Vi har jævnligt din “Takt og tone i tiden” fremme for lige at vide, hvad god skik er i forbindelse med forskellige begivenheder. Jeg har været på din hjemmeside, men kunne ikke lige finde en blog for vores spørgsmål nedenfor.

I festligt lag efter en god middag kommer spørgsmålet ofte: “Har I en tandstikker”, hvorefter der åbenlyst med rodet i tænder efter madrester. Hvad er god skik egentlig på det område?

Kære læsere,
Jeg er meget glad for dette spørgsmål. Det giver mig anledning til at understrege noget, som burde være alment kendt, men tydeligvis ikke er det: Alt, hvad der har med personlig hygiejne at gøre, bør udøves i enrum, eller til nød i selskab med ens ægtefælle eller en anden person, med hvem man har opnået en betydelig grad af fysisk intimitet. Til personlig hygiejne henhører også tandhygiejne. Det hører ikke til i selskab med andre og slet, slet ikke ved et middagsbord! Den eneste funktion en tandstikker har ved et middagsbord eller i andet selskab er som værktøj til at fiske oliven eller andre kanapeer op fra en serveringstallerken med.

Hvorfor er det så, på trods af denne krystalklare etikettemæssige regel, ikke desto mindre udbredt at gøre, som I beskriver i jeres spørgsmål? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at det bør bekæmpes med alle midler. Desværre er der ikke noget at stille op, hvis man som gæst i en andens hjem er ude for, at værtinden selv stiller tandstikkere på bordet og tilbyder gæsterne brug af dem. Hertil er kun at afslå brugen af tandstikker eller evt. tage imod en og derefter gå ud på toilettet og bruge den, hvis det er nødvendigt. Hvis man selv er værtinde, og man bliver stillet spørgsmålet, om man har en tandstikker, så kan man enten svare nej eller ”Der står nogle ude på toilettet. Du er velkommen til at bruge dem derude.”

Som høflig gæst, der indimellem kommer i den situation, at man har brug for en tandstikker, bør man medbringe sine egne hjemmefra og udelukkende tage dem i brug på toilettet.

Jeg har faktisk skrevet om denne problemstilling i den bog, der hedder ”Takt og tone i arbejdslivet” (som kan lånes på biblioteket). Det er jo en problemstilling, der også kan optræde i løbet af en arbejdsdag.

Det kan være en udmærket lille start-overspringshandling til at komme i gang med skriveriet!

Derudover kan der som bekendt altid tilstøde andre uforudsete begivenheder, som kan forsinke et svar fra et forlag. En af mine forfattervenner var ude for, at hun havde sendt et manuskript til et forlag, som beholdt det så længe, at hun faktisk havde glemt, hun havde sendt det til dem, indtil hun en dag fik manuskriptet retur med en beklagelse for den lange ventetid og en forklaring om, at manuskriptet var faldet om bag en reol. Og det var i øvrigt et afslag.

Jeg kender faktisk ikke til konkrete eksempler på snyd med salgstal, men jeg må indrømme, at jeg selv indimellem er blevet noget overrasket over en salgsopgørelse — det kan fx være, at der er et misforhold mellem de løbende salgstal, som redaktøren har fortalt, og så den opgørelse, man modtager, når det er tid til royaltyafregning. Hvem skal man så stole på?

I de fleste kontrakter står der, at forfatteren kan kræve en opgørelse over salget, der er godkendt af en statsautoriseret revisor. Forfatteren skal selv betale revisorens regning. Jeg vil tillade mig at gå ud fra, at selv om der ikke er indføjet denne passus i kontrakten, så gælder det alligevel. Men det kræver altså, at du er villig til at betale for revisoren selv.

Det skulle undre mig, om der ikke indimellem var uoverensstemmelser i opgørelsen af salget. Bøger ryger rundt inde på forlagene, og hvordan de skal kunne holde styr på alle eksemplarer med den nøjagtighed, som opgørelserne antyder, der er tale om, er vanskeligt at forestille sig. Men i de fleste tilfælde er det formentlig sjusk snarere end snyd.

Hvis du har mistanke om direkte snyd, synes jeg, du skal ofre pengene på den statsautoriserede revisor. Så kan de forhåbentlig lære det!

Jeg håber, de nye ejere vil blive lige så glade for det, som vi har været.

Det er ikke så meget det, at der skal se bare nogenlunde pænt ud, og at man selv skal rømme pladsen, så de andre kan komme til. Og det er heller ikke det med de byggesagkyndige, der går rundt og åbner skunklåger og banker på fliser og hælder vand på badeværelsesgulvet og kigger i alle sammenføjninger. Nej, det er ideen om, at andre mennesker — fremmede mennesker — går rundt i ens hjem og kigger og forestiller sig, at de skal bo her. I vores hjem! Vores hjem skal til at være nogle andres hjem. Se, det er virkelig underligt! Og mærkeligt nok er det altså en ganske trættende tanke. Især tanken om, at de så også kan finde på at kritisere det. De burde være glade for at få chancen for at kunne bo i dette dejlige hus!

Og samtidig må jeg jo blankt erkende, at det dybest set ikke generer mig så meget, at budene ikke er høje nok. For hvis de var det, var vi nødt til at sælge! Og ja, vi har besluttet os til at sælge. Men, men, men … det er ikke det samme som at have lyst til at sælge!

Men man kan diskutere, hvad det vil sige, at det er klart til at blive vist frem.

“Man skal bare gøre det klart, ligesom man ville gøre, når man skal have gæster,” forklarede ejendomsmægleren.
“Men gæsterne går jo ikke rundt i alle værelserne og kigger,” påpegede jeg.

For lad mig bare indrømme det — den almindelige måde at gøre dette hus klart til gæster har hidtil været at tage rodet og flytte det ind på et værelse og lukke døren. Vores gæster går jo ikke rundt og lukker døre op til soveværelser og åbner skabe af ren og skær nysgerrighed. Ja, selv kunne jeg godt være fristet til at gøre det, men nu handler det ikke om mig, men om andre mennesker. Og andre mennesker er meget velopdragne. I hvert fald dem, der kommer her i huset.

Helt anderledes forholder det sig med folk, der overvejer at købe ens hus. Velopdragne eller ej, så har de jo fuldstændig legitim adgang til at se alle værelser, inklusive det totalt rodede loftsrum. Lidt mere undrer jeg mig over, at de åbenbart også synes, at de skal kigge ind i skabene. Ikke mindst fordi et væsentligt element i min oprydningsstrategi er at smide så meget som muligt løsøre ind i skabe og skuffer.

Men det her er bare min indvending mod rækkevidden af ejendomsmæglerens råd. Det er ikke tilstrækkeligt at gøre, som når man skal have gæster. Til gengæld behøver man selvfølgelig ikke lave kanapéer og mikse drinks og lægge vaskeklude frem på badeværelset til brug som gæstehåndklæder, så nogle ting er selvfølgelig nemmere, når huset “bare” skal vises frem.

Hvornår et hus kan siges at være fremvisningsklart, er et virkelig godt spørgsmål. Der er meget, der kunne gøres i dette hus for at gøre det mere fremvisningsklart. Faktisk er der så meget, at jeg kan blive helt træt ved tanken.

Så er det alligevel nemmere at falde tilbage på det råd, vi alle kender: Masser af friske blomster. Jeg tror egentlig ikke, det hjælper. Jeg mener, helt ærligt: Hvem vil købe et hus, bare fordi der er friske blomster i en vase på spisebordet? Ikke desto mindre skal jeg nok sørge for, der er nogen. For det er ligesom det, folk forventer, ikke?