Hej! Det er din chef. Overfør lige nogle millioner …

22 apr

I forbindelse med arbejdet på min bog om svindel er jeg stødt på mange interessante former for svindel. En af de nyere typer (selv om der selvfølgelig ikke er noget nyt under solen — kun metoderne udvikles, men principperne er de samme) er den såkaldte CEO Fraud. Det har grebet om sig i en sådan grad, at såvel anklagemyndigheden som Danske Bank har følt sig kaldet til at advare om denne type svindel. Se Danske Banks advarsel her, og anklagemyndighedens her. I korthed går denne form for svindel ud på, at en medarbejder i fx regnskabsafdelingen i en virksomhed modtager en email, der ser ud, som om den kommer fra topchefen eller en anden højtstående chef med prokura. I denne email forklarer topchefen, at han eller hun er ved at afslutte en vigtig handel, som stadig er fortrolig. Til det formål har topchefen både brug for medarbejderens diskretion, og at medarbejderen straks overfører en sum penge til et kontonummer, således at handlen kan gå igennem. Men husk: Ikke sige noget til nogen! For yderligere at lægge pres på medarbejderen vil denne email typisk blive fulgt op af flere telefonopkald, hvori der enten er nogen, der udgiver sig for at være topchefen ved at efterligne vedkommendes stemme, eller der er nogen, der udgiver sig for at være fx en advokat eller revisor, der rådgiver i forbindelse med den fortrolige handel. Ikke spørge så meget, bare send nogle penge! Det kan kun gå for langsomt!

Og ja — der er åbenbart en hel del virksomheder, hvor medarbejderne har gjort, som svindlerne ønskede. I nogle tilfælde er der blevet overført forbløffende store beløb. Det får mig til at tænke: Når I nu alligevel er i gang, kunne I så ikke overføre nogle penge til MIN bankkonto?

OW Bunkers storhed og bratte fald – første del (uddrag af kommende bog)

16 mar

OW Bunker er historien om en tilsyneladende solid virksomhed – Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning – som med stor succes gik på børsen og skabte en formue for sine ejere for kun syv måneder senere at gå konkurs og efterlade sine nye ejere – aktionærerne – og kreditorerne med gigantiske tab.

Hvordan kunne det gå til? Svindel? Bedrag? Blår i øjnene? Ja, som absolut minimum kan det konstateres, at der ikke blev givet retvisende oplysninger i det børsprospekt, der i marts 2014 skulle overbevise potentielle investorer om, at det at købe aktier i det fremtidige, børsnoterede OW Bunker ville være en rigtig god ide. Og ligeledes kan det som minimum konstateres, at der foregik nogle meget, meget mærkelige forretningstransaktioner i OW Bunkers datterselskab i Singapore.

Indtil 2014 levede OW Bunker, med hovedsæde i Nørresundby, en tilværelse i relativ ubemærkethed på trods af en efter danske forhold meget stor omsætning, som kun var overgået af Mærsk. Virksomhedens store omsætning skyldtes, at OW Bunker var en af verdens største forhandlere af bunkerolie til skibsfart. Bunkerolie er en speciel type meget tæt olie særligt beregnet til skibsbrændstof. (Pga. tætheden er bunkerolie i øvrigt meget forurenende, hvis det slipper ud, så af hensyn til miljøet er kravene til sikkerheden voksende. Øgede sikkerhedskrav vil normalt også betyde øgede omkostninger.) OW Bunker opererede i 29 lande og angav at stå for 7 % af verdenshandelen med bunkerolie.

OW Bunker blev stiftet i 1980 af Ole Wrist, som tidligere havde haft skibsproviantering, fordi han oplevede efterspørgsel fra sine kunder efter skibsbrændstof. Det udviklede sig til en stor forretning, og i 2007 blev OW Bunker købt af kapitalfonden Altor. Mere konkret den afdeling i kapitalfonden, der havde navnet Altor Fund II. I løbet af foråret og sommeren 2013 forsøgte Altor at sælge OW Bunker til forskellige potentielle branchekyndige købere. Men ingen af disse branchekyndige kunder var interesseret i at købe til den pris, som Altor ønskede, og det blev derfor besluttet i stedet at gennemføre salget af OW Bunker som en børsnotering. Det skete i marts 2014. På åbningsdagen for handel med OW Bunker på børsen kom der flere end 20.000 nye aktionærer, og prisen på aktien gik 20 % op den første dag. Værdien af firmaet var tæt på en milliard US $ (svarende i 2014-kursen til ca. 5,5 mia. kroner), hvilket var en hel del mere end det, de potentielle branchekyndige kunder havde været villige til at betale året før: De potentielle købere havde i 2013 indikeret over for Altor, at de ville betale mellem 1,3 og 2,3 milliarder kroner.

Opnåelsen af denne høje værdi kunne lade sig gøre, fordi OW Bunkers koncernledelse, efter Altor i sommeren 2013 havde måttet konkludere, at de potentielle købere slet ikke ville betale den pris, som Altor ønskede for OW Bunker, indledte ”Projekt Oak”, som skulle føre frem til børsnoteringen. Værdien af den samlede koncern blev i den forbindelse opskrevet, og bestyrelse og direktion kom frem til, at værdien af OW Bunker nu var 5,5 mia. kroner. Dette blev tiltrådt af Deloitte, som var revisor for OW Bunker. I forbindelse med restruktureringen fik Altor Fund II udbetalt 1,2 mia. kroner. Disse 1,2 milliarder svarede nogenlunde til det laveste bud fra de potentielle branchekyndige købere. Lagde man den vinkel til grund, var der med andre ord ikke meget værdi i OW Bunker tilbage efter udbetalingen til Altor. Men direktion og bestyrelse lagde altså en anden vurdering til grund, som blev tiltrådt af Deloitte, og det var denne vurdering, der blev præsenteret for potentielle investorer.

Når en virksomhed skal på børsen, skal der udarbejdes et børsprospekt. Det er på basis af dette børsprospekt, at potentielle investorer skal vurdere, om de ønsker at investere i virksomheden. Børsprospektet skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige, for at man som investor kan få et såkaldt oplyst grundlag at træffe sin afgørelse om at købe aktier i virksomheden på. Og det siger sig selv, at disse oplysninger skal være retvisende. Så når man kan sige, at investorerne blev ført bag lyset i OW Bunker skyldes det, at det offentliggjorte børsprospekt ikke kunne siges at være retvisende. De misvisende oplysninger drejede sig bl.a. om virksomhedens værdi samt om vildledende oplysninger om den reelle risiko, der var forbundet med virksomhedens drift og forretningsmodel.

Og hermed nåede OW Bunkers korte liv som børsnoteret selskab at se sådan ud:
• Den 18. marts 2014 blev børsprospektet offentliggjort.
• Den 28. marts 2014 blev aktiehandelen åbnet med en åbningskurs på 145 kroner pr. aktie. Samme dag nåede kursen op på 175 kroner.
• Den 7. oktober 2014 udsendte virksomheden en børsmeddelelse, hvori forventningerne til årsresultatet blev nedjusteret.
• Den 23. oktober 2014 blev der annonceret yderligere tab.
• Den 5. november 2014 blev handlen med aktien suspenderet. Samme dag offentliggjorde OW Bunker-ledelsen et tab på i alt 275 millioner USD. Af dette samlede tab opgjorde ledelsen et tab på 150 millioner USD på såkaldte risikokontrakter. Tabet på de resterende 125 millioner USD blev tillagt svindel i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
• Den 7. november 2014 blev OW Bunker-koncernen erklæret konkurs.

_fl_6bec2661d8524292b7e0929b4a29cab7.v.481

Ovenstående er et uddrag af beskrivelsen af OW Bunker-sagen, som optræder i min kommende bog om svindel, svindlere og deres ofre.

Man kan også læse om sagen i Ship & Bunker

Man kan læse om den sag, som de institutionelle investorer vil føre mod Altor bl.a. i Financial Times. (Det sidste link dog kun, hvis man er abonnent.)

Påklædning, kvinder og karriere

20 aug

I 2000 udgav Stina Vrang Elias og jeg “Håndbog for karrierekvinder”. Vi havde haft det sjovt med at skrive den — ikke mindst fordi bogen var så anderledes end det, vi var vant til at skrive. Jeg havde tidligere arbejdet som forsker (og var vant til at bruge mange fodnoter), vi havde begge arbejdet i politiske organisationer, hvor alt skal godkendes af mange forskellige instanser, og vi havde i øvrigt mødt hinanden, da vi arbejdede i et konsulentfirma, hvor vi selvfølgelig skrev meget seriøse rapporter til vores meget seriøse kunder. Men i “Håndbog for karrierekvinder” behøvede vi ingen fodnoter, og vi kunne skrive så kækt og frisk, som vi havde lyst til. Der var kun vores redaktør til at påpege, når det blev lige kækt og frisk nok.

Her 15 år senere ville vi ikke have skrevet bogen i samme sprogtone. Ikke så meget fordi tiden har ændret sig, men fordi det har vi selv. Vi var 15 år yngre og skrev til et ungt publikum – ambitiøse unge kvinder, der stod i starten af deres karriere.

Bogen udkom på Handelshøjskolens Forlag til en massiv presseopmærksomhed. Det var selvfølgelig dejligt med så stor bevågenhed, men hvad der undrede os en del var, at det specielt var det syv sider lange kapitel med titlen “Klæder skaber folk”, som pressen interesserede sig for. Hvad med manglende ligeløn? Glasloftet? Brugen af netværk og social kapital? Nej, det vakte ingen synderlig interesse. Men at vi havde påpeget, at det var nødvendigt at have seriøst hår for at blive taget seriøst — se, det kunne give overskrifter! (Og, ja, vi var selvfølgelig inspireret af Melanie Griffith’s replik i filmen Working Girl: “You wanna be taken seriously, you need serious hair”.)

Hvorfor tog vi overhovedet det kapitel om påklædning med i bogen? Efter min bedste overbevisning stod der ikke noget særligt epokegørende i det kapitel. Men det var, som om selve det, at vi kunne finde på at skrive, at man ikke bare kunne være iført hvadsomhelst og samtidig forvente at blive taget alvorligt, var grænseoverskridende provokerende. Og ja, det gælder selvfølgelig ikke kun for kvinder, men også for mænd, men da vores bog var henvendt til karrierekvinder, var vores fokus naturligt nok på kvinder og deres særlige risiko for at falde udenfor.

Vi skrev vel også kapitlet, fordi vi havde indsamlet og indhentet en del erfaring — både på første, anden og tredje hånd — om emnet.

Der er mange ting, man kan gøre galt til en jobsamtale, og én af dem er at tage noget tøj på, der udsender de forkerte signaler. Men hvordan ved man, hvad de forkerte signaler er? Det er ikke altid til at gætte. Hvad der er rigtigt ét sted, er helt forkert et andet sted.

For ca. 20 år siden — altså før vi skrev “Håndbog for karrierekvinder” — var jeg til en jobsamtale. Jeg var velkvalificeret til jobbet, og samtalen gik rigtigt godt. Jeg syntes selv, jeg var påklædt ganske smart, uden at være for smart, i et par sorte bukser, en sort bluse og en rød jakke.

Efter den vellykkede jobsamtale tog jeg tilbage på min daværende arbejdsplads, hvor en af kontorassistenterne roste min flotte røde jakke. Så tilføjede hun: “Jeg har godt nok hørt, man aldrig skal have rødt på til jobsamtale. Det sender de helt forkerte signaler.” HVAD? tænkte jeg. Jeg havde selvfølgelig ikke fortalt, at jeg netop kom fra en jobsamtale. Hun forklarede, at det var noget med, at det tydede på for stor selvsikkerhed, en frembrusende karakter og deslige.

Jeg fik ikke jobbet. Jeg fik, hvad man betegner som et “pænt afslag” med en længere forklaring om, at jobsamtalen var gået rigtigt godt, men de havde valgt at omrokere og besætte stillingen med en intern kandidat.

Havde jeg fået jobbet, hvis jeg ikke havde haft den røde jakke på? Højst sandsynligt ikke. Men jeg er blevet lidt overtroisk med at have rødt på til en jobsamtale. Og jeg elsker ellers rødt.

Efter bogens udgivelse havde vi som sagt travlt med at forklare, hvad vi mente med, at man skulle tænke over sin påklædning og prøve at finde ud af, hvad der var gældende dress code på det pågældende sted. “Er det ikke bare at klæde sig på mændenes præmisser?” blev vi spurgt igen og igen. “Næh, det er at klæde sig på systemets præmisser,” forsøgte vi at forklare. Men da der gerne er mange mænd på rigtige karrierearbejdspladser, kan de to ting selvfølgelig være svære at adskille.

Vi var faktisk så trætte af at blive misforstået med hensyn til det med påklædning, at da bogen skulle komme i en 2. udgave (i 2009), overvejede vi helt at udelade kapitlet. Men det virkede også forkert. Vi sløjfede dog afsnittet om det seriøse hår. Det havde vi simpelthen måttet høre for meget for!

Inden tiden var kommet til en 2. udgave, offentliggjorde Jobindex en række artikler baseret på “Håndbog for karrierekvinder” i 2004. Det var ikke os, men Dietlind Hansen der skrev artiklerne, som før offentliggørelsen blev sendt til godkendelse hos Stina Vrang Elias og mig. Det er altid vanskeligt, når en anden person skal viderefortolke indholdet af ens tekst. Især når denne tekst i forvejen var skrevet på en kæk og frisk facon. Nogle af artiklerne kom til at fremstå en anelse karikerede, næsten på grænsen til det parodiske. Men hvad pokker. Og artiklerne, som blev udsendt i Jobindex’ nyhedsbrev, afstedkom heller ingen større reaktion. Faktisk tror jeg ikke, der var nogen reaktion overhovedet. Hvem ved, måske blev de slet ikke læst?

Men ting på internettet dør jo ikke, og siden 2004 og nu er der som bekendt sket en meget stor udvikling i udbredelsen af sociale medier. Og forleden fandt en person artiklen om påklædning på Jobindex’ hjemmeside. Det udløste vrede spørgsmål til Jobindex og — mere mystisk — til DJØF. På deres Facebook-sider blev Jobindex spurgt, om de virkelig stod inde for artiklens indhold, og DJØF blev spurgt, hvordan de kunne sælge sådan en bog. (“Håndbog for karrierekvinder” udkom i 2000 på Handelshøjskolens Forlag, som senere blev opkøbt af DJØFs Forlag — men forlagets bøger og deres indhold er selvfølgelig udtryk for forfatternes og ikke DJØFs meninger og holdninger.) Også TV2 interessede sig for sagen og skrev om den her.

Selv blev jeg først opmærksom på balladen, da Radio 24 syv henvendte sig.

Jobindex fik travlt med at forklare sig med, at det var en gammel artikel, og sådan ville de ikke skrive i dag, og nu ville de tage artiklen ned, men det valgte de så alligevel ikke at gøre, og senere sendte de et nyhedsbrev rundt, hvor de gentog, det var en gammel artikel, men den var skam skrevet i en god mening.

Problemet er imidlertid, at også for 11 år siden var artiklen noget karikeret. Og — hvis man ser bort fra måden, den er skrevet på og et par andre mindre detaljer — så er indholdet faktisk stadig gældende. Det er der ligesom ingen, der har lyst til at tage alvorligt. Ligesom der heller ikke var nogen, der havde lyst til at tage det, at ens påklædning udsender nogle signaler, alvorligt, dengang bogen udkom første gang. Og at dette er særligt vigtigt til en jobsamtale. Man skal ikke bare være sig selv. For en jobsamtale er ikke bare en hvilken som helst dagligdags situation.

Radio 24 syv bragte en udsendelse den 19. august, hvor de interviewede Kåre Danielsen, som er direktør for Jobindex. Han sagde bl.a., at han nu nok mente, det stadig var et godt råd — som der står i artiklen — at man ikke skal være udfordrende klædt til en jobsamtale. Det er i sig selv ikke så originalt et synspunkt — det burde vel være selvindlysende (og det kan selvfølgelig virke, som om man taler ned til folk, når man i en artikel påpeger noget selvindlysende) — men hvad der for mig var interessant, var en af journalisternes reaktion. Han nævnte “stramme jeans” som eksempel på noget udfordrende. Stramme jeans? tænkte jeg. Jeg kunne komme i tanke om gode grunde til ikke at tage stramme jeans på til en jobsamtale (det ville være alt for afslappet i en hel del tilfælde), men udfordrende? Sådan har jeg aldrig tænkt på stramme jeans. Så én mands udfordrende påklædning er altså en anden (kvindes) fritidspåklædning. Det gør det jo ikke nemmere, vel?

Men hvorom alting er, og ligegyldigt hvad man mener om det, så er de virkeligt tunge karrierearbejdspladser stadig domineret og præget af mænd. Og dermed af mænds arbejdsuniform. Der er selvfølgelig forskel på uniformen i et arkitektfirma og i finanssektoren. Men der er altid en uniform. Måske — måske — er den blevet lidt mere rummelig. Og moden ændrer sig — også blandt karrierefolk. Så alene af den grund sker der noget på 15 år.

Men så er det, jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv — og nu også jer andre — hvorfor det skulle være fremmende for ligestillingen at lade, som om der ikke er kønsforskelle? Hvorfor bliver nogle mennesker så sure og vrede over, at den virkelige verden ikke er, som den burde være? Og især bliver de sure og vrede på dem, der er så frække at påpege det.

Og så vil jeg selvfølgelig også opfordre læserne til at undersøge sagen selv — ved at læse “Håndbog for karrierekvinder”. Den kan købes her9788762903586.

Bogforum den 8. november

1 nov

På fredag den 8. november klokken 13 skal jeg optræde på L&Rs stand på Bogforum i Bella Centeret i København. Jeg skal fortælle om min seneste bog, “Parasitter i habitter”.

Det glæder jeg mig til. Det bliver første gang, jeg prøver at være på Bogforum i de nye rammer i Bella Centeret. Hidtil har jeg kun prøvet det i Forum. Her var det en anelse forvirrende at blive interviewet på en stand, for forlagenes stande var så tæt på hinanden, at mens man sad på den ene side af et forhæng og talte i en mikrofon, så kunne man tydeligt høre, hvad der blev sagt på den anden side af forhænget, hvor en anden forfatter fortalte om sin bog, så nogle gange kunne jeg blive i tvivl om, hvem der blev spurgt om hvad, og hvornår det var meningen, det var mig, der skulle tale.

Samtidig var publikum som udgangspunkt en anelse ukoncentreret — der skete så meget om ørerne på dem, at det var vanskeligt at koncentrere sig, og man kunne ikke lade være med at mistænke nogle af dem for, at den eneste grund til, at de var mit publikum, var, at det var lykkedes dem at få en siddeplads. Man bliver nemlig meget træt i fødderne af at være til Bogforum!

Af alle disse grunde tror jeg nok, de fleste forfattere har et had-kærlighedsforhold til Bogforum: Det er kaotisk, det er hæsblæsende, det er vanskeligt at få en fornuftig snak om ens bog, og det er svært at komme i en konstruktiv kontakt med publikum. Men det er også fedt og underholdende og et kæmpe cocktailparty (desværre bare uden drinks) og overvældende og sjovt og … Ja, det eneste, der er værre end at optræde på Bogforum er IKKE at optræde på Bogforum. Sidste år savnede jeg det. Så derfor glæder jeg mig ekstra meget i år — også selv om det er fredag eftermiddag, jeg skal optræde. Jeg får sikkert Bogforum helt for mig selv på det tidspunkt!

Parasitter i habitter_ny forside2

Kommende bog: Parasitter i habitter

19 apr

Jeg er på vej med en ny bog med den forhåbentlig fængende titel “Parasitter i habitter”. Og ja, det er en slags opfølger til “Psykopater i jakkesæt”. Vinkelen er anderledes, og jeg har lavet nye interviews og skrevet nye casehistorier, og så er der faktisk lavet ny forskning inden for området, siden jeg skrev “Psykopater i jakkesæt”. Så derfor var det næsten underligt at se “Psykopater i jakkesæt” pænt omtalt af Bente Klarlund i Politiken for nylig – nu hvor jeg er så optaget af den nye bog.

Men selvfølgelig blev jeg glad — og kun lidt (!) irriteret over, at heller ikke hun vil lade mig hedde mit rigtige fornavn. Hvad er der galt med at hedde Sanne? Hvorfor er der ingen, der vil lade mig hedde det i fred? Men det er en helt anden — og meget,meget lang — historie.

Tilbud på Psykopater i jakkesæt som e-bog

25 maj

I øjeblikket kan man få min bog “Psykopater i jakkesæt” som e-bog til den rørende pris af 89 kroner. Det er Gyldendal, der i anledning af deres nye e-bog-læser har sat alle de tilgængelige e-bøger til salg til en pris på 89 DKK. Problemet er jo så bare, at der stadig ikke er ret mange læsere, der har en sådan e-bog-læser.

Håndbog for karrierekvinder i ny, forbedret udgave

10 feb

I efteråret 2009 udkom Håndbog for karrierekvinder i 2. udgave. Teksten er selvfølgelig opdateret, og den er også blevet 20 % længere. Men rådene er faktisk de samme.

I forbindelse med, at World Economic Forum har haft kvindelige ledere — eller rettere den sørgelige mangel på dem — på programmet i Davos, har Berlingske Tidende bragt omtale af nogle af rådene i Håndbog for karrierekvinder.

Respekter hierarkiet er et af de i alt tolv råd, som bliver omtalt. De andre er Æd chefens urimeligheder, Fat sportssproget, Undgå faldgruberne ved jobsamtalen, Glem din pigeopdragelse, Nævn aldrig din vægt, Undgå at lære hvordan kaffemaskinen fungerer, Klæd dig til rollen, Sig aldrig chefen imod i andres nærvær, Skaf dig et netværk, Få mere i løn, samt Drop den hellige moderrolle.

Rådene er selvfølgelig genfortalt med en vis journalistisk frihed, og det kan være vanskeligt at lade den bagvedliggende logik folde sig fuldt ud på så kort plads, som der her har været. Det kan gøre nogle af rådene lidt vel korte og dermed ikke så let tilgængelige for alle læsere, hvad nogle af kommentarerne i kommentarfeltet på indledningsartiklens hjemmeside da også viser. Ikke desto mindre må jeg sige, at ånden i rådene er fanget udmærket i genfortællingen. Men altså — det er bedst at læse bogen selv, hvis man virkelig ønsker at forstå rådene fuldt og helt!

For eventuelle norske læsere kan rådene findes bearbejdet og oversat til norsk i både en længere og en meget kort version.

Bogen kan fås gennem DJØFs Forlag.