Category Archives: Bæredygtighed

Det er efterhånden nogle år siden, at jeg for alvor begyndte at interessere mig for ikke bare mit eget, men hele verdens tøjforbrug. Sidstnævnte — altså det globale tøjforbrug — er steget markant siden årtusindskiftet. Og ja, det årtusindskifte ligger ganske vist snart et kvart århundrede tilbage, men alligevel.

Mit eget tøjforbrug, derimod, har jeg forsøgt at gøre noget ved. Jeg startede med at have en såkaldt “tøjfaste” i et år, dvs. at jeg slet ikke købte tøj i et år. Hverken nyt eller brugt. Det gik sådan set udmærket, og især gik det op for mig, at der var en lettelse i at vide, at der ikke var nogen grund til at overveje, om et bestemt stykke tøj var pænt eller grimt, klædte mig eller ej, var dyrt eller billigt … for jeg skulle bare ikke have det.

Men den form for standhaftighed holder kun en begrænset tid. Fx et år. Så begynder trangen til at få om ikke andet så et par nye strømper eller noget nyt undertøj at melde sig. Efterfølgende indførte jeg den regel, at jeg kunne købe alle de strømper, jeg ville. De talte ikke med. Da året var omme, havde jeg fem par strømpebukser, der stadig lå i deres indpakning. Det var tydeligvis ikke den rette metode. Så efter at have forsøgt mig med diverse forskellige metoder til at reducere mit tøjforbrug uden at være helt og aldeles asketisk, er jeg kommet frem til følgende: Et simpelt numerisk mål. Jeg har de to foregående år besluttet, at jeg maks. ville købe 20 stk. beklædningsgenstande (inkl. sko, strømper og undertøj) om året. Og det er faktisk gået fint. Måske tænker du: “20 styk! Skulle det nu være noget! Så meget køber jeg da ikke!” Og det kan da sagtens være, at du har ret i det, men jeg vil foreslå dig, at du fremover noterer ned, hvad du indkøber. For den gennemsnitlige vestlige forbruger indkøber langt mere end det. (Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, da tekstilimport opgøres i vægt og ikke enheder, men ca. 50 stk. pr. forbruger er vist ikke overdrevet. Se fx denne rapport om global modestatistik eller denne fra det europæiske miljøagentur.)

I 2023 fordelte de 20 beklædningsgenstande sig på følgende vis:

• 6 par sokker
• 5 par handsker
• 2 par sko
• 2 nederdele
• 1 par hjemmesko
• 1 par bukser
• 1 hørskjorte
• 1 sweater
• 1 par underbukser

Af ovenstående var det med skam at melde kun de to nederdele, der blev købt i en genbrugsbutik. Det kan helt sikkert gøres bedre. Nogle vil måske også hæfte sig ved, at jeg købte hele fem par handsker. Til gengæld må jeg siges at være godt dækket ind på handskefronten de næste mange år.

I 2022 fordelte de 20 beklædningsgenstande sig således:

• 2 sweatre
• 2 par sko
• 2 par sandaler
• 2 par underbukser
• 2 undertrøjer
• 2 kjoler
• 1 par shorts
• 1 badedragt
• 1 tørklæde
• 1 t-shirt
• 1 par bukser
• 1 nederdel
• 1 bh
• 1 cardigan

Heriblandt var kun nederdelen og bukserne købt brugt. Og ja, det kan sikkert gøres bedre.

Hvis DU kan klare dig med at købe mindre end 20 ting om året, så hurra for det! Men prøv at starte med at holde regnskab med, hvad du faktisk køber.

Der er flere, der har spurgt til, hvordan det egentlig går med mit ikke-købe-nyt-tøj-i-et-år projekt. Det går sådan set meget godt, svarer jeg. Sådan da. Det går da sådan nogenlunde …

2020 har måske heller ikke været det mest udfordrende år at undlade at købe nyt tøj, hvis sandheden skal frem. For hvornår skulle man have haft det på?

Første gang, jeg gennemførte et lignende projekt, startede jeg i februar 2018 og sluttede i februar 2019. I det mellemliggende år købte jeg ikke noget nyt tøj. Heller ikke brugt tøj. Da min tøjfasteperiode udløb, gik jeg straks i en Røde Kors-genbrugsbutik og købte en bluse. Sådan for at bryde fasten. Imidlertid var jeg nærmest kommet helt ud af træning, så de næste måneder afholdt jeg mig stadig fra at købe nyt tøj. For ganske vist havde det været ment som et eksperiment, men der var en mening med galskaben: Det var mit personlige meget lille bidrag til at reducere det globale tøjforbrug. Og det var jo ikke sådan, at jeg ikke allerede havde klædeskabet fuldt af tøj. Bevares, noget af det venter på, at jeg igen kan skrue mig ned i en størrelse 36, men selv når det trækkes fra, er der stadig en del tilbage.

Men så blev det sommer i 2019, og jeg syntes, jeg manglede nogle t-shirts. Derefter fulgte en tur til USA med hvad deraf hører af outlet-fristelser og andet, der fyldte i såvel kuffert som det hjemlige klædeskab. Så var jeg i Bangladesh – for at studere tøjproduktion – og ironisk nok var jeg nødt til at købe noget tøj til mig selv på denne tur. En tur til Hamborg medførte endnu nogle indkøb, og så … og så … og så.

Ja, så var det, at jeg besluttede, at et nytårsforsæt for 2020 skulle være at gentage projektet med ikke at købe nyt tøj i et år. Denne gang lavede jeg imidlertid nogle lidt lempeligere principper, idet jeg besluttede at

1. Undertøj var undtaget
2. Det samme var brugt/second hand tøj

I løbet af foråret følte jeg et behov for at købe nogle nye strømpebukser. Var strømpebukser at henregne under undertøjskategorien? Jeg tog diskussionen med mig selv og kom frem til, at det er sådan lidt derhenad. Jeg mener, undertøj og strømper sælges jo gerne i de samme butikker, ikke? Jeg købte nogle strømpebukser hos Swedish Stockings. (Dette er ikke en reklame, da jeg ikke er sponseret af Swedish Stockings, men bare en anbefaling: Jeg kan lide mærket, fordi strømpebukserne er glimrende, og så er der tale om brug af genindvundne materialer i deres strømper.) I løbet af efteråret faldt jeg så over et godt tilbud på strømpebukser i et stormagasin. Samlet set købte jeg fem par strømpebukser i løbet af 2020. De fire af parrene ligger stadig i deres indpakning. Mit ”følte” behov for nye strømper var tydeligvis større end mit faktiske behov.

Brugt tøj har jeg ikke købt noget af, men jeg endte på anden vis med at overtage en del tøj i løbet af året, så på den måde fik jeg faktisk ”nyt” tøj uden at bryde tøjfasten. Endelig må man sige, at 2020 ikke har været et år, hvor man har følt det helt store behov for at iføre sig et nyt outfit. Meget er klaret over Zoom og Teams, og her kan man roligt sidde i et par meget slidte jeans, uden at nogen lægger mærke til det.

Men så er der det med skoene. Jeg fik ikke rigtigt gjort reglerne omkring skoindkøb klart for mig selv ved starten af året. Og på en eller anden måde er det blevet til en hel del nye par sko, selv om jeg faktisk dårligt har plads til dem. Jeg bliver vel nødt til at henholde mig til, at skoproduktion er noget andet end tøjproduktion. Også selv om det ofte bliver slået sammen i statistikken.

Så egentlig er det gået meget godt med den tøjfaste. Sådan da. Ja, altså, hvis vi lige ser bort fra en enkelt minkpels, der har fået et nyt hjem hos mig …

Så gik der et år, hvor jeg ikke købte nyt tøj. Det bemærkede de inde i Illum, hvor de flere gange forsøgte at lokke mig tilbage med fremsendte kuponer, der ville give mig 10 %. Hvis jeg dog bare kom tilbage og shoppede lidt. Men det lykkedes faktisk. Et år uden at købe nyt eller brugt tøj. Heller ingen sko eller smykker eller tasker eller andet tilbehør (som i vore dage kaldes ”accessories”). Ikke engang til min søns bryllup købte jeg noget nyt tøj. Jeg må jo indrømme, at min klædeskab ikke ligefrem var tomt, da jeg startede på min tøjfaste, så jeg havde noget at tage på hver eneste dag. Og jeg behøvede ikke at gå i det samme tøj hver dag.

I dag brød jeg så tøjfasten: Jeg gik i en Røde Kors-butik og købte en bluse. Det var ikke, fordi jeg specielt havde brug for den bluse. Det var, fordi jeg ville bryde fasten. Nu har jeg gjort det, og jeg overvejer, om jeg skal genoptage tøjfasten. For jeg har jo lært noget i løbet af det år, som tøjfasten varede: Jeg har lært noget om, hvad det er for behov, der bliver belønnet, når man køber tøj. Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet, hvordan jeg blev meget fristet af at købe en cashmeresweater under et besøg i London, fordi jeg frøs, og jeg ikke fået medbragt nok varmt tøj til turen. Udelukkende på grund af min igangværende tøjfaste modstod jeg fristelsen, men ellers var det jo faktisk en god, reel grund til at købe noget nyt tøj. Men den type grund er ikke den mest almindeligt forekommende grund til at købe nyt tøj. Ikke for mig, i hvert fald. I sidste måned begav jeg mig i research-medfør ind i en Zara-butik. Tidspunktet faldt sammen med udsalgsperiodens sidste krampetrækninger, og stort set alt var nedsat med 70 %. Og så er Zaras priser ikke engang høje til at begynde med. Jeg troede, jeg var immun, men det endte med en indre kamp for at bevæge mig ud af forretningen igen uden at købe noget. Og her har vi nogle af de behov, der bliver tilfredsstillet ved at shoppe nyt tøj: Der er selvfølgelig det fundamentale behov for et bestemt klædningsstykke, fordi man skal bruge det til en bestemt lejlighed, eller fordi man har brug for det til at beskytte sig mod vind og vejr. Men så er der to yderligere behov: Behovet for at få fornøjelsen af at hjemføre et nyt stykke tøj. Og behovet for at gøre et godt køb. De to sidste behov overskygger i mange tilfælde det første, reelle behov. Ellers ville vi ikke købe så meget nyt tøj hele tiden og dermed medvirke til overforbrug og et dertil hørende kæmpe klimaproblem.

Og det var for i det mindste ikke at bidrage alt for meget til det sidste, at jeg brød tøjfasten med et indkøb i en genbrugsbutik.

Fra adskillige sider er der blevet spurgt interesseret til min tøjfaste. Overholder jeg den? Eller er jeg faldet i? Og jeg kan svare: Ja, jeg overholder den stadig, Nej, jeg er ikke faldet i. Når jeg ikke har skrevet så vældig meget om det i de seneste måneder, skyldes det, at der ikke er så stor nyhedsværdi i at sige, at det går som planlagt. Og det er nu 8 måneder siden, jeg indledte min ”tøjfaste” og besluttede mig til at prøve ikke at købe nyt tøj i et år. Indtil videre er det gået godt. Jeg har kun været meget, meget stærkt fristet til at købe noget en enkelt gang.

Det var i sidste måned, hvor jeg befandt mig i London, og temperaturen pludselig faldt kraftigt. Det regnede, og var gråt og kedeligt, og jeg var våd og frøs, og mit medbragte tøj var slet ikke beregnet på den nye, kolde temperatur, og så var det, jeg kom forbi en bod i et marked på Brick Lane, hvor der hang en dejlig varm og skøn genbrugscashmerecardigan til kun 18 pund. Det var meget nemt at forestille sig, hvor vidunderlig varm og blød den ville være at have på. Jeg frøs. Den lokkede. Men jeg modstod. Jeg kunne ellers lide alt ved den bod, som havde specialiseret sig i brugt cashmere: Jeg elsker cashmere. Jeg er vild med genbrug. Priserne så yderst fornuftige ud. Men jeg modstod. Og det var vel egentlig også det bedste, for jeg har en del andre cashmeresweatre (som jeg desværre ikke havde medbragt på turen til London), og det ville alligevel have været ærgerligt at måtte stoppe eksperimentet, bare fordi jeg frøs.

I dag har min tøjfaste varet i 5 måneder, og jeg har haft tøj på hver eneste dag i de 5 måneder. Så det er jo ikke, fordi jeg ligefrem mangler en klud at tage på. Jeg har heller ikke – endnu – været ude for, at jeg stod og manglede noget helt bestemt til en konkret anledning. Så ville jeg have givet mig selv dispensation. Men det har jeg altså ikke. Da jeg for 5 måneder siden bekendtgjorde min intention om at starte denne tøjfaste, var der en person – en mand, selvfølgelig – der spurgte, hvori udfordringen ved ikke at købe nyt tøj bestod, hvis man i forvejen havde klædeskabet fuldt? Det var et rationelt spørgsmål, men det røbede, at spørgeren ikke havde forstået, at det at købe tøj ikke kun handler om at få noget tøj at tage på: Når vi køber nyt tøj, køber vi også drømme. Vi drømmer om et nyt og bedre jeg. Vi drømmer om, at når vi tager det nye tøj på, så vil alting se bedre ud, og vi vil blive lykkeligere, gladere, mere populære og succesfulde. Ja, det er måske ikke sådan, vi udtrykker det over for os selv. Så ville vi jo nok kunne indse, at det næppe ville ske. Selvfølgelig sker det også, at man går ud og køber noget, der skal erstatte et stykke tøj, der er slidt op. Det er bare sjældent. Og man ender i øvrigt ofte med et par impulskøb, når man nu alligevel er ude og svinge med dankortet. Det kan også ske, at man glad kommer hjem med en nyerhvervelse – måske fik man den på udsalg og faldt straks for den – kun for at opdage, at man allerede har en næsten identisk sag i sit garderobeskab.

Problemet med alle disse tøjindkøb, som ikke handler om at erstatte noget, der er blevet kasseret, eller skal opfylde et bestemt formål, er, at det skaber et overforbrug. Et overforbrug, der fylder: Det fylder i folks hjem, det fylder i genbrugsbutikkerne, det fylder i affaldsmængden. Og så tærer det på verdens ressourcer. Der er et enormt ressourceforbrug bundet i hver eneste lille bomulds-T-shirt, uldjakkesæt og polyesterkjole. Det er ikke noget, man tænker på, når man står i tøjforretningen og overvejer sit indkøb. Det er heller ikke noget, jeg selv plejer at tænke så meget på. Det er noget, der mere og mere er gået op for mig.

Hvordan reducerer man overforbrug og affaldsproblemerne? Ja, man kunne jo starte med at få lappet eller repareret de ting, man har, så man ikke behøver smide ud, og man ikke behøver købe erstatninger.

Og når man først begynder at tænke på den slags, så kan det også ske, at man ændrer adfærd. Tag nu bare mig selv – som et helt tilfældigt eksempel. Jeg har ret mange sko. Og jeg har egentlig haft en idé om, at jeg burde sortere ud i dem og skille mig af med nogle af dem. Hvis de er i god stand, kan jeg selvfølgelig give dem videre. Men hvis de ikke er i god stand – så er de jo bare til at smide ud. Eller? Jeg har de her ballerinasko, som må være omkring 10 år gamle. Jeg opdagede for nogle måneder siden, at sålerne var slidt igennem, og jeg tænkte, at nu kunne jeg da med god samvittighed kassere dem. De havde tjent mig godt. Eller skulle jeg få dem forsålet? Jeg havde svært ved at træffe en beslutning. Jeg havde ikke rigtigt brug for dem længere. Men jeg kunne egentlig meget godt lide dem. Som så ofte i den slags situationer endte jeg med ikke at gøre noget: Jeg smed dem ikke ud, og jeg tog dem ikke til skomageren. De fik lov til bare at fylde.

Men inspireret af min nyfundne indsigt besluttede jeg mig til, at de skulle selvfølgelig repareres. Og nu jeg var i gang, havde jeg også et par Birkenstock-sandaler, hvor sålerne hang helt løst og derfor var nærmest ubrugelige. Birkenstock-sandalerne købte jeg i sin tid i Køln, og jeg gav 32 € for dem. Det kan jeg huske, fordi jeg følte mig lidt snydt: Jeg var nemlig blevet lokket ind i forretningen af et skilt, hvor der stod 29 €. Det var først, da jeg gik ud og tjekkede skiltet, at jeg opdagede, der med meget små bogstaver stod ”ab” foran de 29 €. Altså ”fra 29 €”. Der befandt sig sikkert et par sko i forretningen, der kun kostede 29 €, hvis prisvarekontrollen skulle komme forbi.

Nå, men alt det der er jo meget lang tid siden, og i mellemtiden var sandalerne blevet ret slidte, og nu gik jeg altså til skomageren. Jeg viste ham, hvordan sålerne hang på Birkenstock-sandalerne, og hvordan der var slidt huller i lædersålerne på ballerinaskoene. ”Hælene skal også rettes op,” påpegede han, og det havde han ret i. Det blev så lige 32 €. Jeg troede, at jeg måske ikke havde hørt rigtigt, det var trods alt på fransk, han sagde det, men jo: 32 €. Det var det, sandalerne havde kostet fra nye! Okay, ballerinaskoene havde kostet en del mere, men de er vel 10 år gamle. Nå, men jeg betalte de 32 €, og nu har begge par sko fået et nyt liv. Men alligevel: Det er relativt dyrt at få repareret sine ting. Man kunne få et par nye sko for den pris, jeg betalte. Og det er vel egentlig essensen af problemet: Nyproducerede varer er for billige. Det gør det ikke økonomisk rentabelt at reparere. Selv ikke ting som i princippet er langtidsholdbare, såsom tøj, sko og møbler.

Der var engang, hvor Danmark havde en blomstrende tekstil- og beklædningsindustri. Af historiske grunde var den placeret omkring Herning – deraf begrebet ”syerske i Herning”, som fx optrådte i en af kvindebevægelsens sange fra 1970’erne, for der var faktisk mange syersker i Herning-området dengang. (Af andre erhvervsmuligheder, som blev nævnt i samme sang, var også ”ekspeditrice i Magasin”, ”servitrice på Den Gyldne Hingst”, ”sekretær hos Tjæreborg”, ”børnehavelærerinde”, samt ”kokkepige i Skelskør”. Med lidt opdaterede titler findes de fleste af disse andre stillingstyper endnu. Selv har jeg fx prøvet at være ekspeditrice i Magasin. Men det var et sidespring.)

Men hvor er syerskerne så blevet af, når de ikke længere er i Herning, og der på trods af dette tydeligvis ikke mangler tøj i butikkerne? Ja, de fleste af syerskerne befinder sig i Asien, heriblandt i Bangladesh. Og mens det sikkert var ganske hårdt at være syerske i Herning, så er det næppe nogen overdrivelse, at det er endnu værre i Bangladesh. I denne artikel fra South China Morning Post beskrives de nærmest slavelignende forhold, som mange beklædningsarbejdere lever under.

Vi her i Vesten kan jo så glæde os over de lave priser på tøjet, som syerskerne i Bangladesh laver til os. Men selv om vi er glade for det billige tøj, så er de fleste af os også lidt snobbede, når det gælder tøj og tøjmærker, og der er bare noget mere glamourøst over modetøj fra Paris, London, New York eller sågar København, end der er over modetøj fra Dhaka …

Lad os tage et eksempel som tøjfirmaet Moss Copenhagen. Moss Copenhagen bruger også forkortelsen MSCH på deres T-shirts. Og ja, lad mig bare indrømme, at da jeg forleden på Strøget i København så en yngre kvinde med en T-shirt, hvorpå der stod MSCH, så troede jeg først, det måske var en forkortelse for Moschino. Men jeg fik det rigtige svar nogle få meter længere nede ad Strøget – MSCH refererer til Moss Copenhagen. Jeg undskylder over for Moschino. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik den ide. Udover at bogstaverne MSCH får en til at tænke på Moschino.

Moss Copenhagen – det kunne jo egentlig lyde, som om det var fra København. Det er i hvert fald en nærliggende tanke. Men Moss Copenhagen er imidlertid ikke fra København. En hurtig inspektion af deres label viser, at tøjet er produceret i Tyrkiet – og firmaadressen er i Vejle. Det har ikke meget med København at gøre. Ville det lyde ligeså godt med Moss Vejle? Eller Moss Istanbul? Det ville det måske nok, men det ville sende nogle helt andre signaler.

Men nu er vi tøjforbrugere jo ikke kun snobbede. Vi kan – hvis vi tænker over det – også godt lide at have god samvittighed. Og hvilken bedre måde at få det på end ved at købe noget fra H&Ms ”Conscious” kollektion? Man kan fx få en sommerkjole til ganske få penge – kun 79.95 kr. – i 100 % polyester, som er lavet af genindvundet plastikaffald. Det lyder jo rigtigt godt. Hvad der måske lyder mindre godt er, at den er lavet i Indien.

Og Indien har en af de mest forurenende tøjindustrier i verden, som denne artikel i Newsweek beskriver. Tekstil- og tøjindustrien er ansvarlig for en katastrofal forurening af vand i store områder i Indien.

Så det kunne være meget rart at vide, hvor ”conscious” H&M’s kollektion egentlig er. Hvilke vilkår for såvel arbejdere som miljø bliver de produceret under? Nå, ja, det kunne vel egentlig også være rart at vide for resten af H&Ms kollektioner. H&M understreger selv på deres hjemmeside, at de jo ikke ejer fabrikker selv, men er afhængige af underleverandører. Og de indrømmer da også, at der er udfordringer såvel, hvad angår menneskerettigheder som miljø, og at disse kan være i fare undervejs i en lang produktionskæde.

Ja, mon ikke.

I mit første indlæg om min ”tøjfaste”, som kan læses her, nævnte jeg forskellige motivationer hos personer, som kaster sig ud i udfordringen om ikke at købe nyt tøj i et år. Blandt motivationerne kan man bl.a. finde ønsket om at reducere ikke bare sit forbrug, men sin miljøbelastning. Som enkeltperson er det selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan påvirke verdens samlede miljøbelastning, men sådan er det jo med alle dele af vores forbrug og opførsel: Hvorvidt jeg som enkeltperson affaldssorterer eller ej, betyder måske ikke så meget i det samlede billede, men det betyder rigtigt meget, hvorvidt vi alle sammen gør det eller ej. Og ”vi alle sammen” består jo af enkeltindivider – som alle sammen har indflydelse på miljøet.

Selv om man som forbruger ikke har lyst til at tænke på det, så er tøjindustrien faktisk en ret stor belastning af miljøet. Det skyldes både produktionsforholdene i tekstilindustrien og de ændrede forbrugsvaner: Vi køber meget mere tøj, og vi bruger det i meget kortere tid. En artikel fra The Economist fra 2017 beskriver, hvordan produktionen af 1 kg tøj i gennemsnit udleder 23 kg drivhusgasser.

Samtidig skriver Politiken, at danskere i gennemsnit køber 16 kg tøj om året – hvoraf en del (ca. 5 kg) i øvrigt slet ikke bliver brugt. Det svarer altså til, at en gennemsnitlig dansker køber for 368 kg udledte drivhusgasser om året. Bare til tøj. Om det bliver brugt eller ej, er ligegyldigt for regnestykket, men det gør det selvfølgelig til et større spild. Så måske skulle vi alle sammen starte med at kigge vores garderobeskabe efter og se, om der skulle være en enkelt klud, der stadig har prismærket på? I så fald kan man jo enten overveje at begynde at gå med det klædestykke, eller man kan sælge det eller forære det væk.

Og ja, jeg har selv tøj i mit klædeskab, som stadig er ubrugt. Det er indkøbt for nylig – før min igangsatte tøjfaste. Fx købte jeg denne bluse fra Custo, som jeg glæder mig til at gå med.

Vejret har endnu ikke været til det, men når vejret bliver til det, bliver jeg nødt til at gå med den meget og længe. For hvad jeg ikke var helt opmærksom på ved købet, var betydningen af, at den består af 95 % bomuld og 5 % spandex. De 5 % lyder ikke af meget, og det var ikke nok til at afskrække mig fra at købe den, selv om jeg ellers foretrækker 100 % bomuld, men de 5 % er tilstrækkeligt til, at blusen ikke kan bruges til genindvinding. Det fremgår af denne artikel fra The Guardian. Artiklen er fra 2015, og der sker jo hele tiden teknologiske fremskridt inden for genindvindingsområdet, så hvis jeg beholder den længe nok, kan den måske engang om lang tid få et nyt liv som ingrediens til en T-shirt. Hvem ved? Indtil da må jeg glæde mig over at gå med den, og i fremtiden – altså når min igangværende ”tøjfaste” er overstået – må jeg være mere opmærksom på materialevalg i mit tøj.