I 2000 udgav Stina Vrang Elias og jeg “HÃ¥ndbog for karrierekvinder”. Vi havde haft det sjovt med at skrive den — ikke mindst fordi bogen var sÃ¥ anderledes end det, vi var vant til at skrive. Jeg havde tidligere arbejdet som forsker (og var vant til at bruge mange fodnoter), vi havde begge arbejdet i politiske organisationer, hvor alt skal godkendes af mange forskellige instanser, og vi havde i øvrigt mødt hinanden, da vi arbejdede i et konsulentfirma, hvor vi selvfølgelig skrev meget seriøse rapporter til vores meget seriøse kunder. Men i “HÃ¥ndbog for karrierekvinder” behøvede vi ingen fodnoter, og vi kunne skrive sÃ¥ kækt og frisk, som vi havde lyst til. Der var kun vores redaktør til at pÃ¥pege, nÃ¥r det blev lige kækt og frisk nok.
Her 15 Ã¥r senere ville vi ikke have skrevet bogen i samme sprogtone. Ikke sÃ¥ meget fordi tiden har ændret sig, men fordi det har vi selv. Vi var 15 Ã¥r yngre og skrev til et ungt publikum – ambitiøse unge kvinder, der stod i starten af deres karriere.
Bogen udkom pÃ¥ Handelshøjskolens Forlag til en massiv presseopmærksomhed. Det var selvfølgelig dejligt med sÃ¥ stor bevÃ¥genhed, men hvad der undrede os en del var, at det specielt var det syv sider lange kapitel med titlen “Klæder skaber folk”, som pressen interesserede sig for. Hvad med manglende ligeløn? Glasloftet? Brugen af netværk og social kapital? Nej, det vakte ingen synderlig interesse. Men at vi havde pÃ¥peget, at det var nødvendigt at have seriøst hÃ¥r for at blive taget seriøst — se, det kunne give overskrifter! (Og, ja, vi var selvfølgelig inspireret af Melanie Griffith’s replik i filmen Working Girl: “You wanna be taken seriously, you need serious hair”.)
Hvorfor tog vi overhovedet det kapitel om påklædning med i bogen? Efter min bedste overbevisning stod der ikke noget særligt epokegørende i det kapitel. Men det var, som om selve det, at vi kunne finde på at skrive, at man ikke bare kunne være iført hvadsomhelst og samtidig forvente at blive taget alvorligt, var grænseoverskridende provokerende. Og ja, det gælder selvfølgelig ikke kun for kvinder, men også for mænd, men da vores bog var henvendt til karrierekvinder, var vores fokus naturligt nok på kvinder og deres særlige risiko for at falde udenfor.
Vi skrev vel ogsÃ¥ kapitlet, fordi vi havde indsamlet og indhentet en del erfaring — bÃ¥de pÃ¥ første, anden og tredje hÃ¥nd — om emnet.
Der er mange ting, man kan gøre galt til en jobsamtale, og én af dem er at tage noget tøj på, der udsender de forkerte signaler. Men hvordan ved man, hvad de forkerte signaler er? Det er ikke altid til at gætte. Hvad der er rigtigt ét sted, er helt forkert et andet sted.
For ca. 20 Ã¥r siden — altsÃ¥ før vi skrev “HÃ¥ndbog for karrierekvinder” — var jeg til en jobsamtale. Jeg var velkvalificeret til jobbet, og samtalen gik rigtigt godt. Jeg syntes selv, jeg var pÃ¥klædt ganske smart, uden at være for smart, i et par sorte bukser, en sort bluse og en rød jakke.
Efter den vellykkede jobsamtale tog jeg tilbage pÃ¥ min daværende arbejdsplads, hvor en af kontorassistenterne roste min flotte røde jakke. SÃ¥ tilføjede hun: “Jeg har godt nok hørt, man aldrig skal have rødt pÃ¥ til jobsamtale. Det sender de helt forkerte signaler.” HVAD? tænkte jeg. Jeg havde selvfølgelig ikke fortalt, at jeg netop kom fra en jobsamtale. Hun forklarede, at det var noget med, at det tydede pÃ¥ for stor selvsikkerhed, en frembrusende karakter og deslige.
Jeg fik ikke jobbet. Jeg fik, hvad man betegner som et “pænt afslag” med en længere forklaring om, at jobsamtalen var gÃ¥et rigtigt godt, men de havde valgt at omrokere og besætte stillingen med en intern kandidat.
Havde jeg fået jobbet, hvis jeg ikke havde haft den røde jakke på? Højst sandsynligt ikke. Men jeg er blevet lidt overtroisk med at have rødt på til en jobsamtale. Og jeg elsker ellers rødt.
Efter bogens udgivelse havde vi som sagt travlt med at forklare, hvad vi mente med, at man skulle tænke over sin pÃ¥klædning og prøve at finde ud af, hvad der var gældende dress code pÃ¥ det pÃ¥gældende sted. “Er det ikke bare at klæde sig pÃ¥ mændenes præmisser?” blev vi spurgt igen og igen. “Næh, det er at klæde sig pÃ¥ systemets præmisser,” forsøgte vi at forklare. Men da der gerne er mange mænd pÃ¥ rigtige karrierearbejdspladser, kan de to ting selvfølgelig være svære at adskille.
Vi var faktisk så trætte af at blive misforstået med hensyn til det med påklædning, at da bogen skulle komme i en 2. udgave (i 2009), overvejede vi helt at udelade kapitlet. Men det virkede også forkert. Vi sløjfede dog afsnittet om det seriøse hår. Det havde vi simpelthen måttet høre for meget for!
Inden tiden var kommet til en 2. udgave, offentliggjorde Jobindex en række artikler baseret pÃ¥ “HÃ¥ndbog for karrierekvinder” i 2004. Det var ikke os, men Dietlind Hansen der skrev artiklerne, som før offentliggørelsen blev sendt til godkendelse hos Stina Vrang Elias og mig. Det er altid vanskeligt, nÃ¥r en anden person skal viderefortolke indholdet af ens tekst. Især nÃ¥r denne tekst i forvejen var skrevet pÃ¥ en kæk og frisk facon. Nogle af artiklerne kom til at fremstÃ¥ en anelse karikerede, næsten pÃ¥ grænsen til det parodiske. Men hvad pokker. Og artiklerne, som blev udsendt i Jobindex’ nyhedsbrev, afstedkom heller ingen større reaktion. Faktisk tror jeg ikke, der var nogen reaktion overhovedet. Hvem ved, mÃ¥ske blev de slet ikke læst?
Men ting pÃ¥ internettet dør jo ikke, og siden 2004 og nu er der som bekendt sket en meget stor udvikling i udbredelsen af sociale medier. Og forleden fandt en person artiklen om pÃ¥klædning pÃ¥ Jobindex’ hjemmeside. Det udløste vrede spørgsmÃ¥l til Jobindex og — mere mystisk — til DJØF. PÃ¥ deres Facebook-sider blev Jobindex spurgt, om de virkelig stod inde for artiklens indhold, og DJØF blev spurgt, hvordan de kunne sælge sÃ¥dan en bog. (“HÃ¥ndbog for karrierekvinder” udkom i 2000 pÃ¥ Handelshøjskolens Forlag, som senere blev opkøbt af DJØFs Forlag — men forlagets bøger og deres indhold er selvfølgelig udtryk for forfatternes og ikke DJØFs meninger og holdninger.) OgsÃ¥ TV2 interessede sig for sagen og skrev om den her.
Selv blev jeg først opmærksom på balladen, da Radio 24 syv henvendte sig.
Jobindex fik travlt med at forklare sig med, at det var en gammel artikel, og sådan ville de ikke skrive i dag, og nu ville de tage artiklen ned, men det valgte de så alligevel ikke at gøre, og senere sendte de et nyhedsbrev rundt, hvor de gentog, det var en gammel artikel, men den var skam skrevet i en god mening.
Problemet er imidlertid, at ogsÃ¥ for 11 Ã¥r siden var artiklen noget karikeret. Og — hvis man ser bort fra mÃ¥den, den er skrevet pÃ¥ og et par andre mindre detaljer — sÃ¥ er indholdet faktisk stadig gældende. Det er der ligesom ingen, der har lyst til at tage alvorligt. Ligesom der heller ikke var nogen, der havde lyst til at tage det, at ens pÃ¥klædning udsender nogle signaler, alvorligt, dengang bogen udkom første gang. Og at dette er særligt vigtigt til en jobsamtale. Man skal ikke bare være sig selv. For en jobsamtale er ikke bare en hvilken som helst dagligdags situation.
Radio 24 syv bragte en udsendelse den 19. august, hvor de interviewede KÃ¥re Danielsen, som er direktør for Jobindex. Han sagde bl.a., at han nu nok mente, det stadig var et godt rÃ¥d — som der stÃ¥r i artiklen — at man ikke skal være udfordrende klædt til en jobsamtale. Det er i sig selv ikke sÃ¥ originalt et synspunkt — det burde vel være selvindlysende (og det kan selvfølgelig virke, som om man taler ned til folk, nÃ¥r man i en artikel pÃ¥peger noget selvindlysende) — men hvad der for mig var interessant, var en af journalisternes reaktion. Han nævnte “stramme jeans” som eksempel pÃ¥ noget udfordrende. Stramme jeans? tænkte jeg. Jeg kunne komme i tanke om gode grunde til ikke at tage stramme jeans pÃ¥ til en jobsamtale (det ville være alt for afslappet i en hel del tilfælde), men udfordrende? SÃ¥dan har jeg aldrig tænkt pÃ¥ stramme jeans. SÃ¥ én mands udfordrende pÃ¥klædning er altsÃ¥ en anden (kvindes) fritidspÃ¥klædning. Det gør det jo ikke nemmere, vel?
Men hvorom alting er, og ligegyldigt hvad man mener om det, sÃ¥ er de virkeligt tunge karrierearbejdspladser stadig domineret og præget af mænd. Og dermed af mænds arbejdsuniform. Der er selvfølgelig forskel pÃ¥ uniformen i et arkitektfirma og i finanssektoren. Men der er altid en uniform. MÃ¥ske — mÃ¥ske — er den blevet lidt mere rummelig. Og moden ændrer sig — ogsÃ¥ blandt karrierefolk. SÃ¥ alene af den grund sker der noget pÃ¥ 15 Ã¥r.
Men sÃ¥ er det, jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv — og nu ogsÃ¥ jer andre — hvorfor det skulle være fremmende for ligestillingen at lade, som om der ikke er kønsforskelle? Hvorfor bliver nogle mennesker sÃ¥ sure og vrede over, at den virkelige verden ikke er, som den burde være? Og især bliver de sure og vrede pÃ¥ dem, der er sÃ¥ frække at pÃ¥pege det.
Og sÃ¥ vil jeg selvfølgelig ogsÃ¥ opfordre læserne til at undersøge sagen selv — ved at læse “HÃ¥ndbog for karrierekvinder”. Den kan købes her
.
Vel talt!
Jeg ved ikke hvorfor, men nørder i tech-virksomheder har lige så lidt respekt for et jakkesæt, som jakkesættene i CBS-virksomhederne har for mennesker i lasede t-shirts og sokker i sandalerne. Det burde måske være personligheden og kompetencerne, der var afgørende. Men sådan er det bare ikke..
Måske er det bare så simpelt, at når man ikke kender et andet menneske, så bedømmer man ud fra det, man kan se og høre. Først. Og så betyder udseende, påklædning og måden, man fører sig på, noget. I hvert fald indtil personen har talt længe nok til, at indholdet får overvægten.
Jeg tror bare, at der er mange ansættende mennesker, der tænker “hvorfor skulle jeg tage en kandidat, der altid vil være bagud pÃ¥ point, nÃ¥r han/hun Ã¥bner døren til en ny gruppe samarbejdspartnere?” Og det er man som lønmodtager bare nødt til at forholde sig til. Eller blive selvstændig.
Er selv karrierekvinde og er bevidst om hvordan jeg klæder mig, når jeg går på job til samtale og eksterne møder. Selvom vores virksomhed ikke tilhører C20 og endda er af den slags, hvor man hylder kreativiteten går jeg fx. aldrig med klipklapper eller bare ben. Mine direktør-kolleger som alle er mænd gør heller ikke. Der tror jeg faktisk ikke, at der er en kønsforskel.
Jeg viser ikke kavalergang og det gør mine mandlige kolleger heller ikke. Jeg ved dog godt hvornår det er en fordel at tage en kjole på og hvornår en habit giver mere gennemslagskraft. Den differentierings fordel har jeg, det har mine mandlige kolleger ikke.
Personligt synes jeg mangfoldigheden er en fordel. Men alt kommunikerer og derfor kommunikerer dit tøj, dit hÃ¥r og dine smykker ogsÃ¥ – det bliver man nød til at erkende og bruge det som en fordel.
Jeg er enig med dig i, at virkeligheden somme tider ikke ligner det ideal, vi hver især render rundt med. Men det skal vel ikke forhindre os i at forholde os kritisk til den, virkeligheden altså, og det er nok den kritiske distance, jeg savner i dette indlæg.
For er det ikke netop mændene, der sætter standarden for kvinders passende påklædning? Og er det ikke netop ikke muligt at vide, hvad der er passende fra gang til gang, som du selv skriver her? Og er det så ikke netop vigtigt at påpege, at vi som kvinder er mere udsatte for at blive fravalgt grundet upassende påklædning, fordi der er så forskellige standarder, sat af forskellige mænd? Og burde du ikke netop komme ind på det? Hvornår viser man kavalergang? Hvornår er man for tilknappet? Hvornår er man for feminin, hvornår for lidt feminin? Jeg mener, det er din manglende kritiske distance til emnet, der reelt udløser kritik, snarere end det er det forhold, at du påpeger, hvordan du ser tingene.
For jeg tror ærlig talt, de fleste er klar over, at campinghabitten ikke er velvalgt til en jobsamtale.
Min ekskæreste arbejder i Flåden og en dag kom hun hjem og var meget overrasket over den dårlige behandling hun havde fået af alle hun havde talt med på vej hjem i toget. Normalt havde hun mellemlangt lyst hår og lignede naboens datter, men hun havde få dage forinden fået dreadlooks for sjov inden hun ville klippe det hele af, da hun stod over for udsendelse til Somalia.
Kan det være pga. dit nye hår, spurgte jeg?
Hun tog toget 2 gange om ugen til Korsør og havde aldrig før oplevet problemer, så ja ens udseende betyder en del. Man kan så vælge at være ligeglad og tage konsekvenserne af det, eller man kan klæde sig efter forholdene.