For mig personligt har 2018 været et fint Ã¥r, bl.a. fordi min bog “Verden vil bedrages” udkom i oktober pÃ¥ Forlaget Vilhelm. Det er altid dejligt, nÃ¥r en bog, man har arbejdet længe pÃ¥ (nogle gange ALT for længe), endelig udkommer.
Men 2018 har bestemt ikke været et godt år for alle. Det gælder for nogle af mine nære venner, og det gælder for mennesker, jeg overhovedet ikke kender. Der er ikke noget nyt i, at tilfældets og skæbnens luner fordeler sig meget forskelligt hen over et år. For nogle smiler lykken, og for andre hagler det ned med ulykker. Uden at de selv har gjort det mindste for at påkalde sig hverken lykke eller ulykke. Set i det lys kan man argumentere for, at det ikke giver megen mening at ønske alle et godt nyt år, for vi ved jo, at det kan alle ikke få.
Men man kan jo håbe. Det vil jeg gøre, og samtidig vil jeg ønske alle, der læser dette, et rigtigt godt nytår. Godt nytår, alle sammen!
Kan man tillade sig at bede om kvitteringen for en julegave? Jeg har en kusine, som gør det stort set altid. Det irriterer mig grusomt, at hun gør det, så i år vil jeg gerne være bedre forberedt.
Kære læser,
Nej, man kan ikke tillade sig at bede om kvitteringen. I princippet bytter man ikke gaver – i hvert fald ikke officielt. Den eneste grund til, at en modtager af en gave får kvitteringen, vil være, hvis kvitteringen samtidig er garantibeviset. Men i de fleste tilfælde vil man kunne få garantibeviset separat.
Nu er ideen med en gave jo egentlig at glæde modtageren – ikke at genere eller opdrage på hende. Men hvis du virkelig vil drille hende, kan du købe gaven på et loppemarked eller et julemarked, hvor der ikke er mulighed for at få en kvittering. Men du risikerer, at pengene til gaven er spildt, hvis du ikke rammer præcist i hendes smag. Og noget kunne tyde på, at du ikke har været så heldig med det hidtil.
â€Det er nu, vi hygger os bedst.†SÃ¥dan hedder det i MC Einars julesang â€Det’ jul, det’ coolâ€. Det er ment sarkastisk, og det er der god grund til, for julen er virkelig de blandede følelsers tid. PÃ¥ den ene side er det fantastisk, at vi kan lyse op i det pÃ¥trængende mørke med julelys og blinkende neonhjerter og indendørs hygge og endelig have en god undskyldning for at proppe os med alkohol og fedende mad. PÃ¥ den anden side er julen skuffelsernes, stressens og skænderiernes tid.
Det er nu skilsmisseforældre skændes om den præcise fortolkning af ordlyden i samværsaftalen om fordeling af børnene i julen. Det er nu, der skrives lange lister over ting, der absolut skal nås inden jul. Blodets indhold af stresshormon stiger i takt med, at betalingskortene bliver mere og mere rødglødende.
Som om det ikke var rigeligt, er det ogsÃ¥ nu, voksne mennesker bliver som børn igen, hvad deres opførsel angÃ¥r, og glemmer alt om ellers gode manerer. Fuldvoksne mænd kan blive bragt pÃ¥ grÃ¥dens rand ved tanken om, at de ikke skal have risengrød (som de fik som børn), men i stedet risalamande juleaften. Granvoksne kvinder kan finde pÃ¥ at komme med udtalelser som â€For mig bliver det altsÃ¥ ikke rigtig jul, hvis der ikke er flæskestegâ€, nÃ¥r de hører, at værtinden har planlagt at servere gÃ¥s. PÃ¥ hvilket andet tidspunkt af Ã¥ret ville de finde pÃ¥ at kritisere værtsparrets valg af menu? SÃ¥dan gÃ¥r det, nÃ¥r det ikke bare er en tilfældig aften pÃ¥ Ã¥ret, men en aften, hvor familietraditioner, gamle skuffede forventninger og opskruede følelser gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd med hÃ¥rdt praktisk arbejde.
Nu tror I måske, kære læsere, at jeg efter denne formanende indledning vil komme med en opskrift på, hvordan vi alle skal opføre os, så vi kan få en civiliseret og virkelig hyggelig jul for alle parter. Men det kan jeg desværre ikke. Jeg kan dog komme med nogle henstillinger, der kan medvirke til at formindske behovet for en ekstra uges ferie oven på julestrabadserne.
Lad os starte med, at alle respekterer og anerkender, at der ligger et stort praktisk arbejde og en ligeledes stor økonomisk udskrivning i at afholde selve julemiddagen. Hvis du er en teenager, der synes, at det er en skæbne værre end døden at skulle tilbringe en hel aften sammen med din dødssyge familie, så lad være med at vælge juleaftensdag til at få et hysterisk anfald og/eller få en eksistentiel krise over den vestlige verdens latterlige overforbrug, hvis det er din mor, der står for julemiddagen. Tro mig, hun har andet at tænke på, og hvis du ikke kan hjælpe med at dække bord eller skrælle kartofler, så vil det være et glimrende tidspunkt at gå dig en god, lang tur. Motion hjælper på humøret, og husk, at hvis du nærer et virkeligt alvorligt ønske om at begrænse den vestlige verdens latterlige overforbrug, så er det rette tidspunkt at give udtryk for disse følelser nogle uger før jul, hvor du meddeler familien, at grunden til, de ikke får nogen ønskeseddel fra dig i år, er, at du hellere vil have, at de giver pengene til (indsæt selv navnet på en velgørende institution) i dit navn.
Hvis du er en voksen mand eller kvinde, som skal være gæst til julemiddagen, så lad være med at give udtryk for voldsom skuffelse, hvis værtindens valg af kød ikke er din foretrukne juleret. Hvis du frygter, at der vil blive serveret rødkål fra et glas, eller at værtinden ikke kan finde ud af at lave brunede kartofler, så tilbyd selv at komme med det tilbehør, som du absolut ikke kan undvære. Det er som allerede nævnt et stort arbejde at stå for en hel julemiddag, og der er ikke noget galt i hverken at tilbyde eller modtage hjælp.
Hvis du er en skilsmisseforælder, som denne juleaften ikke er sammen med dine børn, så lad være med at give udtryk for din sorg over dette alt for højlydt. Det eneste, du får ud af det, er at ødelægge stemningen for de andre. Selvfølgelig vil du helst være sammen med dine børn. Hvem vil ikke det? Det eneste, jeg kan love dig, er, at det bliver værre: De vokser op og gifter sig med et andet skilsmissebarn, og så ser du dem kun hvert fjerde år!
Hvis du har særlige præferencer for de mindre detaljer, for at du skal synes, det bliver en rigtig jul, sÃ¥ er det en god ide at dele dem med din partner frem for blot at regne med, at vedkommende selv kan gætte sig til dem. Fx var det først adskillige Ã¥r inde i vores ægteskab, at min mand fortalte mig, at han kun kunne lide hvide julelys pÃ¥ juletræet. â€Hvorfor har du ikke fortalt mig det noget før?†spurgte jeg, som hidtil havde blandet røde og hvide julelys efter, hvad der nu lÃ¥ forrest pÃ¥ hylden i butikken. Det kunne han selvfølgelig ikke forklare. Har du lignende præferencer for de smÃ¥ detaljer, sÃ¥ gælder det om at fÃ¥ dem sagt. Du kan ikke regne med, at din partner kan gætte sig til dem. Indrømmet, der er potentielt nyt konfliktstof her, hvis det viser sig, at din partner har ligesÃ¥ stærke præferencer for præcis det modsatte. I sÃ¥ fald gælder det om, at I begge er indstillet pÃ¥ kompromis, og mÃ¥ske er der mulighed for at skiftes: Røde lys det ene Ã¥r og hvide lys det næste.
Med disse ord vil jeg ønske alle mine læsere en rigtig god og velopdragen jul.
Der er nogle drømme, der Ã¥benbart bare ikke vil dø: Det gælder fx drømmen om at kunne komme til at tjene mange penge, være sin egen herre og samtidig arbejde hjemmefra. Og nej, her tænker jeg ikke pÃ¥ drømmen om at blive bestsellerforfatter. Jeg tænker pÃ¥ de drømme, der kan gøre en person modtagelig for at blive viklet ind i et sÃ¥kaldt Multi Level Marketing firma eller blot MLM-firma. De kaldes ogsÃ¥ for Network Marketing eller Direct Marketing — men uanset hvad de kaldes, er der tale om pyramidespil under et andet navn.
I min bog om svindel, “Verden vil bedrages”, har jeg nærmere beskrevet mekanismerne i pyramidespil. Det er matematisk uundgÃ¥eligt, at pyramidespil løber ud for nye deltagere før eller siden, og at de senest tilkomne deltagere ender med at stÃ¥ med hÃ¥ret i postkassen. NÃ¥r der er tale om MLM-firmaer, vil “hÃ¥ret i postkassen” ofte være lig med at have en garage eller et loftsrum fuld af dyrt indkøbte produkter, som ikke kan sælges videre, og som ikke kan returneres. Min bog kan i øvrigt købes bl.a. her.
Man skulle tro, det var indlysende, at det ikke kunne lade sig gøre at tjene seriøse penge i et sÃ¥dant pyramidespil. Men det er det ikke. Der er hele tiden nye personer, der bliver rekrutteret til diverse MLM-firmaer, og som vil forklare dem, der gider lytte, at “Netværksmarketing er fremtiden”! Nej, det er det ikke. ForhÃ¥bentlig bliver det derimod snart fortid. Det er faktisk stort set umuligt at tjene penge pÃ¥ at være distributør i et MLM-firma — medmindre, selvfølgelig, at man var sÃ¥ snedig selv at starte det: 99% af distributører i MLM-firmaer tjener ikke penge pÃ¥ deres deltagelse. Det kan man bl.a. læse om her, hvor de mest almindelige pÃ¥stande fra MLM-firmaers side bliver gennemgÃ¥et og tilbagevist. Som fx at nÃ¥r folk ikke tjener penge, sÃ¥ er det bare, fordi de ikke arbejder hÃ¥rdt nok. Nej. Det passer ikke. Det er, fordi det ikke kan lade sig gøre.
Men hvordan kan det sÃ¥ være, at en familie som familien Devos fra USA er blevet sÃ¥ stinkende rige pÃ¥ MLM-firmaet Amway? SÃ¥ rige, at familien har kunnet være en megastor donor til det republikanske parti — en støtte, der er blevet belønnet med, at Betsy Devos er blevet uddannelsesminister i Trump-regeringen? Det skyldes, at det var Devos-familien, der startede Amway (som er en forkortelse for The American Way). Om Betsy Devos og hendes families og svigerfamilies indflydelse i det republikanske parti kan man læse mere i denne Vanity Fair-artikel. De mange penge er blevet tjent pÃ¥ dem, der er kommet efter. Dem, der ikke har tjent nogle penge, men derimod har sat penge til pÃ¥ at være Amway-distributør. I en glimrende podcast-serie ved navn “The Dream” (1. sæson) beskrives bl.a., hvordan Devos-familien via deres politiske indflydelse har været i stand til at sikre, at Amway ikke er blevet erklæret for at være et ulovligt pyramidespil af The Federal Trade Commission, som egentlig er sat i verden til at beskytte amerikanske forbrugeres interesser. Men som ikke kan siges at være uafhængigt af politiske interesser.
Amway er selvfølgelig ikke det eneste pyramidespil forklædt som MLM-firma. I filmen “Betting on Zero” tages MLM-firmaet Herbalife under behandling. Her fÃ¥r vi ogsÃ¥ historien om Bill Ackmans fra kapitalfonden Pershing Square forsøg pÃ¥ at shorte Herbalife’s aktier, efter det var gÃ¥et op for ham, at Herbalife var et pyramidespil. Den historie er i sig selv en fascinerende historie om titanernes kamp, for en anden storinvestor, Carl Icahn, tog kampen op mod Bill Ackman, som endte med at mÃ¥tte kaste hÃ¥ndklædet i ringen i 2017 efter at have tabt stort. Personligt var jeg tidligere en stor beundrer af Madeleine Albright, men det er jeg ikke længere, efter jeg fandt ud af, at hun har været med til at promovere Herbalife i bl.a. Indien. Mod et formentlig klækkeligt honorar. Nu er hun efter sigende bekymret for sit politiske eftermæle. Med god grund.
Også John Oliver har taget MLM-firmaernes forretningsmodel op i en fremragende episode af Last Week Tonight.
Nu spørger I sikkert: Og hvor er sÃ¥ Donald Trump henne i det her? Han er her selvfølgelig ogsÃ¥! Alt andet ville da være mærkeligt. Ikke alene har hans uddannelsesminister og andre medlemmer af hans regering forbindelser til diverse MLM-firmaer, som man kan læse om i denne artikel i Slate — han har ogsÃ¥ selv promoveret MLM-firmaet ACN, som ligesom alle de andre MLM-firmaer lover guld og grønne skove til distributørerne — uden at levere hverken guld eller grønne skove. Og nu er Donald Trump og hans familie blevet sagsøgt af skuffede deltagere i ACN-pyramidespillet. Det bliver spændende at se, hvordan det ender!
Under mit arbejde med at skrive og researche til min for nyligt udgivne bog om svindel og svindlere, “Verden vil bedrages” (som fx kan købes her), spekulerede jeg ofte over, hvad en svindler egentlig forestiller sig skal være hans eller hendes exit-strategi. De fleste af os har sikkert en fantasi om — hvis vi nu skulle kaste os ud i en svindlerkarriere — at vi efter et succesfuldt fupnummer ville sidde med en kuffert fuld af penge og drikke drinks med smÃ¥, kulørte parasoller pÃ¥ en fjern, eksotisk strand i et land uden udleveringsaftale med gerningslandet.
Men for virkelighedens svindlere ender det meget sjældent sÃ¥dan. Det er svært at vide hvorfor, for i mange tilfælde ville der undervejs i svindelforløbet faktisk have været lejlighed til at “take the money and run”. Det er Ã¥benbart sværere at gøre i praksis end i teorien. Samtidig mÃ¥ man for mange svindelnumres vedkommende sige, at det ikke kan undgÃ¥s, at de før eller siden kommer for en dag. Tag fx Bernie Madoff og hans investeringsfirma, som viste sig i virkeligheden at være verdens største Ponzi-nummer. Et Ponzi-nummer er ligesom et pyramidespil: Før eller siden løber det ud for nye penge. Og sÃ¥ er det slut. SÃ¥ledes ogsÃ¥ med Bernie Madoff, som i 2008 mÃ¥tte indrømme over for sine sønner, at det hele var et gigantisk svindelnummer. Senere blev han idømt 150 Ã¥rs fængsel, og begge hans sønner er i øvrigt nu døde: Den ene af kræft, den anden ved selvmord. Ikke ligefrem en lykkelig slutning. Hvad havde Bernie Madoff tænkt sig? Hvad var hans exit-strategi? Forestillede han sig, det bare kunne blive ved og ved og ved … Hvis han gjorde det, mÃ¥ man sige, at han havde grund til at tro det. Der var adskillige gange, hvor han var meget tæt pÃ¥ at blive afsløret, men det lykkedes ham hver gang at undslÃ¥ sig myndighedernes temmelig inkompetente forsøg pÃ¥ at undersøge, hvad der egentlig foregik i hans firma.
Bernie Madoffs svindelnummer var som nævnt et Ponzi-nummer. Sådan et kræver, at der hele tiden kommer nye deltagere med nye penge til. Det overraskende i hans sag er, at det kunne blive ved så længe, og at så mange professionelle investorer overlod ham deres penge.
Andre former for svindel har ikke samme indbyggede, tikkende udløbsdato. Tag nu det hjemlige, danske eksempel med en medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, der angiveligt har svindlet satspuljemidlerne for mindst 111 millioner kr. Hun har i skrivende stund hverken erkendt eller nægtet sig skyldig i sigtelsen, som gÃ¥r pÃ¥ bl.a. at have begÃ¥et underslæb i en periode pÃ¥ mindst 16 Ã¥r — ja, mÃ¥ske endda mere end 16 Ã¥r. Underslæbet — eller de mærkelige transaktioner — blev opdaget i 2018 ved en mere eller mindre tilfældighed. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun ikke lige havde lavet denne sidste overførsel til sig selv, sÃ¥ ville hun ikke være blevet opdaget. Ikke nu i hvert fald. Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis hun havde valgt at gÃ¥ pÃ¥ pension sidste Ã¥r, sÃ¥ er det slet ikke sikkert, at underslæbet var blevet opdaget i hendes levetid, om overhovedet. Hvis hun for tre Ã¥r siden, da Socialstyrelsen flyttede til Odense, havde valgt at sige, at hun var for gammel til at begynde at pendle til Odense, og derfor hellere ville fratræde, ville hendes svindel sÃ¥ være blevet opdaget? Det kan man ikke vide, men meget tyder pÃ¥, at det var den nok ikke. Det havde været den perfekte exit-strategi. Men den valgte hun ikke. MÃ¥ske tænkte hun, at nu var det gÃ¥et godt sÃ¥ længe, sÃ¥ det kunne det sikkert blive ved med. Og ligesom Bernie Madoff havde hun god grund til at tro, at det kunne blive ved med at gÃ¥, for det var jo gÃ¥et godt i mange Ã¥r. Hvem ved, mÃ¥ske ville hun være fortsat til pensioneringen.
For os, der ikke har kastet os ind pÃ¥ en svindelløbebane, kan det være svært at forstÃ¥, hvorfor nogenlunde succesfulde svindlere ikke stopper, mens legen er god, og de stadig har en chance for at “take the money and run”. Det skyldes mÃ¥ske, at deres grÃ¥dighed er for stor til bare at kunne stoppe. Men det skyldes mÃ¥ske ogsÃ¥, at det ikke kun handler om penge. MÃ¥ske vil livet pÃ¥ en eksotisk strand med drinks med kulørte parasoller simpelthen blive for kedeligt i længden. MÃ¥ske vil de ganske enkelt savne spændingen.
MÃ¥ske er det, fordi jeg netop har sendt en ny bog pÃ¥ gaden — en bog, der handler om svindel — at jeg ser svindel alle vegne. Men jeg tror det ikke. Det virker, som om der er exceptionelt mange sager om svindel i øjeblikket. SmÃ¥ og store. Det kan ikke kun være et tilfælde af “hvad hjertet er fuldt af …”
Der er den helt store sag om international svindel med udbytteskat. Her har et netværk af finansfolk og advokater, godt hjulpet pÃ¥ vej af internationale banker, fÃ¥et suget svimlende milliardbeløb op af europæiske statskasser — herunder den danske. Det er bl.a. beskrevet i denne artikel pÃ¥ DR.dk.
Så er den noget mindre og meget mere lokale, men ligeledes opsigtsvækkende svindelsag i Socialstyrelsen med satspuljemidler. Her har en medarbejder ved navn Britta Nielsen tilsyneladende begået underslæb gennem en længere årrække. Alt tyder på, at det er lykkedes for hende i løbet af de sidste 16 år at trække mindst 111 millioner kroner ud af systemet. Måske går det endnu længere tilbage, og måske drejer det sig om endnu flere penge. 111 millioner kroner! Det er selvfølgelig ikke nær så mange penge som de milliarder, som de ovenfor nævnte finansfolk har fået ud af deres udbytteskatnumre, men til gengæld har hun åbenbart klaret det på næsten egen hånd. Det betyder ikke nødvendigvis, at ikke også andre kan drages til ansvar i denne skandale, som man kan læse i Politiken.
I begge ovenstående eksempler er der tale om, at det er statskasser, der er blevet ofre for svindelen. De burde kunne have beskyttet sig bedre, men kontrolsystemerne har tydeligvis ikke været tilstrækkeligt effektive.
Men selvom sådanne historier er spektakulære, og man kan lave mange spekulationer over, hvad de tabte skattepenge kunne være blevet brugt på til gavn og nytte for skatteborgerne, så er det nu alligevel svindel rettet mod privatpersoner, der har den største effekt på den enkelte.
I øjeblikket florerer en form for e-mailsvindel, hvor modtageren af e-mailen fÃ¥r at vide, at hans eller hendes konto er blevet hacket, og at hackeren har kompromitterende videomateriale af den pÃ¥gældende. Videomateriale, som vil blive offentliggjort, medmindre modtageren af e-mailen i løbet af 48 timer overfører et beløb i bitcoins til hackeren. Men det er svindel! Der er ingen grund til at betale. Ikke desto mindre kan TV2 fortælle, at det er lykkedes svindlerne at indsamle ikke mindre end en million kroner pÃ¥ denne afpresningsfidus. Hvis du modtager sÃ¥dan en e-mail, sÃ¥ lad være med at betale! Selv hvis du ved, at der i princippet godt kunne eksistere den slags kompromitterende videomateriale. Hvis de virkelig har den type materiale, vil de normalt ogsÃ¥ sende en form for dokumentation. Og sÃ¥ er det ikke længere svindel, sÃ¥ er det pengeafpresning. Pengeafpresning af den særlige type, der kaldes “sextortion”.
Fra adskillige sider er der blevet spurgt interesseret til min tøjfaste. Overholder jeg den? Eller er jeg faldet i? Og jeg kan svare: Ja, jeg overholder den stadig, Nej, jeg er ikke faldet i. NÃ¥r jeg ikke har skrevet sÃ¥ vældig meget om det i de seneste mÃ¥neder, skyldes det, at der ikke er sÃ¥ stor nyhedsværdi i at sige, at det gÃ¥r som planlagt. Og det er nu 8 mÃ¥neder siden, jeg indledte min â€tøjfaste†og besluttede mig til at prøve ikke at købe nyt tøj i et Ã¥r. Indtil videre er det gÃ¥et godt. Jeg har kun været meget, meget stærkt fristet til at købe noget en enkelt gang.
Det var i sidste måned, hvor jeg befandt mig i London, og temperaturen pludselig faldt kraftigt. Det regnede, og var gråt og kedeligt, og jeg var våd og frøs, og mit medbragte tøj var slet ikke beregnet på den nye, kolde temperatur, og så var det, jeg kom forbi en bod i et marked på Brick Lane, hvor der hang en dejlig varm og skøn genbrugscashmerecardigan til kun 18 pund. Det var meget nemt at forestille sig, hvor vidunderlig varm og blød den ville være at have på. Jeg frøs. Den lokkede. Men jeg modstod. Jeg kunne ellers lide alt ved den bod, som havde specialiseret sig i brugt cashmere: Jeg elsker cashmere. Jeg er vild med genbrug. Priserne så yderst fornuftige ud. Men jeg modstod. Og det var vel egentlig også det bedste, for jeg har en del andre cashmeresweatre (som jeg desværre ikke havde medbragt på turen til London), og det ville alligevel have været ærgerligt at måtte stoppe eksperimentet, bare fordi jeg frøs.
Det er med meget stor glæde, jeg kan oplyse, at min nye bog er pÃ¥ vej! Den hedder “Verden vil bedrages”, og den udkommer 10. oktober pÃ¥ Forlaget Vilhelm.
I bogen gennemgår jeg forskellige former for svindel, som man som helt almindelig borger kan risikere at blive udsat for: Det kan dreje sig om forskudsbedrageri, som er den officielle betegnelse for Nigeriabreve, eller det kan dreje sig om direktørsvindel, som en uheldig medarbejder ifølge Ekstra Bladet blev udsat for i Odense Kommune, hvilket kostede kommunekassen omkring 250.000 kroner. Jeg er ret sikker på, at hvis den pågældende medarbejder havde læst min bog, ville han ikke være faldet for dette svindelnummer.
Så er der selvfølgelig mange forskellige former for investeringsvindel, ligesom jeg nærmere forklarer forskellen på et Ponzinummer og et pyramidespil.
Alt dette og meget mere kan man læse mere om i “Verden vil bedrages”.
I dag har min tøjfaste varet i 5 måneder, og jeg har haft tøj på hver eneste dag i de 5 måneder. Så det er jo ikke, fordi jeg ligefrem mangler en klud at tage på. Jeg har heller ikke – endnu – været ude for, at jeg stod og manglede noget helt bestemt til en konkret anledning. Så ville jeg have givet mig selv dispensation. Men det har jeg altså ikke. Da jeg for 5 måneder siden bekendtgjorde min intention om at starte denne tøjfaste, var der en person – en mand, selvfølgelig – der spurgte, hvori udfordringen ved ikke at købe nyt tøj bestod, hvis man i forvejen havde klædeskabet fuldt? Det var et rationelt spørgsmål, men det røbede, at spørgeren ikke havde forstået, at det at købe tøj ikke kun handler om at få noget tøj at tage på: Når vi køber nyt tøj, køber vi også drømme. Vi drømmer om et nyt og bedre jeg. Vi drømmer om, at når vi tager det nye tøj på, så vil alting se bedre ud, og vi vil blive lykkeligere, gladere, mere populære og succesfulde. Ja, det er måske ikke sådan, vi udtrykker det over for os selv. Så ville vi jo nok kunne indse, at det næppe ville ske. Selvfølgelig sker det også, at man går ud og køber noget, der skal erstatte et stykke tøj, der er slidt op. Det er bare sjældent. Og man ender i øvrigt ofte med et par impulskøb, når man nu alligevel er ude og svinge med dankortet. Det kan også ske, at man glad kommer hjem med en nyerhvervelse – måske fik man den på udsalg og faldt straks for den – kun for at opdage, at man allerede har en næsten identisk sag i sit garderobeskab.
Problemet med alle disse tøjindkøb, som ikke handler om at erstatte noget, der er blevet kasseret, eller skal opfylde et bestemt formål, er, at det skaber et overforbrug. Et overforbrug, der fylder: Det fylder i folks hjem, det fylder i genbrugsbutikkerne, det fylder i affaldsmængden. Og så tærer det på verdens ressourcer. Der er et enormt ressourceforbrug bundet i hver eneste lille bomulds-T-shirt, uldjakkesæt og polyesterkjole. Det er ikke noget, man tænker på, når man står i tøjforretningen og overvejer sit indkøb. Det er heller ikke noget, jeg selv plejer at tænke så meget på. Det er noget, der mere og mere er gået op for mig.
Hvordan reducerer man overforbrug og affaldsproblemerne? Ja, man kunne jo starte med at få lappet eller repareret de ting, man har, så man ikke behøver smide ud, og man ikke behøver købe erstatninger.
Men inspireret af min nyfundne indsigt besluttede jeg mig til, at de skulle selvfølgelig repareres. Og nu jeg var i gang, havde jeg ogsÃ¥ et par Birkenstock-sandaler, hvor sÃ¥lerne hang helt løst og derfor var nærmest ubrugelige. Birkenstock-sandalerne købte jeg i sin tid i Køln, og jeg gav 32 € for dem. Det kan jeg huske, fordi jeg følte mig lidt snydt: Jeg var nemlig blevet lokket ind i forretningen af et skilt, hvor der stod 29 €. Det var først, da jeg gik ud og tjekkede skiltet, at jeg opdagede, der med meget smÃ¥ bogstaver stod â€ab†foran de 29 €. AltsÃ¥ â€fra 29 €â€. Der befandt sig sikkert et par sko i forretningen, der kun kostede 29 €, hvis prisvarekontrollen skulle komme forbi.
NÃ¥, men alt det der er jo meget lang tid siden, og i mellemtiden var sandalerne blevet ret slidte, og nu gik jeg altsÃ¥ til skomageren. Jeg viste ham, hvordan sÃ¥lerne hang pÃ¥ Birkenstock-sandalerne, og hvordan der var slidt huller i lædersÃ¥lerne pÃ¥ ballerinaskoene. â€Hælene skal ogsÃ¥ rettes op,†pÃ¥pegede han, og det havde han ret i. Det blev sÃ¥ lige 32 €. Jeg troede, at jeg mÃ¥ske ikke havde hørt rigtigt, det var trods alt pÃ¥ fransk, han sagde det, men jo: 32 €. Det var det, sandalerne havde kostet fra nye! Okay, ballerinaskoene havde kostet en del mere, men de er vel 10 Ã¥r gamle. NÃ¥, men jeg betalte de 32 €, og nu har begge par sko fÃ¥et et nyt liv. Men alligevel: Det er relativt dyrt at fÃ¥ repareret sine ting. Man kunne fÃ¥ et par nye sko for den pris, jeg betalte. Og det er vel egentlig essensen af problemet: Nyproducerede varer er for billige. Det gør det ikke økonomisk rentabelt at reparere. Selv ikke ting som i princippet er langtidsholdbare, sÃ¥som tøj, sko og møbler.
Der var engang, hvor Danmark havde en blomstrende tekstil- og beklædningsindustri. Af historiske grunde var den placeret omkring Herning – deraf begrebet â€syerske i Herningâ€, som fx optrÃ¥dte i en af kvindebevægelsens sange fra 1970’erne, for der var faktisk mange syersker i Herning-omrÃ¥det dengang. (Af andre erhvervsmuligheder, som blev nævnt i samme sang, var ogsÃ¥ â€ekspeditrice i Magasinâ€, â€servitrice pÃ¥ Den Gyldne Hingstâ€, â€sekretær hos Tjæreborgâ€, â€børnehavelærerindeâ€, samt â€kokkepige i Skelskørâ€. Med lidt opdaterede titler findes de fleste af disse andre stillingstyper endnu. Selv har jeg fx prøvet at være ekspeditrice i Magasin. Men det var et sidespring.)
Men hvor er syerskerne så blevet af, når de ikke længere er i Herning, og der på trods af dette tydeligvis ikke mangler tøj i butikkerne? Ja, de fleste af syerskerne befinder sig i Asien, heriblandt i Bangladesh. Og mens det sikkert var ganske hårdt at være syerske i Herning, så er det næppe nogen overdrivelse, at det er endnu værre i Bangladesh. I denne artikel fra South China Morning Post beskrives de nærmest slavelignende forhold, som mange beklædningsarbejdere lever under.
Vi her i Vesten kan jo så glæde os over de lave priser på tøjet, som syerskerne i Bangladesh laver til os. Men selv om vi er glade for det billige tøj, så er de fleste af os også lidt snobbede, når det gælder tøj og tøjmærker, og der er bare noget mere glamourøst over modetøj fra Paris, London, New York eller sågar København, end der er over modetøj fra Dhaka …
Lad os tage et eksempel som tøjfirmaet Moss Copenhagen. Moss Copenhagen bruger også forkortelsen MSCH på deres T-shirts. Og ja, lad mig bare indrømme, at da jeg forleden på Strøget i København så en yngre kvinde med en T-shirt, hvorpå der stod MSCH, så troede jeg først, det måske var en forkortelse for Moschino. Men jeg fik det rigtige svar nogle få meter længere nede ad Strøget – MSCH refererer til Moss Copenhagen. Jeg undskylder over for Moschino. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik den ide. Udover at bogstaverne MSCH får en til at tænke på Moschino.
Moss Copenhagen – det kunne jo egentlig lyde, som om det var fra København. Det er i hvert fald en nærliggende tanke. Men Moss Copenhagen er imidlertid ikke fra København. En hurtig inspektion af deres label viser, at tøjet er produceret i Tyrkiet – og firmaadressen er i Vejle. Det har ikke meget med København at gøre. Ville det lyde ligeså godt med Moss Vejle? Eller Moss Istanbul? Det ville det måske nok, men det ville sende nogle helt andre signaler.
Men nu er vi tøjforbrugere jo ikke kun snobbede. Vi kan – hvis vi tænker over det – ogsÃ¥ godt lide at have god samvittighed. Og hvilken bedre mÃ¥de at fÃ¥ det pÃ¥ end ved at købe noget fra H&Ms â€Conscious†kollektion? Man kan fx fÃ¥ en sommerkjole til ganske fÃ¥ penge – kun 79.95 kr. – i 100 % polyester, som er lavet af genindvundet plastikaffald. Det lyder jo rigtigt godt. Hvad der mÃ¥ske lyder mindre godt er, at den er lavet i Indien.
Og Indien har en af de mest forurenende tøjindustrier i verden, som denne artikel i Newsweek beskriver. Tekstil- og tøjindustrien er ansvarlig for en katastrofal forurening af vand i store områder i Indien.
SÃ¥ det kunne være meget rart at vide, hvor â€conscious†H&M’s kollektion egentlig er. Hvilke vilkÃ¥r for sÃ¥vel arbejdere som miljø bliver de produceret under? NÃ¥, ja, det kunne vel egentlig ogsÃ¥ være rart at vide for resten af H&Ms kollektioner. H&M understreger selv pÃ¥ deres hjemmeside, at de jo ikke ejer fabrikker selv, men er afhængige af underleverandører. Og de indrømmer da ogsÃ¥, at der er udfordringer sÃ¥vel, hvad angÃ¥r menneskerettigheder som miljø, og at disse kan være i fare undervejs i en lang produktionskæde.
