Tilbage i 2018 udgav jeg min bog om svindlere og deres ofre: “Verden vil bedrages”. En af de former for svindel, som jeg beskrev, er det, der på engelsk kaldes “romance scam”, og som jeg har kaldt “datingsvindel”, fordi denne form for svindel typisk starter på en datingside eller på fx Facebook.
Denne svindelform er ikke ligefrem reduceret, men er nærmere tiltaget i styrke, siden min bog udkom.
Politiken har i deres podcastserie “Du lytter til Politiken” et rigtigt fint afsnit, der handler om en kvinde, der endte som offer for datingsvindel — eller kærestesvindel, som Politiken kalder det. En oplevelse, der endte med at koste hende mere end en halv million kroner, plus en stor del af hendes selvtillid.
Og husk så det gode, gamle råd: Send aldrig penge til personer, du ikke har mødt i virkeligheden. (Ja, okay, der er undtagelser, såsom hvis du har købt noget af dem, eller du skal betale en regning, og den slags. Og du kan selvfølgelig også blive snydt af folk, du har mødt i virkeligheden, men husk det alligevel: Medmindre der er tale om velgørenhed, så send ikke penge til en mand (eller kvinde), du ikke har mødt i virkeligheden!)
For nylig havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at være deltager i en paneldebat i forbindelse med fremvisningen af en dokumentarfilm i CPH:DOX-regi. Filmen med titlen ”Believer” handler om en dansk mand ved navn Kim Madsen, som har gjort det godt i en MLM (Multi-Level-Marketing) ved navn Forever Living. (Hvis du ikke ved, hvad en MLM er, kan du læse mere i mit tidligere indlæg her. Kort fortalt er en MLM et produktbaseret pyramidespil.) Jeg var blevet inviteret til paneldebatten, fordi jeg har skrevet om MLM’er i min bog om svindel Verden vil bedrages.
Jeg havde faktisk først sagt nej tak til at deltage, fordi jeg ikke vil medvirke til nogen form for reklame for MLM’er. Men jeg blev overtalt, blandt andet fordi filmen ikke giver et entydigt positivt billede af hovedpersonen, og fordi der bør være nogen, som kan give en form for modvægt til den manipulation, der fremkommer fra Forever Livings side om indkomstpotentialet for en såkaldt ”forhandler” – en forhandler, som i Forever Livings univers kaldes noget så misvisende som en ”Forever Business Owner”.
At deltage i paneldebatten blev en endnu mere syret oplevelse, end jeg havde forventet. Ja, jeg vidste godt, at det at være med i en MLM kan sammenlignes med at være med i en kult. Ligesom i en kult er det svært at forlade en MLM. Ligesom i en kult vil man ikke høre på kritik. Men i min naivitet havde jeg ikke forventet, at publikum stort set kun bestod af kultmedlemmer. Og de kunne ikke lide at høre, at deres MLM var et pyramidespil. De var ligeglade med markedsføringsloven, som de ellers ifølge deres forhandleraftale er forpligtet til at sætte sig ind i. Men den er også irriterende, for markedsføringsloven forbyder såkaldt vennehvervning, dvs. salg til venner og familie, hvilket mildest talt vanskeliggør ”network marketing”, som MLM’er kalder sig selv. Kim Madsen selv havde ikke engang læst Forbrugerombudsmandens ”Vejledning om Multi-Level-Marketing/pyramidespil”, fordi han ”ikke læser rapporter”, som han sagde. Men så kunne han måske have fået nogen til at forklare ham hovedkonklusionerne. Det var kort sagt ikke en debat, hvor fakta fik lov at fylde noget. Men det handler jo også om at sælge en drøm. Det handler ikke om at formidle viden. Viden ødelægger MLM’er.
Filmens undertitel var netop ”How to sell a dream”. Og det er hele pointen i såvel Forever Living som i alle andre MLM’er: At sælge en drøm. At få godtroende mennesker til at tro på at ved at blive forhandler i Forever Living kan de få deres drøm opfyldt. Og skulle det ikke lykkes – hvad det ikke gør for 99 procents vedkommende ifølge brancheforeningens egne oplysninger – så er det deres egen skyld. Så har de ikke arbejdet hårdt nok. Så har de ikke evnet at visualisere deres drøm hårdt nok.
Ifølge Forever Livings egne oplysninger udbetalte firmaet intet vederlag til 88,6 procent af forhandlerne i 2018. Det betyder imidlertid ikke, at de andre 11,4 procent af forhandlerne tjente penge på at være forhandler. For de 88,6 procent dækker over dem, der overhovedet ikke modtog nogen penge fra Forever Living. For de resterende 11,4 procent er der tale om, at de ganske vist har fået udbetalt et vederlag, men det betyder ikke, at de har haft et overskud. Der er nemlig ikke taget højde for de udgifter, som de pågældende forhandlere har haft, såsom indkøb af produkter til videresalg. Og som de fleste selvstændige ved, så er det overskuddet, der tæller. Der er ikke meget grin ved selv en stor omsætning, hvis der ikke er et overskud. Læs mere om Forever Livings ikke særligt imponerende udbetalinger her. Tallene er vel at mærke baseret på Forever Livings egne oplysninger.
En blandt flere væsentlige mangler i filmen om Kim Madsen er, at forretningsmodellen i Forever Livings pyramidespil ikke bliver forklaret i filmen. En anden væsentlig mangel er, at Kim Madsen uimodsagt får lov til at komme med en række åbenlyst forkerte udsagn. Herunder kommer han med en virkelig absurd sammenligning med Jysk (som han påstår er et pyramidespil) og Forever Living (som han påstår ikke er et pyramidespil). Og ja, det er ikke så svært at se, hvorfra han har fået inspirationen til at beskylde Jysk for at være et pyramidespil, for i amerikanske MLM’er hører man gang på gang Walmart blive brugt på samme måde. Man kan mene, hvad man vil, om både Jysk og Walmart, men ingen af disse firmaer er pyramidespil. At finde på at påstå det er så langt ude, at det kun kan betegnes som såvel absurd som desperat.
Udover de forkerte udsagn om Forever Livings forretningsmodel får Kim Madsen lov til at komme med sundhedsmæssigt ukorrekte udsagn. I forbindelse med, at han lovpriser Forever Livings tandpasta, som åbenbart ikke indeholder fluor, siger han gentagne gange: ”Fluor er lige så farligt som arsenik.”
Nej. Det er det ikke. Fluor er ikke lige så farligt som arsenik. Selvfølgelig skal man ikke overdrive indtagelsen af fluor, som man fx kan læse her, men at påstå, at den mængde fluor, der findes i almindelig tandpasta, skulle være sundhedsskadelig for ikke at tale om lige så farlig som arsenik, er simpelthen helt på månen. Ja, det er faktisk vildledende. Med andre ord: Vildledende markedsføring. Ikke i orden. Faktisk er det forbudt.
Men hvad så med aloe vera, som er den vigtigste ingrediens i Forever Livings produkter? Er det slet ikke farligt? Jo, tænk engang: Aloe vera kan faktisk være ret farlig. Aloe vera kan blandt mange andre negative ting være kræftfremkaldende. Se fx denne artikel. Disse negative helbredseffekter hører man imidlertid ikke meget til fra Kim Madsens side. Men han læser jo heller ikke rapporter.
Så er der nyt om endnu et MLM (multi level marketing) firma, der viser sig at være et pyramidespil. “Viser sig” er lidt en underdrivelse, for ALLE multi level marketing-firmaer er i sagens natur pyramidespil. Men lad mig udtrykke det på en anden måde: Nu har lovens lange arm (som ikke altid er så lang) fået fat i LuLaRoe, og LuLaRoe har måttet bløde en klækkelig sum (4,75 mio. USD) til anklagemyndigheden i den amerikanske stat Washington. Og det er ikke den eneste retssag, som LuLaRoe har kørende mod sig. Alt dette kan man læse mere om i denne artikel i Vanity Fair.
“Hvem er LuLaRoe?” spørger du måske, og det er ikke så mærkeligt, for LuLaRoe er ikke blevet importeret i Danmark. Heldigvis. Der er rigeligt med andre MLM-firmaer i gang her i landet. Men LuLaRoe er endnu et firma, som har udnyttet mange amerikanske kvinders drøm om at kunne skabe en indkomst for deres familie enten ved siden af deres almindelige arbejde eller som hjemmegående. Kun for at opdage at deres investering og arbejdsindsats var spildt.
Nu er historien om LuLaRoe blevet til en dokumentar med titlen LuLaRich, som vises på Amazon Prime Video. Mere om dokumentaren i Variety.
Der findes rigtig mange pyramidespil i form af MLM’er (Multi Level Marketing eller Netværksmarketing) derude. Et af dem er Forever Living. Er det så også et af de ulovlige pyramidespil? Det burde faktisk blive afprøvet ved en dansk domstol, før man kan udtale sig definitivt om lovligheden. Men lovligt eller ulovligt: Tjene penge kan man ikke ved at “joine” Forever Living. Uanset hvad folk påstår. Det er nemlig lige præcis en påstand, der ikke bliver bakket op af dokumentation.
Ligesom de andre MLM’er derude, er der kun 1 % — dvs. EN procent! — der tjener penge på at være med i Forever Living, som man bl.a. kan læse her. Det handler ikke om, hvorvidt produkterne er gode eller dårlige — det handler om forretningsmodellen. Denne forretningsmodel er bygget op som et pyramidespil, og derfor er det kun 1 procent af deltagerne, der er i stand til at tjene penge. Resten af deltagerne — dvs. de 99 procent — taber penge.
Og for at det ikke skal være løgn, så er medianindkomsten for den ene procent, der faktisk tjener penge i Forever Living, kun 2.400 USD pr. år! Altså det er sådan ca. 16.000 danske kroner. Om året! Og eftersom der er tale om medianindkomst, tjener halvdelen af den ene procent altså MINDRE end 16.000 kr. om året. Det er lige før, det kan få en forfatterindkomst til at se fornuftig ud i sammenligning.
Der er nogle drømme, der åbenbart bare ikke vil dø: Det gælder fx drømmen om at kunne komme til at tjene mange penge, være sin egen herre og samtidig arbejde hjemmefra. Og nej, her tænker jeg ikke på drømmen om at blive bestsellerforfatter. Jeg tænker på de drømme, der kan gøre en person modtagelig for at blive viklet ind i et såkaldt Multi Level Marketing firma eller blot MLM-firma. De kaldes også for Network Marketing eller Direct Marketing — men uanset hvad de kaldes, er der tale om pyramidespil under et andet navn.
I min bog om svindel, “Verden vil bedrages”, har jeg nærmere beskrevet mekanismerne i pyramidespil. Det er matematisk uundgåeligt, at pyramidespil løber ud for nye deltagere før eller siden, og at de senest tilkomne deltagere ender med at stå med håret i postkassen. Når der er tale om MLM-firmaer, vil “håret i postkassen” ofte være lig med at have en garage eller et loftsrum fuld af dyrt indkøbte produkter, som ikke kan sælges videre, og som ikke kan returneres. Min bog kan i øvrigt købes bl.a. her.
Man skulle tro, det var indlysende, at det ikke kunne lade sig gøre at tjene seriøse penge i et sådant pyramidespil. Men det er det ikke. Der er hele tiden nye personer, der bliver rekrutteret til diverse MLM-firmaer, og som vil forklare dem, der gider lytte, at “Netværksmarketing er fremtiden”! Nej, det er det ikke. Forhåbentlig bliver det derimod snart fortid. Det er faktisk stort set umuligt at tjene penge på at være distributør i et MLM-firma — medmindre, selvfølgelig, at man var så snedig selv at starte det: 99% af distributører i MLM-firmaer tjener ikke penge på deres deltagelse. Det kan man bl.a. læse om her, hvor de mest almindelige påstande fra MLM-firmaers side bliver gennemgået og tilbagevist. Som fx at når folk ikke tjener penge, så er det bare, fordi de ikke arbejder hårdt nok. Nej. Det passer ikke. Det er, fordi det ikke kan lade sig gøre.
Men hvordan kan det så være, at en familie som familien Devos fra USA er blevet så stinkende rige på MLM-firmaet Amway? Så rige, at familien har kunnet være en megastor donor til det republikanske parti — en støtte, der er blevet belønnet med, at Betsy Devos er blevet uddannelsesminister i Trump-regeringen? Det skyldes, at det var Devos-familien, der startede Amway (som er en forkortelse for The American Way). Om Betsy Devos og hendes families og svigerfamilies indflydelse i det republikanske parti kan man læse mere i denne Vanity Fair-artikel. De mange penge er blevet tjent på dem, der er kommet efter. Dem, der ikke har tjent nogle penge, men derimod har sat penge til på at være Amway-distributør. I en glimrende podcast-serie ved navn “The Dream” (1. sæson) beskrives bl.a., hvordan Devos-familien via deres politiske indflydelse har været i stand til at sikre, at Amway ikke er blevet erklæret for at være et ulovligt pyramidespil af The Federal Trade Commission, som egentlig er sat i verden til at beskytte amerikanske forbrugeres interesser. Men som ikke kan siges at være uafhængigt af politiske interesser.
Amway er selvfølgelig ikke det eneste pyramidespil forklædt som MLM-firma. I filmen “Betting on Zero” tages MLM-firmaet Herbalife under behandling. Her får vi også historien om Bill Ackmans fra kapitalfonden Pershing Square forsøg på at shorte Herbalife’s aktier, efter det var gået op for ham, at Herbalife var et pyramidespil. Den historie er i sig selv en fascinerende historie om titanernes kamp, for en anden storinvestor, Carl Icahn, tog kampen op mod Bill Ackman, som endte med at måtte kaste håndklædet i ringen i 2017 efter at have tabt stort. Personligt var jeg tidligere en stor beundrer af Madeleine Albright, men det er jeg ikke længere, efter jeg fandt ud af, at hun har været med til at promovere Herbalife i bl.a. Indien. Mod et formentlig klækkeligt honorar. Nu er hun efter sigende bekymret for sit politiske eftermæle. Med god grund.
Også John Oliver har taget MLM-firmaernes forretningsmodel op i en fremragende episode af Last Week Tonight.
Nu spørger I sikkert: Og hvor er så Donald Trump henne i det her? Han er her selvfølgelig også! Alt andet ville da være mærkeligt. Ikke alene har hans uddannelsesminister og andre medlemmer af hans regering forbindelser til diverse MLM-firmaer, som man kan læse om i denne artikel i Slate — han har også selv promoveret MLM-firmaet ACN, som ligesom alle de andre MLM-firmaer lover guld og grønne skove til distributørerne — uden at levere hverken guld eller grønne skove. Og nu er Donald Trump og hans familie blevet sagsøgt af skuffede deltagere i ACN-pyramidespillet. Det bliver spændende at se, hvordan det ender!
Under mit arbejde med at skrive og researche til min for nyligt udgivne bog om svindel og svindlere, “Verden vil bedrages” (som fx kan købes her), spekulerede jeg ofte over, hvad en svindler egentlig forestiller sig skal være hans eller hendes exit-strategi. De fleste af os har sikkert en fantasi om — hvis vi nu skulle kaste os ud i en svindlerkarriere — at vi efter et succesfuldt fupnummer ville sidde med en kuffert fuld af penge og drikke drinks med små, kulørte parasoller på en fjern, eksotisk strand i et land uden udleveringsaftale med gerningslandet.
Men for virkelighedens svindlere ender det meget sjældent sådan. Det er svært at vide hvorfor, for i mange tilfælde ville der undervejs i svindelforløbet faktisk have været lejlighed til at “take the money and run”. Det er åbenbart sværere at gøre i praksis end i teorien. Samtidig må man for mange svindelnumres vedkommende sige, at det ikke kan undgås, at de før eller siden kommer for en dag. Tag fx Bernie Madoff og hans investeringsfirma, som viste sig i virkeligheden at være verdens største Ponzi-nummer. Et Ponzi-nummer er ligesom et pyramidespil: Før eller siden løber det ud for nye penge. Og så er det slut. Således også med Bernie Madoff, som i 2008 måtte indrømme over for sine sønner, at det hele var et gigantisk svindelnummer. Senere blev han idømt 150 års fængsel, og begge hans sønner er i øvrigt nu døde: Den ene af kræft, den anden ved selvmord. Ikke ligefrem en lykkelig slutning. Hvad havde Bernie Madoff tænkt sig? Hvad var hans exit-strategi? Forestillede han sig, det bare kunne blive ved og ved og ved … Hvis han gjorde det, må man sige, at han havde grund til at tro det. Der var adskillige gange, hvor han var meget tæt på at blive afsløret, men det lykkedes ham hver gang at undslå sig myndighedernes temmelig inkompetente forsøg på at undersøge, hvad der egentlig foregik i hans firma.
Bernie Madoffs svindelnummer var som nævnt et Ponzi-nummer. Sådan et kræver, at der hele tiden kommer nye deltagere med nye penge til. Det overraskende i hans sag er, at det kunne blive ved så længe, og at så mange professionelle investorer overlod ham deres penge.
Andre former for svindel har ikke samme indbyggede, tikkende udløbsdato. Tag nu det hjemlige, danske eksempel med en medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, der angiveligt har svindlet satspuljemidlerne for mindst 111 millioner kr. Hun har i skrivende stund hverken erkendt eller nægtet sig skyldig i sigtelsen, som går på bl.a. at have begået underslæb i en periode på mindst 16 år — ja, måske endda mere end 16 år. Underslæbet — eller de mærkelige transaktioner — blev opdaget i 2018 ved en mere eller mindre tilfældighed. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun ikke lige havde lavet denne sidste overførsel til sig selv, så ville hun ikke være blevet opdaget. Ikke nu i hvert fald. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun havde valgt at gå på pension sidste år, så er det slet ikke sikkert, at underslæbet var blevet opdaget i hendes levetid, om overhovedet. Hvis hun for tre år siden, da Socialstyrelsen flyttede til Odense, havde valgt at sige, at hun var for gammel til at begynde at pendle til Odense, og derfor hellere ville fratræde, ville hendes svindel så være blevet opdaget? Det kan man ikke vide, men meget tyder på, at det var den nok ikke. Det havde været den perfekte exit-strategi. Men den valgte hun ikke. Måske tænkte hun, at nu var det gået godt så længe, så det kunne det sikkert blive ved med. Og ligesom Bernie Madoff havde hun god grund til at tro, at det kunne blive ved med at gå, for det var jo gået godt i mange år. Hvem ved, måske ville hun være fortsat til pensioneringen.
For os, der ikke har kastet os ind på en svindelløbebane, kan det være svært at forstå, hvorfor nogenlunde succesfulde svindlere ikke stopper, mens legen er god, og de stadig har en chance for at “take the money and run”. Det skyldes måske, at deres grådighed er for stor til bare at kunne stoppe. Men det skyldes måske også, at det ikke kun handler om penge. Måske vil livet på en eksotisk strand med drinks med kulørte parasoller simpelthen blive for kedeligt i længden. Måske vil de ganske enkelt savne spændingen.
Måske er det, fordi jeg netop har sendt en ny bog på gaden — en bog, der handler om svindel — at jeg ser svindel alle vegne. Men jeg tror det ikke. Det virker, som om der er exceptionelt mange sager om svindel i øjeblikket. Små og store. Det kan ikke kun være et tilfælde af “hvad hjertet er fuldt af …”
Der er den helt store sag om international svindel med udbytteskat. Her har et netværk af finansfolk og advokater, godt hjulpet på vej af internationale banker, fået suget svimlende milliardbeløb op af europæiske statskasser — herunder den danske. Det er bl.a. beskrevet i denne artikel på DR.dk.
Så er den noget mindre og meget mere lokale, men ligeledes opsigtsvækkende svindelsag i Socialstyrelsen med satspuljemidler. Her har en medarbejder ved navn Britta Nielsen tilsyneladende begået underslæb gennem en længere årrække. Alt tyder på, at det er lykkedes for hende i løbet af de sidste 16 år at trække mindst 111 millioner kroner ud af systemet. Måske går det endnu længere tilbage, og måske drejer det sig om endnu flere penge. 111 millioner kroner! Det er selvfølgelig ikke nær så mange penge som de milliarder, som de ovenfor nævnte finansfolk har fået ud af deres udbytteskatnumre, men til gengæld har hun åbenbart klaret det på næsten egen hånd. Det betyder ikke nødvendigvis, at ikke også andre kan drages til ansvar i denne skandale, som man kan læse i Politiken.
I begge ovenstående eksempler er der tale om, at det er statskasser, der er blevet ofre for svindelen. De burde kunne have beskyttet sig bedre, men kontrolsystemerne har tydeligvis ikke været tilstrækkeligt effektive.
Men selvom sådanne historier er spektakulære, og man kan lave mange spekulationer over, hvad de tabte skattepenge kunne være blevet brugt på til gavn og nytte for skatteborgerne, så er det nu alligevel svindel rettet mod privatpersoner, der har den største effekt på den enkelte.
I øjeblikket florerer en form for e-mailsvindel, hvor modtageren af e-mailen får at vide, at hans eller hendes konto er blevet hacket, og at hackeren har kompromitterende videomateriale af den pågældende. Videomateriale, som vil blive offentliggjort, medmindre modtageren af e-mailen i løbet af 48 timer overfører et beløb i bitcoins til hackeren. Men det er svindel! Der er ingen grund til at betale. Ikke desto mindre kan TV2 fortælle, at det er lykkedes svindlerne at indsamle ikke mindre end en million kroner på denne afpresningsfidus. Hvis du modtager sådan en e-mail, så lad være med at betale! Selv hvis du ved, at der i princippet godt kunne eksistere den slags kompromitterende videomateriale. Hvis de virkelig har den type materiale, vil de normalt også sende en form for dokumentation. Og så er det ikke længere svindel, så er det pengeafpresning. Pengeafpresning af den særlige type, der kaldes “sextortion”.
Det er med meget stor glæde, jeg kan oplyse, at min nye bog er på vej! Den hedder “Verden vil bedrages”, og den udkommer 10. oktober på Forlaget Vilhelm.
I bogen gennemgår jeg forskellige former for svindel, som man som helt almindelig borger kan risikere at blive udsat for: Det kan dreje sig om forskudsbedrageri, som er den officielle betegnelse for Nigeriabreve, eller det kan dreje sig om direktørsvindel, som en uheldig medarbejder ifølge Ekstra Bladet blev udsat for i Odense Kommune, hvilket kostede kommunekassen omkring 250.000 kroner. Jeg er ret sikker på, at hvis den pågældende medarbejder havde læst min bog, ville han ikke være faldet for dette svindelnummer.
Så er der selvfølgelig mange forskellige former for investeringsvindel, ligesom jeg nærmere forklarer forskellen på et Ponzinummer og et pyramidespil.
Alt dette og meget mere kan man læse mere om i “Verden vil bedrages”.
Selv om jeg almindeligvis ikke begiver mig af med at anmelde bøger, har jeg fra Joan Dansberg modtaget et anmeldereksemplar af hendes nyligt udkomne roman “Broderparten” (som bl.a. kan købes her hos Saxo). Når hun mente, den kunne have min interesse, skyldes det, at hun er bekendt med, at jeg har beskæftiget mig med psykopater (fx i min bog “Psykopater i jakkesæt”). Det er nu ikke det eneste interessefelt, som kunne gøre “Broderparten” til relevant læsning for mig — faktisk interesserer jeg mig også for to andre temaer i bogen, nemlig svindel og hjerneskader.
Romanen er baseret på en virkelig historie. Dens handling er, meget kort fortalt, at den kvindelige hovedpersons ægtefælle er blevet hjerneskadet som følge af sygdom, hvilket hendes skruppelløse svigerfamilie udnytter til at få ham til at overdrage sit firma og andre aktiver til dem. Dette sker bl.a. gennem ændring af testamente, misbrug af fuldmagter til bl.a. tømning af bankkonti, indgivelse af separationsbegæring, mv. Hovedpersonen bliver på denne måde holdt tvangsadskilt fra sin mand og frarøvet sin “retmæssige” del af boet.
Lad mig starte med det negative: Som roman betragtet er “Broderparten” ikke vellykket, idet den i højere grad fremstår som et partsindlæg end som et stykke gennemarbejdet fiktion. Selv om man ikke kan tale om, at der findes en egentlig skabelon for romaner (i så fald er den holdt hemmelig for offentligheden), er der nogle elementer, som man forventer i en “almindelig” roman, men som glimrer ved deres fravær i “Broderparten”: Man kunne fx forvente at høre lidt om personernes baggrundshistorie, og lidt om stridens genstands historie — i dette tilfælde et firma, som man aldrig rigtigt finder ud, hvad laver …
Men nu til det positive: Det er en meget interessant og tankevækkende historie, der bliver fortalt i “Broderparten”, og den retter fokus mod nogle yderst interessante problemstillinger: Hvordan sikrer man sig selv mod i en fremtidig svækket tilstand at blive udnyttet til at foretage dispositioner mod sin vilje? Hvordan skåner man sin mentalt svækkede pårørende mod at blive offer for svindel?
Før man begynder at tænke, at det hører vist alligevel til sjældenhederne, at skrøbelige personer bliver udnyttet så groft af “betroede” personer, så lad mig lige minde om, hvor mange kriminalromaner der gennem årene netop har haft det pludseligt ændrede testamente med en ny og uventet hovedarving som tema. Selv om sådanne kriminalromaner i sagens natur er fiktion, er deres temaer typisk inspireret af virkeligheden. Og fra den aktuelle virkeligheds verden kan vi henvise til en nylig sag med en tilsyneladende skruppelløs dansk advokat, nemlig Christian Harlang, der netop har fået dom ved Københavns Byret for, at han med rette var blevet idømt en bøde for at have tiltusket sig en generalfuldmagt for en formuende, dement kvinde. Og det er skam ikke kun fremmede menneskers formue, han overtager “administrationen” af — det gælder også hans egen families. Den interesserede kan læse en gennemgang af Christian Harlangs synderegister her i Ekstra Bladet.
En advokat forventes at være særligt pålidelig, og det samme gør en sognepræst. Ikke desto mindre gjorde en sognepræst fra Skelskør-området ved navn Ingrid Marten Trolle-Monsen sig skyldig i at tilrane sig 8,7 millioner kroner fra en dement kvinde, som hun var indsat som økonomisk værge for. Det manglende beløb kom først frem, da den demente kvindes bo blev opgjort efter hendes død. Ingrid Marten Trolle-Monsen blev idømt fire års fængsel i sagen — en dom, der blev stadfæstet i landsretten.
I “Broderparten” er et af temaerne netop værgemål — hvordan afgøres det, om en person har brug for en værge, og hvem vil bedst kunne varetage værgemålet? Som det fremgår af ovennævnte eksempler kan det være endog meget risikabelt at udpege den forkerte værge, og hvordan afgør man i øvrigt, hvad der er i den mentalt svækkede persons interesse? Fra september 2017 har det været muligt at oprette en såkaldt fremtidsfuldmagt — i en sådan fremtidsfuldmagt kan man give en pårørende mulighed for at varetage ens interesser den dag, man ikke længere selv kan. Men det kræver selvfølgelig, at man er opmærksom på muligheden for, at dette en dag skulle kunne ske.
Kort sagt: “Broderparten” bør læses som en slags introduktion til de faldgruber, der findes for hjerneskadede og deres pårørende. Og det gør den læsværdig.
I forbindelse med arbejdet på min bog om svindel er jeg stødt på mange interessante former for svindel. En af de nyere typer (selv om der selvfølgelig ikke er noget nyt under solen — kun metoderne udvikles, men principperne er de samme) er den såkaldte CEO Fraud. Det har grebet om sig i en sådan grad, at såvel anklagemyndigheden som Danske Bank har følt sig kaldet til at advare om denne type svindel. Se Danske Banks advarsel her, og anklagemyndighedens her. I korthed går denne form for svindel ud på, at en medarbejder i fx regnskabsafdelingen i en virksomhed modtager en email, der ser ud, som om den kommer fra topchefen eller en anden højtstående chef med prokura. I denne email forklarer topchefen, at han eller hun er ved at afslutte en vigtig handel, som stadig er fortrolig. Til det formål har topchefen både brug for medarbejderens diskretion, og at medarbejderen straks overfører en sum penge til et kontonummer, således at handlen kan gå igennem. Men husk: Ikke sige noget til nogen! For yderligere at lægge pres på medarbejderen vil denne email typisk blive fulgt op af flere telefonopkald, hvori der enten er nogen, der udgiver sig for at være topchefen ved at efterligne vedkommendes stemme, eller der er nogen, der udgiver sig for at være fx en advokat eller revisor, der rådgiver i forbindelse med den fortrolige handel. Ikke spørge så meget, bare send nogle penge! Det kan kun gå for langsomt!
Og ja — der er åbenbart en hel del virksomheder, hvor medarbejderne har gjort, som svindlerne ønskede. I nogle tilfælde er der blevet overført forbløffende store beløb. Det får mig til at tænke: Når I nu alligevel er i gang, kunne I så ikke overføre nogle penge til MIN bankkonto?