Lopper i Les Arcs

8 jan

På udkig efter et spisestuemøblement? Eller måske et par brugte bildæk? Så er loppemarkedet i Les Arcs lige noget for dig.

Hver lørdag formiddag året rundt er der vide grenier i Les Arcs i Var. Det er et loppemarked af fleksibel størrelse, som tiltrækker såvel sælgere som købere fra vidt omkring. Sælgerne er en skønsom blanding af professionelle og private. De private sælgere har ofte tydeligvis taget det med at ”tømme loftsrummet” helt bogstaveligt, mens de professionelle i nogle tilfælde har varer til salg, som for en mistroisk sjæl godt kunne ligne noget, der var faldet af en lastbil.

Det mest imponerende ved loppemarkedet i Les Arcs er nu ikke så meget størrelsen, men derimod udvalgets bredde og variation. Her er virkelig alt tænkeligt og en hel del utænkeligt til salg. På en tilfældig lørdag kan man udover de oplagte varer som køkkengrej, husgeråd, tallerkener og børnetøj, finde mere eksotiske ting som kæmpestore dyretrofæer til at hænge på væggen, oliedunke uden låg, sikringer, pokaler, hundekurve, tomme champagneflasker og brugte piber. Skulle man stå og mangle en køkkenvask, er der bestemt en god sandsynlighed for, at man kan finde en her. Det samme gælder bildæk, gamle racercykler, barstole, golfkøller og rustne skruer, ligesom der normalt er et stort udvalg af brugte sko og sandaler til både børn og voksne.

Der er en del sælgere, der har specialiseret sig i nyt udstyr som fx havehandsker og bijouteri, men langt det meste, der er til salg på loppemarkedet, er brugt eller i hvert fald gammelt. Man kan finde en del udstyr, der er blevet overhalet af den teknologiske udvikling, og som vil vække genkendelse og muligvis også minder hos de af os, der er over en vis alder, såsom gamle vækkeure, herunder rejsevækkeure, rejseskrivemaskiner, gamle fotoapparater og ikke mindst gamle, rustne rulleskøjter af den slags, der skulle spændes på skoene, og som larmede helt vildt, når man kørte på dem ned ad fortovet. Skulle man være sentimental efter den slags teknologisk forældet udstyr, vil man kunne finde det her, ligesom der vil være mulighed for at finde en oplader til en for længst udgået mobiltelefonmodel. At finde den rigtige vil dog kræve lidt af et gravearbejde i en af kasserne med dusinvis af diverse opladere.

Specielt når det gælder køkkenudstyr, er det tydeligt at se, at der er nationale forskelle mellem den typiske danske husholdning og den typiske franske ditto. På loppemarkedet i Les Arcs finder man ofte østerstallerkener i mange afskygninger og sneglepander i forskellige udgaver – ting, man sjældent ser på et dansk loppemarked.

Blandt de bemærkninger, man hører, når man går rundt og kigger, er replikker som ”Jeg vil lade Dem få det for 10 euro” eller ”Det har været min mors”. Når man selv skal købe, gælder det om at have sin forhandlingsteknik i orden. Personligt foretrækker jeg følgende teknik: Jeg spørger om prisen. Sælgeren siger fx en euro. Jeg siger ingenting. Så siger sælgeren: ”Eller 50 centimer, hvis De synes”. Men den teknik duer desværre ikke altid. Nogle gange rokker sælgeren sig ikke med det samme, og så er man jo nødt til selv at komme med et forslag eller bide i det sure æble og betale den forlangte pris.

Med de mange forskellige typer varer, der dukker op pÃ¥ loppemarkedet, vil man faktisk være i stand til at kunne ekvipere et helt hus. Problemet er bare, at man ikke lige ved, hvad der er at finde pÃ¥ loppemarkedet netop den lørdag, man kommer. MÃ¥ske gÃ¥r man hjemmefra og tænker, at man gerne vil have en udendørs lampe og et par sylteglas og eventuelt nogle knapper eller i hvert fald et puslespil. Og lige den dag er der hverken udendørs lamper, sylteglas, knapper eller puslespil at finde noget sted. Til gengæld kan man være sikker pÃ¥ at kunne købe tallerkener og glas i forskellige udformninger, finde legetøj til børnene og bøger og dvd’er, samt at kunne fÃ¥ udvidet sin samling af Ricard-parafernalia. Og skulle man samle pÃ¥ modelbiler, vil der næsten altid være gode fund at finde.  

Blå, blå himmel og kolde nætter i Provence

17 feb

Jeg skriver dette i regnvejr. Ja, det modsiger jo til dels overskriften, men det er faktisk ingen myte, at der er mange solskinsdage i Provence. En regnvejrsdag er så usædvanlig, at man bliver ganske overrasket og nødt til at nævne det.  I dag regner det altså. Men det gjorde det ikke i går, og det gør det sikkert heller ikke i morgen.

Og netop de lange, solrige dage gør Provence til noget helt specielt om vinteren – især for os nordboere, der godt kan blive lidt trætte af grÃ¥t, grÃ¥t og atter grÃ¥t vejr. Nej, sÃ¥ er det en hel del skønnere med solskinsvejr. OgsÃ¥ selv om det er koldt. For det er det faktisk. Ja, nede ved kysten kommer temperaturen typisk ikke under frysepunktet — sÃ¥ ville appelsinerne i Nice nok ikke se sÃ¥ godt ud, som de gør pÃ¥ billedet.

Men længere inde i land — højere oppe — kan det godt blive rigtigt koldt. Især om natten. Og det kan godt ramme frysepunktet. Ikke sÃ¥ ofte, men det sker.

Så er det jo vigtigt at have noget at varme sig på. Det kunne være en fiskesuppe, som man kan købe på glas i overraskende god kvalitet.

 

 

Eller det kunne være en klassisk provencalsk ret som en daube, en estouffade eller en cassoulet. Hvis man kun kender Provence fra sommerferier, kan man undre sig over, at disse solide og kraftige retter virkelig skulle være klassiske retter fra Provence, for hvem har lyst til at have en gryde stående i ovnen i tre timer, når det er 40 grader varmt udenfor? Ikke nogen, formentlig. Men om vinteren er det en ganske anden sag. Så luner sådan en langtidsstegning i ovnen. Og det smager jo også godt.

 

 

 

 

 

 

 

Flytteforretningen fra helvede

24 maj

For 5 år siden flyttede vi fra Danmark til Tyskland. Min mands arbejdsgiver betalte for flytningen, og ifølge reglerne skulle vi indhente 3 tilbud fra 3 forskellige flyttefirmaer, og derefter vælge det billigste. Alle 3 tilbud skulle sendes til arbejdsgiveren for godkendelse.

Vi havde derfor repræsentanter for forskellige flyttefirmaer ude for at bese opgaven. Det flyttefirma, der kom med det laveste bud, var uheldigvis det flyttefirma, som vi havde haft mindst fidus til ved gennemgangen af vores hus. Det næstbilligste tilbud var ikke meget højere, og jeg tror egentlig godt, at vi ville kunne have fået dem til at gå lidt ned i pris for at få opgaven, men desværre kunne de ikke flytte for os netop de dage, hvor vi havde brug for det. Så derfor valgte vi at flytte med flyttefirmaet, der havde givet det laveste tilbud.

Vi er ikke de mest velorganiserede personer, min mand havde travlt med at rejse frem og tilbage mellem Danmark og det job, han allerede var startet pÃ¥, og jeg havde travlt med at fÃ¥ solgt huset, ordnet alle de ufatteligt mange praktiske ting, der er involveret i at flytte til udlandet, og sÃ¥ havde jeg da ogsÃ¥ lige noget arbejde, der skulle passes. Da flyttemanden derfor sagde til mig, at det var deres erfaring, at folk skaffede sig af med en del af deres ting inden selve flytningen, sÃ¥ sagde jeg: “Det skal du ikke regne med i dette tilfælde!” Og det skete heller ikke i noget videre omfang. Ja, senere, efter vi var flyttet ind i lejligheden i Tyskland, kunne jeg en dag smide en kursusmappe fra 1985 ud. Hvordan gik det til, at den havde fulgt mig i alle de Ã¥r og gennem adskillige flytninger? Selv om det ganske vist var mit første eksternatkursus, sÃ¥ var det ikke engang noget særligt godt kursus. Dette blot for at komme med et eksempel pÃ¥, at vi ikke er gode til at sortere og rydde ud, og vi gemmer pÃ¥ alt for mange ting.

Da flytningen gik i gang, indså flyttefirmaet hurtigt, at der skulle sættes flere mand og ikke mindst flere flyttekasser ind, og erindringen om flytningen er kaotisk, stressende, forvirrende og jævnt hen hæslig.

Flyttefolkene ødelagde en kommode og beskadigede et bord, som vi havde fået lavet specielt, og der røg også et par andre mindre vigtige ting. En del af vores bøger tog skade af at være blevet smidt hulter til bulter ned i kasserne. Den ene flyttebil brød sammen på vej gennem Tyskland, og min mand og chaufføren på den anden flyttebil måtte vente mere end 6 timer på, at resten af holdet nåede frem. Det tog flyttefirmaet mere end 3/4 år at få hentet de tomme flyttekasser, og det skete først efter, vi havde truet med at sælge dem på Ebay.

Vi oplevede hele flytningen som ret traumatisk, og når jeg ved et besøg i København så en af flyttefirmaets flyttebiler, fik jeg nærmest åndenød og angstanfald ved erindringen.

En veninde af mig forklarede i sin tid, at en flytning regnes for en livskrise på samme anstrengende niveau som skilsmisse og død. Jeg grinede ad det, for ærligt talt syntes jeg ikke, man kunne sammenligne så alvorlige og livsændrende ting med noget så relativt banalt som en flytning. Men jeg begyndte at forstå, hvor denne opfattelse kunne komme fra.

Som læseren vil kunne forstå, var vores opfattelse af dette danske flyttefirma ikke just, at det var topprofessionelt og anbefalelsesværdigt. Men vi er begyndt at revidere vores opfattelse efter vores senere oplevelse med et andet flyttefirma, som jeg vil komme ind på nedenfor. Til fordel for det danske flyttefirma kan jeg anføre: De kom til den aftalte tid. Ja, de sendte faktisk et par mænd allerede dagen før. I takt med at det blev klart, at der ikke var nok arbejdskraft til at klare opgaven inden for tidsrammen, blev der indkaldt ekstra folk (og flyttekasser). De afleverede tingene på den aftalte dag (omend med en vis forsinkelse). De gav uden videre vrøvl erstatning for de ødelagte ting. De sendte en regning på det aftalte beløb.

I dag ved jeg, at den slags ting på ingen måde er en selvfølge.

Efter små 5 år i Tyskland var min mands kontrakt udløbet, og vi skulle flytte igen. I mellemtiden havde min mands arbejdsgiver ændret reglerne for betaling af flytning, så man ikke længere skulle indhente 3 tilbud, men i stedet var der indført et loft for, hvor meget en flytning måtte koste afhængig af, hvor langt man skulle flytte. Man kan argumentere for, at det er urimeligt at ændre vilkårene for betaling af flytning, når man først er flyttet dertil, men sådan var det. Kort tid før vi selv skulle flytte, flyttede også nogle af min mands kolleger. Det ene par flyttede til Skotland og brugte et skotsk flyttefirma. Det var selvfølgelig ikke relevant for os. Det andet par brugte et lokalt flyttefirma til at flytte deres ejendele til Frankrig, og de havde fået flytningen til en fornuftig pris, der lå fint under arbejdsgiverens loft for, hvad flytningen måtte koste. På deres anbefaling fik vi dette tyske flyttefirma ud for at se på vores lejlighed.

Vi havde besluttet, at vi ville flytte en del af vores ejendele til opbevaring i Danmark, og denne del ville vi selv stÃ¥ for, eftersom det ganske klart fremgÃ¥r af min mands arbejdsgivers regler for flytning, at de ikke vil betale for kørsel til opbevaring — kun bolig til bolig. Resten af lejlighedens indhold skulle flyttefirmaet stÃ¥ for. En repræsentant for flyttefirmaet gik rundt og sÃ¥ det hele, og fik forklaret, hvad der ikke skulle med i deres del af flytningen, og min mand tilbød at Ã¥bne skabene, sÃ¥ han kunne se de store mængder — alt for store mængder — af glas og porcelæn, men det var skam ikke nødvendigt, mente repræsentanten. Og sÃ¥ skulle vi jo ogsÃ¥ lige have køkkenet med. Ja, det er en lokal besynderlighed, at man som lejer selv kommer med sit køkken — og tager det med igen, nÃ¥r man flytter. Men det er altsÃ¥ det almindelige i dette omrÃ¥de af Tyskland, sÃ¥ det var ingen overraskelse for et lokalt flyttefirma.

FÃ¥ dage efter kom min mand glad hjem og fortalte, at han havde modtaget et tilbud, der var meget rimeligt, og som han var sikker pÃ¥ lÃ¥ rigeligt under det loft, som hans arbejdsgiver ville sætte. (Loftet skulle desværre udregnes konkret i hvert enkelt tilfælde, og derfor kunne han ikke fÃ¥ at vide præcist, hvor loftet i hans tilfælde ville være — det kunne han først, nÃ¥r han havde fÃ¥et et konkret tilbud.)

Tilbuddet var imidlertid sÃ¥ lavt, at det svarede ret nøjagtigt til den pris, som hans kollega, der var flyttet til Frankrig, havde betalt. Og dette par havde boet i en meget mindre lejlighed, havde færre ting, stod selv for nedpakningen, og havde en kortere distance, som flyttelæsset skulle køre. Jeg var derfor bekymret for, at prisen var for lav — og at nÃ¥r flyttefirmaet opdagede, at de hang pÃ¥ at have givet os et for lavt tilbud, sÃ¥ ville de blive sure, og mÃ¥ske ikke behandle vores ting sÃ¥ godt, som de burde blive behandlet. Og da min mand sÃ¥ nærmere pÃ¥ flyttefirmaets liste, kunne han se, at køkkenet ikke var kommet med pÃ¥ listen. SÃ¥ for at undgÃ¥ fremtidigt vrøvl, meddelte min mand flyttefirmaet, at han troede, deres tilbud var sat for lavt, at køkkenet jo ogsÃ¥ skulle med, og han regnede med, at et tilbud, der lÃ¥ under et beløb pÃ¥ X, ville kunne blive godkendt af hans arbejdsgiver. Det var flyttefirmaet naturligt nok meget glade for at høre. De kom hurtigt med et nyt tilbud, hvor de lige havde lagt 50 % oven i prisen og derved kom op pÃ¥ et beløb, der lÃ¥ meget tæt pÃ¥ X.

De havde i første omgang afsat 1 dag til at flytte vores ting ud af lejligheden. Det mente vi ikke var nok, og de ville så også komme dagen før. I alt 2 dage til at pakke ned og flytte tingene ud i flyttebilen, skille bogreoler og skabe ad, og tage køkkenet ned. Det var rigeligt tid, mente flyttefirmaet. De var de professionelle.

Flytningen ud af lejligheden skulle ske en fredag og lørdag. Den følgende onsdag ville flyttelæsset komme frem til destinationen, så tirsdag skulle vi selv transportere os frem, så vi var klar til at tage imod flyttelæsset.

Fredag morgen stod vi tidligt op i forventning om, at flyttefolkene kunne være der fra den tidlige morgenstund. Det var de sÃ¥ ikke. Hen ad formiddagen ringede min mand for at høre, hvornÃ¥r de ville komme. “Lige efter frokost,” fik han at vide. Efter frokost! Men det var der jo ikke sÃ¥ meget at gøre ved pÃ¥ det tidspunkt.

De kom først frem henad 17.30 og begyndte ikke den egentlige nedpakning før klokken 18. Og de var tilsyneladende ikke klar over, at de også skulle have køkkenet med. Det viste sig også, at flyttefolkene ikke var fra det lokale flyttefirma, vi havde hyret, men var en underleverandør fra Stuttgart. Der er 4 timers kørsel til Stuttgart i en almindelig bil, og næsten 7 timer med en lastbil. Og man må som bekendt ikke køre med lastbiler om lørdagen efter klokken 22 på motorvejen, så for at kunne nå frem inden da, var de nødt til at køre fra vores lejlighed klokken 15 lørdag.

Nu var det ikke længere 2 dage til at flytte. Det var snarere 1 dag. Og det gik hurtigt op for bÃ¥de flyttefolkene og os, at opgaven ikke ville kunne nÃ¥s pÃ¥ den tid. Vi ringede og ringede til flyttefirmaet for at høre, hvordan det skulle løses — der var et køkken, der skulle tages ned, et klædeskab, der skulle tages ned og masser af andre ting, der stadig manglede at komme med flyttebilen, da de forlod os klokken 15 om lørdagen. Først klokken 18 ringede flyttefirmaet tilbage og sagde, at de kunne stille med et nyt team mandag eftermiddag til at pakke resten.

Men hvordan skal det kunne nå med resten af flyttelæsset og være fremme på onsdag? spurgte vi. Nej, det ville ikke kunne lade sig gøre, men forhåbentlig kunne vi vente til næste måned, så de i mellemtiden kunne prøve at finde en kombinationstransport. Det var vi nødt til at acceptere. Der var ikke andet at gøre.

Mandag eftermiddag kom det nye hold — endda til den lovede tid! Det kom imidlertid bag pÃ¥ dem, at de skulle tage et køkken ned, men de gik ufortrødent i gang. Og mandag aften var de sidste af de ting, der skulle have været med flyttelæsset om lørdagen, sÃ¥ kørt af sted fra vores lejlighed.

Onsdag tog vi imod det første flyttelæs. De var selvfølgelig vældigt forsinkede, og allerede mens flyttefolkene var der, opdagede vi nogle skader, som omhyggeligt blev skrevet ned på deres medbragte liste. Senere, da vi pakkede ud, opdagede vi flere ødelagte glas mv. Vi tog billeder og noterede det, og skrev det til flyttefirmaet, som vi så forventede ville anmelde det til forsikringsselskabet.

Vi ventede også på at høre nærmere om, hvornår det andet flyttelæs ville komme frem.

Men i stedet for at modtage beklagelser for de ødelagte ting og for den katastrofale afvikling af flytningen (som fik vores flytning fra Danmark til at fremstÃ¥ professionel og tjekket i sammenligning), modtog vi i stedet en mail, der indledtes med ordene: “Ihre Umzug war nicht für uns gut.” (“Deres flytning var ikke god for os.”)

Ikke god for dem?!?! Hvad med for OS? Hvad med de uhyre stressende timer, hvor vi først ventede pÃ¥, at flyttefolkene overhovedet kom, derpÃ¥ ventede pÃ¥ at høre, hvad f…. der skulle ske med de ting, de ikke havde fÃ¥et med?

Og ikke nok med det. Flyttefirmaet fremsendte nu et nyt “tilbud” pÃ¥ flytningen af resten af vores ting pÃ¥ 40 % af den allerede aftalte samlede pris!

Da vi gjorde opmærksom på, at der sådan set var aftalt en fast pris for den samlede flytning, og at flyttefirmaet allerede havde brudt kontrakten ved ikke at levere hele flyttelæsset den aftalte dato, så skrev flyttemanden i stedet til min mands arbejdsgiver og beklagede sig og ville sende regningen til dem. Men nej. Reglerne er klare: Først betaler den ansatte regningen, dernæst bliver den refunderet. Og kun på det beløb, der er blevet godkendt.

Nu stod vi så der. Vi ville selvfølgelig ikke betale mere end aftalt, og flyttemanden ville ikke flytte vores ting for den aftalte pris.

Efter en længere snak med nogle venner kom vi frem til, at mÃ¥ske ville det være det bedste, hvis vi kunne finde frem til et kompromis, og at vi dermed indvilgede i at betale noget ekstra. Det var noget af en mental kamel at sluge, for vi følte os som den forurettede part. Ikke desto mindre tog min mand af sted i en positiv Ã¥nd og besøgte flyttefirmaet, fik set pÃ¥ den container, som vores ting efter sigende befandt sig inden i, og sagde til flyttemanden, at vi godt kunne betale lidt mere, men at den pris, han havde givet som “tilbud”, var alt for høj, og flyttemanden lovede at finde frem til en løsning, der var gunstigere for os.

Dette skete præcist 2 måneder efter den kaotiske flytning. Der gik endnu en måned, så modtog vi en regning. Denne regning var nu 60 % højere end den aftalte pris! Flyttemanden havde ganske vist reduceret sit tilbud på den anden del af flytningen med en lille smule, men til gengæld havde han forhøjet prisen på den allerede overståede del af flytningen. Den nye regning lød nu på næsten 2,5 gange beløbet på det første tilbud, han havde givet os for den samlede flytning. Begrundelsen for at forhøje prisen var, at volumen af vores flyttelæs var større end antaget. Han havde beregnet det til 51 m3, men nu mente han, at det i virkeligheden var 105 m3.

Det var nu 3 måneder efter flytningen. Jeg begyndte mere og mere at forstå, hvorfor en flytning regnes for en traumatiserende oplevelse på linje med skilsmisse og død.

Men at sende os sÃ¥dan en regning gik selvfølgelig slet, slet ikke. Vi mÃ¥tte derfor have fat i en advokat. Advokaten sÃ¥ pÃ¥ alle dokumenterne og udfærdigede et notat, hvori han gjorde rede for, at flyttefirmaet havde givet en fast pris, og at det er en flyttemands opgave at vurdere omfanget af volumen — ikke kundens. Det var meget mystisk, at volumen havde vist sig at være dobbelt sÃ¥ stor som beregnet. Men medmindre han kunne bevise, at vi havde holdt store dele af vores lejlighed skjult for ham, eller efter gennemgangen af lejligheden havde tilført den dobbelte volumen til boligen, sÃ¥ var det flyttemandens problem.

Faktisk er det med størrelsen af vores flyttelæs’ volumen noget, der har undret os sÃ¥re. For det første: Hvorfor lige 51 m3? Hvorfor ikke 50? Var det ikke mere nærliggende med et rundt tal, da man vel sjældent kan være sÃ¥ præcis? (Og i vores tilfælde har det vist sig overhovedet ikke at være præcist. Overhovedet ikke. Det var — i hvert fald ifølge flyttemanden — dobbelt op.) Min mand lavede lidt research pÃ¥ sagen, og det viser sig, at der er en bestemt størrelse flyttebil, der lige præcis kan rumme 51 m3. Der stÃ¥r, den er egnet til lejligheder pÃ¥ den størrelse, som vores havde. Med andre ord lader det til, at flyttefirmaet overhovedet ikke har lavet en egentlig vurdering af vores bolig. I stedet har de bare tjekket antallet af boligens kvadratmeter og er gÃ¥et ud fra, at sÃ¥ kunne det passe ind i en standardflyttebil pÃ¥ 51 m3. SÃ¥ tror da pokker, at repræsentanten fra flyttefirmaet ingen noter tog og var ligeglad med at se ind i skabene!

Men tilbage til vores advokats brev til flyttemanden: For at slutte sagen foreslog vores advokat et kompromis, hvor vi betalte knap 15 % ekstra. At skulle betale noget, man ikke mener, man skal betale, er selvfølgelig altid irriterende, men vi ville gerne snart have vores ting, og vi ville også gerne have lukket sagen.

Men flyttemanden syntes overhovedet ikke, at det foreslåede kompromis var passende. Det var jo nærmest ingen penge! Og han havde ikke set en cent endnu på trods af, det efterhånden var 4 måneder siden, at flytningen var sket.

Det fik vores advokat til at understrege, at der ingen juridisk grund var til, at vi skulle betale mere end den aftalte faste pris, sÃ¥ hvis flyttemanden ikke ville indgÃ¥ indgÃ¥ det foreslÃ¥ede kompromis, sÃ¥ ville han foreslÃ¥, at vi betalte den relative andel af den aftalte pris svarende til den andel af flyttelæsset, som flyttemanden pÃ¥stÃ¥r, vi har fÃ¥et flyttet. (NÃ¥r jeg siger “pÃ¥stÃ¥r” skyldes det, at det første flyttelæs jo ikke var fyldt op pga. den manglende tid til at laste vores møbler — der kunne sagtens have været meget mere med i den omgang, men det er en detalje, der ikke var grund til at komme ind pÃ¥.)

Tilbage skriver flyttemanden, at det eneste, der stÃ¥r fast, er, at han endnu ikke har fÃ¥et en cent. Og for at komme videre i sagen foreslÃ¥r han et kompromis, der ligger pÃ¥ ca. samme beløb som den aftalte pris + det “tilbud” han gav os for at flytte det andet flyttelæs. Vi skulle altsÃ¥ betale 40 % mere end det, vi havde aftalt. Det er selvfølgelig mindre end 60 %, men stadig uacceptabelt.

Det fik vores advokat til at foreslå, at vi trak vores kompromisforslag tilbage. Nu havde flyttemanden bare at aflevere til den aftalte pris inden en given frist. I så fald ville vi ikke søge om ekstra kompensation. Og i øvrigt ville han opfordre flyttemanden til at søge juridisk bistand.

PÃ¥ dagen for den udstukne frist skrev flyttemanden, at efter at have konsulteret en sagkyndig advokat ville han komme med et aller-aller-aller sidste forslag til kompromis, som var en lille smule lavere end det forrige — nu ca. 30 % mere end den aftalte pris. Og endnu engang beklagede han sig over ikke have set en cent.

Nej, han har ikke set en cent, men vi har heller ikke set vores ting!

Og det har vi stadig ikke. Efter 5½ måned!

Han er stædig, vi er stædige (og vi bliver mere stædige, som tiden går).

Og det er ikke til at sige, hvornår det ender. Jeg håber, det bliver inden jul, for i øjeblikket befinder vores juleservice sig blandt mange andre af vores ting som gidsler hos en tysk flyttemand.

Her betaler vi kontant

19 mar

En af de (mange) ting, man skal vænne sig til som udlænding, nÃ¥r man kommer til Tyskland, er omfanget af kontantbetaling. Jeg siger det til alle mine besøgende fra Danmark: Husk nu rigeligt med kontanter! Ja, ja, siger de, og sÃ¥ medbringer de mÃ¥ske 50 eller 100 € i kontanter, hvilket sikkert er det største antal rede penge, de har haft pÃ¥ sig i Ã¥revis, men de vil hurtigt opdage, at det ikke rækker nogen vegne. For her betaler vi i aller højeste grad kontant. Og ja, der er mange steder, hvor man kan betale med et betalingskort — men ikke med et internationalt kreditkort. Nogle af mine veninder boede pÃ¥ hotel, hvor receptionisten beklagende mÃ¥tte forklare, at han desværre kun kunne tage imod kontanter. PÃ¥ et hotel! Ja, han forsikrede dem ganske vist om, at det skyldtes, at kreditkortmaskinen var i udu, men lur mig, om den ikke havde været det meget, meget længe.

I dag skulle jeg hente et ur fra reparation. Det var en ret dyr reparation. SÃ¥ dyr, at jeg ikke kunne forestille mig, at jeg ikke ville kunne betale med bankkort. Jeg tog fejl.

“Der ligger en Sparkasse lige nede om hjørnet,” forklarede den venlige dame, der stod med mit nyreparerede ur i hÃ¥nden.

Men hvad hjælper det, når det ikke er min egen bank? Så mange penge kunne jeg slet ikke hæve i en anden bank. Jeg måtte gå med uforrettet sag. Men jeg forstår nu bedre, hvorfor der holdt en pengetransport udenfor og ventede på kureren, som var ved at afhente penge hos urmageren. Ville det ikke være meget nemmere med en lille bankkortterminal? Ja, det synes jeg, og det synes mine læsere sikkert også, men det er der åbenbart flere meninger om.

Så jeg vil bare gentage mit råd til besøgende her til Køln: Medbring kontanter! Vær forberedt på, at der skal betales kontant masser af steder, man ikke ville forvente det, og at der er meget, meget få steder, der accepterer et internationalt kreditkort.

Velkommen til Køln!

Kölle Alaaf!

3 mar

I dag er det Rosenmontag i Køln. Det er den dag, det store karnevalsoptog gÃ¥r gennem byen. Optoget starter klokken 10.30 ved Chlodwigplatz i Südstadt, og det nÃ¥r først frem til sidste station pÃ¥ ruten klokken 14.15. Der er en meget lang række karnevalsgrupper i optoget, og det koster medlemmerne en bondegÃ¥rd at deltage i optoget. Men dette er bestemt ikke den eneste vigtige begivenhed i den “femte Ã¥rstid” i Køln, som jeg tidligere har skrevet om her.

Karnevallet starter officielt den 11. november. Derefter ligger det lidt i dvale indtil Weiberfastnacht, som er torsdag før Rosenmontag (som kaldes fastelavnsmandag i Danmark). Eller rettere — det er ikke sÃ¥dan, at karnevallet ligger i egentlig dvale — det kan snarere siges at være trukket indenfor til mange forskellige “sitzungs”, hvor deltagerne er klædt ud, og de bliver underholdt af diverse stand up-komikere og musikere. Og sÃ¥ synger vi alle med pÃ¥ “Du bist Kölle” og lignende sange. (Og, ja, Kölle er Kølns kælenavn. Hvor mærkeligt det end lyder.)

Weiberfastnacht er den første dag, hvor det går helt gak-gak i bybilledet. De fleste kontorer og forretninger lukker klokken 12, og alle, der gør sig en ulejlighed at gå på arbejde, er selvfølgelig klædt ud. Om ikke andet med en lille tegning på kinden og en sort prik på næsetippen, som DHL-manden fx havde. Og så går det ellers derudaf med masser af kölsch og musik og dansen rundt i gaderne.

Fredag efter Weiberfastnacht er der lidt mere stille. Butikkerne har Ã¥bent igen, men da de fleste folk har investeret i et kostume og allerede har vænnet sig til at gÃ¥ i det, kan de jo ligesÃ¥ godt tage det pÃ¥. Og det gælder ogsÃ¥ lørdag. Søndag er det sÃ¥ tid til, at skolerne holder deres optog gennem byen, og det bør de voksne selvfølgelig fejre med masser af kölsch — i udklædt tilstand. SÃ¥ kommer Rosenmontag, hvor flere end en million tilskuere stÃ¥r langs karnevalsoptoget rute — naturligvis klædt ud. Her gælder om at undgÃ¥ at blive ramt af den sÃ¥kaldte “Kamelle”, som er slik, der bliver smidt ud fra vognene i optoget — men samtidig skal man helst indfange sÃ¥ meget som muligt.

Men slutter det så? Næ, nej. Det fortsætter både tirsdag og onsdag. Og hele tiden har politi, sikkerhedsfolk, samaritertjeneste og renovationsfolk været på konstant overarbejde.

Når karnevallet langt om længe er slut om torsdagen, kan de bortflygtede begynde at vende hjem til byen.

Karnevalstiden i Køln er virkelig den femte Ã¥rstid, og man enten elsker eller hader den. Personligt gør jeg begge dele. Der er noget fantastisk over en hel by, der gÃ¥r amok i udklædning, øldrikning og feststemning — og der er noget totalt utÃ¥leligt over en by, der bare lukker ned og bliver helt umulig at fungere almindeligt i.

Tyskernes afslappede forhold til nøgenhed

20 sep

Jeg blev første gang gjort opmærksom på, at tyskere har et ret afslappet forhold til nøgenhed, da jeg læste en artikel om en amerikaners kulturchok ved at besøge en tysk badeanstalt. Men, tænkte jeg, nu er amerikanere jo omvendt kendt for at have et alt andet end afslappet forhold til nøgenhed, så det skulle man nok ikke lægge for meget i.

Men for et par Ã¥r siden prøvede jeg sÃ¥ for første gang den sÃ¥kaldte Seilbahn over Rhinen. Man sidder i smÃ¥ gondoler og ser ud over Rhinen og domkirken, og turen “kører” mellem Zoo pÃ¥ den ene side og Rheinpark og Claudius Therme pÃ¥ den anden side. Men da jeg prøvede den første gang, anede jeg ikke, at lige før gondolen stopper, svæver man hen over det udendørs saunaomrÃ¥de i Claudius Therme, hvor det myldrede med nøgne mennesker — de lÃ¥ og slangede sig pÃ¥ lænestole, de svømmede i svømmebassinet, og de gik i det hele taget rundt ganske nøgne som var det det naturligste i verden. Hvad det selvfølgelig ogsÃ¥ pÃ¥ sin vis var — mÃ¥ske lige bortset fra, at det var i november. Og der var ikke tale om kønsadskilte omrÃ¥der.

Senere besøgte jeg selv Claudius Therme — efter først at have sikret mig, at i selve de termiske bade er der krav om at have badetøj pÃ¥ — og blev beroliget med, at der ogsÃ¥ var et indendørs, kønsopdelt saunaomrÃ¥de.

Men sÃ¥ forleden prøvede mine badeveninder og jeg noget nyt — nemlig Mauritius Therme, som ligger relativt centralt i Køln. Her var kønsopdelte omklædningsafdelinger — men egentlig er ordet “omklædning” lidt misvisende, for da mine badeveninder og jeg kom ind i badeafdelingen, viste det sig, at vi var de eneste i badedragt. Alle andre var ganske nøgne. Og sÃ¥ ud, som om det var den naturligste ting i verden (hvad det som ovenfor pÃ¥peget i princippet ogsÃ¥ er) — men det er trods alt ikke sÃ¥ “naturligt” endda at gÃ¥ nøgen rundt i en storby, sÃ¥ ved indgangen til restauranten stod der et advarende skilt om, at man burde iklæde sig badekÃ¥be, før man gik derind, idet der ogsÃ¥ kom gæster udefra.

SÃ¥ ja, jeg mÃ¥ indrømme, at tyskerne har et pÃ¥faldende afslappet forhold til nøgenhed. Ikke kun set med amerikanske øjne, men ogsÃ¥ med skandinaviske. For, som min svenske “badeveninde” pÃ¥pegede, sÃ¥ plejer vi andre da at have kønsopdelte saunaer. Og, nÃ¥, ja, sÃ¥ plejer vi ogsÃ¥ at have badetøj pÃ¥ i svømmehallen.

Restauranter i Køln

15 apr

Det er altid med lidt ambivalens, at man begiver sig ud pÃ¥ at anbefale restauranter i ens eget næromrÃ¥de. Man vil jo helst ikke have, at ens yndlingssteder pludselig en dag er fuldstændig overrendt af turister med hvad deraf følger af gener, vel? PÃ¥ den anden side er det en kilde til gode oplevelser, nÃ¥r andre mennesker gør det samme. Og der er mærkeligt nok heller ikke sÃ¥ mange danske turister i Køln. Det er mit indtryk, at der er en del danske messegæster, men hvis de overhovedet kommer væk fra messeomrÃ¥det og over pÃ¥ den “rigtige” side af Rhinen, holder de sig formentlig til de næste brauhäuse i Altstadt. Ikke for at sige noget dÃ¥rligt om dem — de er meget, meget typiske — men maden er ogsÃ¥ temmelig typisk (dvs. ret bastant), og sÃ¥ er alle disse bryghuse meget touristique. Det er ikke her, hr. & fru Køln gÃ¥r ud og spiser en aften med deres venner. MÃ¥ske med undtagelse af en julefrokost.

Men hvor skal man så begive sig hen? I Altstadt, som er området, der ligger inden for ringen, er der masser af restauranter, og en del af dem er også rigtigt gode. Benesisstrasse har en af byens bedste japanske restauranter, Momotaro, og næsten lige ved siden af ligger en udmærket italiensk restaurant ved navn Via Bene. Og på den anden side af gaden ligger en restaurant med middelhavsmad, Ego, som normalt har en prisfornuftig frokostmenu. Også Momotaro har en frokostmenu, og i betragtning af, at priserne i Altstadt afspejler, at det er Altstadt, kan det være værd at tage med.

Men ellers er det Belgiske Kvarter og Südstadt byens store restaurantområder. Her er noget for enhver pris og enhver smag.

Fodboldfeber

29 jun

I går spillede Tyskland i EM-semifinalen mod Italien. Hvis man tilfældigvis ikke havde været klar over det (som fx mig), så blev man da hurtigt klar over det, så snart man bevægede sig uden for sin dør. Det var ikke så meget alle de tyske flag, der prægede bilparken både i form af flag, der stikker ud af sidevinduerne og flagbetræk til sidespejlene, for dem har man kunnet se i gadebilledet et stykke tid. Faktisk føler man sig lidt udenfor, når man ikke har sin bil prydet med tyske flag.

Nej, det, der var anderledes i gÃ¥r, var fx børnene: En stor del af de børn, jeg passerede, havde fÃ¥et malet det tyske flag pÃ¥ kinderne. Det plejer de ikke at have. SÃ¥ var der de syngende unge kvinder, der arm i arm kom viftende med sÃ¥dan nogle Hawaii-kranse i de tyske farver. (Ja, jeg ved ikke, om Hawaii-kranse er et godt nok ord — jeg er sikker pÃ¥, de har deres eget ord — men sÃ¥dan nogle kranse, som man pÃ¥ film ser blive hængt om halsen pÃ¥ turister pÃ¥ Hawaii.) SÃ¥ var der ganske almindelige midaldrende mænd og kvinder, der kom vajende med det tyske flag. Kort sagt: Man skulle være mere end almindeligt uopmærksom for ikke at spørge sig selv: Mon ikke det er i aften, der er fodboldkamp?

Nu skulle jeg ikke selv se kampen, sÃ¥ derfor var jeg ikke opmærksom pÃ¥ spilletidspunktet. Ikke desto mindre lagde jeg hen under aftenen mærke til, at der var sÃ¥ underligt stille derude. Der var ligesom ikke nogen trafik, og heller ingen mennesker, der gik og snakkede pÃ¥ gaden. Aha! Der er nok fodboldkamp nu. SÃ¥ hørte jeg et kollektivt brøl og troede, at Tyskland havde scoret. Men ak — det viste sig at være et smertensbrøl. Tyskland tabte til Italien. Ak ja. Men de tyske flag pryder stadig bilerne.

Den femte årstid i Køln

31 jan

I Køln har man ikke blot fire årstider, men hele fem årstider. Den femte årstid er karnevalssæsonen. Karnevalet bliver officielt skudt i gang den 11.11. klokken 11.11, og den seneste gang var årstallet oven i købet også 11. Jeg ved ikke, om det gjorde den store forskel. Efter karnevalet skydes i gang i november, varer det indtil fastelavn. Længden af den femte årstid varierer med andre ord fra år til år. Men det gør de andre årstider jo egentlig også, når man tænker over det.

Det særlige ved karnevalet her er, at det er noget, folk gÃ¥r meget op i, og det er noget, man har en holdning til: Enten er man for, eller ogsÃ¥ er man imod. Man er mÃ¥ske medlem af en “karnevalssitzung” og har en meget fin karnevalsdragt, eller ogsÃ¥ erklærer man: “Jeg fejrer IKKE karneval!”. Det lader ogsÃ¥ til, at det ikke er den individuelle opfindsomhed, der hyldes, nÃ¥r det kommer til karnevalsdragter, for de fleste optræder i grupper i samme dragt: NÃ¥r man gÃ¥r hen ad gaden og møder en Robin Hood, kan man være ret sikker pÃ¥, at der lige efter ham vil komme tre Robin Hood’er til.

Som det muligvis allerede er fremgÃ¥et, er det her ikke noget, der er forbeholdt børn — tværtimod. Det er de voksnes fest! Og voksne er som bekendt voksne, fra de er meget unge til de er meget gamle. Der er pÃ¥ ingen mÃ¥de tale om, at karnevalet kun er for særlige aldersgrupper.

Med en så fast tradition har det undret mig lidt, at der hvert år er hele forretningskæder, der lægger det almindelige varesortiment væk og i stedet fylder forretningerne med udklædningstøj, for man skulle jo egentlig tro, at folk ville investere i en udklædning og så bare bruge det samme tøj år efter år, så længe de kunne passe det. Men måske skyldes det, at man finder en ny gruppe at være sammen med. Hvis alle de andre kommer som mariehøne, kan man jo ikke være udklædt som klovn.

Jeg har endnu ikke selv taget skridtet videre fra tilskuer til deltager. Men at være tilskuer til dette karnevalshalløj er for så vidt også grænseoverskridende i sig selv.

Teenagere i offentlige transportmidler

9 jan

I sidste uge stod jeg i en tysk by og ventede på et transportmiddel, der nærmest kan betegnes som en sporvogn. Sammen med mig på perronen stod en hel tysk skoleklasse i teenagealderen. De var, som teenagere er flest, når de er i flok: Overkåde og støjende. Jeg nåede at tælle hele fire drenge med den eksakt samme model Adidas-sko på. (Mænds forkærlighed for at have det samme tøj på viser sig allerede i den alder. Men det er ikke emnet for denne historie.) Da sporvognen endelig kom, dannede de unge mennesker en halvcirkel rundt om udgangen, så det var stort set umuligt for de afstigende passagerer at komme af og dermed for os andre at komme på. Da det endelig lykkedes, snakkede og grinede og kastede de sig over sæderne og fyldte i det hele taget meget i det begrænsede rum, som en sporvogn udgør. ”Teenagere er de samme verden over,” nåede jeg lige at tænke for mig selv, da en af de kåde unge knægte smilende rejste sig og overlod sin siddeplads til en ældre, gangbesværet kvinde. Helt på eget initiativ.

Hvornår så jeg sidst det ske i Danmark? Beskæmmet på nationens vegne må jeg indrømme, at det kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg mener: Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set det ske.

Og skal man tro denne artikel i BT, er det med god grund, jeg ikke kan huske det.

Teenagere er de samme verden over. Men der er tydeligvis nogle teenagere, der er bedre opdraget end andre. Denne bedre opdragelse behøver ikke være sket med vold og magt og kadaverdisciplin. Den bedste læremester er at foregå med et godt eksempel. Lad mig hermed komme med en opfordring til de unge menneskers forældre og andre voksne, der indgår i deres nærmeste omgangskreds, om at lære dem, at livet sagtens kan blive bedre af engang imellem at ofre lidt komfort til fordel for andre, der har mere brug for det.

Jeg skulle lige til at skrive, at før eller siden skal de nok lære, at det er uhensigtsmæssigt at placere sig i en halvcirkel rundt om en udgangsdør på et transportmiddel. Men så slog det mig, at det med at lade være med at stå i en halvcirkel foran udgangsdøren er der stadig mange voksne i metroen i København, der endnu ikke har lært, på trods af, at det forsinker af- og påstigning. Til gengæld må de så indimellem se metroen køre uden at få dem med, for metroen er (i modsætning til den tyske sporvogn) førerløs og gør sig ikke den ulejlighed at tjekke, om alle passagererne nu også er kommet med. For vores alle sammens skyld må vi håbe, at de lærer det hen ad vejen i takt med, at de vænner sig til transportmidlet.