Kys, kys!

25 maj

Tilsyneladende er den mere sydeuropæiske tradition med kindkys i stedet for eller som supplement til håndtrykket ved at være solidt udbredt blandt de ellers mere traditionelt tilbageholdende og kølige nordeuropæere, herunder danskere og briter, men problemet er så bare: Hvem, hvordan og hvornår?
Hvis man skal basere kindkyssets takt og tone på, hvordan man fx gør i Frankrig (som i øvrigt også var tidligere fremme end os danskere med at give håndtryk ved snart sagt enhver lejlighed), så foregår kindkysset først og fremmest mellem to kvinder og mellem en person af hvert køn. Det er sjældnere, at to mænd kindkysser, hvis de ikke er russere. Ja, der forekommer selvfølgelig også andre tilfælde, men nok om det i denne omgang.
Nogle gange er kindkysset et supplement til håndtrykket, således at der både bliver givet hånd OG kysset på kind (eller krammet), men som oftest fungerer kindkysset som en erstatning for håndtrykket. Vi forestiller os nu en situation, hvor to par møder hinanden: Kvinderne kindkysser, mændene giver hånd, evt. suppleret med en hånd på skulderen, og mændene kindkysser derefter hver en kvinde (ikke den medbragte).
I Danmark er det mest almindeligt, at man kun kindkysser en enkelt gang. I Frankrig bruger man mindst to kindkys (mens belgiere, som danskere, kun kindkysser en enkelt gang). Efter at have haft lejlighed til såvel at studere som praktisere begge former, må jeg sige, at jeg er kommet til den konklusion, at der er mere symmetri at kindkysse to gange, så det vil jeg gerne anbefale. Men det kræver selvfølgelig, at begge parter er klar over, at det er det, der skal ske. Ellers havner vi i den kiksede situation med næser, der støder mod næser.
Det samme problem med næse mod næse kan opstå, hvis der ikke er enighed om, hvilken kind man skal lægge mod hvilken kind. Som det vil fremgå af nedenstående tekst, startes der med højre kind. Og det er klart en fordel, hvis der er almindelig enighed om dette!
Måske er det også lige på sin plads at understrege, at kindkys normalt ikke indebærer et egentligt kys i den forstand, at den ene persons læber rammer den anden persons kind – i hvert fald ikke, hvis der er tale om kvinder, der bruger læbestift. Jeg behøver næppe forklare, hvorfor dette ville være meget upraktisk.
Hvad gør man så, hvis man ikke har lyst til kindkysse en konkret person? Ja, ligeså vel som det kan forekomme højst besynderligt at skulle kindkysse en stort set fremmed person, ligeså akavet kan det virke, hvis alle andre i selskabet kindkysser – og man så lige står der tilbage med den sidste person, som man hellere vil give hånd. Men her er det på sin plads at falde tilbage på nordisk forsigtighed: hellere for lidt end for meget! Så hvis du er i tvivl – så lad vær!

For nylig blev jeg i anledning af det fremstormende kindkys bedt af avisen ”24 timer” om at komme med tre gode råd til deres læsere om, hvordan man kindkysser. Jeg synes ikke, at denne brevkasses læsere skal undvære de samme råd, så her følger de:

3 gode råd om kindkys
1. Generelt er det fornuftigt at være tilbageholdende med at kysse eller kramme.
Hvis du er i tvivl, så lad være, for du påtvinger den anden part en intimitet. Hvis du er en mand, så lad gerne kvinden tage initiativet, så hun ikke føler sig overfaldet.
2. Et kindkys er ikke nødvendigvis et rigtigt kys.
Dine læber bør oftest undgå at røre kinden. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at du skal lave en irriterende ‘mwah’-kysselyd.
3. Hvor mange kindkys skal man så dele ud ad gangen?
Og hvilken kind skal man bruge? Svaret er, at der i Danmark typisk gives ét kys. Er du i Frankrig gives der op til fire kindkys, afhængig af hvor i landet du befinder dig. Start altid med højre mod højre kind.

Brevkasse: Reserver dagen-kort

24 maj

Kære Sanne Udsen,
Vi skal snart til at lave std-kort til vores bryllup og kan ikke helt finde ud af, om man også sender dem til de gæster, der “kun” skal med til reception og kirke? Jeg tænker, at de så måske forventer, at de skal med til selve middagen, når de får sådan et std-kort, og så bliver de skuffede, når de kun får invitation til reception. Hvad mener du? Og hvad gør man med de gæster, som kun skal til reception?

Kære læser,
Lad mig starte med at forklare de uindviede læsere, at ”std-kort” er en forkortelse for ”save the date-kort”, eller ”reserver dagen”-kort. Disse kort bruger man fx i forbindelse med bryllupper, hvis man af en eller anden grund gerne vil advisere sine gæster i meget god tid om, at de kan forvente en egentlig invitation på et senere tidspunkt. Når der overhovedet er grund til at gøre brug af den slags kort frem for at gå direkte til at skrive invitationerne, kan det skyldes, at selv om man har fastsat datoen, kan der være mange andre detaljer, der stadig mangler at komme på plads, som fx det sted hvor festlighederne skal afholdes.

Hvornår skal man så gøre brug af ”reserver dagen”-kort, og hvem skal have dem? Der, hvor det kan give god mening at fremsende sådanne kort, er, når man har mange gæster fra udlandet, der måske gerne vil have god tid til at planlægge deres tur, herunder have muligheden for at kunne få billige flybilletter.

Hvilke gæster skal så have dem? Ja, du svarer nærmest selv på spørgsmålet. Hvorfor skal man reservere en dag? Der er normalt kun grund til at reservere selve aftenen. Så ja, hvis man får en ”reserver dagen”-skrivelse, vil man helt automatisk forvente at blive inviteret til middagen. Der er derfor ingen grund til at sende noget til receptionsgæsterne, før de kan få selve invitationen. Når det er sagt, så synes jeg, I skal overveje, om der overhovedet er grund til at udsende sådanne ”reserver dagen”-kort. Disse kort er forpligtende for værtsparret – dvs. I kan ikke lave ændringer i gæstelisten hen ad vejen (i hvert fald kan I kun invitere flere, ikke færre) – men det er ikke forpligtende for gæsterne. Gæsterne skal først forholde sig til en egentlig invitation. I kan også risikere, at I vil blive skuffede over, at en del af gæsterne ikke har lyttet til jeres ønske om, at de skulle reservere dagen.

Det er bare helt i orden

23 maj

Forleden var husets frue (det er mig) i gang med nogle huslige gøremål, da telefonen ringede. Husets frue afbrød sine gøremål og tog telefonen. Det var Greenpeace, der ville tale med husets herre. ”Han er ikke hjemme,” forklarede husets frue og forsøgte at lyde en anelse kølig, så de ikke ville begynde at slå hende (mig) for et kontant bidrag. ”Det er helt i orden. Jeg prøver bare at få fat i ham senere,” sagde Greenpeace. Husets frue stod forbløffet tilbage. ”Det er helt i orden”?!?
Havde Greenpeace ikke fået byttet rundt på replikkerne? Kort sagt, var det ikke husets frues replik, som Greenpeace havde sagt?

Efter husets frues mening kunne følgende replikskifte med rimelighed have fundet sted:

Greenpeace: ”Træffer jeg (husets herre)?”

Husets frue: ”Nej, han er ikke hjemme.”

Greenpeace: ”Så må du undskylde. Jeg prøver igen på et andet tidspunkt.”

Husets frue: ”Det er helt i orden.”

Men det var ikke sådan, replikkerne faldt. Eftersom Greenpeace havde taget min replik, vidste jeg ikke, hvad jeg så skulle sige. Derfor sluttede samtalen temmelig abrupt. Men nu kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om dette er et symbol på et større skred i vores tid. Nu er det ikke længere den person, der ringer og forstyrrer uskyldige personer i deres hjem midt i muligvis vigtige sysler, som føler sig kaldet til at undskylde forstyrrelsen. Nej, tilsyneladende føler de, at det er den person, som de har forstyrret, der skal undskylde, at de har ringet forgæves. Hallo? Er der ikke noget helt galt her? Det er vel stadig den, der ringer op, som ulejliger den anden? Og ikke den anden, der skal have skyldfølelse over ikke at kunne dække den andens behov?

For at det ikke skal være løgn, var der i dette tilfælde tale om et telefonopkald, der gik ud på at lokke penge ud af den føromtalte uskyldige person, der blev forstyrret i sit eget hjem. Skulle man ikke tro, at man i et sådant tilfælde ville ønske at gøre den anden person så positivt indstillet som muligt? Eller her tager jeg måske helt fejl?

Den dag, telefonsælgere lærer ikke bare at være anmassende, men også at være høflige, vil deres salg formentlig gå vældigt i vejret. Men så vil deres arbejdsgivere selvfølgelig bare føle sig opmuntrede til at ansætte endnu flere telefonsælgere til at ringe og forstyrre endnu flere uskyldige personer, der er optaget af deres egne vigtige gøremål og egentlig helst bare vil være i fred. Hvis det da ellers er helt i orden …

Brevkasse: Tak for sidst?

22 maj

Kære Sanne Udsen
Et spørgsmål til dig: Når man har deltaget i en eller anden form for festlighed, er det så ikke almindelig høflighed at skrive, ringe eller maile og sige “tak for sidst”? For kort tid siden holdt jeg fødselsdagsfest, hvor jeg havde inviteret hele familien, gamle og unge, børn og babyer samt nogle få venner på sejltur til et smukt sted ude på landet, hvor vi fik en lækker frokost, lidt underholdning samt sejltur tilbage til udgangspunktet. Vejret var smukt, stemningen god og der var rigeligt spillerum i haven samt inden døre for børnene. Jeg havde gjort, hvad jeg kunne, for at alle ville få en god dag.

Men – jeg undrer mig: Mine venner og mine søskende samt mine børn har udtrykt et “tak for en god dag”. De øvrige unge har jeg ikke hørt fra. Bruger man ikke mere at sige tak for en god dag, eller er jeg for gammeldags og har urealistiske forventninger?

Kære læser,
Det kan godt være, du har urealistiske forventninger, men det har intet at gøre med at være gammeldags. Tro mig, dette problem med den manglende tak for sidst er ligeså gammelt som menneskeheden. Så jo, det hører til almindelig høflighed at sige tak for sidst på den ene eller anden måde, når man er blevet beværtet af andre. Men et eller andet sted er der en indbygget modsætning i udtrykket ”almindelig høflighed”. Høflighed er ikke så almindelig, som det burde være.

Brevkasse: Hattetikette

28 mar

Kære Sanne Udsen,
Min mand har til sin 60års fødselsdag ønsket sig en hat, og det er nu lykkedes at få indkøbt en lækker og stilig hat fra Petitgas – men så kommer alle spørgsmålene jo: Hvordan er det lige med takt og tone i forbindelse med at gå med hat i nutiden? Jeg har søgt en del på nettet, men kan ikke finde det, jeg søger efter.

Kan du hjælpe med henvisning til et site, en bog eller lignende? Eller har du mulighed for at give mig hovedtrækkene i Hattens takt og tone? Gerne for både herrer og damer.

Kære læser,
Kunsten at bære en hat, løfte en hat på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt er noget, der gennem historien har været genstand for mange værker, men jeg ved ikke, hvor nyttige din mand ville finde disse i dag. Det er trods alt en hel del år siden, at det var utænkeligt for en mand at gå udendørs uden hovedbeklædning. I filmen ”Ridderfalken” med bl.a. Humphrey Bogart bliver en af politifolkene så træt af alle de mistænktes lange søforklaringer, at han vil have dem ud af den lejlighed, de befinder sig i, og med ned på politistationen til nærmere afhøring. Som signal til dette beordrer han de tilstedeværende: ”Get your hats!” Jeg er ikke sikker på, at det i dag ville blive forstået på samme måde.

Hvad angår takt og tone og hattebrug for mænd, kan man sige, at de falder i to overordnede kategorier: Hattehilsen og hattebæring. Den første del – hvordan man løfter hatten, hvem den skal helt af overfor, og hvornår man kan nøjes med en symbolsk markering af en finger mod kanten – har næppe den helt store praktiske betydning i dag, da din mand formentlig ikke risikerer at fornærme ret mange ved at gøre det forkert, eftersom resten af verden kun sjældent vil kende reglerne. Den anden del – hattebæring – er der langt flere, der ved noget om, og dermed er der også langt flere, din mand kan risikere at støde eller få til at trække på smilebåndet ved forkert anvendelse.

Hovedreglen er, at mænd bærer hat udendørs, men ikke indendørs. Og så til gråzonerne: Er en forhal eller en gang i en offentlig bygning indendørs? Er en elevator? Her er det simple svar: Nej, ja og delvist. Hvis en mand befinder sig i en elevator sammen med en dame – hans hustru falder ind under kategorien dame i denne sammenhæng – så tager han hatten af. Ellers kan han beholde den på. Forhallen vil normalt være at betragte som et slags ”udendørs”, medmindre man opholder sig i den i længere tid. Forvirret? Det bliver værre, når vi kommer til transport: Din mand kan beholde hatten på, hvis han kører i bus eller metro, men han må have den af, når han kører i regionaltog. Til at lægge hatten fra sig kan han anvende hattehylden. Hvad så med S-tog? Ja, der kan han også få lov at beholde den på. I hvert fald på en kort tur og hvis han ikke er i selskab med en dame. Lad mig citere ”Vor tids skik og brug” fra 1965, som opsummerer således: ”Udendørs har en herre sin hat på hovedet. Indendørs beholder han den på, når han er undervejs til et sted og kan betragte sig selv som én af mange; men han tager den af, når han taler med en dame … undtagen i de tilfælde, hvor det ville være meget upraktisk.”

En lidt nyere bog, ”The Modern Gentleman” fra 2002, opsummerer gode hattemanerer således: 1) Hatten af, når en dame kommer ind i elevatoren; når man sidder ned indendørs; når et ligtog passerer forbi. 2) Hatten løftes, når man har foretaget en høflig handling; når man passerer hinanden tæt; når man tilbyder sit sæde til en anden person.

Hvis du gerne vil give ham etikettetipsene i bogform, kan du se, om du kan fremskaffe en eller begge af de nævnte titler.

Så var der det med damerne. Som man jo næsten kan gætte, er hatteregler for damer helt anderledes. Damer kan have hat på såvel udendørs som indendørs – til gengæld har de kun hat på om dagen og ikke om aftenen. De løfter ikke på hatten, hverken når de møder andre damer eller herrer, men beholder den hele tiden på. De beholder (især) hat på i kirke, men hvis hatten er stor, og de er i biografen, til koncert, foredrag el.lign. (til en eftermiddagsforestilling, forstås, eftersom vi damer aldrig har hat på om aftenen), så regnes det for uhøfligt at beholde den på – men det skyldes alene hensynet til de stakler, der sidder bag en. Til en damefrokost med hat på restaurant har alle damerne hat på. Til en damefrokost med hat i et privat hjem er det kun de besøgende damer, der har hat på. Værtinden har ikke hat på i sit eget hjem.

Brevkasse: Fødselsdagsbrunch

22 apr

Kære Sanne Udsen,

Vi er blevet inviteret til brunch i anledning af en 50 års fødselsdag for en af vore nære venner. Selvom vi bor her ude på landet i Nordsjælland, har vi selvfølgelig hørt om brunch før, men vi er lidt usikre på, hvordan det forholder sig, når der samtidig er tale om en rund fødselsdag. Først og fremmest: Hvilken slags tøj tager man på? En 50 års fødselsdag er jo normalt både festlig og højtidelig, mens brunch da vist er noget mere ”casual”. Vi er også lidt usikre på, hvor længe man skal blive i en sådan sammenhæng. Markerer hun mon denne festdag med en brunch, fordi hun ønsker, at vi kun skal komme, aflevere vores gave og tage en kop kaffe, eller vil hun omvendt blive skuffet, hvis vi ikke bliver et stykke tid. I givet fald hvor længe. Til vor store overraskelse afslører hun i invitationen, at hun er født i USA. Nu plejer vi altid at tage flag med til fødselsdag. Bør vi i denne anledning tage det amerikanske flag med, eller skal vi blot holde os til Dannebrog, som vi plejer?

Vi læser med stor interesse dine kloge svar, så vi håber, du også har mulighed for at give os et rigtigt godt svar.

Kære læsere,
Det er ganske korrekt, at en brunch er mere uformel end en middag, så noget kunne tyde på, at I har ret i, at jeres fødselar ikke er interesseret i eksempelvis taler – i hvert fald ikke særligt mange – siden hun vælger at fejre sin runde fødselsdag med en brunch. Jeg vil så sige, at det er nu sjældent, at der slet ikke er nogen taler, når det drejer sig om en rund fødselsdag, men det er klart, at hele konceptet med en fødselsdagsbrunch lægger op til væsentligt færre indslag end en stor middag. Det skal nu ikke afholde jer fra at skrive en sang eller lignende, hvis det er noget, I plejer at gøre. Med hensyn til påklædning så er den forventede påklædning ganske rigtigt mere ”casual”, end den ville være til en fest. Men det betyder ikke, at I skal komme i havetøjet. Tag det samme tøj på, som I ville gøre til en formel frokost. Det vil normalt betyde jakkesæt (ikke mørkt) eller bukser og jakke til herren og en eftermiddagskjole (hvis den slags findes mere) eller nederdel/bukser med en festlig, men ikke nedringet top til fruen. Hvad angår slips, så er jeg ikke meget for at skrive det, men det må vist nok siges at være valgfrit. Personligt synes jeg ikke, det ser godt ud med jakkesæt og en af den slags skjorter, som amerikanerne kalder en ”dress shirt” – og så ikke noget slips! Derfor blev jeg glad, da jeg læste en artikel, hvor en britisk etikette-kollega forklarer, at den slipseløse dille er SÅ 2007 – og at slips er nu blevet moderne igen. Men jeg ved jo godt, at moden ikke altid kommer så hurtigt til Nordsjælland, så der vil nok stadig være nogle herrer, der ikke har opdaget, at det manglende slips var sidste års mode og ikke er dette års mode. Med hensyn til hvor længe I skal blive, så er jeg sikker på, at hun gerne vil have, at I bliver længere end blot en kop kaffes tid. Hvis hun havde ønsket, at I bare skulle komme forbi med gaven, så ville hun have holdt en reception. Hvor længe skal I så blive? Ja, det er vanskeligt at sige helt præcist, men afhængig af situation og stemning vil jeg sige et sted mellem 2½ og 4 timer. Med hensyn til jeres flagspørgsmål, så forstår jeg på den ene side, at der er tale om en af jeres nære venner, og på den anden side kommer det som en overraskelse for jer, at hun er født i USA. Dette tolker jeg, som om hun ikke er amerikansk statsborger, men dansk. Derfor kan I roligt tage Dannebrog med. I skal også være klar over, at vi danskere bruger vores flag på en anden måde, end amerikanerne gør: Mens vi bruger Dannebrog til at festliggøre en begivenhed og flaget derfor opfattes som et symbol på, at der er noget at fejre, så ser amerikanere i højere grad Stars & Stripes som et nationalt symbol og som et tegn på patriotisme. Ikke desto mindre vil jeg sige, at hvis jeres værtinde specifikt nævner i invitationen, at hun er født i USA, så kunne være det passende at medbringe et enkelt Stars & Stripes, hvis I skulle kunne skaffe et sådant. Hvis ikke, kan I uden problemer nøjes med Dannebrog.

Brevkasse: Værtindegave til konfirmation?

12 jun

Kære Sanne Udsen,
Er det kutyme ikke at give værtindegave til en konfirmation? Vi har netop holdt en dejlig fest med skøn mad, dejlig stemning og allervigtigst en glad konfirmand, som jo er dagens midtpunkt. Men et lille pip fra moderen: Bruger man slet ikke at komme med en lille blomst e. lign.?

Kære læser,
Princippet er, at man ikke kommer tomhændet til middage o.lign. Når der ikke er nogen speciel anledning til et selskab, medbringer man som gæst derfor en værtindegave. Jeg går ud fra, at dine gæster havde en gave med til konfirmanden og således ikke kom tomhændede. Det havde da selvfølgelig været charmerende og alfa-gæst-agtigt, hvis en eller flere af dem også havde haft en buket med til moderen, men gaven til konfirmanden overtrumfer så at sige værtindegaven.

Brevkasse: Hvem skal med til bryllup?

22 maj

Kære Sanne Udsen,
Min mand og jeg er blevet inviteret til min mands nieces bryllup. Min mand har en søster mere, som også er inviteret med. Problemet er, at brudens voksne kusiner (i alt 3 stk.) ikke er inviteret med (vi ved ikke, hvor mange fætre/kusiner gommen har, og om de er inviteret). Brudens mor forklarer det med, at brudekjolen koster 8.000 kr., så der var ikke råd. Vi synes jo nok, at kjolen kunne være billigere, så alle i familien kunne komme med. Nu er vi, der er blevet inviteret, blevet sure og tænker på at melde afbud, men det vil jo uden tvivl lave rav i familien. Hvad synes du om kun at invitere noget af familien?

Kære læser,
Enhver fest afholdes under en budgetrestriktion. Det gør mine desværre også. Ja, selv Donald Trumps seneste brud havde en form for budgetrestriktion, som godt nok var knap så restriktiv som de flestes. Med andre ord skal der ved enhver fest skæres til på gæstelisten, og der skal foretages afvejninger mellem den ene og den anden form for omkostning. Disse afvejninger må foretages af værtsparret. I dette tilfælde formentligt brudeparret i samarbejde med deres forældre (hvis de bidrager økonomisk). Nogle af disse afvejninger gør man helt klart klogest i at holde for sig selv. Ingen potentiel gæst har lyst til at blive konfronteret med, at han eller hun er blevet fravalgt til fordel for en dyr brudekjole eller for den sags skyld en blomsteropsætning eller en karettur. Alt andet lige mener jeg, at man bør holde sit bryllup på et niveau, der muliggør, at man kan invitere alle dem, der med rimelighed kan forvente at blive inviteret, frem for at holde et eksklusivt bryllup for en eksklusiv kreds og dermed for evigt gøre de udelukkede sure. Dermed ikke sagt, at man ikke godt kan gifte sig i stilhed uden festivitas, men det er jo ikke det, der er tale om her. Hvem kan så med rimelighed forvente at blive inviteret? Jeg kan ikke afgøre, om det inkluderer brudens voksne kusiner. Der findes ikke en regel, der siger, at man skal invitere hele sin familie med til et bryllup. Det kommer an på ens forhold til de pågældende og på familiens størrelse. I det mindste er alle tre kusiner udelukket på lige fod. Har bruden været inviteret med til disse kusiners bryllupper, er det ganske vist mærkeligt at forbigå dem. Og bruden har da i princippet strøget sig selv fra deres gæsteliste til et evt. kommende bryllup. Men jeg er bange for, at I har forpasset chancen til at melde afbud. En invitation er ganske vist ikke en stævning, og det står enhver frit for at sende afbud ved modtagelsen. Men det skal ske med henvisning til, at man er forhindret i at deltage. At sende afbud med henvisning til, at visse andre ikke også er inviterede, går ikke. Og eftersom I allerede har spurgt til gæstelistens sammensætning, så vil det ikke kunne blive opfattet anderledes, hvis I sender afbud nu. Så I må finde det pæne tøj og det gode humør frem og deltage. Men ingen kan forhindre jer i at tænke jeres.

Brevkasse: Kort til bårebuket

22 maj

Kære Sanne Udsen,
Jeg skriver til dig, da jeg med stor glæde læser din brevkasse. Jeg er nået den alder, hvor jeg går til nogle flere bisættelser/begravelser end før i tiden, og hver gang står jeg i dilemmaet – hvad skal jeg skrive på kortet, som er med buketten?

Nogle gange har jeg haft et nært forhold til afdøde, andre gange er det f.eks. en god kontakt via en forening, eller jeg kender de efterladte.

Jeg har prøvet at finde forslag til teksten, som jeg kunne ændre til noget personligt i bøgerne ”Takt og tone” af Emma Gad og i din ”Takt og tone i tiden”, men jeg har ikke fået løst problemet. Jeg vil høre, om du kan hjælpe mig?

Kære læser,
Det kort, der ledsager en bårebuket i kirken, er først og fremmest en oplysning til de efterladte om, hvem der har medbragt eller fået sendt buketter til begravelsen eller bisættelsen, så de ved, hvem de senere skal takke. Derfor er det ikke så vigtigt, hvad der står på kortet, eftersom budskabet ligger i selve det, at du sender en buket eller medbringer en bårebuket til kirken. Derimod er det vigtigt, at din navn er ganske tydeligt. Skriv endelig dit efternavn med, og hvis du har private visitkort, hvoraf din adresse fremgår, så brug gerne et af dem. Det letter de efterladtes arbejde med efterfølgende at skulle finde adresser frem på folk, som har vist deres deltagelse. Selv om det er lidt klicheagtigt, så er det alligevel passende at skrive ”I dybeste medfølelse” eller ”Min dybeste deltagelse” på kortet. Så er der heller ikke plads til meget mere, når der også skal stå dit navn. Jeg vil ikke anbefale dig at skrive ”Med venlig deltagelse” på kortet. Det lyder meget, meget upersonligt og er, så vidt jeg ved, af samme årsag titlen på en bog af Erling Jepsen.

Hvis du sender en buket hjem til de efterladte før selve begravelsen, så er det en anledning til at skrive noget lidt mere uddybende på det medfølgende kort. Nogle gange er det simple det bedste: ”Kære Albert, Jeg sender blot denne buket for at vise min dybeste deltagelse. Din Susanne” eller ”Kæreste Rikke, Det gjorde mig ondt at høre om din mors død. Ring endelig, hvis jeg på nogen måde kan være behjælpelig.” Kort sagt, det er ikke raketvidenskab, der er brug for her, men at man viser sin omsorg for de efterladte. Det vil de sætte pris på.