Fodboldfeber

I går spillede Tyskland i EM-semifinalen mod Italien. Hvis man tilfældigvis ikke havde været klar over det (som fx mig), så blev man da hurtigt klar over det, så snart man bevægede sig uden for sin dør. Det var ikke så meget alle de tyske flag, der prægede bilparken både i form af flag, der stikker ud af sidevinduerne og flagbetræk til sidespejlene, for dem har man kunnet se i gadebilledet et stykke tid. Faktisk føler man sig lidt udenfor, når man ikke har sin bil prydet med tyske flag.

Nej, det, der var anderledes i gÃ¥r, var fx børnene: En stor del af de børn, jeg passerede, havde fÃ¥et malet det tyske flag pÃ¥ kinderne. Det plejer de ikke at have. SÃ¥ var der de syngende unge kvinder, der arm i arm kom viftende med sÃ¥dan nogle Hawaii-kranse i de tyske farver. (Ja, jeg ved ikke, om Hawaii-kranse er et godt nok ord — jeg er sikker pÃ¥, de har deres eget ord — men sÃ¥dan nogle kranse, som man pÃ¥ film ser blive hængt om halsen pÃ¥ turister pÃ¥ Hawaii.) SÃ¥ var der ganske almindelige midaldrende mænd og kvinder, der kom vajende med det tyske flag. Kort sagt: Man skulle være mere end almindeligt uopmærksom for ikke at spørge sig selv: Mon ikke det er i aften, der er fodboldkamp?

Nu skulle jeg ikke selv se kampen, sÃ¥ derfor var jeg ikke opmærksom pÃ¥ spilletidspunktet. Ikke desto mindre lagde jeg hen under aftenen mærke til, at der var sÃ¥ underligt stille derude. Der var ligesom ikke nogen trafik, og heller ingen mennesker, der gik og snakkede pÃ¥ gaden. Aha! Der er nok fodboldkamp nu. SÃ¥ hørte jeg et kollektivt brøl og troede, at Tyskland havde scoret. Men ak — det viste sig at være et smertensbrøl. Tyskland tabte til Italien. Ak ja. Men de tyske flag pryder stadig bilerne.