Anmeldelse af “Broderparten” af Joan Dansberg

10 apr

Selv om jeg almindeligvis ikke begiver mig af med at anmelde bøger, har jeg fra Joan Dansberg modtaget et anmeldereksemplar af hendes nyligt udkomne roman “Broderparten” (som bl.a. kan købes her hos Saxo). Når hun mente, den kunne have min interesse, skyldes det, at hun er bekendt med, at jeg har beskæftiget mig med psykopater (fx i min bog “Psykopater i jakkesæt”). Det er nu ikke det eneste interessefelt, som kunne gøre “Broderparten” til relevant læsning for mig — faktisk interesserer jeg mig også for to andre temaer i bogen, nemlig svindel og hjerneskader.

Romanen er baseret på en virkelig historie. Dens handling er, meget kort fortalt, at den kvindelige hovedpersons ægtefælle er blevet hjerneskadet som følge af sygdom, hvilket hendes skruppelløse svigerfamilie udnytter til at få ham til at overdrage sit firma og andre aktiver til dem. Dette sker bl.a. gennem ændring af testamente, misbrug af fuldmagter til bl.a. tømning af bankkonti, indgivelse af separationsbegæring, mv. Hovedpersonen bliver på denne måde holdt tvangsadskilt fra sin mand og frarøvet sin “retmæssige” del af boet.

Lad mig starte med det negative: Som roman betragtet er “Broderparten” ikke vellykket, idet den i højere grad fremstår som et partsindlæg end som et stykke gennemarbejdet fiktion. Selv om man ikke kan tale om, at der findes en egentlig skabelon for romaner (i så fald er den holdt hemmelig for offentligheden), er der nogle elementer, som man forventer i en “almindelig” roman, men som glimrer ved deres fravær i “Broderparten”: Man kunne fx forvente at høre lidt om personernes baggrundshistorie, og lidt om stridens genstands historie — i dette tilfælde et firma, som man aldrig rigtigt finder ud, hvad laver …

Men nu til det positive: Det er en meget interessant og tankevækkende historie, der bliver fortalt i “Broderparten”, og den retter fokus mod nogle yderst interessante problemstillinger: Hvordan sikrer man sig selv mod i en fremtidig svækket tilstand at blive udnyttet til at foretage dispositioner mod sin vilje? Hvordan skåner man sin mentalt svækkede pårørende mod at blive offer for svindel?

Før man begynder at tænke, at det hører vist alligevel til sjældenhederne, at skrøbelige personer bliver udnyttet så groft af “betroede” personer, så lad mig lige minde om, hvor mange kriminalromaner der gennem årene netop har haft det pludseligt ændrede testamente med en ny og uventet hovedarving som tema. Selv om sådanne kriminalromaner i sagens natur er fiktion, er deres temaer typisk inspireret af virkeligheden. Og fra den aktuelle virkeligheds verden kan vi henvise til en nylig sag med en tilsyneladende skruppelløs dansk advokat, nemlig Christian Harlang, der netop har fået dom ved Københavns Byret for, at han med rette var blevet idømt en bøde for at have tiltusket sig en generalfuldmagt for en formuende, dement kvinde. Og det er skam ikke kun fremmede menneskers formue, han overtager “administrationen” af — det gælder også hans egen families.  Den interesserede kan læse en gennemgang af Christian Harlangs synderegister her i Ekstra Bladet.

En advokat forventes at være særligt pålidelig, og det samme gør en sognepræst. Ikke desto mindre gjorde en sognepræst fra Skelskør-området ved navn Ingrid Marten Trolle-Monsen sig skyldig i at tilrane sig 8,7 millioner kroner fra en dement kvinde, som hun var indsat som økonomisk værge for. Det manglende beløb kom først frem, da den demente kvindes bo blev opgjort efter hendes død. Ingrid Marten Trolle-Monsen blev idømt fire års fængsel i sagen — en dom, der blev stadfæstet i landsretten.

I “Broderparten” er et af temaerne netop værgemål — hvordan afgøres det, om en person har brug for en værge, og hvem vil bedst kunne varetage værgemålet? Som det fremgår af ovennævnte eksempler kan det være endog meget risikabelt at udpege den forkerte værge, og hvordan afgør man i øvrigt, hvad der er i den mentalt svækkede persons interesse? Fra september 2017 har det været muligt at oprette en såkaldt fremtidsfuldmagt — i en sådan fremtidsfuldmagt kan man give en pårørende mulighed for at varetage ens interesser den dag, man ikke længere selv kan. Men det kræver selvfølgelig, at man er opmærksom på muligheden for, at dette en dag skulle kunne ske.

Kort sagt: “Broderparten” bør læses som en slags introduktion til de faldgruber, der findes for hjerneskadede og deres pårørende. Og det gør den læsværdig.

 

Hej! Det er din chef. Overfør lige nogle millioner …

22 apr

I forbindelse med arbejdet på min bog om svindel er jeg stødt på mange interessante former for svindel. En af de nyere typer (selv om der selvfølgelig ikke er noget nyt under solen — kun metoderne udvikles, men principperne er de samme) er den såkaldte CEO Fraud. Det har grebet om sig i en sådan grad, at såvel anklagemyndigheden som Danske Bank har følt sig kaldet til at advare om denne type svindel. Se Danske Banks advarsel her, og anklagemyndighedens her. I korthed går denne form for svindel ud på, at en medarbejder i fx regnskabsafdelingen i en virksomhed modtager en email, der ser ud, som om den kommer fra topchefen eller en anden højtstående chef med prokura. I denne email forklarer topchefen, at han eller hun er ved at afslutte en vigtig handel, som stadig er fortrolig. Til det formål har topchefen både brug for medarbejderens diskretion, og at medarbejderen straks overfører en sum penge til et kontonummer, således at handlen kan gå igennem. Men husk: Ikke sige noget til nogen! For yderligere at lægge pres på medarbejderen vil denne email typisk blive fulgt op af flere telefonopkald, hvori der enten er nogen, der udgiver sig for at være topchefen ved at efterligne vedkommendes stemme, eller der er nogen, der udgiver sig for at være fx en advokat eller revisor, der rådgiver i forbindelse med den fortrolige handel. Ikke spørge så meget, bare send nogle penge! Det kan kun gå for langsomt!

Og ja — der er åbenbart en hel del virksomheder, hvor medarbejderne har gjort, som svindlerne ønskede. I nogle tilfælde er der blevet overført forbløffende store beløb. Det får mig til at tænke: Når I nu alligevel er i gang, kunne I så ikke overføre nogle penge til MIN bankkonto?

OW Bunkers storhed og bratte fald – første del (uddrag af kommende bog)

16 mar

OW Bunker er historien om en tilsyneladende solid virksomhed – Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning – som med stor succes gik på børsen og skabte en formue for sine ejere for kun syv måneder senere at gå konkurs og efterlade sine nye ejere – aktionærerne – og kreditorerne med gigantiske tab.

Hvordan kunne det gå til? Svindel? Bedrag? Blår i øjnene? Ja, som absolut minimum kan det konstateres, at der ikke blev givet retvisende oplysninger i det børsprospekt, der i marts 2014 skulle overbevise potentielle investorer om, at det at købe aktier i det fremtidige, børsnoterede OW Bunker ville være en rigtig god ide. Og ligeledes kan det som minimum konstateres, at der foregik nogle meget, meget mærkelige forretningstransaktioner i OW Bunkers datterselskab i Singapore.

Indtil 2014 levede OW Bunker, med hovedsæde i Nørresundby, en tilværelse i relativ ubemærkethed på trods af en efter danske forhold meget stor omsætning, som kun var overgået af Mærsk. Virksomhedens store omsætning skyldtes, at OW Bunker var en af verdens største forhandlere af bunkerolie til skibsfart. Bunkerolie er en speciel type meget tæt olie særligt beregnet til skibsbrændstof. (Pga. tætheden er bunkerolie i øvrigt meget forurenende, hvis det slipper ud, så af hensyn til miljøet er kravene til sikkerheden voksende. Øgede sikkerhedskrav vil normalt også betyde øgede omkostninger.) OW Bunker opererede i 29 lande og angav at stå for 7 % af verdenshandelen med bunkerolie.

OW Bunker blev stiftet i 1980 af Ole Wrist, som tidligere havde haft skibsproviantering, fordi han oplevede efterspørgsel fra sine kunder efter skibsbrændstof. Det udviklede sig til en stor forretning, og i 2007 blev OW Bunker købt af kapitalfonden Altor. Mere konkret den afdeling i kapitalfonden, der havde navnet Altor Fund II. I løbet af foråret og sommeren 2013 forsøgte Altor at sælge OW Bunker til forskellige potentielle branchekyndige købere. Men ingen af disse branchekyndige kunder var interesseret i at købe til den pris, som Altor ønskede, og det blev derfor besluttet i stedet at gennemføre salget af OW Bunker som en børsnotering. Det skete i marts 2014. På åbningsdagen for handel med OW Bunker på børsen kom der flere end 20.000 nye aktionærer, og prisen på aktien gik 20 % op den første dag. Værdien af firmaet var tæt på en milliard US $ (svarende i 2014-kursen til ca. 5,5 mia. kroner), hvilket var en hel del mere end det, de potentielle branchekyndige kunder havde været villige til at betale året før: De potentielle købere havde i 2013 indikeret over for Altor, at de ville betale mellem 1,3 og 2,3 milliarder kroner.

Opnåelsen af denne høje værdi kunne lade sig gøre, fordi OW Bunkers koncernledelse, efter Altor i sommeren 2013 havde måttet konkludere, at de potentielle købere slet ikke ville betale den pris, som Altor ønskede for OW Bunker, indledte ”Projekt Oak”, som skulle føre frem til børsnoteringen. Værdien af den samlede koncern blev i den forbindelse opskrevet, og bestyrelse og direktion kom frem til, at værdien af OW Bunker nu var 5,5 mia. kroner. Dette blev tiltrådt af Deloitte, som var revisor for OW Bunker. I forbindelse med restruktureringen fik Altor Fund II udbetalt 1,2 mia. kroner. Disse 1,2 milliarder svarede nogenlunde til det laveste bud fra de potentielle branchekyndige købere. Lagde man den vinkel til grund, var der med andre ord ikke meget værdi i OW Bunker tilbage efter udbetalingen til Altor. Men direktion og bestyrelse lagde altså en anden vurdering til grund, som blev tiltrådt af Deloitte, og det var denne vurdering, der blev præsenteret for potentielle investorer.

Når en virksomhed skal på børsen, skal der udarbejdes et børsprospekt. Det er på basis af dette børsprospekt, at potentielle investorer skal vurdere, om de ønsker at investere i virksomheden. Børsprospektet skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige, for at man som investor kan få et såkaldt oplyst grundlag at træffe sin afgørelse om at købe aktier i virksomheden på. Og det siger sig selv, at disse oplysninger skal være retvisende. Så når man kan sige, at investorerne blev ført bag lyset i OW Bunker skyldes det, at det offentliggjorte børsprospekt ikke kunne siges at være retvisende. De misvisende oplysninger drejede sig bl.a. om virksomhedens værdi samt om vildledende oplysninger om den reelle risiko, der var forbundet med virksomhedens drift og forretningsmodel.

Og hermed nåede OW Bunkers korte liv som børsnoteret selskab at se sådan ud:
• Den 18. marts 2014 blev børsprospektet offentliggjort.
• Den 28. marts 2014 blev aktiehandelen åbnet med en åbningskurs på 145 kroner pr. aktie. Samme dag nåede kursen op på 175 kroner.
• Den 7. oktober 2014 udsendte virksomheden en børsmeddelelse, hvori forventningerne til årsresultatet blev nedjusteret.
• Den 23. oktober 2014 blev der annonceret yderligere tab.
• Den 5. november 2014 blev handlen med aktien suspenderet. Samme dag offentliggjorde OW Bunker-ledelsen et tab på i alt 275 millioner USD. Af dette samlede tab opgjorde ledelsen et tab på 150 millioner USD på såkaldte risikokontrakter. Tabet på de resterende 125 millioner USD blev tillagt svindel i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
• Den 7. november 2014 blev OW Bunker-koncernen erklæret konkurs.

_fl_6bec2661d8524292b7e0929b4a29cab7.v.481

Ovenstående er et uddrag af beskrivelsen af OW Bunker-sagen, som optræder i min kommende bog om svindel, svindlere og deres ofre.

Man kan også læse om sagen i Ship & Bunker

Man kan læse om den sag, som de institutionelle investorer vil føre mod Altor bl.a. i Financial Times. (Det sidste link dog kun, hvis man er abonnent.)