Category Archives: Aktuelle emner

Karrierekvinders tøj – igen igen

9 mar

Der er tilsyneladende ikke meget, der kan fÃ¥ (nogle) kvinder op i det røde felt som betragtninger om, hvad der er “passende” arbejdspÃ¥klædning for en karrierekvinde. Senest var det Birgitte Erhardtsen pÃ¥ Berlingske Tidende, der fik kærligheden at føle i forbindelse med en kommentar, hun skrev i avisen om hhv. Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidts pÃ¥klædning. Abonnenter pÃ¥ Berlingske kan læse kommentaren her.

Efter en masse negative reaktioner pÃ¥ hendes kommentar følte jeg mig kaldet til ogsÃ¥ at komme med mit bidrag. Det kan læses nedenfor eller – hvis man foretrækker udgaven i Berlingske Tidende – her.

Anna Libak havde ligeledes en mening i Weekendavisen, som kan læses her. Egentlig er det store mysterium, hvorfor emnet kan hidse folk sådan op. Men det kan det altså.

Og her er mit bidrag:

Klæder skaber folk – på godt og ondt

I forrige uge skrev Birgitte Erhardtsen en kommentar i Berlingske Tidende, der omhandlede vores nuværende og vores tidligere statsministers tøjstil. Konklusionen var, at en kvinde, der vil gøre karriere i ”klassiske” mandefag, gør klogt i at klæde sig neddæmpet, således at fokus er på personens kompetencer og personlighed og ikke på hendes tøjstil. Det bragte en veritabel syndflod af kritik med sig. Kommentaren var lidt skarpt vinklet, men jeg tror alligevel, at den kraftige reaktion på kommentaren må have overrasket Birgitte Erhardtsen. Mange af de negative reaktioner gik på temaet: ”Er vi virkelig ikke kommet videre i 2021?”

Til det er svaret: Både og. Vi er kommet videre, fordi alle – både mænd og kvinder – kan klæde sig mere afslappet end tidligere. Men vi er ikke kommet videre, når vi ser på tallene. Kvinder er stadig i undertal der, hvor magten er. Og selv om magtens uniform har ændret sig over tid, så er den forblevet maskulin.

Hvad der virkelig kan undre mig, er, at dette emne stadig kan sætte så kraftige følelser i gang. Tilbage i 2000 – for snart 21 år siden – udgav jeg sammen med Stina Vrang Elias ”Håndbog for karrierekvinder”. I denne bog på 137 sider var der et syv sider langt kapitel om påklædning. Det var det kapitel, der bragte overskrifter frem i dagspressen og fik os i fjernsynet.

Inspireret af filmen ”Working Girl” (med Melanie Griffith og Sigourney Weaver) skrev vi dengang, at man som karrierekvinde skulle have ”seriøst hår”. Det var noget, der blev bemærket, for hvad er ”seriøst hår”? Se, det er en af den slags ting, der falder ind under kategorien ”Jeg kan ikke definere det, men jeg kan genkende det, når jeg ser det”. Og desuden er det noget, der ændrer sig med tiden: Hvad der blev regnet for seriøst hår i 1950’erne, ville ikke blive taget alvorligt i dag – og omvendt.

Tilsyneladende har mange svært ved at skelne mellem, hvordan tingene burde være, og hvordan virkeligheden faktisk er. Det burde være sÃ¥dan, at vi alle, uanset hvem vi er, frit kunne udtrykke vores personlige stil og smag gennem netop det tøj, som vi nu fandt repræsenterede vores personlighed bedst. Men det er sÃ¥dan, at de fleste af os i vores professionelle virke er nødt til at passe ind i en slags uniformering for at vise, at vi hører til. Det gælder i særlig høj grad for dem, der er i minoritet i gruppen. Og i toppen af global politik, i toppen af erhvervslivet og i toppen af centraladministrationen er kvinder en minoritet. Uanset hvor meget vi ville ønske, at virkeligheden var anderledes.  

Jeg ville være en rig kvinde, hvis jeg havde fået en 10’er for hver gang, der var én, der spurgte: ”Hvis kvinder skal tilpasse deres påklædning, er det så ikke at klæde sig på mændenes præmisser?”. Og jeg fortjener en tålmodighedspræmie for alle de gange, jeg har svaret: ”Nej, det er at klæde sig på systemets præmisser.”

Det er, som om der er nogen, der ikke har bemærket, at ”mænd” ikke alle sammen går ens klædt. Mænd er faktisk ikke en ensartet klædt gruppe.

Hver eneste branche – ja, hver eneste virksomhed, hver eneste organisation – har sin egen dresscode. Jeg arbejder selv som forfatter og omgÃ¥s andre forfattere og forlagsfolk, og her ser jeg en helt anden og meget anderledes dresscode end den, man kan se i toppen af dansk erhvervsliv. Der er ogsÃ¥ et langt bredere spektrum i denne branche end i sÃ¥ mange andre. Men spektrummet er dog ikke sÃ¥ bredt, at man ikke ville kigge en ekstra gang, hvis en forfatter dukkede op i et Hugo Boss-jakkesæt eller en Chanel-dragt. Det ville være et tydeligt signal om, at vedkommende lÃ¥ væsentligt over gennemsnitsindkomsten i forfatterstanden og i øvrigt ikke regnede sig selv for en del af flokken. Nok er vi fordomsfrie, men sÃ¥ fordomsfrie er vi ikke.  

Når politikere understreger deres køn, skaber det opmærksomhed og bliver kommenteret af den samlede verdenspresse. Det vakte fx international opsigt, da den finske statsminister Sanna Marin sidste år optrådte i en fotoserie i et blad uden bh (men dog med en jakke over), ligesom det ligeledes vakte international opsigt, da Angela Merkel tilbage i 2008 optrådte i en endog meget nedringet gallakjole til en operapremiere.

Hvis det kan være en trøst, gælder det ikke kun kvindelige politikere. Da den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis for nylig skulle vaccineres mod Covid-19, blev han afbildet med delvis nøgen (og meget nydelig) overkrop. Billedet gik verden rundt og fik ham udråbt som sexsymbol.

Virkeligheden er, at der er nogle spilleregler, der skal følges for både mænd og kvinder. I stedet for at hidse sig op over, at Birgitte Erhardtsen påpeger denne virkelighed, hvor irriterende den end er, burde vi hellere bruge tid på at gøre noget ved den kendsgerning, at der er langt færre kvinder end mænd i toppen af dansk erhvervsliv.

Godt nytår!

31 dec

Tak til 2018 og velkommen til 2019!

For mig personligt har 2018 været et fint Ã¥r, bl.a. fordi min bog “Verden vil bedrages” udkom i oktober pÃ¥ Forlaget Vilhelm. Det er altid dejligt, nÃ¥r en bog, man har arbejdet længe pÃ¥ (nogle gange ALT for længe), endelig udkommer.

Men 2018 har bestemt ikke været et godt år for alle. Det gælder for nogle af mine nære venner, og det gælder for mennesker, jeg overhovedet ikke kender. Der er ikke noget nyt i, at tilfældets og skæbnens luner fordeler sig meget forskelligt hen over et år. For nogle smiler lykken, og for andre hagler det ned med ulykker. Uden at de selv har gjort det mindste for at påkalde sig hverken lykke eller ulykke. Set i det lys kan man argumentere for, at det ikke giver megen mening at ønske alle et godt nyt år, for vi ved jo, at det kan alle ikke få.

Men man kan jo håbe. Det vil jeg gøre, og samtidig vil jeg ønske alle, der læser dette, et rigtigt godt nytår. Godt nytår, alle sammen!

Brevkasse: Kvittering for julegave?

17 dec

Kære Sanne Udsen,

Kan man tillade sig at bede om kvitteringen for en julegave? Jeg har en kusine, som gør det stort set altid. Det irriterer mig grusomt, at hun gør det, så i år vil jeg gerne være bedre forberedt.

Kære læser, 

Nej, man kan ikke tillade sig at bede om kvitteringen. I princippet bytter man ikke gaver – i hvert fald ikke officielt. Den eneste grund til, at en modtager af en gave får kvitteringen, vil være, hvis kvitteringen samtidig er garantibeviset. Men i de fleste tilfælde vil man kunne få garantibeviset separat.

Nu er ideen med en gave jo egentlig at glæde modtageren – ikke at genere eller opdrage på hende. Men hvis du virkelig vil drille hende, kan du købe gaven på et loppemarked eller et julemarked, hvor der ikke er mulighed for at få en kvittering. Men du risikerer, at pengene til gaven er spildt, hvis du ikke rammer præcist i hendes smag. Og noget kunne tyde på, at du ikke har været så heldig med det hidtil.

Hjerternes fest

16 dec

”Det er nu, vi hygger os bedst.” Sådan hedder det i MC Einars julesang ”Det’ jul, det’ cool”. Det er ment sarkastisk, og det er der god grund til, for julen er virkelig de blandede følelsers tid. På den ene side er det fantastisk, at vi kan lyse op i det påtrængende mørke med julelys og blinkende neonhjerter og indendørs hygge og endelig have en god undskyldning for at proppe os med alkohol og fedende mad. På den anden side er julen skuffelsernes, stressens og skænderiernes tid.

Det er nu, der forhandles omkring fordelingen af bedsteforældre, børnebørn og overskydende onkler: Enten vil alle have dem, eller også vil ingen have dem. Men de kan jo kun være ét sted – og de skal jo være et sted.

Det er nu skilsmisseforældre skændes om den præcise fortolkning af ordlyden i samværsaftalen om fordeling af børnene i julen. Det er nu, der skrives lange lister over ting, der absolut skal nås inden jul. Blodets indhold af stresshormon stiger i takt med, at betalingskortene bliver mere og mere rødglødende.

Som om det ikke var rigeligt, er det ogsÃ¥ nu, voksne mennesker bliver som børn igen, hvad deres opførsel angÃ¥r, og glemmer alt om ellers gode manerer. Fuldvoksne mænd kan blive bragt pÃ¥ grÃ¥dens rand ved tanken om, at de ikke skal have risengrød (som de fik som børn), men i stedet risalamande juleaften. Granvoksne kvinder kan finde pÃ¥ at komme med udtalelser som ”For mig bliver det altsÃ¥ ikke rigtig jul, hvis der ikke er flæskesteg”, nÃ¥r de hører, at værtinden har planlagt at servere gÃ¥s. PÃ¥ hvilket andet tidspunkt af Ã¥ret ville de finde pÃ¥ at kritisere værtsparrets valg af menu? SÃ¥dan gÃ¥r det, nÃ¥r det ikke bare er en tilfældig aften pÃ¥ Ã¥ret, men en aften, hvor familietraditioner, gamle skuffede forventninger og opskruede følelser gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd med hÃ¥rdt praktisk arbejde.   

Nu tror I måske, kære læsere, at jeg efter denne formanende indledning vil komme med en opskrift på, hvordan vi alle skal opføre os, så vi kan få en civiliseret og virkelig hyggelig jul for alle parter. Men det kan jeg desværre ikke. Jeg kan dog komme med nogle henstillinger, der kan medvirke til at formindske behovet for en ekstra uges ferie oven på julestrabadserne.

Lad os starte med, at alle respekterer og anerkender, at der ligger et stort praktisk arbejde og en ligeledes stor økonomisk udskrivning i at afholde selve julemiddagen. Hvis du er en teenager, der synes, at det er en skæbne værre end døden at skulle tilbringe en hel aften sammen med din dødssyge familie, så lad være med at vælge juleaftensdag til at få et hysterisk anfald og/eller få en eksistentiel krise over den vestlige verdens latterlige overforbrug, hvis det er din mor, der står for julemiddagen. Tro mig, hun har andet at tænke på, og hvis du ikke kan hjælpe med at dække bord eller skrælle kartofler, så vil det være et glimrende tidspunkt at gå dig en god, lang tur. Motion hjælper på humøret, og husk, at hvis du nærer et virkeligt alvorligt ønske om at begrænse den vestlige verdens latterlige overforbrug, så er det rette tidspunkt at give udtryk for disse følelser nogle uger før jul, hvor du meddeler familien, at grunden til, de ikke får nogen ønskeseddel fra dig i år, er, at du hellere vil have, at de giver pengene til (indsæt selv navnet på en velgørende institution) i dit navn.

Hvis du er en voksen mand eller kvinde, som skal være gæst til julemiddagen, så lad være med at give udtryk for voldsom skuffelse, hvis værtindens valg af kød ikke er din foretrukne juleret. Hvis du frygter, at der vil blive serveret rødkål fra et glas, eller at værtinden ikke kan finde ud af at lave brunede kartofler, så tilbyd selv at komme med det tilbehør, som du absolut ikke kan undvære. Det er som allerede nævnt et stort arbejde at stå for en hel julemiddag, og der er ikke noget galt i hverken at tilbyde eller modtage hjælp.

Hvis du er en skilsmisseforælder, som denne juleaften ikke er sammen med dine børn, sÃ¥ lad være med at give udtryk for din sorg over dette alt for højlydt. Det eneste, du fÃ¥r ud af det, er at ødelægge stemningen for de andre. Selvfølgelig vil du helst være sammen med dine børn. Hvem vil ikke det? Det eneste, jeg kan love dig, er, at det bliver værre: De vokser op og gifter sig med et andet skilsmissebarn, og sÃ¥ ser du dem kun hvert fjerde Ã¥r! 

Hvis du har særlige præferencer for de mindre detaljer, for at du skal synes, det bliver en rigtig jul, så er det en god ide at dele dem med din partner frem for blot at regne med, at vedkommende selv kan gætte sig til dem. Fx var det først adskillige år inde i vores ægteskab, at min mand fortalte mig, at han kun kunne lide hvide julelys på juletræet. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før?” spurgte jeg, som hidtil havde blandet røde og hvide julelys efter, hvad der nu lå forrest på hylden i butikken. Det kunne han selvfølgelig ikke forklare. Har du lignende præferencer for de små detaljer, så gælder det om at få dem sagt. Du kan ikke regne med, at din partner kan gætte sig til dem. Indrømmet, der er potentielt nyt konfliktstof her, hvis det viser sig, at din partner har ligeså stærke præferencer for præcis det modsatte. I så fald gælder det om, at I begge er indstillet på kompromis, og måske er der mulighed for at skiftes: Røde lys det ene år og hvide lys det næste.

Med disse ord vil jeg ønske alle mine læsere en rigtig god og velopdragen jul.

Svindlernes (manglende) exit-strategi

16 nov

Under mit arbejde med at skrive og researche til min for nyligt udgivne bog om svindel og svindlere, “Verden vil bedrages” (som fx kan købes her), spekulerede jeg ofte over, hvad en svindler egentlig forestiller sig skal være hans eller hendes exit-strategi. De fleste af os har sikkert en fantasi om — hvis vi nu skulle kaste os ud i en svindlerkarriere — at vi efter et succesfuldt fupnummer ville sidde med en kuffert fuld af penge og drikke drinks med smÃ¥, kulørte parasoller pÃ¥ en fjern, eksotisk strand i et land uden udleveringsaftale med gerningslandet.

Men for virkelighedens svindlere ender det meget sjældent sÃ¥dan. Det er svært at vide hvorfor, for i mange tilfælde ville der undervejs i svindelforløbet faktisk have været lejlighed til at “take the money and run”. Det er Ã¥benbart sværere at gøre i praksis end i teorien. Samtidig mÃ¥ man for mange svindelnumres vedkommende sige, at det ikke kan undgÃ¥s, at de før eller siden kommer for en dag. Tag fx Bernie Madoff og hans investeringsfirma, som viste sig i virkeligheden at være verdens største Ponzi-nummer. Et Ponzi-nummer er ligesom et pyramidespil: Før eller siden løber det ud for nye penge. Og sÃ¥ er det slut. SÃ¥ledes ogsÃ¥ med Bernie Madoff, som i 2008 mÃ¥tte indrømme over for sine sønner, at det hele var et gigantisk svindelnummer. Senere blev han idømt 150 Ã¥rs fængsel, og begge hans sønner er i øvrigt nu døde: Den ene af kræft, den anden ved selvmord. Ikke ligefrem en lykkelig slutning. Hvad havde Bernie Madoff tænkt sig? Hvad var hans exit-strategi? Forestillede han sig, det bare kunne blive ved og ved og ved … Hvis han gjorde det, mÃ¥ man sige, at han havde grund til at tro det. Der var adskillige gange, hvor han var meget tæt pÃ¥ at blive afsløret, men det lykkedes ham hver gang at undslÃ¥ sig myndighedernes temmelig inkompetente forsøg pÃ¥ at undersøge, hvad der egentlig foregik i hans firma.

Bernie Madoffs svindelnummer var som nævnt et Ponzi-nummer. Sådan et kræver, at der hele tiden kommer nye deltagere med nye penge til. Det overraskende i hans sag er, at det kunne blive ved så længe, og at så mange professionelle investorer overlod ham deres penge.

Andre former for svindel har ikke samme indbyggede, tikkende udløbsdato. Tag nu det hjemlige, danske eksempel med en medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, der angiveligt har svindlet satspuljemidlerne for mindst 111 millioner kr. Hun har i skrivende stund hverken erkendt eller nægtet sig skyldig i sigtelsen, som gÃ¥r pÃ¥ bl.a. at have begÃ¥et underslæb i en periode pÃ¥ mindst 16 Ã¥r — ja, mÃ¥ske endda mere end 16 Ã¥r. Underslæbet — eller de mærkelige transaktioner — blev opdaget i 2018 ved en mere eller mindre tilfældighed. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun ikke lige havde lavet denne sidste overførsel til sig selv, sÃ¥ ville hun ikke være blevet opdaget. Ikke nu i hvert fald. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun havde valgt at gÃ¥ pÃ¥ pension sidste Ã¥r, sÃ¥ er det slet ikke sikkert, at underslæbet var blevet opdaget i hendes levetid, om overhovedet. Hvis hun for tre Ã¥r siden, da Socialstyrelsen flyttede til Odense, havde valgt at sige, at hun var for gammel til at begynde at pendle til Odense, og derfor hellere ville fratræde, ville hendes svindel sÃ¥ være blevet opdaget? Det kan man ikke vide, men meget tyder pÃ¥, at det var den nok ikke. Det havde været den perfekte exit-strategi. Men den valgte hun ikke. MÃ¥ske tænkte hun, at nu var det gÃ¥et godt sÃ¥ længe, sÃ¥ det kunne det sikkert blive ved med. Og ligesom Bernie Madoff havde hun god grund til at tro, at det kunne blive ved med at gÃ¥, for det var jo gÃ¥et godt i mange Ã¥r. Hvem ved, mÃ¥ske ville hun være fortsat til pensioneringen.

For os, der ikke har kastet os ind pÃ¥ en svindelløbebane, kan det være svært at forstÃ¥, hvorfor nogenlunde succesfulde svindlere ikke stopper, mens legen er god, og de stadig har en chance for at “take the money and run”. Det skyldes mÃ¥ske, at deres grÃ¥dighed er for stor til bare at kunne stoppe. Men det skyldes mÃ¥ske ogsÃ¥, at det ikke kun handler om penge. MÃ¥ske vil livet pÃ¥ en eksotisk strand med drinks med kulørte parasoller simpelthen blive for kedeligt i længden. MÃ¥ske vil de ganske enkelt savne spændingen.

Svindel, svindel, svindel alle vegne

20 okt

MÃ¥ske er det, fordi jeg netop har sendt en ny bog pÃ¥ gaden — en bog, der handler om svindel — at jeg ser svindel alle vegne. Men jeg tror det ikke. Det virker, som om der er exceptionelt mange sager om svindel i øjeblikket. SmÃ¥ og store. Det kan ikke kun være et tilfælde af “hvad hjertet er fuldt af …”

Der er den helt store sag om international svindel med udbytteskat. Her har et netværk af finansfolk og advokater, godt hjulpet pÃ¥ vej af internationale banker, fÃ¥et suget svimlende milliardbeløb op af europæiske statskasser — herunder den danske. Det er bl.a. beskrevet i denne artikel pÃ¥ DR.dk.

Så er den noget mindre og meget mere lokale, men ligeledes opsigtsvækkende svindelsag i Socialstyrelsen med satspuljemidler. Her har en medarbejder ved navn Britta Nielsen tilsyneladende begået underslæb gennem en længere årrække. Alt tyder på, at det er lykkedes for hende i løbet af de sidste 16 år at trække mindst 111 millioner kroner ud af systemet. Måske går det endnu længere tilbage, og måske drejer det sig om endnu flere penge. 111 millioner kroner! Det er selvfølgelig ikke nær så mange penge som de milliarder, som de ovenfor nævnte finansfolk har fået ud af deres udbytteskatnumre, men til gengæld har hun åbenbart klaret det på næsten egen hånd. Det betyder ikke nødvendigvis, at ikke også andre kan drages til ansvar i denne skandale, som man kan læse i Politiken.

I begge ovenstående eksempler er der tale om, at det er statskasser, der er blevet ofre for svindelen. De burde kunne have beskyttet sig bedre, men kontrolsystemerne har tydeligvis ikke været tilstrækkeligt effektive.

Men selvom sådanne historier er spektakulære, og man kan lave mange spekulationer over, hvad de tabte skattepenge kunne være blevet brugt på til gavn og nytte for skatteborgerne, så er det nu alligevel svindel rettet mod privatpersoner, der har den største effekt på den enkelte.

I øjeblikket florerer en form for e-mailsvindel, hvor modtageren af e-mailen fÃ¥r at vide, at hans eller hendes konto er blevet hacket, og at hackeren har kompromitterende videomateriale af den pÃ¥gældende. Videomateriale, som vil blive offentliggjort, medmindre modtageren af e-mailen i løbet af 48 timer overfører et beløb i bitcoins til hackeren. Men det er svindel! Der er ingen grund til at betale. Ikke desto mindre kan TV2 fortælle, at det er lykkedes svindlerne at indsamle ikke mindre end en million kroner pÃ¥ denne afpresningsfidus. Hvis du modtager sÃ¥dan en e-mail, sÃ¥ lad være med at betale! Selv hvis du ved, at der i princippet godt kunne eksistere den slags kompromitterende videomateriale. Hvis de virkelig har den type materiale, vil de normalt ogsÃ¥ sende en form for dokumentation. Og sÃ¥ er det ikke længere svindel, sÃ¥ er det pengeafpresning. Pengeafpresning af den særlige type, der kaldes “sextortion”.

 

Krænkende eller ej

1 dec

Den igangværende #metoo kampagne har sat mange ting til diskussion. Fx hvad er egentlig krænkende adfærd?

Er der slet ingen nedre grænse for, hvad der er krænkende adfærd, spørger nogle (mænd). Et klap i røven kan vel ikke skade nogen? Hvad de tilsyneladende fuldstændigt overser er, at selv om et klap i røven i sig selv forhÃ¥bentlig ikke efterlader varig skade, pÃ¥ trods af at det kan være helt utroligt ydmygende i øjeblikket, sÃ¥ er graden af krænkelse kontekstafhængig: Hvem, hvor og hvor ofte. Hvem er det, der klapper en i røven? Her er der temmelig stor forskel pÃ¥, om der er tale om ens chef, ens kollega eller en tilfældig bargæst. Hvor sker klappet i røven? Her er der ret stor forskel pÃ¥, om det sker pÃ¥ ens arbejdsplads eller i ens fritid: Er man pÃ¥ arbejde i baren, er det faktisk utroligt ubehageligt at blive klappet i røven af en bargæst. Er man derimod selv i byen pÃ¥ bar, er et klap i røven fra en anden bargæst en slags “collateral damage”. Og endelig er der ret stor forskel pÃ¥, hvor ofte det sker: Er der tale om et enkeltstÃ¥ende tilfælde, eller er det noget, der sker hele tiden? Kort sagt: Under de rette (eller snarere forkerte) omstændigheder kan et klap i røven være helt utroligt krænkende adfærd. Under andre omstændigheder betyder det ingenting. Men fordi det i nogle tilfælde ingenting betyder, skal man ikke affærdige de tilfælde, hvor det faktisk betyder rigtigt meget. Det er dem, man husker. Man husker det, der gør indtryk. Man husker det, der har været ekstremt ubehageligt i situationen, selv om det ikke lyder af noget 20 Ã¥r senere. Alene det, at man kan huske noget efter 20 Ã¥r, viser, at det har været krænkende i situationen. Hvordan nogen kan finde pÃ¥ at betvivle det, og mÃ¥ske endda gøre grin med, at man kan huske en “episode” efter 20 Ã¥r, fatter jeg ikke. SÃ¥ nej, i princippet er der ingen nedre grænse for krænkende adfærd: Krænkende adfærd er krænkende adfærd.

Halløj i kongehuset

4 aug

Jeg er republikaner. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg finder, at hele ideen med et monarki hører en for længst svunden tidsalder til. Et kongehus, der kun har repræsentative pligter og slet ingen politisk indflydelse, er efter min mening kun endnu mere fjollet. Men jeg anerkender, at jeg udgør et mindretal i den danske befolkning — der er ingen umiddelbar udsigt til, at monarkiet bliver afskaffet og republikken indført. Og det har jeg det sÃ¥mænd ret afslappet med. Jeg har heller ikke noget mod de aktuelle repræsentanter for kongehuset, ligesom jeg ikke kan hidse mig op over apanagen til kongehuset. NÃ¥r det nu er sÃ¥dan, at et flertal af den danske befolkning synes, det er okay at bruge de penge, ja, sÃ¥ mÃ¥ det være sÃ¥dan. Ikke engang pengene til grevinden kan jeg hidse mig op over. Jeg synes jo, det hele er besynderligt og burde afskaffes, sÃ¥ hvorfor lige kaste sig over en enkelt detalje?

Hm, ja, og dog. Noget synes jeg jo sÃ¥ alligevel godt, man som republikaner og skatteborger kan forvente at fÃ¥ for pengene. Nemlig lidt værdighed. MÃ¥ske endda lidt omtanke. Er jeg ligeglad med, hvor Prins Henrik bliver begravet? Er paven katolik? Intet kunne interessere mig mindre. Men nÃ¥r kongehuset selv gÃ¥r ud og meddeler, at prinsgemalen ikke ønsker at blive begravet ved siden af sin kone, fordi han er tøsefornærmet og muggen over ikke at være blevet konge — sÃ¥ begynder det faktisk at genere mig. AltsÃ¥ helt ærligt — kan man ikke blive fri for, at kongehuset gør sig selv til grin pÃ¥ den mÃ¥de? Det er vel ikke urimeligt at forlange det for de skattepenge, kongehuset fÃ¥r? Bare sÃ¥dan som minimum? Og mistanken om begyndende — eller mere end begyndende — demens breder sig. Det er sÃ¥ i orden. Demens kan ramme hvem som helst. Men helt ærligt — burde kongehuset sÃ¥ ikke gøre noget for at inddæmme skaden? I gamle dage blev den slags kongelige personer sendt i eksil eller spærret inde i et tÃ¥rn.

NÃ¥, men underholdende er det da. Men det er vel ikke det, man har et monarki til: at underholde. Eller er det?

Fødselsdagshilsener og Facebook

3 jul

Jeg havde fødselsdag forleden. Jeg fejrede den i udlandet — altsÃ¥ i et land, der ligger uden for Danmark — i selskab med min mand. Selv om vi bÃ¥de var pÃ¥ loppemarked, pÃ¥ café og pÃ¥ en fin restaurant om aftenen, var det i sagens natur ikke den helt store festivitas, der prægede dagen. Min mor, min søster, min yngste søn og en af mine veninder ringede for at ønske mig tillykke. Jeg fik lykønsknings-sms’er fra andre veninder. Jeg fik ogsÃ¥ e-mails og beskeder over Messenger fra venner med lykønskninger. Ja, selv Carrefour og Lufthansa huskede min fødselsdag. Jeg fik sÃ¥ ikke nogle fødselsdagskort med posten. Sidst, jeg gjorde det, var vist, mens jeg stadig boede i Køln, og kortet kom fra Galeria Kaufhof. Det var pænt af dem, det var det helt bestemt, men det er ligesom ikke det samme, som nÃ¥r man faktisk kender afsenderen af fødselsdagskortet. Men i vore dage er der jo ingen, der sender fødselsdagskort mere. Jeg gør det heller ikke selv, selv om jeg faktisk plejede at gøre det, og pÃ¥ trods af det egentlig er noget, som folk sætter pris pÃ¥ at fÃ¥. Men man kan jo ikke længere regne med, at kortet overhovedet nÃ¥r frem til fødselsdagen. Og et fødselsdagskort skal altsÃ¥ komme pÃ¥ dagen. Det skal ikke komme før, og det skal ikke komme efter. Det skal komme pÃ¥ modtagerens fødselsdag.

Det var præcis sÃ¥dan, det var, med det fødselsdagskort, som jeg husker allerbedst. Det var et, jeg fik, mens jeg var barn. Jeg kan ikke engang huske, hvor gammel jeg blev, men jeg ved, det var en søndag. For postbuddet kom kørende pÃ¥ sin knallert hele vejen hen til vores sommerhus, som lÃ¥ for enden af vejen, bare for at aflevere et brev til mig. PÃ¥ kuvertens forside var der et stort kryds hen over mit navn og adressen. Krydset fortalte, at det var et søndagsbrev — et brev, der helt ekstraordinært blev delt ud om søndagen. Det kostede selvfølgelig ekstra sÃ¥dan at fÃ¥ det bragt ud om søndagen og fÃ¥ postbuddet i uniformen og op pÃ¥ knallerten og af sted bare med mit brev. Det var et helt speciel fornemmelse. Afsenderen var min fars faster Else i Ã…rhus, som altsÃ¥ var en bÃ¥de meget betænksom og en meget generøs dame. Jeg kan ikke huske, hvad der stod inde i kortet. Der har nok bare stÃ¥et “tillykke med fødselsdagen”, men følelsen af at stÃ¥ der med kuverten med krydset henover og mit navn som adressat — den kan jeg sagtens huske! Og min egen imponerethed af at være modtager af sÃ¥ vigtigt et brev som et søndagsbrev — nej, det er ikke noget, man glemmer. Selv om det efterhÃ¥nden er rigtigt mange Ã¥r siden.

Men som sagt er det med fødselsdagskort sendt med posten ligesom et overstÃ¥et kapitel. Og her mener jeg ikke bare søndagsbrevene. I mere civiliserede lande end Danmark — lande, der stadig har et nogenlunde velfungerende postvæsen — er det mÃ¥ske stadig comme il faut at sende et fødselsdagskort. Men det er altsÃ¥ ikke noget, en dansker kan forvente. Det har Post Nord effektivt udryddet.

Til gengæld er der jo sÃ¥ kommet en ny dimension ind i fødselsdagshilsenerne — nemlig Facebook-hilsenerne. Ja, Facebook minder en om, hvornÃ¥r ens Facebook-venner har fødselsdag og opfordrer en til at skrive en hilsen. SÃ¥ nej, det er ikke det samme som at fÃ¥ et søndagsbrev! At sende en hilsen via Facebook har ikke krævet, at man finder et kort og et frimærke og en adresse og — sværest af det hele — en postkasse for at ønske modtageren tillykke. Nej, det er meget nemmere og koster væsentlig mindre i sÃ¥vel penge som energi at skrive en fødselsdagshilsen pÃ¥ Facebook. Men hallo — selv om jeg engang fik et fødselsdagskort som søndagsbrev, sÃ¥ har jeg altsÃ¥ aldrig nogensinde fÃ¥et 200 fødselsdagskort med posten. Ikke engang til en rund fødselsdag. Det har jeg altsÃ¥ ikke. Men det har jeg fÃ¥et i form af Facebook-fødselsdagshilsener. Og ved I hvad? Mængden opvejer faktisk en del. Hver eneste lille hilsen er udtryk for, at afsenderen i om ikke andet et kort øjeblik har ønsket modtageren vel — har ønsket modtageren en god dag og gode ting fremover. Og ved I hvad? Det er faktisk rigtigt godt. Det er rigtigt godt og rigtigt dejligt at være i den modtagende ende af sÃ¥danne positive tanker. MÃ¥ske især hvis man synes, at livet har vist sig fra den mere negative side pÃ¥ det sidste. Men uanset hvad, sÃ¥ er det virkelig tanken, der tæller her. OgsÃ¥ selv om tanken kun er flygtig. SÃ¥ tak for det! Tak for muligheden for at sende disse fødselsdagshilsener. Og tak til dem, der bruger lidt af deres kostbare tid pÃ¥ at gøre det.

Jeg lover også selv at gøre det. Endnu mere fremover. Det lover jeg!

SKAT: skandalernes holdeplads. OgsÃ¥ for de smÃ¥ fisk …

7 jun

Jeg hører til dem, der skal betale B-skat. Da man jo ikke længere fÃ¥r girokort til det brug, men selv skal sørge for at tjekke ens sÃ¥kaldte skattemappe inde hos SKAT, sÃ¥ kan man jo godt have en tendens til at overse sÃ¥dan en kedelig post. For at undgÃ¥ forglemmelse fra min egen side lavede jeg derfor et par forudbetalinger i min netbank. Betalingsdatoen var for god ordens skyld sat til 10 dage før betalingsfristen. Man vil jo gerne være pÃ¥ den sikre side. Men pÃ¥ datoen for betalingsfristen fik jeg en rykker i min e-boks. SKAT manglede min betaling! “Det er ogsÃ¥ de %&#”!”# banker!” bandede jeg og tjekkede min netbank parat til at skælde min bankrÃ¥dgiver ud. Men pÃ¥ min netbank kunne jeg se, at betalingen var sket som bestilt. Der mÃ¥tte være gÃ¥et noget andet galt. PÃ¥ rykkeren fra SKAT stod et telefonnummer, man kunne ringe til. Der var en masse muligheder, man kunne trykke sig frem, men ingen ledige medarbejdere. Faktisk sagde en automatisk stemme, at de havde ganske særlig travlt. Derefter forklarede den forudbetalte besked, at hvis jeg ringede angÃ¥ende en rykker for en betaling, som jeg mente at have foretaget, sÃ¥ kunne jeg se bort fra brevet. Hvad f …. %&”!?/?!!&%? NÃ¥, efter at have spildt en del tid ved telefonen — for det var jo først en besked, der kom efter en del ventetid — og have spildt meget energi pÃ¥ at tjekke op pÃ¥ det ene og det andet, afsluttede jeg opkaldet og tænkte, at det var da helt utroligt, sÃ¥ lidt styr de har pÃ¥ det i SKAT. Jeg mener, vi snakker ikke milliarder til svindlere i Dubai, eller ikke-forældet gæld, som fejlagtigt er blevet registreret som forældet, men millioner af helt almindelige skatteborgere, der betaler B-skat, og har betalt til tiden, og er blevet rykket, og skal bruge tid pÃ¥ at tjekke, hvor fejlen kan være opstÃ¥et, og sÃ¥ skal der sidde medarbejdere i SKAT, som i stedet for at inddrive gæld og finde skattesnydere eller hvad de fÃ¥ medarbejdere, der er tilbage, nu kunne lave, og forklare pligtopfyldende skatteborgere, at de er blevet rykket ved en fejl … Ja, det var faktisk en lille smule rystende at opdage … Men det er vel en fejl, der hurtigt kan rettes op pÃ¥, tænkte jeg i min naivitet. Nej! Det var det ikke! Næste mÃ¥ned gentog hele seancen sig! Læse rykker, tjekke netbank, ringe til SKAT, sidde i telefonkø, fÃ¥ en automatisk besked, der fortæller mig, at jeg kan se bort fra rykkerbrevet … Jamen, altsÃ¥, det bliver ved! Hold op! Hvor svært kan det være? Hvorfor skal SKAT være sÃ¥ amatøragtigt? Hvorfor skal vi være til grin for egne penge? Og tænk pÃ¥ ressourcespildet! Det er mildest talt rystende! Og til dem, der siger, de betaler deres skat med glæde: I skulle bare prøve at betale B-skat!