Min første etikettebog udkom i 2002. Det var lidt af en moppedreng med titlen Takt og tone i arbejdslivet. Den udkom på det daværende Aschehoug, som nu er Lindhardt & Ringhof. Bogen, som vitterligt var meget omfangsrig (men der er jo også meget at sige om emnet!), blev sidenhen forkortet og redigeret og genudgivet som Takt og tone på jobbet.
“Takt og tone i arbejdslivet” fik i sin tid en meget fin anmeldelse i Politiken, som jeg selvfølgelig blev glad for.
Fra bibliotekernes lektørudtalelse kan citeres: “Det gælder både i det private og det offentlige, at et mindstemål af kendskab til omgangsformer, sociale kontakter, påklædning, netværk o.s.v. er nødvendige for at fremme karrieren, og det giver Sanne Udsen så sine meget personlige, og ofte provokerende bud på, med masser af eksempler fra det virkelige liv. Hvordan optræder man ved en reception, hvordan introducerer man nye mennesker på arbejdspladsen, hvordan er telefonetiketten, skal man bruge e-mail eller snail mail, hvordan skal man forholde sig på forretningsrejsen, hvordan skal man klæde sig, og hvad gør man for at “please” chefen. Et væld af gode og snusfornuftige råd, informative og stærkt underholdende, og selvfølgelig kan rådene også bruges ude i den almindelige verden, langt fra arbejdspladsens slagsmål om ny løn og frynsegoder.”
Som forfatter til denne bog har jeg bl.a. givet råd her til TV2 om, hvordan man opfører sig så godt som muligt blandt kollegerne på arbejdspladsen.
Blandt de mange emner i Takt og tone i arbejdslivet er også det ret triste emne fyring behandlet. Det er jo desværre en del af arbejdslivet. Der findes næppe en god måde at fyre medarbejdere på, men der findes nogle måder, der er værre end andre. Om den dårlige fyring har jeg baseret på bogen skrevet en artikel, som kan læses her.
Takt og tone i arbejdslivet kan selvfølgelig købes brugt, hvis man skulle være interesseret, fx her, og ellers kan den lånes på biblioteket.