Brevkasse: Hvem kan tale med hvem?

30 maj

Kære Sanne Udsen
Håber du kan hjælpe her: Seks personer er i stuen, to har en indbyrdes snak, da den ene pludselig skal høre, hvad der snakkes om i den anden ende. Da det er slut, vender vedkommende tilbage med et ”Nu må du godt fortsætte.” Det vil vedkommende ikke. Personen mener, at det var meget uhøfligt at gå væk fra deres snak. Hvad er ret og forkert her?

Kære læser,
Jeg kan til en vis grad godt forstå den person, der bliver fornærmet over at skulle holde en pause i sin fortælling, fordi samtalepartneren skal følge med i, hvad der foregår i den anden ende af stuen. På den anden side må man sige, at hvis man skal have en uforstyrret privat samtale, så skal den ikke foregå i en stue, hvor der er andre personer til stede. En af disse andre personer kunne med lige så stor ret have spurgt de to, der sad for sig selv, hvad de var i gang med at snakke om, og så ville snakken jo også være blevet afbrudt. Når man befinder sig seks personer sammen i en stue, må man med andre ord indstille sig på, at al samtale har en form for kollektivt præg, og man kan ikke lægge beslag på en enkelt persons opmærksomhed, medmindre man har hele selskabets opmærksomhed. Når det er sagt, så kunne den pågældende måske nok have udtrykt sig noget høfligere end ”Nu må du godt fortsætte”, hvori der underforstået ligger, at den pågældende gør den anden en stor tjeneste ved at lytte til vedkommende. En mere høflig måde at genoptage snakken på ville have været en variant over: ”Undskyld – hvor kom vi fra?”

Rigtig god nyhed: Der er planlagt bedre service i supermarkederne!

14 apr

Så føler man da, at man ikke har levet forgæves: Politiken melder, at nu skal servicen forbedres i supermarkederne. Og blandt de helt vigtige fokuspunkter er, at kassedamerne skal hilse på kunderne! Jamen, det er da helt utroligt glædeligt! Nogle kunne mene, det var på høje tid (og disse nogle ville have ret), men lad os nu fokusere på det positive og sige bedre sent end aldrig!

Det bliver i øvrigt spændende at følge med i, hvad de forskellige supermarkedskæder så vælger, at deres kassemedarbejdere skal sige, når de hhv. siger goddag og farvel til kunderne.

Goddag, farvel — og fortsat god dag

12 mar

Avisen MetroXpress har fået foretaget en undersøgelse blandt danskere om deres opfattelse af egen og andres høflighed. Måske ikke så overraskende (men alligevel ganske interessant!) mener de fleste af de adspurgte, at de selv er vældig høflige, mens omgivelserne er rædsomt uhøflige.

Fx svarer hele 93 procent, at de enten er lidt eller meget høflige, når de befinder sig i det offentlige rum.

Spørgsmål og svar lyder i sin helhed:
”Hvor høflig vil du selv sige, at du er, når du befinder dig i det offentlige rum (for eksempel biografer, busser, supermarkeder og så videre)?
Meget uhøflig: 1 procent.
Lidt uhøflig: 1 procent.
Hverken høflig eller uhøflig: 5 procent.
Lidt høflig: 35 procent.
Meget høflig: 58 procent.”

Nu er det jo så, at såvel jeg selv som mine læsere må spørge: Hvordan kan det hænge sammen? Det er jo indlysende, at folk ikke er lidt til meget høflige, når de befinder sig i det offentlige rum. Hvordan kan de så selv mene, de er det?

Her kan vi kun gætte. Jeg gætter, at det skyldes, at tingene ser forskellige ud afhængig af, hvor man ser dem fra. Og hvis man ikke har tænkt sig at være uhøflig, så tror man ikke, man er det – heller ikke selv om andre opfatter en som uhøflig.

Hvad kan vi så gøre ved det? En af de ting, man relativt hurtigt kunne gøre noget ved – det kræver sådan set bare en indsats fra supermarkedernes arbejdsgiverforening – er at starte på at hilse på hinanden ved supermarkedernes kassebånd. I Tyskland og i Frankrig kommer ekspeditionen ved kassen slet ikke i gang, før kassemedarbejderen og kunden har haft øjenkontakt, og kassemedarbejderen og kunden har hilst på hinanden. Og ekspeditionen afsluttes ikke, før kassemedarbejderen og kunden har sagt farvel. Og nej, det betyder ikke, at kunden og kassemedarbejderen er bedstevenner efter denne indholdsrige udveksling, men det betyder, at såvel kunde som kassemedarbejder føler sig set. Kassemedarbejderen bliver på denne måde til en person og ikke blot en forlængelse af kasseapparatet, og kunden bliver ligeledes til en person og ikke bare en arm med et kreditkort.

Åh, jamen, hvad skal de danske kassemedarbejdere så sige til kunden? ”Hej” er for uformelt, og ”goddag” er for stift, hører jeg allerede protesterne. Og hvad så? Bare de siger et eller andet!

Jeg kan fortælle, hvad henholdsvis de franske og tyske kassemedarbejdere siger. De franske siger ”bon jour” (goddag), hvortil kunden også siger ”bon jour”, og når ekspeditionen er slut, siger kassemedarbejderen ”merci et bonne journée” (tak og fortsat god dag), og kunden siger ”et vous” (i lige måde). I Tyskland siger kassemedarbejderen enten ”hallo” (hej) eller ”guten Tag” (goddag), og det samme siger kunden, og når ekspeditionen er slut, siger kassemedarbejderen ”schönen Tag noch” (fortsat god dag), og kunden siger ”gleichfalls” (i lige måde), og nogle gange fortsætter det med, at kassemedarbejderen så siger ”danke – tschüss” (tak – hej hej), hvorpå kunden også siger ”tschüss” (hej hej).

Mon ikke dette kunne oversættes til dansk? Vi kunne lade det være op til den enkelte supermarkedskæde eller den enkelte medarbejder, om man ville starte med et ”hej” eller et ”goddag”. Og til afslutning kunne der vælges mellem ”farvel igen”, ”hej hej” eller ”fortsat god dag”. Ja, jeg ved godt, at der findes mennesker, der ikke bryder sig om ”fortsat god dag”, fordi det ligesom implicerer, at de indtil nu har haft en god dag, og hvad hvis de nu har haft en rigtig møgdag? Men det er en fejlfortolkning. At ønske nogen en ”fortsat god dag” betyder, at man ønsker, at dagen fremover bliver god. Og hvordan kan man have noget imod, at nogen skulle ønske, at resten af ens dag bliver god?

Hvis nogle af mine læsere har andre og bedre forslag, hører jeg dem gerne. Og så kan vi jo skrive til supermarkedernes brancheforening med vores konkrete forslag. Det skulle nok virke til at forbedre den generelle stemning af høflighed i hverdagen.

Teenagere i offentlige transportmidler

9 jan

I sidste uge stod jeg i en tysk by og ventede på et transportmiddel, der nærmest kan betegnes som en sporvogn. Sammen med mig på perronen stod en hel tysk skoleklasse i teenagealderen. De var, som teenagere er flest, når de er i flok: Overkåde og støjende. Jeg nåede at tælle hele fire drenge med den eksakt samme model Adidas-sko på. (Mænds forkærlighed for at have det samme tøj på viser sig allerede i den alder. Men det er ikke emnet for denne historie.) Da sporvognen endelig kom, dannede de unge mennesker en halvcirkel rundt om udgangen, så det var stort set umuligt for de afstigende passagerer at komme af og dermed for os andre at komme på. Da det endelig lykkedes, snakkede og grinede og kastede de sig over sæderne og fyldte i det hele taget meget i det begrænsede rum, som en sporvogn udgør. ”Teenagere er de samme verden over,” nåede jeg lige at tænke for mig selv, da en af de kåde unge knægte smilende rejste sig og overlod sin siddeplads til en ældre, gangbesværet kvinde. Helt på eget initiativ.

Hvornår så jeg sidst det ske i Danmark? Beskæmmet på nationens vegne må jeg indrømme, at det kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg mener: Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set det ske.

Og skal man tro denne artikel i BT, er det med god grund, jeg ikke kan huske det.

Teenagere er de samme verden over. Men der er tydeligvis nogle teenagere, der er bedre opdraget end andre. Denne bedre opdragelse behøver ikke være sket med vold og magt og kadaverdisciplin. Den bedste læremester er at foregå med et godt eksempel. Lad mig hermed komme med en opfordring til de unge menneskers forældre og andre voksne, der indgår i deres nærmeste omgangskreds, om at lære dem, at livet sagtens kan blive bedre af engang imellem at ofre lidt komfort til fordel for andre, der har mere brug for det.

Jeg skulle lige til at skrive, at før eller siden skal de nok lære, at det er uhensigtsmæssigt at placere sig i en halvcirkel rundt om en udgangsdør på et transportmiddel. Men så slog det mig, at det med at lade være med at stå i en halvcirkel foran udgangsdøren er der stadig mange voksne i metroen i København, der endnu ikke har lært, på trods af, at det forsinker af- og påstigning. Til gengæld må de så indimellem se metroen køre uden at få dem med, for metroen er (i modsætning til den tyske sporvogn) førerløs og gør sig ikke den ulejlighed at tjekke, om alle passagererne nu også er kommet med. For vores alle sammens skyld må vi håbe, at de lærer det hen ad vejen i takt med, at de vænner sig til transportmidlet.

Brevkasse: Amerikanske og europæiske bordmanerer

6 jan

Kære Sanne Udsen,

Jeg har et spørgsmål om brug af bestik. Jeg går i skole i Philadelphia og var i går til en “etikettemiddag”, som skolen holdt. Vi blev vist den korrekte amerikanske måde og den europæiske måde at bruge bestik på. Er det korrekt, at man i Europa bruger “bagsiden” af gaflen? Jeg har altid ment, at jeg har temmelig god etikette, men jeg har da altid brugt kniven til at lægge lidt mad op på den “rigtige” side af gaflen.

Jeg blev helt forbavset over at høre dette, så hvis du kan hjælpe mig, ville jeg være rigtig glad!

Kære læser,
Som du nok allerede har bemærket, har amerikanere en tendens til at tale om ”Europa”, som om det var et stort fælles sted, og dets indvånere som ”europæere”, som om der ingen forskel var på deres måde at opføre sig på, herunder deres opfattelse af god etikette. Ganske vist kan man netop i dette tilfælde tale om en europæisk (eller ’continental’, som den også kaldes) og en amerikansk måde at bruge sit bestik korrekt på: Den korrekte amerikanske måde at bruge bestikket på består i først at skære fx sit kød ud i et par mindre bidder, derefter lægge kniven på kanten af tallerkenen (uden at kniven rører bordet!) og med højre hånd derefter bruge gaflen til at fragte maden op til munden med. Det er derimod ikke god amerikansk etikette at skære det hele ud i småbidder på én gang, som om man var et småbarn, der skulle made sig selv. Jeg har ladet mig forstå, at den amerikanske tradition stammer fra samme tid som det oprindelige ”tea party” og var et oprør mod de britiske overherrer og deres bordmanerer. Derfor regnes det for patriotisk at spise på denne måde – hvilket efter min opfattelse da også er det eneste, der kan retfærdiggøre denne temmelig omstændelige måde at spise på.

Den korrekte europæiske måde at spise på er at beholde gaflen i venstre hånd og bruge kniven til at skære kød og grøntsager ud med, som man derefter enten spidder med gaflen eller ved hjælp af kniven skubber over på gaflen. Men – og nu kommer vi til dit spørgsmål – på hvilken side af gaflen skal maden så skubbes over på? Den almindelige og fuldt ud korrekte europæiske måde at gøre det på er den måde, du sikkert også har lært det på, nemlig den ’nemme’ side, dvs. den side, hvor gaflens grene vender opad. Hvis man derimod spiser et stykke kød eller et større stykke grøntsag er der snarere tale om, at man spidder maden, og i dette tilfælde vender gaflens grene (ja, det hedder det – jeg har slået det op) nedad. Men at lægge grøntsager – specielt ærter – oven på en gaffel, hvis grene vender nedad – ja, det er såvel upraktisk som krukket.

Hvorfor har de så fået galt fat i det ved din etikettemiddag? Det er nok bl.a. pga. deres forståelse af ”Europa” og ”europæere”. Det er nemlig helt korrekt, at det har været den engelske måde at gøre det på. Men for det første skulle det undre mig såre, om det er videre udbredt i dagens England, selv blandt de velopdragne, og for det andet er engelsk ikke lig europæisk. Dette understreges af, at når englændere taler om ”Europa”, så mener de ”kontinentet” eksklusive de britiske øer, og når englændere taler om ”europæere”, så mener de alle andre end dem selv. Kort sagt – hvad briterne gør, er ikke det samme som, hvad europæerne gør. Det er altså dine etikettelærere, der er galt på den, hvilket jeg selvfølgelig er ked af at høre. For jeg synes ellers, det er en rigtig god ide med sådan en etikettemiddag!

Brevkasse: Er det gode manerer at bruge tandstikker?

7 sep

Kære Sanne Udsen,

Vi har jævnligt din “Takt og tone i tiden” fremme for lige at vide, hvad god skik er i forbindelse med forskellige begivenheder. Jeg har været på din hjemmeside, men kunne ikke lige finde en blog for vores spørgsmål nedenfor.

I festligt lag efter en god middag kommer spørgsmålet ofte: “Har I en tandstikker”, hvorefter der åbenlyst med rodet i tænder efter madrester. Hvad er god skik egentlig på det område?

Kære læsere,
Jeg er meget glad for dette spørgsmål. Det giver mig anledning til at understrege noget, som burde være alment kendt, men tydeligvis ikke er det: Alt, hvad der har med personlig hygiejne at gøre, bør udøves i enrum, eller til nød i selskab med ens ægtefælle eller en anden person, med hvem man har opnået en betydelig grad af fysisk intimitet. Til personlig hygiejne henhører også tandhygiejne. Det hører ikke til i selskab med andre og slet, slet ikke ved et middagsbord! Den eneste funktion en tandstikker har ved et middagsbord eller i andet selskab er som værktøj til at fiske oliven eller andre kanapeer op fra en serveringstallerken med.

Hvorfor er det så, på trods af denne krystalklare etikettemæssige regel, ikke desto mindre udbredt at gøre, som I beskriver i jeres spørgsmål? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at det bør bekæmpes med alle midler. Desværre er der ikke noget at stille op, hvis man som gæst i en andens hjem er ude for, at værtinden selv stiller tandstikkere på bordet og tilbyder gæsterne brug af dem. Hertil er kun at afslå brugen af tandstikker eller evt. tage imod en og derefter gå ud på toilettet og bruge den, hvis det er nødvendigt. Hvis man selv er værtinde, og man bliver stillet spørgsmålet, om man har en tandstikker, så kan man enten svare nej eller ”Der står nogle ude på toilettet. Du er velkommen til at bruge dem derude.”

Som høflig gæst, der indimellem kommer i den situation, at man har brug for en tandstikker, bør man medbringe sine egne hjemmefra og udelukkende tage dem i brug på toilettet.

Jeg har faktisk skrevet om denne problemstilling i den bog, der hedder ”Takt og tone i arbejdslivet” (som kan lånes på biblioteket). Det er jo en problemstilling, der også kan optræde i løbet af en arbejdsdag.

Til bal hos dronningen

23 feb

Det sker en gang årligt, at dronningen og prinsgemalen inviterer medlemmerne af Folketinget til hofbal. På invitationen er angivet påklædningen ”kjole og hvidt/nationaldragt”. Sidste gang i 2004 og igen i år dukkede Kamal Qureshi op til festlighederne i sin pakistanske galladragt. Og både i 2004 og igen i år blev han mødt med kritik af medlemmer af Dansk Folkeparti for at optræde i denne dragt. Se fx denne artikel i Politiken, hvor hans festtøj omtales som “klovnekostume”.

Men kritikerne – vi skal ikke nævne navne her – kan tydeligvis ikke deres etikette. De har måske grund til ikke at kunne lide Kamal Qureshi – det er jo en af farerne ved at være aktiv i politik – men de har absolut ingen grund til at kritisere hans påklædning til dronningens fest. Uanset om de kan lide den eller ej. De kan kritisere den for at være grim, men de kan ikke kritisere den for at være ukorrekt. Det ville svare til at kritisere en af de kvindelige deltagere for at have en grim kjole på. Man kan selvfølgelig mene om den, hvad man vil, men det er faktisk ikke særlig god stil at kritisere andre folks smag i påklædning. Slet ikke når den i øvrigt overholder etiketten.

Mærkeligt nok har hoffet flere gange været ude og forklare, at der intet er galt med Kamal Qureshis påklædning. Ja, man får ærligt talt lyst til at sige til hans kritikere: Så fat det dog! I har ikke forstand på etikette!

På invitationen fra regentparret står anført ”kjole og hvidt”. Allerede her man vi se, at det ikke betyder, at man skal være iført kjole og hvidt for at komme til festen, for det er for det første kun den mandlige påklædning, der nævnes. For det andet betyder ”kjole og hvidt”, at man skal komme i en form for galla. Kjole og hvidt er galla. En gallauniform, hvis man skulle have en sådan, er også galla. En hvilken som helst officiel gallapåklædning vil være korrekt at tage på, hvis invitationen anfører ”kjole og hvidt” som påklædning. Det er underordnet, hvor i verden denne gallapåklædning stammer, så længe der er en fornuftig grund til, at personen, der bærer den, har valgt netop denne gallabeklædning. Og eftersom Kamal Qureshi har pakistanske rødder, og der er tale om en pakistansk gallapåklædning, er dette krav altså overholdt. Havde han i stedet valgt at iklæde sig en afrikansk gallahøvdingedragt, kunne der så absolut være grund til at kritisere hans valg af påklædning, for Kamal Qureshi er ikke afrikansk høvding, og har derfor ingen adkomst til at bære en sådan gallapåklædning.

Et helt andet spørgsmål, som det måske også ville klæde Kamal Qureshis kritikere at sætte sig ind i, er, hvad den anførte påklædning på en invitation egentlig betyder. I modsætning til, hvad mange tilsyneladende tror, betyder det ikke, at det er et krav, at gæsterne dukker op i den anførte påklædning. Nej, når man som vært angiver en påklædning på en invitation, skal det opfattes som en servicemeddelelse og en opfordring – ikke som et direkte krav. Eller rettere, i det omfang, der er tale om et krav, går kravet på, at man ikke må komme i en finere påklædning end den, der er anført på invitationen. Kravet går ikke på, at man med vold og magt skal ankomme i den anførte påklædning.

Servicemeddelelsen går altså på, at man ved, hvad værten har tænkt sig at iføre sig, og hvad man kan forvente at se de andre gæster i. Da de fleste mennesker foretrækker at komme i et passende antræk, vil de vide, hvad de skal tage på for at falde naturligt ind i billedet.

Opfordringen går på, at værtsparret gerne ser, at gæsterne kommer i den anførte påklædning, fordi det vil sikre den rette stemning til deres fest.

Og i det omfang, man kan tale om et egentligt krav, går det på, at man ikke må optræde i finere tøj end det anførte. Derimod må man godt klæde sig ”nedad”. Nu er kjole og hvidt den fineste form for påklædning, så det er vanskeligt at komme i noget, der er finere end det, men havde der på invitationen stået ”smoking”, måtte man ikke komme i kjole og hvidt, for kjole og hvidt er finere end smoking. Til gengæld betyder det også, at hvis man modtager en invitation, hvor påklædningen er anført som kjole og hvidt, og man ikke har et sådant beklædningsstykke i sin garderobe, og man ikke ønsker at leje eller anskaffe sig et, så kan man tage smoking på (hvis det er om aftenen). Man kan altså klæde sig nedad, men ikke opad. Hvor langt nedad kan man så klæde sig, uden at det bliver pinligt? Det vil komme lidt an på omstændighederne. Men hvis invitationen lyder på kjole og hvidt, vil man nok stikke en hel del ud, hvis man ankommer i sit fritidstøj.

Respekt!

17 jul

Alle vil gerne have respekt. Selvfølgelig vil de det. Men vil de også udvise respekt over for andre? Vi danskere vil gerne tro på, at vi lever i et egalitært samfund. Det gør vi selvfølgelig også i den forstand, at vi alle kan stemme (når vi er over 18), og at vi ikke er tvunget til at blive i en bestemt samfundsklasse, selv om vi er født ind i den. At vi så de facto ofte bliver i den, er noget helt andet. Men det er alligevel ikke et egalitært samfund, for hvis det var ægte egalitært, så ville vi alle sammen udvise den fornødne respekt for alle andre, og ikke kun kræve den.

Lad os starte med et geografisk eksempel: Hvis en københavner forklarede en viborgenser, at han/hun ikke fattede, hvordan nogen kan holde ud at bo i Viborg, som er slut, før den begynder, hvor alle de pæne torve er omdannet til parkeringspladser i stedet for fortovscafeer, og hvor man alligevel ikke kan finde en parkeringsplads, så ville viborgenseren straks beskylde københavneren for at være snobbet og (med rette) at mangle respekt for en smuk gammel købstad osv.

Men hvis vi vender situationen om, og lader viborgenseren fornærme København og sige, at han/hun ikke fattede, hvordan nogen kunne holde ud at bo i København, som er stor og rodet, hvor trafikken er uoverskuelig, og hvor man aldrig kan finde en parkeringsplads – se, så ville københavneren ikke reagere ved at beskylde viborgenseren for at være snobbet og mangle respekt for hovedstaden, smuk eller ej. Nej, københavneren ville begynde at mumle noget om, at der jo er så mange tilbud af forskellig slags i København, som man kunne benytte sig af, hvis man ellers kunne finde en parkeringsplads …

Hvorfor er københavneren nødsaget til at finde sig i at høre sin by svinet til og dermed sig selv fornærmet, når viborgenseren ikke er det? Det er, fordi håneretten går opad, og kravet om respekt går nedad. Vi er ikke lige, og derfor er det dem, der er mindre lige end andre, der har vundet retten til håne dem, der er mere lige end andre. Til gengæld kræver sidstnævnte respekt. Paradoksalt nok bliver retten til at fornærme København samtidig en indirekte anerkendelse af, at det faktisk er ”finere” at bo i København, for hvis man virkelig, virkelig havde ondt af dem, der boede der, ville man jo ikke nævne, hvor skrækkeligt de boede.

Det er også paradoksalt, at dem, der kræver mest respekt, er dem, der mindst fortjener respekt set ud fra en synsvinkel, der handler om, at den, der fortjener respekt, er den, der gør noget for samfundet og det fælles bedste. ”Respekt” er i stedet blevet et kodeord for en slags ”street cred” (som meget groft kan oversættes til gadetroværdighed) blandt halvkriminelle elementer. Ikke just der, hvor man synes, der var mest krav på respekt.

I et egalitært samfund ville håneretten ikke eksistere, medmindre de pågældende virkelig havde gjort sig fortjent til at blive hånet, og alle ville blive mødt med automatisk respektfuldhed, indtil de havde bevist at de havde gjort sig fortjent til det modsatte.

I mellemtiden kan man benytte sig af en liste, som Lynne Truss i bogen ”Talk to the Hand” har udfærdiget over mennesker, som bør udvises særlig respekt og høflighed.

Ifølge Lynne Truss bør du, kære læser, være særligt høflige over for folk, når

1. De er ældre
2. De ved mere, end du gør
3. De ved mindre, end du gør
4. De kom først
5. De har uddannelsesmæssige kvalifikationer angående det diskuterede emne
6. Du er i deres hjem
7. De engang hjalp dig økonomisk
8. De har været gode mod dig hele dit liv
9. De er mindre heldigt stillet, end du er
10. De har opnået status i det omgivende samfund
11. Du ekspederer dem i en forretning
12. De har ret
13. De er din chef
14. De arbejder for dig
15. De er en politibetjent/lærer/læge/dommer
16. De har brug for hjælp
17. De gør dig en tjeneste
18. De har betalt billetterne
19. Du ringede til dem, ikke omvendt
20. De har et trivielt arbejde

Kys, kys!

25 maj

Tilsyneladende er den mere sydeuropæiske tradition med kindkys i stedet for eller som supplement til håndtrykket ved at være solidt udbredt blandt de ellers mere traditionelt tilbageholdende og kølige nordeuropæere, herunder danskere og briter, men problemet er så bare: Hvem, hvordan og hvornår?
Hvis man skal basere kindkyssets takt og tone på, hvordan man fx gør i Frankrig (som i øvrigt også var tidligere fremme end os danskere med at give håndtryk ved snart sagt enhver lejlighed), så foregår kindkysset først og fremmest mellem to kvinder og mellem en person af hvert køn. Det er sjældnere, at to mænd kindkysser, hvis de ikke er russere. Ja, der forekommer selvfølgelig også andre tilfælde, men nok om det i denne omgang.
Nogle gange er kindkysset et supplement til håndtrykket, således at der både bliver givet hånd OG kysset på kind (eller krammet), men som oftest fungerer kindkysset som en erstatning for håndtrykket. Vi forestiller os nu en situation, hvor to par møder hinanden: Kvinderne kindkysser, mændene giver hånd, evt. suppleret med en hånd på skulderen, og mændene kindkysser derefter hver en kvinde (ikke den medbragte).
I Danmark er det mest almindeligt, at man kun kindkysser en enkelt gang. I Frankrig bruger man mindst to kindkys (mens belgiere, som danskere, kun kindkysser en enkelt gang). Efter at have haft lejlighed til såvel at studere som praktisere begge former, må jeg sige, at jeg er kommet til den konklusion, at der er mere symmetri at kindkysse to gange, så det vil jeg gerne anbefale. Men det kræver selvfølgelig, at begge parter er klar over, at det er det, der skal ske. Ellers havner vi i den kiksede situation med næser, der støder mod næser.
Det samme problem med næse mod næse kan opstå, hvis der ikke er enighed om, hvilken kind man skal lægge mod hvilken kind. Som det vil fremgå af nedenstående tekst, startes der med højre kind. Og det er klart en fordel, hvis der er almindelig enighed om dette!
Måske er det også lige på sin plads at understrege, at kindkys normalt ikke indebærer et egentligt kys i den forstand, at den ene persons læber rammer den anden persons kind – i hvert fald ikke, hvis der er tale om kvinder, der bruger læbestift. Jeg behøver næppe forklare, hvorfor dette ville være meget upraktisk.
Hvad gør man så, hvis man ikke har lyst til kindkysse en konkret person? Ja, ligeså vel som det kan forekomme højst besynderligt at skulle kindkysse en stort set fremmed person, ligeså akavet kan det virke, hvis alle andre i selskabet kindkysser – og man så lige står der tilbage med den sidste person, som man hellere vil give hånd. Men her er det på sin plads at falde tilbage på nordisk forsigtighed: hellere for lidt end for meget! Så hvis du er i tvivl – så lad vær!

For nylig blev jeg i anledning af det fremstormende kindkys bedt af avisen ”24 timer” om at komme med tre gode råd til deres læsere om, hvordan man kindkysser. Jeg synes ikke, at denne brevkasses læsere skal undvære de samme råd, så her følger de:

3 gode råd om kindkys
1. Generelt er det fornuftigt at være tilbageholdende med at kysse eller kramme.
Hvis du er i tvivl, så lad være, for du påtvinger den anden part en intimitet. Hvis du er en mand, så lad gerne kvinden tage initiativet, så hun ikke føler sig overfaldet.
2. Et kindkys er ikke nødvendigvis et rigtigt kys.
Dine læber bør oftest undgå at røre kinden. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at du skal lave en irriterende ‘mwah’-kysselyd.
3. Hvor mange kindkys skal man så dele ud ad gangen?
Og hvilken kind skal man bruge? Svaret er, at der i Danmark typisk gives ét kys. Er du i Frankrig gives der op til fire kindkys, afhængig af hvor i landet du befinder dig. Start altid med højre mod højre kind.