Kys, kys!

Tilsyneladende er den mere sydeuropæiske tradition med kindkys i stedet for eller som supplement til håndtrykket ved at være solidt udbredt blandt de ellers mere traditionelt tilbageholdende og kølige nordeuropæere, herunder danskere og briter, men problemet er så bare: Hvem, hvordan og hvornår?
Hvis man skal basere kindkyssets takt og tone på, hvordan man fx gør i Frankrig (som i øvrigt også var tidligere fremme end os danskere med at give håndtryk ved snart sagt enhver lejlighed), så foregår kindkysset først og fremmest mellem to kvinder og mellem en person af hvert køn. Det er sjældnere, at to mænd kindkysser, hvis de ikke er russere. Ja, der forekommer selvfølgelig også andre tilfælde, men nok om det i denne omgang.
Nogle gange er kindkysset et supplement til håndtrykket, således at der både bliver givet hånd OG kysset på kind (eller krammet), men som oftest fungerer kindkysset som en erstatning for håndtrykket. Vi forestiller os nu en situation, hvor to par møder hinanden: Kvinderne kindkysser, mændene giver hånd, evt. suppleret med en hånd på skulderen, og mændene kindkysser derefter hver en kvinde (ikke den medbragte).
I Danmark er det mest almindeligt, at man kun kindkysser en enkelt gang. I Frankrig bruger man mindst to kindkys (mens belgiere, som danskere, kun kindkysser en enkelt gang). Efter at have haft lejlighed til såvel at studere som praktisere begge former, må jeg sige, at jeg er kommet til den konklusion, at der er mere symmetri at kindkysse to gange, så det vil jeg gerne anbefale. Men det kræver selvfølgelig, at begge parter er klar over, at det er det, der skal ske. Ellers havner vi i den kiksede situation med næser, der støder mod næser.
Det samme problem med næse mod næse kan opstå, hvis der ikke er enighed om, hvilken kind man skal lægge mod hvilken kind. Som det vil fremgå af nedenstående tekst, startes der med højre kind. Og det er klart en fordel, hvis der er almindelig enighed om dette!
Måske er det også lige på sin plads at understrege, at kindkys normalt ikke indebærer et egentligt kys i den forstand, at den ene persons læber rammer den anden persons kind – i hvert fald ikke, hvis der er tale om kvinder, der bruger læbestift. Jeg behøver næppe forklare, hvorfor dette ville være meget upraktisk.
Hvad gør man så, hvis man ikke har lyst til kindkysse en konkret person? Ja, ligeså vel som det kan forekomme højst besynderligt at skulle kindkysse en stort set fremmed person, ligeså akavet kan det virke, hvis alle andre i selskabet kindkysser – og man så lige står der tilbage med den sidste person, som man hellere vil give hånd. Men her er det på sin plads at falde tilbage på nordisk forsigtighed: hellere for lidt end for meget! Så hvis du er i tvivl – så lad vær!

For nylig blev jeg i anledning af det fremstormende kindkys bedt af avisen ”24 timer” om at komme med tre gode råd til deres læsere om, hvordan man kindkysser. Jeg synes ikke, at denne brevkasses læsere skal undvære de samme råd, så her følger de:

3 gode råd om kindkys
1. Generelt er det fornuftigt at være tilbageholdende med at kysse eller kramme.
Hvis du er i tvivl, så lad være, for du påtvinger den anden part en intimitet. Hvis du er en mand, så lad gerne kvinden tage initiativet, så hun ikke føler sig overfaldet.
2. Et kindkys er ikke nødvendigvis et rigtigt kys.
Dine læber bør oftest undgÃ¥ at røre kinden. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at du skal lave en irriterende ‘mwah’-kysselyd.
3. Hvor mange kindkys skal man så dele ud ad gangen?
Og hvilken kind skal man bruge? Svaret er, at der i Danmark typisk gives ét kys. Er du i Frankrig gives der op til fire kindkys, afhængig af hvor i landet du befinder dig. Start altid med højre mod højre kind.