Sanne Udsen

SÃ¥ er det sket. Der er skrevet under pÃ¥ en salgsaftale. Salgsprisen er meget tæt pÃ¥ det, vi gerne ville have. Derfor var der ingen grund til ikke at slÃ¥ til — medmindre vi da helt havde fortrudt. Seks uger er faktisk temmelig hurtigt sÃ¥dan rent mentalt. Men lige her i nabolaget er der solgt et andet hus pÃ¥ en uge. En uge! Det kan man da slet ikke følge med i. Jeg synes sÃ¥dan set, at seks uger er rigeligt hurtigt. NÃ¥r man dybest set ikke sÃ¥ gerne vil af med huset.

Jeg håber, de nye ejere vil blive lige så glade for det, som vi har været.

Det er jo sådan set meget skønt, at der er potentielle købere, der gerne vil se ens hus. Det er for så vidt også helt i orden, at de kritiserer dette og hint, synes prisen er for høj, køkkenet forkert, og at der er alt for meget, der skal laves om. Alt sammen helt OK. Det hører jo ligesom med. Men det er trættende. For pokker, hvor det er trættende!

Det er ikke sÃ¥ meget det, at der skal se bare nogenlunde pænt ud, og at man selv skal rømme pladsen, sÃ¥ de andre kan komme til. Og det er heller ikke det med de byggesagkyndige, der gÃ¥r rundt og Ã¥bner skunklÃ¥ger og banker pÃ¥ fliser og hælder vand pÃ¥ badeværelsesgulvet og kigger i alle sammenføjninger. Nej, det er ideen om, at andre mennesker — fremmede mennesker — gÃ¥r rundt i ens hjem og kigger og forestiller sig, at de skal bo her. I vores hjem! Vores hjem skal til at være nogle andres hjem. Se, det er virkelig underligt! Og mærkeligt nok er det altsÃ¥ en ganske trættende tanke. Især tanken om, at de sÃ¥ ogsÃ¥ kan finde pÃ¥ at kritisere det. De burde være glade for at fÃ¥ chancen for at kunne bo i dette dejlige hus!

SÃ¥ har huset været til salg i 4 uger. Der er i skrivende stund indkommet 2 bud pÃ¥ huset — desværre var ingen af dem pÃ¥ et passende beløb. Men det er da altid noget, at der er nogen, der byder, siger vi til hinanden.

Og samtidig mÃ¥ jeg jo blankt erkende, at det dybest set ikke generer mig sÃ¥ meget, at budene ikke er høje nok. For hvis de var det, var vi nødt til at sælge! Og ja, vi har besluttet os til at sælge. Men, men, men … det er ikke det samme som at have lyst til at sælge!

“Du mÃ¥ leve i konstant alarmberedskab,” sagde en af mine veninder, da jeg forleden havde filmklubben ovre for at se en film — mens jeg stadig har biografen.
“Hvad mener du?” spurgte jeg.
“Du skal vel hele tiden have huset klart til at kunne blive vist frem?”
Og, ja, det skal jeg.

Men man kan diskutere, hvad det vil sige, at det er klart til at blive vist frem.

“Man skal bare gøre det klart, ligesom man ville gøre, nÃ¥r man skal have gæster,” forklarede ejendomsmægleren.
“Men gæsterne gÃ¥r jo ikke rundt i alle værelserne og kigger,” pÃ¥pegede jeg.

For lad mig bare indrømme det — den almindelige mÃ¥de at gøre dette hus klart til gæster har hidtil været at tage rodet og flytte det ind pÃ¥ et værelse og lukke døren. Vores gæster gÃ¥r jo ikke rundt og lukker døre op til soveværelser og Ã¥bner skabe af ren og skær nysgerrighed. Ja, selv kunne jeg godt være fristet til at gøre det, men nu handler det ikke om mig, men om andre mennesker. Og andre mennesker er meget velopdragne. I hvert fald dem, der kommer her i huset.

Helt anderledes forholder det sig med folk, der overvejer at købe ens hus. Velopdragne eller ej, så har de jo fuldstændig legitim adgang til at se alle værelser, inklusive det totalt rodede loftsrum. Lidt mere undrer jeg mig over, at de åbenbart også synes, at de skal kigge ind i skabene. Ikke mindst fordi et væsentligt element i min oprydningsstrategi er at smide så meget som muligt løsøre ind i skabe og skuffer.

Men det her er bare min indvending mod rækkevidden af ejendomsmæglerens rÃ¥d. Det er ikke tilstrækkeligt at gøre, som nÃ¥r man skal have gæster. Til gengæld behøver man selvfølgelig ikke lave kanapéer og mikse drinks og lægge vaskeklude frem pÃ¥ badeværelset til brug som gæstehÃ¥ndklæder, sÃ¥ nogle ting er selvfølgelig nemmere, nÃ¥r huset “bare” skal vises frem.

Hvornår et hus kan siges at være fremvisningsklart, er et virkelig godt spørgsmål. Der er meget, der kunne gøres i dette hus for at gøre det mere fremvisningsklart. Faktisk er der så meget, at jeg kan blive helt træt ved tanken.

Så er det alligevel nemmere at falde tilbage på det råd, vi alle kender: Masser af friske blomster. Jeg tror egentlig ikke, det hjælper. Jeg mener, helt ærligt: Hvem vil købe et hus, bare fordi der er friske blomster i en vase på spisebordet? Ikke desto mindre skal jeg nok sørge for, der er nogen. For det er ligesom det, folk forventer, ikke?

Det er nu tre uger og tre fremvisninger siden, vi satte huset til salg. Der er kommet to bud — begge temmelig langt under udbudsprisen. “Jeg tror, huset bliver solgt allerede pÃ¥ den anden eller den tredje fremvisning,” sagde ejendomsmægleren optimistisk, da vi skrev aftalen under. Vi sÃ¥ skeptisk pÃ¥ ham, men han gentog det ogsÃ¥ efter, vi havde skrevet under.

Nu har der været tre fremvisninger, sÃ¥ nu kan vi snart fÃ¥ at se, om han havde ret. Hvis ikke, skal vi ikke bebrejde ham det. Det var en meget optimistisk tanke — efter vores mening. Men spørgsmÃ¥let er sÃ¥: HvornÃ¥r skal man egentlig begynde at bebrejde ejendomsmægleren noget?

Vel ankommet i eget hjem igen efter at have været midlertidigt uønsket — og efter først forsigtigt at have tjekket, at der ikke stadig holdt fremmede biler foran huset — kommer jeg ind til en seddel fra ejendomsmægleren med en lille note, hvor han lige spørger til, om jeg er med pÃ¥, at næste fremvisning er søndag klokken 11.

Nej! Det er nyt for mig. Nå, men man skal vel være glad for, at der er nogen, der gider komme og se ens hus.

Men … men … men. Problemet med de her fremvisninger (udover at man er uønsket i eget hjem, mens de stÃ¥r pÃ¥) er ikke bare, at der skal ordnes og vaskes osv. hver gang der skal være fremvisning. Det er selvfølgelig anstrengende nok, men det er sÃ¥mænd ogsÃ¥ meget rart med et rent hus. Nej, problemet er snarere, at det faktisk vanskeliggør en egentlig oprydning, nemlig en oprydning af den type, hvor man gennemgÃ¥r indholdet af skuffer i gamle skriveborde og finder garantibeviser fra 1994 pÃ¥ forlængst afdøde brødristere og den slags. For den slags oprydning roder vældigt, mens den stÃ¥r pÃ¥. Men det er godt nok tiltrængt med lidt mere grundig gennemgang. For man behøver jo egentligt ikke gemme affaldsplanen fra 1999 fra R98. Firmaet eksisterer ikke engang længere!