Finn Nørbygaards økonomiske problemer

17 aug

Finn Nørbygaard har været ude i den danske verdenspresse og fortælle om, hvordan han må gå fra hus og hjem — og alt sammen skyldes det to katastrofer, som han har været udsat for, nemlig 1) Stein Baggers svindelnummer i IT Factory og 2) finanskrisen, som har kostet ham et ikke nærmere angivet beløb, men dog mindst hans opsparede formue på 37 millioner kroner.

Samtidig fastholder han, at han udtrykkeligt har bedt sin investeringsrådgiver i Danske Bank om at investere med “livrem og seler” — og indrømmer i samme åndedrag at have godkendt, at banken gearede hans investeringer!

Alt dette blev udbasuneret under overskriften: “Finn taler ud” — nu skulle kortene på bordet, nu skulle han ikke længere tale udenom. Ikke desto mindre er det ikke det, der er sket. Nej, der er ikke rigtig kommet nogle kort på bordet, og han taler stadig udenom.

I min bog “Stein og drømmefabrikken” skrev jeg følgende i afsnittet “Vindere og tabere”:

Hovedaktionæren i IT Factory, JMI Invest, var også, rent økonomisk, en vinder. Afkastet af den investerede kapital var tilsyneladende ufattelig højt. De sidste to år før konkursen blev der udloddet henholdsvis 30 millioner og 18 millioner kroner til aktionærerne. JMI Invest har modtaget halvdelen af dette beløb. Det har langt oversteget det oprindeligt investerede beløb.
(…)

Kan man tale om et tab for investorerne i det ’nye’ IT Factory fra 2003 – JMI Invest A/S, Agios United SA og Sølco ApS? Eller kan man kun tale om ”skuffede forventninger”?
Et egentligt tab må altid måles i forhold til initialinvesteringen. Man kan altså ikke sige at penge, der har været ”vundet” i form af en (fiktiv) høj værdi, udgør et tab. Undervejs har der ganske vist været tale om helt forbløffende gode afkast på investeringen. Mistænkeligt gode afkast, men at de var mistænkelige hører ikke ind her.
Hvor mange penge har der egentlig været investeret i IT Factory? Tilbage i 2003, efter det tidligere IT Factorys konkurs, blev de aktiver, der skulle videre i det nye IT Factory købt for 2 millioner kr. kontant plus et gældsbrev på 2 millioner kr. til Amagerbanken. Siden hen har det været nødvendigt for investorerne at skyde ekstra 12,5 millioner kr. ind i 2005.
Hvis initialinvesteringen plus de ekstra penge, der efterfølgende er skudt ind, overstiger udlodningen af udbytte, så er der selvfølgelig tale om et tab. Men det har der ikke været tale om for IT Factorys vedkommende. Tværtimod har der været udbetalt flotte udbytter.
(…)
Det samme gælder for Finn Nørbygaard. Heller ikke han kan sige, at Stein Bagger direkte har kostet ham penge. At Finn Nørbygaard, som er aktionær i JMI Invest, hvor det gennem investeringen i IT Factory med den fiktive værdiansættelse har set ud til at gå fabelagtigt godt, derefter går ud og investerer en masse lånte penge i aktier, som efterfølgende falder dramatisk i værdi, betyder ikke, at han har tabt penge i IT Factory. Nej, han har tabt penge på sine indkøbte aktier. Hvis de var steget i værdi i den mellemliggende tid, havde han jo vundet penge. Det er med andre ord den dårlige bankrådgivnings og finanskrisens skyld.
Alligevel kan man jo sådan set godt forstå, hvis Finn Nørbygaard skulle være en bitter mand. Han har helt klart været udsat for skuffede forventninger i denne sag. Da IT Factory ultimo 2007 blev værdiansat med henblik på et salg, lød investeringsbankens værdiansættelse på 8 milliarder kroner. Den potentielle køber, General Atlantic, kom i foråret 2008 med et købstilbud, der svarede til en samlet værdiansættelse af IT Factory på ca. 6 milliarder kroner. Finn Nørbygaards andel af IT Factory ville dermed være 525 millioner værd ved en værdiansættelse på 6 mia., og andelen havde været 700 millioner kroner værd ved en værdiansættelse på 8 mia. kroner. Det er ikke sjovt at vågne op til en erkendelse af, at der bare var tale om en drøm.

Det ovenstående holder stadig. Det eneste nye, der er kommet frem, er, at Finn Nørbygaard fastholder, at aktionærerne i JMI Invest ikke så noget til det udbytte, som JMI Invest fik udbetalt fra IT Factory. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom stort set alle de andre selskaber, som JMI Invest havde investeret i, var mere eller mindre nødlidende — med Fullrate som en undtagelse.

Havde Stein Bagger ikke begået sit svindelnummer, ville JMI Invest blot være enten gået konkurs eller måtte have yderligere kapitalindsprøjtning langt tidligere.

Man kan beskylde Stein Bagger for meget, men man kan ikke beskylde ham for at have kostet Finn Nørbygaard penge. Ikke direkte. Læg mærke til, at de to andre investorer i JMI Invest (idet vi lige ser bort fra særtilfældet Asger Jensby) Peter Sølbeck og Tom Matthiesen tilsyneladende ikke er kommet ud i samme økonomiske uføre som Finn Nørbygaard. Dette på trods af, at Peter Sølbeck havde et direkte tab på IT Factory, eftersom han ejede 5 % af aktierne. Aktier, som han i dyre domme havde købt af Agios United.

Hvorfor kan Finn Nørbygaard så få lov til at slippe af sted med at sige, at han løb ind i to katastrofer, hvoraf den ene er Stein Bagger?

Måske fordi de pågældende journalister ikke har sat sig ind i sagen. En velkommen undtagelse herfra er interviewet i epn.dk. Men selv her bliver der ikke fulgt op på Finn Nørbygaards udsagn om, at hele udbyttet fra IT Factory blev reinvesteret. Derfor er det jo stadig penge!

Der er desuden også forholdet med de bristede forventninger. Selv om Finn Nørbygaard ikke kan siges at have haft et tab på IT Factory (men måske nok et tab på den oprindelige investering i JMI Invest), så kan man sige, at Stein Baggers svindelnummer har haft en afledt effekt. Hvis man tror, at man har udsigt til at få en masse penge, så bliver ens adfærd formentlig en hel del mindre risikoavers. Kort sagt kunne Finn Nørbygaard godt overbevise mig om, at fordi han troede, at han havde udsigt til en formue gennem JMI Invests investering i IT Factory, så blev han pludselig vældig kåd og måske lidt selvovervurderende og dermed meget risikovillig med sine ‘egne’ penge. De penge, som han faktisk havde råderet over.

Det ville jeg være parat til at tro på. Og på den måde kunne han siges at være et indirekte offer for Stein Baggers svindelnummer.

Men det er ikke det, han står frem og siger. Tværtimod siger han, at han gik til Danske Bank og bad dem om at investere med livrem og seler. Det har de så tydeligvis ikke gjort, men det er vanskeligt at tro på, at han faktisk har givet dem denne besked.

Selv om man ikke har den mindste smule forstand på aktier, så ved man, at hvis man skal investere “med livrem og seler”, så skal minimum to ting være opfyldt:

1) Man skal ikke kun vælge én investeringsudbyder (og man skal slet ikke lægge alle sine æg i én kurv)
2) Man skal ikke investere mere, end man kan tåle at tabe (man skal holde sig langt fra at geare sine investeringer)

Det er ligesom ikke det billede, der tegner sig af investoren Finn Nørbygaard, vel?

Så hvad mon han har gang i? Er han ved at tegne et billede af den stakkels småopsparer, der er blevet snydt af store stygge Danske Bank (lidt ligesom i Roskilde Bank)? Er der et sagsanlæg på vej? Så ville han vel ikke have brugt så meget tid på at nå frem til en ordning med banken. Eller er han ude på at skabe positiv stemning og interesse, så folk vil myldre ind og se hans nye show? For god reklame, det har han da fået! Ikke alle debattører på Dorte Tofts blog finder det lige smagfuldt. Men derfor kan det jo godt være effektivt.

To dage i retten med Stein Bagger & cirkus

12 jun

Der var sat tre dage af til retssagen mod Stein Bagger, men der var kun brug for de to. Faktisk afsluttede dommeren retsmødet allerede efter halvanden dag, nemlig lidt over klokken 12 på dag nummer 2. På det tidspunkt skulle der ellers have været frokostpause, men i stedet kunne tilhørerne gå hjem og vente på domsafsigelsen.

Også dag nummer 2 i retten var en spændende oplevelse. Dertil kom, at det altid er en fornøjelse at se dygtige fagfolk i funktion. Nu har jeg selv været domsmand i en årrække i både Københavns Byret og Retten på Frederiksberg, og jeg kan garantere, at det hører til de absolutte sjældenheder — jeg har aldrig prøvet det før! — at møde så kvalificerede folk på alle sider i retten. Det gælder for såvel dommer som for anklager og forsvarer.

Dommeren indledte dagens retsmøde med at erklære, at der var tale om en jubilæumsdag. Det vakte ikke umiddelbart genklang hos tilhørerne. Så uddybede han bemærkningen: “Det er i dag 10 år siden, Bjørn Stiedl blev dømt i København Byret. En sag, som mange vil mene, har en vis relevans for denne sag.” Så vendte han sig mod anklageren: “Har I snart fået sat ham i fængsel?”

Anklageren svarede: “Det kan ikke vare længe.”

Så var tonen slået an, og derefter gik anklageren over til sin procedure.

Dag nummer 2 gav svar på det spørgsmål, som jeg stillede i et tidligere indlæg. Hvorfor holdt Stein Bagger hånden over sine tilsyneladende medskyldige?

Forklaringen var formentligt tofold: Nemlig både af hensyn til strafudmålingen og af hensyn til konfiskationsbeløbets størrelse.

Det forholder sig sådan, at det regnes for en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse udføres i samarbejde med medgerningsmænd. Derfor procederede forsvareren for, at Stein Bagger havde udført sine forbrydelser alene, og at den skærpende omstændighed dermed ikke kunne tages i betragtning ved strafudmålingen. Forsvareren kunne dog ikke helt komme udenom den del af forbrydelsen, der handler om returkommissionen, men den mente han kun kunne fastsættes til 40 millioner kroner. Den store svindelsag var udført af Stein Bagger alene.

Også med hensyn til konfiskationsbeløbet har det en betydning, om Stein Bagger og Mikael Ljungman var fælles om forbrydelsen eller ej. Anklageren har krævet et beløb på 220 millioner kroner konfiskeret hos Stein Bagger. Anklagerens argument for dette beløb er, at det er det beløb, der bliver tilbage af den samlede svindlede sum efter at have fraregnet de penge, som blev brugt til at holde Potemkin-kulissen IT Factory kørende. Selv om 140 millioner kroner af disse penge er havnet hos Mikael Ljungman, og andre ikke kan redegøres for, stammer de fra den samme forbrydelse, og uanset hvem der er endt med at have rovet, må beløbet kunne konfiskeres hos Stein Bagger.

Forsvareren, derimod, argumenterer for, at der kun skal konfiskeres et beløb på 13 millioner kroner, for Mikael Ljungman var ikke Stein Baggers medkumpan. Og de 13 millioner var det eneste, som Stein Bagger havde fået ud af det. (Hvordan forsvaret nåede frem til netop dette beløb blev ikke gennemgået i detaljer.)

Javist. Pludselig faldt det hele på plads. Men spørgsmålet er, om dommeren blev overbevist om, at Stein Bagger var helt alene om udførelsen og planlægningen af forbrydelsen, og at Mikael Ljungman intet vidste om, at der var tale om fupfakturaer før september 2008? I så fald vil dommeren være en af de få i retssalen, der troede på det.

Anklageren krævede, at paragraf 88, som i særligt alvorlige tilfælde kan lægge 50 % til straframmen, blev taget i anvendelse. Dette blev fulgt af dommeren, som til gengæld gav Stein Bagger betydelig rabat for sit samarbejde med politiet og sin medvirken til forbrydelsens opklaring. Summa summarum: 7 år til Stein Bagger. På mange måder var dommen lidt af et columbusæg, for på denne måde tog dommeren også hensyn til forsvarerens indvending om, at hvis straffen blev for hård, kunne man som forsvarer ikke tilråde en fremtidig klient at samarbejde med politiet.

Blandt fagfolk er der da tilsyneladende også enighed om, at Stein Bagger ikke kan tillade sig at være utilfreds med straffen. Selv hans forsvarer har givet udtryk for, at 7 år var, hvad man kunne forvente. Men derfor er det vel altid lidt af et chok, når det går op for én, at nu er det virkelighed.

Nu starter så hele “hvad-kan-vi-lære-af-det” trummerummen. I Berlingske Tidende bliver læren, at markedsøkonomien fungerer. Det er ikke helt klart, hvordan der kommes frem til denne konklusion. Ikke at jeg mener, at man kan drage den modsatte — men hvordan kom markedsøkonomien ind i det?

Med Stein Bagger i retten

10 jun

Onsdag den 10. juni 2009 startede straffesagen mod Stein Bagger ved Retten i Lyngby. Fordi den blev kørt som en tilståelsessag, var der forskellige juridiske spidsfindigheder – fx var det ikke et anklageskrift, men en retsmødebegæring, der blev gennemgået af anklageren, og Stein Bagger gik først fra at være sigtet til at være tiltalt, da retsmødet sluttede.

Men det er selvfølgelig ikke hovedsagen! Retsmødet var yderst godt besøgt, og jeg kunne genkende — og fik hilst på — flere forfattere til de andre fem IT Factory-bøger. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom alle de andre forfattere er journalister. Ikke desto mindre så vi alle frem til at få svar på nogle af mange, mange ubesvarede spørgsmål.

Fik vi så det? Som forventeligt blev der også rejst nye, interessante spørgsmål. Ikke mindst om Mikael Ljungmans rolle i det store leasingcirkus og om, hvad det mere præcist var for nogle personlige problemer, som efter Stein Baggers påstand var det drivende motiv i hans svindelnummer.

Der var også forhold, der blev sat på plads, selv om der egentlig ikke herskede tvivl om dem. Som svar på forsvarerens spørgsmål om Stein Baggers uddannelse, sagde han: “Ja, det har der jo været meget strid om” og endte med at angive “erhvervspraktikant i SØK i seks måneder” som sin samlede uddannelsesbaggrund. Det fik selv anklageren til at trække på smilebåndet.

Asger Jensbys rolle i sagen har været et debatteret emne. Var han offer, medskyldig eller nyttig idiot? I “Stein og drømmefabrikken” har jeg klart lagt an til, at hans rolle var en variant over den nyttige idiot, nemlig den grådige, nyttige idiot — han holdt sig i “forsætlig god tro”, fordi han ikke havde råd til andet. I “Stein og drømmefabrikken” stillede jeg også et interimistisk regnestykke op for, hvor meget Asger Jensby havde tjent på IT Factory. Stein Bagger tilbød at opstille sit regnestykke over Asger Jensbys fortjeneste ved at være medinvestor i IT Factory, men desværre lod dommeren ham ikke nævne summen. Ikke fordi det nødvendigvis ville være det rigtige tal — Stein Bagger kan næppe forventes at være et sandhedsvidne! — men derfor havde det været interessant at høre alligevel.

Retsmødet i dag bekræftede, at Asger Jensby havde haft den grådige, nyttige idiots rolle og havde holdt sig i forsætlig god tro. Samtidig blev det også bekræftet, at han konstant var i pengeproblemer, og hele tiden skulle have udbetalt conto udbytte, lån, mv. — for slet ikke at snakke om cykelholdet, som også var Asger Jensbys ide. Stein Bagger erkendte at have forfalsket Asger Jensbys underskrifter på alle de falske leasingkontrakter. Ikke at jeg på noget tidspunkt havde været i tvivl om dette, men at nogle muligvis kunne være i tvivl, har åbenbart bekymret Asger Jensby selv. I hvert fald giver han i Børsen udtryk for lettelse over denne indrømmelse fra Stein Baggers side.

Men nu til nogle af de nye, interessante spørgsmål: Hvorfor holder Stein Bagger hånden over både sine norske kumpaner og sin særlige partner-in-crime, Mikael Ljungman? Hvad nordmændene fra A-Vision angår, påstod Stein Bagger, at de intet vidste om, at der var tale om ikke-eksisterende varer på de fakturaer, som de fik et par procent i provision for at ekspedere for Stein Bagger. Nu er der jo næppe nogen, der har noget imod at få lidt lettjente penge, men vil man ikke undre sig, hvis man får sådan et tilbud? Kunne man ikke tro, man var ude i noget Nigeria-brev-agtigt? Medmindre man altså fik forklaret, at der var tale om ren og skær fusk — og at man ikke selv var offeret for svindelnummeret. Men Stein Bagger fastholdt på trods af anklagerens boren i sagen hans partneres uvidenhed om det fiktive i handlen.

Nok så interessant er Mikael Ljungmans rolle. Stein Bagger forklarede i retten, at han havde mødt Mikael Ljungman på en IBM-messe i Stockholm — en af den slags messer, hvor man skal møde potentielle samarbejdspartnere, og som IBM derfor kalder “speed-dating”. Det var i foråret 2007. Han holdt sit første møde med Mikael Ljungman i lufthavnen, og allerede her blev de åbenbart enige om at “arbejde” sammen. Men hvordan? Hvordan bryder man lige isen med en person, man møder til en messe, og får spurgt, om han vil være med til at svindle i stor stil og derefter dele i porten? Kræver det ikke, at man kan lugte en potentiel svindler langt væk for at kunne genkende en, når man ser ham? Eller kræver det en introduktionsskrivelse? Fælles bekendte? Gode referencer? Og hvem af de to kom først frem med forslaget? Se, det fik vi ikke svar på.

Nok så interessant var det, at Stein Bagger hævdede, at selv om Mikael Ljungman var klar over, at der var tale om “åbenlys svindel” for så vidt angik “kickback”-delen (eller returkommissionsdelen, som det hedder på dansk), så hævdede Stein Bagger videre, at dette var alt, som Mikael Ljungman kendte til– og at Stein Bagger først i september 2008 fik forklaret Mikael Ljungman, at de fakturaer, der røg rundt mellem IT Factory, diverse leasingselskaber og bl.a. Mikael Ljungmans firma, Xiop AB, dækkede over ikke-eksisterende varer. Når han forklarede ham det, var det, fordi Mikael Ljungman ikke betalte de forfaldne fakturaer, og det ville Stein Bagger jo meget gerne have ham til, eftersom han var i store likviditetsproblemer pga. Asger Jensbys pengekrav og cykelholdet og meget andet.

Det virker helt usandsynligt, at Mikael Ljungman skulle være uvidende om leasingscirkusets eksistens. Og hvis det ikke passer — hvad er så Stein Baggers motiv for at holde hånden over Mikael Ljungman, således at kan fremstå, som om han “kun” har været involveret i den mindre “kickback”-del og ikke i det store leasingcirkus?

Se, det var et af de nye, store spørgsmål, der blev rejst på retssagens første dag!

Det har de skrevet om “Stein og drømmefabrikken”

20 apr

Bogen fortæller levende og flydende historien om affæren indtil nu. (…) Hvis jeg kun skulle indkøbe en bog om affæren vil jeg af de udkomne indtil nu vælge denne, ikke mindst fordi de psykologiske aspekter er prioriteret. Samlet konklusion: Underholdende bog, der med gode bud lægger puslespillet om den utrolige sag.

Carsten Güllich-Nørby, Lektørudtalelse

Bogen her er velskrevet og gør afgjort læseren nysgerrig. Hvordan kunne denne leg med penge, falske dokumenter, løgne, kriminelle handlinger som falske underskrifter, bedrageri og fakturering af ingen varer til høje priser foregå for øjnene og ørerne af såkaldte fremtrædende erhvervsfolk foregå? Der gives mange gode og foreløbige svar på mange spørgsmål. Derfor bør bogen læses som en god introduktion til det videre forløb, som vi vil se, når retssagen rigtig starter og bliver offentlig …

Erik Stubtoft, Helsingør Dagblad

STEIN OG DRØMMEFABRIKKEN er den mest analytiske (…); den går i langt højere grad i dybden med de erhvervsmæssige detaljer, bl.a. lykkes det den fint at forklare, hvori Stein Baggers svindel bestod …

Silas Ebert, LitteraturNu

”Stein og drømmefabrikken” er en bog, der betragter sagen udefra og ovenfra. (…) Hvis man vil have en hurtig gennemgang af affæren og desuden kunne tænke sig et lille tip om, hvad man kan kende fremtidige ”banditter i habitter” på, så kan denne udgivelse bruges.

Jonas Hindsholm Bentzen, Børsen

Både velskrevet og pædagogisk opbyggelig bog, der i bagklogskabens lys fokuserer på det psykologiske aspekt i dramaet omkring IT Factory.

Jens Andersen, Berlingske Tidende

Sanne Udsen har godt greb om den del af erhvervslivet, der hærges af egomaniske, manipulerende psykopater med Rolex-ure, Armani-klude samt Porsche i garagen og giver et bud på, hvorfor deres svindelnumre lykkes. Udsens bog fokuserer især på Bagger og kredsen omkring ham, herunder hustruen Anette Uttenthal, makkeren Jensby og medierådgiveren Erik Ove. Ingen af de tre er noget kønt syn. (…) Bogen (…) flyder veloplagt med gode detaljer.

Hans Engell, Ekstra Bladet

Ja, og så har jeg også oplevet den noget spøjse ære at blive nævnt i Pia Kjærsgaards grundlovstale 2009. Spøjs, fordi det selvfølgelig altid er godt med reklame — men til brug mod EU? Hmmm …

Anmeldelser af Stein og drømmefabrikken

31 mar

Det er altid med bævende hjerte, man imødeser anmeldelser af ens bøger. Det er jo lidt ligesom et barn, man sender ud i verden. Vil de grumme anmeldere forstå netop ens eget barns styrker og særkender? Eller vil de hæfte sig ved ubetydelige svagheder? Eller — endnu værre — vil de helt misforstå barnet/fejllæse bogen/læse den ud fra helt forkerte præmisser? Ja, det kan ske. Men i tilfældet med anmelderen på Helsingør Dagblad kan jeg nu ikke på nogen måde klage!
Stein og drømmefabrikken

Asger Jensbys manglende kandidatgrad

23 mar

Jeg har på opfordring af Bjørn Lambek valgt at redigere i den tidligere udgave af dette indlæg, da indholdet åbenbart kunne — læs: blev — misforstået. Kort sagt har Bjørn Lambek beskyldt mig for at beskylde ham og hans kollega, Kristian Sloth, for at have planket historien om Asger Jensby manglende kandidatgrad fra min bog om IT Factory-sagen. Forvirret? Jeg skal prøve at rede trådene ud.

Forhistorien er, at jeg i “Stein og drømmefabrikken” har skrevet om, at der i årevis har været vedholdende rygter om, at Asger Jensby ikke er cand.merc., som han ellers selv har påstået bl.a. på sin LinkedIn profil. (Det er ændret nu, så der er ingen grund til at gå ind og tjekke.)

Hvis jeg havde haft mere tid, kunne jeg nok have gjort mere for at få det dokumenteret, men i første omgang forlod jeg mig på mit ret indgående kendskab til de højere læreanstalter – som ikke uden videre udleverer oplysninger om deres alumnis kandidatgrader, manglende eller ikke-manglende, hvis disse oplysninger ikke er officielt tilgængelige. Til gengæld stolede jeg på min kilde. Og derfor kom det med i bogen. Selv om det selvfølgelig gav anledning til diskussioner mellem mig selv og forlaget. Til sidst endte det altså med, at den manglende kandidatgrad kom med.

Bogen udkom den 23. marts. En uge før udgivelsesdagen lå bogen rundt omkring på redaktionernes borde. Søndag den 22. marts om aftenen sad hele familien klar foran fjernsynet, da 21 Søndag tonede frem på skærmen, eftersom det var annonceret, at de ville bringe et interview med Asger Jensby. Og det skal jeg love for, de gjorde!

Og ikke alene var det lykkedes journalisterne (Bjørn Lambek og Kristian Sloth) at få et interview med Asger Jensby — de fik også hele to gange verificeret den manglende kandidatgrad. Først af Handelshøjskolen i Århus og bagefter af Asger Jensby selv. Sikke en lettelse! Nu var det ganske klart, at jeg ikke behøvede frygte et sagsanlæg mandag morgen, når bogen lå i forretningerne.

Timingen og detaljen med LinkedIn-profil gav mig dog stof til eftertanke. De havde haft min bog liggende på redaktionen i en uge. Det gav mig anledning til at skrive et lille glad: “Mon ikke det er derfra, de har fået inspirationen til at tjekke hr. Jensbys akademiske meritter?” Jeg kan tilføje, at jeg ikke var ene om at have bidt mærke i timingen, og jeg var heller ikke den eneste, der var lidt hurtigt ude med en årsags-sammenhæng.

For Bjørn Lambek har forsikret mig overbevisende om, at de har kendt til rygtet om den manglende kandidatgrad længe.

Nu kommer vi så til der, hvor diskussionen om “beskyldninger” starter. Bjørn Lambek og jeg har haft en telefonsamtale, hvis indhold i ultrakort referat bestod i:
“Du har beskyldt os for at have planket en historie”.
“Nej, det har jeg altså ikke.”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
“Jo, du har!”
“Nej, jeg har ej!”
Og så videre ad nauseam. Læseren kan selv fortsætte.

Jeg har ikke beskyldt Bjørn Lambek og hans kollega for at have planket en historie. Jeg har hverken sagt, skrevet, tænkt eller ment det. Derimod har jeg troet — og troede, jeg havde skrevet — at de var blevet inspirerede af en oplysning i min bog. Det er de så ikke. Men hvordan skulle det være at planke en historie, selv hvis jeg havde troet rigtigt? Historien har de da under alle omstændigheder selv lavet.

Det kræver altså ikke det store detektivarbejde at gribe et frithængende rygte og skrive det ned. Faktisk var det en væsentlig pointe i min bog, at det netop var et vedholdende rygte, som det ikke var vanskeligt at komme til at høre. Tværtimod. Derimod ligger det store arbejde i at få rygtet enten verificeret eller falsificeret. Æren for dette tilfalder alene journalisterne på 21 Søndag, uanset hvor de havde fået inspirationen til det fra.

Måske er der tale om en fundamental forskel på, hvordan journalister tænker, og så hvordan vi, der er mere akademisk uddannet, tænker. Journalister lægger helt vildt stor vægt på en “nyhed”. Vi, der er forskningsuddannede, ved, at en nyhed har meget kort holdbarhed, mens vi i stedet lægger vægt på selvstændig refleksion og analyse. Inspirationen til dette arbejde kan komme hvorsomhelst fra — vi kan jo ikke vågne op hver morgen og opfinde den dybe tallerken — men det er det ekstra, som inspirationen fører til, der tæller. For at bruge et lidt vel fortærsket udtryk så er det det sidste, der er value adding.

I min bog om IT Factory-sagen har jeg derfor også forsøgt at fokusere på ikke personen Stein Bagger, og hvorfor han gjorde, som han gjorde, og hvad han mon lavede på sin tværs-over-USA-tur, men derimod på, hvorfor omgivelserne lod ham slippe af sted med det. Det er også baggrunden for, at jeg medtog et (på det tidspunkt) ikke verificeret rygte om Asger Jensbys manglende kandidatgrad i min bog. For det første: Hvor mange personer opstår der nu lige den slags rygter om? For det andet: Hvor ofte ser vi nu lige en kombination af en administrerende direktør, der lyver om sin uddannelse, og en bestyrelsesformand, der gør det samme? Hvor hurtigt mon lige bestyrelsesformanden vil være til spille “nu-viser-vi-alle-vores-eksamenspapirer-frem”-legen?

Manglende eksamensgrader er ikke problem i sig selv, men det er i høj grad et problem, når en person har løjet om det. Da jeg i sin tid lavede research til min bog “Psykopater i jakkesæt”, fandt jeg ud af, at det med at lyve om sine eksamenspapirer var et gennemgående tema. Dengang stødte jeg især på falske jurister og falske ingeniører. Sidenhen har jeg i forbindelse med min foredragsvirksomhed hørt endnu flere grelle eksempler. Falske læger lader bl.a. til at være i omløb i større omfang, end man har lyst til at tænke på.

Nu, hvor jeg er i gang med mine bøger, kan jeg også røbe, at manglende eksamenspapirer ligeledes er en del af plottet i min krimi “Djævelens advokat”.

Og nej, jeg vil ikke forsøge at tage monopol på at interessere mig for folks manglende eksamenspapirer, men jeg kan da i det mindste dokumentere, at min interesse går langt tilbage …