Gratis arbejde

5 jun

Så skete det igen. Igen, igen, igen. En flink og venlig e-mail, hvori jeg bliver bedt om at komme og holde et foredrag — et foredrag, som jeg sædvanligvis tager et honorar for at holde — UDEN honorar. Eller som i dette tilfælde, hvad der faktisk er endnu mere fornærmende: For et Magasingavekort på 300 kr.

Jamen, altså!!!!

Det er faktisk hårdt og indimellem kedeligt arbejde at være forfatter.

Skal man grine eller græde? Skrige af raseri og frustration? Hive sig i håret og brøle? Råbe ad sine omgivelser? Gyde sin galde ud over diverse online forfatterfora? Det hele på en gang?

Ville den samme person ringe til en blikkenslager og bede om at få løst et problem og forvente at kunne betale flere timers arbejde med et gavekort til Magasin på 300 kr.?

Hvad tænker folk på? Hvordan tror de, forfattere betaler deres husleje? Hvad tror de, vi lever af? Mange af os lever netop af at kunne holde et foredrag mod betaling i ny og næ. De royalties, vi tjener på vores bogsalg, er typisk ikke nok til at kunne betale huslejen, børnenes institutioner eller vores egne sko. Selv med foredragene kan det være vanskeligt at få det hele til at hænge sammen. Men det hjælper.

Det er faktisk anstrengende at holde et foredrag. Der går gerne mere end en arbejdsdag med den mentale forberedelse. Dertil kommer, at selve den anstrengelse, som det er at stå og skulle underholde et kritisk publikum, kan gøre en så udmattet, at også næste dag ryger som effektiv arbejdsdag. Nå, ja, og så har jeg jo slet ikke nævnt den praktiske forberedelse: Udarbejdelse af slides og udvælgelse af tekstpassager osv. osv. Det kan der gå rigtigt mange arbejdsdage med. Arbejdsdage, som man ellers kunne have brugt på at skrive på ens igangværende manuskript. Et manuskript, der næppe heller bliver til en bestseller, men som man dog i det mindste har en vis fornøjelse ud af at arbejde på.

Hvad der også kan være vildt provokerende er argumentet om synlighed: “Vi kan desværre ikke betale dig, men vi lover en god eksponering.” Eksponering? Hvad skal man bruge den til? Kan den måske betale huslejen? Faktisk må man jo allerede være rigeligt eksponeret, siden man (endnu engang) får denne henvendelse. Hvis det eneste, synlighed bringer med sig, er flere forespørgsler om at arbejde gratis, så vil det være at foretrække at være usynlig. Ikke sandt?

Nå, ja, eller argumentet om netværk: “Vi kan ikke betale, men deltagerne er en række betydningsfulde personer, som det vil være nyttigt for dig at lære at kende.” Men hvorfor? Siden de beder en om at komme og holde foredraget, må de allerede kende til ens eksistens, og så kunne de — hvis de virkelig var interesserede i at give en en lønnet tjans — sådan set bare kontakte en selv direkte. Rent bortset fra det ironiske i, at man som fattig forfatter skal stå og underholde en række vellønnede, betydningsfulde personer gratis.

Det er som sagt til at tude over. Men jeg takker af hjertet hver eneste af mine forfatterkolleger, der siger nej til at arbejde gratis. Vi gør det alle sammen en gang imellem alligevel. Også jeg laver undtagelser: I forbindelse med en boglancering eller for et velgørende formål. Nogle enkelte gange som en vennetjeneste, eller fordi jeg har brug for et testpublikum til et nyt foredrag. Men generelt er det et skråplan. Vi underminerer en af vores vigtigste indtjeningskilder. Så af hjertet tak til jer, der siger nej, nej og atter nej til gratis arbejde.

Som forfattere har vi i forvejen en meget, meget skrøbelig indkomst. Så skrøbelig, at man ind imellem undrer sig over, at der overhovedet er nogen, der orker at være forfatter. Men vi er altså en del.

Til dem, der gerne vil vide mere om forfatteres økonomiske vilkår, kan jeg henvise til Steen Langstrup, som på sin blog har skrevet et indlæg om den svære forfatterøkonomi. Læs og græd.

Om at skrive sin egen eller en andens historie

4 maj

Min far døde for to måneder siden. Det kom helt uventet og som et chok for os, hans familie. Jeg tror også, at det kom som en overraskelse for ham selv. Blandt hans ufatteligt mange efterladte papirer fandt vi bl.a. begyndelsen inkl. noter til hans erindringer, som han havde skrevet på de sidste to år. Af de foreløbige notater fremgik det bl.a., at han på sit dødstidspunkt havde forventet statistisk set at have et par år tilbage at leve i – og til at skrive sine erindringer i. Jeg synes, det er ærgerligt, at han ikke blev færdig med dem. Blandt de emner til nærmere behandling, som han havde skrevet ned, var ”Min far var spion under krigen”. Jeg ville egentlig gerne vide mere om min farfar som spion. Men nu er min far død, og det samme er historien om min farfar som spion formentlig. Hvad er læren af dette? Det er vel sagtens, at man ikke skal vente med at starte på sine erindringer til, man er 86 år gammel. Hvis man altså vil skrive dem.

For hvorfor overhovedet skrive sine erindringer? Hvem kan det interessere? I min fars tilfælde ville det have interesse for hans efterkommere og måske er par stykker til afhængig af, hvordan det var lykkedes ham at kæde sit eget liv sammen med udviklingen i det omgivende samfund.

Man siger – eller rettere nogen siger – at ethvert menneskes liv har en roman i sig. Det passer muligvis, for ethvert menneske har momentvise oplevelser, som en dygtig forfatter kunne skrive en roman over. Selv det mest ”almindelige” liv (hvis et sådant findes) vil have øjeblikke af lykke, sorg, absurditeter, skuffelser, mv. som i den rette forfatters hænder kunne blive til en glimrende roman. Eller en dårlig. Men trods alt en roman.

Anderledes forholder det sig med biografier. Det er bestemt ikke alle menneskers liv, der er interessante nok til, at der kan skrives en læseværdig biografi om dem. Det kræver noget særligt: At man selv er berømt, eller at man har været sammen med mange berømte mennesker i løbet af livet, at man har haft indflydelse på væsentlige beslutninger i ens land eller i verden, eller at man ganske enkelt har en meget spændende og interessant livshistorie, selv om man ikke er det mindste berømt.

Spørgsmålet er i så fald: Hvem skal skrive den? Hvis man selv er i stand til at skrive sin selvbiografi eller sine erindringer, så er det jo et godt sted at starte. Det kan være, der skal lidt redaktørhjælp til på et tidspunkt, men selve det grundlæggende skrivearbejde kan ”hovedpersonen” selv stå for.

Men hvad hvis man synes, man har en superspændende historie, men ikke rigtigt kan finde ud af at skrive den ned? Det spørgsmål var der for nylig en, der stillede. Faktisk har jeg tilfældigvis lidt personlig erfaring med netop den problemstilling: Jeg er lige for tiden ved at lægge sidste hånd på manuskriptet til en bog, der omhandler en iværksætter og hans livsværk – et livsværk, han desværre mistede under finanskrisen. (Meget mere om den bog senere.) Bogens hovedperson har ikke selv været i stand til at skrive bogen – hans styrker ligger helt andre steder – så derfor har han og forlaget fundet en ”rigtig” forfatter til at skrive den, nemlig mig. Det har været en yderst interessant oplevelse at skrive bogen og at samarbejde med bogens hovedperson, men det er klart, at det er ikke en bog, jeg selv ville have fundet på at skrive, så derfor har jeg fået et honorar for at skrive den. Et fast honorar plus en (lille) royaltysats.  

Og her kommer mit svar til den, der spurgte til, hvordan man skulle gribe det an, hvis man har en god historie, men ikke selv kan skrive den.

”Hvis du har en ide til en bog, som du ikke selv er i stand til at skrive, men gerne vil have en anden person – en forfatter – til at skrive for dig, så skal denne forfatter aflønnes for det. Aflønningen består normalt i hhv. et fast honorar og en andel af royalties. Hvis du er meget kendt og/eller din historie er meget god, kan du muligvis få forlaget til at betale det faste honorar. Det kræver, at du kontakter forlaget med en synopsis og din historie, samt et pitch om, hvorfor der netop kan være salg i dig og din historie. Så vil de hjælpe dig med at finde en forfatter til at skrive den. Men mere sandsynligt er det, at du selv skal betale det faste honorar (og samtidig dele royalty med forfatteren). Forlaget kan stadig være behjælpelig med at finde en forfatter, hvis de tror på projektet. Så spørgsmålet er: Tror du selv så meget på projektet, at du er villig til først at arbejde på at finde et forlag, der er interesseret i at udgive din bog, og dernæst betale de 50.000 – 150.000 kr., som forfatteren skal have i honorar? Det er ikke mange bøger, der tjener så mange penge hjem. Men nogle gør selvfølgelig.”

For den sørgelige sandhed er jo, at hvis en person virkelig er kendt, så er det normalt forlaget, der henvender sig til hovedpersonen med ønsket om at få lov at udgive den pågældendes erindringer og/eller historie.

Er det derimod dig selv, der synes, du har haft et spændende liv, som andre kunne være interesserede i at læse om, så er vejen noget længere, og hvis du ikke selv kan skrive den, så må du nok forberede dig på, at det er dig selv, der skal betale forfatteren. Hvis historien er god nok og bogen velskrevet nok, så er det ikke umuligt, at pengene kan komme hjem igen. Men der skal sælges en del eksemplarer.

Lad os se på et regneeksempel. Hvis vi tager udgangspunkt i en boghandlerpris på 300 kr. for bogen, og en ”traditionel” royaltysats på 15 procent af boghandlerprisen ekskl. moms, hvoraf de 12 procent går til hovedpersonen og de 3 procent til forfatteren, så vil du som ”hovedperson” modtage 28,8 kr. pr. solgt eksemplar. Hvis du har betalt et honorar til forfatteren i den helt lave ende af skalaen, nemlig 50.000 kr., så skal der sælges ca. 1.760 eksemplarer af bogen, før de 50.000 kr. er tjent hjem. Og det er faktisk et ret stort antal i vore dage. Men det er selvfølgelig ikke umuligt.

Udgivelse i udlandet

12 sep

Danmark er et lille sprogområde, hvor der bliver udgivet hele 10.000 bøger om året, så det kan være vanskeligt for den enkelte bog at trænge igennem mylderet, blive bemærket og virkelig sælge. Udlandet, derimod, det er stort. Meget stort. Så derfor drømmer de fleste af os forfattere meget naturligt om at få udgivet en eller flere eller alle ens bøger i udlandet. Det er jo så stort, udlandet. Hvordan bærer man sig så lige ad med det?

For det første skal man gøre sig klart, at der er forskel på udlandet: Det er ikke hele udlandet, der er lige modtageligt for at læse oversat litteratur. Det engelsksprogede marked — som mange sikkert drømmer om at udkomme på, fordi det er så dejligt stort — er notorisk vanskeligt at komme ind på for en ikke-engelsksproget forfatter. I USA er det fx kun 3 procent af de udgivne bøger, der er oversat fra et andet sprog — først og fremmest fransk, spansk og tysk, selv om svensk og norsk også optræder på Top 10-listen. Man kan læse mere om problematikken i denne artikel. Til gengæld har lande som Tyskland, Italien og Frankrig en pænt stor andel oversat litteratur blandt de udgivne bøger på deres bogmarkeder.

Og der findes jo som bekendt danske forfattere, som udkommer på udenlandsk. Hvordan gør man så det? Der er i hvert fald to ting, der er nødvendige: En prøveoversættelse og en agent. Prøveoversættelsen kan godt være på engelsk, også selv om det ikke er meningen, at man vil forsøge sig på det engelsksprogede marked, for mange både agenter og redaktører rundt om i verden er i stand til at læse engelsk, og på denne måde kan de få et indblik i bogen og dens potentiale. Hvis et udenlandsk forlag så bider på, vil dette forlag betale for oversættelsen til det relevante sprog. Men det kan bestemt også være nyttigt med en prøveoversættelse på det sprog, man ønsker at afsætte bogen til.

Prøveoversættelsen består typisk af et par kapitler, og denne prøveoversættelse bekostes af det danske forlag eller af forfatteren selv, hvis det er forfatteren, der har udlandsrettighederne. Udover prøveoversættelsen sker købet også på basis af bogens danske salgstal. Har bogen solgt godt i Danmark? Har der været god interesse for den? Det vil være gode salgsargumenter, når man forsøger at afsætte bogen.

Når det udenlandske forlag således skal betale oversætteren, betyder det til gengæld, at man som forfatter får en væsentlig lavere royalty, end man normalt får på et dansk forlag. Måske det halve eller endnu mindre. Og hvis forfatteren ikke har de udenlandske rettigheder alene, men har dem sammen med det danske forlag, så skal denne royalty deles med det danske forlag i en fordelingsnøgle, der kan være 50-50 eller måske 75-25 — forhåbentlig med de 75 til forfatteren, selv om den omvendte fordeling også er set.

Det er normalt ikke svært som forfatter at beholde de udenlandske rettigheder, når man indgår kontrakt med et forlag, medmindre der er tale om et af de få danske forlag, der virkelig gør en ihærdig indsats for at få solgt deres bøger i udlandet og har det som et specifikt forretningsområde.

Men én ting er prøveoversættelsen — det er også nødvendigt med en agent, for udenlandske forlag er stort set umulige at sælge til, medmindre det sker gennem en agent. Det kan være gennem en dansk (eller svensk) agent, der har forfatteren med hele dennes forfatterskab i stald og som så vil prøve at sælge forfatterskabet til flere lande, eller det kan være gennem en “lokal” agent — altså en agent i det konkrete land, man gerne vil afsættes til.

Min bog “Psykopater i jakkesæt” blev antaget af en tysk agent, som min oversætter havde en god kontakt til — en agent, som i øvrigt kunne noget dansk. Det lykkedes derefter agenten at få bogen solgt til et tysk forlag. Agenten tager sig selvfølgelig en agent-provision for sin umage. Min tyske agent Literarische Agentur Kossack tager 15 %. Det svenske agentur Grand Agency tager 25 %. Jeg har hørt om andre agenter, der tager 20 %. Så man skal formentlig forvente, at provisionen ligger et sted mellem 15-25 %. Muligvis kan dette forhandles, hvis man er i en stærk nok forhandlingsposition.

Efterhånden kommer regnestykket til at se mindre og mindre attraktivt ud: Som oversat forfatter kan man forvente en lille royalty, hvoraf der først skal betales agentprovision, og som derefter skal deles med det danske forlag. Men udlandet er jo stort. Så selvfølgelig vil vi gerne udkomme i udlandet. Meget gerne, endda.

Forfatteres sorger og glæder

19 apr

Som alle andre erhvervsgrupper har forfattere deres egne sorger og glæder.

Blandt sorgerne er
1) at man ikke kan få skrevet pga. a) skriveblokering eller b) manglende tid
2) at forlag nummer 1 afviser ens manuskript (når man nu endelig har fået det skrevet)
3) at forlag nummer 2, 3, 4 og så videre også afviser ens manuskript
4) at man ikke orker at gennemskrive manuskriptet pga. a) skriveblokering eller b) manglende tid
5) at forlag nummer 1 afviser ens reviderede manuskript (når man nu endelig har fået det gennemskrevet og gennemrettet)
6) at forlag nummer 2, 3, 4 og så videre også afviser ens reviderede manuskript
7) variationer over gentagelse af ovenstående
8) ingen omtale af bogen (når den på trods af 2),3),5), 6) og 7) alligevel endelig udkommer)
9) ingen anmeldelser af bogen
10) dårlige anmeldelser af bogen
11) dårlig lektørudtalelse om bogen
12) ingen lektørudtalelse om bogen
13) afslag på arbejdslegat
14) afslag på arbejdsophold
15) at bogen ikke rigtig sælger
16) at bogen bliver “udsolgt fra forlaget” efter kun en enkelt sæson

Men der er jo også glæder! Og blandt glæderne er:

1) at skrive
2) at få skrevet meget
3) at få sit manuskript antaget (om det så er på forlag 1, 2, 3 osv.)
4) at få omtale af bogen
5) at få anmeldelser af bogen
6) at få gode anmeldelser af bogen
7) at få en god lektørudtalelse
8) at få positive læserhenvendelser
9) at få arbejdslegat
10) at få arbejdsophold
11) at se bogen på bestsellerlisten
12) at bogen kommer i flere oplag
13) at bogen kommer i flere udgaver

Overstiger sorgerne så glæderne? Nogle gange gør de. Men for det meste overstiger glæderne sorgerne. Ellers var der jo ingen grund til at være forfatter, vel?

Mere om e-bøger og deres økonomi

15 mar

Selv om det danske e-bogsmarked stadig er ret lille, så er der mange, der har noteret sig det besynderlige i, at en e-bog ofte koster omkring det samme eller endda måske mere end paperbackudgaven af samme bog. Det gælder fx min egen bog “Psykopater i jakkesæt”. Som e-bog koster den 64,95 kroner på Saxo, og som paperback kostede den 69,95 kroner i den billigste udgave, og senere 99,95 kroner i den lækrere pocketbogudgave. Man skulle tro, at det var en hel del billigere at sælge en e-bog end en almindelig papirbog.

Det er der da også god grund til at studse over. For den interesserede læser er her en artikel , der stiller regnestykker op bag forskellige modeller for fordeling af pengene mellem forlag, forhandler og forfatter. Og desværre er der intet nyt under himlen: Det er stadig svært for forfatteren at være den, der tjener på det!

På det danske marked vil der i den kommende tid være en slags kampagne for at få gang i salget af e-bøger. Det indebærer, at priserne på udvalgte e-bogstitler bliver sat ned. Se mere i denne artikel i Politiken.

Mere om gør-det-selv forlag

10 mar

På det seneste forekommer det mig at der har været mange — i hvert fald for mange — eksempler på velrenommerede, danske forfattere, der har haft vanskeligt ved at få deres seneste værk udgivet på almindelig vis på et almindeligt forlag. Selv bøger, der har fået kunststøtte undervejs i tilblivelsesprocessen. Men udgives skal de jo, så nogle vælger at lade dem komme som e-bøger, andre laver simpelthen deres eget forlag. Hvis denne trend fortsætter, er der ingen tvivl om, at noget af stigmaet ved at udkomme på ‘eget forlag’ vil forsvinde.

For ‘gammeldags’ bøger udgivet på eget forlag er der stadig det uløste problem med distributionen og boghandlernes manglende villighed til at hjemtage en bog, der ikke er udkommet på et ‘anerkendt’ forlag. (Ja, der er såmænd også en udbredt modvilje til at hjemtage bøger af mindre kendte forfattere, uanset hvor anerkendt deres forlag er.)

Men for e-bøgerne tegner der sig måske en anden fremtidsmulighed. Information har bragt en artikel om en amerikansk forfatter for hvem det faktisk er lykkedes at tjene penge på at sælge sin e-bog. Information har historien fra Huffington Post, så hvis man hellere vil se (og høre) historien i originalversion, kan man gøre det her. Jeg er ikke sikker på, at denne succeshistorie umiddelbart vil lade sig overføre til danske forhold. Fx er der den manglende udbredelse af e-bogslæsere og det meget mindre potentielle publikum. Men derfor er det da en solstrålehistorie alligevel.

Anerkendte forlag versus gør-det-selv forlag

11 jan

En læser har spurgt mig: “Hvad med myll, e-bøger? Kender du til det? Synes selv det er en kanon godt skrevet, men nok lidt crazy bog, jeg har skrevet her …”

Ja, hvad skal man sige? Hvis bogen virkelig er kanongodt skrevet, er der da bestemt en mulighed for, at den kan komme på et anerkendt forlag, også selvom den er “lidt crazy”. Der er to kriterier, som et forlag ser på, når de skal tage stilling til et manuskript: 1)Er den godt skrevet/spændende/medrivende? Og 2) Kan den sælge?

I vore dage er der så hård kamp om læserne, at selv velestimerede forfattere kan risikere, at deres sædvanlige forlag ikke vil udgive deres næste bog, fordi de er bange for for små salgstal.

Skal du så gribe til at udgive bogen selv, evt. i e-bogsformat?

Det kommer jo an på, hvad det er du vil. Hvis du udgiver bogen selv, er det normalt ikke en bog, der kommer ud til offentligheden. Men du kan da give den til din mor. E-bogsmarkedet er helt sikkert stigende, men hvis det ikke er en bog, der er udgivet på et anerkendt forlag (heller ikke selv om den kun kommer som e-bog), så skal du ikke regne med, der er nogen, der køber den. Du skal faktisk ikke engang regne med, der er nogen, der læser den, om du så giver den væk gratis.

Og så skal vi ikke se bort fra, at en af de store fordele ved at udgive sin bog på et anerkendt forlag er, at man her får redaktørhjælp. Og det kan alle have glæde af!

Gode tips til den skønlitterære forfatter

12 aug

Der findes rigtigt mange (engelskssprogede) hjemmesider på internettet om at skrive bøger — specielt romaner.(Faktisk er det meget sjældent, man støder på en hjemmeside om at skrive faglitteratur.) En af de hjemmesider, der er værd at aflægge et besøg er Writer’s Digest. På deres side kan man bl.a. læse om fiktionskrivningens 10 bud.

Det kan være en udmærket lille start-overspringshandling til at komme i gang med skriveriet!

Den lange ventetid på forlagene

20 jul

Mange af de henvendelser, jeg modtager fra læsere af min blog, handler om, hvor længe man skal regne med at vente på at få et svar fra et forlag, når man uopfordret har indsendt sit manuskript. Jyllands-Posten har bragt to glimrende artikler om, hvor vanskeligt det kan være at sige præcist, og hvor tålmodig man i mange tilfælde er nødt til at være. Den ene artikel handler om, hvordan en vordende forfatter var gennem redigeringsforløb med flere forlag, uden at det af den grund endte med, at manuskriptet blev antaget, og den anden artikel handler om forlagenes interne retningslinjer for svarfrister.

Derudover kan der som bekendt altid tilstøde andre uforudsete begivenheder, som kan forsinke et svar fra et forlag. En af mine forfattervenner var ude for, at hun havde sendt et manuskript til et forlag, som beholdt det så længe, at hun faktisk havde glemt, hun havde sendt det til dem, indtil hun en dag fik manuskriptet retur med en beklagelse for den lange ventetid og en forklaring om, at manuskriptet var faldet om bag en reol. Og det var i øvrigt et afslag.