Jeg har pÃ¥ opfordring af Bjørn Lambek valgt at redigere i den tidligere udgave af dette indlæg, da indholdet Ã¥benbart kunne — læs: blev — misforstÃ¥et. Kort sagt har Bjørn Lambek beskyldt mig for at beskylde ham og hans kollega, Kristian Sloth, for at have planket historien om Asger Jensby manglende kandidatgrad fra min bog om IT Factory-sagen. Forvirret? Jeg skal prøve at rede trÃ¥dene ud.
Forhistorien er, at jeg i “Stein og drømmefabrikken” har skrevet om, at der i Ã¥revis har været vedholdende rygter om, at Asger Jensby ikke er cand.merc., som han ellers selv har pÃ¥stÃ¥et bl.a. pÃ¥ sin LinkedIn profil. (Det er ændret nu, sÃ¥ der er ingen grund til at gÃ¥ ind og tjekke.)
Hvis jeg havde haft mere tid, kunne jeg nok have gjort mere for at fÃ¥ det dokumenteret, men i første omgang forlod jeg mig pÃ¥ mit ret indgÃ¥ende kendskab til de højere læreanstalter – som ikke uden videre udleverer oplysninger om deres alumnis kandidatgrader, manglende eller ikke-manglende, hvis disse oplysninger ikke er officielt tilgængelige. Til gengæld stolede jeg pÃ¥ min kilde. Og derfor kom det med i bogen. Selv om det selvfølgelig gav anledning til diskussioner mellem mig selv og forlaget. Til sidst endte det altsÃ¥ med, at den manglende kandidatgrad kom med.
Bogen udkom den 23. marts. En uge før udgivelsesdagen lå bogen rundt omkring på redaktionernes borde. Søndag den 22. marts om aftenen sad hele familien klar foran fjernsynet, da 21 Søndag tonede frem på skærmen, eftersom det var annonceret, at de ville bringe et interview med Asger Jensby. Og det skal jeg love for, de gjorde!
Og ikke alene var det lykkedes journalisterne (Bjørn Lambek og Kristian Sloth) at fÃ¥ et interview med Asger Jensby — de fik ogsÃ¥ hele to gange verificeret den manglende kandidatgrad. Først af Handelshøjskolen i Ã…rhus og bagefter af Asger Jensby selv. Sikke en lettelse! Nu var det ganske klart, at jeg ikke behøvede frygte et sagsanlæg mandag morgen, nÃ¥r bogen lÃ¥ i forretningerne.
Timingen og detaljen med LinkedIn-profil gav mig dog stof til eftertanke. De havde haft min bog liggende pÃ¥ redaktionen i en uge. Det gav mig anledning til at skrive et lille glad: “Mon ikke det er derfra, de har fÃ¥et inspirationen til at tjekke hr. Jensbys akademiske meritter?” Jeg kan tilføje, at jeg ikke var ene om at have bidt mærke i timingen, og jeg var heller ikke den eneste, der var lidt hurtigt ude med en Ã¥rsags-sammenhæng.
For Bjørn Lambek har forsikret mig overbevisende om, at de har kendt til rygtet om den manglende kandidatgrad længe.
Nu kommer vi sÃ¥ til der, hvor diskussionen om “beskyldninger” starter. Bjørn Lambek og jeg har haft en telefonsamtale, hvis indhold i ultrakort referat bestod i:
“Du har beskyldt os for at have planket en historie”.
“Nej, det har jeg altsÃ¥ ikke.”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
Og så videre ad nauseam. Læseren kan selv fortsætte.
Jeg har ikke beskyldt Bjørn Lambek og hans kollega for at have planket en historie. Jeg har hverken sagt, skrevet, tænkt eller ment det. Derimod har jeg troet — og troede, jeg havde skrevet — at de var blevet inspirerede af en oplysning i min bog. Det er de sÃ¥ ikke. Men hvordan skulle det være at planke en historie, selv hvis jeg havde troet rigtigt? Historien har de da under alle omstændigheder selv lavet.
Det kræver altså ikke det store detektivarbejde at gribe et frithængende rygte og skrive det ned. Faktisk var det en væsentlig pointe i min bog, at det netop var et vedholdende rygte, som det ikke var vanskeligt at komme til at høre. Tværtimod. Derimod ligger det store arbejde i at få rygtet enten verificeret eller falsificeret. Æren for dette tilfalder alene journalisterne på 21 Søndag, uanset hvor de havde fået inspirationen til det fra.
MÃ¥ske er der tale om en fundamental forskel pÃ¥, hvordan journalister tænker, og sÃ¥ hvordan vi, der er mere akademisk uddannet, tænker. Journalister lægger helt vildt stor vægt pÃ¥ en “nyhed”. Vi, der er forskningsuddannede, ved, at en nyhed har meget kort holdbarhed, mens vi i stedet lægger vægt pÃ¥ selvstændig refleksion og analyse. Inspirationen til dette arbejde kan komme hvorsomhelst fra — vi kan jo ikke vÃ¥gne op hver morgen og opfinde den dybe tallerken — men det er det ekstra, som inspirationen fører til, der tæller. For at bruge et lidt vel fortærsket udtryk sÃ¥ er det det sidste, der er value adding.
I min bog om IT Factory-sagen har jeg derfor ogsÃ¥ forsøgt at fokusere pÃ¥ ikke personen Stein Bagger, og hvorfor han gjorde, som han gjorde, og hvad han mon lavede pÃ¥ sin tværs-over-USA-tur, men derimod pÃ¥, hvorfor omgivelserne lod ham slippe af sted med det. Det er ogsÃ¥ baggrunden for, at jeg medtog et (pÃ¥ det tidspunkt) ikke verificeret rygte om Asger Jensbys manglende kandidatgrad i min bog. For det første: Hvor mange personer opstÃ¥r der nu lige den slags rygter om? For det andet: Hvor ofte ser vi nu lige en kombination af en administrerende direktør, der lyver om sin uddannelse, og en bestyrelsesformand, der gør det samme? Hvor hurtigt mon lige bestyrelsesformanden vil være til spille “nu-viser-vi-alle-vores-eksamenspapirer-frem”-legen?
Manglende eksamensgrader er ikke problem i sig selv, men det er i høj grad et problem, nÃ¥r en person har løjet om det. Da jeg i sin tid lavede research til min bog “Psykopater i jakkesæt”, fandt jeg ud af, at det med at lyve om sine eksamenspapirer var et gennemgÃ¥ende tema. Dengang stødte jeg især pÃ¥ falske jurister og falske ingeniører. Sidenhen har jeg i forbindelse med min foredragsvirksomhed hørt endnu flere grelle eksempler. Falske læger lader bl.a. til at være i omløb i større omfang, end man har lyst til at tænke pÃ¥.
Nu, hvor jeg er i gang med mine bøger, kan jeg ogsÃ¥ røbe, at manglende eksamenspapirer ligeledes er en del af plottet i min krimi “Djævelens advokat”.
Og nej, jeg vil ikke forsøge at tage monopol pÃ¥ at interessere mig for folks manglende eksamenspapirer, men jeg kan da i det mindste dokumentere, at min interesse gÃ¥r langt tilbage …