Forfatter og økonom
Er der ikke bare for lidt fest i ens liv? Eller for få lejligheder, hvor man har brug for en virkelig flot selskabskjole? Den følelse kan man da nemt få, når man besøger denne hjemmeside med gamle kjolemønstre.
Hvis der er noget, der kan siges at være en misvisende betegnelse, sÃ¥ er det udtrykket “pro-life”, dvs. “for livet”. For hvem er ikke for livet? Den eneste korrekte betegnelse er abortmodstandere – eller pÃ¥ engelsk “anti-abortionist”. Jeg er helt klart for livet. Jeg ville ønske, at aborter ikke behøvede at finde sted. Jeg ville ønske, at enhver graviditet førte til glæde hos de vordende forældre, at graviditeten blev ført vellykket til termin uden at belaste moderens helbred, at barnet blev velskabt og sundt, og at fødselen forløb uproblematisk.
Ja, det ville jeg ønske. Og nu vi er ved det, ville jeg også ønske, at der var fred på jord, at diskrimination ikke fandtes, at alle diktaturer blev afskaffet, at vi fik løst klimaproblemerne, og at fattigdom kun var en midlertidig tilstand. Bare for at nævne nogle få ting. Jeg kan sagtens lave en længere liste. Men det burde ikke være nødvendigt.
Min pointe er kort sagt, at muligheden for abort er en rigtig god mulighed. Den har været blandt de største fremskridt i kvinders rettigheder i det 20. århundrede. Når det er sagt, så bør abort selvfølgelig kun være en sidste udvej. Af såvel helbredsmæssige, etiske, følelsesmæssige som økonomiske årsager.
SÃ¥ ja, pro-choice – at være for, at kvinder har muligheden for og retten til at foretage et valg, efter det er “gÃ¥et galt” – det er en retvisende betegnelse. Men fordi man er pro-choice, kan man ogsÃ¥ være “pro-life” i den betydning, at man er for livet. At det amerikanske religiøse højre har tilkendt sig selv titlen “pro-life” er simpelthen et af historiens største politiske, retoriske kup. De – inklusive den republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin – er ikke pro-life. De er anti-choice!
Med fare for at indrømme at jeg er helt blog-analfabet, sÃ¥ opdager jeg nu, at Bente Hoffmann har tagget mig – hvad det sÃ¥ end er. Og det har hun endda gjort for lang tid siden.
Selv skriver hun: “I mit pinsefravær har capac været sÃ¥ elskværdig at tagge mig. Opgaven lyder:
* Pick up the nearest book.
* Open on page 123.
* Find the fifth sentence.
* Post the next three sentences.
* Tag five people, and acknowledge who tagged you.”
Pinsefravær! Ja, og her er vi forbi Bastille-dagen, før jeg opdager det.
Nå, men man skal jo ikke lade en udfordring gå fra sig.
Den nærmeste bog er faktisk “HÃ¥ndbog for karrierekvinder”, som ligger kun 30 cm fra mig, fordi det er meningen, jeg skal til at skrive en ny udgave. Men det virker lige lovligt selvpromoverende at citere sin egen bog.
Jeg samlede derfor i stedet “Plotting and Writing Suspense Fiction” af Patricia Highsmith op. Den havde jeg netop lagt klar til at medbringe pÃ¥ min flytur senere i dag. SlÃ¥ op pÃ¥ side 123. Bogen har kun 145 sider, sÃ¥ det var da lige det, vi nÃ¥ede det.
Den femte og de to følgende sætninger lyder sÃ¥dan: “I had Carter kill Sullivan, and thus I put a terrible but interesting strike against him, considering that I wanted to have the reader “on Carter’s side” at the end of the book. Judging from the reviews I mostly succeeded. Only one reviewer (English) said outright that he was disgusted with Carter’s eye-for-an-eye way of thinking, the rest of the reviewers granting, at least tacitly, that prison experiences can harden the sensibilities and conscience in a decent man.”
Hmmm — nu kan man jo ikke lade være med at spekulere pÃ¥, i hvilken bog det var, hun lod Carter slÃ¥ Sullivan ihjel. (Hvem de pÃ¥gældende sÃ¥ er.) Det er i bogen “The Glass Cell”. Jeg har ikke læst den selv.
SÃ¥ kommer vi til sidste del af udfordringen – jeg skal tagge 5 personer. Ja, det mÃ¥ altsÃ¥ vente, til jeg finder ud af, hvad det der tag-ling er for noget, og hvordan man gør det.