Folketinget til hofbal. På invitationen er angivet påklædningen ”kjole og hvidt/nationaldragt”. Sidste gang i 2004 og igen i år dukkede Kamal Qureshi op til festlighederne i sin pakistanske galladragt. Og både i 2004 og igen i år blev han mødt med kritik af medlemmer af Dansk Folkeparti for at optræde i denne dragt. Se fx denne artikel i Politiken, hvor hans festtøj omtales som “klovnekostume”.

Men kritikerne – vi skal ikke nævne navne her – kan tydeligvis ikke deres etikette. De har måske grund til ikke at kunne lide Kamal Qureshi – det er jo en af farerne ved at være aktiv i politik – men de har absolut ingen grund til at kritisere hans påklædning til dronningens fest. Uanset om de kan lide den eller ej. De kan kritisere den for at være grim, men de kan ikke kritisere den for at være ukorrekt. Det ville svare til at kritisere en af de kvindelige deltagere for at have en grim kjole på. Man kan selvfølgelig mene om den, hvad man vil, men det er faktisk ikke særlig god stil at kritisere andre folks smag i påklædning. Slet ikke når den i øvrigt overholder etiketten.

Mærkeligt nok har hoffet flere gange været ude og forklare, at der intet er galt med Kamal Qureshis påklædning. Ja, man får ærligt talt lyst til at sige til hans kritikere: Så fat det dog! I har ikke forstand på etikette!

På invitationen fra regentparret står anført ”kjole og hvidt”. Allerede her man vi se, at det ikke betyder, at man skal være iført kjole og hvidt for at komme til festen, for det er for det første kun den mandlige påklædning, der nævnes. For det andet betyder ”kjole og hvidt”, at man skal komme i en form for galla. Kjole og hvidt er galla. En gallauniform, hvis man skulle have en sådan, er også galla. En hvilken som helst officiel gallapåklædning vil være korrekt at tage på, hvis invitationen anfører ”kjole og hvidt” som påklædning. Det er underordnet, hvor i verden denne gallapåklædning stammer, så længe der er en fornuftig grund til, at personen, der bærer den, har valgt netop denne gallabeklædning. Og eftersom Kamal Qureshi har pakistanske rødder, og der er tale om en pakistansk gallapåklædning, er dette krav altså overholdt. Havde han i stedet valgt at iklæde sig en afrikansk gallahøvdingedragt, kunne der så absolut være grund til at kritisere hans valg af påklædning, for Kamal Qureshi er ikke afrikansk høvding, og har derfor ingen adkomst til at bære en sådan gallapåklædning.

Et helt andet spørgsmål, som det måske også ville klæde Kamal Qureshis kritikere at sætte sig ind i, er, hvad den anførte påklædning på en invitation egentlig betyder. I modsætning til, hvad mange tilsyneladende tror, betyder det ikke, at det er et krav, at gæsterne dukker op i den anførte påklædning. Nej, når man som vært angiver en påklædning på en invitation, skal det opfattes som en servicemeddelelse og en opfordring – ikke som et direkte krav. Eller rettere, i det omfang, der er tale om et krav, går kravet på, at man ikke må komme i en finere påklædning end den, der er anført på invitationen. Kravet går ikke på, at man med vold og magt skal ankomme i den anførte påklædning.

Servicemeddelelsen går altså på, at man ved, hvad værten har tænkt sig at iføre sig, og hvad man kan forvente at se de andre gæster i. Da de fleste mennesker foretrækker at komme i et passende antræk, vil de vide, hvad de skal tage på for at falde naturligt ind i billedet.

Opfordringen går på, at værtsparret gerne ser, at gæsterne kommer i den anførte påklædning, fordi det vil sikre den rette stemning til deres fest.

Og i det omfang, man kan tale om et egentligt krav, går det på, at man ikke må optræde i finere tøj end det anførte. Derimod må man godt klæde sig ”nedad”. Nu er kjole og hvidt den fineste form for påklædning, så det er vanskeligt at komme i noget, der er finere end det, men havde der på invitationen stået ”smoking”, måtte man ikke komme i kjole og hvidt, for kjole og hvidt er finere end smoking. Til gengæld betyder det også, at hvis man modtager en invitation, hvor påklædningen er anført som kjole og hvidt, og man ikke har et sådant beklædningsstykke i sin garderobe, og man ikke ønsker at leje eller anskaffe sig et, så kan man tage smoking på (hvis det er om aftenen). Man kan altså klæde sig nedad, men ikke opad. Hvor langt nedad kan man så klæde sig, uden at det bliver pinligt? Det vil komme lidt an på omstændighederne. Men hvis invitationen lyder på kjole og hvidt, vil man nok stikke en hel del ud, hvis man ankommer i sit fritidstøj.

Respekt!

17 jul

Alle vil gerne have respekt. Selvfølgelig vil de det. Men vil de også udvise respekt over for andre? Vi danskere vil gerne tro på, at vi lever i et egalitært samfund. Det gør vi selvfølgelig også i den forstand, at vi alle kan stemme (når vi er over 18), og at vi ikke er tvunget til at blive i en bestemt samfundsklasse, selv om vi er født ind i den. At vi så de facto ofte bliver i den, er noget helt andet. Men det er alligevel ikke et egalitært samfund, for hvis det var ægte egalitært, så ville vi alle sammen udvise den fornødne respekt for alle andre, og ikke kun kræve den.

Lad os starte med et geografisk eksempel: Hvis en københavner forklarede en viborgenser, at han/hun ikke fattede, hvordan nogen kan holde ud at bo i Viborg, som er slut, før den begynder, hvor alle de pæne torve er omdannet til parkeringspladser i stedet for fortovscafeer, og hvor man alligevel ikke kan finde en parkeringsplads, så ville viborgenseren straks beskylde københavneren for at være snobbet og (med rette) at mangle respekt for en smuk gammel købstad osv.

Men hvis vi vender situationen om, og lader viborgenseren fornærme København og sige, at han/hun ikke fattede, hvordan nogen kunne holde ud at bo i København, som er stor og rodet, hvor trafikken er uoverskuelig, og hvor man aldrig kan finde en parkeringsplads – se, så ville københavneren ikke reagere ved at beskylde viborgenseren for at være snobbet og mangle respekt for hovedstaden, smuk eller ej. Nej, københavneren ville begynde at mumle noget om, at der jo er så mange tilbud af forskellig slags i København, som man kunne benytte sig af, hvis man ellers kunne finde en parkeringsplads …

Hvorfor er københavneren nødsaget til at finde sig i at høre sin by svinet til og dermed sig selv fornærmet, når viborgenseren ikke er det? Det er, fordi håneretten går opad, og kravet om respekt går nedad. Vi er ikke lige, og derfor er det dem, der er mindre lige end andre, der har vundet retten til håne dem, der er mere lige end andre. Til gengæld kræver sidstnævnte respekt. Paradoksalt nok bliver retten til at fornærme København samtidig en indirekte anerkendelse af, at det faktisk er ”finere” at bo i København, for hvis man virkelig, virkelig havde ondt af dem, der boede der, ville man jo ikke nævne, hvor skrækkeligt de boede.

Det er også paradoksalt, at dem, der kræver mest respekt, er dem, der mindst fortjener respekt set ud fra en synsvinkel, der handler om, at den, der fortjener respekt, er den, der gør noget for samfundet og det fælles bedste. ”Respekt” er i stedet blevet et kodeord for en slags ”street cred” (som meget groft kan oversættes til gadetroværdighed) blandt halvkriminelle elementer. Ikke just der, hvor man synes, der var mest krav på respekt.

I et egalitært samfund ville håneretten ikke eksistere, medmindre de pågældende virkelig havde gjort sig fortjent til at blive hånet, og alle ville blive mødt med automatisk respektfuldhed, indtil de havde bevist at de havde gjort sig fortjent til det modsatte.

I mellemtiden kan man benytte sig af en liste, som Lynne Truss i bogen ”Talk to the Hand” har udfærdiget over mennesker, som bør udvises særlig respekt og høflighed.

Ifølge Lynne Truss bør du, kære læser, være særligt høflige over for folk, når

1. De er ældre
2. De ved mere, end du gør
3. De ved mindre, end du gør
4. De kom først
5. De har uddannelsesmæssige kvalifikationer angående det diskuterede emne
6. Du er i deres hjem
7. De engang hjalp dig økonomisk
8. De har været gode mod dig hele dit liv
9. De er mindre heldigt stillet, end du er
10. De har opnået status i det omgivende samfund
11. Du ekspederer dem i en forretning
12. De har ret
13. De er din chef
14. De arbejder for dig
15. De er en politibetjent/lærer/læge/dommer
16. De har brug for hjælp
17. De gør dig en tjeneste
18. De har betalt billetterne
19. Du ringede til dem, ikke omvendt
20. De har et trivielt arbejde

Kys, kys!

25 maj

Tilsyneladende er den mere sydeuropæiske tradition med kindkys i stedet for eller som supplement til håndtrykket ved at være solidt udbredt blandt de ellers mere traditionelt tilbageholdende og kølige nordeuropæere, herunder danskere og briter, men problemet er så bare: Hvem, hvordan og hvornår?
Hvis man skal basere kindkyssets takt og tone på, hvordan man fx gør i Frankrig (som i øvrigt også var tidligere fremme end os danskere med at give håndtryk ved snart sagt enhver lejlighed), så foregår kindkysset først og fremmest mellem to kvinder og mellem en person af hvert køn. Det er sjældnere, at to mænd kindkysser, hvis de ikke er russere. Ja, der forekommer selvfølgelig også andre tilfælde, men nok om det i denne omgang.
Nogle gange er kindkysset et supplement til håndtrykket, således at der både bliver givet hånd OG kysset på kind (eller krammet), men som oftest fungerer kindkysset som en erstatning for håndtrykket. Vi forestiller os nu en situation, hvor to par møder hinanden: Kvinderne kindkysser, mændene giver hånd, evt. suppleret med en hånd på skulderen, og mændene kindkysser derefter hver en kvinde (ikke den medbragte).
I Danmark er det mest almindeligt, at man kun kindkysser en enkelt gang. I Frankrig bruger man mindst to kindkys (mens belgiere, som danskere, kun kindkysser en enkelt gang). Efter at have haft lejlighed til såvel at studere som praktisere begge former, må jeg sige, at jeg er kommet til den konklusion, at der er mere symmetri at kindkysse to gange, så det vil jeg gerne anbefale. Men det kræver selvfølgelig, at begge parter er klar over, at det er det, der skal ske. Ellers havner vi i den kiksede situation med næser, der støder mod næser.
Det samme problem med næse mod næse kan opstå, hvis der ikke er enighed om, hvilken kind man skal lægge mod hvilken kind. Som det vil fremgå af nedenstående tekst, startes der med højre kind. Og det er klart en fordel, hvis der er almindelig enighed om dette!
Måske er det også lige på sin plads at understrege, at kindkys normalt ikke indebærer et egentligt kys i den forstand, at den ene persons læber rammer den anden persons kind – i hvert fald ikke, hvis der er tale om kvinder, der bruger læbestift. Jeg behøver næppe forklare, hvorfor dette ville være meget upraktisk.
Hvad gør man så, hvis man ikke har lyst til kindkysse en konkret person? Ja, ligeså vel som det kan forekomme højst besynderligt at skulle kindkysse en stort set fremmed person, ligeså akavet kan det virke, hvis alle andre i selskabet kindkysser – og man så lige står der tilbage med den sidste person, som man hellere vil give hånd. Men her er det på sin plads at falde tilbage på nordisk forsigtighed: hellere for lidt end for meget! Så hvis du er i tvivl – så lad vær!

For nylig blev jeg i anledning af det fremstormende kindkys bedt af avisen ”24 timer” om at komme med tre gode råd til deres læsere om, hvordan man kindkysser. Jeg synes ikke, at denne brevkasses læsere skal undvære de samme råd, så her følger de:

3 gode råd om kindkys
1. Generelt er det fornuftigt at være tilbageholdende med at kysse eller kramme.
Hvis du er i tvivl, så lad være, for du påtvinger den anden part en intimitet. Hvis du er en mand, så lad gerne kvinden tage initiativet, så hun ikke føler sig overfaldet.
2. Et kindkys er ikke nødvendigvis et rigtigt kys.
Dine læber bør oftest undgå at røre kinden. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at du skal lave en irriterende ‘mwah’-kysselyd.
3. Hvor mange kindkys skal man så dele ud ad gangen?
Og hvilken kind skal man bruge? Svaret er, at der i Danmark typisk gives ét kys. Er du i Frankrig gives der op til fire kindkys, afhængig af hvor i landet du befinder dig. Start altid med højre mod højre kind.

Brevkasse: Reserver dagen-kort

24 maj

Kære Sanne Udsen,
Vi skal snart til at lave std-kort til vores bryllup og kan ikke helt finde ud af, om man også sender dem til de gæster, der “kun” skal med til reception og kirke? Jeg tænker, at de så måske forventer, at de skal med til selve middagen, når de får sådan et std-kort, og så bliver de skuffede, når de kun får invitation til reception. Hvad mener du? Og hvad gør man med de gæster, som kun skal til reception?

Kære læser,
Lad mig starte med at forklare de uindviede læsere, at ”std-kort” er en forkortelse for ”save the date-kort”, eller ”reserver dagen”-kort. Disse kort bruger man fx i forbindelse med bryllupper, hvis man af en eller anden grund gerne vil advisere sine gæster i meget god tid om, at de kan forvente en egentlig invitation på et senere tidspunkt. Når der overhovedet er grund til at gøre brug af den slags kort frem for at gå direkte til at skrive invitationerne, kan det skyldes, at selv om man har fastsat datoen, kan der være mange andre detaljer, der stadig mangler at komme på plads, som fx det sted hvor festlighederne skal afholdes.

Hvornår skal man så gøre brug af ”reserver dagen”-kort, og hvem skal have dem? Der, hvor det kan give god mening at fremsende sådanne kort, er, når man har mange gæster fra udlandet, der måske gerne vil have god tid til at planlægge deres tur, herunder have muligheden for at kunne få billige flybilletter.

Hvilke gæster skal så have dem? Ja, du svarer nærmest selv på spørgsmålet. Hvorfor skal man reservere en dag? Der er normalt kun grund til at reservere selve aftenen. Så ja, hvis man får en ”reserver dagen”-skrivelse, vil man helt automatisk forvente at blive inviteret til middagen. Der er derfor ingen grund til at sende noget til receptionsgæsterne, før de kan få selve invitationen. Når det er sagt, så synes jeg, I skal overveje, om der overhovedet er grund til at udsende sådanne ”reserver dagen”-kort. Disse kort er forpligtende for værtsparret – dvs. I kan ikke lave ændringer i gæstelisten hen ad vejen (i hvert fald kan I kun invitere flere, ikke færre) – men det er ikke forpligtende for gæsterne. Gæsterne skal først forholde sig til en egentlig invitation. I kan også risikere, at I vil blive skuffede over, at en del af gæsterne ikke har lyttet til jeres ønske om, at de skulle reservere dagen.

Det er bare helt i orden

23 maj

Forleden var husets frue (det er mig) i gang med nogle huslige gøremål, da telefonen ringede. Husets frue afbrød sine gøremål og tog telefonen. Det var Greenpeace, der ville tale med husets herre. ”Han er ikke hjemme,” forklarede husets frue og forsøgte at lyde en anelse kølig, så de ikke ville begynde at slå hende (mig) for et kontant bidrag. ”Det er helt i orden. Jeg prøver bare at få fat i ham senere,” sagde Greenpeace. Husets frue stod forbløffet tilbage. ”Det er helt i orden”?!?
Havde Greenpeace ikke fået byttet rundt på replikkerne? Kort sagt, var det ikke husets frues replik, som Greenpeace havde sagt?

Efter husets frues mening kunne følgende replikskifte med rimelighed have fundet sted:

Greenpeace: ”Træffer jeg (husets herre)?”

Husets frue: ”Nej, han er ikke hjemme.”

Greenpeace: ”Så må du undskylde. Jeg prøver igen på et andet tidspunkt.”

Husets frue: ”Det er helt i orden.”

Men det var ikke sådan, replikkerne faldt. Eftersom Greenpeace havde taget min replik, vidste jeg ikke, hvad jeg så skulle sige. Derfor sluttede samtalen temmelig abrupt. Men nu kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om dette er et symbol på et større skred i vores tid. Nu er det ikke længere den person, der ringer og forstyrrer uskyldige personer i deres hjem midt i muligvis vigtige sysler, som føler sig kaldet til at undskylde forstyrrelsen. Nej, tilsyneladende føler de, at det er den person, som de har forstyrret, der skal undskylde, at de har ringet forgæves. Hallo? Er der ikke noget helt galt her? Det er vel stadig den, der ringer op, som ulejliger den anden? Og ikke den anden, der skal have skyldfølelse over ikke at kunne dække den andens behov?

For at det ikke skal være løgn, var der i dette tilfælde tale om et telefonopkald, der gik ud på at lokke penge ud af den føromtalte uskyldige person, der blev forstyrret i sit eget hjem. Skulle man ikke tro, at man i et sådant tilfælde ville ønske at gøre den anden person så positivt indstillet som muligt? Eller her tager jeg måske helt fejl?

Den dag, telefonsælgere lærer ikke bare at være anmassende, men også at være høflige, vil deres salg formentlig gå vældigt i vejret. Men så vil deres arbejdsgivere selvfølgelig bare føle sig opmuntrede til at ansætte endnu flere telefonsælgere til at ringe og forstyrre endnu flere uskyldige personer, der er optaget af deres egne vigtige gøremål og egentlig helst bare vil være i fred. Hvis det da ellers er helt i orden …

Brevkasse: Tak for sidst?

22 maj

Kære Sanne Udsen
Et spørgsmål til dig: Når man har deltaget i en eller anden form for festlighed, er det så ikke almindelig høflighed at skrive, ringe eller maile og sige “tak for sidst”? For kort tid siden holdt jeg fødselsdagsfest, hvor jeg havde inviteret hele familien, gamle og unge, børn og babyer samt nogle få venner på sejltur til et smukt sted ude på landet, hvor vi fik en lækker frokost, lidt underholdning samt sejltur tilbage til udgangspunktet. Vejret var smukt, stemningen god og der var rigeligt spillerum i haven samt inden døre for børnene. Jeg havde gjort, hvad jeg kunne, for at alle ville få en god dag.

Men – jeg undrer mig: Mine venner og mine søskende samt mine børn har udtrykt et “tak for en god dag”. De øvrige unge har jeg ikke hørt fra. Bruger man ikke mere at sige tak for en god dag, eller er jeg for gammeldags og har urealistiske forventninger?

Kære læser,
Det kan godt være, du har urealistiske forventninger, men det har intet at gøre med at være gammeldags. Tro mig, dette problem med den manglende tak for sidst er ligeså gammelt som menneskeheden. Så jo, det hører til almindelig høflighed at sige tak for sidst på den ene eller anden måde, når man er blevet beværtet af andre. Men et eller andet sted er der en indbygget modsætning i udtrykket ”almindelig høflighed”. Høflighed er ikke så almindelig, som det burde være.

Brevkasse: Hattetikette

28 mar

Kære Sanne Udsen,
Min mand har til sin 60års fødselsdag ønsket sig en hat, og det er nu lykkedes at få indkøbt en lækker og stilig hat fra Petitgas – men så kommer alle spørgsmålene jo: Hvordan er det lige med takt og tone i forbindelse med at gå med hat i nutiden? Jeg har søgt en del på nettet, men kan ikke finde det, jeg søger efter.

Kan du hjælpe med henvisning til et site, en bog eller lignende? Eller har du mulighed for at give mig hovedtrækkene i Hattens takt og tone? Gerne for både herrer og damer.

Kære læser,
Kunsten at bære en hat, løfte en hat på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt er noget, der gennem historien har været genstand for mange værker, men jeg ved ikke, hvor nyttige din mand ville finde disse i dag. Det er trods alt en hel del år siden, at det var utænkeligt for en mand at gå udendørs uden hovedbeklædning. I filmen ”Ridderfalken” med bl.a. Humphrey Bogart bliver en af politifolkene så træt af alle de mistænktes lange søforklaringer, at han vil have dem ud af den lejlighed, de befinder sig i, og med ned på politistationen til nærmere afhøring. Som signal til dette beordrer han de tilstedeværende: ”Get your hats!” Jeg er ikke sikker på, at det i dag ville blive forstået på samme måde.

Hvad angår takt og tone og hattebrug for mænd, kan man sige, at de falder i to overordnede kategorier: Hattehilsen og hattebæring. Den første del – hvordan man løfter hatten, hvem den skal helt af overfor, og hvornår man kan nøjes med en symbolsk markering af en finger mod kanten – har næppe den helt store praktiske betydning i dag, da din mand formentlig ikke risikerer at fornærme ret mange ved at gøre det forkert, eftersom resten af verden kun sjældent vil kende reglerne. Den anden del – hattebæring – er der langt flere, der ved noget om, og dermed er der også langt flere, din mand kan risikere at støde eller få til at trække på smilebåndet ved forkert anvendelse.

Hovedreglen er, at mænd bærer hat udendørs, men ikke indendørs. Og så til gråzonerne: Er en forhal eller en gang i en offentlig bygning indendørs? Er en elevator? Her er det simple svar: Nej, ja og delvist. Hvis en mand befinder sig i en elevator sammen med en dame – hans hustru falder ind under kategorien dame i denne sammenhæng – så tager han hatten af. Ellers kan han beholde den på. Forhallen vil normalt være at betragte som et slags ”udendørs”, medmindre man opholder sig i den i længere tid. Forvirret? Det bliver værre, når vi kommer til transport: Din mand kan beholde hatten på, hvis han kører i bus eller metro, men han må have den af, når han kører i regionaltog. Til at lægge hatten fra sig kan han anvende hattehylden. Hvad så med S-tog? Ja, der kan han også få lov at beholde den på. I hvert fald på en kort tur og hvis han ikke er i selskab med en dame. Lad mig citere ”Vor tids skik og brug” fra 1965, som opsummerer således: ”Udendørs har en herre sin hat på hovedet. Indendørs beholder han den på, når han er undervejs til et sted og kan betragte sig selv som én af mange; men han tager den af, når han taler med en dame … undtagen i de tilfælde, hvor det ville være meget upraktisk.”

En lidt nyere bog, ”The Modern Gentleman” fra 2002, opsummerer gode hattemanerer således: 1) Hatten af, når en dame kommer ind i elevatoren; når man sidder ned indendørs; når et ligtog passerer forbi. 2) Hatten løftes, når man har foretaget en høflig handling; når man passerer hinanden tæt; når man tilbyder sit sæde til en anden person.

Hvis du gerne vil give ham etikettetipsene i bogform, kan du se, om du kan fremskaffe en eller begge af de nævnte titler.

Så var der det med damerne. Som man jo næsten kan gætte, er hatteregler for damer helt anderledes. Damer kan have hat på såvel udendørs som indendørs – til gengæld har de kun hat på om dagen og ikke om aftenen. De løfter ikke på hatten, hverken når de møder andre damer eller herrer, men beholder den hele tiden på. De beholder (især) hat på i kirke, men hvis hatten er stor, og de er i biografen, til koncert, foredrag el.lign. (til en eftermiddagsforestilling, forstås, eftersom vi damer aldrig har hat på om aftenen), så regnes det for uhøfligt at beholde den på – men det skyldes alene hensynet til de stakler, der sidder bag en. Til en damefrokost med hat på restaurant har alle damerne hat på. Til en damefrokost med hat i et privat hjem er det kun de besøgende damer, der har hat på. Værtinden har ikke hat på i sit eget hjem.

Brevkasse: Fødselsdagsbrunch

22 apr

Kære Sanne Udsen,

Vi er blevet inviteret til brunch i anledning af en 50 års fødselsdag for en af vore nære venner. Selvom vi bor her ude på landet i Nordsjælland, har vi selvfølgelig hørt om brunch før, men vi er lidt usikre på, hvordan det forholder sig, når der samtidig er tale om en rund fødselsdag. Først og fremmest: Hvilken slags tøj tager man på? En 50 års fødselsdag er jo normalt både festlig og højtidelig, mens brunch da vist er noget mere ”casual”. Vi er også lidt usikre på, hvor længe man skal blive i en sådan sammenhæng. Markerer hun mon denne festdag med en brunch, fordi hun ønsker, at vi kun skal komme, aflevere vores gave og tage en kop kaffe, eller vil hun omvendt blive skuffet, hvis vi ikke bliver et stykke tid. I givet fald hvor længe. Til vor store overraskelse afslører hun i invitationen, at hun er født i USA. Nu plejer vi altid at tage flag med til fødselsdag. Bør vi i denne anledning tage det amerikanske flag med, eller skal vi blot holde os til Dannebrog, som vi plejer?

Vi læser med stor interesse dine kloge svar, så vi håber, du også har mulighed for at give os et rigtigt godt svar.

Kære læsere,
Det er ganske korrekt, at en brunch er mere uformel end en middag, så noget kunne tyde på, at I har ret i, at jeres fødselar ikke er interesseret i eksempelvis taler – i hvert fald ikke særligt mange – siden hun vælger at fejre sin runde fødselsdag med en brunch. Jeg vil så sige, at det er nu sjældent, at der slet ikke er nogen taler, når det drejer sig om en rund fødselsdag, men det er klart, at hele konceptet med en fødselsdagsbrunch lægger op til væsentligt færre indslag end en stor middag. Det skal nu ikke afholde jer fra at skrive en sang eller lignende, hvis det er noget, I plejer at gøre. Med hensyn til påklædning så er den forventede påklædning ganske rigtigt mere ”casual”, end den ville være til en fest. Men det betyder ikke, at I skal komme i havetøjet. Tag det samme tøj på, som I ville gøre til en formel frokost. Det vil normalt betyde jakkesæt (ikke mørkt) eller bukser og jakke til herren og en eftermiddagskjole (hvis den slags findes mere) eller nederdel/bukser med en festlig, men ikke nedringet top til fruen. Hvad angår slips, så er jeg ikke meget for at skrive det, men det må vist nok siges at være valgfrit. Personligt synes jeg ikke, det ser godt ud med jakkesæt og en af den slags skjorter, som amerikanerne kalder en ”dress shirt” – og så ikke noget slips! Derfor blev jeg glad, da jeg læste en artikel, hvor en britisk etikette-kollega forklarer, at den slipseløse dille er SÅ 2007 – og at slips er nu blevet moderne igen. Men jeg ved jo godt, at moden ikke altid kommer så hurtigt til Nordsjælland, så der vil nok stadig være nogle herrer, der ikke har opdaget, at det manglende slips var sidste års mode og ikke er dette års mode. Med hensyn til hvor længe I skal blive, så er jeg sikker på, at hun gerne vil have, at I bliver længere end blot en kop kaffes tid. Hvis hun havde ønsket, at I bare skulle komme forbi med gaven, så ville hun have holdt en reception. Hvor længe skal I så blive? Ja, det er vanskeligt at sige helt præcist, men afhængig af situation og stemning vil jeg sige et sted mellem 2½ og 4 timer. Med hensyn til jeres flagspørgsmål, så forstår jeg på den ene side, at der er tale om en af jeres nære venner, og på den anden side kommer det som en overraskelse for jer, at hun er født i USA. Dette tolker jeg, som om hun ikke er amerikansk statsborger, men dansk. Derfor kan I roligt tage Dannebrog med. I skal også være klar over, at vi danskere bruger vores flag på en anden måde, end amerikanerne gør: Mens vi bruger Dannebrog til at festliggøre en begivenhed og flaget derfor opfattes som et symbol på, at der er noget at fejre, så ser amerikanere i højere grad Stars & Stripes som et nationalt symbol og som et tegn på patriotisme. Ikke desto mindre vil jeg sige, at hvis jeres værtinde specifikt nævner i invitationen, at hun er født i USA, så kunne være det passende at medbringe et enkelt Stars & Stripes, hvis I skulle kunne skaffe et sådant. Hvis ikke, kan I uden problemer nøjes med Dannebrog.