Category Archives: Paris

Der er et eller andet ved den mÃ¥de, som pariserne bevæger sig rundt i byen pÃ¥, som fÃ¥r den udenforstÃ¥ende til at forestille sig, at de mÃ¥ leve nogle meget spændende liv. Deres liv er muligvis hverken mere eller mindre spændende end andre storbyboeres, men det ser altsÃ¥ sÃ¥dan ud. Det er den mÃ¥de, de henslængt sidder pÃ¥ cafeer og diskuterer livligt pÃ¥. Det er den mÃ¥de, de haster ned ad fortovet med deres rensetøj pÃ¥. Det er den mÃ¥de, de bærer deres poser med supermarkedsindkøb pÃ¥. Det er den mÃ¥de, de kaster sig ind og ud ad taxaer pÃ¥. Det er den mÃ¥de, de skynder sig hen mod metronedgangen for at forsvinde ned i dens ildelugtende slugt. Det er den mÃ¥de, de gestikulerende og højlydt snakkende i deres mobiltelefon gÃ¥r ind pÃ¥ restauranter og henter deres bestilte takeout og henkastet spørger: “Combien je dois?” og kun lige akkurat lægger telefonen fra sig længe nok til at betale regningen. Det er den mÃ¥de, de sidder i bussen med deres store indkøbsposer fra BHV. Alt sammen fÃ¥r det en til at tro, at de garanteret er pÃ¥ vej til vigtige møder, interessante middagsaftaler, livlige receptioner, opløftende teaterstykker. MÃ¥ske skal de bare hjem og sidde foran fjernsynet. Men den mÃ¥de, de bevæger sig derhen pÃ¥, sker med stil!

Der er relativt mange tiggere i Paris. De fleste sidder pÃ¥ gaden med en lille kop af en art og har enten et skilt, hvor der stÃ¥r, de er sultne, eller ogsÃ¥ beder de direkte om lidt penge, nÃ¥r man gÃ¥r forbi. Der er ogsÃ¥ nogle, der optræder i metroen med sang eller spil, og sÃ¥ bagefter gÃ¥r rundt med raslebøssen. Andre spiller en instrument eller synger for folk pÃ¥ vej ned i metroen. SÃ¥ er der dem, der stiger ind i metroen og holder en lille tale, hvor de forklarer, at de er enlig mor til to og ikke har flere penge, efter at elektriciteten er betalt, og de er villige til at tage mod hvad som helst, mønter, metrobilletter eller madkuponer. Lidt falder der normalt af. Tiggerne er desuden voksne. Ikke børn. Men i søndags pÃ¥ metrostationen Porte de Clignoncourt sÃ¥ jeg en tigger, der afveg fra alle andre tiggere, jeg endnu har set. For det første var det et barn – en dreng pÃ¥ omkring 10 Ã¥r. For der andet var der hans metode: I stedet for lidt ydmygt og bedende at henvende sig til de forbipasserende smÃ¥rÃ¥bte han et lille rim, ja, nærmest en sang ud i menneskemængden: “S’il vous plait, s’il vous plait, donnez-moi la monnaie!” Jeg ved ikke, hvor godt det virkede. Jeg sÃ¥ ikke nogen give ham noget. Heller ikke jeg selv. Men han bør i hvert fald fÃ¥ point for originalitet.

Jeg skal love for, Paris ser anderledes ud i september end i august. Selv midt pÃ¥ dagen er metroen nu fyldt med mænd i jakkesæt og mapper, mens den for bare en uge siden var fuld af turister i sandaler med kort over Paris og turistguidebøger pÃ¥ alle sprog. Ja, man ser da stadig en turist her og der – det er trods alt byernes by – men turist/beboer-ratioen er virkelig rykket. Og det samme er vejret. Uden varsel kom efterÃ¥ret i mandags pÃ¥ dato den 1. september. Nu er folk iført lange bukser og overtøj, og pÃ¥ cafeerne er de udendørs varmelamper blevet tændt. Ak, ja, sÃ¥ hurtigt det kan gÃ¥! For en mÃ¥ned siden kunne jeg ikke forestille mig, at man nogensinde skulle kunne fÃ¥ lyst til at tage en ulden sweater pÃ¥ – men nu har jeg meget, meget nemt ved at forestille mig det! Faktisk ønsker jeg lidt, at jeg havde en.

Kan man forestille sig noget mere pinligt end at tage på en turistrundfart med masser af andre turister og en guide, der forsøger at fortælle en om diverse seværdigheder på gebrokkent engelsk? Det syntes jeg i hvert fald ikke tidligere, man kunne. Men nu er jeg blevet ældre. Nu er jeg ligeglad med god smag! Jeg havde sat mig for en tur på Seinen. Og det skulle helst være en tur om aftenen. Det er en populær turistfornøjelse at tage en bådtur på Seinen, så der er nok af selskaber at vælge mellem. Og bådene kommer i alle mulige størrelser: Nogle er så store som gamle pramme. Andre små og intime med servering af champagne til akkompagnement af harmonikamusik. (Den sidste del kunne jeg nu godt undvære. Altså harmonikaen. Ikke champagnen.) På mine ture langs Seinen, mens der stadig var palmer på Paris Plage, har jeg haft rig lejlighed til at observere de forskellige selskaber og deres udvalg i både.

SÃ¥ da min mand helt uopfordret foreslog en bÃ¥dtur pÃ¥ Seinen, slog jeg ikke alene straks til – jeg forklarede ham, at vi skulle med Canauxrama. Tidligere havde jeg nemlig været pÃ¥ en udmærket sejltur med dette selskab pÃ¥ Canal Saint-Martin.

Vi tog sÃ¥ turen klokken 21. Stemningen var højere, end man kunne have forventet. Den høje stemning blev ikke mindst sikret af et større spansk selskab, der drak den ene flaske champagne efter den anden og sidenhen fortalte mig, at jeg talte godt fransk – to ting, der ganske tydelig vidnede om deres gode smag.

Byen så fin ud på denne tid af aftenen, og ikke mindst var det lidt af et højdepunkt at se Eiffeltårnet helt i blåt og pyntet med gyldne EU-stjerner. Dette var, forklarede guiden, i anledning af det franske EU-formandskab.

“Er her ikke meget lidt trafik?” spurgte min veninde Helle, da vi for et par uger siden krydsede den ellers normalt temmeligt trafikerede Rue de Rivoli. “Det er da fantastisk sÃ¥ stille her er!” fortsatte hun. I betragtning af, at vi befandt os i en ellers livlig og livligt trafikeret storby. Det er august-effekten. Formentligt har pariserne sat sig ind i deres biler og er kørt pÃ¥ landet. Eller ogsÃ¥ har de kørt bilerne i garage. De har i hvert fald ikke ladet dem stÃ¥ pÃ¥ gaden. PÃ¥ de fleste mindre gader er der faktisk gratis parkering i august. Det siger vist mere end meget andet om, hvor stille her kan være – altsÃ¥ sÃ¥dan rent trafikalt. PÃ¥ parkeringsautomaterne stÃ¥r der: gratis pÃ¥ søndage, helligdage og i august mÃ¥ned. MÃ¥ske skulle man nyde det, mens tid er. Om en uge er det september, og sÃ¥ skal der igen betales for parkering. Jeg har bare ikke nogen bil, jeg kan have fornøjelsen af at parkere gratis …

Ja, her i Paris kan vi ikke klage over varmen. Ikke over den manglende, i hvert fald. I gÃ¥r var den oppe pÃ¥ 34 grader – og det var vel at mærke hen mod klokken 19 og i skyggen. I nat og i dag har den til gengæld stÃ¥et pÃ¥ nærmest tropisk regn. MÃ¥ske er det derfor, det er vanskeligt at finde en pariser, medmindre han eller hun arbejder i servicebranchen – og er pÃ¥ arbejde. Alle andre er tilsyneladende flygtet ud af byen og har overladt den til turisterne. Var der ogsÃ¥ sÃ¥ mange turister i juli? spørger jeg mig selv. Eller lagde jeg bare ikke mærke til dem? Men jeg er nu overbevist om, at om ikke andet, sÃ¥ er forholdet mellem turister/fastboende helt sikkert rykket markant siden juli. Det er turisterne, der pt. ser ud til at være i overtal!

Paris er sÃ¥ smÃ¥t ved at lukke ned for sommeren. Butik efter butik og restaurant efter restaurant ruller skodderne ned og sætter et skilt i vinduet, hvor der stÃ¥r ‘pÃ¥ gensyn til september’. De forretninger, der ikke holder sommerferielukket, har til gengæld skifter udsalget af sommerkollektionen ud med efterÃ¥rskollektionen, sÃ¥ man kan se lune, langærmede sweatre og uldne spencere med nydelig støvletter til, mens man selv sveder i en kortærmet T-shirt. Faktisk er det en anelse deprimerende, at efterÃ¥rskollektionen allerede er fremme. Hvem har lyst til at blive mindet om, at sommeren fÃ¥r en ende? Det forekommer kun at være et øjeblik siden, at den begyndte.

Frederiksberg Fonden har været sÃ¥ venlig at give mig et ophold i deres charmerende lejlighed i det yderst charmerende Marais-kvarter. Vejret har mildest talt været skiftende pÃ¥ de relativt fÃ¥ dage, vi har været her. Den første dag var det hedebølge, og temperaturen i metroen var tæt pÃ¥ kogepunktet – i sÃ¥vel bogstavelig som overført betydning. Næste dag var det nærmest koldt, og sÃ¥ begyndte det at regne. Og regne. Og regne. Og jeg ærgrede mig over, at det netop var paraplyen, der ikke var blevet plads til i bagagen. Dagen blev det tørt, men køligt. Og nu begynder det at ligne en almindelig dansk sommer. I hvert fald i dag.