Med Stein Bagger i retten

Onsdag den 10. juni 2009 startede straffesagen mod Stein Bagger ved Retten i Lyngby. Fordi den blev kørt som en tilstÃ¥elsessag, var der forskellige juridiske spidsfindigheder – fx var det ikke et anklageskrift, men en retsmødebegæring, der blev gennemgÃ¥et af anklageren, og Stein Bagger gik først fra at være sigtet til at være tiltalt, da retsmødet sluttede.

Men det er selvfølgelig ikke hovedsagen! Retsmødet var yderst godt besøgt, og jeg kunne genkende — og fik hilst pÃ¥ — flere forfattere til de andre fem IT Factory-bøger. Det er mÃ¥ske ikke sÃ¥ mærkeligt, eftersom alle de andre forfattere er journalister. Ikke desto mindre sÃ¥ vi alle frem til at fÃ¥ svar pÃ¥ nogle af mange, mange ubesvarede spørgsmÃ¥l.

Fik vi så det? Som forventeligt blev der også rejst nye, interessante spørgsmål. Ikke mindst om Mikael Ljungmans rolle i det store leasingcirkus og om, hvad det mere præcist var for nogle personlige problemer, som efter Stein Baggers påstand var det drivende motiv i hans svindelnummer.

Der var ogsÃ¥ forhold, der blev sat pÃ¥ plads, selv om der egentlig ikke herskede tvivl om dem. Som svar pÃ¥ forsvarerens spørgsmÃ¥l om Stein Baggers uddannelse, sagde han: “Ja, det har der jo været meget strid om” og endte med at angive “erhvervspraktikant i SØK i seks mÃ¥neder” som sin samlede uddannelsesbaggrund. Det fik selv anklageren til at trække pÃ¥ smilebÃ¥ndet.

Asger Jensbys rolle i sagen har været et debatteret emne. Var han offer, medskyldig eller nyttig idiot? I “Stein og drømmefabrikken” har jeg klart lagt an til, at hans rolle var en variant over den nyttige idiot, nemlig den grÃ¥dige, nyttige idiot — han holdt sig i “forsætlig god tro”, fordi han ikke havde rÃ¥d til andet. I “Stein og drømmefabrikken” stillede jeg ogsÃ¥ et interimistisk regnestykke op for, hvor meget Asger Jensby havde tjent pÃ¥ IT Factory. Stein Bagger tilbød at opstille sit regnestykke over Asger Jensbys fortjeneste ved at være medinvestor i IT Factory, men desværre lod dommeren ham ikke nævne summen. Ikke fordi det nødvendigvis ville være det rigtige tal — Stein Bagger kan næppe forventes at være et sandhedsvidne! — men derfor havde det været interessant at høre alligevel.

Retsmødet i dag bekræftede, at Asger Jensby havde haft den grÃ¥dige, nyttige idiots rolle og havde holdt sig i forsætlig god tro. Samtidig blev det ogsÃ¥ bekræftet, at han konstant var i pengeproblemer, og hele tiden skulle have udbetalt à conto udbytte, lÃ¥n, mv. — for slet ikke at snakke om cykelholdet, som ogsÃ¥ var Asger Jensbys ide. Stein Bagger erkendte at have forfalsket Asger Jensbys underskrifter pÃ¥ alle de falske leasingkontrakter. Ikke at jeg pÃ¥ noget tidspunkt havde været i tvivl om dette, men at nogle muligvis kunne være i tvivl, har Ã¥benbart bekymret Asger Jensby selv. I hvert fald giver han i Børsen udtryk for lettelse over denne indrømmelse fra Stein Baggers side.

Men nu til nogle af de nye, interessante spørgsmÃ¥l: Hvorfor holder Stein Bagger hÃ¥nden over bÃ¥de sine norske kumpaner og sin særlige partner-in-crime, Mikael Ljungman? Hvad nordmændene fra A-Vision angÃ¥r, pÃ¥stod Stein Bagger, at de intet vidste om, at der var tale om ikke-eksisterende varer pÃ¥ de fakturaer, som de fik et par procent i provision for at ekspedere for Stein Bagger. Nu er der jo næppe nogen, der har noget imod at fÃ¥ lidt lettjente penge, men vil man ikke undre sig, hvis man fÃ¥r sÃ¥dan et tilbud? Kunne man ikke tro, man var ude i noget Nigeria-brev-agtigt? Medmindre man altsÃ¥ fik forklaret, at der var tale om ren og skær fusk — og at man ikke selv var offeret for svindelnummeret. Men Stein Bagger fastholdt pÃ¥ trods af anklagerens boren i sagen hans partneres uvidenhed om det fiktive i handlen.

Nok sÃ¥ interessant er Mikael Ljungmans rolle. Stein Bagger forklarede i retten, at han havde mødt Mikael Ljungman pÃ¥ en IBM-messe i Stockholm — en af den slags messer, hvor man skal møde potentielle samarbejdspartnere, og som IBM derfor kalder “speed-dating”. Det var i forÃ¥ret 2007. Han holdt sit første møde med Mikael Ljungman i lufthavnen, og allerede her blev de Ã¥benbart enige om at “arbejde” sammen. Men hvordan? Hvordan bryder man lige isen med en person, man møder til en messe, og fÃ¥r spurgt, om han vil være med til at svindle i stor stil og derefter dele i porten? Kræver det ikke, at man kan lugte en potentiel svindler langt væk for at kunne genkende en, nÃ¥r man ser ham? Eller kræver det en introduktionsskrivelse? Fælles bekendte? Gode referencer? Og hvem af de to kom først frem med forslaget? Se, det fik vi ikke svar pÃ¥.

Nok sÃ¥ interessant var det, at Stein Bagger hævdede, at selv om Mikael Ljungman var klar over, at der var tale om “Ã¥benlys svindel” for sÃ¥ vidt angik “kickback”-delen (eller returkommissionsdelen, som det hedder pÃ¥ dansk), sÃ¥ hævdede Stein Bagger videre, at dette var alt, som Mikael Ljungman kendte til– og at Stein Bagger først i september 2008 fik forklaret Mikael Ljungman, at de fakturaer, der røg rundt mellem IT Factory, diverse leasingselskaber og bl.a. Mikael Ljungmans firma, Xiop AB, dækkede over ikke-eksisterende varer. NÃ¥r han forklarede ham det, var det, fordi Mikael Ljungman ikke betalte de forfaldne fakturaer, og det ville Stein Bagger jo meget gerne have ham til, eftersom han var i store likviditetsproblemer pga. Asger Jensbys pengekrav og cykelholdet og meget andet.

Det virker helt usandsynligt, at Mikael Ljungman skulle være uvidende om leasingscirkusets eksistens. Og hvis det ikke passer — hvad er sÃ¥ Stein Baggers motiv for at holde hÃ¥nden over Mikael Ljungman, sÃ¥ledes at kan fremstÃ¥, som om han “kun” har været involveret i den mindre “kickback”-del og ikke i det store leasingcirkus?

Se, det var et af de nye, store spørgsmål, der blev rejst på retssagens første dag!