Seks uger og huset er solgt!

30 mar

Så er det sket. Der er skrevet under på en salgsaftale. Salgsprisen er meget tæt på det, vi gerne ville have. Derfor var der ingen grund til ikke at slå til — medmindre vi da helt havde fortrudt. Seks uger er faktisk temmelig hurtigt sådan rent mentalt. Men lige her i nabolaget er der solgt et andet hus på en uge. En uge! Det kan man da slet ikke følge med i. Jeg synes sådan set, at seks uger er rigeligt hurtigt. Når man dybest set ikke så gerne vil af med huset.

Jeg håber, de nye ejere vil blive lige så glade for det, som vi har været.

Fem uger, tre byggesagkyndige, ét åbent hus = træt sælger

22 mar

Det er jo sådan set meget skønt, at der er potentielle købere, der gerne vil se ens hus. Det er for så vidt også helt i orden, at de kritiserer dette og hint, synes prisen er for høj, køkkenet forkert, og at der er alt for meget, der skal laves om. Alt sammen helt OK. Det hører jo ligesom med. Men det er trættende. For pokker, hvor det er trættende!

Det er ikke så meget det, at der skal se bare nogenlunde pænt ud, og at man selv skal rømme pladsen, så de andre kan komme til. Og det er heller ikke det med de byggesagkyndige, der går rundt og åbner skunklåger og banker på fliser og hælder vand på badeværelsesgulvet og kigger i alle sammenføjninger. Nej, det er ideen om, at andre mennesker — fremmede mennesker — går rundt i ens hjem og kigger og forestiller sig, at de skal bo her. I vores hjem! Vores hjem skal til at være nogle andres hjem. Se, det er virkelig underligt! Og mærkeligt nok er det altså en ganske trættende tanke. Især tanken om, at de så også kan finde på at kritisere det. De burde være glade for at få chancen for at kunne bo i dette dejlige hus!

Fire uger, fem fremvisninger = to bud

15 mar

Så har huset været til salg i 4 uger. Der er i skrivende stund indkommet 2 bud på huset — desværre var ingen af dem på et passende beløb. Men det er da altid noget, at der er nogen, der byder, siger vi til hinanden.

Og samtidig må jeg jo blankt erkende, at det dybest set ikke generer mig så meget, at budene ikke er høje nok. For hvis de var det, var vi nødt til at sælge! Og ja, vi har besluttet os til at sælge. Men, men, men … det er ikke det samme som at have lyst til at sælge!

Det kroniske beredskab

12 mar

“Du må leve i konstant alarmberedskab,” sagde en af mine veninder, da jeg forleden havde filmklubben ovre for at se en film — mens jeg stadig har biografen.
“Hvad mener du?” spurgte jeg.
“Du skal vel hele tiden have huset klart til at kunne blive vist frem?”
Og, ja, det skal jeg.

Men man kan diskutere, hvad det vil sige, at det er klart til at blive vist frem.

“Man skal bare gøre det klart, ligesom man ville gøre, når man skal have gæster,” forklarede ejendomsmægleren.
“Men gæsterne går jo ikke rundt i alle værelserne og kigger,” påpegede jeg.

For lad mig bare indrømme det — den almindelige måde at gøre dette hus klart til gæster har hidtil været at tage rodet og flytte det ind på et værelse og lukke døren. Vores gæster går jo ikke rundt og lukker døre op til soveværelser og åbner skabe af ren og skær nysgerrighed. Ja, selv kunne jeg godt være fristet til at gøre det, men nu handler det ikke om mig, men om andre mennesker. Og andre mennesker er meget velopdragne. I hvert fald dem, der kommer her i huset.

Helt anderledes forholder det sig med folk, der overvejer at købe ens hus. Velopdragne eller ej, så har de jo fuldstændig legitim adgang til at se alle værelser, inklusive det totalt rodede loftsrum. Lidt mere undrer jeg mig over, at de åbenbart også synes, at de skal kigge ind i skabene. Ikke mindst fordi et væsentligt element i min oprydningsstrategi er at smide så meget som muligt løsøre ind i skabe og skuffer.

Men det her er bare min indvending mod rækkevidden af ejendomsmæglerens råd. Det er ikke tilstrækkeligt at gøre, som når man skal have gæster. Til gengæld behøver man selvfølgelig ikke lave kanapéer og mikse drinks og lægge vaskeklude frem på badeværelset til brug som gæstehåndklæder, så nogle ting er selvfølgelig nemmere, når huset “bare” skal vises frem.

Hvornår et hus kan siges at være fremvisningsklart, er et virkelig godt spørgsmål. Der er meget, der kunne gøres i dette hus for at gøre det mere fremvisningsklart. Faktisk er der så meget, at jeg kan blive helt træt ved tanken.

Så er det alligevel nemmere at falde tilbage på det råd, vi alle kender: Masser af friske blomster. Jeg tror egentlig ikke, det hjælper. Jeg mener, helt ærligt: Hvem vil købe et hus, bare fordi der er friske blomster i en vase på spisebordet? Ikke desto mindre skal jeg nok sørge for, der er nogen. For det er ligesom det, folk forventer, ikke?

Der var en, der var to, der var tre …

8 mar

Det er nu tre uger og tre fremvisninger siden, vi satte huset til salg. Der er kommet to bud — begge temmelig langt under udbudsprisen. “Jeg tror, huset bliver solgt allerede på den anden eller den tredje fremvisning,” sagde ejendomsmægleren optimistisk, da vi skrev aftalen under. Vi så skeptisk på ham, men han gentog det også efter, vi havde skrevet under.

Nu har der været tre fremvisninger, så nu kan vi snart få at se, om han havde ret. Hvis ikke, skal vi ikke bebrejde ham det. Det var en meget optimistisk tanke — efter vores mening. Men spørgsmålet er så: Hvornår skal man egentlig begynde at bebrejde ejendomsmægleren noget?

Og endnu en fremvisning …

6 mar

Vel ankommet i eget hjem igen efter at have været midlertidigt uønsket — og efter først forsigtigt at have tjekket, at der ikke stadig holdt fremmede biler foran huset — kommer jeg ind til en seddel fra ejendomsmægleren med en lille note, hvor han lige spørger til, om jeg er med på, at næste fremvisning er søndag klokken 11.

Nej! Det er nyt for mig. Nå, men man skal vel være glad for, at der er nogen, der gider komme og se ens hus.

Men … men … men. Problemet med de her fremvisninger (udover at man er uønsket i eget hjem, mens de står på) er ikke bare, at der skal ordnes og vaskes osv. hver gang der skal være fremvisning. Det er selvfølgelig anstrengende nok, men det er såmænd også meget rart med et rent hus. Nej, problemet er snarere, at det faktisk vanskeliggør en egentlig oprydning, nemlig en oprydning af den type, hvor man gennemgår indholdet af skuffer i gamle skriveborde og finder garantibeviser fra 1994 på forlængst afdøde brødristere og den slags. For den slags oprydning roder vældigt, mens den står på. Men det er godt nok tiltrængt med lidt mere grundig gennemgang. For man behøver jo egentligt ikke gemme affaldsplanen fra 1999 fra R98. Firmaet eksisterer ikke engang længere!

Endnu en dag, endnu en fremvisning …

5 mar

Okay, så i går morges ringede ejendomsmægleren for sådan lige at tjekke, at jeg var klar over, at han havde en fremvisning (læs: fremmede skal ind og se mit hus!!) her i dag klokken 14. Øeh, nej, det var jeg så ikke lige. Jamen, det var meningen, der skulle være sendt en SMS? Øeh, nej, den var så ikke lige kommet frem. I hvert fald ikke til mig.

Og, åh nej, åh nej, åh nej, jeg sidder lige midt i en deadline, skal aflevere i dag fredag, hvorfor er det lige i dag, der skal være fremvisning?

Sådan er det bare. Lær at leve med det! Satte vækkeuret til klokken lidt i 7, og så var det ellers bare i gang. Vaske gulv i herreværelse (ja, det hedder det). Vaske gulv i køkken. Vaske gulv på badeværelse. Vaske en smule gulv (fordi man kun kunne komme frem til en smule gulv) på et tidligere børneværelse. Lufte ud. Sætte sig til computer og skrive lidt på rapport med dårlig samvittighed, for burde jeg ikke rende rundt og gøre hus fremvisningsklart? Rende rundt og gøre hus fremvisningsklart og have dårlig samvittighed, for burde jeg ikke sidde og skrive på rapport, som har deadline i dag?

Forlader huset 10 minutter i fremvisning og krydser fingre for, at det ikke er nogen med firhjulstrækker, der kommer for at se huset … For en firhjulstrækker hører altså bare ikke til her i kvarteret!

Når fremmede skal se ens hus

4 mar

Det er en underlig oplevelse, når man skal lukke fremmede ind i ens hus, for at de kan gå rundt i ro og fred og kommentere og kritisere ens indretning og smag. “Det køkken — det må da bare ud!” “Vinduerne trænger vist til at blive udskiftet”, “Sikken et skrækkeligt tapet”, og hvad de nu ellers kan finde på at sige. Ja, jeg gætter bare. Måske siger de noget helt andet. Derfor rammes man også af en virkelig ambivalent følelse, når ejendomsmægleren ringer og siger, at nu vil han gerne vise det frem for nogle potentielle købere. På den ene side er det jo godt, at der er nogen, der er interesseret nok i huset til at have bestilt en fremvisning. På den anden side — så skal jeg igen til at suse rundt og smide ting og sager ind i skabe, så jeg har svært ved at finde dem igen. Og — hvad der på en måde er endnu værre — måske er der faktisk nogen af dem, der kan finde på at købe huset! Ja, ja, jeg ved godt, det er det, der er meningen, når man sætter sit hus til salg — men alligevel.

Den store oprydning

3 mar

Vi er en familie af samlere. Ikke samlere af fine, sjældne ting, men af mere hverdagsagtige ting: Gamle numre af Weekendavisen, artikler, som måske kan vise sig nyttige en dag, Disney-film på VHS-bånd, som en gang har kostet os mange penge, fotos, der mangler at komme i et album, og ikke mindst tidsskrifter, tidsskrifter og atter tidsskrifter. Jeg er i øjeblikket ved at læse mig igennem årgang 2004 af Vanity Fair og årgang 2005 af Vogue. Det er faktisk ikke uinteressant at læse artiklerne med de mellemliggende års klarsyn. At bladene har overlevet så længe i huset, skyldes formentlig, at de i forbindelse med en hektisk oprydning er blevet stablet i en bunke, placeret i et fjernt hjørne og har ligget og samlet støv lige siden. Mere mystisk er det, at jeg fandt et nummer af Vogue fra 1997. Vi var ikke engang flyttet ind i huset i 1997, men måske er det kommet med fra det gamle hus sammen med det nummer af Metropolitan Home fra 1989, som jeg også har fundet. Der var ligeledes et Bo Bedre fra samme årgang.

Det er faktisk ret underligt at skulle rydde op i den slags bunker, som i årevis har været basis for dårlig samvittighed. Måske skulle man flytte lidt oftere, så man blev tvunget til at sortere og rydde ud. Eller måske skulle man flytte lidt sjældnere og bare lade det gro til. Nej, måske nok ikke.

Men lige nu er der kun én vej frem: Mere oprydning!

Suk, suk og atter suk.

Ejendomsmæglere – en udskældt, men misforstået profession?

2 mar

Der findes vel næppe en profession, som må finde sig i så mange nedsættende bemærkninger og direkte forhånelser som ejendomsmæglerne. De rangerer med usvigelig sikkerhed lavt på alle indeks over troværdighed. Fordommene — eller er det ikke længere fordomme, hvis der er statistisk belæg for det? — gælder ikke blot troværdighed, men også fremtoning, udseende og ikke mindst valg af køretøj og fodtøj. Da jeg fortalte, at vi havde haft en ejendomsmægler ude for at se på huset, sagde mine venner og bekendte straks: “Nå, så kom der vel en ung mand med spidse sko?” Og ja, det er tydeligt, at ejendomsmæglere har en forkærlighed for spidse sko. Selv her i denne periode med meget sne.

Men uanset fodtøj, så må jeg indrømme, at jeg selv har haft en opfattelse af, at ejendomsmægler — det var noget, man altid kunne blive, hvis alt andet fejlede. I hvert fald hvis man i forvejen havde en uddannelse som cand.polit, cand.jur., cand.merc. el.lign. Men jeg må sige, at jeg er kommet på andre tanker. Jeg tror stadig på, at det rent fagligt vil være muligt relativt hurtigt at bestå ejendomsmæglereksamen, hvis man allerede har en af de ovennævnte uddannelser. Imidlertid skal man tydeligvis ikke bare have de faglige kvalifikationer, men også de rette personlige kvalifikationer for at blive en succesfuld ejendomsmægler. Først og fremmest skal man være optimistisk. Ikke bare lidt optimistisk, men meget optimistisk. Og det skal ikke bare være noget, man påtager sig over for kunderne, når man forklarer dem, at lige om lidt vender markedet, eller at denne dejlige faldefærdige ejendom da hurtigt kan blive en drømmebolig med lidt fantasi og lidt knofedt. Nej, det skal være en dybfølt, indre optimisme, der kan bringe én gennem de hårde tider og sikre energi til at gide gøre endnu en indsats for at bringe et salg hjem, hvor en mere pessimistisk — mere realistisk? — person for længst havde opgivet. Der skal også andre personlige egenskaber til — som fx evnen til at altid at kunne sige noget positivt om hvad som helst — men optimisme må være den største og første forudsætning.

Vi er dermed en hel del, der alene af den grund aldrig vil kunne blive særligt succesfulde ejendomsmæglere.